Tilbageblik: Hvilke homorettigheder?

I artiklen Den destruktive LGBT politik nævnte jeg Bjørn Hvidt-Pedersens kronik i Berlingske Fra ligeret til minoritetskultur.

Bjørn Hvidt-Pedersens kronik er fra efteråret 2009. Skrevet under indtryk af de nyligt afviklede Outgames – og kritisk overfor den kultur Outgames repræsenterer.

Jeg var – og er – positiv over for ideen om minoritetskultur. Og kan ikke se noget alternativ. Kun at den er truet – af de selv samme mennesker, der hævder at forsvare den. Fordi der har udviklet sig en politisk kultur, der bringer både enkeltpersoner og institutioner i permanent konklikt med hinanden. Og politikområdet er blevet indsnævret. Idag indgår kun homovielse og homoægteskab som “frihedskrav” på den politiske dagsorden.

 

Det vil sige at LGBT idag er for den promille, der er i fast forhold og f.eks. af religøse eller sociale grunde ønsker vielse og ægteskab: De velstillede der kan tænke i skattefordele ved ægteskab, og ønsker en “normalisering”, der ekskluderer alle andre livsformer end monogami.

Her vil jeg gengive min kommentar til Bjørn Hvidt-Pedersen. Oprindelig skrevet til et debatforum, hvor stemningen decideret var imod Outgames. Og således repræsenterede den konflikt, at visse dele af homomiljøet idag er arge modstandere af miljøet selv. Og bekæmper det af alle kræfter og med alle midler. Et faktum det officielle miljø – heller ikke idag – hverken vil diskutere eller forholde sig til. Tankevækkende nok.

2009 er længe siden. Erfaringer og begivenheder taget i betragtning.

Derfor vil jeg præcisere tre ting: Der er ikke sket et entydigt skift væk fra juridiske ligeretskrav. Der er tale om at strategien ikke virker. I 2009 gjorde jeg opmærksom på de manglende resultater, og den situation er ikke ændret selvom vi nu skriver 2011. Teksten antyder at en del af Bjørn Hvidt-Pedersens utilfredshed skyldes, at det er blevet sværere at være “anderledes” for LGBT mennesker i provinsen. Den nylige episode med det uheldige indslag i TV2 Øst om homomagasinet Proud kunne tyde på det. 

Det er sandt at eksistensen af en minoritetskultur fører til en mere statisk betragtning, og trækker væk fra frigørelsespolitikken. Især hvis denne  biologiseres. F.eks. til ensidigt at tage udgangspunkt i køn. Selvom feminisme idag ikke handler om kvinders behov og liv, men om inddæmningsstrategier i forhold til den maskuline seksualitet. Nylige debatter har også demonstreret, hvor svært det er at diskutere det sociale. Fordi køn, seksualitet og identitet stort set alle steder opfattes som essens. Selv af de der på et generelt og teoretisk plan siger det modsatte.

Betydningen af sociale mekanismer er forsvundet ud af, hvad der måtte være af seksualpolitisk debat. LGBT Danmark har idag et principprogram der ikke nævner hverken hiv eller Aids. Sygdom relaterer sig til menneskers sociale og samfundsmæssige væren på en måde, der er interessant. Men hiv og Aids indgår ikke i en feministisk forståelse af forholdet mellem køn og samfund, og er derfor fraværende på den politiske dagsorden.

Alt i alt er der så mange tråde tilbage til den politiske debat i 2009, at jeg finder det umagen værd at gengive den oprindelige tekst:

“Bjørn Hvidt-Pedersens synspunkt er interessant. Påstanden er at homoerne har bevæget sig fra social frigørelsesbevægelse til minoritetskultur. Identitet og biologiske begreber har erstattet traditionelle politiske begreber om højre og venstre. Den politiske ideologi er blevet formuleret, så den passer den nye urbaniserede middelklasse.

Læg mærke til:Frigørelsesbevægelsens ideologi havde sin rod i den amerikanske Stonewall bevægelse fra 60’erne ligesom regnbuepolitikken i dag. Frigørelsesbevægelsen stod stærkt i Tyskland i 70’erne og 80’erne. Og Tyskland er i dag en af regnbuebevægelsens stærkeste bastioner. Det viser hvor stærk trenden i retning af regnbuepolitik er. Og modstillingen af ”europæisk” og ”amerikansk” er altså falsk. Provinsnostalgien forekommer i øvrigt malplaceret, når frigørelsesbevægelsen (med rette) fremhæves for sit internationale udsyn. Men hvorfor har der været det skift fra den ene til den anden politiske strategi?

