Den hadefulde minoritet

Indledning

Homoseksuelle bliver udsat for hadtale på nettet. Af islamiske fundamentalister. Smædet af kristne grupper. Forsøgt omvendt via de nyeste teknologier. Når en ny app til Iphone hævdes at kunne kurere homoseksualitet. De homoseksuelle beskyldes af Vatikanet for at stå i forbindelse med pædofili. Nogle af disse emner påkalder sig homoseksuelle organisationers opmærksomhed. Andre forbigås systematisk i tavshed.

Hvad er væsentligt og hvad er uvæsentligt? Hvorfor vendes f.eks. det blinde øje til al kristen propaganda? Med få og små undtagelser.

Påvirker Bilal Philips der for nylig gæstede Danmark de politiske forhold i Danmark?  I så fald hvor og hvordan. Eller skyldes reaktionen på Bilal Philips helt andre faktorer: Racisme og religiøs intolerance.

Søren K. Villemoes har i Weekendavisen kaldt forholdet mellem homoseksualitet og islam en gordisk knude for både venstrefløjen og det tværpolitiske LGBT. Men det er meget simplere: Minoriteten bliver lagt for had, hvorefter forfølgeren ender som den forfulgte!

Ikke fordi de homoseksuelle generelt er hadefulde, men fordi de religiøse homoseksuelle er hadefulde. Den liberale fordom består i at tegne billedet af den uskyldsrene minoritet. Minoriteten er “god” fordi flertallet er “ondt”. Den danske muslimske minoritet og den homoseksuelle minoritet illustrerer begge, at forsimplingen ikke holder. Begge minoriteter dyrker minoritets-egoisme, offer-gørelse og had mod andre minoriteter – og især mod flertallet.

Stilhed efter stormen

Dagen efter den religiøse prædikant Bilal Philips havde holdt tale i Nørrebrohallen var der igen stilhed. Hvordan kunne noget vække så meget furore for blot at forsvinde, som om intet var hændt. Måske fordi det var ligegyldigt, i hvert fald betragtet fra et homopolitisk perspektiv?

Blog artiklen Bilal Philips i Danmark på Inferens handler netop ikke om manden, men om hvordan minoriteterne dyrker offer-gørelsen af sig selv som politisk strategi. Og hvordan højre- og venstre fløjsgrupperinger søger at hjælpe minoritets-egoisme, offertænkning og had på vej, som led i deres egen politiske selviscenesættelse.

LGBT’s formand Hans Christian Seidelin havde været i landsdækkende medier med en afstandtagende markering over for Philips – inden dennes ankomst. Og debatten blev startet i Pan-bladet på grundlag af Karen M. Larsens artikel Nej tak til hadprædikanter. Hvor Mads Ananda Lodahl supplerede med  blog-artiklen Bilal Philips – min fjende. Efterfulgt af artiklen Bilal Philips – efterspillet. Hvis titel vildleder for rent faktisk har der ikke været noget efterspil i form af en erkendelse af, at Bilal Philips aldrig fremsatte de ventede kontroversielle påstande eller fremturede med hadtale. Fra start til slut har det fremgået af denne blog. Men ingen andre har ønsket at kommentere kendsgerningen.

I praksis kom debatten efter Bilal Philips’ besøg til at handle om den video på You Tube – som Mads Ananda Lodahl også tog afstand fra i Bilal Philips – min fjende. Det Lodahl glemte at fortælle var, at nettet svømmer over med hadtale. Islamisk hadtale mod homoseksuelle, hvor mange andre prædikanter siger tilsvarende – eller værre ting. Derfor er manøvren at “gå efter manden i stedet for bolden” på forhånd dømt til fiasko.

Man kan tilføje, at nettet svømmer over med hadtale: Udsagn hvor enkelte individer eller grupper nedgøres på grundlag af race, køn, etnicitet, nationalitet, religion eller seksuel orientering. Derudover er der dyremishandling og alle tænkelige uhyrligheder. Hvad skal man mene om det? Behøver man at mene noget?

Bilal Philips er en relativt ligegyldig person. I modsætning til Paven, der ligeledes fordømmer homoseksuelle, diskriminerer kvinder og forhindrer udbredelsen af kondomer. Og er overhoved for et trossamfund med 1 milliard medlemmer.

Den politisk struktur

De politiske traditioner i den vestlige verden tackler forholdet mellem religion og politik helt forskelligt. I USA er der en nær forbindelse mellem det ene af de to store partier til det religiøse (kristne) højre. Amerikanske præsidenter lufter højlydt deres religiøse standpunkter. Der er således på trods af forfatningsmæssig adskillelse mellem kirke og stat en nær forbindelse mellem politik og religion.

Tættere på Danmark kunne man fremhæve Tyskland som et eksempel på noget radikalt forskelligt. Her er der tradition for store religiøst funderede partier. Man kan blot nævne CDU og CSU – de to kristelige (katolske) unionspartier, der i perioder har været (er) regeringsbærende.

I USA vil religiøs hadtale – givet den særlige politiske sammenhæng – derfor være af en vis betydning. Betydningsfuld på en måde den ikke er i et land, hvor religiøs organisering traditionelt ikke har været relateret til det politiske system. Tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen modarbejdede nok under Muhammed krisen denne tradition, men gjorde ikke desto mindre reverens for den danske model ved at erklære, at religion ikke har nogen plads i det offentlige rum. Men er en privat sag.

Visse af de udtalelser Mads Ananda Lodahl fremhæver som ektreme er ikke forskellige fra, hvad amerikanske konservative politikere stod frem og sagde offentligt i 1980’erne. F.eks. at aids er Guds straf over de homoseksuelle. Vatikanet – der de seneste år selv har haft problemer med at forklare sig offentligt  – har gang på gang været i medierne med synspunktet, at de homoseksuelle er skyld i pædofili.

Bilal Philips blev udvist af Tyskland. Indlysende nok på baggrund af tysk tradition  – og med en regering blandt andet bestående af de nævnte kristne partier. Med i betragtningen skal også den tyske fortid. Der bliver ikke taget let på opfordringer til overgreb på befolkningsgrupper eller minoriteter efter den tyske vildfarelse i det 20. århundrede. Nazistpartier og symboler er også forbudt. I forhold til lovgivning er forholdene helt anderledes i Tyskland. Og den tyske reaktion på Philips derfor anderledes end den danske. I den stemning af højre- og venstrepopulisme der hersker i Danmark – repræsenteret af den rød-brune alliance – er det ikke utænkeligt, at nye forbud vil komme til. Nye strikse regler for indrejse. På baggrund af tyske erfaringer med kz-lejre og de mange jødiske og homoseksuelle ofre er den strikse tyske politik både rationel og forståelig. Forbudsdagsordenen i Danmark håner derimod ofrene for de historiske forbrydelser fra det 20. århundredes historie – som Tyskland og tyskerne bærer skylden for.

Indvandrerpolitik og religiøst had

Den i virkeligheden indlysende mulighed – at Philips og med ham Islamisk Trossamfund – ville vælge at undgå direkte konfrontation, viste sig som nævnt at holde stik. Der kom ingen hadtale. Det berører imidlertid ingen af de, der på forhånd havde valgt vrede og had som reaktion.

Nogle vil bagefter undre sig over at Hans Christian Seidelin gik til medierne. Hvorfor blander LGBT sig i invandrerpolitik? Hvis Bilal Philips udtalelser om homoseksualitet skulle adresseres, hvorfor så ikke en udtalelse fra Sabaah om, at ikke alle danske muslimer støtter Islamisk Trossamfunds invitation af Bilal Philips. Og eventuelt en Sabaah demonstration foran Nørrebrohallen?

Når fokus er snævert på religiøs hadtale – og ingen partier baserer deres politik på religiøs overbevisning – bør diskussionen af religiøs hadtale ikke finde vej ind i den politiske offentlighed.

Når den alligevel finder vej til Pan-bladets spalter – og ikke er blevet henvist til Kristeligt Dagblad – skyldes det ikke emnet, men de politiske aktører.

Offer-gørelsen og den religiøse tale

Minoriteterne bestemmer ikke deres eksponering i medierne. DF startede debatten ved at forlange indrejseforbud for Bilal Philips. Karen Hækkerup (S), Kamal Quereshi (SF) og Manu Sareen (R) fulgte trop og annoncerede inden mødet, at de ville deltage i demonstrationen foran Nørrebrohallen. Og pressen havde fremhævet de homoseksuelle. Offer-gørelsen var en realitet.

Det blev i praksis DF politiske stafet der blev grebet af Karen M. Larsen i Pan-bladet med konstateringen af at:

“det under ingen omstændigheder (kan) tolereres, at en person, der opfordrer til drab på homoseksuelle, æres ved at få lov til at tale ved en konference i Danmark.”

Derfor sammenfattede jeg Larsens og Lodahls synspunkter i tre punkter:

  • Bilal Philips er muslim. Derfor vil jeg gerne distancere mig fra ham.
  • Religiøse (hadefulde) tilkendegivelser er mere interessante end alle andre ytringer.
  • Ikke alle synspunkter er i udgangspunktet ligeværdige. Derfor skal man demonstrere – fysisk eller verbalt – i stedet for at diskutere eller indgå i dialog.

Alle tre punkter peger på det samme: Engagementet i Bilal Philips er religiøst. Det politiske svar udspringer af den religiøse dagsorden – og ikke omvendt.

Danmark som ikke tidligere har haft noget religiøst funderet parti af betydning har fået det i Dansk Folkeparti. I hvert fald i den udstrækning det er lykkedes Søren Krarup og Jesper Langballe at trække partiet i den retning.

Et citat af Søren Krarup kan klargøre, hvad det betyder at lægge religion til grund for politik:

“Jødedommen og islam skal ikke have samme ret og status i et kristent land, for hvor kristendommen er vært er jødedom og islam gæster. Det er os der i det kristne Danmark sætter husordenen. Der er religionsfrihed, men ikke religionslighed i Danmark. Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten, siger vores grundlov, og hermed er forskellen på værter og gæster understreget. Vi skal ikke finde os i at blive ringeagtet og hundset med i vores eget land…Vil man ikke se det i øjnene, så ender man med at undergrave sin egen tilværelse og gøre sig selv til nar. Samt at udlevere sit land, sit folk og også sin tro til frække propagandister og forfølgere.”

Som man bemærker gør Krarup forskel på religioner: Ikke alle religioner betragtes som lige gode. Jødedom og islam fremhæves f.eks. som ikke særlig velkomne “gæster”.

Hverken Larsen eller Lodahl vil i praksis acceptere Krarups konklusioner dvs. hele Dansk Folkepartis invandrerpolitik. Politiseringen af religionen fører blot uværgeligt i den retning. Karen M. Larsen’s udsagn om begrænset tolerance over for en muslimsk agitator vil omvendt helt sikkert vinde tilslutning fra Krarup!

At Lodahl ikke kan løse den gordiske knude skyldes, at religionen lægges til grund for politik. Derefter er en afgrænsning overfor racister eller tilhængere af DF’s indvandrerpolitik umulig.

Ved at følge Krarups logik at kun religiøse tilkendegivelser er interessante, men ikke alle religiøse tilkendegivelser er lige gode kan al politisk debat snævres ind til: Er det hadtale eller ej? Er modstanderen fordomsfuld skal al dialog undgås og synspunktet søges isoleret. Det praktiserer Lodahl og Larsen iøvrigt også i forhold til hinanden: Den ene er forhenværende konservativ katolik og den anden buddist. Og dermed er dialog ikke mulig.

Debatten er karakteristisk nok heller ikke på noget tidspunkt blevet “afsporet” og kommet til at handle om f.eks. økonomiske realiteter og kommunikationsformer i en moderne verden.

