Feminisme og forbudsdagsorden

Feministisk politik er idag en forbudsdagsorden. Feministisk argumentation er fyldt med bekymring: For kvinders og mindre åriges liv, unges færden på internettet, frygt for voldtægt og sexovergreb. Hvilket resulterer i krav om lov og orden og nye forbud.

Radikal-feminismen er blottet for bekymring i forhold til overgreb eller stigmatisering af mænd. Først understøttet af lægevidenskabens sygeliggørelse af den mandlige seksualitet optræder, der en bekymrings- og mistænkeliggørelses-diskurs i forhold til mænds indbyrdes relationer. Men aldrig bekymring i forhold til kvinders vold over for mandlige partnere eller kvinders stigmatisering af mænd. Ledsaget af benægtelse af det køns-ideologiske perspektiv.

Prostitutionsdebat og forbudsdagsorden

Mandlig prostitution optræder ikke i debatten, når Karen M. Larsen med udgangspunkt i radikal-feminisme skriver i  Information om prostitution.

Nille Thomsens kommentar til artiklen lyder:

“Det der bekymrede mig i Karen M Larsens indlæg var at med hendes ensidige kønsperspektiv, kom hendes artikel til at virke som en løftestang for noget køns-ideologisk snarere end for noget moralsk.”

Forbigåelsen af mandlig prostitution skyldes, at vinklen er køns-ideologisk. Artiklen er –  på trods af besværgelserne – en lang opremsning af argumenterne imod prostitution. Der forstås som overgreb mod kvinder.

Nille Thorsens kommentar lyder videre:

“Når Karen M. Larsen i sin “fortale” siger: “Et fokus på den mørke side af sex er ikke et udtryk for en såkaldt dæmonisering af mænds seksualitet” fornemmer jeg, at det er nøjagtigt det modsatte hun i virkeligheden mener.”

Nille Thorsen er – ligesom en række af debattørerne på Information – ikke principielt imod moralisme. Men undrer sig over at Karen M. Larsen ikke bekender kulør og erklærer sig imod prostitution og som tilhænger af forbud. Når det tydeligt nok fremgår, at det er budskabet.

Undladelsen af omtale af prostitution blandt homoseksuelle mænd er bemærkelsesværdig, når Karen M. Larsen i andre sammenhænge gerne optræder som “forsvarer” af disse. Men mænds eventuelle seksuelle krænkelser af andre mænd er i det radikal-feministiske perspektiv uinteressant. Krænkelser bliver først interessant, når radikal-feminisme smeltes sammen med lægevidenskabens opfattelse af mænds seksualitet som pervers. Og muliggør en omfattende mistænkeliggørelse af de homoseksuelle mænds seksualitet.

Det køns-ideologiske aspekt i Information artiklen bemærkes også af Kåre Fog, der kommenterer det således:

“Det skal måske lige nævnes, at Karen M. Larsens artikel er ensidig på en måde mere, nemlig at den omtaler sex der gør ondt på kvinder, men ikke sex der gør ondt på mænd. Partnervold vendt imod mænd er nogenlunde lige så udbredt som partnervold vendt imod kvinder.”

Der er tale om et bevidst “fravalg” ud fra det radikal-feministiske perspektiv. Hvor alle sociale fænomener ses som køns- eller sexrelaterede. At definere sig som mand er at påtage sig at undertrykke, udnytte og udbytte kvinder. Socialkonstruktivisme er i den radikal-feministiske version teorien om, hvordan mænd misbruger kvinder. Ved at påtage sig den mandlige af kønsrolle.

Radikal-feministerne lægger afstand til social konstruktivismens begreb om “åbenhed”: Som sociale væsener er vi ikke kun, hvad vi bliver gjort til, men også det vi gør os selv til. Opfattelsen af alle mænd som potentielle sexkriminelle –  som fejlsocialiserede –  betyder, at der ingen modstrid er til det begreb om mænds seksualitet lægevidenskaben formidler.

Mistænkeliggørelses-diskurs over for heteroseksuelle mænd

Radikal-feminismens syn på mænd udmøntes i en mistænkeliggørelses-diskurs over for heteroseksuelle mænd.

