Shyam Selvadurai: Understrømme

“Mennesker kan ulykkeligvis ikke opfinde deres oprindelsessted, deres elskere og deres venner endnu mindre end de kan opfinde deres forældre. Livet tildeler disse og tager dem også bort og det vanskeligste er at sige JA til livet.”

Understrømme (2008) er den tredie roman i Shyam Selvadurai’s forfatterskab. Den første bog En sjov dreng udkom i 1998 på dansk. Efter den historiske Cinnamon Gardens (1998) – på dansk En duft af frihed (2000) – vender Selvadurai tilbage til temaet: Sri Lanka i 1980, opvæksten og homoseksualiteten.

Citatet ovenfor af James Baldwin indleder Understrømme, for at minde læseren om at, vi er alle stammefolk. Med et oprindelsessted, forældre, venner, elskere der har præget vores liv – alt sammen sociale og kulturelle tilhørsforhold man ikke kan løbe fra. Hvis man forsøger bliver man indhentet. Alt det man ikke kan lyve sig fra. Hvis man forsøger bliver man afsløret.

Generationen er også en stamme: Af de mennesker der var på et bestemt sted, på et bestemt tidspunkt. Selvadurai skruer tiden tilbage til 1980, og skildrer forholdene på Sri Lanka: Hans tid og sted. Stammer mødes og kulturudveksling finder sted. Nogle gange opdager de, der tilhører forskellige nationale stammer og kulturer, at de har noget til fælles.

Det er historien om drengen Amrith fra Sri Lanka, der møder sin fætter Niresh fra Canada. En historie om forelskelske og kærlighed.

På Sri Lanka har stammen sine egne ritualer. Et af dem er, at alle skolerne deltager i en årlig Shakespeare konkurrence, hvor de opfører et skuespil og kæmper om prisen. Det forgående år er det lykkedes Amrith at vinde pokalen, som Bedste Kvindelige Skuespiller i rollen som Julie. En særhed ved ritualet er nemlig, at alle skoler er kønsopdelte. Derfor spilles alle pigeroller af de yngste elever på drengeskolerne. Og de ældste piger spiller manderollerne på pigeskolerne. Kønnet – eller kønsrollen – er helt bogstaveligt en rolle, som den enkelte elev påtager sig. Udover selvfølgelig at fremsige replikker og agere, det der står i teksten. Det er en slags skuespil i skuespillet. Lige som på Shakespeares tid – den elizabethanske periode i England –  da der ikke fandtes kvindelige skuespillere, og de yngste drenge i truppen spillede kvinderollerne.

Fra at være en usynlig dreng bliver Amrith en både synlig og populær dreng. Derfor er han også fast besluttet på, at tilkæmpe sig rollen som Desdemona i årets Shakespeare stykke Othello. For om muligt endnu engang at vinde pokalen. Denne drømmende tilstand bliver Amrith revet ud af ved mødet med fætteren den 16 årige Niresh.

Selvom Niresh etnisk tilhører samme stamme som Amrith tilhører han kulturelt teenager stammen, som godt nok er international, men endnu ikke er nået til Sri Lanka. Teenager stammen dyrker sine egne ritualer: Mangel på respekt for de voksne, almindelig flabethed og intense venskaber med jævnaldrende. Amrith udsættes for et kulturchock! Den priviligerede teenager stamme kan se filmen Saturday Night Fever i 1977, mens den er ny, mens Amrith og hans søstre må vente til det bliver et nyt årti.

Ifølge Niresh er der ingen ende på hvor cool teenager stammen er: Han og vennerne spiller fodbold, sniger sig ind på clubberne med falske ID-kort, begår hærværk og cruiser rundt i byen i bil. Når Niresh praler holder han sin lille fætter om skuldren, og de er tæt på en måde Amrith ikke har været til andre mennesker før. Og Amrith forelsker sig.

Niresh er charmerende. Hundene lægger sig på ryggen og cykler med benene i vejret, når han taler til dem med høj stemmeføring. Når Niresh taler med Amriths søstre gør han det samme: Foregiver at kunne lide den musik teenager stammen foragter, fordi den er fra i forfjor. Amrith ved det. Når Niresh’ øjne er særlig store og uskyldige, så lyver han eller gør grin med folk. På den anden side er bedrifterne af betragteligt omfang: Niresh er blevet smidt ud af tre kostskoler, ryger i smug og kan diskutere piger!

Amrith er også lærenem: Blasfemisk lægger han sig for fødderne af Niresh og agerer Maria Magdalena, mens Niresh med en kost i ryggen agerer den lidende Jesus Kristus. Så kan de sammen få søsteren til at bryde sammen af grin, der hvor hun skulle fremsige sit Ave Maria.

Understrømme fører mennesker til steder, hvor de ikke ønsker at være. Understrømme er teenager stammens værste fjende. Amrith har udover blasfemi, rygning i smug også sovet tæt op af Niresh, og opdaget varmen i kroppen. Han har således deltaget i nogle af de vigtigste stamme ritualer, men er stadig ikke på lige fod med fætteren. Og er magtesløs over for jalousien – en understrøm i teenagerverdenen. Amrith er  jaloux på søsteren, der ligeledes er faldet for Niresh’ charme. Othello – det klassiske jalousidrama udspiller sig dermed ikke kun på scenen, men også uden for.

På scenen: Othello anklager Desdemona for at være ham utro med Cassio. Det fører som bekendt til drab. I  virkeligheden: Understrømmen i monsunhavet fører Amrith længere ud end han kan bunde – med fare for liv og lemmer.

Dog forsones Amrith med fætteren: Ritualet består i aflivelsen af myten om det sorgløse teenagerliv i Canada. Niresh spiller ikke fodbold, han er ikke star: De andre kalder ham perker, og de sorthårede drenge må lægge øre til racististiske vittigheder. Alle de historier der imponerede Amrith var løgn og opspind. Kan rituel bodsgang slå bro over kløften mellem de to drenge?

Niresh får til gengæld at vide hvilken ulykkelig historie den selvmordstruede Amrith bærer på dybt i sin sjæl og så forsones de to. Inden Niresh bliver nødt til at følge sin far tilbage til Canada.

Mennesker kan ulykkeligvis ikke opfinde deres oprindelsessted, deres elskere og deres venner endnu mindre end de kan deres forældre. Livet tildeler disse og tager dem også bort og det vanskeligste er at sige JA til livet.

Reklamer

Evgeny Mokhorev: Det nøgne menneske

Indledning

Evgeny Mokhorev (f.1967) arbejder med “objektive” sort-hvide fotografier i et kvadratisk format. Modellerne er ofte børn og teenagere eller mænd og kvinder. Ofte nøgne. Mennesker.