Et forsøg på at “modernisere” tilgangen til religiøs propaganda blev ignoreret af både Larsen og Lodahl. Den kristne Exodus organisation fik godkendt en app til Iphone, med opskriften på at kurere mennesker for deres homoseksualitet. Men at helbrede for homoseksualitet er ikke hadtale. Og derfor ikke noget Larsen eller Lodahl vil kommentere. Amerikanske homoseksuelle rejste imidlertid mere end 100.000 underskrifter imod denne app, fordi socialt pres er den moderne verdens substitut for middelalderlig hadtale. Exodus forsøgte at få en andel i et marked – hos et af de største multinationale firmaer – der forventes at vokse til 290 milliarder kroner i 2015. Det handler om penge, marketing og kontrol over digitale teknologier. Fjernt fra studiet af årtusindgamle tekster, og kan derfor – skal man tro Larsen og Lodahl – roligt ignoreres.

Hadet der ligger bag Exodus er uden tvivl det samme som det der formuleres af Bilal Philips. Vatikanets udtalelser imod homoseksuelle er uden tvivl baseret på et tilsvarende had. Men protester eller demonstrationer iforhold til Exodus eller Vatikanet er udelukket. Fordi det er kristne organisationer.

Dansk Folkepartis indvandrerpolitik er højrefløjspopulisme, der ser danskerne som forfulgte og undertrykte i deres eget land. Fordi Dansk Folkeparti ikke vil acceptere at demokrati og retsstatsforhold begrænser den politik partiet har. Derfor ender demokrati og retsstatsforhold med at blive “fjenden” for DF, fordi begge dele begrænser handlemulighederne – forbudspolitikken – over for religiøse/etniske minoriteter.

Venstrefløjspopulismen består i at offer-gøre kvinder og homoseksuelle i enhver politisk sammenhæng.

Populisme – i den ene eller den anden udgave – beskylder andre for at hade, men er selv hadefuld. Offer-gørelse og had er uløseligt forbundne størrelser.

Had forener: Larsen og Lodahl gør – på trods af religiøse og politiske uoverensstemmelser – fælles sag i forhold til Bilal Philips. De nægter med Krarup at udlevere deres “tro til frække propagandister og forfølgere”.

Who do you think you are? Electric Art by Andreas Smetana.

Konklusion

En fjende giver minoriteten identitet og noget at samles om. Al minoritetens vrede og frustration bliver lige pludselig ikke blot fuldstændig legitim, den bliver et KRAV til alle der udtaler sig: Du skal undsige Bilal Phiips af hele dit hjerte og forsage alle hans gerninger. Bekendelsen bliver til en form for religion, fordi den er blottet for enhvert rationelt grundlag. Og vé den der prøver at sige religionen imod!

Reaktionen på Bilal Philips kan opsummeres som: Minoritets-egoisme, offer-tænkning og had.

I sin iver for at distancere sig fra de der hader islam generelt eller er racister vil Lodahl gå efter “manden i stedet for bolden”. Men indfrier dermed racisternes og islam-hadernes dagsorden. Og underkaster sig fobiernes tyranni. Hvis man lige som i eventyret ikke kan tåle at se degne, er det så en politisk overbevisning? Nej. Det er en fobi. Måske bygget på religiøs fordom. Måske kun på fordom. Eller udelukkende på had og frustration

Hvad så med det såkaldte politiske engagement fra LGBT’s side? Det findes ikke.

Alle foregiver at det er Bilal Philips, der udgør det onde og hadefulde. Men hele minoritetens sammenhængskraft består i at hade de andre minoriteter – og flertallet. Ikke ud fra politiske principper, men som resultat af fobier.

Hvis Bilal Philips virkelig var en farlig trussel skulle minoriteten (de homoseksuelle) overlade ham til staten (folketing og myndigheder).

I denne sag anbefalede LGBT at protestere – og fik dårligt talt ud før aktionerne blev annonceret. Hvis Bilal Philips er så slem må det være majoritetens opgave at løse problemet skulle man tro? Men minoriteten er fanatisk, hadefuld og har en mission: Den skal frelse verden. Vi er Guds udvalgte folk – ligesom jøderne der vist har den ældst kendte – og mest katastrofale – minoritetserfaring og identitet.

Vi kan naturligvis ikke overlade det tåbelige og upålidelige flertal, at tage affære over for en mand som Bilal Philips. Glem ikke: Vi hader den heteroseksuelle majoritet mere end de andre minoriteter!

Når de homoseksuelle har en “mission”gør de en forskel. F.eks. markerer de, at de netop IKKE er “lige som alle andre”. De skiller sig ud – ikke på grund af deres seksuelle observans – men ved at være “religiøse” mennesker med en “mission”. De dyrker deres egen forfængelighed, mistilliden til flertallet og hadet til alle andre minoriteter.

Ved at diskutere seksualpolitik kunne de homoseksuelle danne en positiv identitet. Den strategi er blevet pure afvist af LGBT. Som kun befatter sig med sex, hvis det er kriminelt. For også her vil der så blive lejlighed til at excellere i had og minoritets-egoisme. Selvfølgelig vil LGBT debattere prostitution, når et købesexforbud ER blevet vedtaget. Så kan LGBT forsvare de stakkels kvinder og håne og mistænkeliggøre majoriteten (heteroseksuelle mænd). Så passer også det ind i LGBT’s verdensbillede. Af fobier, had og frygt.

Reklamer

Ane-Marie Kjeldberg: Marcipansøstre

Indledning

Bøger har deres eget liv. De læses og anmeldes. Nogle glemmes andre læses igen. Eller opdages når de omtales igen og omvurderes.

Misforståelser ryddes af vejen. Ane-Marie Kjeldberg’s tre år gamle roman Marcipan søstre er blevet genanmeldt af Peter Koch Henrichsen på Kultur for unge. Der lå netop adskillige misforståelser i modtagelsen dengang.

Marcipansøstre

Romanen handler om Eva der møder de tre søstre Caritas, Dike og Arendse. Eva bor i Silkeborg – provinsen – og de tre piger fra  familien Dusar kommer til. Eva føler sig tiltrukket og frastødt. På en gang. Det går galt da pigerne fra Dusar familien gør tilnærmelser til den 26-årige Flemming, der er læge og ligeledes tilflytter. Eva vil ikke finde sig i at blive lukket ude af fællesskabet, fordi hun er provinsiel og bornert – men alle grænser overskrides. Eva følger – men stritter også imod.

Peter Henrichsen giver romanen 6 stjerner. I kontrast til de oprindelige anmeldelser, der var forbeholdne eller kritiske. Faktisk er skiftet i stemningsleje så markant, at det er interessant, at holde den nye anmeldelses positive vurdering af bogen op imod tidligere læsninger.

2008

Berlingskes anmelder Anne Lise Marstrand-Jørgensen toner rent flag i overskriften Vaklende roman om ung seksualitet og giver to stjerner. Maria Tetzlaf fra Politiken er under overskriften Saftige piger i Silkeborg væsentlig mere positiv. Og endelig er Tina Charlotte Møller fra litteraturmagasinet Sentura på en gang skarp og positiv under overskriften Trang til at røre.

Sidstnævnte overskrift beskriver den komplekse problemstilling: Teenagepigernes trang til at røre – ved hinanden og måske mænd – er tilstede. Men som bekendt er ikke alt tilladt, hverken i moralsk forstand eller på anden måde:

“Med Marcipansøstre begiver Ane-Marie Kjeldberg sig ud i grænselandet for, hvad det er alment acceptabelt at fremstille i kunsten. Hun skriver om det, mange ikke vil se – at også børn har seksuelle følelser og en medfødt nysgerrighed overfor dette aspekt af tilværelsen, og at vi voksne nogle gange kan gøre mere ondt end godt med vores forskrækkelse over dette faktum.

Der er sansehidsende sekvenser i Marcipansøstre – sekvenser, hvor også barnets seksualitet er i fokus – og læseren konfronteres med sin egen ambivalens. Men værkets holdning er klart, at børns seksuelle nysgerrighed ikke må udnyttes af voksne krænkere, ligesom heller ikke velmenende og forskrækkede voksnes tabuisering af barnets følelser må bidrage til at stigmatisere barnet.”

Med understregningen af at krænkelser af børn ikke må finde sted under noget påskud, hverken det første eller sidste hæver Tina Charlotte Møller sig over den modsætning mellem frigjorthed og puritanisme, der er romanens univers. Og som – til dels – spejles når anmelderen fra Berlingske opponerer mod romanens påståede frigjorthed og demonstrativt tager afstand fra projektet:

“Hvis det er nypuritanisme at sige højt og tydeligt, at seksuelle forhold mellem børn og voksne er forkert, så synes jeg vi skal få sat nypuritanisme øverst på dagsordenen.”

Denne enkelte sætning fra anmeldelsen viser, hvor kort vejen fra litteraturanmeldelse til propaganda er. Og hvor lette point der er at vinde ved at undsige synspunkter, der aldrig har været fremført. Begge elementer præger alt for ofte denne type diskussioner. Og i dette tilfælde vidner anmeldelsen ikke om nærhed til litterære sammenhæng, snarere om den moralske panik, der med mellemrum blusser op. Og har gjort det siden 1997.

Maria Tetzlaff får med karakteristikken af klasseforskellen mellem det bornerte og provinsielle miljø på den ene side, og det frigjorte og elitære på den anden side peget på:

“at frigjorthed for nogen har omkostninger for andre…”

Ifølge Tetzlaff er der slet ikke tale om, som Berlingskes Anne Lise Marstrand-Jørgen hævder, at der vendes rundt på tingene og overgrebsmænd får ofre til at føle skyld uden, at forfatteren tager afstand til det. Normalt vil læseren have sig frabedt, at forfatteren griber til statements eller propaganda for eller imod synspunkter. At de to anmeldere er uenige i deres læsning, vidner om, at romanen har så meget litterær kvalitet, at den åbner for forskellige tolkninger. Tetzlaff ser nemlig “overgrebsmændene” som familien Dusar:

“…det er den ’bornerte’ medløber Eva, der til sidst – dog uden held – sætter hælene i, da hendes retfærdighedssans krænkes. Inden da har adskillige små krænkelser fundet sted i de personlige, fysiske eksperimenters navn, og de ansvarlige fortrækker – som de har gjort før – til ’nye udfordringer’, da deres handlinger får konsekvenser.”

Ane-Marie Kjeldberg

Marcipansøstre forfalder ikke til prædiken af hverken den ene eller den anden “moral”. I en debat på Litteratursiden har forfatteren Ane-Marie Kjeldberg fremhævet romanens ambivalens:

“At bogen vækker dobbelte følelser, er jeg mere end glad for at høre. Det havde jeg ønsket mig, eftersom alt netop er så ambivalent i Eva. Hendes vaklende, urolige tilstand ville jeg gerne formidle, ikke blot som skildring, men som følelse.”

Her er det hovedpersonens følelsesliv der henvises til, og det indtryk det må gøre på læseren.

Peter Koch Henrichsen

2011

Peter Koch Henrichsen på Kultur for unge kommenterer direkte tabuiseringen af børns og unges seksualitet:

“Selvom vi i 2011 tror vi er fuldstændig seksuelt frigjorte, og sangerinden Medina kan optræde med bare bryster til et velgørenhedsshow i tv i bedste sendetid, hører det stadig til en sjældenhed, at forfattere tør bevæge sig ind på det minerede område, der hedder børn og unges seksualitet. Fordi vi pludselig er blevet så bevidste om at pædofile eksisterer, kommer nogen pludselig til at fornægte børns og unges seksualitet og fordømmer alt hvad der er skrevet om den, for at føle sig politisk korrekte og på den ”sikre side” mod seksuelle overgreb. Selv en rigtig fin, ikke-moraliserende og på ingen måder vammel bog som ”Marcipansøstre”, ER blevet beskyldt for at være en opfordring til pædofili, hvilket i mine ører lyder som om, der stadig eksisterer debattører fra middelalderen (som så må være minimum 512 år i dag).”

Som Peter Henrichsen gør opmærksom på er bogen blevet beskyldt for at være en opfordring til pædofili. En måde at vige uden om en reel diskussion af fænomenet sex og seksualitet og tiltage sig et monopol på sandhed. Det har præget den offentlige debat i en årrække, at mennesker der rent faktisk er blevet krænket-  eller af politisk overbevisning føler, det er nødvendigt at rejse emnet på den måde –  står frem og fortæller om det. De der er blevet krænket gør – bevidst eller ubevidst – opmærksom på deres deres særlige viden om problemet. Overgreb virker imidlertid ikke ens på mennesker. De der står frem er ikke nødvendigvis repræsentative i nogen henseende. De vidneudsagn der bliver afgivet i den forbindelse er derfor ofte af tvivlsom værdi.

