Offer for velgørenhed

Indledning

I det følgende vil jeg gennemgå tre eksempler på, hvordan private organisationer der sædvanligvis forbindes med ord som godgørende, frivillige, idealistiske i offentlig sammenhæng bliver udstillet eller udstiller sig selv som det omvendte. Formentlig fordi NGO’erne er påvirket af en mentalitetsændring, der er sket i løbet af lidt mere end et årti.

Definitioner

I organisationsteorien skelnes der mellem to typer: Govermental og non-govermental organizations. Sidstnævnte er i daglig tale blevet til NGO’er. Når der i 2009 var klimatopmøde i København, gik alle NGO’ere på gaden og til pressen for vinde opbakning og interesse for at, hver deres sagsområder hos verdens statsledere. I hverdagen lever mange NGO’er et mere tilbagetrukket liv. Men der findes NGO’er på alle tænkelige områder der vedrører samfund og politisk dagsorden.

De statslige organisationer (herunder kommunale) er legitimeret af et værdisæt. Staten bygger på folkestyre og demokrati. Og fremtræder derfor som legitim i befolkningens øjne. I sidste instans har staten magtmonopol. Loven forbyder private at anvende vold, mens statens love foreskriver hvordan våbenmagt i givet fald skal anvendes i tilfælde af krig, og ved opretholdelse af samfundsordenen.

NGO’er søger at legitimere sig som velgørende på deres respektive områder. Miljøorganisationer lavede lobbyarbejde for at få nedsat CO2 udslippet under klimatopmødet i København. NGO’er arbejder for at fremme bestemte samfundsgruppers interesser. De ældre, børnene og de seksuelle minoriteter har f.eks. organisationer, der arbejder for deres interesser. Selvom det fremgår af organisationernes vedtægter og arbejdsprogrammer, at de er private finder kampagner eller lignende aktiviteter sted enten med offentlig støtte eller i samarbejde med offentlige institutioner. Det principielle skel mellem offentlig og privat er derfor ikke skarpt i praksis. Og NGO’erne erhverver sig en vis legimitet via den type forbindelser.

Klassisk motiv af afrikansk dreng omsværmet af fluer, men fotografiet er nyt.

De sultne i Afrika

Og NGO’erne har stor magt. Især hvis de spiller sammen med medierne. I 1970’erne tegnede nødhjælpsorganisationerne og DR et billede af Afrika som fattigdommens kontinent. Bla. med udgangspunkt i sultkatastroferne i Ethiopien. Kritikere har senere peget på det problematiske i nødhjælpsorganisationernes strategi. Ved at vise billeder af børn med oppustede maver, sygdom og hungersnød ville organisationer og presse råbe befolkning og politisk ansvarlige op. Og gøre opmærksom på behovet for nødhjælp. På den anden side opnåede de at tegne et billede af et helt kontinent i krise som det har taget årtier at komme fri af. Det dramatiske billede af sultedød og nød kunne også overvise mange om at “det nytter alligevel ikke”. Og afholde erhvervslivet fra at involvere sig på det håbløse kontinent. Udviklingen i Afrika tog helt andre retninger i løbet af 1990’erne, og billedet i medierne er også blevet nuanceret. Men det entydige og stærkt negative billede af Afrika bliver aldrig glemt af den generation af danskere, der så billederne.

Børns Vilkår

NGO’er optræder som sagt altid med enten velgørende formål eller som repræsentanter for veldefinerede interesser og grupper. Men organisationer har også deres eget liv. De har en kultur, en praksis, medlemmer og aktivister. Og ændrer sig derfor over tid. Mens vedtægter og formål får dem til at fremstå som temmelig statiske.

Men praksis kan udemærket være noget der ikke fremgår af principprogrammer. Fordi det miljø organisationen befinder sig i har ændret sig eller ledende personer i organisationen definerer praksis på en ny måde.

To organisationer som Børns vilkår og Red Barnet vil de fleste mene har “fredelige” hensigter. Førstnævnte hævder f.eks. at organisationens formål er at “sikre børns ret til en god barndom og et godt liv.” Et typisk formål for at tjene almenvellet inden for et nærmere defineret område. Denne definition går igen i det organisationen kalder Vision, Mission og Værdier. Sådan en organisation kan ikke have agressive hensigter – det forekommer umiddelbart indlysende. Konflikter kan selvfølgelig opstå når organisationen konkurrerer om politikeres og mediers opmærksomhed og ressourcer. Ellers ikke, skulle man mene.

