Dansk homohistorie 1948-71

Indledning
“Den der behersker historien, behersker nutiden”, siger man. Fortolkningen af begivenhederne i fortiden og vurderingen af, hvem der var helte og hvem der var skurke bestemmer synet på nutiden. Derfor er der altid kamp om de historiske fortolkninger.

Teorien om historiens list – hvordan viden og bevidsthed om, hvad der sker og hvorfor – sker bag ryggen på de aktive deltagere i de historiske processer er 200 år gammel. Det er den konservative historieskrivnings tilbagevendende pointe: Hvad nytter det at handle, når ingen ved hvem det i sidste ende tjener?

Og det bestående samfund ses i konservativ historieskrivning altid som udviklingens højdepunkt, som resultatet af historiens skjulte kræfter og fremskridtet. Det er den filosofiske konservatisme, der her tænkes på og ikke den politiske konservatisme. Hegels filosofi er gået af mode, men de ældste ideer kan altid iklædes de nyeste gevandter. Og præsentere sig selv som de mest avancerede socialvidenskabelige forklaringsmodeller. Og derefter anvendes på f.eks. den danske homohistorie i perioden 1948-71. Det har homoforskeren Peter Edelberg gjort.

Ikke uden en vis humor – formulerer han sig på den måde, at hvis de homoseksuelle skulle være acceptable i efterkrigssamfundets øjne måtte nogen luge ud i de elementer, der overskred grænserne for, hvad man kan tillade sig i det offentlige rum, og udfordredede aldersgrænserne. Resultatet af den udvikling er cafe latte drikkende homoer – der stort set er juridisk ligestillet med den øvrige befolkning. Historiens endemål defineret som cafe latte drikkende homoer? Ja, hvorfor ikke?

Blot har jeg én indvending: Hvad med alle de der blev ofret på vejen. Af hensyn til fremskridtet? Endvidere nærer jeg tvivl om, hvorvidt det såkaldte “fremskridt” er ægte og ikke blot en illusion. For historien “slutter” jo ikke . Uanset hvad visse historikere måtte mene. Tværtimod virker det som om bestemte fænomener har det med at gentage sig.

Edelberg virker ikke tynget af bekymring for de tusinder af mennesker der fik ødelagt deres liv af forbudspolitikken i Danmark i 1960erne. Fordi moral er godt og disciplinering nødvendigt. Heller ikke fagfællen Karen M. Larsen har nogensinde – i sine gentagne tete a tete’s med Peter Edelberg – ytret sig i den retning.

Det er der derimod andre der har. Faktisk kan man på LGBT’s hjemmeside finde et eksempel på den historieforskning Edelberg afviser som “naiv”, hvor aktørernes egne synspunkter, oplevelser og meninger tæller. Vist er den “naiv”, men ikke af den grund usand.

Beskrivelsen af datidens store sammenstød om prostitution, homosex, aldersgrænser og pornografi i den offentlige debat forekommer faktisk bemærkelsesværdig aktuelle.  Man kunne have føjet til, at lægevidenskaben i datiden var enerådende som producent af viden om homoseksualitet. En position lægevidenskaben søger at opnå igen. Så havde billedet af det cykliske været komplet.

Da den type historieskrivning der her er tale om genremæssigt kan kaldes foreningshistorie fokuserer den stærkt på de personlige omkostninger begivenhederne havde for de involverede. Heller ikke det er nødvendigvis en svaghed. Tværtimod er det tankevækkende i en tid, hvor forbud omkring prostitution og pornografi igen er aktuelle. Og hvor elementer af pædofil-panik leder til stærk fokus på aldersgrænser. Alt sammen faktorer der i nutiden – lige som i fortiden – svækker mulighederne for ligestilling og rettigheder til de homoseksuelle.

Jeg bringer den historiske redegørelse uden at angive forfatter navne. For teksten bærer præg af at være forfattet af et kollektiv af personer. Uden at det klart fremgår hvem der har æren for hvilke dele. Desuden har jeg selv foretaget sproglige rettelser, og forkortet og tilpasset den. Derved er jeg blevet endnu en deltager i forfatterkollektivet. Derfor vælger jeg at stå som den der i sidste ende er ansvarlig for synspunkterne. Selvom jeg altså ikke vil tage æren for at have forfattet den.

Filmen Bundfald (1957) skildrer hvordan unge mænd forføres til homoseksualitet og kriminalitet i mødet med storbyens underverden.

Dansk homohistorie 1948-71

Kredsen af 1948

Flere steder i Europa blev der i det 20. århundredes første årtier taget tilløb til dannelse af homoseksuelle sammenslutninger og foreninger; men de blev alle bremset ved 2. Verdenskrigs udbrud. Efter krigen gik det  fremad. Det direkte incitament til homoseksuel organisering i Danmark kom fra en uventet kant, nemlig udgivelsen på dansk af den amerikanske Kinsey-rapport fra 1947 om »mandens seksuelle vaner«. I bogen »Homofile kampår, Bøsseliv gennem tiderne«, skriver stifteren af Forbundet af 1948, Axel Axgil (som dengang hed Axel J. Lundahl Madsen), at denne rapport var »det mest betydningsfulde, der skete forud for stiftelsen af de homofile organisationer i Skandinavien« (2).

I Kinsey-rapporten blev det bl.a. påvist, 37% af alle hvide, amerikanske mænd havde haft homoseksuelle oplevelser mindst én gang. Det var tal som disse, der blev startskuddet til, at Axel Axgil i sommeren 1948, på vej til Skt. Hans-fest i Aalborg sammen med en ven, tog den modige beslutning at stifte en forening for homoseksuelle, som fik det neutrale navn »Kredsen af 1948« (efter inspiration fra den schweiziske homoforening »Der Kreis«).

Det erklærede formål med Kredsen af 1948 var at skabe et nordisk forum for  homo- og biseksuelle personer i provinsen, og et af foreningens stærkeste våben blev bladet »Vennen«, som udkom første gang i januar 1949

Ligesom »Kredsen« var »Vennen« et navn hentet i udlandet, nemlig i Tyskland, hvor et homotidsskrift bar navnet »Der Freund«. Valget af navne viser, at de der stod bag den nye forening, havde kontakter i andre lande og opfattede sig som medlemmer af et europæisk homoseksuelt miljø (der var allerede organisationer i Holland, Schweiz og Tyskland), og fra starten var det tanken, at Kredsen af 1948 skulle have sektioner i hele Norden. Så vidt kom det ikke; men i 1950 var der foruden en række afdelinger i Danmark også sektioner i Norge og Sverige.

Stederne og økonomien

I Danmark opstod der hurtigt flere lokale afdelinger rundt om i de større byer, og i København søgte man klublokaler, hvor de efterhånden mange medlemmer kunne mødes uden for værtshusmiljøet. Allerede i 1949 lejede man sig ind i nogle lokaler over Rådhuskælderen i Kompagnistræde 21, og i »Vennen« kan man læse, at især mange kvinder var glade for få et mødested, der ikke havde værtshuspræg, og hvor man ikke behøvede at drikke. Det blev en succes, og allerede året efter måtte Forbundet på jagt efter større lokaler, som man fandt i Ølandshus på Amager.

I de følgende år fandt klublivet sted i forskellige lejede lokaler rundt om i byen. Især Lille Rosenborg i Åbenrå 33, hvor man lejede sig ind i 1963, kom til at spille en vigtig rolle for klublivet i Forbundet. I 1968 skiftede stedet ejer, og blev under navnet Pink Club indrettet til diskotek for Forbundets medlemmer. Stedet kom lynhurtigt til at virke som en magnet for unge bøsser og lesbiske, og på få måneder steg Forbundets medlemstal fra 600 til 1700. Imidlertid gik ændringerne ud over det lidt ældre klientel, og kvinderne mistede deres kvindeaften. Problemet blev afhjulpet med klubaftener for de lidt ældre på Jeppes Klub på Frederiksberg.

I maj 1966 blev Forbundet, efter at have samlet penge ind gennem flere år, i stand til at købe ejendommen Åbenrå 33 og 33A som fristed for bøsser og lesbiske, hvor man for første gang helt kunne være sig selv.

Her etablerede man bl.a. bibliotek, rådgivning og PAN-Information. Senere solgte man ejendommen i Åbenrå og købte restaurant Admiralen i Nybrogade. I 1980 erhvervede man ejendommen Knabrostræde 3.

Foreningens navnehistorie

Man kan udlede meget af den danske homobevægelses skiftende navne gennem tiderne. Da Kredsen af 1948 kort tid efter sin start tog navneforandring til Forbundet af 1948 skyldtes det dog nærmest en tilfældighed.

Efter udgivelsen af det første nummer af »Vennen« fik Kredsen af 1948 en henvendelse fra en københavnsk højesteretssagfører, som skrev, at han repræsenterede en gammel nonneorden, som hed Kredsen af Sct Hans Dag 1887 og var registreret under navnet ’Kredsen’. Højesteretssagføreren meddelte, at man ville sagsøge Kredsen af 1948, med mindre foreningen skiftede navn, da man ikke ønskede at blive forvekslet.

Navnet blev derfor ændret til »Forbundet af 1948«. Og dette beholdt foreningen uændret til 1968, hvor man som led i forsøget på at blive optaget i det statslige foreningsregister tog tilnavnet »Landsforening for homofile«. Dette navn beholdt Forbundet til 1977, hvor det i den ny tids terminologi blev døbt om til »Forbundet af 1948, Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske«. I 1982 gik man et skridt videre og tog navneforandring til »Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske, Forbundet af 1948«, forkortet til LBL.

»Vennen«

Initiativtager til Forbundets blad »Vennen« var Helmer Fogedgaard, som i de første år under pseudonymet ’Homophilos’ blev en hovedkraft bag bladet. Det var Fogedgaard, som foreslog ordet »homofil« til erstatning for »homoseksuel«. I majnummeret 1950 skriver han, at Forbundet valgte at bruge »homofil«, fordi denne betegnelse signalerer følelser (græsk »philos« = elsket) frem for seksualitet. Det var Forbundets øvrige ledelse åbenbart enige i, og i mange år fremover blev homofil det ord, man brugte i Forbunds-kredse. I Norge bruger man det endnu. Formålet med »Vennen« var at styrke sammenholdet blandt homoseksuelle og kæmpe for ligestilling, bl.a. ved at skabe forståelse i »indflydelsesrige kredse«, og man anlagde fra starten en tilpasningstrategi ved at understrege, at homoseksuelle er ligesom alle andre mennesker og lever i fred og ro uden at genere nogen. I bladet blev det desuden påpeget, at »Vennen« ikke var pornografisk. Endelig fremgik det, såvel direkte som indirekte, at Forbundet betragtede homoseksualitet som en medfødt tilstand, og altså ikke noget man kunne forføres til – en udbredt opfattelse også i efterkrigstidens samfund.