Ofre som vidner

Et særligt tilfælde i denne forbindelse udgør Karen M. Larsen fra LGBT Danmark. Karen M. Larsen har i det, der angiveligt skulle være en anmeldelse afvist bogen og kaldt den:

“et meget betænkeligt plaidoyer for accepten af sex mellem store børn og voksne.”

Karen M. Larsens mener at kunne konkludere:

“Budskabet er vel, at mindreårige piger emmer af seksualitet og ganske frivilligt og med stor nygerrighed og lyst indgår i seksuelle forbindelser med voksne mænd, men at det fordømmende og snerpede samfund stempler sådanne piger som ofre ligesom de helt uskyldige mænd, der har ladet sig lokke, bliver stemplet som perverse forbrydere.

Og det er sikkert dem, der vil købe det budskab. Jeg, der selv blev udsat for et seksuelt overgreb som barn, og som oplevede det som meget, blot ikke som pirrende eller seksuelt udviklende, køber det ikke.”

Når Karen M. Larsen peger på egne personlige forudsætninger som afgørende, kan man være tilbøjelig til at lade sig overbevise. Blot med det forbehold, at der skal peges i en anden retning. Nemlig på en fortid som konservativ katolik – der ikke virker så fjern. Af en blog-artikel om David Berger Ultrakonservativ katolsk teolog springer ud som bøsse fremgår det, at den fortid ikke ligger fjernere end at et selvopgør stadig foregår 2011.

Vurderingen af romanen er præget af to misforståelser: Karen M. Larsen mener at Marcipansøstre skulle være en lesbisk roman. Det har ikke været forfatterens intention fortæller Ane-Marie Kjeldberg i et svar i 2008 på Karen M. Larsens indlæg om bogen. Karen M. Larsen mener – som det fremgår – også at romanen forsvarer sex med børn – imod deres vilje. Ane-Marie Kjeldberg bedyrer at sympatien er på Evas side. Hvilket fremgår tydeligt for den uhildede læser.

Karen M. Larsens fokus på hvorvidt Marcipansøstre handler om homoseksualitet og sammenkædningen af denne med pædofili virker som taget direkte ud af Vatikanets synspunkter i forhold til begge dele. Det er ikke bogen der anmeldes, men forfatteren og de der angiveligt mener, “at mindreårige piger emmer af seksualitet og ganske frivilligt og med stor nygerrighed og lyst indgår i seksuelle forbindelser med voksne mænd”, der anklages for at plædere for pædofili.

Karen M. Larsens kritik af Marcipansøstre forvirrede selvfølgelig Ane-Marie Kjeldberg i 2008, fordi bogen hverken handler om homoseksualitet – i hvert fald ikke som andet end Evas platoniske fascination af Caritas –  eller forsvarer sex mellem voksne og mindreårige. Hvordan lykkes det så Karen M. Larsen at bringe begge påstande i spil?

Det er faktisk umuligt at sige. Men Ane-Marie Kjeldberg vildledes af den kendsgerning, at Karen M. Larsens synspunkter blev fremført i Pan-bladet, og dermed fremstod som et LGBT synspunkt.

Karen M. Larsen fremfører et (traditionelt katolsk) synspunkt, at seksualmoralen er for svag, og at visse typer af homoseksuelle begår seksuelle overgreb på børn eller forsvarer sådanne handlinger. Vatikanet har udbredt begge synspunkter de seneste år.  Især har tesen om en særlig  forbindelse mellem homoseksualitet og pædofili været fremme efter den katolske kirke har haft problemer med misbrug af børn. Hverken forfatteren eller anmeldere har forventet at se det synspunkt i Pan-bladet – eller fra en der angiveligt taler på vegne af LGBT.

Når Peter Henrichsen – som citeret ovenfor – står uforstående over for, at der findes debattører der kan beskylde bogen for, at være en opfordring til pædofili, er det måske fordi han har glemt, at den den katolske kirkes moralsynspunkter sagtens kan være repræsenteret i denne debat. Omend ikke altid fremført af kirken selv.

“Forglemmelsen” fra Peter Henrichsens side er fuldt tilgivelig og skyldes vel, at han selv repræsenterer noget mere jordnært og nutidigt. Og derfor blot nikker genkendende til det romanen beskriver:

“Jeg kender ikke nogen, der ikke vil gøre alt for at beskytte børn mod overgreb, og jo, det havde været enkelt, at sætte faste etiske og moralske regler for børns og unges seksualitet, hvis seksualiteten var noget vi alle fik overdraget i en smuk rød pakke på vores 15-års fødselsdag, hvor vi overtræder grænsen for den juridiske “seksuelle lavalder”.

Men virkeligheden er jo, at vi er blevet født med vores seksualitet, og sålænge man på Sex og Samfund’s flittigt besøgte hjemmeside for unge, sexlinien.dk, ugentlig bliver oversvømmet med spørgsmål fra specielt piger i 12-13-14-års alderen, der går på frygten om hvor vidt de er normale, fordi de mærker deres seksuelle lyst på mange forskellige måder, gør vi i hvert tilfælde ikke de unge nogen tjeneste ved at fortie emnet.”

Konklusion

Børns seksuelle identitetsdannelse skulle ifølge videnskabelige undersøgelser starte i 10 års alderen. Undertegnede må i den forbindelse tilstå at have kysset den første dreng – på kinden – i netop den alder. Og således udvist det første tegn på “homoseksuel” orientering. Omend drenge i den alder ingen orientering har – fordi det ligger uden for deres horisont.

Danske unges forbrug af porno – eller lad os kalde det sexfilm og billeder – starter fra 13 års alderen. Og 96% af gymnasiedrengene svarer i en undersøgelse ja til, at de ser sexfilm og billeder.

Alt dette betyder ikke at børn og unge er parate til at indgå i seksuelle relationer med hinanden – og slet ikke med voksne. Det Peter Henrichsen gør opmærksom på er, at der ligger en form for overgreb skjult – eller måske ikke særlig skjult i – at unge piger kan have svært ved at tale om deres seksuelle impulser, fordi samfundet har svært ved at forholde sig til den type seksualitet.

Seksuelle impulser er ikke altid noget der skal handles i forhold til – men hvis unge føler sig “unormale” eller sygelige, fordi de registrerer deres seksualitet er det samfundets normer der er forkerte. Og de voksnes bekymring bør idag snarere gå på, hvordan unge takler de første tegn på, at seksuel identitet og seksuel impuls viser sig end på, hvordan begge dele undertrykkes effektivt og konsekvent.

Offer for velgørenhed

Indledning

I det følgende vil jeg gennemgå tre eksempler på, hvordan private organisationer der sædvanligvis forbindes med ord som godgørende, frivillige, idealistiske i offentlig sammenhæng bliver udstillet eller udstiller sig selv som det omvendte. Formentlig fordi NGO’erne er påvirket af en mentalitetsændring, der er sket i løbet af lidt mere end et årti.

Definitioner

I organisationsteorien skelnes der mellem to typer: Govermental og non-govermental organizations. Sidstnævnte er i daglig tale blevet til NGO’er. Når der i 2009 var klimatopmøde i København, gik alle NGO’ere på gaden og til pressen for vinde opbakning og interesse for at, hver deres sagsområder hos verdens statsledere. I hverdagen lever mange NGO’er et mere tilbagetrukket liv. Men der findes NGO’er på alle tænkelige områder der vedrører samfund og politisk dagsorden.

De statslige organisationer (herunder kommunale) er legitimeret af et værdisæt. Staten bygger på folkestyre og demokrati. Og fremtræder derfor som legitim i befolkningens øjne. I sidste instans har staten magtmonopol. Loven forbyder private at anvende vold, mens statens love foreskriver hvordan våbenmagt i givet fald skal anvendes i tilfælde af krig, og ved opretholdelse af samfundsordenen.

NGO’er søger at legitimere sig som velgørende på deres respektive områder. Miljøorganisationer lavede lobbyarbejde for at få nedsat CO2 udslippet under klimatopmødet i København. NGO’er arbejder for at fremme bestemte samfundsgruppers interesser. De ældre, børnene og de seksuelle minoriteter har f.eks. organisationer, der arbejder for deres interesser. Selvom det fremgår af organisationernes vedtægter og arbejdsprogrammer, at de er private finder kampagner eller lignende aktiviteter sted enten med offentlig støtte eller i samarbejde med offentlige institutioner. Det principielle skel mellem offentlig og privat er derfor ikke skarpt i praksis. Og NGO’erne erhverver sig en vis legimitet via den type forbindelser.

Klassisk motiv af afrikansk dreng omsværmet af fluer, men fotografiet er nyt.

De sultne i Afrika

Og NGO’erne har stor magt. Især hvis de spiller sammen med medierne. I 1970’erne tegnede nødhjælpsorganisationerne og DR et billede af Afrika som fattigdommens kontinent. Bla. med udgangspunkt i sultkatastroferne i Ethiopien. Kritikere har senere peget på det problematiske i nødhjælpsorganisationernes strategi. Ved at vise billeder af børn med oppustede maver, sygdom og hungersnød ville organisationer og presse råbe befolkning og politisk ansvarlige op. Og gøre opmærksom på behovet for nødhjælp. På den anden side opnåede de at tegne et billede af et helt kontinent i krise som det har taget årtier at komme fri af. Det dramatiske billede af sultedød og nød kunne også overvise mange om at “det nytter alligevel ikke”. Og afholde erhvervslivet fra at involvere sig på det håbløse kontinent. Udviklingen i Afrika tog helt andre retninger i løbet af 1990’erne, og billedet i medierne er også blevet nuanceret. Men det entydige og stærkt negative billede af Afrika bliver aldrig glemt af den generation af danskere, der så billederne.

Børns Vilkår

NGO’er optræder som sagt altid med enten velgørende formål eller som repræsentanter for veldefinerede interesser og grupper. Men organisationer har også deres eget liv. De har en kultur, en praksis, medlemmer og aktivister. Og ændrer sig derfor over tid. Mens vedtægter og formål får dem til at fremstå som temmelig statiske.

Men praksis kan udemærket være noget der ikke fremgår af principprogrammer. Fordi det miljø organisationen befinder sig i har ændret sig eller ledende personer i organisationen definerer praksis på en ny måde.

To organisationer som Børns vilkår og Red Barnet vil de fleste mene har “fredelige” hensigter. Førstnævnte hævder f.eks. at organisationens formål er at “sikre børns ret til en god barndom og et godt liv.” Et typisk formål for at tjene almenvellet inden for et nærmere defineret område. Denne definition går igen i det organisationen kalder Vision, Mission og Værdier. Sådan en organisation kan ikke have agressive hensigter – det forekommer umiddelbart indlysende. Konflikter kan selvfølgelig opstå når organisationen konkurrerer om politikeres og mediers opmærksomhed og ressourcer. Ellers ikke, skulle man mene.

Stærkt symbolsprog når det gælder den såkaldte seksualisering af samfundet. Hvorfor i øvrigt undre sig over seksualisering, når pjecens forfatter selv i en rapport om børns seksualitet har været med til at anbefale seksualundervisning af børnehavebørn?

Også den barnlige seksualitet – et emne omgærdet af mange tabuer – er blevet beskrevet af Anne Louise Stevnhøj i en pjece udgivet af Børns Vilkår. Hvor en række parametre for normal og unormal adfærd opstilles som vejledning for pædagoger.

Det at organisationen deltager i adfærdsregulering og sætter ressourcer og autoritet ind på, at få mennesker til at handle eller afstå fra noget – og definere “normalt” og “unormalt” – bringer organisationen ind i forskellige typer konflikter. Men også andre kontroversielle politiske spørgsmål tages op af organisationen.