Stærkt symbolsprog når det gælder den såkaldte seksualisering af samfundet. Hvorfor i øvrigt undre sig over seksualisering, når pjecens forfatter selv i en rapport om børns seksualitet har været med til at anbefale seksualundervisning af børnehavebørn?

Også den barnlige seksualitet – et emne omgærdet af mange tabuer – er blevet beskrevet af Anne Louise Stevnhøj i en pjece udgivet af Børns Vilkår. Hvor en række parametre for normal og unormal adfærd opstilles som vejledning for pædagoger.

Det at organisationen deltager i adfærdsregulering og sætter ressourcer og autoritet ind på, at få mennesker til at handle eller afstå fra noget – og definere “normalt” og “unormalt” – bringer organisationen ind i forskellige typer konflikter. Men også andre kontroversielle politiske spørgsmål tages op af organisationen.

Børns Vilkår havde i en årrække psykolog John Aasted Halse som formand. John Halse var erklæret modstander af homoseksuelle som forældre. Af hensyn til barnets tarv. Ikke fordi homoseksuelle skulle være dårligere forældre end alle andre. Heller ikke med argumentet at barnet skal have en far og en mor. Men fordi det homoseksuelle par ikke er  “normalt” set med de andre børns øjne og derfor er en belastning for børn i regnbuefamilier. I artiklen Barnets tarv eller en snert af nazisme i religion.dk bliver synspunktet sagt imod af filosof Thomas Søbirk Petersen. Søbirk Petersen henviser til at samfundsvidenskabelige undersøgelser ikke underbygger John Halses synspunkt og problematiserer det. Søbirk Petersen henviser til, at afskrivningen af en samfundsgruppe som gode forældre har en snert af nazisme over sig. Men John Halse henholder sig til det han kalder “forsigtighedsprincippet”, der betyder at hensynet til børn altid går foran hensynet til voksne. I dette tilfælde de homoseksuelle, der ønsker adoption eller egne børn.

John Halse

I denne sammenhæng fremstår Børns Vilkår ikke som “do good” organisation. I hvert fald ikke over for homoseksuelle der findes uegnede som forældre, og stigmatiseres i samfundsdebatten. Profetien om at børn af homoseksuelle får det svært synes selvopfyldende, når en organisation som Børns Vilkår stiller sig i spidsen. Det er iøvrigt påfaldende at ingen andre debattører kunne sige de samme ting så virkningsfuldt som John Halse. Endnu en egenskab ved NGO’erne. Når politiske organisationer, som f.eks. det danske nazistparti, udtaler sig imod homoseksuelle vinder det meget lidt gehør. NGO’en har derimod legitimitet i folkelig opbakning og uselviskhed. Og udtalelserne er derfor i reglen kun blevet modsagt af de homoseksuelles egne repræsentanter.

Det skal ikke overses at John Halse udtaler sig på vegne af børn. En gruppe der af gode grunde har svært ved at komme til orde eller formulere sig. Og foreholdt videnskabelig dokumentation kan John Halse henholde til egne principper da interessegruppen af gode grunde ikke kan udspørges. John Halse kan derfor med en vis ret siges, at være eksponent for den mest succesfulde homofobe strategi i samfundet i sin formandstid 1988-2004.

Idag har homoseksuelle formelt set adgang til adoption ifølge et lovforslag vedtaget af Folketinget 2010. Men altså ikke takket være den “godgørende” organisation Børns Vilkår.

Red Barnet

Det adfærdsregulerende element præger tilsyneladende visse NGO’er stærkere og stærkere. Børns Vilkår og Red Barnet ser i stadig højere grad sig selv som organisationer, der bekæmper frem for at hjælpe. Begge organisationer har således tillagt sig opgaven, at gribe ind over for seksuelle afvigere. I samarbejde – og/eller konkurrence med – offentlige myndigheder.

