Kritiske mænd er feminismens byrde

“At være feminist er lidt som at være muslim” klager Ditte Giese i Politiken. Og fortsætter: “Konstant skal man svare på, hvad man er FOR og hvad man er IMOD.”

Ja, og?

Ordet “feminist” lyder som noget “ganske positivt og indlysende” erklærer Ditte Giese, hvad skal alle spørgsmålene så til for?

ditte_giese

Problemet er, at det ifølge Giese ikke er velkomment, at mænd stiller spørgsmål om køn og seksualitet, når kvinder erklærer sig som feminister.

Er det udtryk for selvtilstrækkelighed eller er det lukkethed over for kritik på en måde der minder om helt andre ideologier?

En kommentar i Politiken debatten fuldender da Gieses sammenkædning af feminisme med muslimer med konstateringen: “At være feminist er lidt som at være muslim: Offer.”

Kommentaren går på at feministerne ligesom muslimer dyrker minoritets-egoisme og offer-gørelse. Seneste eksempel på sidstnævnte var da Islamisk Fællesråd inviterede Bilal Philips – en mand med ekstreme synspunkter på køn og seksualitet – til en konference om islamofobi. En invation Islamisk Fællesråd kom til at fortryde.

Lige så paradoksalt forekommer det at være, at kvinder der betegner sig som feminister – og altså fokuserer på køn og seksualitet – opfatter mænds kritiske spørgsmål som en byrde – som en del af offer-rollen.

I modsætning til de muslimer der er født ind i en bestemt kultur vælger kvinder ideologien feminisme. Hvis det altså er en idologi.

“Men feminisme er hverken et parti, en religion eller en fasttømret ideologi” indvender Giese. Og beder derfor: “Må jeg ikke bare være feminist på min egen måde?”

Selvfølgelig. Men hvad skal man med  idealer man ikke orker eller er istand til at forsvare? Også uden for Poltikens spalter.

Giese medgiver, at der var højtråbende kvinder, der fyldte rigeligt i 70’erne.

Men her viges der uden om: Forbudsfeminismen er idag stærkere og mere agressiv end nogen feminist havde fantasi til at forestille sig dengang!

Netop fordi forbudsfeminismen præger samfundsdebatten på den måde har resten af feministerne både ret og pligt til at redegøre for, hvor de står. Også når de der spørger er mænd. Og når der blot er tale om almindelig konversation.

Reklamer

Feminisme og forbudsdagsorden

Feministisk politik er idag en forbudsdagsorden. Feministisk argumentation er fyldt med bekymring: For kvinders og mindre åriges liv, unges færden på internettet, frygt for voldtægt og sexovergreb. Hvilket resulterer i krav om lov og orden og nye forbud.

Radikal-feminismen er blottet for bekymring i forhold til overgreb eller stigmatisering af mænd. Først understøttet af lægevidenskabens sygeliggørelse af den mandlige seksualitet optræder, der en bekymrings- og mistænkeliggørelses-diskurs i forhold til mænds indbyrdes relationer. Men aldrig bekymring i forhold til kvinders vold over for mandlige partnere eller kvinders stigmatisering af mænd. Ledsaget af benægtelse af det køns-ideologiske perspektiv.

Prostitutionsdebat og forbudsdagsorden

Mandlig prostitution optræder ikke i debatten, når Karen M. Larsen med udgangspunkt i radikal-feminisme skriver i  Information om prostitution.

Nille Thomsens kommentar til artiklen lyder:

“Det der bekymrede mig i Karen M Larsens indlæg var at med hendes ensidige kønsperspektiv, kom hendes artikel til at virke som en løftestang for noget køns-ideologisk snarere end for noget moralsk.”

Forbigåelsen af mandlig prostitution skyldes, at vinklen er køns-ideologisk. Artiklen er –  på trods af besværgelserne – en lang opremsning af argumenterne imod prostitution. Der forstås som overgreb mod kvinder.

Nille Thorsens kommentar lyder videre:

“Når Karen M. Larsen i sin “fortale” siger: “Et fokus på den mørke side af sex er ikke et udtryk for en såkaldt dæmonisering af mænds seksualitet” fornemmer jeg, at det er nøjagtigt det modsatte hun i virkeligheden mener.”

Nille Thorsen er – ligesom en række af debattørerne på Information – ikke principielt imod moralisme. Men undrer sig over at Karen M. Larsen ikke bekender kulør og erklærer sig imod prostitution og som tilhænger af forbud. Når det tydeligt nok fremgår, at det er budskabet.

Undladelsen af omtale af prostitution blandt homoseksuelle mænd er bemærkelsesværdig, når Karen M. Larsen i andre sammenhænge gerne optræder som “forsvarer” af disse. Men mænds eventuelle seksuelle krænkelser af andre mænd er i det radikal-feministiske perspektiv uinteressant. Krænkelser bliver først interessant, når radikal-feminisme smeltes sammen med lægevidenskabens opfattelse af mænds seksualitet som pervers. Og muliggør en omfattende mistænkeliggørelse af de homoseksuelle mænds seksualitet.

Det køns-ideologiske aspekt i Information artiklen bemærkes også af Kåre Fog, der kommenterer det således:

“Det skal måske lige nævnes, at Karen M. Larsens artikel er ensidig på en måde mere, nemlig at den omtaler sex der gør ondt på kvinder, men ikke sex der gør ondt på mænd. Partnervold vendt imod mænd er nogenlunde lige så udbredt som partnervold vendt imod kvinder.”

Der er tale om et bevidst “fravalg” ud fra det radikal-feministiske perspektiv. Hvor alle sociale fænomener ses som køns- eller sexrelaterede. At definere sig som mand er at påtage sig at undertrykke, udnytte og udbytte kvinder. Socialkonstruktivisme er i den radikal-feministiske version teorien om, hvordan mænd misbruger kvinder. Ved at påtage sig den mandlige af kønsrolle.