Han blev medlem af den fotografiske klub “Zerkalo” (Spejlet) i 1988. Og modtog prisen “Året fund” på den første Festival for Fotografi i 1993. Mokhorev har mellem 1988 og 1997 deltaget i mere end 40 udstillinger i Rusland og internationalt. Blandt andet i USA, Storbrittanien og 2010 i København på Fotografisk Center.

Krop og disciplinering

Mokhorevs mænd og kvinder svulmer hverken af muskler eller bare bryster. De nøgne modellers alder står ikke skrevet hen over kroppe eller ansigter. Uvant når nøgenhed i medierne forbindes med pornografi. Hvor alt er beskrevet og nøje redgjort for. Nøgenhed er provokerende – når kendsgerningen, at sådan er vi født forlængst er blevet glemt. Fordi nøgenhed altid udstilles – og afvises -som enten kommerciel eller lummer. Nøgenhed uden emballage – uden medfølgende beskrivelser, forklaringer og advarsler – vidner om en verden uden for, hvor der blot er nøgne kroppe, seksualitet og sensualitet.

Mokhorevs billeder besidder evnen til at forurolige. De kan få betragteren til at spørge, hvis det vi ser er sandt, er mit liv så baseret på løgn?

“Et billede kan sige mere end tusind ord…Med russiske Evgeny Mokhorev forholder det sig lige omvendt. Her står værket i direkte opposition til ord. Vi befinder os i umiddelbarheden, et sted, der ikke kan beskrives, fordi det er tomt og blottet for omtanke, analyse og strategi. Mokhorevs billeder befinder sig altså et sted, som vi alle stræber efter at komme til, men som vi fjerner os fra, jo mere vi prøver.”

Er vi overhovedet i live  kan man spørge?

Uvished udøver fascination – men også ængstelse. Lighedsideologierne i samfundet fremhæver forskel, som det der styrer vores liv.

Tanker, analyser og strategier betyder at vi er vant til at klassificere og disciplinere. Disciplinering sker via forventning.

De to kategorier der stilles flest forventninger til er køn og alder. Det numeriske spiller en stor rolle for, hvordan mennesker forventes at opføre sig. Alder bestemmer hvornår man starter i skole, hvornår sex er legalt, hvornår man kan starte på arbejdsmarkedet – og  forlade det igen.

Lige så vigtigt er kønnet. Piger og drenge skal ikke se ens ud og opdrages ikke ens – feministisk lighedsideologi til trods. Forventningerne til de to køn er ikke de samme. Kønsforskel kan tillægges kosmisk betydning: Mænd er fra Mars Kvinder er fra Venus, sagde forfatteren John Gray. Planeter der kan cirkle om hinanden, men aldrig mødes. Eller forestillinger om forplantning kan give mening – via videnskabelige eller religiøse begreber – til køn og seksualitet. Mere jordnært kan man nøjes med at anvende begreber som biologisk køn og socialt køn. På engelsk kaldes det første sex og det andet gender. Her regnes sidstnævnte for sociale og indlærte attituder og det første for naturgivet. Så kan man operere med en dualisme mellem natur og samfund. Begreberne gør at vi kan forstå verden. Og os selv. Vores køn.

Der er en endeløs strøm af tanker, analyser og strategier i forhold til kønnet. Der en vilje til at fortolke og tilskrive lag af betydning.

Mokhorevs billeder foruroliger ved at fortælle, at skrælles lagene af  bliver der kun umiddelbarhed tilbage. Det uforklarede og uforklarlige.

“Se mig ind i øjnene”

Mokhorev har fotograferet gadebørn og børnehjemsbørn i Skt. Petersborg. Men Liza Fetissisova der promoverer Mokhorev via galleriet Russian Tea Room i Paris fortæller til Politiken:

“Mange af personerne på billederne er børn af kunstnertyper – malere, musikere, klovne – som på én gang er frisindede og ludfattige. På den slags opstillede billeder kan du ellers ofte nærmest se fotografens ordrer, men her virker det hele naturligt. Blandt andet, fordi Evgeny bruger meget tid på at være sammen med teenagerne, og han aldrig presser dem til noget.”

Billeder der på en gang er naturlige og iscenesatte. Modellerne skal indtage positurer. Og Mokhorev beder som regel mindst en person om at se lige ind i kameraet uden at smile. Hvilket giver stor intensitet. På fotografiet ovenfor mærkes en hentydning til von Glödens forkærlighed for modeller, der agerer i “klassisk stil” med mindelser om antikken.

Spejlet

Spejlet er den klassiske metafor for det, der enten er falsk eller forvrænget. Hos Mokhorev erstattes det ofte af et vindue. Som billedet af Elena der “spejles” af drengen Kuzya. Der er visse lighedstræk i fysiognomi og gestik. Det ikke falsk, det er blot et møde mellem to mennesker der på en ejendommelig måde ligner hinanden.

Det er heller ikke falskhed når Ivan “spejler” Kartina. Mokhorevs modeller er mennesker – i visse tilfælde på forunderlig vis hinsides kønsliggørelse. Dvs. de er blot mennesker – ikke mænd eller kvinder.

Der hvor Myha holder et spejl op for sig er det rent faktisk Myha vi ser i spejlet. Myha er en dreng. Kort eller langt hår signalerer normalt “maskulint” eller “feminint”. Ikke her. Fordi det på en eller anden måde er ligegyldigt. Fotografen vil blot vise os mennesket.

Kønnets skrøbelighed for præpubertære unge er ikke overraskende. Det chokerende ved Mokhorevs billeder består udelukkende i, hvor naturligt det er bare at være menneske. Ikke blot være sin alder eller sit køn.

“Strategier skal lægges. Vi tænker ikke bare længere. Vi tænker over, hvad vi skal tænke. Vi tænker over, hvad vi skal identificere os med for at være det, vi godt kunne tænke os at være, og så finder vi ud af, hvordan vi burde tænke, hvem vi bør holde med, hvad vi skal kunne lide, sige og gøre.”

Rationalitet betyder i det moderne samfund, at vi ikke tænker, men vurderer. Rationalitet betyder kontrol, over verden og over os selv. Men er det begreberne der styrer os eller er det os der styrer begreberne? Bare det at spørgsmålet stilles antyder, at kontroltabet er en realitet. Betragteren der ser tomheden i Mokhorevs billeder ender med at spørge: Er vi overhovedet i live?

Konklusion

Jo mere vi tænker over kønnet, desto mere uvirkeligt bliver det. Hvad bliver der tilbage efter alle de tanker, anlyser og strategier?

Tomhed.

Shyam Selvadurai: En sjov dreng

Da Selvadurai’s bog udkom på dansk i 1998 var det noget så overraskende som en etnisk homo historie. Bogens hovedperson bliver i fordanskningen “en sjov dreng”.

