Joyce Carol Oates: Sexy

Kan man tænke mandlig seksualitet uden at tale om misbrug, krænkelse og overgreb? Ikke i en amerikansk ungdomsroman. Hvis den altså er dristig nok til at vove at rejse emnerne.

På den ene side en truet eller truende seksualitet. På den anden side samfundets forholdsregler: Kriminalisering, restriktioner, kontrol og overvågning. Og så de evindelige ledsagere som ingen har bedt om, men er der alligevel: Bekymring og mistænksomhed.

Joyce Carol Oates ungdomsbog Sexy udkom på dansk i 2005. Næsten et årti efter den første store pædofilpanik var startet i Danmark. Denne panik var taget af  i 2005, men ikke forsvundet. Den første videnskabelige karakteristik af denne panik udkom samme år. Dens afvisning af fænomenets postulerede gigantiske omfang betød, at forfatteren selv blev udsat for dødstrusler for sin angivelige “sympatiseren” med de kriminelle pædofile. Selvom afhandlingens emne var køn og forhold mellem mænd og kvinder, og pædofili omtaltes i et enkelt afsnit i en bog på 386 sider udeblev reaktionen altså  ikke. At forskeren var professor og leder af et forskningscenter anfægtede ikke den type kritik.

Cover til den engelsksprogede udgave.

Efterfølgede har en vis erkendelse af hysteri og panik indfundet sig. Spørgsmålet er imidlertid stadig relevant:

Hvordan bliver drenge til mænd under disse samfundsmæssige omstændigheder? Og bliver de ofre eller gerningsmænd. Eller måske begge dele?

Det centrale ord er mandehad. Ikke som nogle umiddelbart vil tro, fordi nogle kvinder – især feminister – hader mænd. Det er muligvis sandt at nogle kvinder gør det. Det er bare ikke pointen. Og det handler bogen heller ikke om. Den handler om mænd, der hader mænd.

Den hollandske udgave.

Historien beskriver den 16 årige highschool elev Darrens vej fra dreng til mand. Da der opstår en homofob smædekampagne imod Darrens engelsklærer kommer Darren i klemme. Hvor ligger hans loyalitet? Hvem er han selv, hvad er hans seksuelle orientering? Hvordan takler en teenager, at alle voksne er grebet af panik?

Darren befinder sig i en umulig position af mange grunde.  Skyldfølelserne. Han har én gang fået et lift af engelsklæreren Mr. Tracy.

“Det var i november, en torsdag efter svømmetræningen.

Det var vagt og usagt.

Det der var desuden ikke sket.”

Hvad blev ikke ageret, hvad forblev usagt? I det tilbageblik bogen udgør får vi det at vide.  Darren selv er ikke i tvivl: For det første engelsklærerens homoseksualitet, dernæst hans fascination af Darren.

Cover til den norske udgave.

Men Darren fastslår over for sig selv i den indre monolog, at der ikke fandt noget overgreb sted. Verbalt eller på anden vis. Darren ved imidlertid, at han selv satte lavinen igang med spørgsmålet til svømmekammeraterne:

“Tager Tracy billeder med et digital kamera. Af drenge i Spedo-badebukser. Nogen bør undersøge det nærmere.”

Selvfølgelig kommer der ikke en undersøgelse, men derimod en smædekampagne: Pornobilleder med homosex samt et ledsagende brev angiveligt fra en 11 årig dreng med anklager om overgreb og trussel om selvmord bliver anonymt afleveret til rektor. Hvorefter politiet hurtigt involveres.

Den spanske udgave af bogen.

Da politiet først er inde i sagen er intet tilbagetog muligt for drengene. Har nogen oven i købet spundet videre på historien, vedlagt børneporno og opdigtet nye anklager om forulempelse af svømmedrengene i et brev til politiet? Fortælleren ved det ikke. Han ved blot at anklagerne ikke er sande.

At sige det imod er imidlertid umuligt. Darrren er fra den lavere middelklasse. Hele hans sociale prestige afhænger af succes på svømmeholdet. At sige drengene fra den højere middelklasse imod ville tilintetgøre ham.

Løgn fører til ulykke og død. Konstruktionen af drengenes maskulinitet er baseret på død. Og skyld. Et besøg hos rektor med en tilståelse af, at hele historien er opspind er forudsigeligt mislykket.

Cover til den amerikanske udgave.

Alle voksne mænd i bogens univers deltager i stigmatiseringen af Mr. Tracy. På grundlag af rygter. Fremsat af de teendrenge, der hurtigt bliver enige med sig selv og hinanden om, at  bagtalelsen skal finde sted med udgangspunkt i påstande om pædofile forhold, da rygter om homoseksuel orientering ikke er stærke nok til at ødelægge ham.

Højdepunktet i handlingen er et sexovergreb. Selvfølgelig ikke fra Mr. Tracy – eller den homoaktivistgruppe, der provokeres til at stå frem efter lærerens død.  Men af politiet. Der i iveren efter at finde “skyldige” afpresser Darren. Hvilket fremgår af den politirapport der fremlægges som dokument uden kommentarer i bogen. Han skal være både offer og anklager.

Drengen har ingen støtte hos sine forældre, der frygter det værste – at hans navn bliver trukket ind i sagen – og blot håber på det bedste.

Darren selv er ikke homoseksuel eller?

Han føler et vist ubehag ved pigers selskab. Han har en veninde, men bryder sig ikke om at hun går for tæt på. Hans reaktion på de pornobilleder de andre drenge har fundet – med mænd og drenge sammen – er væmmelse.

Engelsksproget paperback.

Endelig efter sagens afslutning, efter ulykke og død,  oplever han noget nyt. Han mærker:

“Alt blodet i hans hoved strømmer nedad.”

Han er ikke længere nødt til at sublimere sin seksualitet i svømning, men kan have sex med den lidt ældre pige i et tilfældigt møde.