På trods af disse forholdregler fremkaldte de første numre en pressehetz, og Forbundet måtte i bladet minde om, at man havde trykkefrihed i Danmark, og at homoseksualitet ikke var forbudt.

Helmer Fogedgaard giver i »Homofile kampår« (2) eksempler på den danske presses reaktioner på »Vennen«; men han konkluderer optimistisk, at »tusindvis af homofile landet over fik nu viden om vores eksistens.«

Hetzen mod »Vennen« vidnede om uvidenhed og sensationslyst i dele af pressen. Men også det officielle Danmark havde svært ved at finde en passende mine, selvom homoseksuelle forhold var fuldt lovlige. Ifølge Straffeloven af 1930 var frivillige forhold mellem to personer af samme køn over 18 år ikke strafbart.

Den lange vej mod foreningsregisteret

Efter navneskiftet i 1949 anmeldte Forbundet af 1948 sit nye navn til foreningsregisteret; men, som det fremgår af »Homofile kampår« (3), skulle der gå mange år, før foreningen blev optaget. Axel Axgil beskriver, hvordan sagen gik sin skæve og gang. Særlig uforglemmelig er hans beskrivelse af et møde mellem ham selv, Helmer Fogedgaard og daværende justitsminister Helga Pedersen, som bl.a. udtalte flg. udødelige ord om sin holdning til homoseksualitet: »Jeg skal svare dem kort: Jeg mener, at der bør tales så lidt som muligt om det« (4).

I april 1952 kom det første officielle afslag på ansøgningen om optagelse i foreningsregisteret. Heraf fremgik det tydeligt, hvad problemet var, nemlig angsten for, at unge ville blive »forført« til homoseksualitet kombineret med en generel uvilje mod, at blive konfronteret med eksistensen af homoseksualitet.

I afslaget stod der bl.a., at »Forbundets virksomhed i højere grad synes at være lagt på, gennem sammenkomster og på anden måde, herunder udgivelse af et medlemsblad, at bringe homo-og biseksuelle personer i kontakt med hverandre på en måde, der åbner mulighed for påvirkning af ganske unge mennesker og for at vække offentlig forargelse, end på den i formålsbestemmelsen anførte, etisk betonede oplysnings og hjælpevirksomhed.« .(5)

I 1968 blev afslaget på endnu en ansøgning givet med den begrundelse, at navnet Forbundet af 1948 var for upræcist. Forbundet vedtog så tilføjelsen »Landsforening for homofile« og søgte på ny, men fik endnu et afslag, hvori man henviste til afslaget fra 1952 og oplyste, at man ikke havde ændret opfattelse af foreningens karakter siden da (6).

Først efter at foreningen i 1969 indankede denne afgørelse til handelsministeren, blev Forbundet af 1948 endelig, i november 1969, som verdens første forening for homoseksuelle optaget i et statsligt foreningsregister.

Medlemstilgang og økonomisk krise

I Forbundets første år var der som nævnt sektioner i både Danmark, Norge og Sverige, og »Vennen« fungerede som fælles medlemsblad; men i 1950 valgte man at oprette selvstændige foreninger i Norge og Sverige. I Sverige dannede man Riksförbundet för Sexuellt Likaberättigande (RFSL) og i Norge Det NorskeForbundet av 1948.

I samme periode oplevede Forbundet af 1948 sin første økonomiske krise. Krisen var ikke udtryk for, at Forbundet manglede medlemmer. I 1950 havde man 600 medlemmer, og allerede året efter var tallet steget til 1339. Den skyldtes dårlig økonomi. Bl.a. var bladet »Vennen« blevet for dyrt at producere, og i 1952 valgte Forbundet og bladet derfor at afslutte det formelle samarbejde.

»Vennen« fortsatte som en selvstændig publikation udgivet på Vennens Forlag. I den første tid fungerede Axel Axgil som ansvarshavende redaktør, indtil 1953 med Helmer Fogedgaard som fast skribent. Derefter fulgte en række redaktører, bla. andre Martin Elmer, der var redaktør fra 1956 til 1970. Ifølge Helmer Fogedgaard i »Homofile kampår« skete Martin Elmers overtagelse som et »kup« i 1956 midt under politihetzen mod bøsser i almindelighed og Forbundet i særdeleshed (7). Udgivelsen af bladet havde dog på det tidspunkt, på grund af pornografiaffæren, været indstillet i et årstid, så der var behov for, at noget skete.

Under Elmers ledelse udkom »Vennen« indtil 1970 som et uafhængigt »nordisk homofilt tidsskrift« og spillede til midten af 60’erne en væsentlig rolle som uafhængigt talerør for de danske homoseksuelle under pornografiaffæren, hvor Forbundet stod svækket. En lignende rolle havde endnu et blad, »Eos« fra 1958.

Forbundet udgav en overgang under krisen den lille publikation, »Forbundsnyt«, som afløser for »Vennen«; men 1. januar 1954 udkom første nummer af Forbundets nye blad »Pan«. Til og med sjette nummer stod alle de tre skandinaviske organisationer bag denne i starten yderst beskedne publikation, derefter kun det danske Forbundet af 1948. »Panbladet«(8) fortsatte dog med, at kalde sig et nordisk homofilt tidsskrift helt til 1968.

Siden 1954 er »Panbladet«, med varierende hyppighed, format og udstyr, udkommet hvert år i 1966-68 dog i yderst beskedent omfang og skrabet udstyr som »Pan/Forbundsnyt«. Men trods alt udkom »Panbladet«, og det er dermed verdens længst eksisterende blad for bøsser og lesbiske.

Den Grimme Lov

I 1949 var der røre i pressen om mandlig prostitution på Rådhuspladsen i København. Der var tale om en stigning i den homoseksuelle prostitution. Ifølge Wilhelm von Rosen (9) opfattede samtidens homoseksuelle mænd dette som en progressiv og seksuelt frigørende udvikling. De fleste andre var langt fra enige i denne opfattelse, og der blev indledt en langvarig hetz mod bøsser i al almindelighed og mandlig prostitution i særdeleshed. I 1961 kulminerede udviklingen med Folketingets vedtagelse med 79 stemmer mod 32 af en tilføjelse til straffelovens § 225 den såkaldte »Grimme Lov« om betalt sex. I loven stod der, at »den, der ved betaling eller løfte herom skaffer sig kønsligt forhold til en person af samme køn under 21 år, straffes med hæfte eller fængsel indtil 1 år eller under formildende omstændigheder med bøde.«

Ifølge loven kunne kunden nu straffes, hvis modtageren var under 21 år. Loven var så løst formuleret, at overdragelsen af f.eks. en pakke cigaretter eller penge til en busbillet kunne føre til straf – også selvom cigaretterne eller pengene ikke var tænkt som betaling, men som en gave.

Skærpelsen af den gældende lovgivning byggede dels på den antagelse, at man kunne »forføres« til homoseksualitet, dels på en undersøgelse af tvivlsom karakter foretaget af politiinspektør Jens Jersild, hvori han »påviste« en sammenhæng mellem mandlig prostitution og kriminalitet. Sammen med sin »onanipatrulje« skabte Jersild herefter i mange år skræk blandt de homoseksuelle. Nogle dagblade fulgte trop med hadefulde udfald mod Forbundet; men heldigvis stod Forbundet ikke alene i kampen mod den forskelsbehandling af homo- og heteroseksuel prostitution, som »Den Grimme Lov« var udtryk for.

Flere politikerne var imod loven, og dagbladene »Politiken« og »Information« stod på de homoseksuelles side. Men det hadefulde klima kunne ikke undgå at smitte af på det homoseksuelle foreningsliv. Folk var bange for, at de ved at melde sig ind i Forbundet endte i politiets registre, og det gik naturligvis ud over Forbundets økonomi. Der opstod voldsomme interne konflikter, hvor ledelsen bl.a. blev anklaget for at føre sig for aggressivt frem over for myndighederne, og på årsmødet 1952 valgte Axel Axgil at trække sig som formand.

Først i 1965, efter lobbyarbejde og en indsats af Martin Elmer og »Vennen« blev »Den Grimme Lov« ophævet, og i 1967 blev Straffelovens bestemmelser om prostitution gjort ens for homoseksuelle og heteroseksuelle.

Et af de folketingsmedlemmer, som med størst iver bekæmpede den forskelsbehandlende »Grimme Lov« var Else Merete Ross, som Jens Jersild ellers gerne ville have gjort til talerør for sine synepunkter. Om hende fortælles følgende historie:

 Allerede inden den grimme lov blev vedtaget, led Jens Jersild et afgørende nederlag…Jersild led som bekendt af den vildfarelse, at det var de homofile, der forførte trækkerdrengene og førte dem i ulykke. Jersild foranledigede, at fru Ross kunne overbevise sig on location. Han sørgede for, at hun sammen med andre kunne aflægge studiebesøg på homofile restauranter, bl.a. Can Can. Og så skete det: Else Merete Ross gik over til fjenden. Hun opdagede, at det ikke var de homofile, der forledte trækkerdrengene, men omvendt. Og dermed begyndte hendes kamp for ligeberettigelse.(10)

Pornografiaffæren

Allerede i 1955 havde de homofile problemer. Året skulle blive et skæbneår, der gav genlyd i lang tid. Wilhelm von Rosen skriver om affæren :

Pornografiaffæren er den største ’affære’ i Danmarks bøssehistorie. Den fik alvorlige følger for mange homoseksuelle mænd og for den homoseksuelle subkultur. På både langt og kort sigt. En generation af homoseksuelle, der havde været på vej ud af skabet, blev jaget ind igen. Og den førte til dyb og langvarig splittelse blandt de homofile, som var aktive i kampen for frigørelse.(11)

Den såkaldte pornografi-affære startede med, at politiet fandt et nøgenbillede af en ung mand hos International Modelfoto Service (IMS), et firma med adresse hos Axel Axgil og dennes kæreste Eigil Axgil (dengang Eskildsen) i København. Herfra formidlede man fotos af mænd, som af politi og domstole blev vurderet som pornografiske. Man fandt desuden ud af, at Axel og Eigil Axgil havde haft sex med nogle af de (efter samtidens love) mindreårige modeller.

Alt dette medførte, at Axel og Eigil Axgil blev idømt fængselsstraf i henholdsvis ét og halvandet år. Officielt på grund af kontingentrestance blev de derefter slettet som medlemmer af Forbundet, og først i 1970 blev de optaget igen. Axel Axgil er i dag æresmedlem.

Den 30. marts 1955 beslaglagde Københavns Politi kartoteker og lister over modeller, kunder og annoncører hos IMS. Pornografi-affæren bredte sig derefter som ringe i vandet og medførte fyringer, opsigelser fra logi, selvmord og fængselsstraffe. I løbet af 1955-56 blev 297 mænd dømt for »kønslig usædelighed med en person af samme køn« under 18 år og/eller under 15 år(12). Dertil kommer de mange personer – pårørende og mistænkte – som blev inddraget. Ifølge Wilhelm von Rosen(13) nævner Martin Elmer i sin bog »Selvmordsrapporten« fra 1974, at mellem 60 og 70 bøsser begik selvmord i disse år.