Red Barnet har i samarbejde med politiet påtaget sig, at modtage henvendelser fra mennesker, der mener at have fundet børneporno sider  på nettet. For nogle år siden dukkede en advarsel op på alle netsider med pornografi med advarsel imod børneporno. Blandt andet underskevet af Red Barnet. Det forekommer ikke indlysende, hvordan Red Barnet er kommet frem til, at almindelige danskere skulle kunne have en kvalificeret mening om så specielt et emne.

Dansk pige om Justin Bieber (f.1994) på twitter: “Hvis jeg var kæreste med Justin Bieber, ville jeg føle det som om jeg var pædofil…selvom jeg er yngre end ham.”

Idag findes der næppe en sexbrevkasse, hvor man ikke kan læse om yngre kvinder, der er stærkt bekymrede fordi de har set billeder af helt unge piger på kærestens eller mandens pc, og mistænker ham for at være pædofil. Eller er i tvivl om, hvad de skal tro. Brevkasseredaktørerne beroliger ofte med, at børneporno er vanskeligt tilgængeligt. Og mænds interesse for yngre kvinder helt normal og almindelig. Men Red Barnets strategi at sprede advarsler også der, hvor der er tale om legale kommercielle sites, og modellerne ikke er mindreårige, har spredt moralsk panik til de danske hjem.

Lektor og psykolog Karen Pallesgaard Munk går i rette med denne strategi. Ved at fokusere så meget på krænkere tages uskylden fra børn,  og de voksnes blik på børn bliver et andet. For de pædofiles seksualiserede blik ligger inden for denne forståelse og lurer overalt. Idag kan forældre end ikke fotografere deres egne børn. I en artikel i Videnskab.dk siger Karen Pallesgaard Munk om fænomenet:

“Børn er ikke længere uskyldige og aseksuelle. Vi forestiller os, hvordan en pædofil vil se vores børn, og så tager vi vores forholdsregler. Det uskyldige barn er ved at forsvinde. Vi får et modsætningsfyldt forhold til børns nøgenhed, og vi sætter nogle kontrolinstanser i værk, som går i selvsving.” 

Igen er det hverken børn eller deres forældre – eller kommende forældre – der her bliver hjulpet. Hvordan seksuelle afvigelser lige pludselig kan blive et hovedområde for en NGO forekommer mystisk. Her skal det erindres, at før 1997 eksisterede en psykiatrisk diagnose af pædofili ikke. Den blev i 1997 udarbejdet på et meget spinkelt grundlag, da det var meget få mennesker der fik denne diagnose. Og der er nok næppe nogen, der kan forestille sig at antallet af overgreb, der bliver begået stiger. Med mindre “det farlige” – og derfor spændende – ved den afvigende seksualitet drager normale mennesker ind i børneporno netværk og skaber nye typer kriminel adfærd. Hvis der er tale om selvsving – også her – har Red Barnets udbredelse af begrebet ikke gjort nytte. Tværtimod.

I sociologien anvender man begrebet moralsk panik til at beskrive en samfundsmæssig bekymring, der er ude af proportioner i forhold til problemernes omfang. Her har begrebet en negativ værdiladning.

Men som Karen Pallesgaard Munk siger i en artikel i magasinet Humaniora er der organisationer, der lever af den moralske panik:

“Private godgørende organisationer kan få et raison d’être som bidragydere til minimering af de samfundsmæssige skader. Man kan endvidere iagttage, at retssikkerheden tenderer til at blive undermineret i forbindelse med moralsk panik. Det er ellers netop i de situationer, at objekter for samfundets afsky skal beskyttes af retssikkerhedsgarantier for at undgå heksejagtlignende tilstande som kan medføre ofringer af uskyldige. Moralsk panik har med andre ord sit eget samfundsmæssige momentum.”

De der modsætter sig denne strategi risikerer, at blive udsat for det Karen Pallesgaard Munk kalder en decentral disciplineringsproces. Et eksempel på dette fænomen: Karen Pallesgaard Munk blev kontaktet af Red Barnet med anmodning om at købe kuglepenne og kontormateriale, der bærer organisationens logo. Da anmodningen bliver afslået udråbes Karen Pallesgaard Munk af sælgeren, som en der ikke vil bidrage til bekæmpelse af pædofili. Et eksempel der illustrerer, hvordan frivillighed ikke altid gælder de, der er i kløerne på private og frivillige organisationer.