Vejen til at blive mand består ikke alene i at vælge seksuel orientering. Men lige så meget i at vælge om man vil tage stigmatiseringen som pædofil-offer på sig eller ej. Eller skyld for andres død. Ikke fordi der har fundet noget upassende seksuelt sted, men fordi samfundet tilbyder unge muligheden for at være ofre. Eller bødler. Ved ukritisk at lægge øre til rygter. Rektor er fra første færd klar over hvor ligegyldigt det er om politiet efterforsker sagen eller ej, og hvad de i givet fald finder. Han vil skille sig af med læreren, der er blevet smædet med det samme fordi skaden allerede er sket: Der sladres om det på skolen.

Drengene fra klassen må afgøre med sig selv om de vil påtage sig offerrollen, stigmatisere sig selv ved at lyve videre. Eller som Darren pure afvise politiets insisteren på, at han må være blevet udsat for overgreb eller misbrug.

Cover til den franske udgave.

Lige som man siger at alle politiske debatter på nettet, når de har kørt en vis periode uværgeligt vil ramme de samme begreber igen og igen, og f.eks. henvise til nazismens verderstyggelighed, kan ingen debat om sex eller seksualitet på nettet i dag fungere uden, at nogen står frem og bekender de er pædofil-ofre. Og egentlig giver det ingen mening at skelne mellem indbildte og virkelige fænomener. De der oplever sig selv som ofre har jo de samme følelser. Det må man anerkende. Joyce Carol Oates bog giver indblik i de mekanismer der får det til at ske.

Den lidt verdensfjerne forsker jeg referede til ovenfor, troede han kunne sige myter og fordomme imod uden at blive mødt med den nævnte type reation. Bemærk: Dødstruslerne blev ikke råbt i hovedet på ham af kvinder. Men af mænd der vil opdrage deres egne børn til krænkere, altså de der stigmatiserer sig selv eller andre.  Uden dokumentation. Til at blive mænd der hader mænd. Den maskuline seksualitet der opfattes på en gang som truet og truende lægges for had.

Bekymringen for de unge mænd – forældrenes og myndighedernes –  går selvfølgelig på deres uskyld. De er sexy, som bogens titel siger. Men tilhører deres seksuelle uskyld samfundet eller de unge? Darren er i myndighedernes øjne det oplagte offer. Derfor kommer det også til at koste alle hans kræfter og al  hans viljestyrke, at kæmpe imod det overgreb stigmatiseringen af den uskyldige er. Darren giver først slip på uskylden, da det passer ham: I armene på den lidt ældre pige.

Den danske udgave.

Omgivelserne derimod ser kun offeret i ham. Og reagerer med bestyrtelse og forbløffelse da han til slut viser viljen til at vinde i svømmekonkurrencen. For han er på forhånd dømt taber. Og bogens – eller forfatterens – ironiske kommentar er, at ingen aner eller ænser, at han lever med bevidstheden om sig selv som bøddel:

“Tager Tracy billeder med et digital kamera. Af drenge i Spedo-badebukser. Nogen bør undersøge det nærmere.”

Had mod LGBT Danmark på bloggen

I en artikel der angivelig skulle være oplysende angribes LGBT Danmark. Og en talskvinde smædes og hænges ud.

Artiklen der findes på bloggen Junikredsen slår fast at LGBT mennesker er seksuelle afvigere. LGBT Danmark karakteriseres på denne måde:

“En organisation, hvis erklærede mål bl.a. er, at afvigernes ”liv afspejles generelt og i fuld udstrækning” blandt danske skolebørn”.”

Ordet afvigelse anvendes ganske vist af nogle queer-teoretikere til at betegne “afvigelse i forhold til normen”.

Men på trods af det kunstigt “objektive” sprog, der anvendes i Junikredsens artikel, leder ordet “afvigelse” her snarere tanken hen på den måde ordet anvendes på den yderste højrefløj. Hvor Junikredsen da også hører hjemme.

På højrefløjen – især den del, der har rødder tilbage til 30’erne –  betyder ordet “afviger” “pervers” eller “sygelig”.  Men det fremgår ikke,  hvem der står bag bloggen.

En kvindelig repræsentant for Gå Ud Gruppen karakteriseres som “mandhaftig”. Artiklen promoverer altså netop de fordomme som Metroexpress artiklensøger at  imødegå.

Junikredsen tegner billedet af homoerne som de, der er på det forkerte hold.

Artiklen foregiver at “diskutere” indholdet af et interview Metroexpress bragte sidste år med Sille Louise Seibert Nielsson om Gå Ud Gruppens arbejde. Det er hende der står for skud i artiklen. Hvis kønsidentitet drages i tvivl.

Emne er angiveligt om homoseksualitet  er medfødt eller et valg.

LGBT Danmark “agiterer blandt skolebørn” – hedder det – for at homoseksualitet er et valg.

Nu er perversioner og sygdom jo ikke et valg. Så derfor er Junikredsens stilling givet på forhånd: Det fremgår tydeligt nok, at den anser LGBT Danmarks “agitation” for at være i bedste fald formålsløs i værste fald skadelig.

Men – og det er værd at bemærke – ikke så harmløs at emnet ikke er en blog værd. En krigserklæring.

Sex overlever nok feminismen

Vibeke Manniche er på banen igen. Denne gang med et interview i Politiken i anledning af udgivelsen af feministen Natascha Walters bog Levende dukker. Med et forord af Vibeke Manniche.

Politiken bringer også et interview med den britiske forfatter Natascha Walther under overskriften Sex har besejret feminismen. Sex er altså fjenden i feministernes øjne. Selvom det vil være rigtigere at sige, at sex nok overlever feminismen.

Det mest bemærkelsesværdige ved Vibeke Manniche udtalelser er det bodegasprog andre kvinder altid omtales i.

Tidligere kommenterede Manniche filmen Klovn på sin egen blog:

“Jeg undrede mig meget over, da filmen blev lanceret med Casper C med halverigeret lem blandt en del maltrakterede ludere (skæve bryster og tatoveringer). Premieren af filmen var ikke med mindre lumre undertoner – og ligeså skævbrystede maltrakterede unge kvinder skulle bære et gammelt liderligt fjols på en kongestol (undskyld udtrykket men det er jo den måde Bent Fabric selv har valgt at lade sig portrættere).”

I interviewet til  Politiken er tonen den samme. Uanset hvilken en sammenhæng mennesker optræder nøgne eller blot delvis afklædte er der i den feministiske forståelse tale om pornoficering. Den nøgne krop – sådan som vi alle er skabt – er simpelthen et kommercielt trick!