Igen var det politiinspektør Jens Jersild, som stædigt og nidkært bekæmpede ethvert tegn på homoseksuel »smitte«.(14)

Al denne modgang var nær ved at tage livet af Forbundet. Hvor nær fremgår af et interview i »Panbladet« (15), i anledning af Forbundets 20 års jubilæum, med en centrale person i Forbundet siden 1958, formanden Erik Jensen. Han oplyser, at medlemstallet, som havde været oppe på ca. 1600, på et tidspunkt var helt nede på 65. Samtidig glæder han sig over, at tallet i 1968 er oppe på over 2000.

I årene efter »Den Grimme Lovs« ophævelse gik Forbundet, i lighed med resten af samfundet ind i en ny tid. Ungdomsoprørets tid.

Oprørets tid

Ophævelsen af »Den grimme Lov« i 1965 og ændringen af straffelovens bestemmelser om prostitution i 1967 indvarslede en ny tid for homobevægelserne. Der spirede græsrødderne frem overalt i samfundet, og med Per Kleis Bönnelycke, der var næstformand 1968-70 og formand 1970-78, fik Forbundet en repræsentant for den yngre generation. I hans formandstid skete der er radikalisering udadtil. »Panbladet« fik fra 1971 kommercielle annoncer og blev et mere udadvendt blad. Og Forbundet, som siden starten af 1950’erne i udpræget grad havde været et københavnsk fænomen, oprettede afdelinger i de større provinsbyer.

I 1970 nåede Forbundet et rekordhøjt medlemstal på 2850, og i København tænkte man stort. I 1970 købte man restaurant Maritime i Nybrogade, hvor et nyoprettet aktieselskab stod for driften af selskabslokaler i form af Forbundets første Pan Club, som åbnede 10. juli. Stedet løb hurtigt ind i en række kriser, især efter at det i 1971 fik konkurrence fra Gay Club Copenhagen i Studiestræde og og i 1973 fra Madam Arthur.  I 1973 blev det endeligt blev tilladt for mænd at danse sammen offentligt. Før den tid måtte den slags kun foregå i foreningsregi.

Konkurrencen betød at Forbundet efter en tid ikke længere råd til at have lønnet personale. I årene frem til 1980 blev Nybrogade derfor kørt af frivillige. Med beslutningen om at drive værtshus trådte Forbundet ind i en ny tid, hvor nøgleordene blev synlighed og udadvendte aktiviteter. På den juridiske front skete den største landvinding under Per Kleis Bönnelycke’ ledelse med vedtagelsen i april 1976 af en lov, der efter mange års tovtrækkeri indførte ens seksuel lavalder for homo- og heteroseksuelle. Lovforslaget om ens seksuel lavalder blev fremsat af den  socialdemokratiske regering og lød oprindelig på ens lavalder på 14 år, som blev  anbefalet af Straffelovrådet. Folketinget vedtog som bekendt 15 år.

Men de mest markente landvindinger skete på det bevidsthedsmæssige plan. Hvor homoseksuelle indtil da havde markeret sig som »ganske almindelige mennesker«, som tilfældigvis var født med en særlig observans, der gjorde, at deres privatliv adskilte sig fra flertallets, blev nøgleordene nu synlighed og stolthed. Det var vigtigt at springe ud eller som det hed: At gøre det private politisk.

En vigtig del af oprøret var erobringen af eget navn med en egen betydning. »Homofil« repræsenterede det gamle. »Bøsse« og »lesbisk« blev betegnelserne for den nye generation, som fra 1971 hvert år markerede Christopher Street Day.

Den 27. juni 1971 gik de første homoer i Danmark i demonstration ned ad strøget i København, og i de følgende år stod Forbundet, i samarbejde med nye bevægelser som Bøssernes Befrielsesfront og Lesbisk Bevægelse bag årlige Christopher Street-arrangementer i Fælledparken.

Det oprør mod gamle seksualnormer, der foregik andre steder i samfundet kom både direkte og indirekte til at påvirke udviklingen for bøsser og lesbiske.

Noter

1. Homofile kampår s. 48

2. ibid. s. 57ff

3. ibid. s. 164

4. ibid. s. 165

5. ibid. s. 166

6. ibid. s. 168

7. ibid. s. 116

8. Bladet hedder faktisk Pan, Bladet for Bøsser og Lesbiske, men det kaldes altid Panbladet.

9. »Pornografiaffæren i 1955« s. 14

10. »Da Fru Ross gik på Can-Can, gik hun over til ’fjenden’«, Panbladet, dec. 1973, s. 10 (særnummer i forb. m. Forbundets 25-års-jubilæum.)

11. »Pornografiaffæren i 1955« s. 14

12. ibid. s. 16

13. ibid. s. 18

14. jvf. Panbladet, nr. 3, 1958 (oversigt over Forbundets 10 år)

15. Panbladet nr. 7, 1968

Litteratur

Axgil, Axel/Fogedgaard, Helmer: Homofile kampår, Bøsseliv gennem tiderne. Forlaget Grafolio 1985.

Kinsey, Alfred o.a.: Sexual Behaviour of the Human Male, Philadelphia 1948.

Forlaget Pan, LBL, 1979

Rosen, Wilhelm von: »Pornografiaffæren i 1955«, Zink nr. 4 1999.

Reklamer

Tilbageblik: Hvilke homorettigheder?

I artiklen Den destruktive LGBT politik nævnte jeg Bjørn Hvidt-Pedersens kronik i Berlingske Fra ligeret til minoritetskultur.

Bjørn Hvidt-Pedersens kronik er fra efteråret 2009. Skrevet under indtryk af de nyligt afviklede Outgames – og kritisk overfor den kultur Outgames repræsenterer.

Jeg var – og er – positiv over for ideen om minoritetskultur. Og kan ikke se noget alternativ. Kun at den er truet – af de selv samme mennesker, der hævder at forsvare den. Fordi der har udviklet sig en politisk kultur, der bringer både enkeltpersoner og institutioner i permanent konklikt med hinanden. Og politikområdet er blevet indsnævret. Idag indgår kun homovielse og homoægteskab som “frihedskrav” på den politiske dagsorden.

 

Det vil sige at LGBT idag er for den promille, der er i fast forhold og f.eks. af religøse eller sociale grunde ønsker vielse og ægteskab: De velstillede der kan tænke i skattefordele ved ægteskab, og ønsker en “normalisering”, der ekskluderer alle andre livsformer end monogami.

Her vil jeg gengive min kommentar til Bjørn Hvidt-Pedersen. Oprindelig skrevet til et debatforum, hvor stemningen decideret var imod Outgames. Og således repræsenterede den konflikt, at visse dele af homomiljøet idag er arge modstandere af miljøet selv. Og bekæmper det af alle kræfter og med alle midler. Et faktum det officielle miljø – heller ikke idag – hverken vil diskutere eller forholde sig til. Tankevækkende nok.

2009 er længe siden. Erfaringer og begivenheder taget i betragtning.

Derfor vil jeg præcisere tre ting: Der er ikke sket et entydigt skift væk fra juridiske ligeretskrav. Der er tale om at strategien ikke virker. I 2009 gjorde jeg opmærksom på de manglende resultater, og den situation er ikke ændret selvom vi nu skriver 2011. Teksten antyder at en del af Bjørn Hvidt-Pedersens utilfredshed skyldes, at det er blevet sværere at være “anderledes” for LGBT mennesker i provinsen. Den nylige episode med det uheldige indslag i TV2 Øst om homomagasinet Proud kunne tyde på det. 

Det er sandt at eksistensen af en minoritetskultur fører til en mere statisk betragtning, og trækker væk fra frigørelsespolitikken. Især hvis denne  biologiseres. F.eks. til ensidigt at tage udgangspunkt i køn. Selvom feminisme idag ikke handler om kvinders behov og liv, men om inddæmningsstrategier i forhold til den maskuline seksualitet. Nylige debatter har også demonstreret, hvor svært det er at diskutere det sociale. Fordi køn, seksualitet og identitet stort set alle steder opfattes som essens. Selv af de der på et generelt og teoretisk plan siger det modsatte.

Betydningen af sociale mekanismer er forsvundet ud af, hvad der måtte være af seksualpolitisk debat. LGBT Danmark har idag et principprogram der ikke nævner hverken hiv eller Aids. Sygdom relaterer sig til menneskers sociale og samfundsmæssige væren på en måde, der er interessant. Men hiv og Aids indgår ikke i en feministisk forståelse af forholdet mellem køn og samfund, og er derfor fraværende på den politiske dagsorden.

Alt i alt er der så mange tråde tilbage til den politiske debat i 2009, at jeg finder det umagen værd at gengive den oprindelige tekst:

“Bjørn Hvidt-Pedersens synspunkt er interessant. Påstanden er at homoerne har bevæget sig fra social frigørelsesbevægelse til minoritetskultur. Identitet og biologiske begreber har erstattet traditionelle politiske begreber om højre og venstre. Den politiske ideologi er blevet formuleret, så den passer den nye urbaniserede middelklasse.

Læg mærke til:Frigørelsesbevægelsens ideologi havde sin rod i den amerikanske Stonewall bevægelse fra 60’erne ligesom regnbuepolitikken i dag. Frigørelsesbevægelsen stod stærkt i Tyskland i 70’erne og 80’erne. Og Tyskland er i dag en af regnbuebevægelsens stærkeste bastioner. Det viser hvor stærk trenden i retning af regnbuepolitik er. Og modstillingen af ”europæisk” og ”amerikansk” er altså falsk. Provinsnostalgien forekommer i øvrigt malplaceret, når frigørelsesbevægelsen (med rette) fremhæves for sit internationale udsyn. Men hvorfor har der været det skift fra den ene til den anden politiske strategi?

Den udvikling hænger sammen med, at det danske samfund er blevet multikulturelt. I dag giver det mening at formulere sine politiske interesser som særkrav på vegne af minoriteten, på en måde det ikke gjorde tidligere. Men det er også udtryk for at homopolitikken er blevet defensiv.

Man kan således konstatere, at det er en strategi, der tilpasser sig den politiske virkelighed vi befinder os i. Siden det registrerede partnerskab blev indført i 1989, og Danmark var spydspids i den homopolitiske sammenhæng, er der stort set ingen ting sket på det lovgivningsmæssige område. Danmark er blevet overhalet af vore nordiske naboer, der har indført ægteskab for homoer. Den svenske kirke har ikke haft nær den samme succes med at kæmpe imod ligestilling af homoerne som den danske Folkekirke.Tilpasningsstrategien har betydet at homoerne i dag ikke kræver ligeret, men særbehandling. Fordi kravet om ligeret virker som overbud.

