Den destruktive LGBT politik

Rettigheder eller minoritet?

Det er stærkt begrænset, hvad der foregår af debat om LGBT politik. Der finder stort set ikke nogen offentlig debat sted. Ikke fordi synspunkterne ikke findes, men fordi LGBT Danmark ikke opfordrer til og nødig deltager i debat.

LGBT Danmark har som program at gennemføre ændringer ved at skabe juridisk ligestilling. Det bliver en sjælden gang sagt imod. F.eks. af Bjørn Hvidt-Pedersen i en kronik i Berlingske 2009. Fra ligeret til minoritetskultur hed den. Hvor det hævdes, at homopolitikken har bevæget sig fra kamp for rettigheder til varetagelse af en minoritets særinteresser.

Jeg konstaterede dengang, at kamp for juridiske rettigheder stadig står i centrum af LGBT politikken. Men det faktum at der ingen afgørende bevægelser har været siden 1989 har tvunget LGBT til at anvende en tilpasningsstrategi. I dag kræves der ikke ligeret, men særbehandling. Fordi kravet om ligeret virker som overbud. Jeg har tilføjet nogle kommentarer til det jeg sagde dengang i artiklen Tilbageblik: Hvilke homorettigheder?

Der er intet der tyder på at LGBT i den nærmeste fremtid kan få gennemført kravene om kirkelig vielse eller homoægteskab, skrev jeg i 2009. Nu skriver vi 2011 og intet har ændret sig. Blot kan man føje ønsket om, at få fjernet transseksualitet fra Sundhedsstyrelsens sygdomsliste til rækken af uigennemførlige sager.

LGBT politikken er især i det sidste årti stødt ind i hård modstand og er endt i et dødvande. Den virkelighed LGBT’erne møder ændrer sig selvfølgelig, og det afspejles i den offentlige debat.

Den destruktive LGBT politik

Det der kendetegner synspunkterne i dag er, at en del LGBT’ere har kapituleret, og overtaget modpartens synspunkter. Sidste år under debatten af Dansk Folkepartis deltagelse i Copenhagen Gay Pride var der et – efter sigende mangeårigt medlem af LGBT Danmark – der udbrød, at han følte sig “drevet i armene på Dansk Folkeparti”. På grund af den uforsonlige og militante linie andre – blandt andre undertegnede stod for – når vi benægtede, at Dansk Folkepartis deltagelse var andet end et politisk gimmick. Og konstaterede at tilhørsforholdet til en minoritetsgruppe af mange slet ikke ses som uforeneligt med en hadefuld indstilling. F.eks. over for flygtninge og indvandrere. Eller måske endda over for andre LGBT mennesker? Samme person angreb nemlig også den første homoseksuelle deltager i Paradise Hotel for ikke at være tilstrækkelig maskulin.

I LGBT sammenhæng er køn, seksualitet og identitet nøglen til politiske forståelse. Misforstås de tre begreber betyder det at der knyttes an til synspunkter, der fundamentalt er fjendlige over for LGBT.

Lad mig lige nævne nogle væsentlige aspekter af de tre begreber:

1. Køn

Det skulle umiddelbart forekomme indlysende, at de der i visse sammenhæng nedladende bliver betegnet som mennesker med en “anderledes seksualitet” må have gjort sig overvejelser om forholdet mellem køn og seksualitet. Det forekommer, hvis man ser på de debatter der foregår, imidlertid sjældent at være tilfældet.

Mænd er fra Mars,  Kvinder er fra Venus hedder det i populær litteraturen. Og i de fleste LGBT sammenhænge.

Intet TV program har været så udskældt i 2010 som Dagens mand. Med begrundelsen at fyrene ikke er maskuline nok. Og dermed skader billedet af homoerne i offentligheden. Intet ligger majoriteten af homoseksuelle fjernere end tanken, at kønnet måske opleves som naturligt, men ikke derfor er naturgivet. At det med andre ord er en konstruktion. Hvad der f.eks. opleves som maskulint er ikke givet, men defineret. Blandt andet af den kulturelle sammenhæng.

2. Seksualitet

Moderne LGBT politik har intet at gøre med frigørelsespolitik. Feministerne inden for LGBT har skiftet frigørelse ud med bekæmpelse af den maskuline seksualitet. Der er ikke noget problem med homoseksualitet, men derimod med den maskuline seksualitet som sådan. Det feministerne ønsker er en homoseksuel livscyklus, hvor homoseksualiteten blot er en fase.

Ikke at heteroseksualitet idealiseres. Tværtimod. Overalt i miljøet er der en stærk heterofobi. Heteroseksuelle er f.eks. principielt udelukket fra de forskellige dating-sites. Det overses at vi alle engang var heteroseksuelle – før vi sprang ud. Og vigtigere: Det overses at udspringet er socialpsykologisk proces. Unge arbejder med deres identitet gennem flere år. Og med at gøre deres seksuelle erfaringer. For slet ikke at tale om, hvor vanskelig  processen er for voksne, der skifter deres heteroliv ud med et homoliv. I praksis er der “heteroseksuelle” overalt i miljøet. Men ligesom når det handler om køn er opfattelsen biologiseret. Seksualiteten sidder i pikken – og mænd tænker med den. Her er det Carl-Mar Møller’s popularisering af lægevidenskabens opfattelse af køn og drift der hersker.