“Ja, vi ser en ekstrem seksualisering og pornoficering af vores offentlige rum. Se blot på reklamerne, medie billedet og de skrækkelige programmer som Sonny Beach og Paradise Hotel, hvor kvinderne bliver fremstillet som ludere, og sex driver det hele. For ikke at glemme den store udbredelse af stripfitness og stangdans som jeg har døbt “puledans”.”

Ikke et ord om de fyre der optræder i programmerne – lige så nøgne – og det kan fyrene formentlig kun være glade for!

Hvis der havde eksisteret en sprogcensur på Politiken – eller på denne blog – havde Vibeke Manniche’s udtalelser aldrig passeret nåleøjet. Det malende sprog er selvfølgelig tænkt som en udpensling af hvor slemt det står til med den offentlige moral.

Manniche er lige meget imod tørklæder til kvinder og stangdans:

“Begge dele et udtryk for et had og en ydmygelse af kvinden. Det er to sider af samme mønt, og det har jeg alle dage sagt. Enten er du luder eller madonna. Jeg mener ikke det er et kvindesyn, som hører hjemme i 2011. Pornoficeringen af kvinder er lige så uhyggelig som tørklædefængslingen af kvinder.”

Og andre kvinder er tilsyneladende enige. Den første kommentar på Politiken lyder:

“Og modeindustriens krav til piger …er det bøsserne der står bag.”

Efter min mening er det Vibeke Manniche der repræsenterer kvindehadet. Ikke blot i sit sprog, men også i en afstumpet opfattelse af det feminine. Hvor der ikke er plads til at lege med klicheer. Og hvor dannelsen af kønsidentitet skal være en genoplivning af Femølejrene. Og homofobien lurer lige under overfladen.

Vibeke Manniche – børnelæge af profession – fatter tilsyneladende lige lidt af både den moderne pigerolle og den moderne drengerolle.

Overskriften i artiklen hedder “Ludderdukker ud af pigeværelset og puledans ud af fitnesscentret”. Begge dele henviser til hvor pornoficeret feministerne opfatter legetøj og dans. Der er ikke levnet plads til pigernes drøm om at være kvinder – med en seksualitet – der har erstattet pigeværelsets lyserøde helvede. Og et liv uden for mors kontrol.

En tilsvarende seksualisering præger den moderne drengerolle. At optræde nøgen på nettet – i seksuel aktivitet – eller blot med en demonstration af maskulinitet er et hit.

Traditionelle religiøse overgangsriter fra barn til voksen som konfirmationen har mistet betydning og status. Kønnet – og signalerne om kønsmodenhed har overtaget symbolværdien  – og de unge drenge fremviser stolte deres nyerhvervede modenhed i det offentlige rum.

Et offentligt rum der ikke fandtes i deres forældregenerationens teenageår. Og som derfor bliver mødt med megen mistro og skepsis af de voksne – og måske lidt misundelse?


Fotografen Jessica Yatrofsky sammen med sine modeller.

Prøv at se videoen East Village Boys. Feministerne klager over det altid er kvinder der ses nøgne i det offentlige rum. Manniche kender formentlig intet til fænomenet, hvor drenge optræder nøgne på webcam. Der flyder tusinder og atter tusinder af dem rundt på nettet.

Her er en anden type video, hvor tre drenge viser det hele frem. Pointen er den samme. Det er ikke pornografi. De er bare stolte af deres maskulinitet. Her er fotografen Jessica Yatrofsky.

East Village Boys

Der siger til New York Press:

“Men want to be seen naked. And not, like, revealing themselves to someone in an illegal kind of way. I mean, like, they want to feel beautiful and be celebrated for their sexuality.”

Nogle feminister glemmer altså, at ligestilling mellem kønnene kan være et resultat af at mænd bryder tabuer. De overser at mænd rent faktisk ønsker, at overskride grænser for kønnet. Og optræder i sammenhæng, der tidligere har været forbeholdt kvinder. Ikke for kvindernes skyld eller i ligestillingens navn. Men ud fra ønsket om selvrealisering.

Om sygeliggørelsen af de homoseksuelle

Før 1981 

Der var engang hvor forskellige synonymer for homoseksuel var de værste skældsord mænd kunne få hæftet på sig. Ord som “bøsse” eller “svans” betegnede, hvad nogle opfattede som en sygelig seksualitet og ikke-maskulin kønsidentitet.

Vi taler om tiden før 1981. I denne uge er det nemlig 30 år siden Sundhedsstyrelsen i Danmark fjernede homoseksualitet fra sygdomslisten.

Det kan vi så fejre.  Men er der reelt noget at fejre?

Måske gives historiske tilfældigheder ikke – men mærkværdige sammentræf optræder hyppigt.

Et af disse var at næsten samtidig med at Sundhedsstyrelsen ændredede politik skete der et paradigmeskift i opfattelsen af magt og stat i socialvidenskaberne.

Den franske filosof Michel Foucault vendte med sin afvisning af repressionstesen op og ned på traditionelle begreber om politik, samfund og jura. Repressionstesen hævder, at magten udøves oppe fra toppen af samfundets pyramide og ned. Foucault derimod talte derimod om magt som en kompleks størrelse der er i samfundet og udøves af individerne.

 
 
Efter 1981
 
Homoseksualitet blev fjernet fra sygdomslisten i 1981. Det registrerede partnerskab blev indført i 1989. “Normaliseringen” af homoseksualitet skete – tilsyneladende – i lyntempo.

Det var næsten for godt til at være sandt.

Men i perioden fra begyndelsen af 80’erne til slutningen af 80’erne lærte de danske bøsser – og meget hurtigt resten af den danske befolkning, at der fandtes en sygdom der hedder AIDS.

På forsiderne af formiddagspressen blev sygdommen hurtigt døbt “bøssepest”. Da det viste sig at smitten vi nu kender som hiv især var udbredt blandt homoseksuelle. I formiddagspressens version blev det til historien “at være homoseksuel er en dødsdom”. Og religiøse fanatikere var ikke sene til at pege på, at det var “Guds straf over bøsserne” for deres syndige liv.