Den nuværende regering er – som den forrige – imod lovgivningsmæssige tiltag for ligestilling. Der er intet der tyder på at homoerne i den nærmeste fremtid kan blive kirkeligt viet eller at et ægteskab, hvor homoerne bliver ligestillet med heteroerne bliver vedtaget i Folketinget. Eller at en særlig indsats imod diskrimination overfor homoseksuelle inden for sport vinder indpas. Selv efter Onyszko sagen i 2009 nægter DBU f.eks. at tilslutte sig en international kampagne imod diskrimination. Med begrundelsen at det ikke er nødvendigt.

Det er ikke regnbuepolitikkens nederlag. Regnbuepolitikken er derimod et svar på denne politiske realitet. Hvor homoerne tidligere – fra 50’erne op til midten af 70’erne – kæmpede for livet, handler homopolitikken i dag om særkrav. Ret til adoption eller ret til insemination. Tidligere var en række lovgivningstiltag vendt direkte imod homoerne. Idag kæmpes der for lovgivningstiltag til gavn for homoerne. Selvom særkravene i dag har en meget begrænset succes, fordi meget få borgerlige politikere – ud over de radikale, visse forhenværende radikale politikere og nogle få venstrefolk – støtter den politiske dagsorden, så er homoernes liv i samfundet generelt blevet lettere.

Regnbuepolitikken er derfor også et forsøg på at skabe nogle nye sociale sammenhæng, hvor homoerne kan gå hen. Uden at føle sig truede eller isolerede. Sportsklubberne er en af disse sammenhæng. Og Outgames er – som Bjørn Hvidt-Pedersen meget rigtigt siger – blevet en af regnbuepolitikkens spydspidser. Et af de tilbagevendende angrebspunkter imod regnbuepolitikken er ejendommeligt nok, at homoerne har fået disse nye muligheder.

Der hvor regnbuepolitikken virkelig adskiller sig fra frigørelsespolitikken er, at den ikke handler om hvordan man får et liv som homo, men om hvordan man bruger sit liv som homo. Hvilke drømme og hvilke ambitioner man har.

Politiken bragte under Outgames et indlæg af Brokkendorf på første sektions bagside. En fiktiv person der som bekendt, har for vane at skælde ud på alt og alle. Brokkendorf slog ned på at homoerne festede for borgernes penge. Homoer der fester og har det sjovt og dyrker sport: Det støder an imod alle de traditionelle fordomme om homoerne som ensomme, ulykkelige, socialt udstødte, diskriminerede osv. Fornemmer man ikke den samme forargelse hos Bjørn Hvidt-Pedersen Og værre: Hos alle de højreorienterede der skælder ud på at skattekroner anvendes til sociale formål.

Billedet der spøger er Outgames deltagere der danser og drikker natten lang, som modsætning til tidligere tiders aktivister der altid bevarede roen og alvoren. Det er måske et af regnbuekulturens budskaber, at der skal gøres op med alvoren og de rynkede pander?

Tilhører Bjørn Hvidt-Pedersen ikke ligesom Brokkendorf den jyske fraktion, der er imod alt hvad der foregår i København, fordi det foregår i København? Der er et mønster, både i USA og i Europa: Homolivet når ikke ud til provinsen, det bliver tværtimod mere koncentreret om de store byer, og bestemte kvarterer bliver ghettoer. Men også samlingspunkter for de internationale festivaller og arrangementer. Modstanden fra provinsen bygger indlysende nok på, at den type kulturbegivenheder aldrig når så langt ud.

Til gengæld når provinsen så til København: Ikke bare de store arrangementer, men også clubbernes parties tiltrækker homoer fra hele landet. På sin vis findes der kun en homokultur i Damark: Den vi alle er en del af.”

 

Alle fotografierne er af den amerikanske fotograf Alison Scarpulla:

alisonscarpulla

Flandrin posituren 2

Flandrin posituren er som nævnt karakteristisk ved  at de enkelte elementer i kompositionen til sammen udgør et hele.

Den bedste måde at illustrere forskellen til det klassiske genremaleri, som Flandrin undgik er, at betragte et andet billede af samme maler:

Titlen er: Kong Priamos’ søn Polytès iagttager grækernes bevægelser (1833-34). Det er et historie maleri. Stedet og personen kan indkredses geografisk og tekstligt. Selve portrættet er selvfølgelig fiktivt. Men genrerne historiemaleri og portræt er umiskendelige. Et bemærkelsesværdigt brud med den klassiske stil er de synlige pubeshår, der fremhæver det erotiske og er i modstrid med de idealiserede træk.

I Flandrin posituren med det bortvendte ansigt og det ubestemmelige landskab forkastes konventionerne. Ung nøgen mand siddende på en klippe ved havet refererer stadig til antik kunst, men er ikke bundet af genrernes konventioner. Billedet af en mand tenderer til at blive et billede af manden. Formentlig derfor tiltalte det de tidligste homoseksuelle  fotografer – og er vedblevet med at fascinere fotografer og billedkunstnere.

Figuren er en mand. Han er nøgen. Kroppen er cirkelformet krummet sammen. Blikket bortvendt. Landskabet anonymt eller ubestemmeligt. Den slanke krop vagt erotisk fremstillet. Enkelte elementer kan – som tidligere vist – modificeres uden at sprænge helheden. Hvis manden er blond fjerner vi os fra Middelhavsområdet. Den arkadiske myte tones ud. Når manden er sort – og kønnet synligt – som i Mapplethorpes version – befinder vi os i en moderne amerikansk sammenhæng. Her er manden sit køn – og omvendt. Et billede af en mand er derfor per definition et billede (også) af kønsdelene. Moderne billeder af nøgne mænd er egentlig ikke pornografiske. Nøgenbilleder af mænd viser blot den moderne opfattelse af hvad en mand er: Kønsdele og muskler.

Fjerner man ét af elementerne i kompositionen – eller lægges noget til – brydes helheden.

Et eksempel på en tilføjelse der bryder helheden er beklædning:

Selv den vageste antydning af tildækning af kroppen – som på dette udaterede og anonyme klassiske fotografi – bringer et element ind i billedet der antyder badning. Aktivitet. Og dermed er det ikke længere den reflekterende tematisering af mandekroppen eller kønnet. Figurens reflektion skal selvfølgelig formidles til betragteren selv.

En variation af posituren hvor figuren vender blikket op sprænger også helheden:

Selvom dette billede af  Wilhelm von Glöden er beslægtet med det, hvor Flandrin posituren anvendes, har denne version klart mere portræt karakter. Karakteristisk for Flandrin posituren er dens succehistorie. Allerede von Glödens billede blev populært.  Og derfor interessant at overtage for senere fotografer.

I moderne versioner på nettet ses figuren ofte påklædt. Beklædningen er briefs, boxershorts eller speedos. Lånene fra den maskuline garderobe hjælper imidlertid ikke med at besvare spørgsmålene: Hvem er en mand og hvad er en mand. Garderoben fortæller: Jeg poserer som en mand, jeg agerer som en mand.  Men beklædningsgenstande skifter i takt med moden. Og  “mode er noget der er så rædselsfuldt, at vi bliver nødt til at skifte den ud hvert halve år”, som Oscar Wilde sagde.  Altså fortæller den intet om, hvad der bliver tilbage når det halve år er gået og tøjet kasseret: Manden der bar tøjet. Nøgenheden er et uomgængeligt element i Flandrin posituren.

Ensomhed ligeledes . Betragteren hensættes i refleksion ved synet af den sammenkrummede figur.

I en postmoderne variation ser betragteren sig selv spejlet som en person på billedet:

Postmodernismen forlanger tillige at modellen vi ser på maleriet ligeledes afbilledes. Philip Gladstones billede fremhæver lige som Flandrins billede kombinationen af det virkelige og det ideelle, det erotiske og det meditative – men dekonstruerer det poetisk romantiske. Den unge mand ved siden af betragteren er en almindelig ung mand. Arkadien – drømmebilledet af den frie vagt erotiske mandekrop er væk. Den oprindelige model for Flandrins billede må have været en ung mand, der for penge har siddet model. Den sociale virkelighed er ikke til at komme uden om.

J. H. Flandrin var gift og havde børn og ingen bevidsthed om at være homoseksuel. Ordet fandtes end ikke i hans samtid. Gladstones billede henviser netop til Flandrins tid. Deraf den uskyldige erotiske tone i billedet: Betragteren på billedet iagttager malertekniske kvaliteter, måske ubevidst om egne erotiske præferencer. Postulerer Gladstone dermed at Flandrins samtid var Arkadien?  En tid hvor man fordomsfrit kunne betragte mandekroppen uden at blive kategoriseret som homoseksuel eller stigmatiseret som seksuelt afvigende?

I hvert fald dekonstruerer han i så fald myten om Arkadien. Og postulerer: Arkadien er altid lige nu og her. Og hvis det ikke er Arkadien er det fordi Arkadien ikke findes!

Flandrin posituren: Arkadien tabt eller genfundet?

Maleren Jean-Hippolyte Flandrin (1809-1864) huskes idag for værket Jeune Homme Nu Assis au Bord de la Mer (Nøgen ung mand siddende ved havet).

Den unge mand sidder på en klippe med armene om benene, og hovedet hviler på knæene. Han har lukkede øjne. Landskabet er ubestemmeligt. Billedet blev reproduceret efter en engravering foretaget af Jean-Baptiste Danguin i 1887 og derefter meget populært. Det homoerotiske lader sig let fortolke ind i motivet.

I hvert fald blev Flandrin posituren hurtigt optaget i fotografiet af homoseksuelle fotografer.

F.eks. Wilhelm von Glöden (1856-1931):

Her er posituren den samme. Den maskuline figur. Og klippelandskabet. Titlen er Caino. Formentlig en reference til den bibelske figur Kain.

Et andet tidligt eksempel er amerikaneren Fred Holland Day (1864-1933) :

Day tog ligesom von Glöden billeder med religiøse allegorier, og dyrkede ligeledes den arkadiske allegori. Bemærk tilføjelsen af vasen på det første billede og den antikke statue på det andet. En form for etnografisk window shopping, der var populær i tiden. Hentydningerne til Bibel eller antik bragte det homoerotiske på tilpas afstand.  Og var med til at gøre fotografiet til kunst.

Motivet blev anvendt i hele det 20. århundrede. Af de mest berømte homoseksuelle fotografer.  F.eks. fortolkede den amerikanske fotograf Robert Mapplethorpe (1946-1989) motivet således:

Billedet af den sorte mand med titlen Ajitto er fra 1981. Og motivet der tidligere var afseksualiseret, kun vagt erotisk er nu blevet en mandefigur og fremhæver kønnet.

Fra at være de professionelle og celebre fotografers ejendom er motivet blevet bredt ud via nettet og reklamen. Og findes i utallige varianter. Som spejlinger af hvad manden er idag.