Den udvikling hænger sammen med, at det danske samfund er blevet multikulturelt. I dag giver det mening at formulere sine politiske interesser som særkrav på vegne af minoriteten, på en måde det ikke gjorde tidligere. Men det er også udtryk for at homopolitikken er blevet defensiv.

Man kan således konstatere, at det er en strategi, der tilpasser sig den politiske virkelighed vi befinder os i. Siden det registrerede partnerskab blev indført i 1989, og Danmark var spydspids i den homopolitiske sammenhæng, er der stort set ingen ting sket på det lovgivningsmæssige område. Danmark er blevet overhalet af vore nordiske naboer, der har indført ægteskab for homoer. Den svenske kirke har ikke haft nær den samme succes med at kæmpe imod ligestilling af homoerne som den danske Folkekirke.Tilpasningsstrategien har betydet at homoerne i dag ikke kræver ligeret, men særbehandling. Fordi kravet om ligeret virker som overbud.

Den nuværende regering er – som den forrige – imod lovgivningsmæssige tiltag for ligestilling. Der er intet der tyder på at homoerne i den nærmeste fremtid kan blive kirkeligt viet eller at et ægteskab, hvor homoerne bliver ligestillet med heteroerne bliver vedtaget i Folketinget. Eller at en særlig indsats imod diskrimination overfor homoseksuelle inden for sport vinder indpas. Selv efter Onyszko sagen i 2009 nægter DBU f.eks. at tilslutte sig en international kampagne imod diskrimination. Med begrundelsen at det ikke er nødvendigt.

Det er ikke regnbuepolitikkens nederlag. Regnbuepolitikken er derimod et svar på denne politiske realitet. Hvor homoerne tidligere – fra 50’erne op til midten af 70’erne – kæmpede for livet, handler homopolitikken i dag om særkrav. Ret til adoption eller ret til insemination. Tidligere var en række lovgivningstiltag vendt direkte imod homoerne. Idag kæmpes der for lovgivningstiltag til gavn for homoerne. Selvom særkravene i dag har en meget begrænset succes, fordi meget få borgerlige politikere – ud over de radikale, visse forhenværende radikale politikere og nogle få venstrefolk – støtter den politiske dagsorden, så er homoernes liv i samfundet generelt blevet lettere.

Regnbuepolitikken er derfor også et forsøg på at skabe nogle nye sociale sammenhæng, hvor homoerne kan gå hen. Uden at føle sig truede eller isolerede. Sportsklubberne er en af disse sammenhæng. Og Outgames er – som Bjørn Hvidt-Pedersen meget rigtigt siger – blevet en af regnbuepolitikkens spydspidser. Et af de tilbagevendende angrebspunkter imod regnbuepolitikken er ejendommeligt nok, at homoerne har fået disse nye muligheder.

Der hvor regnbuepolitikken virkelig adskiller sig fra frigørelsespolitikken er, at den ikke handler om hvordan man får et liv som homo, men om hvordan man bruger sit liv som homo. Hvilke drømme og hvilke ambitioner man har.

Politiken bragte under Outgames et indlæg af Brokkendorf på første sektions bagside. En fiktiv person der som bekendt, har for vane at skælde ud på alt og alle. Brokkendorf slog ned på at homoerne festede for borgernes penge. Homoer der fester og har det sjovt og dyrker sport: Det støder an imod alle de traditionelle fordomme om homoerne som ensomme, ulykkelige, socialt udstødte, diskriminerede osv. Fornemmer man ikke den samme forargelse hos Bjørn Hvidt-Pedersen Og værre: Hos alle de højreorienterede der skælder ud på at skattekroner anvendes til sociale formål.

Billedet der spøger er Outgames deltagere der danser og drikker natten lang, som modsætning til tidligere tiders aktivister der altid bevarede roen og alvoren. Det er måske et af regnbuekulturens budskaber, at der skal gøres op med alvoren og de rynkede pander?