Bøsserne var blevet fjernet fra sygdomslisten, men aldrig havde de været så syge. Både de facto og som gruppe i den øvrige befolknings øjne. Rigtig mange der var sprunget ud af skabet sprang tilbage i det. Enkelte har efterfølgende været modige nok til at fortælle om oplevelsen. Sidste år skrev en journalist fra Politiken f.eks. sin historie i avisen. Stigmatiseringen af de homoseksuelle var så hård, at blot rygtet om at en homoseksuel på arbejdspladsen var smittet medførte sager, hvor kolllegerne nægtede at bruge samme håndvask eller samme toilet. Det medførte sociale og psykiske prøvelser. Nogle gange for mennesker der rent faktisk måtte kæmpe med sygdommen. Stigmatiseringen betød at enhver bøsse potentielt blev betragtet som hiv-smittet.

Pointen er at det selvfølgelig ikke på nogen måde var “ulovligt” at være hiv-smittet. Alligevel blev de syge – og potentielt alle homoseksuelle – anset for en samfundsmæssig fare og stigmatiseret. Med mindre de dukkede hovedet eller sprang ind i skabet. Og gjorde sig usynlige.

Aldrig havde de homoseksuelle – så langt min personlige erfaring rækker – været så hårdt stigmatiseret. Livet som homoseksuel har aldrig været så hårdt som det blev efter begyndelsen af 80’erne.

Fjernelsen fra sygdomslisten skete næsten samtidig med, at socialvidenskaberne erkendte at juraen – i en vis forstand – er ligegyldig. For det er samfundets normer der afgør, hvem der bliver stigmatiseret og forfulgt.

 
Pædofilpanikken 
Men en ulykke kommer sjældent alene. I 1997 skete der en katastrofe. En pædogmedhjælper fra Gladsaxe blev anklaget for pædofili – og dømt. Der opstod en pædofilpanik. I 1999 blev en hiv-smittet karate træner sigtet for seksuelt misbrug af de teenagedrenge han underviste. Og flere landsdækkende aviser skrev på lederplads om, at det omfattende seksuelle misbrug af børn må stoppes.

Pressen, myndighederne og befolkningen gik i selvsving.

Professor i sociologi ved Københavns Universitet Henning Bech  har lavet en videnskabelig undersøgelse af fænomenet og siger:

 
“Siden da er stormen stilnet noget af, men havet er blevet i bestandig bevægelse. Så at sige hver dag bringer medierne stof der vedrører emnet seksuelt misbrug af børn. En konstant uro, årvågenhed, mistænksomhed, ænstelse og indignation har etableret sig.” (s.202)
 
Henning Bech: Kvinder og mænd. Gyldendal 2005.

Uroen, årvågenheden, mistænksomheden, ængstelsen og indignationen er stadig i 2011 en kendsgerning. På trods af at der dengang var 133 “sager” – alle omtalt på forsider og midtersider i formiddagspressen – blev kun to (2) personer fundet skyldige.

Takket være blandt andet den mediedækning karate-træner sagen fik – har seksuelt misbrug, hiv-smitte og homoseksualitet siden indgået i en besynderlig  konstellation i medierne. De homoseksuelle fremstilles i pressen mere sygelige og afvigede end nogen sinde. Uanset juridiske forhold. Domfældelser eller ej.

De homoseksuelle karakteriseres ikke længere på samme måde som tidligere. Idag bliver homoseksualitetens eksistens benægtet via skældsordene for det seksuelt afvigende. Og de handler alle om sexkriminalitet: Om pædofili.

Engang sagde de der oplyste om homoseksualitet, at der er omkring 5-10% homoseksuelle – dvs. 1-2 elever i hver klasse.

Sidst jeg hørte vendingen lød den: Overalt hvor der er 20-30 mennesker forsamlet er der 2-3 pædofile!

Hvordan er den kobling kommet i stand? Hvor man kan anvende den samme frase, men blot skifte “homoseksuel” ud med “pædofil”?

Og opfattes de to ord – i en vis forstand  – som synonyme?

Og i så fald: Hvordan er den forskydning sket?

 
Magtspil mellem kvinder og mænd
 
I  Henning Bech’s bog Kvinder og mænd beskrives fremkomsten af pædofilpanikken, som et resultat af et magtspil mellem kønnene. Et spil kvinderne har vundet på hjemmefronten og i den offentlige debat. Mistænkeliggørelsen af den maskuline seksualitet betyder at enhver mand er en potentiel sexkriminel. Han er ikke blot uegnet til at tage sig af børn og unge, men upålidelig.  Med mindre maskuliniteten er defineret og styret af kvinder.

De der afviger fra samfundets normer – seksuelle minoriteter – og grupper der definerer deres liv på præmisser, der ikke er alment socialt accepterede –  f.eks. prostituerede – er så at sige dømt på forhånd. Ikke blot som afvigere, men enten som potentielle sexkriminelle eller ofre det er samfundets ansvar at behandle.

Der findes i dag en forbudsfeminisme der ønsker at sætte lighedstegn mellem normafvigelse og kriminalitet.

Eftersom de homoseksuelle mænd er – og altid vil være en minoritet – falder de altid i den forkerte kategori. Forbudsfeministerne kan stille spørgsmålstegn ved, hvor socialt acceptabel homoseksualitet i grunden er. Og det gør de.

Formålet er selvfølgelig at kontrollere de heteroseksuelle mænd. En forbudsfeminist som Vibeke Manniche kritiserer Klovn; The Movie. Skyldes det i virkeligheden, at Caper Christensen har sex med en fyr i filmen? Vibeke Manniche rykker ud med argumentet om, at filmen er pornografi og synet af Casper Christensens erigerede lem er skadeligt for børn. Danske mænd af familiefædretypen kan ikke tillade sig at have sex med mænd. Gør de det alligevel stemples de som perverse eller afvigende. Vibeke Manniche er muligvis homofob, men sigtet med kritikken er, at kastrere de danske familiefædre. Ved at indgyde dem en bevidsthed om, at visse dele af deres seksualitet er tabu. Alt det der ikke kontrolleres af kvinder.

