Dokumania: Afsløret!

DR2’s Dokumania tirsdag d.7 december 2010 havde titlen Afsløret! Programmet kunne også have haft overskriften: De homoseksuelle og moralen. Afsløret! fortalte nemlig om, hvordan amerikanske journalister og bloggere arbejder. Når de stiller skabshomoer blandt kongresmedlemmer og guvernører til ansvar for deres gerninger. Helt tilbage til Reagan-perioden.

Men også om de homoseksuelle, der har været modige nok til at komme ud af skabet. Og som efterfølgende har måttet bære skilsmisse og tabet af politisk karriere.

Programmet bringer den tale  New Jersey’s daværende demokratiske guvernør, Jim McGreevey holdt i 2004, hvor han – som den første amerikanske guvernør nogen sinde – sprang ud og erklærede sig som homoseksuel med ordene: “My truth is that I am a gay American.”

En historie der dengang også blev bragt af Time Magazine.

I dokumentaren erklærer han sig som homoseksuel, og fortæller om den vanskelige beslutning han traf da han sprang ud. Og tager afstand fra løgn privat, såvel som offentligt. Sekunderet af sin tidligere ægtefælle Dina, der erklærer at løgnen ødelagde hendes liv.

McGreevey valgte at stå frem – men først efter pres. Lige som flere andre. Men i modsætning til  republikaneren Larry Craig – der på trods af vidnesbyrd fra trækkerdrenge eller ekskærester – fastholder, at de er heteroseksuelle.

Larry Craig

Bloggere og journalister har et stærkt argument for at oute politikere. Helt tilbage til Reagens tid i Det Hvide Hus har skabshomoerne blandt republikanerne ført den mest uforsonlige og homofobe politik.

En toprådgiver i Reagan administrationen (regeringen) var med til at forhindre forebyggelse af hiv-smitte. Reagan administrationen indtog en laissez-faire attitude over for en sygdom, der skulle komme til at koste hundreder af tusinder mennesker lidelse og død. Reagan selv ville end ikke tage ordet aids i sin mund før 1987. Ironisk nok er Washington, D.C. idag et af de hårdeste ramte områder i USA , når det gælder hiv-smitte. Fordi som programmet gør opmærksom på, at der så mange homoseksuelle. Og de er i skabet.  De kan ikke gå til test og indrømme at de er “en af os”. Selvom programmet fortæller at en af Reagans toprådgivere – sideløbende med fordømmelsen “det er deres egen skyld” gik til fest på homosteder!

Journalister og bloggere reagerer altså på den offentlige løgn. Hvad private mennesker foretager sig privat – sammen med venner, kærester eller familie vedkommer naturligvis ikke offentligheden. Her er synlighed eller ikke synlighed, udspring eller forbliven i skabet en privat sag.

Mennesker der beklæder offentlige embeder, som ovennævnte embedsmand – Richard Krause -der beskæftigde sig med et sagsområde, der vedrører millioner af menneskers sundhed kan ikke ustraffet fortie, benægte eller lyve om deres egne valg. “You got a right to privacy, not to hipocracy”, som det siges i programmet. Journalisterne og bloggerne afholder sig ikke fra, at stille nærgående spørgsmål. Med det resultat at nogle af skabshomoerne vælger at opgive maskespillet.

Jim McGreevey

Borgerne har ret til at vide hvem de stemmer på lyder argumentet. Og man kan næppe heller forestille sig noget andet emne, hvor vælgerne ville se stort på at en politiker siger ét og gør det modsatte.

Bloggere og journalister har endnu et argument: Det er ikke tilfældigt, at de republikanere de har outet eller forsøger at oute har den sorteste samvittighed, når det gælder stemmeafgivning i Kongressen. Hvor de konsekvent stemmer alle forslag om homorettigheder ned. Selv hævder de naturligvis at stemme ud fra overbevisning. Men homoaktivisterne mener at skabshomoerne repræsenterer et decideret had imod homoerne.

Radioværten Michelangelo Signorile fortæller sin egen historie om hvordan han som ung var med til tæve eller opfodre til vold i skolen mod homoerne. Fordi han var bange for selv at blive identificeret med dem. Det er det samme had mod homoerne de skabshomoseksuelle kongresmedlemmer repræsenterer, når de stemmer alle ligestillingssager ned, mener han. De indtager ekstreme synspunkter for, at bevise de ikke selv er homoer. Alt had mod homoer kommer fra mennesker der selv er homoseksuelle.