Tilhører Bjørn Hvidt-Pedersen ikke ligesom Brokkendorf den jyske fraktion, der er imod alt hvad der foregår i København, fordi det foregår i København? Der er et mønster, både i USA og i Europa: Homolivet når ikke ud til provinsen, det bliver tværtimod mere koncentreret om de store byer, og bestemte kvarterer bliver ghettoer. Men også samlingspunkter for de internationale festivaller og arrangementer. Modstanden fra provinsen bygger indlysende nok på, at den type kulturbegivenheder aldrig når så langt ud.

Til gengæld når provinsen så til København: Ikke bare de store arrangementer, men også clubbernes parties tiltrækker homoer fra hele landet. På sin vis findes der kun en homokultur i Damark: Den vi alle er en del af.”

 

Alle fotografierne er af den amerikanske fotograf Alison Scarpulla:

alisonscarpulla

Brent Corrigan bruger kondom

Sådan bruger man et kondom!

Sexstjernen Brent Corrigan underviser.

Et godt sexliv er et sikker-sex liv.

Tjek linket og scroll ned til nummer 4 video, den er med Corrigan:

 

Brent Corrigan how to put on a Condom

Corrigan har i 2010 tilsluttet sig Stop Aids kampagnen i Wahsington.  Terry Gerace der er medstifter af denne fortæller:

“Han er forlængst blevet fortaler for sikker sex og har offentligt undskyldt for sin tidligere medvirken i film, hvor der forekom usikker sex.”

Selv har Brent Corrigan udtalt:

“Mine følelser i dette spørgsmål er meget simple. Jeg var et dårligt eksempel på et tidspunkt i mit liv, da jeg var meget ung. Ungdom er ingen undskyldning for mine handlinger, men det kan forklare hvorfor jeg begik disse fejltagelser.”

Brent Corrigan: How to put on a condom

Brent Corrigan shows you how to put on a condom in this video:

Click here and scroll down:

How to put on a Condom

Terry Gerace from Washington D.C.based sexually transmitted disease (STD) prevention group DC Fuk !t  tell us about Corrigan:

“He has long since become an advocate for safer sex and has very publicly apologized for his past appearances in films depicting unsafe sexual practices”.

Corrigan say:

“My feelings on the matter are very simple. I set a bad example at one time in my life, when I was a very young person. Being young is not an excuse for my actions, but it does indicate how and why those mistakes were made in the first place.”

Det farlige sexliv

Først nogle spørgsmål:

– Hvor mange hormonforstyrrende stoffer er der i sexlegetøj?

– Er det misbrug når danskere tager på sexrejser og køber sig til sex?

– Hvor mange børn udsættes for seksuelle overgreb?

– Hvor mange voldtægtsmænd slipper for straf?

– Hvad er årsagen til homoseksualitet?

– Hvorfor er samfundet blevet pornoficeret?

– Bør prostitution forbydes?

– Er der en stigning i antallet af unge der er homofobe ?

– Er pornografi skadeligt?

– Er dyresex perverst?

Ovenstående spørgsmål besvares næsten dagligt i medierne: Sex er farligt! Sex er skadeligt! Sex skal man for enhver pris undgå!

Mediernes vinkel er altid hvor farligt sex er, ikke om sex er farligt. Heller ikke om sex i nogle situationer og bestemte sammenhænge er godt og sundt.

Både trykte og elektroniske medier bringer konstant reportager om, hvor farlig sex er: Sexlegetøj indeholder hormonforstyrrende stoffer der mistænkes for at skade mænds sædkvalitet, giver drengebørn misdannede kønsorganer og fremskynde pigers pubertet. Der er ikke plads til nuancer. Det nævnes ikke, at man købe sexlegetøj uden de skadelige phtalater.

Kønsforskere udtaler deres bekymring for pornoficeringen af samfundet. Den måde pornofilmenes klichéer er kommet til at indgå i almindelige menneskers liv og forestillinger på.

Og så er der den altoverskyggende bekymring for børn og unge: Frygten for de bliver udsat for overgreb eller tager skade af den måde de bliver påvirket af trykte eller elektroniske medier – blade i øjenhøjde med nøgne kvinder. Eller homosex scener på film, hvor aldersgrænsen er sat for lavt. Som i tilfældet med den nye Klovn; The Movie.