Kvinder har ingen seksualitet. Siger feminister. Hvilket sikrer dem, mener de, en priviligeret og uangribelig  position i seksualpolitisk debat.

3. Identitet

En biologiseret opfattelse af køn og seksualitet umuliggør identitet. Det er for mange den vigtigste grund til ikke at deltage, og intet at mene om LGBT politik. Og samtidig det der gør det så let, at afvise andre inden for LGBT som afvigende. Når der ikke er noget JEG er der heller intet VI.

De andre – individer eller grupper – er konkurrenter, det blot handler om at skaffe af vejen. Intet er lettere end at hengive sig til den almindelige paranoide stemning i samfundet. Eller deltage i det man kan kalde den regnbuefarvede illusion: Forestillingen om at den juridiske ligestilling – der engang virkede som et lovende projekt – vil føre til den endegyldige normalisering af LGBT grupperne.

I sidstnævnte tilfælde anvendes en taktik, hvor det gælder om at slippe af med de, der ikke passer ind. Argumenterne findes ved at kombinere elementer fra biologiserede opfattelser af køn og seksualitet.

Der vil altid fra samfundets side være en vis opmærksomhed i forhold til de unges liv og seksualitet. Når de unge springer ud og møder den homoseksuelle subkultur forvandles denne opmærksomhed let til bekymring. Både når mænds seksualitet forstås i biologiske termer, og når kulturelle forestillinger om de unges påvirkelighed gøres gældende. Forførelsesteorier er lige så gamle som den homoseksuelle kultur selv. En stor del af problematiseringen retter sig derfor mod den maskuline seksualitet. Og mere konkret imod de voksne mænd.

Konklusion

Der er to mulige løsninger: De homoseksuelle bliver så normaliserede, at subkulturen forsvinder. Eller den homoseksuelle identitetsdannelse ophører.

Førstnævnte er ikke den aktuelle situation – juridisk ligestilling eller ej. Sidstnævnte er i realiteten en tilbagevenden til de homofiles strategi fra 1950’erne. Hvor de homoseksuelle udlagde deres afmagt, som normalisering. De homofiles manglende synlighed i samfundet og begrænsede selvbevidsthed blev udlagt som normalisering og mål. Det er en exodus-strategi.

Den destruktive i LGBT politik opstår, når homopolitik defineres som konkurrence eller udskilningsløb: Hvem kan smide de andre ud? Eller alternativt: Hvem bør smides ud?  Fordi “de er ikke helt normale”, “det er ikke forsvarligt” og “vi er bekymrede”. Med antydninger af at alt, hvad der ikke er i tråd med feminisme er styret af “bagvedliggende” motiver.

Den destruktive LGBT politik er ligeledes en kendsgerning, når en svag gruppe som de mandlige prostituerede skubbes til side og LGBT ikke ønsker at forsvare deres rettigheder. Og end ikke ønsker at tilkendegive om LGBT er for eller imod et købesexforbud. Sådan som David Zennaro har tilkendegivet i Pan-bladet.

Mandlig prostitution er ikke noget vigtigt emne. Feminismens forhåndsantagelse om, at kvinder altid er ofre efterlader de mandlige prostituerede som uinteressante. Derfor kæmper LGBT ikke for sexarbejdernes rettigheder.

Den destruktive LGBT politik er ligeledes en kendsgerning, når en svag gruppe i LGBT som de hiv-positive ingen opmærksomhed  får. En foreløbig sejr som suspensionen af hiv-loven er fik lidt forsinket – og efter pres fra undertegnede og Pan-bladet – 12 liniers kommentar fra LGBT i Pan-bladet.

Hiv indgår ikke i den feministiske problematisering af køn og seksualitet. Og derfor heller i LBGT’s politik.

LGBT har i denne uge demonstreret,  at sådan ser den politiske virkelighed ud.

LGBT har ingen politik på de forskellige seksualpolitiske områder. Udover at deltage i mistænkeliggørelse af mænds – og i særdeleshed de homoseksuelles – seksualitet og identitet. Hvilket enkelte personer i LGBT klart har formuleret som deres mission og målsætning.

Homoseksualitet

Ordforklaring
Dannet af det græske ord homos der betyder ens eller samme.
 
Historie
I modsætning til hvad mange tror så er heteroseksualitet en afledning af homoseksualitet. Og ikke omvendt.

Heteroseksualiteten, som vi kalder den mest udbredte seksuelle norm, blev først navngivet i 1894 Altså senere end homoseksualiteten, der allerede blev navngivet i 1859. (1)

De der tror heteroseksualitet har fandtes siden Adam og Eva tager altså fejl. Bibelen nævner ikke ordet, kun at kvinden snød fyren. En slags foreløber for vore dages feminisme.

Homoseksualiet bliver brugt som betegnelse for en særlig gruppe individer, der besidder en trang til seksuel omgang med det samme køn.

Om kvinder bruges tit ordet lebbe eller lesbisk. Om mænd anvendes ordet bøsse.

Idag kalder de kvindelige homoseksuelle sig stadig for lebber eller lesbiske, da det vækker minder om Femø-lejrene i 1970’erne.

Særlige kendetegn

Der findes en række forestillinger om de specielle kendetegn, hvorved man kan genkende homoseksuelle af det ene eller det andet køn.