Børns Vilkår havde i en årrække psykolog John Aasted Halse som formand. John Halse var erklæret modstander af homoseksuelle som forældre. Af hensyn til barnets tarv. Ikke fordi homoseksuelle skulle være dårligere forældre end alle andre. Heller ikke med argumentet at barnet skal have en far og en mor. Men fordi det homoseksuelle par ikke er  “normalt” set med de andre børns øjne og derfor er en belastning for børn i regnbuefamilier. I artiklen Barnets tarv eller en snert af nazisme i religion.dk bliver synspunktet sagt imod af filosof Thomas Søbirk Petersen. Søbirk Petersen henviser til at samfundsvidenskabelige undersøgelser ikke underbygger John Halses synspunkt og problematiserer det. Søbirk Petersen henviser til, at afskrivningen af en samfundsgruppe som gode forældre har en snert af nazisme over sig. Men John Halse henholder sig til det han kalder “forsigtighedsprincippet”, der betyder at hensynet til børn altid går foran hensynet til voksne. I dette tilfælde de homoseksuelle, der ønsker adoption eller egne børn.

John Halse

I denne sammenhæng fremstår Børns Vilkår ikke som “do good” organisation. I hvert fald ikke over for homoseksuelle der findes uegnede som forældre, og stigmatiseres i samfundsdebatten. Profetien om at børn af homoseksuelle får det svært synes selvopfyldende, når en organisation som Børns Vilkår stiller sig i spidsen. Det er iøvrigt påfaldende at ingen andre debattører kunne sige de samme ting så virkningsfuldt som John Halse. Endnu en egenskab ved NGO’erne. Når politiske organisationer, som f.eks. det danske nazistparti, udtaler sig imod homoseksuelle vinder det meget lidt gehør. NGO’en har derimod legitimitet i folkelig opbakning og uselviskhed. Og udtalelserne er derfor i reglen kun blevet modsagt af de homoseksuelles egne repræsentanter.

Det skal ikke overses at John Halse udtaler sig på vegne af børn. En gruppe der af gode grunde har svært ved at komme til orde eller formulere sig. Og foreholdt videnskabelig dokumentation kan John Halse henholde til egne principper da interessegruppen af gode grunde ikke kan udspørges. John Halse kan derfor med en vis ret siges, at være eksponent for den mest succesfulde homofobe strategi i samfundet i sin formandstid 1988-2004.

Idag har homoseksuelle formelt set adgang til adoption ifølge et lovforslag vedtaget af Folketinget 2010. Men altså ikke takket være den “godgørende” organisation Børns Vilkår.

Red Barnet

Det adfærdsregulerende element præger tilsyneladende visse NGO’er stærkere og stærkere. Børns Vilkår og Red Barnet ser i stadig højere grad sig selv som organisationer, der bekæmper frem for at hjælpe. Begge organisationer har således tillagt sig opgaven, at gribe ind over for seksuelle afvigere. I samarbejde – og/eller konkurrence med – offentlige myndigheder.

Red Barnet har i samarbejde med politiet påtaget sig, at modtage henvendelser fra mennesker, der mener at have fundet børneporno sider  på nettet. For nogle år siden dukkede en advarsel op på alle netsider med pornografi med advarsel imod børneporno. Blandt andet underskevet af Red Barnet. Det forekommer ikke indlysende, hvordan Red Barnet er kommet frem til, at almindelige danskere skulle kunne have en kvalificeret mening om så specielt et emne.

Dansk pige om Justin Bieber (f.1994) på twitter: “Hvis jeg var kæreste med Justin Bieber, ville jeg føle det som om jeg var pædofil…selvom jeg er yngre end ham.”

Idag findes der næppe en sexbrevkasse, hvor man ikke kan læse om yngre kvinder, der er stærkt bekymrede fordi de har set billeder af helt unge piger på kærestens eller mandens pc, og mistænker ham for at være pædofil. Eller er i tvivl om, hvad de skal tro. Brevkasseredaktørerne beroliger ofte med, at børneporno er vanskeligt tilgængeligt. Og mænds interesse for yngre kvinder helt normal og almindelig. Men Red Barnets strategi at sprede advarsler også der, hvor der er tale om legale kommercielle sites, og modellerne ikke er mindreårige, har spredt moralsk panik til de danske hjem.

Lektor og psykolog Karen Pallesgaard Munk går i rette med denne strategi. Ved at fokusere så meget på krænkere tages uskylden fra børn,  og de voksnes blik på børn bliver et andet. For de pædofiles seksualiserede blik ligger inden for denne forståelse og lurer overalt. Idag kan forældre end ikke fotografere deres egne børn. I en artikel i Videnskab.dk siger Karen Pallesgaard Munk om fænomenet:

“Børn er ikke længere uskyldige og aseksuelle. Vi forestiller os, hvordan en pædofil vil se vores børn, og så tager vi vores forholdsregler. Det uskyldige barn er ved at forsvinde. Vi får et modsætningsfyldt forhold til børns nøgenhed, og vi sætter nogle kontrolinstanser i værk, som går i selvsving.” 

Igen er det hverken børn eller deres forældre – eller kommende forældre – der her bliver hjulpet. Hvordan seksuelle afvigelser lige pludselig kan blive et hovedområde for en NGO forekommer mystisk. Her skal det erindres, at før 1997 eksisterede en psykiatrisk diagnose af pædofili ikke. Den blev i 1997 udarbejdet på et meget spinkelt grundlag, da det var meget få mennesker der fik denne diagnose. Og der er nok næppe nogen, der kan forestille sig at antallet af overgreb, der bliver begået stiger. Med mindre “det farlige” – og derfor spændende – ved den afvigende seksualitet drager normale mennesker ind i børneporno netværk og skaber nye typer kriminel adfærd. Hvis der er tale om selvsving – også her – har Red Barnets udbredelse af begrebet ikke gjort nytte. Tværtimod.

I sociologien anvender man begrebet moralsk panik til at beskrive en samfundsmæssig bekymring, der er ude af proportioner i forhold til problemernes omfang. Her har begrebet en negativ værdiladning.

Men som Karen Pallesgaard Munk siger i en artikel i magasinet Humaniora er der organisationer, der lever af den moralske panik:

“Private godgørende organisationer kan få et raison d’être som bidragydere til minimering af de samfundsmæssige skader. Man kan endvidere iagttage, at retssikkerheden tenderer til at blive undermineret i forbindelse med moralsk panik. Det er ellers netop i de situationer, at objekter for samfundets afsky skal beskyttes af retssikkerhedsgarantier for at undgå heksejagtlignende tilstande som kan medføre ofringer af uskyldige. Moralsk panik har med andre ord sit eget samfundsmæssige momentum.”

De der modsætter sig denne strategi risikerer, at blive udsat for det Karen Pallesgaard Munk kalder en decentral disciplineringsproces. Et eksempel på dette fænomen: Karen Pallesgaard Munk blev kontaktet af Red Barnet med anmodning om at købe kuglepenne og kontormateriale, der bærer organisationens logo. Da anmodningen bliver afslået udråbes Karen Pallesgaard Munk af sælgeren, som en der ikke vil bidrage til bekæmpelse af pædofili. Et eksempel der illustrerer, hvordan frivillighed ikke altid gælder de, der er i kløerne på private og frivillige organisationer.

LGBT

Der kunne være en forhåndsforventning om, at NGO’er der i egen selvforståelse repræsenterer minoriteter – især seksuelle – ville afstå fra at gøre elementer af moralsk panik til deres raison d’être. Især en organisation som LGBT Danmark. Fordi psykiatriens hundrede år gamle karakteristik af homoseksualitet som degeneration, sindslidelse eller biologisk betinget afvigelse burde kunne få organisationen til at være på vagt over for en strategi af den type.

Jeppe Kofoed

Den seksuelle debutalder har ikke flyttet sig i 30 år. Den er 16,8 år. Og der skal den forblive mente mange i den offentlige debat i 2008  i anledning af, at den 34 årige Jeppe Kofoed’s havde haft et seksuelt forhold til en pige på 15 år.

Debatten nåede hysteriske højder da pseudonymet Baltazar Castor 3. april – kort efter sagen om Jeppe Kofoed – skrev en artikel i Information under overskriften Pædofili og homoseksualitet. Artiklen indledes forsigtigt:

“Lad mig starte med at sige, at jeg ikke rigtig synes, man kan diskutere pædofili, men at man kan diskutere, hvordan man diskuterer det.”

Og derefter diskuterer Castor den barnlige seksualitet i dens forskellige former på en måde, der ikke adskiller sig væsentligt fra det, der ligger inde for området, der betegnes som “normalt” af Anne Louise Stevnhøj fra Børns Vilkår. Dog adskiller det Castor siger sig fra Stevnhøj på to måder: Castors ærinde er ikke disciplinering. Faktisk henviser Castor til den relative ubekymrethed, der herskede før 1997 på området. Desuden opfordrer Baltazar Castor LGBT til at arbejde for en tilbagevenden til tidligere herskende normer.

Baltazar Castor’s udtalelser er interessante, fordi han havde indtaget en central position – som redaktør af Pan-bladet – forinden. Og det viste sig at den hårdeste kritik af hans synspunkter netop kom fra en repræsentant for den NGO’ som Pan-bladet er talerør for: LGBT Danmark.

Karen M. Larsen betegner i en blog-artikel  (der er en bearbejdelse af et læserbrev i Information) hans klumme som “frastødende” og karakteriserer Castor som pædofil:

“Nu er det jo kendetegnende ved debatten om børns rettigheder, at den har det med at handle om voksnes holdninger og ønsker.”

“Baltazar Castors ønske om at give børn ”ret” til sex handler på samme vis om voksnes ønsker om at få ”ret” til sex med børn.”

Karen M. Larsen forholder sig ikke til de fremsatte synspunkter. Fuldstændig parallelt til John Halse fremfører Karen M. Larsen et privat princip, og fejer modpartens argumentation af bordet med det.  Hos Karen M. Larsen er det princippet om “de bagvedliggende motiver”. Motiver der er skjulte, dog ikke for Karen M. Larsen. Hvorefter vidtgående slutninger vedrørende debattørens seksualitet er mulige.

Den decentrale disciplinerings åbenlyse formål er i dette tilfælde at erstatte en ledende skribent i NGO’en med en anden: Castor med Larsen. Men formålet rækker langt ud over dette.

For en NGO som LGBT Danmark er resultatet af denne linie et selvmål. Baltazar Castors brug af ordet “pædofili” er ikke identisk med den kliniske betegnelse  – hvilket bidrager til nogen forvirring. Nogle ville utvivlsomt bruge ordet om det forhold Jeppe Kofoed havde til en 15 årig pige, der blev nævnt ovenfor.

Det afgørende i denne forbindelse er imidlertid at pege på, hvordan også denne NGO – tilsvarende Børns Vilkår og Red Barnet – ændrer formålsparagraf fra at hjælpe til at bekæmpe.

LGBT Danmark er ikke længere en organisation, der kæmper for rettigheder til homoseksuelle. Når forvirringen om hvad ordet pædofil dækker over kommer til debat i Pan-bladet benytter Karen M. Larsen lejligheden til at slå fast:

“Jeg tror ikke på, at alle mænd er pædofile – eller at ingen kvinder er det. Men jeg er 1000 % overbevist om, at sex mellem voksne og børn ALTID er forkert – at det er en meget alvorlig forbrydelse som samfundet skal straffe hårdt.”

Igen er der ingen diskussion af hvad homoseksualitet eller seksualitet i det hele taget er, men en indordning af NGO’en som  redskab for den decentrale disciplinering.

Hvem er i centrum for NGO’erne?

Konklusion

De tre NGO’ er der er blevet diskuteret ovenfor synes at have flere ting til fælles: Dels fremgår væsentlige skift i holdninger og praksis ikke af principprogrammer eller grundlag. Der har heller ikke – sådan fremstår det i hvert fald ikke udadtil – været en grundig diskussion af implikationer af den moralske panik debatten om pædofili siden 1997 har medført for netop disse organisationer.

Gamle fjender har fundet sammen. Børneorganisationerne der, som det fremgår af John Halses synspunkt, ikke har haft et specielt positivt forhold til LGBT, fremstår nu enige på en måde de ikke har gjort før. Om at erstatte intentioner om at hjælpe med intentioner om at bekæmpe. Hvilket på den anden side gør den direkte konkurrence mere nærliggende.