Radikal-feministerne lægger afstand til social konstruktivismens begreb om “åbenhed”: Som sociale væsener er vi ikke kun, hvad vi bliver gjort til, men også det vi gør os selv til. Opfattelsen af alle mænd som potentielle sexkriminelle –  som fejlsocialiserede –  betyder, at der ingen modstrid er til det begreb om mænds seksualitet lægevidenskaben formidler.

Mistænkeliggørelses-diskurs over for heteroseksuelle mænd

Radikal-feminismens syn på mænd udmøntes i en mistænkeliggørelses-diskurs over for heteroseksuelle mænd.

At mænd taber social status via ægteskab et et velkendt fænomen. Der hvor ældre højstatus mænd gifter sig med unge kvinder er der et statustab.

Men en ny bekymrethed er kommet til i forhold til seksuelle relationer mellem mennesker med dansk kulturbaggrund og mennesker med ikke-vestlig kulturbaggrund. Nu bliver det betragtet, som et muligt område for danskernes udøvelse af diskrimination, racisme, undertrykkelse, overgreb og kvindehandel. Alle disse muligheder eller hentydninger til sexkriminalitet gør det til genstand for problematisering. Tidligere blev mænd stigmatiseret, når de ikke giftede sig og havde løse forbindelser og adgang til prostitution. Idag bliver mænd stigmatiseret via indgåelse af ægteskab. Samtidig med der er et fornyet krav om kriminalisering af prostitution. Mænds seksualitet bærer i begge relationer bekymringens fortegn.

Mistænkeliggørelses-diskurs over for homoseksuelle mænd

Ud fra den radikal-feministiske præmis er mandlige homoseksuelle  “undertrykkere”, præcis lige som alle andre mænd. Den feministiske forbudsdagsorden opretholdes i lige så høj grad over for mandlige homoseksuelle, som over for heteroseksuelle mænd.

Når lægevidenskabens opfattelse af den sygelige maskuline seksualitet supplerer radikal-feminismen bliver homoseksuelle mænds gensidige seksuelle relationer også genstand for en bekymrings- og mistænkeliggørelses-diskurs.

Især i forhold til prostitution og i betragtningen af forhold med aldersforskel. Og sidst – men ikke mindst  – formidler lægevidenskaben mistanken, at alle mænd er pædofile. En påstand feminister – også Karen M. Larsen – nok afviser, men samtidig opretholder ved i alle debatter at insistere på, at modstandere af forbudsdagsordenen har “bagvedliggende” motiver.

Det skal også siges at Karen M. Larsen ikke forbigår den mandlige prostitution. Tværtimod. Når det afvises at stigmatiseringen af de homoseksuelle i 1960’erne var en pædofil-panik, er det en konstatering af, at det homoseksuelle miljø tidligere var pædofilt. Hvilket idag retfærdiggør forbudsdagsorden og mistænkeliggørelse af alle homoseksuelle mænd.

Uanset radikal-feminismens begreber påstås at være informerede af socialkonstruktivisme ses mænds kønsrolle og seksualitet ikke som et valg, men som noget determineret eller “skæbnebestemt”. Også de kvinder der er undertrykte, udnyttede og udbyttede – er i offerrollen – tilsvarende ufrie. Lægevidenskabens reduktionistiske og deterministiske opfattelse af seksualitet besejrer og erstatter vilje og valg.

Tilbageblik: Hvilke homorettigheder?

I artiklen Den destruktive LGBT politik nævnte jeg Bjørn Hvidt-Pedersens kronik i Berlingske Fra ligeret til minoritetskultur.

Bjørn Hvidt-Pedersens kronik er fra efteråret 2009. Skrevet under indtryk af de nyligt afviklede Outgames – og kritisk overfor den kultur Outgames repræsenterer.

Jeg var – og er – positiv over for ideen om minoritetskultur. Og kan ikke se noget alternativ. Kun at den er truet – af de selv samme mennesker, der hævder at forsvare den. Fordi der har udviklet sig en politisk kultur, der bringer både enkeltpersoner og institutioner i permanent konklikt med hinanden. Og politikområdet er blevet indsnævret. Idag indgår kun homovielse og homoægteskab som “frihedskrav” på den politiske dagsorden.

 

Det vil sige at LGBT idag er for den promille, der er i fast forhold og f.eks. af religøse eller sociale grunde ønsker vielse og ægteskab: De velstillede der kan tænke i skattefordele ved ægteskab, og ønsker en “normalisering”, der ekskluderer alle andre livsformer end monogami.

Her vil jeg gengive min kommentar til Bjørn Hvidt-Pedersen. Oprindelig skrevet til et debatforum, hvor stemningen decideret var imod Outgames. Og således repræsenterede den konflikt, at visse dele af homomiljøet idag er arge modstandere af miljøet selv. Og bekæmper det af alle kræfter og med alle midler. Et faktum det officielle miljø – heller ikke idag – hverken vil diskutere eller forholde sig til. Tankevækkende nok.

2009 er længe siden. Erfaringer og begivenheder taget i betragtning.

Derfor vil jeg præcisere tre ting: Der er ikke sket et entydigt skift væk fra juridiske ligeretskrav. Der er tale om at strategien ikke virker. I 2009 gjorde jeg opmærksom på de manglende resultater, og den situation er ikke ændret selvom vi nu skriver 2011. Teksten antyder at en del af Bjørn Hvidt-Pedersens utilfredshed skyldes, at det er blevet sværere at være “anderledes” for LGBT mennesker i provinsen. Den nylige episode med det uheldige indslag i TV2 Øst om homomagasinet Proud kunne tyde på det. 