Et bud er, at han er blevet skater:

Men der er uendelig mange bud.

Også en tilbagevenden til det oprindelige billedes iscenesættelse af manden i naturen. Med titlen Flandrin. Anonym fotograf:

Mystikken i det fraværende blik, den cirkelformede krop, det ubestemmelige og anonyme landskab der er hans hood, og det erotiske i den slanke figur drager blikket og kalder spørgsmålene frem om hvem han er, og hvor han er på vej hen.

Om dannelsen af homoseksuelle roller og identiteter

Indledning

Formålet med denne artikel er ikke at belyse, hvorfor eller hvordan nogle mennesker har udviklet homoseksuelle interesser. Seksuelle interesser mellem mennesker af samme køn kan eller bør ikke gøres til genstand for videnskabelig behandling. For hvorfor ikke betragte homoseksuelle interesser som udtryk for “smag”, der selvfølgelig kan diskuteres, men som det er meningsløst at forsøge at udforske videnskabeligt.

Artiklen her er et forsøg på at beskrive, hvordan viden om “homoseksualitet” er blevet gjort til genstand for videnskabelighed i medicinen og psykiatrien, og hvordan sociale roller og identiteter er opstået historisk og fungerer  i moderne samfund.

Til at karakterisere og historisere den “homoseksuelle”, anvender jeg kilder fra to forskellige videnskabstraditioner. Den sociologiske og historiske repræsenteret af Simon og Gagnon ( 1967 ) Mary McIntosh (1968) og Jeffrey Weeks (1977), og den videnshistoriske tradition repræsenteret af Michel Foucault (1978).

Historisering

Der har ikke altid været “homoseksuelle”:  “Homoseksuelle” og “homoseksualitet” er fænomener, der kun findes i vestlige samfund siden sidste halvdel af det 19. århundrede.

Ikke fordi der ikke har været erotiske interesser mellem personer af samme køn andre steder eller til andre tider, men fordi disse ikke har indgået i det mønster som er forbundet med “homoseksualitet”, sådan som dette kendes i vestlige samfund siden midten af forrige århundrede. Erotiske interesser mellem personer af samme køn har været der, fremgår det utvetydigt af historisk og antropologisk materiale, i næsten alle samfund, hvad der varierer, er de betydninger og sammenhænge de indgår i. Med udgangspunkt i nyere sociologiske og videnskabshistoriske teorier skal disse betydninger og sammenhænge holdes op mod hinanden i det følgende.

“Homoseksuelle” roller og identiteter

Den “homoseksuelle” rolle er betegnelsen for den særlige række holdninger til erotiske interesser mellem personer af samme køn, som er udbredt i moderne vestlige samfund. En række individer overtager dette holdningskompleks og gør det til deres egen holdning over for sig selv, de “spiller” den homoseksuelle rolle og bliver altså “homoseksuelle”. “Homoseksuel” identitet er betegnelsen for disse individers holdning til sig selv. Beskrivelsen af,  hvad man kan kalde den tredie faktor, det miljø, hvor i de individer, der har internaliseret den homoseksuelle identitet agerer deres roller falder uden for denne artikels rammer.

Traditionelt har man behandlet kategorien “homoseksuel” som en overkategori med to underkategorier : “Mandlig” og “kvindelig”. Hvor overkategorien er fællesnævner og underkategorierne fremhæver det specifikke. I den nyere videnskabelighed, hvor “homoseksualitet” anskues som historisk og kulturelt fænomen, som et spørgsmål om samfundsmæssige sammenhænge og livsformer, er det umuligt at opretholde en sådan skelnen, hvor det “mandlige” og det “kvindelige’, er to sider af den samme sag. I denne artikel er det udelukkende den mandlige homoseksualitet der betragtes. Ordet “homoseksuel” refererer i det følgende udelukkende til denne.

Seksualitet som en kerne i mennesket

Som nævnt er det “kompleks af holdninger som vi forbinder med “homoseksuel” og “homoseksualitet” historisk set ret nyt. Det er et holdningskompleks der adskiller sig radikalt fra tidligere opfattelser, men hvad er dets indhold? En dansk forsker har karakteriseret det således (Bech 1986):

  • 1 Tiltrækningen til andre mænd er mål i sig selv og ikke blot substitut for kvinder. Man vil således ikke regne en fængselsfange for homoseksuel, blot fordi han har, seksuel omgang. Med andre mænd i fængslet.

 

  • 2 Tiltrækning til andre mænd har en følelsesmæssig side, såvel som en fysisk. Arabiske mænd vil således ikke blive regnet for homoseksuelle, blot fordi sex mellem mænd er (eller var) en udbredt praksis i arabiske lande.

 

  • 3. Tiltrækningen adskiller den pågældende fra andre mennesker, gør ham anderledes.

 

  • 4. Eksklusivitet: Enten er man homoseksuel, eller også er man ikke, det vil sige heteroseksuel.

 

  • 5. Permanens: Den homoseksuelle er og forbliver homoseksuel.

 

  • 6. Skæbne: Homoseksuel er noget den homoseksuelle er og må være.

 

  • 7. Homoseksualitet har en årsag: Der er noget, der er gået galt i arv eller miljø.

 

  • 8. Homoseksualitet er en indre kerne, der ligger inde i personen og stråler ud og bemægtiger sig større eller mindre dele af ham.

 

  • 9. Homoseksualitet er dannende for personligheden som helhed – giver en bestemt personlighed.

 

  • 10. Homoseksualitet er af feminin karakter.

 

  • 11. Den homoseksuelle er besat af sex, i det mindste spiller det seksuelle en ualmindelig stor rolle i hans tilværelse.

 

  • 12. Homoseksualitet er forkert.

 

  • 13. Homoseksualitet er en tragedie.

 

  • 14. I homoseksuelle forhold er den ene altid den mandlige part, den anden altid den kvindelige.

 

  • 15. Homoseksualitet er farlig.

 

  • 16.  Homoseksualitet kræver udforskning.

 

  • 17. Homoseksualitet kræver overvågning og kontrol.

 

  • 18. Homoseksualitet kræver videnskabelige specialister til sin udforskning og regulering.

 Dette holdningskompleks udviklede sig i løbet af det 19. århundrede, men bliver først dominerende i tiden efter 2.verdenskrig. Spørgsmålet er, hvem der dannede det. Om det det var en gruppe af mennesker, der opførte sig på en bestemt måde og havde en bestemt identitet, og dannede en subkultur, som så kunne karakteriseres som ”homoseksuelle” – og blev det. Eller var andre instanser toneangivende i udarbejdelsen af en samfundsmæssig rolle – den ”homoseksuelle”, som nogle individer af den ene eller den anden grund kom til at spille?

Eller var der tale om en vekselvirkning mellem flere grupperingers bestræbelser? Dette spørgsmål vil jeg belyse senere. Men først vi1 jeg præsentere en alternativ opfattelse af hvad ”homoseksualitet” er, nemlig den der blevet udviklet i den sociologiske og historiserende tradition. Som vi under et kan kalde socialkonstruktivisme.

Homoseksuel adfærd og homoseksuel rolle og identitet

Sociologen Mary McIntosh var den første til at behandle selve idéen om den “homoseksuelle”. Til at forskyde forskningens genstandsfelt fra homoseksualitet som fænomen til begrebet ”homoseksualitet”:

“The vantage point of comparative sociology enables us to see that the conception of homosexuality as a condition is, in itself , a possible object of study.” (McIntosh, l967)

Altså tage udgangspunkt i, hvad det betyder at “homoseksualitet” opfattes som en tilstand. Hendes pointe er at skelne mellem “homoseksuel” adfærd og “homoseksuel” rolle. Hun anfægter i sin artikel den i psykologien gængse opfattelse af, at der eksisterer et direkte sammenfald mellem disse to. At gentagen “homoseksuel” adfærd, som en psykiater siger (s.30-31) må lede til konklusionen, at vedkommende er “homoseksuel”. Det er den i forrige afsnit nævnte kategorisering: Enten er man “homoseksuel, eller også er man ikke (dvs. heteroseksuel ).

Problemet med denne opdeling er at den ikke holder. Selv den traditionelle videnskabelighed,  lægevidenskaben, først og fremmest Kinseys undersøgelse fra 1948, og psykoanalytiske undersøgelser viste, at der mellem disse to poler “heteroseksualitet” og “homoseksualitet” var en stor gruppe, der havde begge typer erfaring. I Kinseys undersøgelse havde f.eks. næsten 40 % af mændene “homoseksuelle” erfaringer. Dette stemmer dårligt overens med forestillinger om “homoseksualitet” som noget eksklusivt. Samtidig viste undersøgelsen stor aldersmæssig spredning, således at langt de fleste havde “homoseksuelle” erfaringer før 30 års alderen, med et fald i størrelsen af grupperne med “homoseksuelle” erfaringer herefter. Noget der stemmer dårligt overens med forestillinger om “homoseksualitet” som permanent og som tilstand.

Mary McIntosh kritiserer derfor den traditionelle forskning, på baggrund af dens generelle mangel på succes, for at stille det forkerte spørgsmål. Når den traditionelle lægevidenskabelige tilgang har været overvejelser om, hvorvidt der i det enkelte tilfælde eller i en generel kategorisering er tale om latent homoseksualitet, pseudo-homoseksualitet eller ægte medfødt homoseksualitet siger Mary McIntosh, at man lige så godt kunne lede efter:

“the aetiology of “committee chairmanship” or “Seventh Day Adventism as of  homosexuality”.” (s.31).

 Hun afviser altså at det skulle være muligt at finde en individuel- eller generel årsag til, at nogle bliver “homoseksuelle”, det spørgsmål al tidligere forskning om homoseksualitet har kredset om. Når der ikke er overensstemmelse mellem kategoriseringer og adfærd, og når den traditionelle forskning trods ihærdige anstrengelser for, at finde “homoseksualitetens” årsageri ikke har nået frem til nogle holdbare resultater må denne tilgangsvinkel forkastes. Som studieobjekt erstatter Mary McIntosh derfor fænomenet homoseksualitet med kategorien “homoseksualitet”. Hertil anvender hun det såkaldte ” labelling-perspective”. Hun ser “stemplingen” af nogle, som afvigende “homoseksuelle” i forhold til normen “heteroseksuel”, som en social kontrolmekanisme.

Denne virker på to måder.

For det første skaber den “homoseksuelle” rolle, dvs. omgivelsernes stempling af en betegnelse en tydelig, veldefineret tærskel mellem tilladt og forbudt adfærd: Overskrider man denne grænse vil man få denne betegnelse hæftet på sig. Dette vil selvfølgelig under den forudsætning, at afvigelsen er forbundet med noget negativt, afholde mennesker fra at udvise denne adfærd. Og dette har været tilfældet med ”homoseksualitet”, der har været tabuiseret og illegaliseret de sidste 100 år i Europa og U.S.A.