Originaltitlen Funny boy (1994) gengiver det bedre: Han er homo, og omgivelserne ved ikke rigtig hvad de skal stille op med ham. Det er ikke nødvendigvis sjovt, at være funny boy.

Susanne Bjertrups originale anmeldelse i Politiken fra 1998 fremhæver den politiske baggrund og hovedpersonens oplevelse af omvæltningerne på Sri Lanka:

“Det begynder med noget, der bare virker lidt urimeligt. En yndlingstante kan ikke få den mand, hun er forelsket i, fordi hun er tamil, og han er singaleser. Men snart eskalerer konflikten. Folk på Sri Lanka må opføre sig som de tre kloge aber: ser intet ondt, hører intet ondt, siger intet ondt. Imens lyder der klik i telefonen, borgerlig ret ophører med at eksistere, huse og biler brænder.

Shyam Selvadurais debutroman, En Sjov dreng, er en historie om de begivenheder, der fører til, at en velstående tamilsk middelklassefamilie må flygte fra Colombo og begynde forfra i Canada med bare 500 engelske pund på lommen. Men det er også historien om en dreng der er anderledes, uden selv at vide hvordan. Han kan bare godt lide at lege med pigerne, at klæde sig som brud med sari og sminke, og han vil give sin højre arm for ikke at skulle spille kricket med drengene. Det bekymrer hans far, som sætter mange velmente bestræbelser i gang på at afvende det uundgåelige: at Arjie forelsker sig i en anden dreng.

En Sjov Dreng handler om at vokse op og finde ud af, hvem og hvad man er og turde sætte det igennem. Det ikke nemt når man drømmer om, at livet skal være som i de singalesiske kærlighedsmagasiner, som kvinderne i den brogede familie har gemt under deres madrasser. Eller når man er den eneste tamil i sin klasse.

Historien fortælles medrivende. Den er nervepirrende i småting som f.eks. den tavshed, der sænker sig ved middagsbord, da en mor slår sin voksne datter, og tankevækkende for vestlig selvtilstrækkelighed, der ønsker flygtninge tilbage, pebret gror. For Arjies sind virker ikke særlig fremmedartet eller eksotisk. Det kunne være en danskers, fanget i øjeblikket før ydre begivenheder vælter ordenen omkuld.”

Idag er det næppe muligt – efter næsten 10 års værdidebat og indvandrerdebat – med  samme troskyldige naivitet at erklære at Arjie, bogens hovedperson,  er et menneske præcis som du og jeg. I teorien en hvilken som helst dansker “fanget i øjeblikket” før verden, som man kender den bryder sammen. En læsning af bogen der fokuserer på seksualitet og køn vil dog afsløre den samme pointe: Mekanismerne i forhold til dannelse af køns- og seksuealidentitet er yderst genkendelige.

Og Selvadurai er – som hans senere forfatterskab har bekræftet – intet mindre end et litterært talent. En kvalitet der heller ikke inden for genren homoseksuel coming of age historie kan tages for givet .

En sjov dreng er en udsprings historie fortalt i seks kapitler.

De blodige begivenheder der går forud for familiens flugt fylder så meget i drengens sind at indledningens præsentation af køns- og seksualitetsproblematikken næsten har fortabt sig inden den træder  frem som nøgle til forståelse.

Bogens indledning demonstrerer at noget så simpelt som børneleg er en strukturering af det sagte og det usagte. Begge dele lige betydningsfulde.

Verden er delt i to: Det ene territorium er drengenes kricket-bane. Det andet territorium er pigernes verden. Arjie er en feminin dreng – og føler sig kun accepteret og veltilpas i pigernes verden. Hvor han spiller brud i pigernes bryllups iscensættelse. Iført sari og sminke.

På kricket-banen – drengeverdenen – kæmper to fraktioner om magten Arjies bror og hans kusine. Børnenes verden hviler i sig selv. Pigernes accept af Arjie kommer til udtryk ved at han får hovedrollen som brud i legen af samme navn. Krisen opstår da de voksne blander sig – og erklærer, at han skal være dreng og spille kricket. Hvilket skaber en umulig og kompliceret situation i drengeverdenen, hvor ingen af holdene vil have ham. Selv om køn og maskulin aktivitet – og tydeligvis også seksualitet – er tæt forbundne, ænser ingen kusinens rolle på kricket-banen. Kun Arjie’s far er “bekymret”. For drengen.

De voksne stiller krav om, hvordan verden bør se ud. Definitionen af køn og seksualitet skal følge henholdsvis maskulin og feminin aktivitet. “Undtagelsen” er kusinen som ingen ænser. Hun er pige i drengeverdenen. De tre små aber der intet ser, intet hører og intet siger er deltager i børnelegen.

Barndommen slutter med et kys. Da Arjie er 14 år. Efter alle antydningerne: Den faderlige bekymring, opgøret med pigen der tilraner sig hans plads som brud, broderens bemærkninger, våde pletter i sarien efter han har drømt om en dreng. Alt det fik kun knap noget til at dæmre.

Et uskyldigt kys fra en dreng på skolen får derimod erkendelsen frem:

“Den anderledeshed i mig, som jeg somme tider havde fornemmet, som havde afstedkommet så meget forvirring for mig, hvori denne anderledeshed end bestod, så delte Shehan den. Jeg følte mig forbløffet over, at en normal ting – som mit venskab med Shehan – kunne have så stærke og skjulte muligheder.”

Og ved det næste kys står begge drenge med bukserne trukket ned:

“Så kyssede han mig igen, og jeg mærkede varmen fra hans krop mod min, da han pressede mig op mod væggen. Igen følte jeg, hvordan jeg gled ind i et mørke, som om jeg jeg sank ned på bunden af en dam, hvor der ikke eksisterede andet end lugt, smag og følelse.”

Selverkendelsen beskrives som en synken ned – eller ind i sig selv. Imens bliver han våd. For derefter som en svømmer at blive trukket op mod vandoverfladen.

Arjie værgrer sig, men resultatet er givet på forhånd. Der er noget i ham, der er så stærkt, at de tre små aber kæmper forgæves imod.

“Jeg var ikke en del af min familie på samme måde længere. Nu hørte jeg til i en verden, de ikke forstod, og som de ikke kunne følge mig til.”

Barndommens opdeling i territorier – drengenes og pigernes – forklarer ikke længere verden. Diktotomien mellem kønnene som skulle forklare alt – forklarer intet. Verdensbilledet er brudt sammen. Drengene havde i børneverdenen et socialt køn – den maskuline aktivitet. Og pigerne et sociale køn – gennem den feminine leg. Med en enkelt undtagelse for reglen. Kusinen der spiller kricket. Og så Arjie. I børnelegens iscenesættelsen af heteroseksualitet er der ikke plads til den homoseksuelle. Undtagen når Arjie omgår reglerne og befinder sig i pigeverdenen, hvor han skifter køn ved at iføre sig sari og sminke.