Disse er:

  • Upåklagelig tøjstil (Bortset fra Jim Lyngvild, der gik noget galt. Han optræder derfor nu uden).
  • Løse håndled, følsomt væsen, og med alderen lettere sofistikeret fremtræden.

Jim Lyngvild: Hellere fryse, end gå dårligt klædt.

 

  • Det er anderledes med kvinder. De er maskuline, korthårede eller skaldede, og går i flade sko.
  • Der er dog også lesbiske der holder fast i deres feminine side. Disse kan genkendes ved at være i følgeskab med én af de ovenstående.
  • Homoseksuelle på TV

    En del homoseksuelle ynder at optræde TV. Det burde de ikke. Programmet Dagens mand har været stærkt kritiseret. Ikke af nynazister eller kristne, men af homoseksuelle, der ikke kan lide at se andre homoseksuelle på skærmen.

    En repræsentant for de homoseksuelle udtaler:

    “De unge hører en masse vittighe­der om homo­seksuelle. Samtidig støder de på ste­reo­typer i programmer som ‘Dagens mand’, og så er det den viden, de har.”  (2)

    Underholdningschefen for TV2 har svaret:

    “Jeg anerkender synspunktet, og har mødt det i klager fra homoseksuelle. Men så må de selv stille op. Jeg vil gerne have et varieret panel, men kan jo kun caste blandt de mænd, der har lyst til at være med. Og så er der altså 800.000 (seere, red.), der elsker de drenge.” (3)

    Det ventes dog at de homoseksuelles organisation vil revidere principprogrammet og kæmpe for, at både Dronningen og statsministeren for fremtiden bringer en undskyldning i deres Nytårstaler, hvis det skulle passere igen at TV2 viser programmer udelukkende med homoseksuelle. Samt fremsætte krav om at underholdningschefen bliver fyret.

    Kendte homoseksuelle mænd

    • Elton John – Musiker
    • Morten Messerschmidt – Politiker
    • Jim Lyngvild – Modeekspert
    • Snobberne Fritz og Poul – Kendte fra Rytteriet
    • Peter Klaus Bondam – Politiker

    Kendte kvindelige homoseksuelle

    • Anja Andersen – Håndboldspiller
    • Camilla Andersen – Håndboldspiller
    • (Listen over kvindelige håndboldspillere er forkortet af red.)
    • Louise Frevert – Politiker
    • Yvonne Herløv Andersen – Politiker

    Andersen, Andersen, Andersen og Louise Frevert.

    Noter

    (1) Vejene omkring Penis

    (2) Metroexpress

    (3 )Metroexpress

    Kilde

    Spademanns Leksikon

    Selvironi er en vanskelig sag. Hvornår er det sjovt, hvornår er det over stregen? Homoerne hader de fleste såkaldt “morsomheder” om de homoseksuelle, fordi de ligger i omegnen af fordom og kliché. Men kan homoseksualitet ikke tåle at blive behandlet på stand-up facon? Et venligt hip til Jim Lyngvild og til mennesker med sarte nerver, der ikke tåler at se op til flere homoseksuelle forsamlet i studiet på en gang er da morsomt. Er det ikke?

    I hvert fald har skribenten på Spademanns Leksikon  forsøgt at vise, at homoerne ikke er så humorforladte, at de ikke kan se sig selv ude fra uden at skrige. Andre må så afgøre om det er vellykket.

    Kommentar for voksne til spring ud guide

    Selv de indlæg, hvor jeg anmelder børne og ungdomsbøger er det ofte bøger der behandler coming of age, hvor den voksne forfatter husker tilbage på sin barndom. Eller også er det de voksnes reaktion på bøgerne, eller på emnerne  – eller på det der foregår blandt børn og unge der interesserer mig.

    Men hvem skriver for de helt unge, der ikke er nået så langt? For de der endnu ikke er sprunget ud – eller i hvert ikke er kommet så langt med det. Det er der ikke mange andre end de, der skriver spring ud guides der gør.

    De unge der ikke er sprunget ud tilhører et folkeslag, man selv engang tilhørte. Og stadig husker. Hvorfor det også er muligt at tage stilling til emnet. Faktisk er det påfaldende at der ikke står noget i guiden, der ikke også ville have været med for 20-30 år siden. Alligevel er der forhold der har ændret sig.

    Som forlæg anvendte jeg chadzboyz coming out guide. Ud over at have oversat teksten har jeg lavet forskellige tilpasninger til danske forhold. Blandt andet strøget enkelte afsnit om fundamentalistiske kristne forældres reaktion. Men ikke alt. For i en dansk sammenhæng findes der stadigvæk katolicisme, fundamentalistiske sekter og islamisk fundamentalisme. Og det er der børn og unge der vokser op med. Og skal kæmpe imod, hvis de skal springe ud.

    Men til sagen:

    Det er påfaldende så stort et hensyn de unge skal tage til de voksne. De voksne skal have tid – før, under og efter – er timing afgørende. Man må ikke diskutere med dem. Man skal have forståelse for deres følelser. Selv må de unge ikke tabe modet, lade sig gå på af skuffelse, reagere med vrede, være utålmodige eller presse på. Og de kan ikke forvente at de voksne forstår noget:

    “Du kan også vælge at springe ud over til din bror eller søster, som du har et nært forhold til. De har sandsynligvis nemmere ved at forstå homoseksualitet end dine forældre og kan forholde sig til dine venner og kammeraters reaktioner også.”