Det er sandt at eksistensen af en minoritetskultur fører til en mere statisk betragtning, og trækker væk fra frigørelsespolitikken. Især hvis denne  biologiseres. F.eks. til ensidigt at tage udgangspunkt i køn. Selvom feminisme idag ikke handler om kvinders behov og liv, men om inddæmningsstrategier i forhold til den maskuline seksualitet. Nylige debatter har også demonstreret, hvor svært det er at diskutere det sociale. Fordi køn, seksualitet og identitet stort set alle steder opfattes som essens. Selv af de der på et generelt og teoretisk plan siger det modsatte.

Betydningen af sociale mekanismer er forsvundet ud af, hvad der måtte være af seksualpolitisk debat. LGBT Danmark har idag et principprogram der ikke nævner hverken hiv eller Aids. Sygdom relaterer sig til menneskers sociale og samfundsmæssige væren på en måde, der er interessant. Men hiv og Aids indgår ikke i en feministisk forståelse af forholdet mellem køn og samfund, og er derfor fraværende på den politiske dagsorden.

Alt i alt er der så mange tråde tilbage til den politiske debat i 2009, at jeg finder det umagen værd at gengive den oprindelige tekst:

“Bjørn Hvidt-Pedersens synspunkt er interessant. Påstanden er at homoerne har bevæget sig fra social frigørelsesbevægelse til minoritetskultur. Identitet og biologiske begreber har erstattet traditionelle politiske begreber om højre og venstre. Den politiske ideologi er blevet formuleret, så den passer den nye urbaniserede middelklasse.

Læg mærke til:Frigørelsesbevægelsens ideologi havde sin rod i den amerikanske Stonewall bevægelse fra 60’erne ligesom regnbuepolitikken i dag. Frigørelsesbevægelsen stod stærkt i Tyskland i 70’erne og 80’erne. Og Tyskland er i dag en af regnbuebevægelsens stærkeste bastioner. Det viser hvor stærk trenden i retning af regnbuepolitik er. Og modstillingen af ”europæisk” og ”amerikansk” er altså falsk. Provinsnostalgien forekommer i øvrigt malplaceret, når frigørelsesbevægelsen (med rette) fremhæves for sit internationale udsyn. Men hvorfor har der været det skift fra den ene til den anden politiske strategi?

Den udvikling hænger sammen med, at det danske samfund er blevet multikulturelt. I dag giver det mening at formulere sine politiske interesser som særkrav på vegne af minoriteten, på en måde det ikke gjorde tidligere. Men det er også udtryk for at homopolitikken er blevet defensiv.

Man kan således konstatere, at det er en strategi, der tilpasser sig den politiske virkelighed vi befinder os i. Siden det registrerede partnerskab blev indført i 1989, og Danmark var spydspids i den homopolitiske sammenhæng, er der stort set ingen ting sket på det lovgivningsmæssige område. Danmark er blevet overhalet af vore nordiske naboer, der har indført ægteskab for homoer. Den svenske kirke har ikke haft nær den samme succes med at kæmpe imod ligestilling af homoerne som den danske Folkekirke.Tilpasningsstrategien har betydet at homoerne i dag ikke kræver ligeret, men særbehandling. Fordi kravet om ligeret virker som overbud.

Den nuværende regering er – som den forrige – imod lovgivningsmæssige tiltag for ligestilling. Der er intet der tyder på at homoerne i den nærmeste fremtid kan blive kirkeligt viet eller at et ægteskab, hvor homoerne bliver ligestillet med heteroerne bliver vedtaget i Folketinget. Eller at en særlig indsats imod diskrimination overfor homoseksuelle inden for sport vinder indpas. Selv efter Onyszko sagen i 2009 nægter DBU f.eks. at tilslutte sig en international kampagne imod diskrimination. Med begrundelsen at det ikke er nødvendigt.

Det er ikke regnbuepolitikkens nederlag. Regnbuepolitikken er derimod et svar på denne politiske realitet. Hvor homoerne tidligere – fra 50’erne op til midten af 70’erne – kæmpede for livet, handler homopolitikken i dag om særkrav. Ret til adoption eller ret til insemination. Tidligere var en række lovgivningstiltag vendt direkte imod homoerne. Idag kæmpes der for lovgivningstiltag til gavn for homoerne. Selvom særkravene i dag har en meget begrænset succes, fordi meget få borgerlige politikere – ud over de radikale, visse forhenværende radikale politikere og nogle få venstrefolk – støtter den politiske dagsorden, så er homoernes liv i samfundet generelt blevet lettere.

Regnbuepolitikken er derfor også et forsøg på at skabe nogle nye sociale sammenhæng, hvor homoerne kan gå hen. Uden at føle sig truede eller isolerede. Sportsklubberne er en af disse sammenhæng. Og Outgames er – som Bjørn Hvidt-Pedersen meget rigtigt siger – blevet en af regnbuepolitikkens spydspidser. Et af de tilbagevendende angrebspunkter imod regnbuepolitikken er ejendommeligt nok, at homoerne har fået disse nye muligheder.

Der hvor regnbuepolitikken virkelig adskiller sig fra frigørelsespolitikken er, at den ikke handler om hvordan man får et liv som homo, men om hvordan man bruger sit liv som homo. Hvilke drømme og hvilke ambitioner man har.

Politiken bragte under Outgames et indlæg af Brokkendorf på første sektions bagside. En fiktiv person der som bekendt, har for vane at skælde ud på alt og alle. Brokkendorf slog ned på at homoerne festede for borgernes penge. Homoer der fester og har det sjovt og dyrker sport: Det støder an imod alle de traditionelle fordomme om homoerne som ensomme, ulykkelige, socialt udstødte, diskriminerede osv. Fornemmer man ikke den samme forargelse hos Bjørn Hvidt-Pedersen Og værre: Hos alle de højreorienterede der skælder ud på at skattekroner anvendes til sociale formål.