At mænd taber social status via ægteskab et et velkendt fænomen. Der hvor ældre højstatus mænd gifter sig med unge kvinder er der et statustab.

Men en ny bekymrethed er kommet til i forhold til seksuelle relationer mellem mennesker med dansk kulturbaggrund og mennesker med ikke-vestlig kulturbaggrund. Nu bliver det betragtet, som et muligt område for danskernes udøvelse af diskrimination, racisme, undertrykkelse, overgreb og kvindehandel. Alle disse muligheder eller hentydninger til sexkriminalitet gør det til genstand for problematisering. Tidligere blev mænd stigmatiseret, når de ikke giftede sig og havde løse forbindelser og adgang til prostitution. Idag bliver mænd stigmatiseret via indgåelse af ægteskab. Samtidig med der er et fornyet krav om kriminalisering af prostitution. Mænds seksualitet bærer i begge relationer bekymringens fortegn.

Mistænkeliggørelses-diskurs over for homoseksuelle mænd

Ud fra den radikal-feministiske præmis er mandlige homoseksuelle  “undertrykkere”, præcis lige som alle andre mænd. Den feministiske forbudsdagsorden opretholdes i lige så høj grad over for mandlige homoseksuelle, som over for heteroseksuelle mænd.

Når lægevidenskabens opfattelse af den sygelige maskuline seksualitet supplerer radikal-feminismen bliver homoseksuelle mænds gensidige seksuelle relationer også genstand for en bekymrings- og mistænkeliggørelses-diskurs.

Især i forhold til prostitution og i betragtningen af forhold med aldersforskel. Og sidst – men ikke mindst  – formidler lægevidenskaben mistanken, at alle mænd er pædofile. En påstand feminister – også Karen M. Larsen – nok afviser, men samtidig opretholder ved i alle debatter at insistere på, at modstandere af forbudsdagsordenen har “bagvedliggende” motiver.

Det skal også siges at Karen M. Larsen ikke forbigår den mandlige prostitution. Tværtimod. Når det afvises at stigmatiseringen af de homoseksuelle i 1960’erne var en pædofil-panik, er det en konstatering af, at det homoseksuelle miljø tidligere var pædofilt. Hvilket idag retfærdiggør forbudsdagsorden og mistænkeliggørelse af alle homoseksuelle mænd.

Uanset radikal-feminismens begreber påstås at være informerede af socialkonstruktivisme ses mænds kønsrolle og seksualitet ikke som et valg, men som noget determineret eller “skæbnebestemt”. Også de kvinder der er undertrykte, udnyttede og udbyttede – er i offerrollen – tilsvarende ufrie. Lægevidenskabens reduktionistiske og deterministiske opfattelse af seksualitet besejrer og erstatter vilje og valg.

Reklamer

Når heteromænd har homosex: Klovn; The Movie

Vibeke Manniche har rettet en skarp kritik imod filmen Klovn; The Movie. Og kaldt den pornografisk. Og skadelig for børn. Det havde hun næppe gjort, hvis der blot havde været et par heteroseksuelle sexscener i filmen.

I 1970’erne smed alle danske skuespillere tøjet, og agerede med i løsslupne komedier. Så Casper Christensen og Frank Hvam revolutionerer ikke dansk film.

Anders Haahr Rasmussen – blogger på Information – har fået instruktøren Mikkel Nørgaards version af hvad der sker i den scene i filmen, hvor Casper Christensen har sex med en mand. Rasmussen skriver på sin blog:

“Manden er gymnasielærer og meget vred på Casper, som har forsøgt at forgribe sig på hans elever. Casper beroliger gymnasielærerne gennem ’mandeflirt’ – en selvopfunden teknik, der består i at få andre mænd til at bløde op og makke ret gennem en kombination af rosende ord og venlige berøringer især på håndled og skulder.

De to ender senere på natten i et stående knald med gymnasielæreren som den aktive part. Og det var ikke tilfældigt fortæller instruktør Mikkel Nørgaard.