Arjie opdager at køn og seksualitet ikke nødvendigvis følges ad, sådan som normerne foreskriver. Hans lem bliver vådt da det bevæges op og ned på Shehans mave. Han bliver en mand samtidig med at han ved, at han aldrig igen vil deltage i drengenes kricket-spil. Og tillige forlader pigeverdenen – kønsskiftet – for udelukkende at lege med andre drenge, der er lige som han. Et voksent spil, hvor seksualitet og fascination og lyst er drivkræfterne.

Når kønnet indgår forbindelse med seksuel identitet er der ikke længere distance og spil mellem to verdener. Al legen foregår nu i én verden – mændenes.

Den destruktive LGBT politik

Rettigheder eller minoritet?

Det er stærkt begrænset, hvad der foregår af debat om LGBT politik. Der finder stort set ikke nogen offentlig debat sted. Ikke fordi synspunkterne ikke findes, men fordi LGBT Danmark ikke opfordrer til og nødig deltager i debat.

LGBT Danmark har som program at gennemføre ændringer ved at skabe juridisk ligestilling. Det bliver en sjælden gang sagt imod. F.eks. af Bjørn Hvidt-Pedersen i en kronik i Berlingske 2009. Fra ligeret til minoritetskultur hed den. Hvor det hævdes, at homopolitikken har bevæget sig fra kamp for rettigheder til varetagelse af en minoritets særinteresser.

Jeg konstaterede dengang, at kamp for juridiske rettigheder stadig står i centrum af LGBT politikken. Men det faktum at der ingen afgørende bevægelser har været siden 1989 har tvunget LGBT til at anvende en tilpasningsstrategi. I dag kræves der ikke ligeret, men særbehandling. Fordi kravet om ligeret virker som overbud. Jeg har tilføjet nogle kommentarer til det jeg sagde dengang i artiklen Tilbageblik: Hvilke homorettigheder?

Der er intet der tyder på at LGBT i den nærmeste fremtid kan få gennemført kravene om kirkelig vielse eller homoægteskab, skrev jeg i 2009. Nu skriver vi 2011 og intet har ændret sig. Blot kan man føje ønsket om, at få fjernet transseksualitet fra Sundhedsstyrelsens sygdomsliste til rækken af uigennemførlige sager.

LGBT politikken er især i det sidste årti stødt ind i hård modstand og er endt i et dødvande. Den virkelighed LGBT’erne møder ændrer sig selvfølgelig, og det afspejles i den offentlige debat.

Den destruktive LGBT politik

Det der kendetegner synspunkterne i dag er, at en del LGBT’ere har kapituleret, og overtaget modpartens synspunkter. Sidste år under debatten af Dansk Folkepartis deltagelse i Copenhagen Gay Pride var der et – efter sigende mangeårigt medlem af LGBT Danmark – der udbrød, at han følte sig “drevet i armene på Dansk Folkeparti”. På grund af den uforsonlige og militante linie andre – blandt andre undertegnede stod for – når vi benægtede, at Dansk Folkepartis deltagelse var andet end et politisk gimmick. Og konstaterede at tilhørsforholdet til en minoritetsgruppe af mange slet ikke ses som uforeneligt med en hadefuld indstilling. F.eks. over for flygtninge og indvandrere. Eller måske endda over for andre LGBT mennesker? Samme person angreb nemlig også den første homoseksuelle deltager i Paradise Hotel for ikke at være tilstrækkelig maskulin.

I LGBT sammenhæng er køn, seksualitet og identitet nøglen til politiske forståelse. Misforstås de tre begreber betyder det at der knyttes an til synspunkter, der fundamentalt er fjendlige over for LGBT.

Lad mig lige nævne nogle væsentlige aspekter af de tre begreber:

1. Køn

Det skulle umiddelbart forekomme indlysende, at de der i visse sammenhæng nedladende bliver betegnet som mennesker med en “anderledes seksualitet” må have gjort sig overvejelser om forholdet mellem køn og seksualitet. Det forekommer, hvis man ser på de debatter der foregår, imidlertid sjældent at være tilfældet.

Mænd er fra Mars,  Kvinder er fra Venus hedder det i populær litteraturen. Og i de fleste LGBT sammenhænge.

Intet TV program har været så udskældt i 2010 som Dagens mand. Med begrundelsen at fyrene ikke er maskuline nok. Og dermed skader billedet af homoerne i offentligheden. Intet ligger majoriteten af homoseksuelle fjernere end tanken, at kønnet måske opleves som naturligt, men ikke derfor er naturgivet. At det med andre ord er en konstruktion. Hvad der f.eks. opleves som maskulint er ikke givet, men defineret. Blandt andet af den kulturelle sammenhæng.

2. Seksualitet

Moderne LGBT politik har intet at gøre med frigørelsespolitik. Feministerne inden for LGBT har skiftet frigørelse ud med bekæmpelse af den maskuline seksualitet. Der er ikke noget problem med homoseksualitet, men derimod med den maskuline seksualitet som sådan. Det feministerne ønsker er en homoseksuel livscyklus, hvor homoseksualiteten blot er en fase.

Ikke at heteroseksualitet idealiseres. Tværtimod. Overalt i miljøet er der en stærk heterofobi. Heteroseksuelle er f.eks. principielt udelukket fra de forskellige dating-sites. Det overses at vi alle engang var heteroseksuelle – før vi sprang ud. Og vigtigere: Det overses at udspringet er socialpsykologisk proces. Unge arbejder med deres identitet gennem flere år. Og med at gøre deres seksuelle erfaringer. For slet ikke at tale om, hvor vanskelig  processen er for voksne, der skifter deres heteroliv ud med et homoliv. I praksis er der “heteroseksuelle” overalt i miljøet. Men ligesom når det handler om køn er opfattelsen biologiseret. Seksualiteten sidder i pikken – og mænd tænker med den. Her er det Carl-Mar Møller’s popularisering af lægevidenskabens opfattelse af køn og drift der hersker.

Kvinder har ingen seksualitet. Siger feminister. Hvilket sikrer dem, mener de, en priviligeret og uangribelig  position i seksualpolitisk debat.

3. Identitet

En biologiseret opfattelse af køn og seksualitet umuliggør identitet. Det er for mange den vigtigste grund til ikke at deltage, og intet at mene om LGBT politik. Og samtidig det der gør det så let, at afvise andre inden for LGBT som afvigende. Når der ikke er noget JEG er der heller intet VI.

De andre – individer eller grupper – er konkurrenter, det blot handler om at skaffe af vejen. Intet er lettere end at hengive sig til den almindelige paranoide stemning i samfundet. Eller deltage i det man kan kalde den regnbuefarvede illusion: Forestillingen om at den juridiske ligestilling – der engang virkede som et lovende projekt – vil føre til den endegyldige normalisering af LGBT grupperne.