For det andet vil de der identificerer sig selv med den givne rolle, dvs. de der opfatter sig som “homoseksuelle” blive identificeret af andre, som værende “anderledes”, som værende afvigende der sætter sig ud over, op imod eller på tværs af givne normer og derfor står uden for. På samme måde som “kriminelle” holder resten af samfundet lovlydigt. Profetien om at nogen er “anderledes’, er selvopfyldende: De der stemples som sorte, kriminelle eller homoseksuelle vil udvikle en selvforståelse eller identitet, der vil skille dem ud fra det øvrige samfund. Dette har f.eks. været tilfældet med skabelsen af den homoseksuelle subkultur. Betydningen af at være “homoseksuel” i denne europæiske sammenhæng kan således være vidt forskellig fra, hvordan erotiske interesser mellem mennesker af samme køn er institutionaliseret og opfattes i andre kulturer. Her kan det være nyttigt, at inddrage disse i betragtningen.

Historiske og tværkulturelle eksempler på erotiske interesser mellem mennesker af samme køn

 Wilhelm von Rosen (Kbh.1983) skildrer, hvordan sex mellem mænd var institutionaliseret i oldtidens Grækenland i pæderastien. Dette betegner et forhold mellem en mand og en dreng (ung mand). Denne aldersforskel var en konventionel forudsætning for et sådant forhold. Men i tilfælde hvor der var tale om to voksne mænd opretholdtes aldersforskellen, som konventionel fiktion i forholdet. Dvs. aldersforskellen i den græske drengekærlighed ikke skal tages for bogstaveligt. Det interessante er, at et sådant forhold ikke alene var samfundsmæssigt accepteret, men Platon siger endog i Symposion, at eros, kærligheden, kun kan forløses mellem mænd, fordi kvinden er et laverestående væsen. At den vigtigste forudsætning for det acceptable forhold således er ligeværdigheden. Grækernes vigtigste moralske bekymring i det seksuelle, såvel som andre livsforhold er ikke lydigheden i forhold til et sæt ydre regler, men den personlige etik, hvor seksuel og følelsesmæssig kvalitet der var attråværdig forudsatte ligeværdighed.

Efterstræbelsen af eros, kærlighed, i stedet for blot seksuel lyst er etisk mål, til forskel fra den kristne morals forskrift, som individet blot må indrette sig efter. Hvor seksual objektets køn ikke er det afgørende for grækerne, bliver det i den kristne moral et definitivt kriterium: Seksuel følelse mellem mennesker af samme køn er uværdig og illegitim. Selvom der således ikke fandtes ”homoseksuelle” i oldtidens Grækenland( “manden” i et forhold var som regel gift) var de seksuelle interesser mellem mænd altså strengt socialiseret, men på en anden måde end vi kender det i moderne samfund.

I forskellige stammesamfund indgår seksuel aktivitet mellem personer af samme køn igen i helt andre sammenhænge. I Sambia-stammen på Ny Guinea indgår seksuel aktivitet, fellatio over en lang årrække i en socialiseringsproces, alle drenge og unge mænd gennemgår, før de senere går over til eksklusiv heteroseksualitet (Jönncke, 1985). Mary McIntosh nævner Mojave-indianernes alyha og hwame begreber som eksempler på nogle andre roller. Her kan visse piger og drenge meget tidligt symbolsk og i praksis skifte socialt køn og gifte sig med personer af samme biologiske køn. Men denne køns-blandende rolle udelukkede ikke heteroseksualitet: Det homoseksuelle har ingen betydning i sig selv, valget af et seksualobjekt kan ikke være grundlag for en særlig køns-identitet. Det er valget af henholdsvis mande- eller kvindearbejde og social adfærd (påklædning etc.) der er afgørende. Også Samoa-øerne i Stillehavet er et eksempel på dette. Hvis en mand der klæder sig som kvinde kaldes han en fa-afáfine og fordømmes skarpt af det omgivende samfund. Men homoseksuelle forhold mellem mænd accepteres, både kortvarige og længere varige. Samfundets kontrol går altså på den sociale adfærd, og ikke på den seksuelle. I vores kultur går den på begge dele. (Jöhncke,1985)

Seksualitetens betydning

Det er med blandt andet denne viden om, hvordan seksualiteten indgår i andre sammenhænge end vi kender det, Kenneth Plummer med den symbolske interaktionisme tager udgangspunkt i seksualitetens sociale betydning. Det afgørende er, siger Plummer at alt kan gøres eller opfattes som seksuelt, og at seksualitet i sig selv er en social konstruktion (London, 1975, s.30). I modsætning til den medicinske og psykoanalytiske tradition, der har taget udgangspunkt i seksualiteten, som en i mennesket iboende naturlig, biologisk kraft (“instinkt” eller “drift”), peger den symbolske interaktionisme på den grad af social manipulation seksualiteten er genstand for. Plummer mener at man i stedet for at opfatte ”et seksuelt instinkt”, som biologisk grundlag for samfundet, i form af reproduktion, snarere burde tale om seksualitet, som genstand for samfundsmæssig-kulturel magtudøvelse. At “seksuel adfærd” er en måde at tilskrive bestemte følelser og handlinger betydning på, og at alt potentielt ligget åbent for en tilskrivning af betydning. Seksuelle roller er tillærte (internaliserede) holdnings- og adfærdsmønstre, tillært på baggrund af herskende normer og vedtægter for, hvad der er “seksuelt”, og hvad der ikke er. Nogle normer der i europæisk kultur, f.eks. (jævnfør opfattelsen af seksualiteten som en kerne i mennesket) betyder at man kan være “homoseksuel” uden at have haft “homoseksuelle” erfaringer. Man kan således overtage en “homoseksuel” identitet uden nogen sinde, at have haft genital berøring med personer af samme køn. Plummer siger derfor, at “homoseksuel” bliver man heller ikke på grund af eller i kraft af sin adfærd, men i et kompliceret spil mellem eksisterende rolledefinitioner og selvdefinition, hvor kategorier og etiketter fordeles og antages i en proces af social forståelse og afgrænsning af sig selv i forhold til normerne (London, 1981).

Den “homoseksuelle” rolle er således en konstruktion, der er opstået ud fra dette sociale spil. At det er noget relativt nyt at tilskrive seksualiteten betydning på den måde det sker i vores kultur antyder Gagnon og Simon (London, 1973).  De påpeger at det i tidligere samfund måske ikke har været nødvendigt at begrænse seksualiteten for, at opretholde social stabilitet eller begrænse anti-sociale kræfter, men snarere et spørgsmål om at det var nødvendigt at gøre seksualiteten betydningsfuld, for at sikre konform adfærd på områder langt vigtigere end det seksuelle selv (s.17). De ser altså ikke seksualiteten som en “drift” samfundet kan undertrykke eller frigive, men først og fremmest som socialt skabte roller og identiteter.

Diskursen om det seksuelle

Der findes altså et bestemt sæt egenskaber og karakteristika med hvilke man har identificeret den homoseksuelle rolle og identitet. Det er ud fra dette kompleks, at homoseksualitet er blevet forstået og tolket i europæisk kultur. Sådan var det ikke før. Uanset hvor mange mænd romerske kejsere, Shakespeare eller Michelangelo kan have været sammen med seksuelt var de ikke homoseksuelle, fordi dette kompleks endnu ikke eksisterede. Spørgsmålet er hvornår konstruktionen af den “homoseksuelle” person er opstået, og under hvilke omstændigheder. De sociologiske teorier beskriver, hvordan sociale roller fungerer, men de forklarer ikke de omstændigheder, hvorunder de er opstået. Det er dette Michel Foucault er på sporet af i hans Seksualitetens historie bd.1 Viljen til viden. (Kbh.1978).

Den er netop ikke en seksual-adfærdens historie, men en videnshistorie (Schmidt og Kristensen, Kbh. 1985). Den beskriver, hvordan en bestemt type viden om kønnet “blev gjort til genstand for magt.” Foucault ser seksualiteten som en konstruktion, en kunstig enhed af ellers indbyrdes uafhængige elementer, af biologiske funktioner, anatomiske elementer, adfærdsmønstre, fornemmelser og lystfølelser, der er blevet rubriceret sammen under betegnelsen ”seksualitet”. Det er en fiks idé der er blevet tildelt essens, og derfor er blevet set som årsag til alt andet.

Foucault polemiserer imod det han kalder repressionstesen. Ideen om at seksualiteten findes som en kraft i mennesket, samfundet så kan acceptere eller undertrykke. Ifølge repressionstesen er seksualiteten i de moderne, borgerlige samfund siden det l7. århundrede blevet undertrykt i takt med det fremvoksende kapitalistiske systems krav om reproduktiv sex. Seksualiteten skulle være blevet henvist til forældrenes sovekammer, intet “spild”, i form af ureproduktiv sex, skulle have været tilladt. Kun på samfundets bagside, og i smug, skulle bordellerne være en “sikkerhedsventil” for den indestængte seksualitet og perversionerne unddrage sig samfundets strenge kontrol. Inden for rammerne af denne tese, er alternativet først og fremmest af række venstre-freudianske teoretikere (Reich, Marcuse m.fl. ), blevet forestillingen om en “frigørelse” af seksualiteten, og et opgør med victorianismen. Foucault forkaster repressionstesens opfattelse af magten som noget primitivt, ydre, statisk der altid fungerer ovenfra i kraft af forbudet. I stedet ser han magten som en kompleks relation der er dynamisk, hvor samfundets magt-elite ikke er den subjektive vilje bag magten, men resultatet af bestående magtrelationer. Han ser normen for, hvad der er “normalt”, og hvad der er “unormalt”, som en vigtigere faktor end det formelle juridiske magtsystem. Han taler om:

 “magtens nye metoder, som ikke fungerer ved hjælp af retten, men ved hjælp af teknikken,  ikke ved hjælp af loven men ved hjælp af normaliseringen, ikke ved hjælp af afstraffelsen men ved hjælp kontrollen,  og som udøves på niveauer og i former som overskrider staten og dens apparater.” (1978, s.102.)

Det springende punkt er ikke, hvorvidt begæret så er installeret (placeret) i individet af magten, men om magten er:

 “en bestandig juridisk og diskursiv magt, en magt der har centrum i lovens fremsigelse” (1978, s.102).

Endvidere taler Foucault om produktionen af viden, og om hvordan denne indgår i et tæt samspil med magten. Produktion af viden om seksualitet, dvs. konstitueringen af det seksuelle som genstandsområde for erkendelsen er derfor ikke udelukkende et gode, og ikke en nødvendighed for frigørelse. Måden hvorpå viden indgår i magtrelationer har været diskursen: Produktionen af tale og tekster om seksualitet.