Bekymrede feminister advarer imod at pornoficeringen medfører at kvinder bliver gjort til objekter og ligestillingen dermed trues. Og peger endvidere på, hvor udsatte svage kvinder er i samfundet. Kvinder udnyttes og misbruges seksuelt.

I pigeværelserne – er lyserødt og prinsessekjoler ikke længere enerådende –  bratz-dukker – eller luder-dukker, som feminister ynder at kalde dem – anskaffes af uansvarlige mødre. Hvilket skader kønsrollemønstret, fordi pigerne påvirkes af dukkernes luder/madonna stereotyper.

Ansvarlige politikere toner frem i medierne og fortæller om alle de farer der truer efter selv at være briefet af eksperter: Læger, psykologer, kønsforskere og terapeuter, der konstant er bekymrede for befolkningens sundhed.

Tæppebombardementet af advarsler får ikke danskerne til at fravælge sex – hvis man skal tro afstemninger på Ekstra Bladet, hvor flertallet af både kvinder og mænd i 2010 tværtimod ønskede mere sex i 2011.

Mediernes behandling af sex og seksualitet kommer derved til at minde om kostrådene: Alle kender dem, men ingen følger dem. Det resulterer i fedmeepidemi på det ene område, og en sær blanding af ligegyldighed og hysteri på det andet.

Alle eksperter er selvfølgelig velmenende og og erklærer, at de trods bekymring har en positiv indstilling til sex og seksualitet. Og anbefaler sensualitet og et sundt sexliv.

For nogle år siden var det sådan, at hvis mænd sad og ledte på nettet efter billeder af frække piger tonede der med jævne mellemrum skilte op på skærmen, der advarede imod børneporno og opfordrede til at foretage politianmeldelse. Skiltene havde en hilsen med fra Red Barnet. Der opfordrede til et folkeligt engagement i sagen.

Og eksperter fra Børns Vilkår tonede næsten hver uge frem på tv-skærmen og advarede ligeledes imod børneporno, børnesex, incest og alle tænkelige kriminelle fænomener, der kan true børn.

Når kriminalstatistikker bagefter gennemgås og det konstateres, hvor utrolig få af den type sager der fører til domfældelse kan det undre, at hele nationen skulle indrages under spejdermottoet: Vær beredt!

Og at alle tænkelige lovlige og harmløse fænomener undervejs blev mistænkeliggjort. Og danskernes liv forpestet af hysteri.

Eksperterne som er læger, psykiatere, psykologer, biokemikere og terapeuter har det til fælles at de har en naturvidenskabelig baggrund – eller henholder sig til naturvidenskabelige argumentationer. Deres bekymring gælder altid den mandlige seksualitet. For mærkeligt nok findes der ikke en lægevidenskabelig teori der gælder for kvinder.

Når en forsker f.eks. forklarer hvordan homoseksualitet er betinget af rækkefølgen i søskendeflokken viser det sig, at teorien kun omfatter drenge. Ikke piger. Man kan være Født til at være bøsse men mærkeligt nok ikke til at være lesbisk?

Der hersker fuldstændig asymmetri når det gælder mænds og kvinders seksualitet – sidstnævnte er i realiteten fraværende.

Den klassiske lægevidenskabelige opfattelse stammer fra en tid, hvor mænd styrede samfundet og var hævet over kvinder. Efter kvinderne fik stemmeret og senere – i løbet af 1960’erne kom ud på arbejdsmarkedet – måtte lægevidenskaben revidere sit syn på de “umælende” kvinder. Centrale antagelser i psykoanalysen om det kvindelige hysteri måtte forkastes – og til sidst blev psykoanalysen selv forkastet. Synet på den mandlige seksualitet forblev derimod urokket. Ingen vover idag at nævne psykoanalysens syn på kvinder. Men mænds homoseksualitet eller manglende maskulinitet kan sagtens forklares ved hjælp at påstande om femininisering af folkeskolen. Hvor det underforstås at kvinder i institutioner forkvakler drengenes kønsopfattelse.