LGBT

Der kunne være en forhåndsforventning om, at NGO’er der i egen selvforståelse repræsenterer minoriteter – især seksuelle – ville afstå fra at gøre elementer af moralsk panik til deres raison d’être. Især en organisation som LGBT Danmark. Fordi psykiatriens hundrede år gamle karakteristik af homoseksualitet som degeneration, sindslidelse eller biologisk betinget afvigelse burde kunne få organisationen til at være på vagt over for en strategi af den type.

Jeppe Kofoed

Den seksuelle debutalder har ikke flyttet sig i 30 år. Den er 16,8 år. Og der skal den forblive mente mange i den offentlige debat i 2008  i anledning af, at den 34 årige Jeppe Kofoed’s havde haft et seksuelt forhold til en pige på 15 år.

Debatten nåede hysteriske højder da pseudonymet Baltazar Castor 3. april – kort efter sagen om Jeppe Kofoed – skrev en artikel i Information under overskriften Pædofili og homoseksualitet. Artiklen indledes forsigtigt:

“Lad mig starte med at sige, at jeg ikke rigtig synes, man kan diskutere pædofili, men at man kan diskutere, hvordan man diskuterer det.”

Og derefter diskuterer Castor den barnlige seksualitet i dens forskellige former på en måde, der ikke adskiller sig væsentligt fra det, der ligger inde for området, der betegnes som “normalt” af Anne Louise Stevnhøj fra Børns Vilkår. Dog adskiller det Castor siger sig fra Stevnhøj på to måder: Castors ærinde er ikke disciplinering. Faktisk henviser Castor til den relative ubekymrethed, der herskede før 1997 på området. Desuden opfordrer Baltazar Castor LGBT til at arbejde for en tilbagevenden til tidligere herskende normer.

Baltazar Castor’s udtalelser er interessante, fordi han havde indtaget en central position – som redaktør af Pan-bladet – forinden. Og det viste sig at den hårdeste kritik af hans synspunkter netop kom fra en repræsentant for den NGO’ som Pan-bladet er talerør for: LGBT Danmark.

Karen M. Larsen betegner i en blog-artikel  (der er en bearbejdelse af et læserbrev i Information) hans klumme som “frastødende” og karakteriserer Castor som pædofil:

“Nu er det jo kendetegnende ved debatten om børns rettigheder, at den har det med at handle om voksnes holdninger og ønsker.”

“Baltazar Castors ønske om at give børn ”ret” til sex handler på samme vis om voksnes ønsker om at få ”ret” til sex med børn.”

Karen M. Larsen forholder sig ikke til de fremsatte synspunkter. Fuldstændig parallelt til John Halse fremfører Karen M. Larsen et privat princip, og fejer modpartens argumentation af bordet med det.  Hos Karen M. Larsen er det princippet om “de bagvedliggende motiver”. Motiver der er skjulte, dog ikke for Karen M. Larsen. Hvorefter vidtgående slutninger vedrørende debattørens seksualitet er mulige.

Den decentrale disciplinerings åbenlyse formål er i dette tilfælde at erstatte en ledende skribent i NGO’en med en anden: Castor med Larsen. Men formålet rækker langt ud over dette.

For en NGO som LGBT Danmark er resultatet af denne linie et selvmål. Baltazar Castors brug af ordet “pædofili” er ikke identisk med den kliniske betegnelse  – hvilket bidrager til nogen forvirring. Nogle ville utvivlsomt bruge ordet om det forhold Jeppe Kofoed havde til en 15 årig pige, der blev nævnt ovenfor.

Det afgørende i denne forbindelse er imidlertid at pege på, hvordan også denne NGO – tilsvarende Børns Vilkår og Red Barnet – ændrer formålsparagraf fra at hjælpe til at bekæmpe.

LGBT Danmark er ikke længere en organisation, der kæmper for rettigheder til homoseksuelle. Når forvirringen om hvad ordet pædofil dækker over kommer til debat i Pan-bladet benytter Karen M. Larsen lejligheden til at slå fast:

“Jeg tror ikke på, at alle mænd er pædofile – eller at ingen kvinder er det. Men jeg er 1000 % overbevist om, at sex mellem voksne og børn ALTID er forkert – at det er en meget alvorlig forbrydelse som samfundet skal straffe hårdt.”