Billedet der spøger er Outgames deltagere der danser og drikker natten lang, som modsætning til tidligere tiders aktivister der altid bevarede roen og alvoren. Det er måske et af regnbuekulturens budskaber, at der skal gøres op med alvoren og de rynkede pander?

Tilhører Bjørn Hvidt-Pedersen ikke ligesom Brokkendorf den jyske fraktion, der er imod alt hvad der foregår i København, fordi det foregår i København? Der er et mønster, både i USA og i Europa: Homolivet når ikke ud til provinsen, det bliver tværtimod mere koncentreret om de store byer, og bestemte kvarterer bliver ghettoer. Men også samlingspunkter for de internationale festivaller og arrangementer. Modstanden fra provinsen bygger indlysende nok på, at den type kulturbegivenheder aldrig når så langt ud.

Til gengæld når provinsen så til København: Ikke bare de store arrangementer, men også clubbernes parties tiltrækker homoer fra hele landet. På sin vis findes der kun en homokultur i Damark: Den vi alle er en del af.”

 

Alle fotografierne er af den amerikanske fotograf Alison Scarpulla:

alisonscarpulla

Sex overlever nok feminismen

Vibeke Manniche er på banen igen. Denne gang med et interview i Politiken i anledning af udgivelsen af feministen Natascha Walters bog Levende dukker. Med et forord af Vibeke Manniche.

Politiken bringer også et interview med den britiske forfatter Natascha Walther under overskriften Sex har besejret feminismen. Sex er altså fjenden i feministernes øjne. Selvom det vil være rigtigere at sige, at sex nok overlever feminismen.

Det mest bemærkelsesværdige ved Vibeke Manniche udtalelser er det bodegasprog andre kvinder altid omtales i.

Tidligere kommenterede Manniche filmen Klovn på sin egen blog:

“Jeg undrede mig meget over, da filmen blev lanceret med Casper C med halverigeret lem blandt en del maltrakterede ludere (skæve bryster og tatoveringer). Premieren af filmen var ikke med mindre lumre undertoner – og ligeså skævbrystede maltrakterede unge kvinder skulle bære et gammelt liderligt fjols på en kongestol (undskyld udtrykket men det er jo den måde Bent Fabric selv har valgt at lade sig portrættere).”

I interviewet til  Politiken er tonen den samme. Uanset hvilken en sammenhæng mennesker optræder nøgne eller blot delvis afklædte er der i den feministiske forståelse tale om pornoficering. Den nøgne krop – sådan som vi alle er skabt – er simpelthen et kommercielt trick!

“Ja, vi ser en ekstrem seksualisering og pornoficering af vores offentlige rum. Se blot på reklamerne, medie billedet og de skrækkelige programmer som Sonny Beach og Paradise Hotel, hvor kvinderne bliver fremstillet som ludere, og sex driver det hele. For ikke at glemme den store udbredelse af stripfitness og stangdans som jeg har døbt “puledans”.”

Ikke et ord om de fyre der optræder i programmerne – lige så nøgne – og det kan fyrene formentlig kun være glade for!

Hvis der havde eksisteret en sprogcensur på Politiken – eller på denne blog – havde Vibeke Manniche’s udtalelser aldrig passeret nåleøjet. Det malende sprog er selvfølgelig tænkt som en udpensling af hvor slemt det står til med den offentlige moral.

Manniche er lige meget imod tørklæder til kvinder og stangdans:

“Begge dele et udtryk for et had og en ydmygelse af kvinden. Det er to sider af samme mønt, og det har jeg alle dage sagt. Enten er du luder eller madonna. Jeg mener ikke det er et kvindesyn, som hører hjemme i 2011. Pornoficeringen af kvinder er lige så uhyggelig som tørklædefængslingen af kvinder.”

Og andre kvinder er tilsyneladende enige. Den første kommentar på Politiken lyder:

“Og modeindustriens krav til piger …er det bøsserne der står bag.”

Efter min mening er det Vibeke Manniche der repræsenterer kvindehadet. Ikke blot i sit sprog, men også i en afstumpet opfattelse af det feminine. Hvor der ikke er plads til at lege med klicheer. Og hvor dannelsen af kønsidentitet skal være en genoplivning af Femølejrene. Og homofobien lurer lige under overfladen.

Vibeke Manniche – børnelæge af profession – fatter tilsyneladende lige lidt af både den moderne pigerolle og den moderne drengerolle.

Overskriften i artiklen hedder “Ludderdukker ud af pigeværelset og puledans ud af fitnesscentret”. Begge dele henviser til hvor pornoficeret feministerne opfatter legetøj og dans. Der er ikke levnet plads til pigernes drøm om at være kvinder – med en seksualitet – der har erstattet pigeværelsets lyserøde helvede. Og et liv uden for mors kontrol.

En tilsvarende seksualisering præger den moderne drengerolle. At optræde nøgen på nettet – i seksuel aktivitet – eller blot med en demonstration af maskulinitet er et hit.

Traditionelle religiøse overgangsriter fra barn til voksen som konfirmationen har mistet betydning og status. Kønnet – og signalerne om kønsmodenhed har overtaget symbolværdien  – og de unge drenge fremviser stolte deres nyerhvervede modenhed i det offentlige rum.

Et offentligt rum der ikke fandtes i deres forældregenerationens teenageår. Og som derfor bliver mødt med megen mistro og skepsis af de voksne – og måske lidt misundelse?


Fotografen Jessica Yatrofsky sammen med sine modeller.