 
Kronofilierne
 
Enhver feminist vil selvfølgelig pure afvise at nogen skulle kunne finde på at mistænkeliggøre den maskuline seksualitet.

Men måske vil de medgive at de forkaster moderne socialvidenskab og istedet omfavner den klassiske lægevidenskabs teser?

 I moderne gevandter ganske vist. F.eks. den måde de formuleres af den amerikanske læge og sexolog Ray Blanchard.

Homoseksualitet blev oprindelig opfattet som en psykisk forstyrrelse – en parafili – i den klassiske lægevidenskab.

På linie med en række andre fænomener med besyndelige navne som: Exhibitionister, fetischister, zoofile,  mixoskopofile og gynekomaster.

Den klassiske lægevidenskab fra 1800-tallet skabte en patologisering af homoseksualitet. Og homoseksualitet  indgik i et raritetskabinet på linie med ovennævnte grupper.

Den moderne lægevidenskab har erkendt fejltagelsen og er ophørt med at stigmatisere homoseksualitet som en parafili.

Men tilhængere af det klassiske lægevidenskabelige paradigme har ikke opgivet sygeliggørelsen af al seksualitet. Hvilket også fremgår af det ansete tidsskrift Scientific American i en artikel fra 2009.

Vi har alle en alder. Og det er et angrebspunkt. For så kan vi være objekt for seksuel tiltrækning for mennesker med en speciel seksuel observans – og dermed ofre for seksuelle overgreb.

Pædofile i den ene ende af spektret og gerontofile i den anden ende. Ephebofile hvis der er tale om forhold mellem unge og voksne. Og hebefile hvis der er tale om tiltrækning mellem præpubertære unge og voksne.

Det eneste der ikke er en parafili er den seksuelle tiltrækning mellem voksne. Som dog også har en græsk betegnelse: Teleiofili.

Hvad er pointen med at fjerne homoseksualitet fra sygdomslisten, hvis man genindfører en patologisering og introducerer aldersforskel som psykisk afvigelse? Det er: Nu er kun den maskuline seksualitet sygeliggjort.

Psykoanalysens fader Siegmund Freud mente den reproduktive heteroseksuelle mand var den norm alt andet kunne holdes op imod. Derfor sygeliggjorde Freud den kvindelige seksualitet.

Aldersperspektivet derimod – teorien om de såkaldte kronofilier – sygeliggør mænds seksualitet.

Feminister og tilhængere af den klassiske lægevidenskabs teser er enige om, at kvinder ingen seksualitet har. Og kvinder derfor aldrig er omfattet af parafilierne. De er derimod ofre for mænd. Det er altid kvinder, der skal beskytte børn imod mænd.

Når i sig selv ligegyldige fænomener som aldersforskel sidestilles eller endog ligestilles med pædofili, som er en psykiatrisk diagnose, når pseudovidenskab blandes med psykiatri, fremkommer en eksplosiv blanding!

Der truer med at gøre den moderne homohistorie til én lang sygehistorie. Især fordi en del homoer tager sygeliggørelsen på sig. Selv de der hævder at være imod sygeliggørelsen udbreder i praksis forestillingen ved at knytte begreber om parafilier sammen med mandlige homoseksualitet.

Alt det de homoseksuelle kæmpede for før 1981: Seksuel frigørelse, selvstændig identitet og ret til at vælge sexpartnere er blevet opgivet.

Feministerne – langt ind i homomiljøets egne rækker – ønsker istedet kamp imod parafilierne. Ud fra ønsket om at blive “normaliseret”.

En kamp de først vil anse for vundet, når det homoseksuelle miljø er blevet udslettet og de homoseksuelle mænd – atter engang – er sprunget ind i skabet. Så heller ikke heteroseksuelle kvinder længere behøver at frygte for deres mænd.

De homoseksuelle er blevet en minoritetsgruppe der af politisk overbevisning tager sygeliggørelse og stigmatisering på sig. Og nægter at kæmpe for andet end indholdsløse juridiske formler.

Vi vandt slaget om fjernelsen af homoseksualitet fra sygdomslisten. Men det var en Pyrrhus sejr. Vi kan sige lige som hærføreren der vandt slaget, men fik sin hær decimeret: En sejr til og vi er fortabte!

Blot et lem

Casper Christensen har gjort det. Frank Hvam har gjort det. Og Jim Lyngvild står ikke tilbage for dem. De har alle smidt bukserne offentligt og blottet deres lem.

Og hvad så?

Casper Christensen og Frank Hvam laver stand-up: Det er en udfordring at prøve grænser af. Henrik Dahl kommenterede  i december 2010 forskellige former for humor i Politiken og sagde blandt andet at Klovn: The Movie skal nok blive en kolossal blockbuster, fordi det er så  

“ekstremt pinligt, og fordi både Frank Hvam og Casper Christensen er så lumpne og skruppelløse.”

Dahl konstaterer: Stand-up opstod i 90’erne og

“Tidligere blev der virkelig taget nogen chancer, men stand-up er stadig meget latrinært og handler om seksuelt tabuiserede emner, og derfor kan man godt argumentere for, at stand-up er enormt reaktionært. For det kræver, at normerne bliver, hvor de er. Hvis de faktisk flyttede noget med deres show, så kunne deres vitser kun gå én gang. Og det er dårligt for forretningen.”

Når kendte mænd i den morsomme branche optræder nøgne leder det nærmest tanken hen på den skov af letbenede folkekomedier, der blev lavet i 1970’erne. Hvor alt hvad der kunne krybe og gå af danske skuespillere medvirkede. Tit afklædte og i en del af de film indgik også sexscener. Uden at filmene af den grund blev betragtet som porno.

Klovn filmen kom i biograferne i december og plakaten, hvor Casper Christensen poserede nøgen vakte postyr. Hvordan kunne det gå til?

 

Lægen og debattøren Vibeke Manniche erklærede på sin blog  filmen for porno. Slet og ret. Forinden havde Vibeke Manniche allerede erklæret at plakaten er “intimiderende” for børn i Ekstra Bladet. Selvfølgelig uden at nævne at der også optræder nøgne kvinder på plakaten. Kvinder har i denne udgave af feminismen hverken kønsdele eller seksualitet. Også selvfølgelig uden at bemærke, at en mandehånd skygger delvis for Casper Christensens lem.