    Er de voksne virkelig så slemme?

    De unge skal agere rationelt, bevare roen, ikke lade sig styre af impulser og udvise empati. Hvis man ikke vidste bedre ville det være oplagt at tro, at noget var blevet byttet rundt. Hvor de voksne skal være fornuftige, og de skal have forståelse for de unges følelser.

    Men nej. Det er rigtig nok. Der står det der skal stå.

    Man skal være meget gammel for at have glemt barndommens regel nummer 1: Fortæl aldrig de voksne noget, de ikke kan tåle at høre.

    Brydes denne regel er helvede løs. Og man vil i den grad fortryde!

    Og teksten handler jo lige præcis om, hvad man fortæller – eller hvad man ikke fortæller. Altså om hvad de voksne kan tåle at høre.

    Da jeg gik i 7. klasse var vi to homoseksuelle drenge i samme klasse. Men vi kunne ikke springe ud. For hvordan ville de voksne ikke reagere? Vi talte end ikke om det. Men kiggede på hinanden og spottede, at ingen af os interesserede os for piger. Og kiggede på drenge.

    Min pointe er kort fortalt, at en hvilken som helst guide – der ikke ønsker død eller ulykke over uskyldige børn og unge – er nødt til at være indrettet efter, hvad de voksne kan tåle. Alt andet ville være fuldstændig uansvarligt.

    Alt i teksten handler om de voksnes begrænsninger og svagheder. Helt overordnet er den nødt til at tage det forbehold, at de unge i visse situationer ikke rigtig kan stole på de voksne.

    Mange voksne er såkaldt “bekymrede” for de unge. Tekster af denne type angiver næsten mere, hvor bekymret man må være for voksne. I hvert fald hvis de performer så dårligt, som teksten indkalkulerer.

    Og selvfølgelig for de unge der risikerer at brænde inde med alle deres spørgsmål og usikkerhed. Eller er overladte til sig selv, fordi de risikerer at blive stigmatiseret, hvis de springer for tidligt ud.

    Det er den klassiske problematik i forhold til de voksne.

    Men læs den rystende historie, som Jesper Konradsen fortæller til lærernes blad Folkeskolen. Om hvordan han som 15 årig blev tvunget af klassekammerater til at springe ud.

    I erkendelse af at teenagerne i dag er så fokuseret på køn, seksualitet og sex og det simpelthen er frygtelig svært at holde hemmeligt, at man er anderledes – er homo. Samtidig med det er umuligt at stå frem over for et kollektiv af uforstående mennesker. Her er virkeligheden en anden end den dyne af tavshed homoseksualitet tidligere var omgærdet af.

    At forholde sig til viden om/afsløring af  homoseksualitet er en opgave man ikke uden videre kan overlade det til lærerne – om de er nok så forstående.

    Jesper karakteriserer selv reaktionen blandt eleverne sådan her:

    “De spurgte, om jeg brugte tamponer, og kaldte mig for pige-Jesper. Det var ikke indirekte mobning, det var decideret hadske kommentarer.”

    En dreng der indgår på lige fod med alle andre får frataget sin kønsidentitet, når han springer ud, lige på det sted i sit liv, hvor han er mest følsom over for den behandling.

    Ingen der beskæfter sig med teenagernes udspring bør undre sig over at drengene  i Dagens mand bliver stigmatiseret som feminine. For homoseksuel bliver sat lig med feminin. Uanset om man som Jesper før var en dreng lige som alle andre. Ingen kunne se forskel. Før de hørte om hans seksuelle orientering.

    Spørgsmålet er hvad vi kan gøre for at hjælpe drenge som Jesper?

    Hvor er samarbejdet med de voksne som ikke er homofobe rundt omkring på landets skoler og uddannelsesinstitutiner?

    Teenagerne kan kontakte nogle hotlines, men burde der ikke være støttegrupper rundt om i landet.  Hvordan kan man etablere sådanne grupper?

    Spørgsmål – svar: Hvorfor homo eller hetero?

    Hvorfor skal der være kategorier som heteroseksuel og homoseksuel og ikke bare seksualitet? Hvorfor bliver man placeret i en bestemt katergori, alt efter om ens følelser og sexliv er på den ene eller måde? Der giver jo anledning til, at de der tilhører den ene kategori – som er mindretal – bliver stemplet som “anderledes”. Og måske bliver diskrimineret.

    En fyr i begyndelsen af 20’erne formulerede det på denne måde:

    Spørgsmål:

    “Homoseksualitet er en lige så almindelig, naturlig og røvhamrende kedelig egenskab ved et menneske, som det er at have blå øjne!

    Det handler om noget andet. Man kan ikke på den ene side gøre alt hvad man kan for at skille sig ud, og så samtidig forvente at det omgivende samfund behandler én som en del af flokken.”

    Mit svar:

    “Jeg vil da gerne være i særklasse. Men mere for at have klasse, end at være sær. Jeg opponerer over for den evigt gentagne påstand om, at de “normale”  homoer bliver tynget af alle de sære. Man kan kalde det smagsdommeri eller homofobi. Påstanden er i hvert altid, at det er de andre der er sære.

    Det er børnelogik, når du siger ”sådan var det da i var unge, nu er det helt anderledes!”.

