Kommentar for voksne til spring ud guide

Selv de indlæg, hvor jeg anmelder børne og ungdomsbøger er det ofte bøger der behandler coming of age, hvor den voksne forfatter husker tilbage på sin barndom. Eller også er det de voksnes reaktion på bøgerne, eller på emnerne  – eller på det der foregår blandt børn og unge der interesserer mig.

Men hvem skriver for de helt unge, der ikke er nået så langt? For de der endnu ikke er sprunget ud – eller i hvert ikke er kommet så langt med det. Det er der ikke mange andre end de, der skriver spring ud guides der gør.

De unge der ikke er sprunget ud tilhører et folkeslag, man selv engang tilhørte. Og stadig husker. Hvorfor det også er muligt at tage stilling til emnet. Faktisk er det påfaldende at der ikke står noget i guiden, der ikke også ville have været med for 20-30 år siden. Alligevel er der forhold der har ændret sig.

Som forlæg anvendte jeg chadzboyz coming out guide. Ud over at have oversat teksten har jeg lavet forskellige tilpasninger til danske forhold. Blandt andet strøget enkelte afsnit om fundamentalistiske kristne forældres reaktion. Men ikke alt. For i en dansk sammenhæng findes der stadigvæk katolicisme, fundamentalistiske sekter og islamisk fundamentalisme. Og det er der børn og unge der vokser op med. Og skal kæmpe imod, hvis de skal springe ud.

Men til sagen:

Det er påfaldende så stort et hensyn de unge skal tage til de voksne. De voksne skal have tid – før, under og efter – er timing afgørende. Man må ikke diskutere med dem. Man skal have forståelse for deres følelser. Selv må de unge ikke tabe modet, lade sig gå på af skuffelse, reagere med vrede, være utålmodige eller presse på. Og de kan ikke forvente at de voksne forstår noget:

“Du kan også vælge at springe ud over til din bror eller søster, som du har et nært forhold til. De har sandsynligvis nemmere ved at forstå homoseksualitet end dine forældre og kan forholde sig til dine venner og kammeraters reaktioner også.”

Er de voksne virkelig så slemme?

De unge skal agere rationelt, bevare roen, ikke lade sig styre af impulser og udvise empati. Hvis man ikke vidste bedre ville det være oplagt at tro, at noget var blevet byttet rundt. Hvor de voksne skal være fornuftige, og de skal have forståelse for de unges følelser.

Men nej. Det er rigtig nok. Der står det der skal stå.

Man skal være meget gammel for at have glemt barndommens regel nummer 1: Fortæl aldrig de voksne noget, de ikke kan tåle at høre.

Brydes denne regel er helvede løs. Og man vil i den grad fortryde!

Og teksten handler jo lige præcis om, hvad man fortæller – eller hvad man ikke fortæller. Altså om hvad de voksne kan tåle at høre.

Da jeg gik i 7. klasse var vi to homoseksuelle drenge i samme klasse. Men vi kunne ikke springe ud. For hvordan ville de voksne ikke reagere? Vi talte end ikke om det. Men kiggede på hinanden og spottede, at ingen af os interesserede os for piger. Og kiggede på drenge.

Min pointe er kort fortalt, at en hvilken som helst guide – der ikke ønsker død eller ulykke over uskyldige børn og unge – er nødt til at være indrettet efter, hvad de voksne kan tåle. Alt andet ville være fuldstændig uansvarligt.

Alt i teksten handler om de voksnes begrænsninger og svagheder. Helt overordnet er den nødt til at tage det forbehold, at de unge i visse situationer ikke rigtig kan stole på de voksne.

Mange voksne er såkaldt “bekymrede” for de unge. Tekster af denne type angiver næsten mere, hvor bekymret man må være for voksne. I hvert fald hvis de performer så dårligt, som teksten indkalkulerer.

Og selvfølgelig for de unge der risikerer at brænde inde med alle deres spørgsmål og usikkerhed. Eller er overladte til sig selv, fordi de risikerer at blive stigmatiseret, hvis de springer for tidligt ud.

Det er den klassiske problematik i forhold til de voksne.

Men læs den rystende historie, som Jesper Konradsen fortæller til lærernes blad Folkeskolen. Om hvordan han som 15 årig blev tvunget af klassekammerater til at springe ud.

I erkendelse af at teenagerne i dag er så fokuseret på køn, seksualitet og sex og det simpelthen er frygtelig svært at holde hemmeligt, at man er anderledes – er homo. Samtidig med det er umuligt at stå frem over for et kollektiv af uforstående mennesker. Her er virkeligheden en anden end den dyne af tavshed homoseksualitet tidligere var omgærdet af.

At forholde sig til viden om/afsløring af  homoseksualitet er en opgave man ikke uden videre kan overlade det til lærerne – om de er nok så forstående.

Jesper karakteriserer selv reaktionen blandt eleverne sådan her:

“De spurgte, om jeg brugte tamponer, og kaldte mig for pige-Jesper. Det var ikke indirekte mobning, det var decideret hadske kommentarer.”

En dreng der indgår på lige fod med alle andre får frataget sin kønsidentitet, når han springer ud, lige på det sted i sit liv, hvor han er mest følsom over for den behandling.

Ingen der beskæfter sig med teenagernes udspring bør undre sig over at drengene  i Dagens mand bliver stigmatiseret som feminine. For homoseksuel bliver sat lig med feminin. Uanset om man som Jesper før var en dreng lige som alle andre. Ingen kunne se forskel. Før de hørte om hans seksuelle orientering.

Spørgsmålet er hvad vi kan gøre for at hjælpe drenge som Jesper?