Skiftet fra at hjælpe til at bekæmpe medfører, at interessegruppens betydning svinder ind. Både når det gælder børneorganisationerne, og når det gælder organisationen for de seksuelle minoriteter “afskaffer” man i en vis forstand målgruppen. Fordi fokus rettes andre steder hen.

Organisationerne har bevæget sig ind på en betænkelig strategi: De søger at udskille afvigere. Børns vilkår sondrer mellem børns “normale” og “unormale” seksuelle adfærd. Målet er selvfølgelig at ramme sexkriminelle. Erfaringerne fra omkring år 2000 har vist at panik på området medfører stigmatisering af børn, institutioner og ringere retssikkerhed. Det første offer for strategien er det barn der med rette eller urette bliver udpeget som havende unormal adfærd. Derefter pædoger, forældre, institutioner og andre.

Red barnet søger via kampagner at udskille unormal seksualitet. Dommerpanelet skal være den almindelige dansker, der forventes at træde ind i en ekspertrolle. Den uheldige sælger, det lykkes at fremsætte indirekte beskyldninger over for kunden – som i eksemplet ovenfor –  illustrerer svagheden i strategien. End ikke NGO’ens egne repræsentanter formår, at handle med den fornødne konduite. De første ofre for strategien er uskyldige mennesker, der forulempes eller søges stigmatiseret.

Når børn udelukkende ses som magneter for kriminelle underminerer børneorganisationerne deres eget grundlag. Hvis medier og befolkning tager budskabet til sig vil det føre til krav om flere midler til politi, domstole og psykiatri. De midler kunne tages fra børneorganisationernes traditionelle aktiviteter og forsvares som prioritering.

Også LGBT får problemer når decentral disciplinering bliver vigtigere end organisationens rettighedsorienterede politik.

Både organisationer og enkeltpersoner fremmer umiddelbart karrieren ved at deltage i den decentrale disciplinering. Men Børns Vilkårs John Halse kom til kort over for filosoffen Thomas Søbirk Petersen. Den velgørende organisation er specielt sårbar over for argumentet, at den er snæversynet eller endda fordomsfuld over for minoriteter.

Givet en lang historie hvor homoseksuelle har været sygeliggjorte og underlagt psykiatrien forekommer en strategi, hvor decentral disciplinering gøres til organisationens raison d’être ikke indlysende. De “unormale” der søges udgrænset viser sig i dette tilfælde hurtigt at være organisationens egne medlemmer: De der erklærer sig uenige i den politiske linie.

Strategiens uundgåelige resultat synes at være et ødelæggende internt opgør i organisationen, hvor kyniske og karrierebevidste mennesker fremmer deres egne interesser. Organisationen vil som følge hurtigt tømmes for både eksistensberettigelse og medlemmer.

Processen vil i forhold til samfundets beslutningstagere fremstå som delegitimering af organisationen: Hvis ledende debattører skubbes ud på baggrund af skandaløse anklager sikres der ikke en situation, hvor politikere ønsker at forholde sig til organisationens rettighedsprogram. Hvilket efterfølgende kan accelere discplineringsstrategernes nidkærhed over for modstandere. Med organisationens politiske deroute som konsekvens.

De tre organisationer der er blevet diskuteret ovenfor går fra at hjælpe til at bekæmpe. De to organisationer, hvis emne per definition skulle være børn taler om sex og den organisation, hvis sigte er seksualpolitisk dropper emnet for at rette fokus på – kriminalitet.

Jens Jersild og den grimme lov

En anmeldelse af: Den grimme lovs genealogi. Et kapitel af homoseksualitetens historie i Danmark. Af Peter Edelberg. Trykt i Historisk Tidsskrift bind 110, Hæfte 1, s.166-209. (1)
 
I det følgende vil også en tidligere artikel af samme forfatter blive inddraget i diskussionen: Politiinspektør Jens Jersild – Inkvisitor eller reformator? Peter Edelberg i: Tidsskrift for historie, årgang 39, nr.4, december 2009, s.22.
 
Og – lidt utraditionelt – vil historikerens plads i den aktuelle samfundsdebat  blive inddraget.
 
Først en kort redegørelse for nogle hovedpunkter i den grimme lovs tilblivelseshistorie. Peter Edelberg har selv redegjort for sin historieskrivning på den måde, at han skriver “historier”. Og derved tages der forbehold over for traditioner og metoder, hvor objektivitet og sandhed opfattes som noget absolut. Derfor bliver hans udsagn i det følgende kaldt “historier”. Da de ovennævnte to artikler i realiteten anmeldes samlet her er spørgsmålet, hvad de to “historier” så fortæller om den grimme lov?
 
 
 

Jens Jersild var usædvanlig alsidig. Han fungerede som konsulent for Palle Kjærulff-Schmidt på filmen Bundfald (1957).

Historier

 
I 1961 blev loven pressen meget hurtigt døbte “Den grimme lov” vedtaget i Folketinget. Under en socialdemokratisk regering. Loven havde følgende ordlyd:

 Den som ved betaling eller løfte herom skaffer sig kønsligt forhold til en anden person af køn under 21 år, straffes med hæfte eller med fængsel indtil 1 år eller under formildnende omstændigheder med bøde.” (§ 225, stk.4)

Tankerne bag loven var langt fra nye. Intentionen om en revision af prostitutionslovgivningen stammede helt tilbage til 1930’erne. Men besættelsen havde sat en stopper for lovmæssige tiltag. Efterkrigstiden bragte et opbrud. To tendenser stødte sammen: En spirende bevægelse for rettigheder blandt de homoseksuelle selv, og en moralsk diskurs der fokuserede på homoseksuel prostitution som samfundsproblem. Begge disse diskurser afløste eller supplerede en ældre patologiserende psykiatrisk-biologisk forståelse af homoseksualitet.

Den ambitiøse politiinspektør for sædelighedspolitiet Jens Jersild var en central person. Både i embeds medfør, som ivrig deltager i den offentlige debat og som medlem af det i 1949 nedsatte prostitutionsudvalg.

Debatten om prostitution fik en særlig drejning i 1955 med den store pornografiaffære. Stifterne af det der dengang hed Forbundet af 1948 distribuerede blød pornografi – billeder af nøgne unge mænd –  hvilket var ulovligt efter datidens lovgivning. Og politiet optrevlede via kundekartoteket et homoseksuelt prostitutionsmiljø. Ca. 300 mænd dømtes for seksuel omgang med mindreårige, og mellem 600 og 1500 personer afhørtes af politiet. Det skal erindres at den seksuelle lavalder dengang var 18 år for homoseksuelle, og 15 år for heteroseksuelle forhold.

Disse begivenheder resulterede i en moralsk panik. En moralsk panik er blandt andet kendetegnet ved misforholdet i proportionerne mellem den bekymring der er i forhold til et socialt problem – i dette tilfælde den homoseksuelle prostitution – og  problemets faktiske omfang. Panikken betød at en lang række vidtgående forslag blev diskuteret i prostitutionsudvalget. Men justitsministeriet syltede prostitutionsudvalgets forslag og da loven skulle vedtages i Folketinget i 1961 havde panikken lagt sig. Det forslag Folketinget blev præsenteret for repræsenterede til dels Jens Jersilds (mindretals) synspunkt.

Ifølge Peter Edelberg havde Jens Jersild arbejdet for at erstatte kriminalpolitik med socialpolitik. Men det omvendte skete. Prostitutionslovgivningen strammedes til også at omfatte prostitutionskunder. Tankerne om kontrol og overvågning samt særbehandling af homoseksuelle havde trods de nye diskurser i efterkrigstiden ikke forladt lovgiverne.

Hermed tegnes et andet billede af Jersild end det eftertiden ret enstemmigt har taget til sig. Eftertiden har navnlig indvendt imod Jersild, at hans forførelsesteori forbandt homoseksualitet med kriminalitet. Edelberg ser derimod moderne træk i forførelsesteorien. Bla. at den støttede sig på ny amerikansk forskning, nemlig Kinseys rapport om den mandlige seksualitet. Og dermed modificerede den en ellers fremherskende patologiserende psykiatrisk-biologisk diskurs om homoseksualitet.

Den Mandlige Prostitution (1953) afviser Jersild de tidligere herskende psykiatriske forklaringer på prostitution og homoseksualitet. F.eks. hormonelle faktorer som forklaring på homoseksualitet. Og teorier om neurotisk forældrebinding samt homoseksualitet som en uudviklet infantil seksualitet eller moralsk degeneration.

Billedet af Jersilds nuanceres og mange spændende detaljer i den grimme lovs historie kommer frem. Spørgsmålet er blot om dokumentationen kan bære visse af de vidtrækkende teser. Emner der blev berørt i den tidligere artiklen om Jersild som inkvistor eller reformator er faldet ud af artiklen i Historisk Tidsskrift. Jersilds tanker i bogen De pædofile (1964) diskuteres ikke.

I artiklen om Jersild som inkvisitor eller reformator citeres Jersild for synspunktet, at de pædofile var en gruppe:

“af så selvstændig en karakter, at den på flere punkter adskiller sig fra såvel de heteroseksuelle, som de homoseksuelle, og ved udskillelse mener jeg at kunne befri det store antal mænd, der i undersøgelsen vil kunne blive kaldt de normale homoseksuelle, for at blive identificeret med kriminelle.”

Edelberg mener at Jersild efter panikken har lagt sig – og den grimme lov er blevet vedtaget  – reformulerer problemet om de homoseksuelle og prostitutionen. Men erklærer sig uenig i den opfattelse.

Edelberg hævder istedet:

“At dette skarpe skel skulle eksistere virker ikke overbevisende, når man studerer den homoseksuelle subkultur i samtiden. Trækkerdrengene var stadig i 1964 en integreret del af subkulturen. De homoseksuelle magasiner bugnede af nøgenbilleder af unge drenge lige før og lige efter puberteten.” (s.22)

Den påstand er faldet ud af artiklen i Historisk Tidsskrift. Enten fordi emnet er den grimme lovs forhistorie. Eller fordi påstanden ikke kan dokumenteres? Det skal forsøges opklaret nedenfor. Men først en kommentar til andres vurderinger af Edelbergs karakteristik af Jens Jersild og forløbet der førte til den grimme lov

Fagfællen Karen M. Larsen har i en anmeldelse Den grimme lov og Jens Jersild af artiklen i Historisk Tidsskrift kraftigt betvivlet, at Edelbergs forskning – uanset hvor mange nye og interessante detaljer om perioden og Jersilds synspunkter den bringer for dagen – rokker det billede nogle allerede i datiden havde dannet sig og som der næsten har været konsensus om i eftertiden.

Mads Ananda Lodahl har – ud fra helt andre teoretiske forudsætninger – i artiklen Den danske konge af homofobi – fuldstændig afvist Edelbergs revisionisme.

Konsensus kan selvfølgelig opleves som både kontroversiel og provokerende af en yngre og ambitiøs historiker. Spørgsmålet er om det er nok til at foranledige historikeren til en så drastisk omtolkning. Det er næppe sandsynligt.

Det er svært at undgå at få fornemmelsen, at der har fundet en udvikling sted i forskningen fra artiklen om Jersild som inkvisitor eller reformator og til artiklen i Historisk Tidsskrift. Selvom fremstillingen af den grimme lovs genealogi – efter undertegnedes mening – ikke fuldt underbygger teserne.

Fremstillingen i Historisk Tidsskrift lider under, at nyt materiale bliver fremlagt uden at det præger konklusionen i nævneværdig grad. Elementer der bestyrker en anden synsmåde og andre vinkler på begivenhederne falder ud af konklusionen. Forskningsresultaterne der fremlægges er interessante og overbevisende. Men konklusionen er ikke dækkende. Hvilket forekommer mærkværdigt. Og er en overvejelse værd.   

 
 
 
 

Med til Jens Jersilds omfattende aktivitet hørte også et forfatterskab. Bla. bogen De Pædofile (1964).