De konservatives modargument er, at skabshomoerne er stærke fordi de modstår presset  på dem for at springe ud. Og de dermed sikrer sig at de politiske poster ikke mistes, og de personlige omkostninger undgås. Over for dette står Jim McCreevy’s ord i den famøse tale om det han selv gjorde var: “It was wrong, it was ridiculous and inexcusable.”

Løgnen er altså kun en side af skabshomoerne attitude.  Når andre ledende konservative bliver afsløret er det da også påfaldende, at de kommer fra Exodus bevægelsen eller tilsvarende grupper, der forsøger, at omvende homoer til at blive kristne og heteroseksuelle. I foråret blev George Alan Rekers, medstifter af  Family Research Council og videnskabelig rådgiver for National Association for Research & Therapy of Homosexuality afsløret sammen med en escortfyr på 20 år fra Rentboy. Rekers benægtede efterfølgende, at han skulle være homo, men blev fritaget for sine hverv for NATH.

Alt tyder således på at homoaktivisterne har ret også her. De skabshomoer der bliver afsløret viser sig at tilhøre den mest uforsonlige fløj i det republikanske parti, der vil omvende de homoseksuelle. Skabshomoerne indtager en helt speciel attitude over for de åbne homoer og homomiljøet. Og aktivisternes argument er, at det de gør er så skadeligt, at enhver afsløring er en sejr.

Der hvor deres argumentation risikerer at vikle sig ind i selvmodsigelser er der,  hvor de anvender moralske begrundelser. Politikere har enten pligt til at tale sandt over for vælgerne – eller omvendt må de tage vælgernes straf, hvis de bliver taget i at lyve. Sådan er det. Også  i alle andre spørgsmål end de der vedrører seksualitet.

Når homoaktivisterne slår på det umoralske i at konservative religiøse lyver over for deres ægtefæller og vælgerne bevæger de sig på tynd is. Illoyalitet over for en ægtefælle er ganske vist en ubehagelig – i visse situationer endda uacceptabel ting. De homoseksuelle der forsvarer moral befinder sig dog i en prækær situation. De har ikke samme adgang til hverken vielser eller ægteskab som de heteroseksuelle. Man kan af hjertet gå ind for noget som teoretisk set er rigtigt, men faktum er at de amerikanske homoer bliver ekskluderet fra rettigheder på en række områder i det amerikanske samfund.

Det konservative religiøse synspunkt består jo i at kritisere homoseksuelle som uansvarlige og umoralske, samtidig med at de nægtes adgang ikke blot til ægteskab og vielse. Og diskrimineres på andre områder. Ønsket om at fremstå moralsk og respektabelt er selvfølgelig ærligt og dybtfølt. Det står blot i modstrid med en virkelighed, hvor de bliver diskrimineret.

Nedenstående satiretegning illustrerer problematikken. Luderne og homofyrene stilles op over for hinanden. Hvem er mest respektabel: De prostituerede der vil gå i seng med enhver mand, eller de mænd der vil gå i seng med hinanden, men aldrig med en kvinde? Alt afhænger af perspektivet. Tegningens 50’er stil signalerer, at hvis man fravælger de prostituerede er man ikke en rigtig mand, altså er man homo.

 

Ses tegningen som satirisk pastiche på 50’erne signalerer den, at homofyrenes moral sandelig er i orden: De er imod prostitution, og soldaterne går i seng med hinanden! Der er bare det, at det er svært at afgøre om tegningen er ny eller gammel? Hvis det antages den er ny vil meningerne alligevel være delte. Selv de mest konservative republikanere – eller netop de – vil mene, at de fyre der går til prostituerede trods alt er rigtige mænd. Mens en del nypuritanske homoer – udover rent faktisk at tænde på mænd – mener det er umoralsk at opsøge prostituerede. Begge synspunkter forsøger at ignorere det åbenlyse, at det er homoer og prostituerede, der holdes op mod hinanden. Afgørelsen af hvad der er værst beror i begge tilfælde blot på ens fordomme. Den tvetydighed er sigende.

Hvorfor ikke helt afholde sig helt fra at blande politik og moral sammen?

Konservative og liberale skrev deres navne ind i historien i 1980’erne ved at moralisere.