Enhver lægevidenskabelig vurdering af sex og seksualitet er – for de der holder fast i det klassiske paradigme – en risikovurdering. Lægevidenskaben tager udgangspunkt i opfattelsen af manden som aktiv og penetrerende i seksuelle forhold. Aktiv og passiv har intet med roller at gøre. Den der har et lem er aktiv. Uanset at kvinder ikke altid ligger slapt på ryggen i sengen, er de i lægevidenskabelig forstand passive, fordi de bliver penetreret.

Mænd har en seksualitet der kan beskrives – og måles med forskellige metoder – i modsætning til kvinder. Der er ekskluderet fra lægevidenskabens betragtning.

Tesen om asymmetri mellem mænd og kvinderer falder fuldstændig  i tråd med grundlæggende opfattelser i feministisk teori. Og stemmer overens med feminismens betragtning af kvinder som ofre. Lægevidenskaben resultater – om mænd – accepteres og hyldes derfor af de fleste feminister. Kvinder er potentielle ofre for mænd hedder det. Den moderne feminisme har glemt, at lægevidenskabs tese oprindelig indgik som argument for, at holde kvinder ude fra politisk indflydelse. Og reducerede dem til moderrollen. Nu bruges lægevidenskabens definitioner i magtspillet mellem kønnene og som instrument af feminismen.

Ingen feminist med respekt for sig selv vil acceptere at piger leger med bratz dukker eller at kvinder dyrker stripfitness. Eller drømmer om at se udbredelse af pornografiske klichéer som udtryk for kvinders egne valg eller frigørelse. Det er kvindeundertrykkelse

Valgfrihed og selvstændighed opfattes stadig ikke som feminine egenskaber. Indtil videre er det kun prosexfeminister der fremfører det synspunkt.

Den måde medierne selv præsenterer emnerne sex og seksualitet på er som tidligere nævnt præget af bekymring. En – mandlig –  kønsforsker har gjort opmærksom på, at autoriteten som forsker inden for det seksualpolitiske området er ligefrem proportional med, hvor bekymret man er. Det vil sige at det i reglen kun er de mest skingre røster, der trænger igennem i den offentlige debat.

Medierne præsenterer natuvidenskabens reduktionistiske forklaringer fuldstændig ukritisk. Når der f.eks. spørges om årsager til homoseksualitet dykkes der enten ned i den klassiske psykoanalyses forestillinger om moderbinding eller den moderne sexologis forklaring om, at det er rækkefølgen i søskendeflokken der er afgørende. Selv avancerede genetiske teorier og hjerneforskning bruger en apparatfejlsmodel og stiller spørgsmålet: Hvad gik galt, hvorfor blev barnet homoseksuelt?

I ingen af tilfældene strejfer det nogen, at homoseksualitet kunne indbefatte et aktivt valg af livsstil og identitet. At homoseksuelle i forskellige samfund ikke er ens og homoseksuelle fænomener kan være udtryk for lyst eller smag.  At kvindelig og mandlig homoseksualitet ikke er to sider af samme sag tyder også på at det sociale spiller en større rolle end lægevidenskaben vil medgive. I Danmark har 1 ud af 25 mænd homosex, i USA er de tilsvarende tal 1 ud af 6. Det er tale om forskellig adfærd. For nyligt dokumenteret i en spørgeundersøgelse om sexliv i 10 lande.

I Danmark hvor homoseksualitet er afkriminaliseret og fjernet fra Sundhedsstyrelsens sygdomsliste kunne man ganske enkelt undlade at stille spørgsmålet hvorfor. De homoseksuelle behøver ikke stå til ansvar over for offentlige myndighed. De kan definere deres homoseksualitet som de vil. Alligevel bliver der investeret i hjerneforskning, der skal påvise fysisk forskel på homoseksuelle og heteroseksuelle. Og spørgsmålet dukker hyppigt op i medierne.

Naturvidenskaben har gennem de sidste hundrede år produceret utallige reduktionistiske  forklaringer, der alle har det til fælles, at de hverken er entydige eller overbevisende. Inden for psykoanalysen, sexologien, genetikken og hjerneforskningen.

Når man skal forklare hvorfor bekymringen trives så godt kan man pege på flere faktorer.