    Et så uoverskueligt tidsrum som 20 år, MÅ have ændret verden.

    20 år er lang tid. Men der er så meget der ikke ændrer sig. Krige, sygdomme (hiv-smitte f.eks.) og racisme er jo ikke forsvundet.

    Udspring er både noget personligt, og noget socialt. Udspring kan være en krise på det personlige plan. Og både hver generation og hvert enkelt menneske skal starte forfra. Lidt lige som at blive voksen: Det er opfundet. Alligevel skal alle generationer lære det. Eller ”opfinde” det. Og hvert enkelt menneske.

    Så hvornår vil udspring og identitetsdannelse gå af mode og blive ”forældet”?

    Her mener jeg man skal tage sig i agt for postmodernisme og relativisme.

    Mit svar er: Aldrig.”

    Hvordan kan jeg vide at kategorierne homoseksuel og heteroseksuel altid vil være der? Det kan jeg selvfølgelig heller ikke. Sagen er at han på en idealistisk måde forkaster den virkelighed vi alle kender og gør opmærksom på at sådan behøvede det  ikke være. Det er jeg ganske enig i.

    Han kan ikke vide at jeg selv – inspireret af nogle af de samme samfundstænkere – tidligere har været inde på noget af det samme. I konklusionen af det meget indlæg her på bloggen der hedder Om dannelsen homoseksuelle roller og identiteter nævner jeg muligheden for en erosion af kategorierne:

    “Forskellene mellem “heteroseksuel” og “bøsse”-kultur er blevet mindre – hvilket måske er det vigtigste element i at eliminere kategoriseringen.”

    Men sagen er at indlægget er næsten 25 år gammelt. Og den udvikling jeg forestillede mig – fandt ikke sted. Nogle samfundsteorikere – som dengang inspirerede mig – undervurderede den sociale konstans. De samme teoretikere eller deres elever inspirerer stadig. Men den idealistiske utopi forekommer stadig at være lige uvirkelig. Idag hedder det queer teori.

    Mine indvendinger som ligger til grund for den bastante afvisning ovenfor er: Polariseringen mellem kønnene er i dag lige så stærk som den nogensinde har været. Iden forstand er vi ikke Tættere på himlen .

    Polariseringen af kønnene betyder, at de der ikke opretholder stereotyperne afviger fra heteronormativiteten.

    At kategoriseringen af homoerne er blevet stærkere er heller ikke ubetinget negativt. Homoseksuelle oplevede tidligere mangel på viden og stigmatisering, som stærke barrierer for identitet og valg af rolle. Idag forekommer det ikke som et særsyn, at se teenagere på nettet, der velformuleret og selvbevidste redegør for deres valg.

    Hvor homoseksuel identitet tidligere meget vel kunne være en oplevelse i en bestemt livsfase er homoseksuel idag reelt en livscyklus: Nogle unge vil tænke på sig selv som homo fra deres første teenageår og resten af deres voksenliv, i kontrast til de mange voksne homoer, der ikke var åbne homoer i deres teenageperiode, og måske først sprang ud efter at have etableret et voksenliv med børn og familie.

    Billedet af “den homoseksuelle” ændrer sig simpelthen. Til nogles irritation – og frustration – er “den homoseksuelle” ikke i samme grad som tidligere den muskuløse voksne mand. I realityprogrammerne på tv- f.eks. Dagens mand – dukker teenagere og yngre fyre op, der ikke imødekommer forventninger hos de der har et stærkt polariseret syn på kønnene. De helt unge følger trends – f.eks. mode der er androgyn.

    Fordelingen af arbejdsopgaver og dermed af jobbene på arbejdsmarkedet følger ikke længere klassiske kønsrolle mønstre. Det sociale køn er truet. Af ligestilling. Mænd er ikke længere defineret som køn af deres sociale opgaver. Et realityprogram som Paradise Hotel spejler den sociale virkelighed. Her er fyrene ikke karakteriseret af de klassiske maskuline værdier: Arbejdsomhed, flid, intelligens og seksuel disciplin. Disse egenskaber er ikke på samme måde som tidligere markører mellem maskulint og feminint. Bliver de det i fremtiden vil det måske være med omvendt fortegn. Og spejle at pigerne har erobret dele af uddannelsessystemet. Alt dette er faktorer der har gjort det indlysende rigtigt også, at caste en homoseksuel fyr til Paradise Hotel.

    Spørgsmålet er: Er de der anser sig selv for radikale idealister blandt homoerne forbenede vanetænkere, der nægter at give slip på alt det velkendte? Og giver alt det nye – ændringer af kønsrollemønster og manderolle – skylden for sociale og politiske pres på de homoseksuelle. Og er deres konklusion, at hvis alt var lidt mere som “i gamle dage” ville alle problemer forsvinde af sig selv?

    Efter min mening  er der nogle der fortegner billedet. Og gør det gråt i gråt. Uden at ænse alle (regnbue)farverne.

    Tættere på himlen?

    I 1960’erne  og 1970’erne skulle seksualiteten sættes fri. Der blev både eksperimenteret og diskuteret. Forskningen i emnet hed seksualforskning. Samfundsvidenskaberne overtog området efter lægevidenskaben og dens biologiske forklaringer havde domineret.