Prøv at se videoen East Village Boys. Feministerne klager over det altid er kvinder der ses nøgne i det offentlige rum. Manniche kender formentlig intet til fænomenet, hvor drenge optræder nøgne på webcam. Der flyder tusinder og atter tusinder af dem rundt på nettet.

Her er en anden type video, hvor tre drenge viser det hele frem. Pointen er den samme. Det er ikke pornografi. De er bare stolte af deres maskulinitet. Her er fotografen Jessica Yatrofsky.

East Village Boys

Der siger til New York Press:

“Men want to be seen naked. And not, like, revealing themselves to someone in an illegal kind of way. I mean, like, they want to feel beautiful and be celebrated for their sexuality.”

Nogle feminister glemmer altså, at ligestilling mellem kønnene kan være et resultat af at mænd bryder tabuer. De overser at mænd rent faktisk ønsker, at overskride grænser for kønnet. Og optræder i sammenhæng, der tidligere har været forbeholdt kvinder. Ikke for kvindernes skyld eller i ligestillingens navn. Men ud fra ønsket om selvrealisering.

Nytår 2011

Godt nytår til jer alle!

2010 var året hvor jeg startede denne blog.

Tak til alle jer der har fulgt med. Læst og kommenteret, kommet med input og skrevet til bloggen.

I 2011 vil jeg fortsætte linien. Ud fra begreberne køn, seksualitet og identitet vil jeg lave boganmeldelser – eller rettere læsninger af litteratur. I 2011 vil jeg bla. introducere Shyam Selvadurai.

Der vil komme flere blogs om fotografi. Den næste bliver om den amerikanske kunstner og modefotograf Ryan McGinley.

Der vil komme flere politiske artikler. Bla. om forbudsfeminismen.

Måske en enkelt filmanmeldelse.

Og forhåbentligvis flere tv-anmeldelser.

Bloggens længste og sværest tilgængelige artikel Om dannelsen af homoseksuelle roller og identiteter – der står under kategorien sociologi viste sig at være et hit. Og der kommer helt sikkert mere om emnet.

Måske i stil med artiklen Tættere på himlen? – der med udgangspunkt i en musikvideo forsøger at udrede den moderne manderolle og undersøge kønsidentiteten.

Det mest populære søgeord i året 2010 var: How to put on a Condom. Overraskende? Næ. Ikke på en blog der er erklæret prosexhomo. Hvordan man har safe sex er et emne, der bør interessere alle.

Så det er muligt der kommer flere undervisningsvideoer med sexstjernen Brent Corrigan. Eller hans kollegaer.

Engelsksprogede artikler er tilsyneladende ikke noget problem. Flere artikler findes på både dansk og engelsk så man kan vælge. De engelske står selvfølgelig under kategorien in english.

Her finder man f.eks. oversættelsen af interviewet med Jakob Kolda fra Dagens mand og Patrick Smith fra Paradise Hotel. Skrevet til Out&About’s juni nummer.

Denne blog er kun et halvt år gammel. Den beskæftiger sig med stof, der er relevant ud fra en homoseksuel synsvinkel. Men dens sigte er også at blande sig i den seksualpolitiske debat. Med inspiration fra danske og amerikanske prosexfeminister.

Prosexfeministerne går imod den bølge af censur og forbud som store dele af feministerne i dag er tilhængere af.

Homoerne selv er generelt demoraliserede og apatiske. I USA findes fænomenet Exodus. Hvor homoseksuelle lader sig omvende til heteroseksualitet af kristne fundamentalister.

I 2010 så vi for første gang det samme fænomen i Danmark. Homoseksuelle der argumenterer for, at det ikke er socialt acceptabelt at være homoseksuel. En debattør sagde, at han “følte sig drevet i armene på Dansk Folkeparti”. Drevet i armene? Nej. Dansk Folkeparti tiltrækker desillutionerede og apatiske homoer som en magnet! De føler sig “afvigende”, fordi de er homoseksuelle. Derfor siger de: Væk med Priden, væk med barer og bymiljø. Væk med Out&About – et “lummert magasin” blev der sagt i den offentlige debat. Væk med LGBT Danmark. Væk med de homoer, der er åbne og kendt i offentligheden. De skader (skabs)homoerne ved at henlede opmærksomhed på fænomenet homoseksualitet!

Frem for alt skal teenagehomoerne bekæmpes: Med tilgang til det homoseksuelle miljø forsvinder fænomenet jo ikke. Derfor skal teenagernes adgang til f.eks. dating-sites forhindres eller begrænses. Den seksuelle lavalder skal hæves til 18 år, siger exodus-homoerne.

Mænd over 30 år kan ifølge exodus-homoerne ikke være homoseksuelle. Partnerskabslovning – for ikke at tale om ægteskab og vielse – er ikke blot overflødigt. Det er direkte skadeligt. For homoseksualitet bør ikke være andet eller mere end en fase.

Den homoseksuelle livscyklus er altså meget kort ifølge exodus-homoerne. Af hensyn til samfundets moral og anstændigheden. Indlægget hvor jeg beskrev denne opfattelse er faktisk det første på denne blog.

Exodus-homoernes alliance partner er ikke som i USA det religiøse højre, men forbudsfeminismen.

Forbudsfeminismen er venstreorientet feminisme, der er blevet reaktionær. Om den er formuleret af Dansk Folkeparti eller tilsvarende kræfter i SF kommer ud på et. Det er mælken fra i forgårs, der er blevet sur. Forbudsfeminister kombinerer snæversyn med en dogmatisk tro på statsstyring og insisteren på at krænke individets frihed af hensyn til samfundets moral. De mobiliserer “bekymring” – men ingen plads til mennesker. Og slet ikke til individets ret til at vælge selv. Hverken i det sociale liv eller seksuelt.

Forbudsfeminister angriber ikke blot homoseksuelle. De angriber kønnet og den maskuline seksualitet som sådan.