Igen er der ingen diskussion af hvad homoseksualitet eller seksualitet i det hele taget er, men en indordning af NGO’en som  redskab for den decentrale disciplinering.

Hvem er i centrum for NGO’erne?

Konklusion

De tre NGO’ er der er blevet diskuteret ovenfor synes at have flere ting til fælles: Dels fremgår væsentlige skift i holdninger og praksis ikke af principprogrammer eller grundlag. Der har heller ikke – sådan fremstår det i hvert fald ikke udadtil – været en grundig diskussion af implikationer af den moralske panik debatten om pædofili siden 1997 har medført for netop disse organisationer.

Gamle fjender har fundet sammen. Børneorganisationerne der, som det fremgår af John Halses synspunkt, ikke har haft et specielt positivt forhold til LGBT, fremstår nu enige på en måde de ikke har gjort før. Om at erstatte intentioner om at hjælpe med intentioner om at bekæmpe. Hvilket på den anden side gør den direkte konkurrence mere nærliggende.

Skiftet fra at hjælpe til at bekæmpe medfører, at interessegruppens betydning svinder ind. Både når det gælder børneorganisationerne, og når det gælder organisationen for de seksuelle minoriteter “afskaffer” man i en vis forstand målgruppen. Fordi fokus rettes andre steder hen.

Organisationerne har bevæget sig ind på en betænkelig strategi: De søger at udskille afvigere. Børns vilkår sondrer mellem børns “normale” og “unormale” seksuelle adfærd. Målet er selvfølgelig at ramme sexkriminelle. Erfaringerne fra omkring år 2000 har vist at panik på området medfører stigmatisering af børn, institutioner og ringere retssikkerhed. Det første offer for strategien er det barn der med rette eller urette bliver udpeget som havende unormal adfærd. Derefter pædoger, forældre, institutioner og andre.

Red barnet søger via kampagner at udskille unormal seksualitet. Dommerpanelet skal være den almindelige dansker, der forventes at træde ind i en ekspertrolle. Den uheldige sælger, det lykkes at fremsætte indirekte beskyldninger over for kunden – som i eksemplet ovenfor –  illustrerer svagheden i strategien. End ikke NGO’ens egne repræsentanter formår, at handle med den fornødne konduite. De første ofre for strategien er uskyldige mennesker, der forulempes eller søges stigmatiseret.

Når børn udelukkende ses som magneter for kriminelle underminerer børneorganisationerne deres eget grundlag. Hvis medier og befolkning tager budskabet til sig vil det føre til krav om flere midler til politi, domstole og psykiatri. De midler kunne tages fra børneorganisationernes traditionelle aktiviteter og forsvares som prioritering.

Også LGBT får problemer når decentral disciplinering bliver vigtigere end organisationens rettighedsorienterede politik.

Både organisationer og enkeltpersoner fremmer umiddelbart karrieren ved at deltage i den decentrale disciplinering. Men Børns Vilkårs John Halse kom til kort over for filosoffen Thomas Søbirk Petersen. Den velgørende organisation er specielt sårbar over for argumentet, at den er snæversynet eller endda fordomsfuld over for minoriteter.

Givet en lang historie hvor homoseksuelle har været sygeliggjorte og underlagt psykiatrien forekommer en strategi, hvor decentral disciplinering gøres til organisationens raison d’être ikke indlysende. De “unormale” der søges udgrænset viser sig i dette tilfælde hurtigt at være organisationens egne medlemmer: De der erklærer sig uenige i den politiske linie.

Strategiens uundgåelige resultat synes at være et ødelæggende internt opgør i organisationen, hvor kyniske og karrierebevidste mennesker fremmer deres egne interesser. Organisationen vil som følge hurtigt tømmes for både eksistensberettigelse og medlemmer.