    I 1980’erne satte en modreaktion ind. Mænd skulle igen være rigtige mænd efter femisternes kritik af den traditionelle manderolle. Den bløde mand blev eftertrykkeligt passé. Efter 70’ernes genopdragelse af mændene på femistiske præmisser skulle mændene genopdrages endnu engang. For at blive sig selv. Pædagogiken er kommet til at handle om den maskuline oprustning: Drenge skal have lov at være vilde, kønnene bliver skilt ad for at piger og drenges udviklingsmuligheder kan sikres osv.

    Kønnet er blevet det nye fixpunkt for opmærksomheden. Og forskningen hedder kønsforskning.

    Det ligger lige for at spørge: Er seksualiteten så blevet frisat? Og fulgte frisættelsen af femininitet og maskulinitet efter?

    Hvis man skal forholde sig  til om seksualiteten er blevet frisat må man først definere parametrene. Hvordan måler man det. En mulighed er at se på overfladen, hvilke erotiske billeder der vises af mænd og kvinder i videoer og i magasiner. Og holde, hvad der foregår under lagnerne uden for diskussion.

    Afklædthed eller nøgenhed er her et nøgleord. Fænomenet har længe præget den udenlandske musikbranche. Britney Speers og Lady Gaga viser sig i både sparsomme og overraskende kreationer. Det tyske band Rammstein lavede en musikvideo, hvor de ikke blot var nøgne, men hvor sex indgik.

    Den danske musikbranche er fulgt med og Burhan G optræder afklædt på videoen Tættere på himlen. Og assisteres af Nik og Jay. Og Burhan spiller op imod pigen, der ligeledes er afklædt. Alle fotograferes fra bæltestedet og op, så egentlig ser man dem ikke nøgne.

    Er dette mediebillede så udtryk for en frisindet og liberal attitude til krop og nøgenhed? Og hvad med sex?

    Kønnet er som sagt blevet det nye fixpunkt for identitet og selvforståelse for moderne mennesker. Afklædningen af mennesker i det offentlige rum kan derfor egentlig lige så godt ses som udtryk for attituden: Kønnet skal slås fast. Men frigørelse af seksualitet og sexliv følger ikke logisk efter.

    Den historiske periode nutiden ligner mest, når man analyserer køn og sex, er den victorianske. Med knivskarp opdeling af kønnene. Et af de helligste principper i den victorianske periode – opdelingen af eleverne efter køn, har som før nævnt også været fremme igen.

    Mænd skal idag ikke blot være mænd, men “rigtige” mænd. I ungdomskulturens simple sprog hedder det: Fyr=pik.  Altså: Fyr-har-pik. Mænd tænker ikke blot, at de har et køn og en biologi, de er i denne forståelse ren biologi.  Selvom det er almen viden at køn også er noget socialt og kulturelt defineret, er det blevet sværere at forklare. De fleste ved godt kønsroller ændrer sig lige så meget som musiksmag. Men den generelle samfundsmæssige ligestilling af mænd og kvinder har efterladt det biologiske køn som eneste markør.

    En sær konsekvens af stive kønsopfattelser er, at der bliver plads til et “tredie køn”: De transseksuelle. Mænd der føler sig som kvinder, og ikke er særlig glade for pikken falder helt uden for definitionen af, hvad det er at være “en rigtig mand”. Maskuliniseringen af mændene har således indirekte fremmet den transseksuelle sag.

    Historisk set startede dannelsen af den homoseksuelle identitet med dannelsen af et nyt tredie køn. De første tyske homoseksuelle i 1860’erne kaldte sig selv for kontrær seksuelle eller urninge. Ordet urning blev uddraget af navnet på den græske gud Uranos, som poetisk i Platons symposion er ophav til eros mellem mænd. Det “kontrære” henviser til det omvendte i kønsdriften: At kvindelig drift – kærlighed til mænd – er fanget i en mands krop. Kærlighed eller seksuel tiltrækning til mænd blev altså defineret som noget feminint.

    Først senere blev ordet homoseksuel dannet og kom fra 1880’erne i brug som den anerkendte betegnelse for fænomenet. Og efterhånden skiftede de homoseksuelle køn “tilbage” til at være mænd, der elsker mænd. Og så kunne stafetten sendes videre.

    Det forkommer kuriøst: Hvordan kan mænd, der elsker mænd undgå at opfatte sig selv og blive opfattet som mænd? Men forklaringen er simpel: Hvis sex med kvinder konstituerer maskulinitet vil de mænd, der ikke tænder på kvinder blive udgrænset. Og få etiketten: Ikke rigtige mænd.

    Her er forskellen mellem nutidens kønsdefinitioner og tankegangen i sidste halvdel af 1800-tallet måske slet ikke så stor?

    Kønsroller ændrer sig –  det er der enighed om –  men kønsdefinitionerne hævdes, at være noget statisk, biologisk bestemt.

    Hvis køn er fixpunkt for identitet leder afklædhed ikke nødvendigvis i retning af noget erotisk. Derfor er det logisk at skære billedet, og ikke gå under bæltestedet i en musikvideo. Og spil med kønsidentiteten, som hos Lady Gaga, kan sagtens ledsages af løfter om cølibat. Det er køn der besejrer seksualitet.