Seksualpolitik kommer derfor til at overskygge LGBT politik. Feministernes fjende er ikke specielt de homoseksuelle – men mænd slet og ret. Lidt lige som i 70’erne da anti-penetrerings feministerne erklærede alle mænd som undertrykkere og fjender.

Penis-misundelsen er vendt tilbage. Når en mands krop bliver vist frem f.eks. på plakaten til Klovn filmen erklærer en af forbudsfeministerne, at der er tale om pornografi. Fordi feminister idag opfatter mandekroppen som pornografisk. De anlægger det det pornografiske blik på mænd jeg har omtalt i en anden sammenhæng. Mandekroppen har aldrig været farligere i feministernes øjne:

“Plakaterne er intimiderende. Når børn står og venter på bussen, ser de f. eks. Casper Christensens erigerede lem”, siger forbudsfeministen Vibeke Manniche til Ekstra Bladet .

Ikke et ord om de nøgne kvinder på den samme plakat:  Kvinder har hverken kønsdele eller seksualitet. Kun et krav om en impotent type mand, der aldrig ses med erigeret lem.

Alt dette for at forklare hvorfor fokus på køn og seksualpolitik vil overskygge debat af homoseksuelle mærkesager på denne blog.

En konstatering: Hvis forbudsfeministerne gør den normale danske mand – personificeret f.eks. af Casper Christensen – til et monster, så vil de også give exodus-homoerne ret i at de homoseksuelle er afvigende. Og homoseksualitet per definition er socialt uacceptabelt. I hvert fald, hvis det er andet end en fase. Hvem der giver hvem ret i det spørgsmå er ikke til at sige. Blot kan man konstatere, at der er en alliance mellem Dansk Folkeparti, feminister, exodus-homoer og doktrinære statsmonopol socialister.

Det bliver i al beskedenhed denne blogs opgave i 2011, at modsige forbudsmentalitet blandt feminister af begge køn. Og homohad og mandehad blandt såvel homoseksuelle og heteroseksuelle.

Apple og Side 9-pigen

Sex er en måde at tjene penge på.  I hvert fald for Ekstra Bladet. De har deres escort-annoncer. Det er et emne der interesserer læserne. Derfor skriver Ekstra Bladet også om Sex og Samliv. Og når læserne deltager i en afstemning om, hvorvidt de ønsker sig mere sex i det kommende år er svaret ja. Mændene vil gerne. Hele 83% siger ja. Kun 3% ønsker mindre sex. Nok ingen overraskelse. Har bladet ikke altid haft ry for at have en bestemt type læsere? Blandt feminister og pæne kulturradikale.  Overraskelsen er at 69% af kvinderne også ønsker sig mere sex! Godt nok mener 11%  – næsten 4 gange så mange kvinder som mænd – at mindre sex er i orden. Men danskerne er faktisk ganske frisindede og åbne.

Ekstra Bladet tager ikke fejl: Hvis den avis skal sælges, er det nok klogt at finde relevant stof til Sex og Samliv spalten. Og så er der jo side 9 pigen. Hun har været der siden 1976. Og er et af avisens store aktiver. For hun forarger jo ikke nogen mennesker idag.

Politiken der mester at være i forretningsforbindelse med en avis, hvis koncept er underlødigt set med kulturradikale briller skrev oven i købet en artikel om den udstilling der markerede side 9 pigens plads i det danske mediebillede. Med det blå stempel fra det snerpede kulturradikale establishment, så skulle man tro at den sidste modstander havde givet op. Og fyrene og pigerne kunne få lov at være i fred. Og de heteroseksuelle så kan overlade til minoriteter, der dyrker deres helt specielle seksuelle variationer – f.eks. de homoseksuelle – at kæmpe for ligestilling i samfundet og rettigheder. Og imod fordomme.

Men sådan er det ikke. For der er virksomheden Apple, som ønsker at strømline sine produkter. Efter den nypuritanisme der præger amerikanernes bevidsthed og syn på sex. Og derfor har Apple censureret side 9-pigen ud af iPad-udgaven af Ekstra Bladet.

På en af de tidligere blogs har jeg redegjort for fænomenet nypuritanisme på den måde, at jeg siger at kernen i nypuritanismen  er at forbyde eller illegalisere sex vi alle kender eller opfatter som normalt. Debatten om sex i offentligheden handler stort set aldrig om bizzare former for sex som få kender og endnu færre dyrker.

Den offentlige debat handler derimod ofte om bekymring for de unge. De har sex med hinanden. Hvem har ikke haft sex som teenager? Måske prøver de endda noget af med voksne.

Her må nypuritanerne påberåbe sig lov og orden. Hvilket demonstrerer deres manglende respekt for begge dele. De henviser til lov når de ønsker at kriminalisere noget der er fuldt legalt – eller dog erklære det for socialt uacceptabelt, i et forsøg på at stigmatisere de formastelige.

De nægter at anerkende, at lige som der er en grund til at visse ting er forbudt, så er der også en grund til at visse ting er tilladte. Samfundet ønsker ikke at krænke det enkelte individs rettigheder og frihed til at vælge. Nypuritanerne ønsker ikke orden for lige så snart man accepterer “fortolkninger” af lovgivningen – med gode intentioner om at beskytte og forsvare – så ender det i vilkårlighed og krænkelse af individernes rettigheder. De der taler om orden er altid den type mennesker, der står frem i offentlig debat og angriber, smæder eller endog opfordrer til selvtægt. Eller firmaer der ønsker at omgå juraen for at kontrollere andre firmaer.