Herhjemme anlagde Britta Schall Holberg en tilsvarende laissez-faire attitude som sundhedsminister som Reagan administrationen praktiserede. Og fremsatte udtalelser om, at hvad folk gør i privatlivet ikke kunne være hendes sag som indenrigsminister. Nægtede altså at handle ud fra den viden der forelå. Hvad der også resulterede i blødersagen. Det var jo svært at udvise handlekraft over for bløderne, når Schall Holberg på den anden side havde travlt med at forsvare intet at foretage sig med hensyn til forebyggelse af spredning af hiv-smitte.

Til forskel fra de amerikanske skabshomoseksuelle republikanere overlevede Britta Schall Holbergs politiske karriere kun med nød og næppe. At en uskyldig gruppe af kronisk syge blev taget som gidsler i kampens hede kom til at skæmme hendes ministerielle eftermæle.

Dokumentaren Outrage (2009) vidner om, hvor stort behovet i USA er for at få gjort op med en smertelig fortid. Det er payback time. Der vil forhåbentligvis altid være journalister, der vil se det som deres opgave, at afsløre løgn og vælgerbedrag.

Kommentar for voksne til spring ud guide

Selv de indlæg, hvor jeg anmelder børne og ungdomsbøger er det ofte bøger der behandler coming of age, hvor den voksne forfatter husker tilbage på sin barndom. Eller også er det de voksnes reaktion på bøgerne, eller på emnerne  – eller på det der foregår blandt børn og unge der interesserer mig.

Men hvem skriver for de helt unge, der ikke er nået så langt? For de der endnu ikke er sprunget ud – eller i hvert ikke er kommet så langt med det. Det er der ikke mange andre end de, der skriver spring ud guides der gør.

De unge der ikke er sprunget ud tilhører et folkeslag, man selv engang tilhørte. Og stadig husker. Hvorfor det også er muligt at tage stilling til emnet. Faktisk er det påfaldende at der ikke står noget i guiden, der ikke også ville have været med for 20-30 år siden. Alligevel er der forhold der har ændret sig.

Som forlæg anvendte jeg chadzboyz coming out guide. Ud over at have oversat teksten har jeg lavet forskellige tilpasninger til danske forhold. Blandt andet strøget enkelte afsnit om fundamentalistiske kristne forældres reaktion. Men ikke alt. For i en dansk sammenhæng findes der stadigvæk katolicisme, fundamentalistiske sekter og islamisk fundamentalisme. Og det er der børn og unge der vokser op med. Og skal kæmpe imod, hvis de skal springe ud.

Men til sagen:

Det er påfaldende så stort et hensyn de unge skal tage til de voksne. De voksne skal have tid – før, under og efter – er timing afgørende. Man må ikke diskutere med dem. Man skal have forståelse for deres følelser. Selv må de unge ikke tabe modet, lade sig gå på af skuffelse, reagere med vrede, være utålmodige eller presse på. Og de kan ikke forvente at de voksne forstår noget:

“Du kan også vælge at springe ud over til din bror eller søster, som du har et nært forhold til. De har sandsynligvis nemmere ved at forstå homoseksualitet end dine forældre og kan forholde sig til dine venner og kammeraters reaktioner også.”

Er de voksne virkelig så slemme?

De unge skal agere rationelt, bevare roen, ikke lade sig styre af impulser og udvise empati. Hvis man ikke vidste bedre ville det være oplagt at tro, at noget var blevet byttet rundt. Hvor de voksne skal være fornuftige, og de skal have forståelse for de unges følelser.

Men nej. Det er rigtig nok. Der står det der skal stå.

Man skal være meget gammel for at have glemt barndommens regel nummer 1: Fortæl aldrig de voksne noget, de ikke kan tåle at høre.

Brydes denne regel er helvede løs. Og man vil i den grad fortryde!

Og teksten handler jo lige præcis om, hvad man fortæller – eller hvad man ikke fortæller. Altså om hvad de voksne kan tåle at høre.

Da jeg gik i 7. klasse var vi to homoseksuelle drenge i samme klasse. Men vi kunne ikke springe ud. For hvordan ville de voksne ikke reagere? Vi talte end ikke om det. Men kiggede på hinanden og spottede, at ingen af os interesserede os for piger. Og kiggede på drenge.

Min pointe er kort fortalt, at en hvilken som helst guide – der ikke ønsker død eller ulykke over uskyldige børn og unge – er nødt til at være indrettet efter, hvad de voksne kan tåle. Alt andet ville være fuldstændig uansvarligt.