    Ligesom det victorianske samfund, med dets strikse disciplinering af  køn og seksualmoral, kunne acceptere en industri af erotiske postkort kan nutidens samfund sagtens tillade det – der godt nok lidt nedladende – kaldes pornoficering af det offentlige rum.

    Stive kønsdefinitioner harmonerer med strømme af livløs og mekanisk sex, der formidles via nettet.

    Mere eller mindre afklædthed eller nøgenhed fører ikke til sex eller frisættelse af seksualitet. Minoriteter får det sværere. Visse steder i samfundet er der et veritabelt had imod transseksuelle, fordi de ikke indgår i forestillingerne om “rigtige” mænd, og heller ikke er “rigtige” kvinder. Homoseksuelle mænd og lesbiske bliver også i stigende grad opfattet som ikke værende deres køn. Og udsættes for hatecrimes.

    Kritikken på nettet af realityprogrammer som Dagens Mand satte kønnet og ikke seksualiteten i forgrunden. De homoseksuelle mænds frustration gik på ikke at kunne være deres køn. Da deltagerne efter manges mening var for feminine. Men det er nok ikke tv-programmer – eller for den sags skyld musikvideoer – der definerer fremherskende opfattelser af krop, køn og seksualitet.

    Svaret på det ovenfor stillede spørgsmål om forholdet mellem køn og seksualitet er derfor, at frisættelse af det ene ikke følger af det andet. Mænd eller kvinder bliver ikke “sig selv” af at kønnene opruster over for hinanden og viser attributter frem. Efter kvinderne har fået silicone implantater vises busten frem på alle kvindelige musikeres videoer. Og mændene svarer igen ved at spille med musklerne – helt bogstaveligt. Og smide de briefs eller boxershorts, der før dækkede ende og kønsdele, og gjorde billederne maskuline ved, at underspille det biologiske køn.

    Ingen af delene seksualiserer det offentlige rum. For det er køn uden lyst. Lysten er stadig tabuiseret. Selv – eller måske især – den heteroseksuelle?

    I kønnenes kamp er det jo en ulempe at være draget af det modsatte køn. Eller af sex i det hele taget. Og endelig kan man jo spørge, hvor frisat seksualiteten blev efter 1960’ernes og 70’ernes bestræbelser. Men det er et stort emne.

    Paradis tabt og genfundet

    Foran mig sidder to glade og smilende fyre. Patrick og Jakob. De fortæller om tabt uskyld, og hvordan de nu har fået et homoliv, som mange jævnaldrende kun kan drømme om. De er blevet fab gays, som Patrick kalder det.

    Patrick har medvirket i Paradise Hotel, og hans ven Jakob har optrådt i Dagens Mand. Ved interviewet med Out & About er der en anelse nervøsitet at spore, men fyrene er scenevante og har været i Ekstra Bladet og Se & Hør. Og Patrick pudrer ansigtet, mens jeg udspørger ham, ledsaget af Jakobs formaninger om, hvordan makeuppen skal være.

    Jeg er homo

    Som den første homo nogensinde har Patrick deltaget i Paradise Hotel. Med indgangsreplikken: ”Jeg hedder Patrick, jeg er 20 år og jeg er homo”, præsenterede han sig selv for de måbende deltagere, og et publikum på flere hundredtusinder.

    Pressen har selvfølgelig været blandet i sin modtagelse, og kommentarerne fra venner og bekendte i homomiljøet ligeledes.

    Allerede sidste efterår fik mange et chok, da de i Dagens Mand så et panel med fyre i stedet for piger. Især Gustav gjorde sig bemærket, og hans Burberry-skjorte er nærmest blevet berømt.

    Dagens Mand bliver ofte kommenteret på samme måde af de homoer, der ser dem, som Mats og Gustav taler til hinanden foran kameraet.

    Der har altid været skuespillere, modefolk og instruktører, der gjorde sig bemærket inden for deres områder – og ved åbent at stå frem som homoer og dermed i en vis forstand har repræsenteret homoerne i offentligheden.

    På samme måde virker deltagerne i realityprogrammerne blandt mange unge. Og celebrities findes i dag allerede blandt teenagere. Patrick og Jakob, der begge er 20 år, husker udmærket de første erfaringer og problemer med at få et homoliv.

    Udspring

    Jakob fortæller, at han har haft venner i miljøet lige siden, han var 15 år. Faktisk var Gustav den første ven, han gik i byen sammen med. Siden har han gået på forskellige ungdomssteder og fik hurtigt mange venner.

    Patricks historie er lidt anderledes.

    ”Jeg havde sådan nogle faser, hvor jeg overvejede om jeg var til piger. Men det er jeg vist kommet over nu”,  iger han og griner.

    ”Men jeg havde en fortid, hvor jeg var sammen med rimelig mange. Både piger og drenge. Flest drenge. I starten var jeg ikke sikker, for det var noget nyt. Som 16-17 årig er de fleste drenge nok lidt usikre og tænker: ’Er jeg nu til drenge eller til piger?’ Og jeg havde været sammen med piger inden jeg var sammen med drenge. Så det med drenge var lidt et eksperiment. Så gik jeg i byen med min daværende flirt, hvor jeg mødte Jakob og vi talte sammen og begyndte at gå i byen sammen. Jeg opdagede jeg at jeg tændte mere på drenge end på piger.”

    Se &  Hør er et af de medier, som har skrevet om Patricks bulimi.