Debatten

Enhver forsker med respekt for sig selv ønsker at fremstå troværdig, og skelner derfor mellem debat og forskning. Men historikeren er en del af samfundet og befinder sig i et bestemt kulturelt klima.

Som nævnt falder emnet pædofili ud af artiklen i Historisk Tidsskrift. Spørgsmålet er imidlertid ikke hvorfor det falder ud, men omvendt: Hvordan det overhovedet er kommet ind? Selv under hensyntagen til det forhold at Jersild har skrevet en bog om emnet, og har gjort sig visse tanker.

For som det skal vises nedenfor indgik pædofili ikke i samfundsdebatten eller knyttedes sammen med lovgivningsmagtens tiltag i forhold til homoseksualitet og prostitution i perioden før og efter den grimme lov.

Her må nutiden tages i betragtning. Situationen er: Historieforskeren undersøger en historisk periode, hvor moralsk panik gjorde sig gældende, men befinder sig i en nutid hvor en form for moralsk panik ligeledes optræder.

Uanset fordringen om at historikeren holder hovedet koldt og lader sig lede af fornuft kan det gå galt. I en offentlig debat i Pan-bladet, hvor hysteri omkring emnet pædofili skulle have været diskuteret præsterede Karen M. Larsen følgende følelsesudbrud:

“Jeg tror ikke på, at alle mænd er pædofile – eller at ingen kvinder er det. Men jeg er 1000% overbevist om, at sex mellem voksne og børn ALTID er forkert – at det er en meget alvorlig forbrydelse som samfundet skal straffe hårdt.”

En diskussion om hvordan panik også præger det homoseksuelle miljø blev altså fejet af med moralisme. Og rationel debat og fornuft blev erstattet med hysteri og en inkvisitorisk attitude.

I den situation forekommer det ironisk, at Edelberg der søger at formidle billedet af Jens Jersild, som en person med visse humane træk, og ønsker at revidere synet på Jersilds forførelsesteori får sin forskning bedømt – og afvist – af mennesker der spiller med i nutidens moralske panik. Fortiden må ikke fremstå human og rationel, når mennesker i nutiden ønsker fordømmelse, straf og inkvisition!

De pædofile

Forklaringen på at påstanden om en forbindelse mellem de homoseksuelle og de pædofile ikke dokumenteres er, at der er tale om en anakronisme. Her vil jeg henvise til en artikel i Videnskab.dk.

Karen Pallesgaard Munk fik  i 1997 til opgave at interviewe de personer, der var blevet dømt for seksuel omgang med mindreårige, før og efter en behandlingsdom. Som psykolog, ph.d. og lektor ved Center for Sundhed, Kultur og Menneske ved Aarhus Universitet har Karen Pallesgaard Munk bidraget til udviklingen af en psykiatrisk diagnose af pædofili i Danmark:

“Folketinget vedtager i 1997 et lovforslag, som giver retten mulighed for at idømme børnekrænkere en behandlingsdom. Dette mener jeg, er kulminationen på en udvikling, hvor seksualitet er blevet et anliggende for psykiatere og dermed for lægestanden.”

Karen Pallesgaard Munk henviser til Richard von Krafft-Ebings værk Psychopathia Sexualis afgørende betydning for klassifikation af hvad der er sygelige og perverse  former for seksualitet:

“Denne seksualitetsforståelse bliver benyttet som målestok for, hvilken type seksualitet der er naturlig, og hvilken der er afvigende og syg. Den type seksualitet, der ikke kan føre en graviditet med sig, er syg, afvigende og pervers.”

“Dermed er vejen banet for lægestandens behandling af seksuelle afvigere,  hvor behandlingsdommene, de pædofile får, blot er sidste skud på stammen. Jeg ser det som statsdisciplinering af en seksualitet, man ikke bryder sig om.”

Udformningen af den psykiatriske diagnose af pædofili er altså relativt ny. Og iøvrigt sammenfaldende med, at den første store pædofil-panik udbrød i Danmark. (2)

Hele tesen om en sammenhæng mellem det homoseksuelle miljø i tiden omkring den grimme lov og de pædofile er altså anakronistisk. Jersilds betragtninger i bogform om de pædofile repræsenterer private synspunkter – ikke det officielle Danmark. Persontypen “den pædofile” fandtes – officielt – ikke.

Karen Pallesgaard Munk gør opmærksom på at termen pædofil idag ofte bruges i flæng. Det er imidlertid en psykiatrisk diagnose med veldefinerede kriterier. Et af disse er at pædofile kun tænder seksuelt på børn – ikke på voksne mennesker. Men den diagnose er altså blevet konstrueret langt senere. Uanset hvad nogle idag måtte mene om seksuelle forhold mellem voksne og meget unge mennesker havde det officielle Danmark absolut ingen mening om det i datiden. I hvert fald ikke en mening baseret på diagnose eller lovgivning.

De homoseksuelle og prostitutionen

Politiet beskæftigede sig på Jersilds tid med prostitution som var kriminaliseret. Og der var moralsk panik i forhold til de homoseksuelles mulige forførelse af ungdommen til homoseksualitet. Sammenblandingen af homoseksualitet og pædofili forekommer kun at være mulig retrospektivt. Fordi der idag eksisterer det Karen Pallesgaard Munk kalder en statsdisciplinering af seksualiteten.

Fokus i datiden var på nytte og samfundstjenelighed. Mistanken om at uskyldige drenge blev forført truede begge disse goder, hvilket afstedkom samfundsmæssig reaktion. F.eks. i form af lovgivning. Derimod blev mindreårighed i sig selv ikke blev anset for et problem. Forestillingen om offer og seksualforbryder – på den måde disse begreber anvendes i forhold til pædofili –  hører en anden tid til. Ganske vist fandtes der – som nævnt ovenfor en seksuel lavalder på henholdsvis 15 år og 18 år for heteroseksuelle og for homoseksuelle forhold. Men overtrædelse af denne lovgivning blev betragtet på linie med enhver anden kriminalitet. Lige som f.eks. tyveri ikke blev anset for psykisk skadeligt for individet, men derimod nok skadeligt for samfundsordenen. Derfor Jersilds afdæmpede attitude i forhold til de homoseksuelle der ikke havde kontakt til prostitution. De kunne ikke mistænkes for at forføre unge drenge, og føre dem ind i en nedadgående social spiral.

Datidens syn på homoseksualitet var i høj grad baseret på den patologiserende psykiatrisk-biologiske forståelse. Hvilket Edelbergs fremstilling i artiklen i Historisk Tidsskrift også demonstrerer på glimrende vis. Derfor er det beklageligt at flere vigtige pointer ikke er nået med i konklusionen.

Forførelsesteorien

En interessant detalje i forbindelse med Kinseys uden tvivl banebrydende værk om den mandlige seksualitet er de  modsatrettede slutninger, det var muligt at drage på grundlag af dette. Stifterne af Forbundet af 1948 har i Homofile Kampår fremhævet hvor vigtig en inspiration bogen var for den homofile rettighedskamp. Peter Edelberg peger på, hvor vigtig en inspiration værket var for Jens Jersild, der dermed kunne dreje diskursen om homoseksualitet væk fra det psykologiserende og individualiserende hen imod de sociale faktorers betydning for udvikling af homoseksualitet. Blot virker det som om Edelberg overser, at Kinsey havde udgangspunkt i lægevidenskaben og de sociale faktorer Kinsey peger på danner den seksuelle prægning. Dvs. synspunktet er deterministisk. Seksualitet ses ikke som udtryk for lyst, begær eller valg. Men med Kinsey som udgangspunkt kunne Jersild på en måde det ikke tidlligere havde været muligt, give forførelsesteorien en form for videnskabeligt fundament. Axel Lundahl-Madsen kunne uden at opgive de homofiles tese om homoseksualitet som medfødt eller determineret uden videre acceptere Kinseys beskrivelse af den mandlige seksualitet. Større var forskellen ikke. Det efter samtidens forhold progressive ved Kinseys betragtningsform var at den skilte sig af med dele af psykiatriens patologiserende forståelse af homoseksualitet. Men samfundets – og de homoseksuelles egen diskurs om homoseksualitet – var i høj grad domineret af lægevidenskab. Opgøret med denne forståelse kom først årtier senere.

Konklusion

Artiklen Den grimme lovs genealogi nuancerer synet på en vigtig periode i de homoseksuelles historie. Og bidrager med spændende og vigtige indsigter. Især detaljerne om den danske og skandinaviske psykiatris indstilling til fænomenet homoseksualitet bliver belyst på en måde det ikke har været tidligere. Prostitutionsudvalgets arbejde bliver ligeledes belyst på en spændende måde.

Historieforskningen lider nogle gange af mindreværdskomplekser over for andre videnskabelige discipliner – der fortjent eller ufortjent – har langt højere prestige i samfundet. Den type komplekser er aldeles uberettigede. Historieforskningens resultater er i visse tilfælde overraskende ikke blot for de der deltager i debat. Men måske også for forskerne selv. At en tid der ud fra den historiske betragtning ikke er så fjern endda kan have et radikalt anderledes syn på homoseksualitet kan forekomme overraskende. At sygeliggørelse af seksualitet er i “fremgang” – sådan som Karen Pallesgaard Munk redegør for – synes ligeledes i modstrid med vores ønske om at se nutiden som tolerant og liberal. Betragtningen af prostitution som moralsk fordærv af mennesker, der enten i forvejen er skadede  – dvs. homoseksuelle – eller er i fare for at blive det er fordomsfuld og deterministisk. Men her var Jersild entydig og fuldstændig umisforståelig. F.eks. når han udtaler sig på følgende måde i bogen Den Mandlige Prostitution:

“…Der er…ikke noget ondt i at modtage en cigaret fra en venlig mand, navnlig ikke når man er tobakshungrig. Heller ikke i at lade sig invitere hjem i en varm stue på en øl og et stykke mad, når man er sulten og tørstig. Når man senere går, er det også vanskeligt at sige nej til nogle kroner, når man er helt på bar bund og navnlig, når pengene ligefrem presses en i hånden. Når vedkommende derpå har levet på denne måde – som prostitueret – i nogle uger eller måneder eller måske mere og faktisk er led ved sig selv, ja så er skridtet over i den mere håndgribelige kriminalitet formentlig ikke så stort længere…

Af disse grunde, og fordi man ikke må glemme, at forseelsen kun er en videreførelse af en praksis, som den pågældende ofte har lært i de forskellige anstalter, eller hvor de nu har været anbragt mellem lutter mænd, som skal have udløsning, enten fordi de savner omgang med kvinder, eller fordi de er homo- eller biseksuelle, er en særbehandling af de prostituerede nødvendig og ønskelig i modsætning til cykeltyven og automattyven…” (s.117)

Jersilds egen diskurs om prostitution forekommer derfor – ligesom samtidens – at være sammensat af elementer der er moraliserende og patologiserende. På trods af at Jersild fremstillede sin indsats som social.

 

(1) Et engelsk summary: The Genealogy of the Ugly Law

(2) Henning Bech: Kvinder og mænd. Hans Reitzels Forlag. 2005.

Feminisme og forbudsdagsorden

Feministisk politik er idag en forbudsdagsorden. Feministisk argumentation er fyldt med bekymring: For kvinders og mindre åriges liv, unges færden på internettet, frygt for voldtægt og sexovergreb. Hvilket resulterer i krav om lov og orden og nye forbud.

Radikal-feminismen er blottet for bekymring i forhold til overgreb eller stigmatisering af mænd. Først understøttet af lægevidenskabens sygeliggørelse af den mandlige seksualitet optræder, der en bekymrings- og mistænkeliggørelses-diskurs i forhold til mænds indbyrdes relationer. Men aldrig bekymring i forhold til kvinders vold over for mandlige partnere eller kvinders stigmatisering af mænd. Ledsaget af benægtelse af det køns-ideologiske perspektiv.

Prostitutionsdebat og forbudsdagsorden

Mandlig prostitution optræder ikke i debatten, når Karen M. Larsen med udgangspunkt i radikal-feminisme skriver i  Information om prostitution.