Derfor er det altså ganske logisk at Apple udøver censur over for Ekstra Bladets side 9-pige: Det er foragten for de perifere og ligegyldige fænomener. Det ligner et forsøg på at spille med musklerne: Den store koncern imod en enlig dansk avis. Der er sandsynligvis tale om et del og hersk princip. Først skal den – efter international målestok – lille danske avis trynes. Der efter kommer turen til de store engelske aviser, hvis page-3 piger indtil nu er blevet holdt uden for Apples censur.

Apples censur holder sig til princippet om at gå efter det der er fuldt legalt, men med argumentet i baghånden, at det ikke er anstændigt. Og altså med feministerne som mulig alliance-partner i den offentlige debat.

Kampen om homoteenagerne

I efteråret 2005 var jeg i New York. På en tur rundt i byen fangede mit øje tilfældigvis en forside på TIME Magazine med overskriften The Battle over Gay Teens. Det vakte min interesse. Da jeg læste artiklen så jeg, at den brød med de klicheer man hører så ofte om “hvor godt det er“, at de unge starter deres homoliv tidligt.  Istedet handlede artiklen om, hvor svært samfundet – og homomiljøet – har ved at tackle situationen.

Og den politiske kamp mellem højrefløj og homomiljø: De unges liv er blevet politisk kampplads mellem højrefløj og homomiljøet i USA. Ud over alle de mange vanskelige spørgsmål, det giver i ens liv, at springe tidligt ud bliver de unge idag også udfordret af de, der insisterer på at drive dem tilbage i skabet.

Empire State Building, New York 2005

Den politiske kamp mellem homobevægelsen og det amerikanske højre rummede adskilligt nyt for mig. F.eks. var jeg ikke klar over, at den kristne bevægelse, der forsøger at få de unge tilbage i skabet – og afsværge deres homoseksualitet –  først for alvor er startet efter år 2000. Det amerikanske samfund, vi troede ville blive mere åbent og tolerant var istedet mere uforsonligt og intolerant over for homoerne. Højreflløjen diskuterer ikke længere med sine politiske modstandere: Den prøver at udrydde dem. Teenagehomoerne er blevet deres foretrukne skydeskive.

For som en konservativ talsmand siger i artiklen: Taber de konservative  kampen om homoteenagerne, taber de på sigt også kampen om homoægteskab. Derfor mobiliserer de deres ressourcer og fortæller unge, hvor forkert og skadeligt det er at være homo. Og deres organisationer råder over de nødvendige økonomiske midler.

New York Stock Exchange

Og ganske rigtigt: På en tur rundt i byen møder jeg en masse homoer, men støder også ind i en gruppe der tiltaler min mand og mig og forsøger, at overbevise os om at terapi er det eneste rigtige. Selv voksne er omfattet af denne exodus-manøvre. Tæt på det springvand uden for Townhall hvor homoturister og New Yorkere lader sig fotografere – istedet for bryllupsceremoni på rådhuset – bliver vi tiltalt af kristne anti-gay aktivister!

Jeg har peget på teenagehomoerne som emne i den hjemlige debat. Men jeg skal ikke tage æren for at have forklaret problemstillingen. I USA er diskussionen allerede gammel. Og TIME Magazines artikel fra 2005 giver et  indblik i de nye udfordringer. Den udvikler pointer, der end ikke er nået til det danske homomiljø endnu.

Det skal siges at jeg ikke ubetinget er enig i artiklens konklusioner. En simpel forklaring kunne være at i 2010 er det slet ikke er muligt at være så optimistisk – som artiklen fra 2005 trods alt er.

En anden forklaring kan være at de politiske alliancer er skiftet siden, og ændrer nogle politiske perspektiver.

Det er vist velkendt at jeg i forskellige fora har jeg rettet fokus på homoteenagernes livsstil, sociale vilkår og muligheder. I USA er det en velkendt uenighed: Enten skal de unge hjælpes ind i homolivet. Eller også skal de tværtimod have hjælp til at komme ud det.

I Danmark er der derimod stort set konsensus mellem højrefløj og homomiljø. De der stemmer homoseksuelle mærkesager ned i Folketinget og mennesker fra LGBT miljøet er enige om, at samfundet skal beskytte teenagerne med forbud og restriktioner og forhindre dem i at have et homoliv og udvikle deres homoidentitet. Teenagerne er ikke velkomne i det danske homomiljø.

TIME artiklen spørger:

“They are coming out earlier, to a more accepting society. So how did they end up on the frontlinies of America’s culture war?”

Netop fordi amerikanske forhold er præget af det religiøse højre er det interessant at forholde sig til forskelle og ligheder. Og hvad der karakteriserer danske forhold.

I USA har modstanden mod homoseksuelle rettigheder og kampen mod homoteenagerne rod i religiøse budskaber fra konservative og kirkelige kræfter. I Danmark ser den politiske alliance imod homoteenagerne helt anderledes ud. Den er baseret på højrefløjens politik og kulturelitens nypuritanisme. Men det er et andet emne jeg vil tage op i efterfølgende artikler.

Her er de  5 pointer  jeg finder mest interessante:

1. Det tidlige udpring: En ny homoseksuel livscyklus

“What happens when you come out as a kid? How gay youths are challenging the right – and the left.

The Point Foundation  Launched in 2001 gives lavish (often full-ride) scholarships to gay students. It is one of the few national groups conceived explicitly to help gay kids, and it is a leading example of how the gay movement is responding to the emergence this decade of hundreds of thousands of openly gay youths.

Kids are disclosing their homosexuality with unprecedented regularity and they are doing so much younger. The average gay person now comes out just before or after graduating high school, according to The News Gay Teenager a book Harvard University Press published this summer. The book quotes a Penn State studyof 350 young people from 59 gay groups that found that the meanage at which lesbians first have sexual contact with other girls is 16; it’s just 14 for gay boys.