For det første kan man henvise til lægevidenskabens konservatisme. Når en forklaringstype bliver forkastet bliver den blot afløst af nye tilsvarende typer forklaring. Når homoseksualitet fjernes fra sygdomslisten, placeres ledsagefænomenerne – perversionerne eller parafilierne, som de hedder i lægesproget – derefter på den ledige plads. Konklusionerne bliver dermed de samme.

For det andet har feminister accepteret lægevidenskabens mekaniske og reduktionistiske forklaring af forholdet mellem kønnene. Feminismen har gået sin sejrsgang blandt begge køn og tesen om, at sex er farligt  og skadeligt er blevet ophøjet til videnskabelig sandhed.

Det eneste fænomen der med rette kan betegnes som dødbringende og truende i forhold til sexlivet – nemlig hiv-smitte, hepatitis og andre seksuelt overførte sygdomme – som gør agtpågivenhed til absolut nødvendighed især for risikogrupperne – har efter 1990’ernes hysteri fået en bemærkelsesværdig seriøs og sober behandling.  Stop Aids har aldrig kørt skræmmekampagner.

I modsætning til alle de fænomener der ikke truer hele befolkningsgrupper – og kun under ganske særlige omstændigheder enkelte, udsatte  individer. Og hvor sager enten er sjældne og eventuelle skadevirkninger af langt mere begrænset omfang.

Alle de emner der optager mest plads i medierne.

Her består det skadelige i selve problematiseringen: I stigmatiseringen af homoseksualitet eller transseksualitet. I den bedrevidende og moraliserende fordømmelse af pornoficering, seksualisering eller forsøg på stigmatisering af prostituerede og andre der vælger en speciel livsstil.

Fordomme tilskrives altid de unge, de dårligt uddannede eller mindrebemidlede i samfundet. Fordommenes massive gennemslagskraft i samfundet skyldes rent faktisk, at det er kultureliten og de veluddannede der udmønter dem.

Brent Corrigans oral Exam

Brent Corrigans oral Exam. With Matthew Rush as coach…

Matthew: First tell me the best way to keep from getting HIV during sexual intercourse?

Brent: Oh, thats easy! Always use a condom with plenty of condom safe fluid!

Matthew: Okay smart guy. Now. Show me the proper way to put on a condom!

Brent: Okay coach. Do you have a banana I can put it on?

Matthew: Ha..ha..! Brent! Nobody have sex with a banana! You going to put it on yourself!

Brent: I like this a lot better, coach!

Click here:

Brent Corrigan oral Exam

Remember, to stop the spread of HIV:

Choose: Condoms, Monogamy or Abstinence!

Dokumania: Afsløret!

DR2’s Dokumania tirsdag d.7 december 2010 havde titlen Afsløret! Programmet kunne også have haft overskriften: De homoseksuelle og moralen. Afsløret! fortalte nemlig om, hvordan amerikanske journalister og bloggere arbejder. Når de stiller skabshomoer blandt kongresmedlemmer og guvernører til ansvar for deres gerninger. Helt tilbage til Reagan-perioden.

Men også om de homoseksuelle, der har været modige nok til at komme ud af skabet. Og som efterfølgende har måttet bære skilsmisse og tabet af politisk karriere.

Programmet bringer den tale  New Jersey’s daværende demokratiske guvernør, Jim McGreevey holdt i 2004, hvor han – som den første amerikanske guvernør nogen sinde – sprang ud og erklærede sig som homoseksuel med ordene: “My truth is that I am a gay American.”

En historie der dengang også blev bragt af Time Magazine.

I dokumentaren erklærer han sig som homoseksuel, og fortæller om den vanskelige beslutning han traf da han sprang ud. Og tager afstand fra løgn privat, såvel som offentligt. Sekunderet af sin tidligere ægtefælle Dina, der erklærer at løgnen ødelagde hendes liv.

McGreevey valgte at stå frem – men først efter pres. Lige som flere andre. Men i modsætning til  republikaneren Larry Craig – der på trods af vidnesbyrd fra trækkerdrenge eller ekskærester – fastholder, at de er heteroseksuelle.

Larry Craig

Bloggere og journalister har et stærkt argument for at oute politikere. Helt tilbage til Reagens tid i Det Hvide Hus har skabshomoerne blandt republikanerne ført den mest uforsonlige og homofobe politik.