I sidstnævnte tilfælde anvendes en taktik, hvor det gælder om at slippe af med de, der ikke passer ind. Argumenterne findes ved at kombinere elementer fra biologiserede opfattelser af køn og seksualitet.

Der vil altid fra samfundets side være en vis opmærksomhed i forhold til de unges liv og seksualitet. Når de unge springer ud og møder den homoseksuelle subkultur forvandles denne opmærksomhed let til bekymring. Både når mænds seksualitet forstås i biologiske termer, og når kulturelle forestillinger om de unges påvirkelighed gøres gældende. Forførelsesteorier er lige så gamle som den homoseksuelle kultur selv. En stor del af problematiseringen retter sig derfor mod den maskuline seksualitet. Og mere konkret imod de voksne mænd.

Konklusion

Der er to mulige løsninger: De homoseksuelle bliver så normaliserede, at subkulturen forsvinder. Eller den homoseksuelle identitetsdannelse ophører.

Førstnævnte er ikke den aktuelle situation – juridisk ligestilling eller ej. Sidstnævnte er i realiteten en tilbagevenden til de homofiles strategi fra 1950’erne. Hvor de homoseksuelle udlagde deres afmagt, som normalisering. De homofiles manglende synlighed i samfundet og begrænsede selvbevidsthed blev udlagt som normalisering og mål. Det er en exodus-strategi.

Den destruktive i LGBT politik opstår, når homopolitik defineres som konkurrence eller udskilningsløb: Hvem kan smide de andre ud? Eller alternativt: Hvem bør smides ud?  Fordi “de er ikke helt normale”, “det er ikke forsvarligt” og “vi er bekymrede”. Med antydninger af at alt, hvad der ikke er i tråd med feminisme er styret af “bagvedliggende” motiver.

Den destruktive LGBT politik er ligeledes en kendsgerning, når en svag gruppe som de mandlige prostituerede skubbes til side og LGBT ikke ønsker at forsvare deres rettigheder. Og end ikke ønsker at tilkendegive om LGBT er for eller imod et købesexforbud. Sådan som David Zennaro har tilkendegivet i Pan-bladet.

Mandlig prostitution er ikke noget vigtigt emne. Feminismens forhåndsantagelse om, at kvinder altid er ofre efterlader de mandlige prostituerede som uinteressante. Derfor kæmper LGBT ikke for sexarbejdernes rettigheder.

Den destruktive LGBT politik er ligeledes en kendsgerning, når en svag gruppe i LGBT som de hiv-positive ingen opmærksomhed  får. En foreløbig sejr som suspensionen af hiv-loven er fik lidt forsinket – og efter pres fra undertegnede og Pan-bladet – 12 liniers kommentar fra LGBT i Pan-bladet.

Hiv indgår ikke i den feministiske problematisering af køn og seksualitet. Og derfor heller i LBGT’s politik.

LGBT har i denne uge demonstreret,  at sådan ser den politiske virkelighed ud.

LGBT har ingen politik på de forskellige seksualpolitiske områder. Udover at deltage i mistænkeliggørelse af mænds – og i særdeleshed de homoseksuelles – seksualitet og identitet. Hvilket enkelte personer i LGBT klart har formuleret som deres mission og målsætning.

Feminisme og forbudsdagsorden

Feministisk politik er idag en forbudsdagsorden. Feministisk argumentation er fyldt med bekymring: For kvinders og mindre åriges liv, unges færden på internettet, frygt for voldtægt og sexovergreb. Hvilket resulterer i krav om lov og orden og nye forbud.

Radikal-feminismen er blottet for bekymring i forhold til overgreb eller stigmatisering af mænd. Først understøttet af lægevidenskabens sygeliggørelse af den mandlige seksualitet optræder, der en bekymrings- og mistænkeliggørelses-diskurs i forhold til mænds indbyrdes relationer. Men aldrig bekymring i forhold til kvinders vold over for mandlige partnere eller kvinders stigmatisering af mænd. Ledsaget af benægtelse af det køns-ideologiske perspektiv.

Prostitutionsdebat og forbudsdagsorden

Mandlig prostitution optræder ikke i debatten, når Karen M. Larsen med udgangspunkt i radikal-feminisme skriver i  Information om prostitution.

Nille Thomsens kommentar til artiklen lyder:

“Det der bekymrede mig i Karen M Larsens indlæg var at med hendes ensidige kønsperspektiv, kom hendes artikel til at virke som en løftestang for noget køns-ideologisk snarere end for noget moralsk.”

Forbigåelsen af mandlig prostitution skyldes, at vinklen er køns-ideologisk. Artiklen er –  på trods af besværgelserne – en lang opremsning af argumenterne imod prostitution. Der forstås som overgreb mod kvinder.

Nille Thorsens kommentar lyder videre:

“Når Karen M. Larsen i sin “fortale” siger: “Et fokus på den mørke side af sex er ikke et udtryk for en såkaldt dæmonisering af mænds seksualitet” fornemmer jeg, at det er nøjagtigt det modsatte hun i virkeligheden mener.”

Nille Thorsen er – ligesom en række af debattørerne på Information – ikke principielt imod moralisme. Men undrer sig over at Karen M. Larsen ikke bekender kulør og erklærer sig imod prostitution og som tilhænger af forbud. Når det tydeligt nok fremgår, at det er budskabet.

Undladelsen af omtale af prostitution blandt homoseksuelle mænd er bemærkelsesværdig, når Karen M. Larsen i andre sammenhænge gerne optræder som “forsvarer” af disse. Men mænds eventuelle seksuelle krænkelser af andre mænd er i det radikal-feministiske perspektiv uinteressant. Krænkelser bliver først interessant, når radikal-feminisme smeltes sammen med lægevidenskabens opfattelse af mænds seksualitet som pervers. Og muliggør en omfattende mistænkeliggørelse af de homoseksuelle mænds seksualitet.

Det køns-ideologiske aspekt i Information artiklen bemærkes også af Kåre Fog, der kommenterer det således:

“Det skal måske lige nævnes, at Karen M. Larsens artikel er ensidig på en måde mere, nemlig at den omtaler sex der gør ondt på kvinder, men ikke sex der gør ondt på mænd. Partnervold vendt imod mænd er nogenlunde lige så udbredt som partnervold vendt imod kvinder.”

Der er tale om et bevidst “fravalg” ud fra det radikal-feministiske perspektiv. Hvor alle sociale fænomener ses som køns- eller sexrelaterede. At definere sig som mand er at påtage sig at undertrykke, udnytte og udbytte kvinder. Socialkonstruktivisme er i den radikal-feministiske version teorien om, hvordan mænd misbruger kvinder. Ved at påtage sig den mandlige af kønsrolle.