Alt i teksten handler om de voksnes begrænsninger og svagheder. Helt overordnet er den nødt til at tage det forbehold, at de unge i visse situationer ikke rigtig kan stole på de voksne.

Mange voksne er såkaldt “bekymrede” for de unge. Tekster af denne type angiver næsten mere, hvor bekymret man må være for voksne. I hvert fald hvis de performer så dårligt, som teksten indkalkulerer.

Og selvfølgelig for de unge der risikerer at brænde inde med alle deres spørgsmål og usikkerhed. Eller er overladte til sig selv, fordi de risikerer at blive stigmatiseret, hvis de springer for tidligt ud.

Det er den klassiske problematik i forhold til de voksne.

Men læs den rystende historie, som Jesper Konradsen fortæller til lærernes blad Folkeskolen. Om hvordan han som 15 årig blev tvunget af klassekammerater til at springe ud.

I erkendelse af at teenagerne i dag er så fokuseret på køn, seksualitet og sex og det simpelthen er frygtelig svært at holde hemmeligt, at man er anderledes – er homo. Samtidig med det er umuligt at stå frem over for et kollektiv af uforstående mennesker. Her er virkeligheden en anden end den dyne af tavshed homoseksualitet tidligere var omgærdet af.

At forholde sig til viden om/afsløring af  homoseksualitet er en opgave man ikke uden videre kan overlade det til lærerne – om de er nok så forstående.

Jesper karakteriserer selv reaktionen blandt eleverne sådan her:

“De spurgte, om jeg brugte tamponer, og kaldte mig for pige-Jesper. Det var ikke indirekte mobning, det var decideret hadske kommentarer.”

En dreng der indgår på lige fod med alle andre får frataget sin kønsidentitet, når han springer ud, lige på det sted i sit liv, hvor han er mest følsom over for den behandling.

Ingen der beskæfter sig med teenagernes udspring bør undre sig over at drengene  i Dagens mand bliver stigmatiseret som feminine. For homoseksuel bliver sat lig med feminin. Uanset om man som Jesper før var en dreng lige som alle andre. Ingen kunne se forskel. Før de hørte om hans seksuelle orientering.

Spørgsmålet er hvad vi kan gøre for at hjælpe drenge som Jesper?

Hvor er samarbejdet med de voksne som ikke er homofobe rundt omkring på landets skoler og uddannelsesinstitutiner?

Teenagerne kan kontakte nogle hotlines, men burde der ikke være støttegrupper rundt om i landet.  Hvordan kan man etablere sådanne grupper?

Paradise lost and regained

In front of me sits two happy and smiling guys. Patrick Smith and Jacob “Honey” Kolda. They tell of lost innocence, and how they now have a life many peers can only dream of. They are fab gays, as Patrick says

Patrick participated in the Paradise Hotel on Danish television, and his friend Jakob has appeared in Take Me Out, likewise a TV-show. When interviewed by Out & About there is a slight nervousness, but both guys are familiar with the situation and have done interviews with weeklys and in front of cameras before. While I was interviewing him, Patrick powdered his face, accompanied by Jacob’s suggestions about how the makeup should be.

I’m gay!

As the first ever gay person, Patrick participated in the reality TV show Paradise Hotel on Danish TV. With the line: “My name is Patrick, I’m 20 years old and I am gay”, he presented himself for the gaping participants and an audience of hundreds of thousands.

The reception in the press has obviously been mixed, but so has the comments from friends and acquaintances in the gay community.

Already in the fall 2009 the Danish TV audience were shocked because in the TV programme Take Me Out a panel of 20 gay guys was competing to date one gay man. Especially Gustav Salinas has made himself noticed and his Burberry shirt and sharp wit has become famous in Denmark.

There have always been gay actors, fashion people and directors who were out of the closet. They have in a way represented gay people in public. Today there are celebrities among teenagers. Patrick and Jakob, now both 20 years, remembers well the first experiences and problems when coming out and getting a life as gay.

Coming Out

Jacob says he has had friends in the subculture ever since he was 15. Indeed Gustav was the first friend he went to gay parties with. Since he has quickly gained many friends

Patrick’s story is slightly different.

“I had a period when I wondered whether I was for girls. But I think that is over now, “he says and laughs.”