Vibeke Manniche sætter lighedstegn mellem sexscener og pornografi. Den voksne mands erigerede lem opfatter hun som pornografi i sig selv. Uanset hele dækket – at protesterne er på vegne af mindreårige, uskyldige børn – er der tale om et feministisk angreb på mandekroppen og dens naturlige funktioner. Som Vibeke Manniche ønsker tabuiseret i det offfentlige rum. Det havde været mere ærligt, hvis Vibeke Manniche havde sagt at hun føler sig intimideret – i stedet for at holde børnene frem for sig som skjold. Men så ville penis-misundelsen være så meget mere åbenlys.

Frank Hvam har reageret på kritikken ved også at optræde nøgen. Hvis stand-up’erne ikke skulle optræde som jokere, og støde bornerte feminister og andre, hvem skulle så?

De kører den ind med penis ligesom deres kollegaer fra Rytteriet.

Det har også provokeret Jim Lyngvild, der ikke mener danske kvinder er så bornerte og dobbeltmoralske, som Vibeke Manniche hævder:

“Kvinder er lige så liderlige og humoristiske omkring sex. Kvinder vil både have kærlighed og sex. Og de vil da også gerne se på tissemænd”, udtaler han til flash.

Og lægger et billede ved af sig selv – efterfølgende suppleret med et par stykker til – uden en trevl på kroppen i den kolde danske vintersne. En forsmag på de billeder der kommer i modemagasinet Momento.

Og han understreger at billedet ikke er pornografisk.

Vibeke Manniches afsky over for mandekroppen overrasker ikke. Hun har været formand for Kvinder for Frihed, der kæmper for kvinders ligestilling og blandt andet er imod religiøs undertrykkelse. Sammen med den nuværende formand Liselott Blixt (DF) tilhører Vibeke Manniche den rødbrune alliance, der vil beskytte muslimske kvinder imod sig selv, deres familie og deres kultur. Kvinder for Frihed har desuden i 2010 rejst forslaget om forhøjede bøder til mænd, der pisser i det offentlige rum. Vibeke Manniche var ophavskvinde til forslaget – der blev ledsaget af formaningen om, at drenge og mænd bør lære bækkenbundsøvelser!

Uanset hvad man måtte mene om Kvinder for Friheds forskellige forslag handler de alle om forbud. Budskabet er frihed gennem forbud.

Og bagved ligger penis-misundelsen. Ikke forstået på den måde Freud og den psykoanalytiske teori opfattede den. I det victorianske samfund Freud levede i herskede mændene og deres merværd placerede han symbolsk i det mandlige lem – det som kvinderne ikke har. Penis-misundelse betyder i dag snarere at diktere hvordan mænd skal opføre sig hjemme og i det offentlige rum, og bekæmpe mændenes optagethed – og stolthed – over deres biologi.

Når Klovn-plakaten kritiseres og anklages for at være pornografisk er det udtryk for en accept af det victorianske samfunds opfattelse – som Freud faktisk kritiserede – nemlig, at kvinder hverken har kønsdele eller seksualitet. Og derfor er ophøjede og rene i forhold til mændene. Og dermed værdige til at passe børnene. For det er jo kun det mandlige lem på plakaten der støder. Selv en klassisk psykoanalytisk teori, der er blevet overhalet af den moderne psykologi er klogere end moderne forbudsfemisters budskaber. Som er udtryk for foragt og angst for kroppen.

Det er pinligt at der er læger i Danmark, der er eksponenter for så umoderne og uoplyste synspunkter.

Det er flot – faktisk imponerende – at Jim Lyngvild erklærer at han er stolt af sin krop og tør vise den frem.

Han har også ret i at det er hykleri at respektere nøgenbilleder i glittede magasiner samtidig med, at man erklærer dem for underlødige i Ekstra Bladet eller Rapport.

Kulturradikale kunne sige “frihed for Loke såvel som for Tor”. Men aviser som f.eks. Politiken er meget traditionsbundne og en del af den tradition er homofob og homohadende. Hvilket får mange kulturradikale til at springe over til den rødbrune alliance i seksualpolitikken.

Og andre – måske Lyngvild selv – til i visse situationer, at lade sig narre af rødbrune feminister, der hykler sympati for homoerne. Vibeke Manniches våbenfælle i Kvinder for Frihed er den selvsamme Liselott Blixt, der ytrede ønske om at deltage i Copenhagen Gay Pride 2010. For at kunne bruge de homoseksuelle i Dansk Folkepartis kamp imod muslimerne.

Hvis man spurgte Liselott Blixt hvor begejstret hun er for Lyngvild lige nu- og han har ellers optrådt adskillige gange på tv med Pia Kjærsgaard – er det nok til at overskue!

Selvom det blot er et lem – er det et blottet lem han viser frem.

Dokumania: Afsløret!

DR2’s Dokumania tirsdag d.7 december 2010 havde titlen Afsløret! Programmet kunne også have haft overskriften: De homoseksuelle og moralen. Afsløret! fortalte nemlig om, hvordan amerikanske journalister og bloggere arbejder. Når de stiller skabshomoer blandt kongresmedlemmer og guvernører til ansvar for deres gerninger. Helt tilbage til Reagan-perioden.

Men også om de homoseksuelle, der har været modige nok til at komme ud af skabet. Og som efterfølgende har måttet bære skilsmisse og tabet af politisk karriere.

Programmet bringer den tale  New Jersey’s daværende demokratiske guvernør, Jim McGreevey holdt i 2004, hvor han – som den første amerikanske guvernør nogen sinde – sprang ud og erklærede sig som homoseksuel med ordene: “My truth is that I am a gay American.”

En historie der dengang også blev bragt af Time Magazine.

I dokumentaren erklærer han sig som homoseksuel, og fortæller om den vanskelige beslutning han traf da han sprang ud. Og tager afstand fra løgn privat, såvel som offentligt. Sekunderet af sin tidligere ægtefælle Dina, der erklærer at løgnen ødelagde hendes liv.

McGreevey valgte at stå frem – men først efter pres. Lige som flere andre. Men i modsætning til  republikaneren Larry Craig – der på trods af vidnesbyrd fra trækkerdrenge eller ekskærester – fastholder, at de er heteroseksuelle.