Radikal-feministerne lægger afstand til social konstruktivismens begreb om “åbenhed”: Som sociale væsener er vi ikke kun, hvad vi bliver gjort til, men også det vi gør os selv til. Opfattelsen af alle mænd som potentielle sexkriminelle –  som fejlsocialiserede –  betyder, at der ingen modstrid er til det begreb om mænds seksualitet lægevidenskaben formidler.

Mistænkeliggørelses-diskurs over for heteroseksuelle mænd

Radikal-feminismens syn på mænd udmøntes i en mistænkeliggørelses-diskurs over for heteroseksuelle mænd.

At mænd taber social status via ægteskab et et velkendt fænomen. Der hvor ældre højstatus mænd gifter sig med unge kvinder er der et statustab.

Men en ny bekymrethed er kommet til i forhold til seksuelle relationer mellem mennesker med dansk kulturbaggrund og mennesker med ikke-vestlig kulturbaggrund. Nu bliver det betragtet, som et muligt område for danskernes udøvelse af diskrimination, racisme, undertrykkelse, overgreb og kvindehandel. Alle disse muligheder eller hentydninger til sexkriminalitet gør det til genstand for problematisering. Tidligere blev mænd stigmatiseret, når de ikke giftede sig og havde løse forbindelser og adgang til prostitution. Idag bliver mænd stigmatiseret via indgåelse af ægteskab. Samtidig med der er et fornyet krav om kriminalisering af prostitution. Mænds seksualitet bærer i begge relationer bekymringens fortegn.

Mistænkeliggørelses-diskurs over for homoseksuelle mænd

Ud fra den radikal-feministiske præmis er mandlige homoseksuelle  “undertrykkere”, præcis lige som alle andre mænd. Den feministiske forbudsdagsorden opretholdes i lige så høj grad over for mandlige homoseksuelle, som over for heteroseksuelle mænd.

Når lægevidenskabens opfattelse af den sygelige maskuline seksualitet supplerer radikal-feminismen bliver homoseksuelle mænds gensidige seksuelle relationer også genstand for en bekymrings- og mistænkeliggørelses-diskurs.

Især i forhold til prostitution og i betragtningen af forhold med aldersforskel. Og sidst – men ikke mindst  – formidler lægevidenskaben mistanken, at alle mænd er pædofile. En påstand feminister – også Karen M. Larsen – nok afviser, men samtidig opretholder ved i alle debatter at insistere på, at modstandere af forbudsdagsordenen har “bagvedliggende” motiver.

Det skal også siges at Karen M. Larsen ikke forbigår den mandlige prostitution. Tværtimod. Når det afvises at stigmatiseringen af de homoseksuelle i 1960’erne var en pædofil-panik, er det en konstatering af, at det homoseksuelle miljø tidligere var pædofilt. Hvilket idag retfærdiggør forbudsdagsorden og mistænkeliggørelse af alle homoseksuelle mænd.

Uanset radikal-feminismens begreber påstås at være informerede af socialkonstruktivisme ses mænds kønsrolle og seksualitet ikke som et valg, men som noget determineret eller “skæbnebestemt”. Også de kvinder der er undertrykte, udnyttede og udbyttede – er i offerrollen – tilsvarende ufrie. Lægevidenskabens reduktionistiske og deterministiske opfattelse af seksualitet besejrer og erstatter vilje og valg.

Far og søn

Alle har en far. Alle børn i børnehaven diskuterer, hvordan deres far er. Den franske fotograf Grégoire Korganow (født 1967) tematiserer far søn forholdet.

Grégoire Korganow siger:

“Det er uden tvivl min søns ankomst i mit liv, der gav mig lyst til at lave de portrætter. Han hedder Marco. Hans hud er sort, han er født i Rwanda. Jeg husker begejstringen hos en ven: “Det er vildt hvor han ligner dig!” Er det sandt? Og jeg? Ligner jeg min far? Og alle de sønner jeg har fotograferet ligner de deres fædre?

Jeg overvejede et stykke tid at kalde serien “arvelighed”.

Ved at kigge på portrætterne ser man lighederne.

Man undersøger ansigtstrækkene, sammenligner handlinger, attituder. Man forestiller sig en historie. Forsøger at løse mysteriet i forholdet. Nøgenheden giver problemer og skaber forvirring.

Portrættet af min far overrasker mig. Hvorfor krammer jeg ham. Jeg har ikke rørt ham siden min barndom. Han ser formålet, smilende og stolt

Jeg elsker også billedet af Marco og mig. Vi lukker begge øjnene. Vi er tilfredse. Lykkelige!

Jeg fandt ikke så meget ømhed da jeg startede med at tage disse billeder. Jeg troede kompleksiteten i forholdet til min far ville give mere afvisende billeder.

Disse billeder siger blot til min far og min søn, at jeg elsker dem.”

Den “arvelighed” Korganow taler om er ikke den genetiske – selvom nogle af billederne også dokumenterer den side af forholdet. Som ovenfor Félician og Francois, der er som agern og egetræ. For nu at bruge en biologisk metafor.

Projektet har personlige rødder. Måske derfor billedernes intimitet.

Projektet er dristigt. Viser os noget vi ikke er vant til at se: Nøgne gamle mænd.

Politiske korrekt nysprog  for det – “ældre mænd” – dur ikke. Mændene har sparsomt hår, gråt eller hvidt hår og hvidt skæg. De er ikke “ældre”: De er gamle mænd. Med stor værdighed.

Vi er langt fra reklamens billede af den unge far med spædbarnet på armen. Det signalerer far søn forholdets flygtighed: Forholdet varer indtil drenge bliver til mænd. Og parterne glider fra hinanden. Og ømheden i forholdet forsvinder.

Selv i de billeder hvor sønnen er barn eller ung viser Korganow mænd, hvor egetræet tilsyneladende husker det engang var agern. Og agernet drømmer om at blive til stolt egetræ.

o

Som sagt: Alle har en far. Mænd har sønner. Det er en af de få konstanter i livet. Men den skrøbelige intimsfære er under pres fra samfund, marked og politik. Arbejdsmarkedet udstøder gamle mænd, og fratager dem deres værdighed. Samfundet betragter gamle som en byrde. I debat og politik er en gammel mand, det modsatte af ung og kvinde. Enhver debats fødte taber.

Korganow rehabiliterer de gamle mænd og siger: Se de er smukke! Ikke på grund af udseende, men på grund af udstråling.

Voksne mænd optræder sjældent nøgne. I reklamen og i medierne er nøgne mennesker unge og kvinder.

Ved at vise gamle mænd nøgne brydes et monopol.

Mændenes værdighed ligger ikke længere i jakkesættet. Deres udstråling kan ikke potenseres af den bærbare, en Iphone eller attachemappe. Deri består en del af nøgenheden.