”I virkeligheden lavede vi scenen i to versioner. Vi lavede også en version, hvor Casper tager ham. Og det gjorde vi, fordi vi var i tvivl om, hvad for en situation, der ville være mest interessant for den overordnede historie.”

Når to mænd knalder, er rollefordelingen hverken tilfældig eller uskyldig. Det at knalde nogen er en magtdemonstration, det at blive knaldet er ydmygende. Velsagtens fordi der er noget nedværdigende forbundet med at indtage kvindens position. Så i Klovn blev det Casper, der tog imod, fortæller Mikkel Nørgaard:

”Casper har altid i vores univers været et seksuelt væsen. Han skal bare ha’. ”Fisse, det er mit drug. Jeg skal have det fisse, Frank”. Det er ligesom hans drive. Det seksuelle er hans drive. Hvis Casper så er ham, der tager den anden, så er han stadig den dominerende part, og stadig ham, der har styr på det. Og derfor kunne vi godt mærke, da vi optog scenen, at når Casper blev taget, så var det mere interessant, for så var han for første gang sat uden for kontrol. Nu var der nogen, der gjorde det ved ham, som han havde gjort ved andre.”

I filmen bliver Caspers forlystelser set af Frank. Efterfølgende tager Casper afstand fra det. Han påstår, at han blev voldtaget. Den køber Frank ikke. I et sjældent fordomsfrit øjeblik siger han, at så vidt han vurderede, elskede Casper bare med en anden mand. Virkelighedens Frank Hvam uddyber:

”Godt venskab mellem mænd er jo en kærlighedshistorie, hvor man lige har valgt at skære det seksuelle fra. Men man er fanderendeme tæt på en gang imellem. Hvis man er rigtig glad for en god kammerat, så er der ikke langt til et snav. Heller ikke for en mand, der erklærer sig selv som heteroseksuel. Og vi har da også snakket om, at i et 90 år langt liv, så er det da vanvittigt ikke at prøve det. Også selv om man ikke lige umiddelbart har det drive. Det er da åndssvagt at lukke den dør.”

Instruktøren bag filmen forklarer ovenfor, hvordan heteromænd har homosex. Hvor rollerne aktiv og passiv ikke er en leg eller et spil, men et spørgsmål om enten at være dominant eller submissiv.

Anders Haar Rasmussen henviser i sin beskrivelse til den latinamerikanske machismo, der ikke udelukker sex mellem mænd, men hvor rollefordelingen er afgørende. Kun den ene part i forholdet opfattes som homo: Den passive.

Når man som undertegnede er homoseksuel er sex et rollespil. Hvor man er enten aktiv eller passiv. På skift måske – men alligevel. Rollespillet er “naturligt”, der er jo ikke kønsforskel i forholdet. Alligevel er det aftalt, hvordan rollerne er fordelt og ikke naturgivet.

Distinktionen mellem mænd der har sex med mænd og homosex interesserer selvfølgelig ikke feministerne.

Deres budskab er ganske simpelt: Danske familiefædre skal ikke bryde sig om, at gøre det Casper Christensen gør!

De skal ikke tænke som Frank Hvam:

“i et 90 år langt liv, så er det da vanvittigt ikke at prøve det. Også selvom man ikke lige umiddelbart har det drive.”

Det er meget simpelt skruet sammen: Kontrol over ægtemænd via homofobi!

Vibeke Manniche har som bekendt protesteret over at Casper Christensens stive lem ses på filmplakaten. Det er skadeligt for børn, hævder Manniche.

Hvis en mand har erigeret lem på en plakat i det offentlige rum kunne børnene der hjemme også risikere at se far i situationer, hvor lemmet er erigeret?

Vibeke Manniche og forbudsfeministerne erklærer dermed krig mellem de to køn: Ægtemænd vil blive mistænkeliggjort. Og børnene er kvindernes instrument til dominans.

Homofobien er det middel de anvender til at dæmonisere den maskuline seksualitet.

Hvilket alt sammen ikke afholder danskerne fra at gå i biografen og se filmen. Der er den mest sete i 10 år.