En toprådgiver i Reagan administrationen (regeringen) var med til at forhindre forebyggelse af hiv-smitte. Reagan administrationen indtog en laissez-faire attitude over for en sygdom, der skulle komme til at koste hundreder af tusinder mennesker lidelse og død. Reagan selv ville end ikke tage ordet aids i sin mund før 1987. Ironisk nok er Washington, D.C. idag et af de hårdeste ramte områder i USA , når det gælder hiv-smitte. Fordi som programmet gør opmærksom på, at der så mange homoseksuelle. Og de er i skabet.  De kan ikke gå til test og indrømme at de er “en af os”. Selvom programmet fortæller at en af Reagans toprådgivere – sideløbende med fordømmelsen “det er deres egen skyld” gik til fest på homosteder!

Journalister og bloggere reagerer altså på den offentlige løgn. Hvad private mennesker foretager sig privat – sammen med venner, kærester eller familie vedkommer naturligvis ikke offentligheden. Her er synlighed eller ikke synlighed, udspring eller forbliven i skabet en privat sag.

Mennesker der beklæder offentlige embeder, som ovennævnte embedsmand – Richard Krause -der beskæftigde sig med et sagsområde, der vedrører millioner af menneskers sundhed kan ikke ustraffet fortie, benægte eller lyve om deres egne valg. “You got a right to privacy, not to hipocracy”, som det siges i programmet. Journalisterne og bloggerne afholder sig ikke fra, at stille nærgående spørgsmål. Med det resultat at nogle af skabshomoerne vælger at opgive maskespillet.

Jim McGreevey

Borgerne har ret til at vide hvem de stemmer på lyder argumentet. Og man kan næppe heller forestille sig noget andet emne, hvor vælgerne ville se stort på at en politiker siger ét og gør det modsatte.

Bloggere og journalister har endnu et argument: Det er ikke tilfældigt, at de republikanere de har outet eller forsøger at oute har den sorteste samvittighed, når det gælder stemmeafgivning i Kongressen. Hvor de konsekvent stemmer alle forslag om homorettigheder ned. Selv hævder de naturligvis at stemme ud fra overbevisning. Men homoaktivisterne mener at skabshomoerne repræsenterer et decideret had imod homoerne.

Radioværten Michelangelo Signorile fortæller sin egen historie om hvordan han som ung var med til tæve eller opfodre til vold i skolen mod homoerne. Fordi han var bange for selv at blive identificeret med dem. Det er det samme had mod homoerne de skabshomoseksuelle kongresmedlemmer repræsenterer, når de stemmer alle ligestillingssager ned, mener han. De indtager ekstreme synspunkter for, at bevise de ikke selv er homoer. Alt had mod homoer kommer fra mennesker der selv er homoseksuelle.

De konservatives modargument er, at skabshomoerne er stærke fordi de modstår presset  på dem for at springe ud. Og de dermed sikrer sig at de politiske poster ikke mistes, og de personlige omkostninger undgås. Over for dette står Jim McCreevy’s ord i den famøse tale om det han selv gjorde var: “It was wrong, it was ridiculous and inexcusable.”

Løgnen er altså kun en side af skabshomoerne attitude.  Når andre ledende konservative bliver afsløret er det da også påfaldende, at de kommer fra Exodus bevægelsen eller tilsvarende grupper, der forsøger, at omvende homoer til at blive kristne og heteroseksuelle. I foråret blev George Alan Rekers, medstifter af  Family Research Council og videnskabelig rådgiver for National Association for Research & Therapy of Homosexuality afsløret sammen med en escortfyr på 20 år fra Rentboy. Rekers benægtede efterfølgende, at han skulle være homo, men blev fritaget for sine hverv for NATH.

Alt tyder således på at homoaktivisterne har ret også her. De skabshomoer der bliver afsløret viser sig at tilhøre den mest uforsonlige fløj i det republikanske parti, der vil omvende de homoseksuelle. Skabshomoerne indtager en helt speciel attitude over for de åbne homoer og homomiljøet. Og aktivisternes argument er, at det de gør er så skadeligt, at enhver afsløring er en sejr.