In 1997 there were approximately 100 gay-straight alliances (GSAs) – clubs for gay and gayfriendly kids – on U.S. high school campuses. Today there are at least 3,000 GSAs-nearly 1 in 10 high schools has one according to the Gay Lesbian Straight Education Network  GLSEN, which registers and advises GSAs.

In the 2004-05 academic year, GSAs were established at U.S. schools at the rate of three per day. The appearance of so many gay adolescents has, predictably, worried social conservatives, but it has also surprised gay activists, who for years did little to help the few teenagers who were coming out. Both sides sense high stakes. “Same-sex marriage-that’s out there. But something going on in a more fierce and insidious way, under the radar, is what’s happening in our schools” says Mathew Staver, president of Liberty Counsel, an influential conservative litigation group.

“They” –  gay activists – “know if they make enough inroads into [schools], the same sex-marriage battle will be moot”.

Most gay activists would rather swallow glass than say Mat Staver was right about something but they know that last year’s big UCLA survey of college freshmen found that 57%  favor same-sex marriage (only about 36% of all adults do).

From young ages, straight kids are growing up with more openly bisexual, gay and sexually uncertain classmates. In the 1960s, gay men recalled first desiring other males at an average age of 14; it was 17 for lesbians. By the ’90s, the average had dropped to 10 for gays and 12 for lesbians, according to more than a dozen studies reviewed by the author of The New Gay Teenager, Ritch Savin-Williams, who chairs Cornell’s human-development department.

Children who become aware of their homosexual attactions no longer need endure the baleful combination of loneliness and longing that characterized the childhoods of  so many gay adults.”

2. Højrefløjens anti-homo strategi: Exodus

“That doesnt mean young lesbians and gays will never get shoved in the hallway, and multiple studies have shown that gay kids are at higher risk for suicide than their straight peers are. But research indicates that most gays today face an environment thatt more uncertain than unwelcoming. 

Pro-gay government programs seem highly unlikely in this political environment. That’s in part because of the growing influence on the right of another gay force: gays who don’t want to be gay,who are sometimes called, contentiously, “ex-gays”.

 On talk radio, on the Internet and in churches, conseratives’ canniest strategy for combatting the emergence of gay youth is to highlight the existence of people who battle and, some claim, overcome their homosexual attractions.

Because kids often see their sexudity as riverine and murky-multiple studies have found most teens with samme-sex attractions have had sex with both boys and girls- conservatives hope their “ex-gay” message will keep some of those kids from embracing  a gay identity. And they aren’t  aiming the message just at teens. On one of the websites, the Christian group Focus on the Family has warned that boys as young as 5 may show signs of  “gender confusion and require “professional help”.

Few young gays actually want to change: six surveys in The New Gay Teenager found that an average of just 13% of young people with same-sex athactions would prefer to be straight. Nonetheless, gaykids trying to change can find unprecedented resources. As recently as the late ’90s, Exodus International, the premier organization for Christians battling same-sexattractions, had no youth program.Today, according to president  Alan Chambers, the group spends a quarter of its $1 million budget on Exodus Youth; about 80 of Exodus’ 125 North American ministries offer help to adolescents.”

“Twenty years ago, most churches wouldn’t even let Exodus in the door”‘ says Scott Davis, director of Exodus Youth. “Now there are open doors all across the country”.”

3. Homobevægelsens svar: Homo-hetero alliancen

“So the Christian right has found its stategy – inclusion, prayer, the promise of change – and the gay movement has found one- GSAs, scholarships, the promise of acceptance. But what of the kids themselves?

In July, I met 30 way-out-and-proud LGBT youths at a Michigan retreat arranged by the Point Foundation; these high-achieving Point scholars are getting from $4,000 to $30,000 a year to pay for their educations and are considered by some gays to be the movement’s future leaders.

Savin-Williams, who is generally sunny about gaykids prospects, notes that those who come out early tend to have a harder time at school, at home and with their friends than those who don’t.

4. Modsætninger mellem teenagere og homomiljø: Hvilken strategi?

Perhaps it’s not surprising that the straight world isn’t always ready to accept a gay kid. But the gay world doesn’t seem ready either.

It occurred to me that gay adult are still figuring out how to deal with gay kids. The gay subculture, after all, had been an almost exclusively adult preserve until the relatively recent phenomena of gay adoption and out teens. Point schoolar Bryan Olsen who turned 21 in august and has been out since was 15 told me during the retreat:

“It probably sounds anti-gay, but I think there are very few age-appropriate gay activities for a 14-, 15-year old, There’s no roller skating, bowling or any of that kind of thing … It’s internet, gay porn, gay chats.”

 5. Konklusion: Fagre nye homoteenager verden?

Until recently, growing up gay meant awaiting a lifetime of secrecy – furtive encounters, darkened bar windows, crushing deracination. That has changed whith shocking speed. “Dorothy resonates so much with older gay people – the idea of Oz, someplace you can finally be accepted” says Glatze og YGA. “The city of Oz is now everywhere. It’s in every high school”. That’s not quite true, but the emergence of gay kids is already changing the politics of homosexuality. When their kids come out, many conservatives – just ask the Vice President – start to seem uncomfortable with traditionalist, rigid views on gays. But what happens when your child comes out not at 23 but at 13? At least in the short term, it’s likely that more gay kids means more backlash.

“It kinds of reminds me of the issue of driver’s licenses for kids”, says the University of Minnesota’s Remafedi. “Yeah, its great they can get around. But there’s also a greater chance you can have an accident…In my own life and generation, we separated ourselves from the straight community. We lived in gay ghettos, and we saw the larger culture as being a culture of repression. Hopefully, some of those walls between cultures have come down. But walking between those worlds takes a lot of skill.”

Uddragene er fra TIME Oktober 10, 2005

Vol. 166, Nr. 15

De to billeder af Empire State og Stock Exchange er mine private.