Diskursens særlige egenskab er, at den ikke blot om taler eksisterende fænomener, den producerer tillige det genstandsområde den omhandler. Fraværet, hemmeligheden, tavsheden i diskursen om handlinger skærmer magtens autoritet, men får den på den anden side også til at virke diffus og tolerant. Diskursen om kønnet karakteriserer Foucault således:

 ”Det samfund, der udvikledes i det 18. århundrede og som man efter behag kan kalde borgerligt, kapitalistisk eller industrielt har ikke mødt kønnet med en grundlæggende afvisning. Tværtimod har det sat et helt apparat i gang for at producere sande diskurser om det. Ikke alene har det talt meget om kønnet og tvunget enhver til at tale om det, men det har også sat sig for at formulere den systematiske sandhed om det. Som om det i kønnet så en vigtig hemmelighed. Som om det havde brug for denne sandhedsproduktion…Gennem dette spil er en viden om subjektet langsomt, over flere århundreder blevet grundlagt…” (Schmidt, Kristensen, 1985, s.85-86 )

Dette er hvad Foucault kalder seksualitetens installation. Han ser denne som led i et magtskifte hvor herskerne før havde magt til at fratage deres undersåtter livet, vokser nu en ny magt frem (en biomagt) og afløser til dels denne, idet interessen forskydes til magten over livet. Den nye magt udøver nu kontrol over den overordnede regulering af befolkningen (reproduktionen), samt over disciplineringen af det enkelte individs krop. “Seksualiteten” spiller en nøglerolle i de nye kontrolbestræbelser, den bliver skæringspunkt for magtudøvelsen over reproduktion og over individets krop. Seksualitet bliver ikke undertrykt, men skabt gennem den nye kontrol.

Et vigtigt element i italesættelsen af seksualiteten er oprettelsen af en speciel videnskab for dette område, en scientia sexualis. Der opstår en særlig seksualmedicin der isolerer en speciel “drift”, som kan påvirke individet afgørende, uden at det nødvendigvis giver sig ydre, somatisk udslag. Denne videnskab gør “seksualiteten” til objekt for viden. “Seksualiteten” bliver genstand for en mængde magtrelationer, en kamp om definitioner, dvs. om magt til at kunne definere, udspiller sig alle de steder der bliver produceret viden om “seksualitet”: I lovgivningen, på skolerne, på hospitalerne, i familien, i lægevidenskaben, i nationaløkonomien etc. Som før nævnt skaber diskursen sit eget genstandsfelt. Især på fire områder gør denne vilje til viden sig gældende: Hystericeringen af den kvindelige seksualitet, overvågningen af barnets seksualytringer, kontrol af reproduktionen og indpodningen af perversiteterne. Det er under sidstnævnte kategori den “homoseksuelle” person henhører.

Den historiske konstruktion af den “homoseksuelle” person

Fra midten af det 19. århundrede skete der en eksplosion i dannelsen af nye seksuelle kategoriseringer. Sexologer som Krafft-Ebing, Albert Moll, Haveloch Ellis og Magnus Hirschfeldt søgte alle at definere variationerne inden for den seksuelle adfærd (Weeks,1977).

Det nye kapitalistiske samfund bevirkede en urbanisering og industrialisering af et hidtil ukendt  omfang. Dette ledsagedes blandt andet i et skift fra en lineær familietradition, hvor ægteskab og reproduktion skulle tjene slægtens krav og behov, til det borgerlige kærligheds-ægteskab der var baseret på det enkelte individs følelser, seksuel tiltrækning m. m. Hvor seksualitet, som det bindende element i det borgerlige ægteskab, selvfølgelig blev gjort til genstand for stor opmærksomhed. Det er i denne sammenhæng den “homoseksuelle” person for første gang optræder. I den tidligere forestillingsverden, dvs. fra renæssancen og frem, opfattedes seksuelle forhold mellem mænd som sodomi. Sodomi betyder imidlertid ikke sex mellem mænd. Det var en mere diffus betegnelse for seksuelle aktiviteter der overskred grænsen for samfundets moral. Dvs. det kunne være alle seksuelle handlinger, der gik ud over det almindelige samleje mellem mand og kone: Voldtægt, hor, incest o. s. v. Under alle omstændigheder blev sex mellem mænd ikke betragtet som noget væsens-forskelligt fra andre former for forbudt adfærd. Sodomien rangerer på linie med andre udsvævelser som druk, grådighed, dovenskab og forfængelighed. Alle synder, der blev tilskrevet menneskelig svaghed. Sodomi var således ikke noget der angik en bestemt gruppe mennesker: Alle mennesker opfattedes, som potentielt “syndige”, der kunne begå sodomi. Alan Bray karakteriserer sodomi som:

 “en uorden i den seksuelle orden, der i princippet i det mindste, kunne opstå alle steder.” (Bray, 1982, s.25)

Sodomi var en handling, ikke knyttet til en bestemt persontype. Lovene mod sodomi var som regel meget strenge: Dødsstraf under forskellige former. Alligevel herskede der en mærkelig uoverensstemmelse mellem hvad folk gjorde, og hvad folk sagde om sex mellem personer af samme køn. Lovene var meget strenge, men de blev kun brugt i enkelte, særlige tilfælde (Bray, s.58-81). Fraværet af diskurser gav sig udslag i en omfattende, men arbitrær tolerance. Først den nye sexologi definerede “homoseksualitet” som en tilstand, som en perversion man kunne f inde hos en bestemt type personer. Sodomitten havde været en midlertidig afvigelse, den “homoseksuelle”, tilhørte en art. Dette er hvad Foucault betegner som perversionens indpodning (1978, s.45).

Den “homoseksuelle” person blev født gennem lægevidenskabens karakteristik. Lægen. C. F. O. Westphal gjorde i en artikel fra 1870 homoseksualitet til en medicinsk kategori. Han beskrev de “kontrære seksualsanser”, hvor homoseksualiteten i stedet for at være karakteriseret ud fra bestemte seksuelle relationer, blev set som en sær1ig sanseegenskab, en omvending (inversion) af forholdet mellem det mandlige og det kvindelige. Homoseksualitet blev således grundlæggende en forvirring om kønnet, i modsætning til den senere lægevidenskabs identifikation af homoseksualitet gennem adfærden.

Den “homoseksuelle” (inverse) var dog kun en ud af mange perversioner, der blev optaget i det 19. århundredes psykiateres samling. De indgik i denne sammen med arter med lige så besynderlige navne : Exhibitionister, fetischister, zoofile, mixoskopofile og gynekomaster. De opstod som hvert sit lille folkeslag, der render offentlige instanser på dørene, hjemsøger hospitaler, læger og præster for at “bekende” hver deres “anomali”. En “anomali” der var blevet skabt af en intens overvågning og kontrol af kønnet.

Stigmatisering og identitetsdannelse

Den “homoseksuelle” var et lægevidenskabeligt artefakt. Men før, i slutningen af 1600-tallet eksisterede der i London en subkultur af mænd, der havde seksuel omgang med hinanden. Med sine sær1ige steder, private huse og kroer, hvor man kunne mødes, med sin særlige befolkning der fulgte den sociale orden der herskede her.

Og med en særlig stil: Kvindagtighed i tale og manerer. ”Mollyer” som de kaldte sig, en dagligsprogsvariant af kvindenavnet Mary, blev forfulgt af det omgivende samfund, og mødt med moralsk fordømmelse. I den almindelige forståelsesramme var de sodomitter, og blev straffet som sådanne, når magten slog ned på dem. Men ”mollyerne” var forskellig fra sodomitten: At være “molly” var en identitet, noget der involverede mere end en seksuel handling. Betydningen af at være “molly” var ikke så omfattende som at være “homoseksuel”: Det indebar ikke en bestemt psykisk eller fysisk tilstand (Bray, 1982, s. 103). Det interessante er, at denne subkultur på en gang var en mulighed for “mollyerne” for at danne en positiv identitet, og samtidig var der tale om en stigmatisering. Denne subkultur er et eksempel på, hvordan en gruppe mennesker forsøger at danne en “homoseksuel” selvbevidsthed, under indtryk af presset fra et intolerant samfund og hvordan “homoseksualitet”, samtidig herigennem udskilles fra samfundet. “Mollyen” kan derfor ses som en overgangsform til den “homoseksuelle” rolle og identitet. Som resultat og del af et nyt partikulariseret samfund, hvor det var muligt at skille sig ud, og blive udskilt som gruppe og individ.

Fra synd til skyld

Det var imidlertid først i midten af det 19. århundrede, at ideen om den “homoseksuelle” person udkrystalliseredes. Selve ordet “homoseksuel” bliver opfundet i 1869. Med perversionens installering kommer videnskabens interesse for “homoseksualitet” til at dreje sig om den “homoseksuelles” ætiologi. Hvad eller hvem har forårsaget “afvigelsen”, hvorfor er den opstået og i sidste instans: Kan den helbredes? Samtidig kriminaliseres homoseksualitet i de forskellige lande (Danmark 1866, Tyskland 1871, England 1885 ). Lægevidenskabens interesse for dette “nyopdagede “fænomen ledsages af et ønske om vidensproduktion om dette fra de juridiske instansers side.

Homoseksualiteten bevæger sig fra at være synd til at blive forbrydelse (Weeks, 1977). Til den “homoseksuelle” knyttets forestillinger fra den jødisk-kristne tradition om at ureproduktiv sex er forbundet med skyld, straf og sygdom. Den juridiske forfølgelse kulminerede med skandale-processer f.eks. sagen mod Oscar Wilde i 1895. Sådanne sager skabte et billede af den “homoseksuelle” i offentligheden som Weeks skriver:

 “They were labelling processes of the most explicit kind…”(1977, s.2l).

De trak en tydelig linie mellem tilladelig og utilladelig opførsel.

Den medicinske model

Videnskabens diagnosticering og etikettering af homoseksualiteten, indpodningen af det perverse var et led i magt instansernes overordnede bestræbelse på at kortlægge lysten. Kategorien “inversion” bliver derfor også splittet op efter forskellige kriterier i en mængde underarter: Transvestitisme, psykisk hermafroditisme, eller absolut , amfigen og okkational inversion (Heede, l985 ).Det tidligste eksempel på en sådan kortlægning er Krafft-Ebing, professor i psykiatri i Wien, med dennes videnskabelige bestseller Psychopatia sexualis fra 1887. Værket drejer sig om en videnskabelig identifikation af den “homoseksuelle” til juridisk formål, om homoseksualitetens status og ætiologi. Der herskede uenighed om disse spørgsmål. En stor gruppe af social-darwinister anså homoseksualitet for at være et tegn på nervøs degeneration, forårsaget af overdreven masturbation og udsvævende livsførelse. Andre hældede til den opfattelse at homoseksualitet var en medfødt sindssygdom eller et tilbagefald til en tidligere civilisationsform.