Larry Craig

Bloggere og journalister har et stærkt argument for at oute politikere. Helt tilbage til Reagens tid i Det Hvide Hus har skabshomoerne blandt republikanerne ført den mest uforsonlige og homofobe politik.

En toprådgiver i Reagan administrationen (regeringen) var med til at forhindre forebyggelse af hiv-smitte. Reagan administrationen indtog en laissez-faire attitude over for en sygdom, der skulle komme til at koste hundreder af tusinder mennesker lidelse og død. Reagan selv ville end ikke tage ordet aids i sin mund før 1987. Ironisk nok er Washington, D.C. idag et af de hårdeste ramte områder i USA , når det gælder hiv-smitte. Fordi som programmet gør opmærksom på, at der så mange homoseksuelle. Og de er i skabet.  De kan ikke gå til test og indrømme at de er “en af os”. Selvom programmet fortæller at en af Reagans toprådgivere – sideløbende med fordømmelsen “det er deres egen skyld” gik til fest på homosteder!

Journalister og bloggere reagerer altså på den offentlige løgn. Hvad private mennesker foretager sig privat – sammen med venner, kærester eller familie vedkommer naturligvis ikke offentligheden. Her er synlighed eller ikke synlighed, udspring eller forbliven i skabet en privat sag.

Mennesker der beklæder offentlige embeder, som ovennævnte embedsmand – Richard Krause -der beskæftigde sig med et sagsområde, der vedrører millioner af menneskers sundhed kan ikke ustraffet fortie, benægte eller lyve om deres egne valg. “You got a right to privacy, not to hipocracy”, som det siges i programmet. Journalisterne og bloggerne afholder sig ikke fra, at stille nærgående spørgsmål. Med det resultat at nogle af skabshomoerne vælger at opgive maskespillet.

Jim McGreevey

Borgerne har ret til at vide hvem de stemmer på lyder argumentet. Og man kan næppe heller forestille sig noget andet emne, hvor vælgerne ville se stort på at en politiker siger ét og gør det modsatte.

Bloggere og journalister har endnu et argument: Det er ikke tilfældigt, at de republikanere de har outet eller forsøger at oute har den sorteste samvittighed, når det gælder stemmeafgivning i Kongressen. Hvor de konsekvent stemmer alle forslag om homorettigheder ned. Selv hævder de naturligvis at stemme ud fra overbevisning. Men homoaktivisterne mener at skabshomoerne repræsenterer et decideret had imod homoerne.

Radioværten Michelangelo Signorile fortæller sin egen historie om hvordan han som ung var med til tæve eller opfodre til vold i skolen mod homoerne. Fordi han var bange for selv at blive identificeret med dem. Det er det samme had mod homoerne de skabshomoseksuelle kongresmedlemmer repræsenterer, når de stemmer alle ligestillingssager ned, mener han. De indtager ekstreme synspunkter for, at bevise de ikke selv er homoer. Alt had mod homoer kommer fra mennesker der selv er homoseksuelle.

De konservatives modargument er, at skabshomoerne er stærke fordi de modstår presset  på dem for at springe ud. Og de dermed sikrer sig at de politiske poster ikke mistes, og de personlige omkostninger undgås. Over for dette står Jim McCreevy’s ord i den famøse tale om det han selv gjorde var: “It was wrong, it was ridiculous and inexcusable.”

Løgnen er altså kun en side af skabshomoerne attitude.  Når andre ledende konservative bliver afsløret er det da også påfaldende, at de kommer fra Exodus bevægelsen eller tilsvarende grupper, der forsøger, at omvende homoer til at blive kristne og heteroseksuelle. I foråret blev George Alan Rekers, medstifter af  Family Research Council og videnskabelig rådgiver for National Association for Research & Therapy of Homosexuality afsløret sammen med en escortfyr på 20 år fra Rentboy. Rekers benægtede efterfølgende, at han skulle være homo, men blev fritaget for sine hverv for NATH.

Alt tyder således på at homoaktivisterne har ret også her. De skabshomoer der bliver afsløret viser sig at tilhøre den mest uforsonlige fløj i det republikanske parti, der vil omvende de homoseksuelle. Skabshomoerne indtager en helt speciel attitude over for de åbne homoer og homomiljøet. Og aktivisternes argument er, at det de gør er så skadeligt, at enhver afsløring er en sejr.

Der hvor deres argumentation risikerer at vikle sig ind i selvmodsigelser er der,  hvor de anvender moralske begrundelser. Politikere har enten pligt til at tale sandt over for vælgerne – eller omvendt må de tage vælgernes straf, hvis de bliver taget i at lyve. Sådan er det. Også  i alle andre spørgsmål end de der vedrører seksualitet.

Når homoaktivisterne slår på det umoralske i at konservative religiøse lyver over for deres ægtefæller og vælgerne bevæger de sig på tynd is. Illoyalitet over for en ægtefælle er ganske vist en ubehagelig – i visse situationer endda uacceptabel ting. De homoseksuelle der forsvarer moral befinder sig dog i en prækær situation. De har ikke samme adgang til hverken vielser eller ægteskab som de heteroseksuelle. Man kan af hjertet gå ind for noget som teoretisk set er rigtigt, men faktum er at de amerikanske homoer bliver ekskluderet fra rettigheder på en række områder i det amerikanske samfund.

Det konservative religiøse synspunkt består jo i at kritisere homoseksuelle som uansvarlige og umoralske, samtidig med at de nægtes adgang ikke blot til ægteskab og vielse. Og diskrimineres på andre områder. Ønsket om at fremstå moralsk og respektabelt er selvfølgelig ærligt og dybtfølt. Det står blot i modstrid med en virkelighed, hvor de bliver diskrimineret.

Nedenstående satiretegning illustrerer problematikken. Luderne og homofyrene stilles op over for hinanden. Hvem er mest respektabel: De prostituerede der vil gå i seng med enhver mand, eller de mænd der vil gå i seng med hinanden, men aldrig med en kvinde? Alt afhænger af perspektivet. Tegningens 50’er stil signalerer, at hvis man fravælger de prostituerede er man ikke en rigtig mand, altså er man homo.