    ”Nu gør medierne det nok lidt større end det er. Det var heller ikke noget, jeg fortalte. Men Jakob, du vidste det godt, ikke?”

    Jakob nikker bekræftende.

    ”Men jeg var jo ikke på dødens rand. Det var en fase. I starten var jeg med i vennekredsen. Men havde også mine venner hjemmefra. Jakob var en del af mit fantasiliv. Jeg levede i weekenden og for weekenden. Det var en fantasiverden, og jeg vidste ikke, hvad jeg gik ind til. Jakob var i starten kun en ven, jeg havde i byen. Når det var en fantasiverden, hvorfor så ikke gøre fantasiting? Prøve at stjæle folks kæreste og prøve at få dem til at være utro med hinanden. Jeg har været ond i byen,” erkender Patrick.

    Virkeligheden på skærmen

    Hvad Patrick fortæller, lyder som noget af det, mange mennesker forbinder med Paradise Hotel: En fantasiverden, hvor deltagerne ikke bare opfører sig teenageagtigt, men også falsk og på kant med normerne.

    ”Et eller andet sted ved folk, der bliver forurettede over Paradise Hotel, ikke noget om unge i dag. Paradise afspejler, hvad der faktisk sker i det virkelige liv. Når unge har tilfældig sex i Paradise afspejler det verden udenfor,” siger Patrick.

    Paradise Hotel-scenen adskiller sig i princippet ikke fra verden udenfor. Her er barer, caféer og hoteller ejet og drevet af voksne, selv om det er de unge, som tit indtager scenen i weekenderne.

    I Paradise er det også voksne, som har lavet konceptet. Det er voksne, der filmer dem, når de er i bad eller går i seng – og det er voksne, der vælger at tage det med i tv-udsendelserne.

    Paradis genfundet

    Dagens Mand var et chok for mange, da det første gang blev sendt på TV 2 sidste efterår. For på tv er alt forstørret op, selv om man reelt kun ser nogle fyre date hinanden. Og der foregik ikke andet end, hvad man kan se i bylivet hver eneste weekend.

    Men i Paradise Hotel er ungdomslivet både forstørret op af fjernsynsskærmen, og der vises mere end diskrete kindkys. Derfor har overskrifterne og reaktionerne over for deltagerne også været forstørret op.

    Patrick, der nåede at deltage i 22 afsnit af Paradise Hotel, bliver nu genkendt, når han færdes på gaden. Og han har været rundt i hele landet, for at være gæstebartender og hilse på fans af Paradise Hotel. Mere end hundrede steder, mest diskoteker, er det blevet til.

    Både Patrick og Jakob har fået masser af nye Facebook-venner. Patrick Paradise-profilen har for længst nået det magiske tal 5000.

    ”Både piger og drenge. 50 procent af hver,” gætter Patrick.

    Forbilleder for helt unge

    I dag er Patrick og Jakob i forhold til deres fans de voksne forbilleder for helt unge, som endnu ikke har fundet sig selv. Og nye venner uden for homomiljøet blandt andre deltagere i realityprogrammer har de også fået. De er blevet voksne af at omgås voksne, og de hænger ikke ved ungdomskulturen på samme måde som tidligere.

    En åben homo på Paradise har betydet, at en heterofyr som Paradise-Nikolaj fik fortalt om, at han er til begge køn. Nikolaj får nu tilbud fra både fyre og piger. Patrick har gjort en forskel.

    Berømmelsens bagside har Patrick og Jakob også mødt. Engang drømte de om at gøre det, de nu gør, og fik mange negative reaktioner. Fordi, som Patrick siger, hersker der stadig en jantelov blandt homoerne. Hvor især udseende kommenteres:

    ”Der et ideal. Det vil der altid være. Og folk stræber efter det ideal, at være meget tynd. Når folk ser os, skal de lige række os en cheeseburger eller komme med en kommentar om, at vi ligner mannequindukker. Men hvis man er glad for sig selv, går det jo ikke ind.”

    Slangen i Paradis

    Bag det fattede ydre og bevidstheden om selv at være smukke mærker man, at Patrick og Jakob også ryster på hovedet af nogle af de hysteriske reaktioner, de får på at være dem, de er. Deltagerne i realityprogrammer anklages for at være selvcentrede og forfængelige – af de mennesker, der ser den type programmer. Og som ofte har en illusion om at kende deltagerne.

    Patrick og Jakob har dannet par, efter Patrick kom hjem fra Paradise Hotel. Og når de har gået sammen på Nørrebro, har de flere gange oplevet trusler om vold.

    ”Når jeg har været med i Paradise Hotel, ved folk, hvem jeg er. Og så ved de, jeg er homo, og har en mening om det. Det er også fair nok, at de har en mening. De skal bare ikke bruge vold. Så skal de hellere sige: ’Jeg bryder mig ikke om homoseksuelle’. Fair nok, så har vi ikke noget at tale om.”

    ”Især hvis Patrick går sammen med mig får han reaktioner. Jeg er jo mere femi, og det støder åbenbart folk,” siger Jakob og tilføjer:

    ”Vi får tit at vide, at det er fedt, at vi hviler så meget i os selv.”

    ”Men ikke af homoer,” siger Patrick sarkastisk.

    Dette interview blev først bragt i Out&About Juni 2010. Det kan også læses online.