Processen vil i forhold til samfundets beslutningstagere fremstå som delegitimering af organisationen: Hvis ledende debattører skubbes ud på baggrund af skandaløse anklager sikres der ikke en situation, hvor politikere ønsker at forholde sig til organisationens rettighedsprogram. Hvilket efterfølgende kan accelere discplineringsstrategernes nidkærhed over for modstandere. Med organisationens politiske deroute som konsekvens.

De tre organisationer der er blevet diskuteret ovenfor går fra at hjælpe til at bekæmpe. De to organisationer, hvis emne per definition skulle være børn taler om sex og den organisation, hvis sigte er seksualpolitisk dropper emnet for at rette fokus på – kriminalitet.

Reklamer

Det farlige sexliv

Først nogle spørgsmål:

– Hvor mange hormonforstyrrende stoffer er der i sexlegetøj?

– Er det misbrug når danskere tager på sexrejser og køber sig til sex?

– Hvor mange børn udsættes for seksuelle overgreb?

– Hvor mange voldtægtsmænd slipper for straf?

– Hvad er årsagen til homoseksualitet?

– Hvorfor er samfundet blevet pornoficeret?

– Bør prostitution forbydes?

– Er der en stigning i antallet af unge der er homofobe ?

– Er pornografi skadeligt?

– Er dyresex perverst?

Ovenstående spørgsmål besvares næsten dagligt i medierne: Sex er farligt! Sex er skadeligt! Sex skal man for enhver pris undgå!

Mediernes vinkel er altid hvor farligt sex er, ikke om sex er farligt. Heller ikke om sex i nogle situationer og bestemte sammenhænge er godt og sundt.

Både trykte og elektroniske medier bringer konstant reportager om, hvor farlig sex er: Sexlegetøj indeholder hormonforstyrrende stoffer der mistænkes for at skade mænds sædkvalitet, giver drengebørn misdannede kønsorganer og fremskynde pigers pubertet. Der er ikke plads til nuancer. Det nævnes ikke, at man købe sexlegetøj uden de skadelige phtalater.

Kønsforskere udtaler deres bekymring for pornoficeringen af samfundet. Den måde pornofilmenes klichéer er kommet til at indgå i almindelige menneskers liv og forestillinger på.

Og så er der den altoverskyggende bekymring for børn og unge: Frygten for de bliver udsat for overgreb eller tager skade af den måde de bliver påvirket af trykte eller elektroniske medier – blade i øjenhøjde med nøgne kvinder. Eller homosex scener på film, hvor aldersgrænsen er sat for lavt. Som i tilfældet med den nye Klovn; The Movie.

Bekymrede feminister advarer imod at pornoficeringen medfører at kvinder bliver gjort til objekter og ligestillingen dermed trues. Og peger endvidere på, hvor udsatte svage kvinder er i samfundet. Kvinder udnyttes og misbruges seksuelt.

I pigeværelserne – er lyserødt og prinsessekjoler ikke længere enerådende –  bratz-dukker – eller luder-dukker, som feminister ynder at kalde dem – anskaffes af uansvarlige mødre. Hvilket skader kønsrollemønstret, fordi pigerne påvirkes af dukkernes luder/madonna stereotyper.

Ansvarlige politikere toner frem i medierne og fortæller om alle de farer der truer efter selv at være briefet af eksperter: Læger, psykologer, kønsforskere og terapeuter, der konstant er bekymrede for befolkningens sundhed.

Tæppebombardementet af advarsler får ikke danskerne til at fravælge sex – hvis man skal tro afstemninger på Ekstra Bladet, hvor flertallet af både kvinder og mænd i 2010 tværtimod ønskede mere sex i 2011.

Mediernes behandling af sex og seksualitet kommer derved til at minde om kostrådene: Alle kender dem, men ingen følger dem. Det resulterer i fedmeepidemi på det ene område, og en sær blanding af ligegyldighed og hysteri på det andet.

Alle eksperter er selvfølgelig velmenende og og erklærer, at de trods bekymring har en positiv indstilling til sex og seksualitet. Og anbefaler sensualitet og et sundt sexliv.

For nogle år siden var det sådan, at hvis mænd sad og ledte på nettet efter billeder af frække piger tonede der med jævne mellemrum skilte op på skærmen, der advarede imod børneporno og opfordrede til at foretage politianmeldelse. Skiltene havde en hilsen med fra Red Barnet. Der opfordrede til et folkeligt engagement i sagen.