Nille Thomsens kommentar til artiklen lyder:

“Det der bekymrede mig i Karen M Larsens indlæg var at med hendes ensidige kønsperspektiv, kom hendes artikel til at virke som en løftestang for noget køns-ideologisk snarere end for noget moralsk.”

Forbigåelsen af mandlig prostitution skyldes, at vinklen er køns-ideologisk. Artiklen er –  på trods af besværgelserne – en lang opremsning af argumenterne imod prostitution. Der forstås som overgreb mod kvinder.

Nille Thorsens kommentar lyder videre:

“Når Karen M. Larsen i sin “fortale” siger: “Et fokus på den mørke side af sex er ikke et udtryk for en såkaldt dæmonisering af mænds seksualitet” fornemmer jeg, at det er nøjagtigt det modsatte hun i virkeligheden mener.”

Nille Thorsen er – ligesom en række af debattørerne på Information – ikke principielt imod moralisme. Men undrer sig over at Karen M. Larsen ikke bekender kulør og erklærer sig imod prostitution og som tilhænger af forbud. Når det tydeligt nok fremgår, at det er budskabet.

Undladelsen af omtale af prostitution blandt homoseksuelle mænd er bemærkelsesværdig, når Karen M. Larsen i andre sammenhænge gerne optræder som “forsvarer” af disse. Men mænds eventuelle seksuelle krænkelser af andre mænd er i det radikal-feministiske perspektiv uinteressant. Krænkelser bliver først interessant, når radikal-feminisme smeltes sammen med lægevidenskabens opfattelse af mænds seksualitet som pervers. Og muliggør en omfattende mistænkeliggørelse af de homoseksuelle mænds seksualitet.

Det køns-ideologiske aspekt i Information artiklen bemærkes også af Kåre Fog, der kommenterer det således:

“Det skal måske lige nævnes, at Karen M. Larsens artikel er ensidig på en måde mere, nemlig at den omtaler sex der gør ondt på kvinder, men ikke sex der gør ondt på mænd. Partnervold vendt imod mænd er nogenlunde lige så udbredt som partnervold vendt imod kvinder.”

Der er tale om et bevidst “fravalg” ud fra det radikal-feministiske perspektiv. Hvor alle sociale fænomener ses som køns- eller sexrelaterede. At definere sig som mand er at påtage sig at undertrykke, udnytte og udbytte kvinder. Socialkonstruktivisme er i den radikal-feministiske version teorien om, hvordan mænd misbruger kvinder. Ved at påtage sig den mandlige af kønsrolle.

Radikal-feministerne lægger afstand til social konstruktivismens begreb om “åbenhed”: Som sociale væsener er vi ikke kun, hvad vi bliver gjort til, men også det vi gør os selv til. Opfattelsen af alle mænd som potentielle sexkriminelle –  som fejlsocialiserede –  betyder, at der ingen modstrid er til det begreb om mænds seksualitet lægevidenskaben formidler.

Mistænkeliggørelses-diskurs over for heteroseksuelle mænd

Radikal-feminismens syn på mænd udmøntes i en mistænkeliggørelses-diskurs over for heteroseksuelle mænd.

At mænd taber social status via ægteskab et et velkendt fænomen. Der hvor ældre højstatus mænd gifter sig med unge kvinder er der et statustab.

Men en ny bekymrethed er kommet til i forhold til seksuelle relationer mellem mennesker med dansk kulturbaggrund og mennesker med ikke-vestlig kulturbaggrund. Nu bliver det betragtet, som et muligt område for danskernes udøvelse af diskrimination, racisme, undertrykkelse, overgreb og kvindehandel. Alle disse muligheder eller hentydninger til sexkriminalitet gør det til genstand for problematisering. Tidligere blev mænd stigmatiseret, når de ikke giftede sig og havde løse forbindelser og adgang til prostitution. Idag bliver mænd stigmatiseret via indgåelse af ægteskab. Samtidig med der er et fornyet krav om kriminalisering af prostitution. Mænds seksualitet bærer i begge relationer bekymringens fortegn.

Mistænkeliggørelses-diskurs over for homoseksuelle mænd

Ud fra den radikal-feministiske præmis er mandlige homoseksuelle  “undertrykkere”, præcis lige som alle andre mænd. Den feministiske forbudsdagsorden opretholdes i lige så høj grad over for mandlige homoseksuelle, som over for heteroseksuelle mænd.

Når lægevidenskabens opfattelse af den sygelige maskuline seksualitet supplerer radikal-feminismen bliver homoseksuelle mænds gensidige seksuelle relationer også genstand for en bekymrings- og mistænkeliggørelses-diskurs.

Især i forhold til prostitution og i betragtningen af forhold med aldersforskel. Og sidst – men ikke mindst  – formidler lægevidenskaben mistanken, at alle mænd er pædofile. En påstand feminister – også Karen M. Larsen – nok afviser, men samtidig opretholder ved i alle debatter at insistere på, at modstandere af forbudsdagsordenen har “bagvedliggende” motiver.

Det skal også siges at Karen M. Larsen ikke forbigår den mandlige prostitution. Tværtimod. Når det afvises at stigmatiseringen af de homoseksuelle i 1960’erne var en pædofil-panik, er det en konstatering af, at det homoseksuelle miljø tidligere var pædofilt. Hvilket idag retfærdiggør forbudsdagsorden og mistænkeliggørelse af alle homoseksuelle mænd.

Uanset radikal-feminismens begreber påstås at være informerede af socialkonstruktivisme ses mænds kønsrolle og seksualitet ikke som et valg, men som noget determineret eller “skæbnebestemt”. Også de kvinder der er undertrykte, udnyttede og udbyttede – er i offerrollen – tilsvarende ufrie. Lægevidenskabens reduktionistiske og deterministiske opfattelse af seksualitet besejrer og erstatter vilje og valg.

Pan-bladet: Debat om Prostitution

Monolog

At kalde dette indlæg for “debat” er – indrømmet – en tilsnigelse. Formen er monologen. Der er ingen dialog. Lige som tidligere vover jeg i visse tilfælde at drage e silentio slutninger: Slutninger ud fra tavshed. Der sættes ord på meget, men i andre situationer føler mennesker ikke behov for at sige ting. Men tavshed lader sig også fortolke.

Den første artikel i denne lille serie hed Pan-bladet: Debat om sygeliggørelsen af de homoseksuelle, og den anden hed Pan-bladet: Debat om homoægteskab. Fælles for artiklerne er at de er lagt på Pan-bladet, og diskuterer LGBT politikens mål og midler.

Artiklens emne er prostitution. Der tages afsæt i Karen M. Larsen’s interview med Peter Edelberg  fra 2008. Og en debat fra efteråret 2010 med Peter Edelberg om mandlig prostitution i Danmark i 1960’erne, hvor Karen M. Larsen og undertegnede deltog.

Synspunkterne repræsenterer tre mennesker med baggrund i faget historie, men sigtet er at bidrage til politik udvikling. De politiske budskaber, der ligger i forskellige opfattelser af den nyere homohistorie skal afkodes. Det kan kaste lys over nogle begreber i den nuværende LGBT politik.

Blindhed

I de to foregående artikler har jeg kritiseret, at det man kan kalde den optimistiske LGBT politik fejer problemer ind under gulvtæppet, når den alene forholder sig til lovens bogstav. Og stiller sig tilfreds med konstateringen at sygeliggørelsen af de homoseksuelle blev afskaffet i 1981. Uden at tage almindelige holdninger i befolkningen eller udviklingen i lægevidenskabens synspunkter siden i betragtning. Udformningen af LGBT’s politik, hvor juridiske krav sættes foran alt andet – og især kravet om homoægteskab – er båret af blindhed i to forhold. Dels er fokus idag på seksualitet, ikke på civilstand. Det registrerede partnerskab havde en umådelig symbolværdi i 1989. Men ingen forestiller sig nyheden vil gå verden rundt på samme måde, hvis Folketinget idag vedtog en ægteskabslov. Og ægteskab er ikke nødvendigvis i praksis et krav blandt de homoseksuelle, hvis samlivsformer er lige så forskellige som de heteroseksuelles.

Hvordan kan LGBT politikken være så blind? Og insistere på at homoægteskab er så vigtigt en sag, at gennemførelsen af dette næsten ville tvinge at LGBT til at nedlægge sig selv og erklæret målet for nået? Og er der så – når det kommer til stykket – nogen der mener det?

Jeg fandt ikke svaret i analysen af homoægteskabets betydning. Den artikel sluttede med en “eftertanke” og ikke en konklusion. Svaret findes derimod i analysen af det, der sædvanligvis forstås som ægteskabets modpol: Prostitutionen.

Den mandlige prostitution

I et interview fra 2008 fortæller Peter Edelberg om det netop påbegyndte forskningsprojekt i homoseksualitetens historie i perioden 1949-65.  Dvs. den formative periode for det der dengang hed Forbundet af 1948 – det senere LBL og nu LGBT. Og den krise de homofile – som homoerne kaldte sig dengang – oplevede med indførelsen af den grimme lov i 1961, der strammede prostitutionslovgivningen i forhold til den mandlige prostitution. Loven diskriminerede de homoseksuelle fortæller Peter Edelberg. Og det affødte en reaktion:

“Det fører til at loven bliver afskaffet i 1965, og fra da af bygges der en generel konsensus op om, at homoseksuelle skal have samme rettigheder som andre – og den konsensus er vi stadig i gang med at udbrede.”

Det er grundantagelsen i det der kunne kaldes den optimistiske LGBT politik. Efterfølgende blev homoseksualitet fjernet fra Sundhedsstyrelsens sygdomsliste i 1981 og dernæst blev det registrerede partnerskab vedtaget  i 1989. Da stifterne af Forbundet af 1948, som de første homoseksuelle i verden blev officielt anerkendt som par, syntes endemålet inden for rækkevidde: Den fuldstændige juridiske accept. Mere end 20 år efter er det endnu ikke sket. Men den fremskridtstro, der er indeholdt i synspunktet lader sig for nogles vedkommende ikke ryste.

Dekonstruktion af homohistorien

Peter Edelbergs dekonstruktion af homohistorien er som han har forklaret i en debat på Modkraft mere subtil. Peter Edelberg anlægger betragtningen, at politiet indgriben over for den omfattende mindreårige prostitution disciplinerede de homoseksuelle, og gjorde dem pæne og acceptable i samfundets øjne.

“Således førte “undertrykkelse” til “frigørelse”. Historien er ofte paradoksal, og en given handling kan have uforudsete konsekvenser.”

Edelberg afviser dermed naiviteten i den såkaldte frigørelseskamp, hvor historiens resultater ofte ses som produkt af de impliceredes heroiske kamp for rettigheder og retfærdighed.

Ikke desto mindre anvender Edelberg selv terminologien. Ordene “undertrykkelse” og “frigørelse” er blot blevet forsynet med anførelsestegn, fordi de historiske subjekter er forsvundet eller i hvert fald har mistet helterollen. Og historien er nu produkt af mekanismer og sociale kræfter, der er anonyme. Selve fremskridtsoptimismen og naiviteten er derimod intakt.

Edelberg betoner dog, at “endemålet” ikke er et jurdisk reservat for de homoseksuelle i form af homoægteskab:

”De homoseksuelle” findes så længe, som der er nogle, der synes at det er en betryggende og fornuftig måde at forstå sit liv på. Men der er intet der tvinger os til at påtage os den rolle, hverken biologi, samfund eller psyke. Vi kan opfinde nye roller og nye måder at forstå vores sexliv og kærlighedsliv på.”

Den positive rolle Peter Edelberg frakender de homoseksuelle i historien om dannelsen af deres identitet tilkender han omvendt politiet personificeret af Jens Jersild. Historieforskning er ikke objektiv, men indebærer altid et valg af metoder og perspektiver. Valget af Jersild som homohistoriens helteskikkelse virker overraskende, og var som det fremgik af debatten på Modkraft.dk også kontroversiel.

Peter Edelbergs tolkning repræsenterer den optimistiske LGBT politik i dekonstrueret form. Karen M. Larsen fremsætter et lignende synspunkt på debatten. Edelberg og Larsen er bla. enige om at “normalisering” er endemålet. Og i accepten af Jersilds “lugen ud” i den danske homokultur med henblik på at gøre denne acceptabel for samfundet.