Og mændenes forskellighed. For det er jo mænd: De er – med et forsigtigt gæt i alderen 5 år til 85 år.  Men ingen er i tvivl om kønnet, selvom billederne er beskåret. Hvad er alder andet end et tal?

Ved at undgå frontal nudity mister billederne den dimension Jim Lyngvild talte om for nylig, at sønner også nogle gange ligner fædrene under bæltestedet. Korganow udviser heller ikke samme mod som Sally Mann, der tog nøgenbilleder af sine egne børn. Og uanset de kunstneriske – og menneskelige kvaliteter i billederne – er blevet forfulgt af censur og absurde anklager. Så er man næsten Korganow taknemmelig for, at han skåner de gamle mænd for den behandling.

Drenge er – og var også i Sally Mann’s tilfælde – udsat for særlig opmærksomhed. Teorierne om det skadelige i at være “mors dreng” er mere end hundrede år gamle. Idag hedder det at drengene bliver femininiserede, hvilket er skadeligt for deres kønsidentitet. Gamle fordomme iklædt nye gevandter.

Forholdet til far er derimod tabubelagt. Og vises sjældent som andet end den succesfulde karrieremands erhvervelse af kvinder og børn – den perfekte familie.

Kan moderne mænd defineres som menneskelige væsener uden ret til hverken mor, far eller børn?

Fordi mænd mistænkeliggøres i intimsfæren.

Expo Les Halles Paris april 2010.

Expo Korganow Pere et fils

Grégoire Korganow citatet er oversat af undertegnede.

Det farlige sexliv

Først nogle spørgsmål:

– Hvor mange hormonforstyrrende stoffer er der i sexlegetøj?

– Er det misbrug når danskere tager på sexrejser og køber sig til sex?

– Hvor mange børn udsættes for seksuelle overgreb?

– Hvor mange voldtægtsmænd slipper for straf?

– Hvad er årsagen til homoseksualitet?

– Hvorfor er samfundet blevet pornoficeret?

– Bør prostitution forbydes?

– Er der en stigning i antallet af unge der er homofobe ?

– Er pornografi skadeligt?

– Er dyresex perverst?

Ovenstående spørgsmål besvares næsten dagligt i medierne: Sex er farligt! Sex er skadeligt! Sex skal man for enhver pris undgå!

Mediernes vinkel er altid hvor farligt sex er, ikke om sex er farligt. Heller ikke om sex i nogle situationer og bestemte sammenhænge er godt og sundt.

Både trykte og elektroniske medier bringer konstant reportager om, hvor farlig sex er: Sexlegetøj indeholder hormonforstyrrende stoffer der mistænkes for at skade mænds sædkvalitet, giver drengebørn misdannede kønsorganer og fremskynde pigers pubertet. Der er ikke plads til nuancer. Det nævnes ikke, at man købe sexlegetøj uden de skadelige phtalater.

Kønsforskere udtaler deres bekymring for pornoficeringen af samfundet. Den måde pornofilmenes klichéer er kommet til at indgå i almindelige menneskers liv og forestillinger på.

Og så er der den altoverskyggende bekymring for børn og unge: Frygten for de bliver udsat for overgreb eller tager skade af den måde de bliver påvirket af trykte eller elektroniske medier – blade i øjenhøjde med nøgne kvinder. Eller homosex scener på film, hvor aldersgrænsen er sat for lavt. Som i tilfældet med den nye Klovn; The Movie.

Bekymrede feminister advarer imod at pornoficeringen medfører at kvinder bliver gjort til objekter og ligestillingen dermed trues. Og peger endvidere på, hvor udsatte svage kvinder er i samfundet. Kvinder udnyttes og misbruges seksuelt.

I pigeværelserne – er lyserødt og prinsessekjoler ikke længere enerådende –  bratz-dukker – eller luder-dukker, som feminister ynder at kalde dem – anskaffes af uansvarlige mødre. Hvilket skader kønsrollemønstret, fordi pigerne påvirkes af dukkernes luder/madonna stereotyper.

Ansvarlige politikere toner frem i medierne og fortæller om alle de farer der truer efter selv at være briefet af eksperter: Læger, psykologer, kønsforskere og terapeuter, der konstant er bekymrede for befolkningens sundhed.

Tæppebombardementet af advarsler får ikke danskerne til at fravælge sex – hvis man skal tro afstemninger på Ekstra Bladet, hvor flertallet af både kvinder og mænd i 2010 tværtimod ønskede mere sex i 2011.

Mediernes behandling af sex og seksualitet kommer derved til at minde om kostrådene: Alle kender dem, men ingen følger dem. Det resulterer i fedmeepidemi på det ene område, og en sær blanding af ligegyldighed og hysteri på det andet.

Alle eksperter er selvfølgelig velmenende og og erklærer, at de trods bekymring har en positiv indstilling til sex og seksualitet. Og anbefaler sensualitet og et sundt sexliv.

For nogle år siden var det sådan, at hvis mænd sad og ledte på nettet efter billeder af frække piger tonede der med jævne mellemrum skilte op på skærmen, der advarede imod børneporno og opfordrede til at foretage politianmeldelse. Skiltene havde en hilsen med fra Red Barnet. Der opfordrede til et folkeligt engagement i sagen.

Og eksperter fra Børns Vilkår tonede næsten hver uge frem på tv-skærmen og advarede ligeledes imod børneporno, børnesex, incest og alle tænkelige kriminelle fænomener, der kan true børn.

Når kriminalstatistikker bagefter gennemgås og det konstateres, hvor utrolig få af den type sager der fører til domfældelse kan det undre, at hele nationen skulle indrages under spejdermottoet: Vær beredt!

Og at alle tænkelige lovlige og harmløse fænomener undervejs blev mistænkeliggjort. Og danskernes liv forpestet af hysteri.

Eksperterne som er læger, psykiatere, psykologer, biokemikere og terapeuter har det til fælles at de har en naturvidenskabelig baggrund – eller henholder sig til naturvidenskabelige argumentationer. Deres bekymring gælder altid den mandlige seksualitet. For mærkeligt nok findes der ikke en lægevidenskabelig teori der gælder for kvinder.

Når en forsker f.eks. forklarer hvordan homoseksualitet er betinget af rækkefølgen i søskendeflokken viser det sig, at teorien kun omfatter drenge. Ikke piger. Man kan være Født til at være bøsse men mærkeligt nok ikke til at være lesbisk?

Der hersker fuldstændig asymmetri når det gælder mænds og kvinders seksualitet – sidstnævnte er i realiteten fraværende.