Og eksperter fra Børns Vilkår tonede næsten hver uge frem på tv-skærmen og advarede ligeledes imod børneporno, børnesex, incest og alle tænkelige kriminelle fænomener, der kan true børn.

Når kriminalstatistikker bagefter gennemgås og det konstateres, hvor utrolig få af den type sager der fører til domfældelse kan det undre, at hele nationen skulle indrages under spejdermottoet: Vær beredt!

Og at alle tænkelige lovlige og harmløse fænomener undervejs blev mistænkeliggjort. Og danskernes liv forpestet af hysteri.

Eksperterne som er læger, psykiatere, psykologer, biokemikere og terapeuter har det til fælles at de har en naturvidenskabelig baggrund – eller henholder sig til naturvidenskabelige argumentationer. Deres bekymring gælder altid den mandlige seksualitet. For mærkeligt nok findes der ikke en lægevidenskabelig teori der gælder for kvinder.

Når en forsker f.eks. forklarer hvordan homoseksualitet er betinget af rækkefølgen i søskendeflokken viser det sig, at teorien kun omfatter drenge. Ikke piger. Man kan være Født til at være bøsse men mærkeligt nok ikke til at være lesbisk?

Der hersker fuldstændig asymmetri når det gælder mænds og kvinders seksualitet – sidstnævnte er i realiteten fraværende.

Den klassiske lægevidenskabelige opfattelse stammer fra en tid, hvor mænd styrede samfundet og var hævet over kvinder. Efter kvinderne fik stemmeret og senere – i løbet af 1960’erne kom ud på arbejdsmarkedet – måtte lægevidenskaben revidere sit syn på de “umælende” kvinder. Centrale antagelser i psykoanalysen om det kvindelige hysteri måtte forkastes – og til sidst blev psykoanalysen selv forkastet. Synet på den mandlige seksualitet forblev derimod urokket. Ingen vover idag at nævne psykoanalysens syn på kvinder. Men mænds homoseksualitet eller manglende maskulinitet kan sagtens forklares ved hjælp at påstande om femininisering af folkeskolen. Hvor det underforstås at kvinder i institutioner forkvakler drengenes kønsopfattelse.

Enhver lægevidenskabelig vurdering af sex og seksualitet er – for de der holder fast i det klassiske paradigme – en risikovurdering. Lægevidenskaben tager udgangspunkt i opfattelsen af manden som aktiv og penetrerende i seksuelle forhold. Aktiv og passiv har intet med roller at gøre. Den der har et lem er aktiv. Uanset at kvinder ikke altid ligger slapt på ryggen i sengen, er de i lægevidenskabelig forstand passive, fordi de bliver penetreret.

Mænd har en seksualitet der kan beskrives – og måles med forskellige metoder – i modsætning til kvinder. Der er ekskluderet fra lægevidenskabens betragtning.

Tesen om asymmetri mellem mænd og kvinderer falder fuldstændig  i tråd med grundlæggende opfattelser i feministisk teori. Og stemmer overens med feminismens betragtning af kvinder som ofre. Lægevidenskaben resultater – om mænd – accepteres og hyldes derfor af de fleste feminister. Kvinder er potentielle ofre for mænd hedder det. Den moderne feminisme har glemt, at lægevidenskabs tese oprindelig indgik som argument for, at holde kvinder ude fra politisk indflydelse. Og reducerede dem til moderrollen. Nu bruges lægevidenskabens definitioner i magtspillet mellem kønnene og som instrument af feminismen.

Ingen feminist med respekt for sig selv vil acceptere at piger leger med bratz dukker eller at kvinder dyrker stripfitness. Eller drømmer om at se udbredelse af pornografiske klichéer som udtryk for kvinders egne valg eller frigørelse. Det er kvindeundertrykkelse

Valgfrihed og selvstændighed opfattes stadig ikke som feminine egenskaber. Indtil videre er det kun prosexfeminister der fremfører det synspunkt.