Homoseksualitetens definition var således et spørgsmål om magt til, at definere synd eller skyld. Hvis homoseksualitet var forårsaget af usædeligt levned måtte samfundet gribe ind med straf, og denne opfattelse sejrede altså i første omgang med kriminaliseringen af homoseksualitet. Men hvis der var tale om en menneskelig svaghed, en tilbøjelighed der var medfødt måtte de homoseksuelle overlades ti1 lægevidenskabens behandling. De homoseksuelle formulerede sig også i denne diskussion. De formulerede sig gennem den medicinske diskurs. Således erklærede den tyske sagfører Karl Heinrich Ulrichs i 1860’erne de homoseksuelle for at være et et tredie køn. Han forsøgte at forsvare de homoseksuelle eller urningene, som han kaldte dem, med at de “havde kvindelige sjæle i mandlige kroppe”. Deres perversion var med andre ord et naturens lune, en medfødt svaghed. Denne tredie-køns-teori blev senere udbredt af den populære engelske forfatter Edward Carpenter.

En anden nøgleperson i den tidlige homoseksuelle bevægelse, der formulerede sig i den medicinske diskurs var den tyske læge Magnus Hirschfeld, der i 1897 oprettede verdens første forening for homoseksuelle, Wissenschaftliche Humanitäre Komité  i Berlin. To år senere etablerede han Jahrbuch für sexuellen zwischenstufen , der frem til l920 udsendte oplysninger om homoseksualitet fra en lang række videnskabsgrene. Hirschfeld selv skrev (under mottoet Per scientiam ad Justiam: Retfærdighed gennem viden) en mængde forsvarsværker på grundlag af forestillingen om homoseksualitet, som et givet biologisk grundlag. Målet i den homoseksuelle strategi inden for den lægevidenskabelige diskurs, var at få klassificeret homoseksualitet som et for samfundet ufarligt naturens lune man ikke kunne stille den enkelte ansvarlig for, og som var i “gode hænder” under videnskabens bevågenhed. Dette er hvad Weeks kalder “den medicinske model”. Straffeaktionerne imod de homoseksuelle i forrige århundrede blev således mødt med protester fra lægerne både de homoseksuelle og andre.

Strategien var og er imidlertid problematisk, ikke bare fordi det er forkert at se en mekanisk sammenhæng mellem social adfærd og biokemi, men også på grund af dens konsekvenser. Selvom det efter århundrede-skiftet og frem til efter anden verdenskrig gradvis lykkedes at føre diskursen om homoseksualitet over i lægevidenskaben, blev en række af de juridiske kontrolmekanismer opretholdt. Den magt-viden det lykkedes for lægevidenskaben at etablere har gjort at det i høj grad er denne, der har tegnet billedet af den “homoseksuelle” i dag, sådan som det blev ridset op i afsnit 1.3. Selvom den grundlæggende holdning var at tildele “unaturen” en plads i “naturen”, havde det skæbnesvangre konsekvenser for de homoseksuelle der er blevet patologiseret af lægevidenskaben.

Konklusion: Homoseksualitet som utopi

Der findes altså en alternativ vej til seksuel “frigørelse”, en strategi der peger på ikke at “frigøre” homoseksualiteten ” (forstået som en essens, der findes hos alle mennesker, og til hvis frigørelse blot kræves fjernelse af repressive foranstaltninger ), men at “frigøre” sig fra homoseksualiteten. Ikke forstået således at erotiske og venskabelige forbindelser mellem mænd skal forsvinde, men at de skal eksistere i en anden form end den “homoseksuelle” person. Utopien, hvor homoseksualitet ikke er en særlig form for begær, men noget der er værd at begære.(Foucault, 1982).

Hvor homoseksuel ikke er noget man erkender man er, men noget man må arbejde på at blive.

En livsstil man kan udvikle. Hvor homoseksualitet blot er udtryk for “smag”, og de homoseksuelle dyrker en bestemt (eller flere) form(er) for “livskunst” der lige så lidt som noget andet forsøg på at udfolde en(eller flere) form(er) for æstetik kan eller bør måles og vejes inden for et videnskabeligt system. Hvor den “homoseksuelle” persons “homoseksualitet” udskiftes med homoseksualiteter, fordi der ikke er nogen årsag (moderbinding, kromosomfejl eller hormonforstyrrelse), men derimod individer, forskellige mennesker. Hvor typen er et valg af image: Det bevidst kvindagtige hos Boy George eller macho-stilen hos Frankie Goes to Hollywood.

Hvor homoseksualiteten ikke som hos den ”homoseksuelle” person konstituerer personligheden, men hvor ”homosexuality is a complexe diffuse experience that anyone may have” (Plummer, l98l, s.57).

Dette er en utopi, men den er ikke grebet ud af luften, siger Foucault. Og postulerer at man med rimelig historisk sikkerhed kan sige, at spørgsmålet om hvilket køn ens seksuelle interesser rettede sig mod blev betragtet som smag i romerrigets første to århundreder e. v. t.

Forudsætningen for at opløse konstruktionerne “heteroseksuel” og “homoseksuel”, der afgrænser og indsnævrer vores oplevelsesmuligheder ikke alene eller først og fremmest i seksuelle relationer, men generelt i mellemmenneskelige relationer, er erkendelsen af deres eksistens (Simon og Gagnon, 1973). Men denne erkendelse må også forbindes med en vilje til at tage magten over sit eget liv, at erkende at der ikke findes nogen psykologisk eller fysiologisk “natur” gennem hvilken man kan forstå alle menneskelige handlinger i fortid og nutid, og som determinerer fremtiden, betyder at man gennem sine egne handlinger må være ansvarlig for sit liv. Homoseksualitet som livsstil er en mulighed for at leve i overensstemmelse med sine egne ønsker og behov.

Sådan som den “homoseksuelle” rolle traditionelt har fungeret, har det været en rolle der måtte indlæres, som krævede (kræver) en indsocialisering i subkultur, accept af tabuiserede følelser og adfærd etc. Altså en meget vanskelig proces. Ikke mindst på grund af de forskellige former for undertrykkelse: Manglen på positive identifikationsbilleder, manglen på etablerede sociale rammer hvor man kan optræde som “homoseksuel” uden at blive udsat for overgreb (fysisk vold, fyring fra job, social isolation etc.). At den “homoseksuelle” rolle er så svær at acceptere og indlære for de ”homoseksuelle” har derfor en stærkt begrænsende effekt på de enkelte individers frie valg af seksuel præference. Selvom de forbud og den kriminalisering af homoseksualitet der fandt sted i 1950’erne i Danmark og det meste af Europa er blevet ophævet er der derfor ikke blevet flere, der identificerer sig med at være “homoseksuelle”. Foucault har tilsyneladende ret i antagelsen, at normen for, hvad der er “normalt” eller “unormalt” er vigtigere end juraen.

Den ”homoseksuelle” identitet og subkultur opstod i slutningen af det 19. århundrede – måske senere i Danmark. Strukturelle forandringer i økonomi og samfund gjorde det muligt at leve udenfor familiens grænser. Mænd med “homoseksuelle” interesser var de første til at benytte disse muligheder. Men over tid er fødselsraten dalet, familierne blevet mindre, skilsmisse tallene er steget, færre gifter sig og variationerne i samlivsforholdene er blevet større. Selvom de heteroseksuelle stadig gifter sig, viser skilsmissetallene, at livstidsægteskabet ikke i samme udstrækning som før er norm. De heteroseksuelles livscyklus er blevet både mere varieret og mindre forudsigelig. De står over for mange af de valg og erfaringer de homoseksuelle tidligere har oplevet: De må skabe sig en kultur uden forbilleder – dvs. i kulturel henseende er bøssekulturen selv blevet avantgarde. Forskellene mellem “heteroseksuel” og “bøsse”-kultur er blevet mindre – hvilket måske er det vigtigste element i at eliminere kategoriseringen.

Denne  artikel er oprindelig blevet til som en universitetsopgave for knap 25 år siden. De vigtigste af de i litteraturlisten nævnte værker er i mellemtiden blevet klassikere i den videnskabelige litteratur. En del af tidsskriftartiklerne og andet er måske sværere at opdrive idag.

 I hovedtrækkene er tesen i denne artikel stadig gyldig: Homoseksualitet er en social konstruktion. Juraens, lægevidenskabens og socialvidenskabens diskurser har formet og konstrueret homoseksuelle identiteter og roller i moderne samfund.

Der hvor de forskellige sociologiske og videnshistoriske teorier har vist sig svage, er i fremskrivning af det kritiske potentiale. Set knap 25 år senere er der ikke noget der tyder på en erodering af kategorierne “homoseksuel” og “heteroseksuel”. Snarere tværtimod.

Repressionstesen er stadig aktuel idag. Dog i sin omvending. Nu handler det ikke om hvor frigjorte vi kan være, men om hvordan perversionerne kan holdes nede og samfundet frit for dem. Essentialismen dominerer stadig tankegangen.  Og perversionernes udspring forstås i  den samfundsmæssige debat , som det jura og lægevidenskab tidligere betegnede som henholdsvis skyld eller afvigelse.

 

Litteraturliste

Oversigtslitteratur

Jeffrey weeks: Coming out. Homosexual politics in Britain, from the Nineteenth century to the Present. London 1977.

Michel Foucault Seksualitetens historie bd1: Viljen til viden. Kbh.1978.

Sociologi

Kenneth Plummer The Making of Modern Homosexual. London 1981

heri: Mary Mclntosh : The homosexual role (1967)

og Kenneth Plummer : Homosexual categories: some research problems in the labelling perspective of homosexuality.

John H. Gagnon og William Simon: Sexual conduct London 1973.

heri: The social origins of sexual Development of Male homosexuality (1967)

Kenneth Plummer: Sexual Stigma: An interactionist account London 1975

Historie

Wilhelm von Rosen Bøssehistorie. Den historiske konstruktion af homoseksuelle roller og identiteter. Kbh.l983

i: Kvindestudier 7 (red.Nynne Koch)

Alan Bray: Homosexuality in Renaissance England. London 1982.

Videnshistorie

Lars-Henrik Schmidt og Jens Erik Kristensen: Foucaults blik – om det moderne menneskes fødsel. Kbh.1985.

Psykoanalyse

Dag Heede: Freud og “den homoseksuelle”. Semesteropgave. Kbh. 1984

 

Tidlsskrifter, blade m.m.

Henning Bech: Mellem mænd Kbh.1983 i: Kontext 45

Henning Bech og Karin Lützen: Kommisionsrapport: Lyst eller nød? og Synspunkter og resultater i videnskabelig litteratur om mænds og kvinders homoseksualitet. Kbh.1986

Steffen Jöhncke Andre måder.i: Pan-bladet.Et blad for bøsser og lesbiske. juni-juli Kbh.1985

Michel Foucault: Venskab som livsstil i: Pan-bladet nr.6,oversat af Henning Bech og Henning Jørgensen. Kbh.1982.