Den klassiske lægevidenskabelige opfattelse stammer fra en tid, hvor mænd styrede samfundet og var hævet over kvinder. Efter kvinderne fik stemmeret og senere – i løbet af 1960’erne kom ud på arbejdsmarkedet – måtte lægevidenskaben revidere sit syn på de “umælende” kvinder. Centrale antagelser i psykoanalysen om det kvindelige hysteri måtte forkastes – og til sidst blev psykoanalysen selv forkastet. Synet på den mandlige seksualitet forblev derimod urokket. Ingen vover idag at nævne psykoanalysens syn på kvinder. Men mænds homoseksualitet eller manglende maskulinitet kan sagtens forklares ved hjælp at påstande om femininisering af folkeskolen. Hvor det underforstås at kvinder i institutioner forkvakler drengenes kønsopfattelse.

Enhver lægevidenskabelig vurdering af sex og seksualitet er – for de der holder fast i det klassiske paradigme – en risikovurdering. Lægevidenskaben tager udgangspunkt i opfattelsen af manden som aktiv og penetrerende i seksuelle forhold. Aktiv og passiv har intet med roller at gøre. Den der har et lem er aktiv. Uanset at kvinder ikke altid ligger slapt på ryggen i sengen, er de i lægevidenskabelig forstand passive, fordi de bliver penetreret.

Mænd har en seksualitet der kan beskrives – og måles med forskellige metoder – i modsætning til kvinder. Der er ekskluderet fra lægevidenskabens betragtning.

Tesen om asymmetri mellem mænd og kvinderer falder fuldstændig  i tråd med grundlæggende opfattelser i feministisk teori. Og stemmer overens med feminismens betragtning af kvinder som ofre. Lægevidenskaben resultater – om mænd – accepteres og hyldes derfor af de fleste feminister. Kvinder er potentielle ofre for mænd hedder det. Den moderne feminisme har glemt, at lægevidenskabs tese oprindelig indgik som argument for, at holde kvinder ude fra politisk indflydelse. Og reducerede dem til moderrollen. Nu bruges lægevidenskabens definitioner i magtspillet mellem kønnene og som instrument af feminismen.

Ingen feminist med respekt for sig selv vil acceptere at piger leger med bratz dukker eller at kvinder dyrker stripfitness. Eller drømmer om at se udbredelse af pornografiske klichéer som udtryk for kvinders egne valg eller frigørelse. Det er kvindeundertrykkelse

Valgfrihed og selvstændighed opfattes stadig ikke som feminine egenskaber. Indtil videre er det kun prosexfeminister der fremfører det synspunkt.

Den måde medierne selv præsenterer emnerne sex og seksualitet på er som tidligere nævnt præget af bekymring. En – mandlig –  kønsforsker har gjort opmærksom på, at autoriteten som forsker inden for det seksualpolitiske området er ligefrem proportional med, hvor bekymret man er. Det vil sige at det i reglen kun er de mest skingre røster, der trænger igennem i den offentlige debat.

Medierne præsenterer natuvidenskabens reduktionistiske forklaringer fuldstændig ukritisk. Når der f.eks. spørges om årsager til homoseksualitet dykkes der enten ned i den klassiske psykoanalyses forestillinger om moderbinding eller den moderne sexologis forklaring om, at det er rækkefølgen i søskendeflokken der er afgørende. Selv avancerede genetiske teorier og hjerneforskning bruger en apparatfejlsmodel og stiller spørgsmålet: Hvad gik galt, hvorfor blev barnet homoseksuelt?

I ingen af tilfældene strejfer det nogen, at homoseksualitet kunne indbefatte et aktivt valg af livsstil og identitet. At homoseksuelle i forskellige samfund ikke er ens og homoseksuelle fænomener kan være udtryk for lyst eller smag.  At kvindelig og mandlig homoseksualitet ikke er to sider af samme sag tyder også på at det sociale spiller en større rolle end lægevidenskaben vil medgive. I Danmark har 1 ud af 25 mænd homosex, i USA er de tilsvarende tal 1 ud af 6. Det er tale om forskellig adfærd. For nyligt dokumenteret i en spørgeundersøgelse om sexliv i 10 lande.

I Danmark hvor homoseksualitet er afkriminaliseret og fjernet fra Sundhedsstyrelsens sygdomsliste kunne man ganske enkelt undlade at stille spørgsmålet hvorfor. De homoseksuelle behøver ikke stå til ansvar over for offentlige myndighed. De kan definere deres homoseksualitet som de vil. Alligevel bliver der investeret i hjerneforskning, der skal påvise fysisk forskel på homoseksuelle og heteroseksuelle. Og spørgsmålet dukker hyppigt op i medierne.

Naturvidenskaben har gennem de sidste hundrede år produceret utallige reduktionistiske  forklaringer, der alle har det til fælles, at de hverken er entydige eller overbevisende. Inden for psykoanalysen, sexologien, genetikken og hjerneforskningen.

Når man skal forklare hvorfor bekymringen trives så godt kan man pege på flere faktorer.

For det første kan man henvise til lægevidenskabens konservatisme. Når en forklaringstype bliver forkastet bliver den blot afløst af nye tilsvarende typer forklaring. Når homoseksualitet fjernes fra sygdomslisten, placeres ledsagefænomenerne – perversionerne eller parafilierne, som de hedder i lægesproget – derefter på den ledige plads. Konklusionerne bliver dermed de samme.

For det andet har feminister accepteret lægevidenskabens mekaniske og reduktionistiske forklaring af forholdet mellem kønnene. Feminismen har gået sin sejrsgang blandt begge køn og tesen om, at sex er farligt  og skadeligt er blevet ophøjet til videnskabelig sandhed.

Det eneste fænomen der med rette kan betegnes som dødbringende og truende i forhold til sexlivet – nemlig hiv-smitte, hepatitis og andre seksuelt overførte sygdomme – som gør agtpågivenhed til absolut nødvendighed især for risikogrupperne – har efter 1990’ernes hysteri fået en bemærkelsesværdig seriøs og sober behandling.  Stop Aids har aldrig kørt skræmmekampagner.

I modsætning til alle de fænomener der ikke truer hele befolkningsgrupper – og kun under ganske særlige omstændigheder enkelte, udsatte  individer. Og hvor sager enten er sjældne og eventuelle skadevirkninger af langt mere begrænset omfang.

Alle de emner der optager mest plads i medierne.

Her består det skadelige i selve problematiseringen: I stigmatiseringen af homoseksualitet eller transseksualitet. I den bedrevidende og moraliserende fordømmelse af pornoficering, seksualisering eller forsøg på stigmatisering af prostituerede og andre der vælger en speciel livsstil.

Fordomme tilskrives altid de unge, de dårligt uddannede eller mindrebemidlede i samfundet. Fordommenes massive gennemslagskraft i samfundet skyldes rent faktisk, at det er kultureliten og de veluddannede der udmønter dem.