“But I had a past where I was having sex with both girls and boys. Initially I was not sure because it was something new. At 16-17, I was like most boys a bit uncertain ‘Do I like boys or girls? ”I had sex with girls before I had sex with boys. Doing it with boys was an experiment. So I went to a party, met Jakob and realized that I really likes boys”

Se & Hør a Danish weekly have written about Patrick’s bulimia.

“Now the media exaggerates probably a bit. Nor was it something I told other people. But Jacob, you knew it well, right? “

Jakob nods in the affirmative.

“But I was not like dying. It was a phase. In the beginning I was together with my straight friends. Jacob and gay life was only a part of my imagination. It was a fantasy world. Jacob was initially just a friend I had in town. As it was a fantasy world, why not be bad? Try to steal people’s boyfriends and try to make them be unfaithful to each other. I’ve been bad when partying,” acknowledges Patrick.

Real life or reality show?

What Patrick talks about, is what people associate with Paradise Hotel: A fantasy world where participants do not only behave like teenagers, but are false and have no moral standards.

“People, who are aggrieved over Paradise Hotel, know nothing about young people today. Paradise Hotel reflects what actually happens in real life. When young people have casual sex in Paradise it is a reflection of the outside world,” says Patrick.

The Paradise Hotel scene is in principle no different from the outside world. In big cities there are bars, cafe’s and hotels owned and run by adults. In the TV show Paradise Hotel, it is adults who have made the concept. It is adults who shoot them when they are bathing or having sex – and it is adults who choose what to broadcast.

Paradise regained

Take Me Out was a shock to many when it first aired on Danish TV 2 last fall. On television everything is exaggerated. Although you really only see some gay guys on dates. And there is nothing more to it than what you see in the city every weekend.

But in the Paradise Hotel realty show teenage life is magnified by the television screen and displays more than a discrete peek. Therefore, the headlines and the reactions also have been magnified.

Patrick, who participated in 22 episodes of Paradise Hotel, is now a celebrity. People recognize him when he walks the street. All over the Country he has appeared as guest bartender and greets fans of Paradise Hotel. More than a hundred places, most clubs and bars.

Both Patrick and Jacob have made lots of new Facebook friends. Patrick’s Paradise profile has long since reached the magic number 5000.

“Girls and boys – 50 percent of each,” Patrick guesses.

Role models for young gays

Today, Patrick and Jacob act as the adult role models for all their young fans. Many of whom have not yet come out to their families and friends. They have found new friends outside the gay community, celebrities and participants from different kinds of reality programs. They have become grown ups themselves.

An open gay guy in Paradise has made another participant come out as bisexual. This guy, called Nikolaj now is approached by both guys and girls when he appears in public and both sexes write him. Patrick has made a difference to Danish people’s attitudes towards sex and sexuality.

Patrick and Jacob also experienced the reverse side of the coin. Once they dreamed about being what they are now, and get many negative reactions. Because, says Patrick, there is still what we in Denmark calls “law of jante” among gay people. I.e. some people comment certain people’s looks or behaviour in a hostile way:

“There is an ideal. It will always be like that. And people are striving for that ideal, being very thin. When people see us, they just offer us a cheeseburger or make a comment that we look like mannequins. But if you are happy with your looks, you won’t be hurt when people tells you, you’re too thin”

Snake in Paradise

Behind the cool façade and an awareness of being beautiful Patrick and Jacob shake their heads to the hysterical reactions they sometimes get: Because they are gay and celebs. Participants in reality shows are accused of being self-centred and hollow. People who watch that type of TV shows often have an illusion of actually knowing participants. And therefore they make strong statements.

Patrick and Jakob have also experienced more serious troubles. They have been dating, since Patrick came back from Paradise Hotel. And after they have teamed up in Copenhagen, they have repeatedly experienced threats of violence.

“Because I have been in Paradise Hotel, people know I am gay. And have an opinion about it. They have a right to have their own opinions. They should just not be violent. Then they’d rather say: ‘I do not like homosexuals” Fair enough, but then we do not have anything to talk about.”

“Especially if Patrick walks together with me he gets hostile reactions. I am a bit feminine,”  says Jakob. Then he adds:

“We are often told that it’s cool that we are so self-confident and relaxed.”

“Just not by other gay guys,” says Patrick sarcastically.

This interview first was published in Out&About June 2010. You can find it in danish in the Archive. In each magazine there is a section in english.

Out&About is on Facebook too: Out & About – Gay magazine