Hvor er samarbejdet med de voksne som ikke er homofobe rundt omkring på landets skoler og uddannelsesinstitutiner?

Teenagerne kan kontakte nogle hotlines, men burde der ikke være støttegrupper rundt om i landet.  Hvordan kan man etablere sådanne grupper?

Reklamer

Brødre

Lukas og Marius er brødre. Marius er død. Han blev 14 år og 6 måneder. På nær en dag. Et halvt år efter hans død læser 16-årige Lukas i hans dagbog. Det viser sig, at de havde en fælles hemmelighed: Deres homoseksualitet.

Romanens 169 sider er drengenes fælles historie. Marius’s dagbog og Lukas’  læsning af denne og udredning af historien. For sig selv – og læseren. Som terapi og oprydning i det følelsesmæssige kaos Marius’ død har efter ladt Lukas i.

Marius led af Wilsons sygdom en sjælden stofskiftesygdom, der er dødelig hvis patienten ikke kommer i den rette behandling tidligt nok. Lægeligt sjusk koster altså Marius livet og efterlader familien traumatiseret.

Ikke mindst Lukas der tillige kæmper for at komme til rette med sin egen homoseksualitet. Og som overraskes ved læsningen af dagbogen og Marius’  ligefremme bekendelse af tiltrækningen til andre drenge.

Marius havde følt sig tiltrukket af kammeraten Alex og de to havde indledt et forhold.  Der også involverede sex efter drengene havde været til karnevallet:

“Han hev sørøverkostumet af mig og jeg pillede klovnen af ham. Vores hud var som magneter, der tiltrak hinanden, det virkede, som om al luft mellem os var suget væk.”

I sin beskrivelse er Marius ikke i tvivl om den homoseksuelle fascination:

“Nu er jeg sikker på, at det ikke bare er midlertidigt, at jeg er blevet forelsket i en dreng. Det er noget definitivt!”

Den homoerotiske erfaring gør ham også til ekspert på manderollen, han er ikke i tvivl om hvad der definerer kønnet og understreger nødvendigheden af at sikre sig hvordan det forholder sig:

 “Man kan aldrig være sikker på, at en anden dreng har en tissemand, før man har set den. Eller rørt ved den!”

Selv befinder Lukas sig i en tilstand mellem benægtelse og accept. Et brev til forældrene som lillebroderen opsnapper får Lukas til at frygte at hemmeligheden kommer forældrene for øre. Mens lillebroderen frejdigt over for Lukas bekendgør at han er forelsket i en dreng. Den ovenfor nævnte Alex. Lukas’ egen tvivl får ham dog til at også at tvivle på Marius: Er det noget han siger for at lokke Lukas ud af skabet? For Lukas har aldrig hørt om to brødre der begge skulle være homoseksuelle, og er overbevist om at han er bøssen i familien.

Han er trods alt klar over at valget mellem heteroseksualitet og homoseksualitet for ham egentlig ikke er noget frit valg. Men mere et spørgsmål om at acceptere hvordan noget er.

Lukas’ plan er at vente med at springe ud over for forældrene indtil han er flyttet hjemmefra. Al Lukas’ bekymring udstilles dog som fejhed – synes han selv – ved læsningen af Marius’ frimodige tilståelse af det seksuelle forhold til Alex. Og derfor springer han også ud over for mor efter han har været til lægen og blive undersøgt for Wilsons sygdom:

“Jeg har godt nyt og dårligt nyt. Det gode er, at jeg ikke har Wilsons og det dårlige er, at jeg ikke kan lide piger men drenge.”

Her har man som læser gættet at angsten findes inde i drengen. Men ikke er velbegrundet.

“Vi ville være meget dårlige forældre, hvis vi ikke kendte vores egen søn en smule” er moderens tørre kommentar.

Hvorefter Lukas bebrejder hende ikke at have fortalt ham, at de i virkeligheden godt vidste det. Dertil kan mor med en vis ret svare, at intet er definitivt indtil han selv har taget stilling.

Hun tilføjer:

“Ingen far eller mor ønsker at stimulere homoseksualitet. De ville være sindssyge. Man skubber da ikke bare sit barn i en afgrund af diskrimination og mobning. Det ønsker man ikke for sit barn.”

Her protesterer drengen. Selvfølgelig. For forældrenes tøven er vel den første forsmag på diskrimination og mobning?

Uvidenhedens fælde og angsten for stigmatisering er hans største frygt:

“Jeg troede, at jeg var den eneste dreng i verden, som kunne blive forelsket i en anden dreng. Jeg var ikke klar over, at jeg var bøsse. Jeg kendte da godt ordet, men bøsser var gamle grise, som syntes, det var lækkert at lege beskidte sexlege med unge drenge, som de havde lokket; og deri kunne jeg ikke genkende mig selv.”

Homo misforstås som pædofil fordi de voksne nægter at forstå eller anerkende den pubertære seksualitets eller præ-pubertære seksualitets realitet og vender ryggen til. Det fortiede og benægtede bliver i drengenes egne øjne til “kriminalitet”, som de jo så skrækslagne må identificere sig med. Aldersforskellen mellem storebror og lillebror betyder at denne sandhed er gået op for storebror. Lillebror fik aldrig chanchen. Deraf de forskellige reaktionsmønstre.

Afdækningen af denne viden eller ikke-viden er romanens kerne. På en vis måde henvender bogen sig derfor lige så meget til teenagernes forældre, der har brug for at blive klogere på denne problematik, som til drengene selv. Pubertær seksualitet og usikkerhed om identitet har vi alle oplevet. Alle vil derfor kunne genkende nogle af de situationer der beskrives.