Den måde medierne selv præsenterer emnerne sex og seksualitet på er som tidligere nævnt præget af bekymring. En – mandlig –  kønsforsker har gjort opmærksom på, at autoriteten som forsker inden for det seksualpolitiske området er ligefrem proportional med, hvor bekymret man er. Det vil sige at det i reglen kun er de mest skingre røster, der trænger igennem i den offentlige debat.

Medierne præsenterer natuvidenskabens reduktionistiske forklaringer fuldstændig ukritisk. Når der f.eks. spørges om årsager til homoseksualitet dykkes der enten ned i den klassiske psykoanalyses forestillinger om moderbinding eller den moderne sexologis forklaring om, at det er rækkefølgen i søskendeflokken der er afgørende. Selv avancerede genetiske teorier og hjerneforskning bruger en apparatfejlsmodel og stiller spørgsmålet: Hvad gik galt, hvorfor blev barnet homoseksuelt?

I ingen af tilfældene strejfer det nogen, at homoseksualitet kunne indbefatte et aktivt valg af livsstil og identitet. At homoseksuelle i forskellige samfund ikke er ens og homoseksuelle fænomener kan være udtryk for lyst eller smag.  At kvindelig og mandlig homoseksualitet ikke er to sider af samme sag tyder også på at det sociale spiller en større rolle end lægevidenskaben vil medgive. I Danmark har 1 ud af 25 mænd homosex, i USA er de tilsvarende tal 1 ud af 6. Det er tale om forskellig adfærd. For nyligt dokumenteret i en spørgeundersøgelse om sexliv i 10 lande.

I Danmark hvor homoseksualitet er afkriminaliseret og fjernet fra Sundhedsstyrelsens sygdomsliste kunne man ganske enkelt undlade at stille spørgsmålet hvorfor. De homoseksuelle behøver ikke stå til ansvar over for offentlige myndighed. De kan definere deres homoseksualitet som de vil. Alligevel bliver der investeret i hjerneforskning, der skal påvise fysisk forskel på homoseksuelle og heteroseksuelle. Og spørgsmålet dukker hyppigt op i medierne.

Naturvidenskaben har gennem de sidste hundrede år produceret utallige reduktionistiske  forklaringer, der alle har det til fælles, at de hverken er entydige eller overbevisende. Inden for psykoanalysen, sexologien, genetikken og hjerneforskningen.

Når man skal forklare hvorfor bekymringen trives så godt kan man pege på flere faktorer.

For det første kan man henvise til lægevidenskabens konservatisme. Når en forklaringstype bliver forkastet bliver den blot afløst af nye tilsvarende typer forklaring. Når homoseksualitet fjernes fra sygdomslisten, placeres ledsagefænomenerne – perversionerne eller parafilierne, som de hedder i lægesproget – derefter på den ledige plads. Konklusionerne bliver dermed de samme.

For det andet har feminister accepteret lægevidenskabens mekaniske og reduktionistiske forklaring af forholdet mellem kønnene. Feminismen har gået sin sejrsgang blandt begge køn og tesen om, at sex er farligt  og skadeligt er blevet ophøjet til videnskabelig sandhed.

Det eneste fænomen der med rette kan betegnes som dødbringende og truende i forhold til sexlivet – nemlig hiv-smitte, hepatitis og andre seksuelt overførte sygdomme – som gør agtpågivenhed til absolut nødvendighed især for risikogrupperne – har efter 1990’ernes hysteri fået en bemærkelsesværdig seriøs og sober behandling.  Stop Aids har aldrig kørt skræmmekampagner.

I modsætning til alle de fænomener der ikke truer hele befolkningsgrupper – og kun under ganske særlige omstændigheder enkelte, udsatte  individer. Og hvor sager enten er sjældne og eventuelle skadevirkninger af langt mere begrænset omfang.

Alle de emner der optager mest plads i medierne.

Her består det skadelige i selve problematiseringen: I stigmatiseringen af homoseksualitet eller transseksualitet. I den bedrevidende og moraliserende fordømmelse af pornoficering, seksualisering eller forsøg på stigmatisering af prostituerede og andre der vælger en speciel livsstil.

Fordomme tilskrives altid de unge, de dårligt uddannede eller mindrebemidlede i samfundet. Fordommenes massive gennemslagskraft i samfundet skyldes rent faktisk, at det er kultureliten og de veluddannede der udmønter dem.