Der hvor deres argumentation risikerer at vikle sig ind i selvmodsigelser er der,  hvor de anvender moralske begrundelser. Politikere har enten pligt til at tale sandt over for vælgerne – eller omvendt må de tage vælgernes straf, hvis de bliver taget i at lyve. Sådan er det. Også  i alle andre spørgsmål end de der vedrører seksualitet.

Når homoaktivisterne slår på det umoralske i at konservative religiøse lyver over for deres ægtefæller og vælgerne bevæger de sig på tynd is. Illoyalitet over for en ægtefælle er ganske vist en ubehagelig – i visse situationer endda uacceptabel ting. De homoseksuelle der forsvarer moral befinder sig dog i en prækær situation. De har ikke samme adgang til hverken vielser eller ægteskab som de heteroseksuelle. Man kan af hjertet gå ind for noget som teoretisk set er rigtigt, men faktum er at de amerikanske homoer bliver ekskluderet fra rettigheder på en række områder i det amerikanske samfund.

Det konservative religiøse synspunkt består jo i at kritisere homoseksuelle som uansvarlige og umoralske, samtidig med at de nægtes adgang ikke blot til ægteskab og vielse. Og diskrimineres på andre områder. Ønsket om at fremstå moralsk og respektabelt er selvfølgelig ærligt og dybtfølt. Det står blot i modstrid med en virkelighed, hvor de bliver diskrimineret.

Nedenstående satiretegning illustrerer problematikken. Luderne og homofyrene stilles op over for hinanden. Hvem er mest respektabel: De prostituerede der vil gå i seng med enhver mand, eller de mænd der vil gå i seng med hinanden, men aldrig med en kvinde? Alt afhænger af perspektivet. Tegningens 50’er stil signalerer, at hvis man fravælger de prostituerede er man ikke en rigtig mand, altså er man homo.

 

Ses tegningen som satirisk pastiche på 50’erne signalerer den, at homofyrenes moral sandelig er i orden: De er imod prostitution, og soldaterne går i seng med hinanden! Der er bare det, at det er svært at afgøre om tegningen er ny eller gammel? Hvis det antages den er ny vil meningerne alligevel være delte. Selv de mest konservative republikanere – eller netop de – vil mene, at de fyre der går til prostituerede trods alt er rigtige mænd. Mens en del nypuritanske homoer – udover rent faktisk at tænde på mænd – mener det er umoralsk at opsøge prostituerede. Begge synspunkter forsøger at ignorere det åbenlyse, at det er homoer og prostituerede, der holdes op mod hinanden. Afgørelsen af hvad der er værst beror i begge tilfælde blot på ens fordomme. Den tvetydighed er sigende.

Hvorfor ikke helt afholde sig helt fra at blande politik og moral sammen?

Konservative og liberale skrev deres navne ind i historien i 1980’erne ved at moralisere.

Herhjemme anlagde Britta Schall Holberg en tilsvarende laissez-faire attitude som sundhedsminister som Reagan administrationen praktiserede. Og fremsatte udtalelser om, at hvad folk gør i privatlivet ikke kunne være hendes sag som indenrigsminister. Nægtede altså at handle ud fra den viden der forelå. Hvad der også resulterede i blødersagen. Det var jo svært at udvise handlekraft over for bløderne, når Schall Holberg på den anden side havde travlt med at forsvare intet at foretage sig med hensyn til forebyggelse af spredning af hiv-smitte.

Til forskel fra de amerikanske skabshomoseksuelle republikanere overlevede Britta Schall Holbergs politiske karriere kun med nød og næppe. At en uskyldig gruppe af kronisk syge blev taget som gidsler i kampens hede kom til at skæmme hendes ministerielle eftermæle.

Dokumentaren Outrage (2009) vidner om, hvor stort behovet i USA er for at få gjort op med en smertelig fortid. Det er payback time. Der vil forhåbentligvis altid være journalister, der vil se det som deres opgave, at afsløre løgn og vælgerbedrag.

Brent Corrigan explains it all

Brent Corrigan rykker ud igen – denne gang med spejl i panden – og forklarer, at vi skal bruge kondom.

Alt andet er uansvarligt.

Han bruger sex til at sælge safe sex.

Ja, men det vigtigste er at der er safe!

Tjek linket:

Brent Corrigan explains it all