 

Ses tegningen som satirisk pastiche på 50’erne signalerer den, at homofyrenes moral sandelig er i orden: De er imod prostitution, og soldaterne går i seng med hinanden! Der er bare det, at det er svært at afgøre om tegningen er ny eller gammel? Hvis det antages den er ny vil meningerne alligevel være delte. Selv de mest konservative republikanere – eller netop de – vil mene, at de fyre der går til prostituerede trods alt er rigtige mænd. Mens en del nypuritanske homoer – udover rent faktisk at tænde på mænd – mener det er umoralsk at opsøge prostituerede. Begge synspunkter forsøger at ignorere det åbenlyse, at det er homoer og prostituerede, der holdes op mod hinanden. Afgørelsen af hvad der er værst beror i begge tilfælde blot på ens fordomme. Den tvetydighed er sigende.

Hvorfor ikke helt afholde sig helt fra at blande politik og moral sammen?

Konservative og liberale skrev deres navne ind i historien i 1980’erne ved at moralisere.

Herhjemme anlagde Britta Schall Holberg en tilsvarende laissez-faire attitude som sundhedsminister som Reagan administrationen praktiserede. Og fremsatte udtalelser om, at hvad folk gør i privatlivet ikke kunne være hendes sag som indenrigsminister. Nægtede altså at handle ud fra den viden der forelå. Hvad der også resulterede i blødersagen. Det var jo svært at udvise handlekraft over for bløderne, når Schall Holberg på den anden side havde travlt med at forsvare intet at foretage sig med hensyn til forebyggelse af spredning af hiv-smitte.

Til forskel fra de amerikanske skabshomoseksuelle republikanere overlevede Britta Schall Holbergs politiske karriere kun med nød og næppe. At en uskyldig gruppe af kronisk syge blev taget som gidsler i kampens hede kom til at skæmme hendes ministerielle eftermæle.

Dokumentaren Outrage (2009) vidner om, hvor stort behovet i USA er for at få gjort op med en smertelig fortid. Det er payback time. Der vil forhåbentligvis altid være journalister, der vil se det som deres opgave, at afsløre løgn og vælgerbedrag.

En af dem

Hverdagens små problemer kan føles tunge. Især hvis de samme problemer vender tilbage igen og igen. Selv hvis man er flygtet fra dem – har skiftet omgivelser. Bor et nyt sted og omgås nye mennesker. Men stadig føler sig mobbet. Fordi man er anderledes. Homoseksuel.

Det er den virkelighed den svenske forfatter Ingrid Sandhagen (f.1970) beskriver i romanen, hvis titel “en af dem” afslører, at emnet er stigmatisering. Hovedpersonen Mikael der går i 9. klasse har skiftet skole flere gange. For at komme ud af rollen som anderledes. Og det ledsagende mobberi.

Anderledesheden består meget simpelt i Mikaels (seksuelle) fascination af andre drenge.

Mikaels problem er, at det der skulle give ham lykke og selvværd, at forelske sig  i et andet menneske resulterer i det modsatte. De små problemer i hverdagen er i praksis uafrystelige og flytter med til hver ny skole. Mikaels adfærd er normal for en homofyr –  men afviger ifølge heterosamfundets normer. Derfor stigmatiseres han som den der afviger. Og kan ikke flygte fra sig selv.

Mikael bliver ikke udsat for grove forulempelser. Det er selve det catch 22 han befinder sig i, der er problemet. Uanset hvad han gør vælger han forkert. Når han starter på en ny skole skifter han stil og ser sejere ud for ikke at signalere svaghed. Han mobiliserer sig selv ved hjælp af denne straightacting. Men han kan jo ikke holde op med at være den han er. Og falder straks for en fyr fra klassen.

Påfaldende er det, at det i genren aldrig er de seje homodrenge, der er hovedpersoner. Det er altid de søde drenge som Mikael. Der er dygtige og sårbare.

Ungdomsbogforfattere har en forkærlighed for at beskrive figurer af Mikaels type. Måske fordi hverdagstragedier er så genkendelige. Om man så selv har set eller prøvet de ydmygelser, der beskrives vil de altid gøre indtryk. Især rammes Mikael af stigmatiseringen på hjemmefronten fra bedsteforældre i form af, at de ikke synes han er en frisk dreng. Faktisk har ordet tudemarie ætset sig fast i en af de tidlige barndomserindringer.

Homoseksualitet kædes sammen med et tab af maskulinitet – det er en del af den anderledeshed, der følger af stigmatiseringen. Mikael oplever således kontroltab via at blive gennemskuet før han selv har forstået og accepteret sin egen homoseksualitet.

En af ydmygelserne består i at opleve pikken ude af funktion i situationer, hvor den ifølge heteronormativiteten skulle fungere. Når heteroseksualiteten er norm er der en forventning til alle drenge seksuelt. Først efter en bevidstgørelsesproces hos sig selv accepterer man homoseksualitet, som andet og mere end “afvigelse”, nemlig som en form for kærlighed og tiltrækning mellem mennesker af samme køn. Noget der eksisterer i kraft af  sig selv, og som andet end negation af heteroseksualitet.

Før den proces lider homofyrene ofte af homofobi. En trang til at slå fast at de er heteroseksuelle og lever op til drengerollens krav.  Det har Mikael ikke meget held med. Man kan ikke begære noget man ikke begærer. Homofobi er slet ikke et eksklusivt domæne for heteroseksuelle. De homoseksuelle der ikke lever op til egne – af omgivelserne opstillede – krav kan nemt hade sig selv. Det er en del af Mikaels lave selvværd, ikke  at ville være den dreng han er.

Forelskelsen, der er gensidig,  i den mere maskuline dreng Joel løsner Mikael op følelsesmæssigt.

Romanen har kun én sexscene – den er til gengæld både velfungerende og overvældende på baggrund af beskrivelsen af den stilfærdige dreng.

Alt i alt en særdeles læseværdig bog. En kvindelig forfatter der beskriver den maskuline verden troværdigt og insigtsfuldt.

Ingrid Sandhagen: En af dem. Gyldendal 2001. Oversat fra svensk: En av dem. Stockholm. 2000.