Karen M. Larsen supplerer Edelberg med en kritik af Mads Ananda Lodahl. Vanen tro er med en ad homominem argumentation, hvor Lodahl antages at ville gøre sig talsmand for:

” polyamourøse bøsser med hang til købesex med drenge under 15,

 blot Lodahl forsøger at fremsætte en konkurrerende queer-tolkning, der anfægter “normalisering” strategien.

Den dystopiske LGBT politik

Der er næsten to år mellem interviewet med Edelberg og debatten på Modkraft. Edelbergs formuleringer er næsten identiske i de to sammenhænge. Det viser sig at Edelberg har svært ved at fremlægge statistisk materiale for, hvor stort omfanget af den mandlige prostitution var. Og måske vigtigere: Hvor stort problemet med den mindreårige prostitution rent faktisk var?

Men man kan sige at givet Edelbergs problemformulering er de eksakte tal næsten ligegyldige. For Edelbergs analyse burde rettelig hedde den dystopiske LGBT politik.

For Edelberg anerkender ikke, at Jens Jersilds relative succes med at etablere en stærkt forøget politistyrke inden for sædelighedspolitiet var betinget af den homofil-panik, der var i samfundet. Edelberg vælger – med Jersild selv – at se problemet med mindreårig prostitution, som endemisk i det homoseksuelle miljø.

Forførelsesteorien

Edelberg fremhæver at han arbejder med udgangspunkt i kilderne fra samtiden. Dvs. Jens Jersilds egne betragtniger, sådan som han har fremsat dem i adskillige bøger og afhandlinger. Bla. fremsatte Jersild en forførelsesteori, og anvendte den som argument over for lovgiverne for indførelse af den grimme lov. Påstanden var, at de unge drenge under 18 år måtte beskyttes via lovgivningen imod voksne homoseksuelle, der ville forføre drengene. For når drengene først var blevet forført og havde fået smag for livet som trækkerdrenge ville de blive homoseksuelle. Hvorfor Jersild advarede imod et snigende epidemisk samfundsproblem.

Teorien fokuserer på to ting: Fremkomsten af en homoseksuel kultur efter besættelsen. Hvilket er en historisk kendsgerning. Bla. med dannelsen af Forbundet af 1948. Men den forstår væksten i antallet af homoseksuelle – ikke som et udtryk for en nye kultur i efterkrigstiden Danmark – men som en “epidemi”. Desuden karakteriserer den homoseksualitet, som en form for pædofili. Fordi det antages at det (næsten) altid er de helt unge drenge, der er i farezonen i forhold til forførelse.

Forførelsesteorien konkurrerede med andre af samtidens opfattelser, der er mere essentialistiske. F.eks. den freudianske, der tilskriver homoseksualiten barndomstraumer. Men den holder fast ved den klassiske lægevidenskabs opfattelse om en forbindelse mellem homoseksualitet og pædofili. Fordi homoseksualitet, når det kommer til stykket opfattes som en psyko-social eller neurotisk forstyrrelse.

Denne karakteristik af Jens Jersild er Edelberg særdeles uenig i. For Jens Jersild er helten i  Edelbergs historie, og disciplineringen af de homoseksuelle er i dette perspektiv et ønskeligt projekt.

Debatten demonstrerede  imidlertid en anden pointe.

Kuldsejlet “normalisering”

Som nævnt ovenfor bliver indvendiger over for “normaliserings” projektet pure afvist.

I Mads Ananda Lodahls tilfælde betød det, at han blev udpeget som talsmand for de”polyamourøse bøsser med trang til købesex med drenge under 15″.

Et halvt århundrede efter Jersilds heroiske indsats er “normaliserings” projektet altså endnu ikke lykkedes. Hvilket kun kan betyde det er en fiasko!

Hverken Peter Edelberg eller Karen M. Larsen anerkender, at samfundet i 1960’erne og samfundet og tildels i dag er præget af pædofil-panik. Dvs. en overreaktion på et problem, der er marginalt. De ser tværtimod pædofili over alt – i fortid og nutid.

Ikke som en historisk konstant, men som biologisk konstant. Uanset at de begge sværger, at de ikke anerkender lægevidenskabens definition af homoseksualitet, som biologisk entitet i mennesket er den der alligevel. Selv er de begge også yderst skeptiske i forhold til om “normaliserings” projektet vil lykkes. På trods af de tapre miner.

Edelbergs skepsis lader forvente, at hans Ph.d afhandling vil konkludere, at samfundet ikke skulle have ladet parret Axgil sætte kronen på værket ved at indgå registreret partnerskab. De bærer jo deres andel af ansvaret for udviklingen af det homoseksuelle miljø.  Hvis mentale sundhed er stærkt tvivlsom – og dermed også dets eksistensberettigelse.

Det skal erindres at den – indtil videre eneste kommentar fra Karen M. Larsen – til undertegnedes bidrag til Pan-bladets debat indeholdt formuleringen:

“Jeg tror ikke på, at alle mænd er pædofile – eller at ingen kvinder er det. Men jeg er 100 % overbevist om, at sex mellem voksne og børn ALTID er forkert – at det er en meget alvorlig forbrydelse, som samfundet skal straffe hårdt.”

Den form for formaninger over for andre debattører vidner ikke om tiltro til deres dømmekraft. Alligevel er det en indrømmelse. Når jeg tidligere har hævdet at debattører af Karen M. Larsens støbning ønsker støj i miljøet –  altså panik – kunne jeg ikke få en bedre bekræftelse. Dokumentation for at det skulle være nødvendigt, at udstede den slags advarsler har jeg endnu ikke modtaget. Men med udgangspunkt i lægevidenskabens opfattelse af den maskuline seksualitet er ingen konkret bevisførelse nødvendig.

Konklusion

Når tesen om homoægteskabet som rettighedskampens endemål af Karen M. Larsens diskuteres i sikker afstand fra ethvert begreb om sociale og politiske forhold i Danmark er det fordi den er et luftkastel.

Ingen politiker med respekt for sig selv drømmer om, at lægge kræfterne i et “normaliserings” projekt de implicerede selv anser for håbløst.  Efter karaktermord på stribe fremstår “normaliserings” projektet dybt kompromitteret.

De to debattører med historiefaglig baggrund levner ikke projektet nogen chance. På trods af  alle besværgelser. Den tredie – undertegnede – giver dem  ret i, at hverken deres optimisme eller dystopi bringer det nogen vegne.

“Jeg tror ikke på, at alle mænd er pædofile – eller at ingen kvinder er det. Men jeg er 100 % overbevist om, at sex mellem voksne og børn ALTID er forkert – at det er en meget alvorlig forbrydelse som samfundet skal straffe hårdt.”

Siger Karen M. Larsen. Mænd forstår det jo ikke. Jens Jersilds redningsforsøg virkede ikke. Men måske kan forbudspolitikken skabe en ny Jersild?

Pan-bladet: Debat om homoægteskab

“Feministerne inden for LGBT har skiftet frigørelse ud med bekæmpelse af den maskuline seksualitet. Der er ikke noget problem med homoseksualitet, men derimod med den maskuline seksualitet som sådan. Det feministerne ønsker sig er en homoseksuel livscyklus, hvor homoseksualiteten blot er en fase.”

Sådan skrev jeg i artiklen Den destruktive LGBT politik. Et synpunkt jeg mente var blevet tilstrækkeligt  begrundet i en række tidligere artikler. Det mente Karen M. Larsen ikke. Jeg har derfor udbygget argumentationen i en kommentar til Karen M. Larsens artikel Hvorfor blev homoseksualitet betegnet som en sygdom i Pan-bladet.

Her har jeg med udgangspunkt i Karen M. Larsen’s artikel Speciale kaster lys over kampen for homoægteskab føjet nye argumenter til synspunktet.

Sygeliggørelse

Først et tilbageblik på diskussionen om sygeliggørelse. En diskussion der handler om, hvorvidt homoseksualitet holdt op med at blive betragtet som en sygdom efter homoseksualitet blev fjernet fra Sunhedsstyrelsens sygdomsliste.

Her kunne jeg selvfølgelig have henholdt mig til det meget simple argument, at fordi der sker en juridisk ændring betyder det jo ikke at en forestilling forsvinder ud af befolkningens bevidsthed.

Dog fandt jeg det relevant at tilføje to ting: For det første synes der i høj grad også at være tvivl i de homoseksuelles egen bevidsthed om hvor “normal” homoseksualiteten er, og for det andet eksisterer den lægevidenskab, der tidligere stigmatiserede de homoseksuelle stadig.

Så sent som i 2010 fremlagde en af de førende sexologer Ray Blanchard dokumentation for, at alle mænd i større eller mindre grad er pædofile. På trods af at bevisførelsen i høj grad er angribelig må det konstateres at, selv om de homoseksuelle skulle blive “frikendt” i den ene sammenhæng – hvilket dog ikke er tilfældet – så bliver alle mænd og dermed også homoseksuelle “anklaget” i den anden.

Muligvis mener Karen M. Larsen at alle tre pointer falder uden for debattens emne. I hvert fald har jeg ikke fået noget svar.

Homoægteskab

Hvis man knytter an til det begreb om diskurs Karen M. Larsen anvender forekommer det indlysende, at tanken om at “afskaffe” begreber eller forestillinger med et pennestrøg er uholdbar. Hvem siger at en bestemt forestilling ikke kan bestå og overleve i nye former og skikkelser? Hele homoseksualitetens “sygdomshistorie” er netop præget af de forskellige discipliner, der har været fremherskende inden for lægevidenskaben. Forklaringerne om homoseksualitetens “sygelighed” er efter tur kommet fra neurologi, psykoanalyse, eugenik, sexologi og forskning i hormoner. Og senest fra genetik og hjerneforskning.

Det begreb om diskurs Karen M. Larsen anvender stammer fra den teoretiske forståelse Michel Foucault har udviklet. Som blandt andet beskæftiger sig med naturvidenskabens forskellige transformationer. Og hvad de har betydet for de begreber og forestillinger, der er fremherskende i samfundet.

Det forekommer altså umuligt, at hele den side af betragtning kan falde ud af Karen M. Larsens argumentation ved et tilfælde. Den manglende lyst til at gå ind i debat peger i samme retning. Man må drage egne konklusioner. Det gjorde jeg så i artiklen om Sygeliggørelsen af de homoseksuelle.

Den debat skal nævnes her, fordi der ligeledes gør sig en besynderlig udeladelse gældende i Karen M. Larsen argumentation for homoægteskab.

Rent og urent

Kampen for homoægteskab kom på dagsordenen efter Sundhedsstyrelsen i 1981 havde banet vejen ved at fjerne sygeliggørelsen – der er ingen grund til at overse eller bagatellisere betydningen af dette skridt. Med det registrerede partnerskab i 1989 blev denne dagsorden delvis indfriet.

Som Karen M. Larsen gør opmærksom på stiller denne kendsgerning modstanderne af homoægteskab i en vanskelig position: Hvordan kæmpe imod det, der hverken officielt er sygeliggjort eller stigmatiseret som “unormalt” set med det officelle Danmarks øjne?

Karen M. Larsen inddrager her begreberne “ren” og “uren” i en analyse, der forsøger at indkredse modstandsstrategierne. Men overser noget fuldstændig afgørende i denne sammenhæng.

I  30 års perioden fra 1981 til idag har singel-kulturen gået sin sejrsgang. Begrebet ægteskab har skiftet status. Nogle drømmer om ægteskab – men mange drømmer blot om parforhold.  Mange heteroseksuelle par er ikke gift fordi ritualet – sammen med kirken selv – har tabt status i samfundet. Og hvad der er afgørende her: Mange homoseksuelle drømmer om monogami og parhold, men lever som singler.

Begreberne “ren og “uren” bør derfor indgå i denne debat på en helt anden led. Hvor de der falder uden for “normaliteten” – og er “urene” – er singlerne. Og de “rene” er de, der lever monogamt og i parforhold.

Det er umuligt at sige præcist, hvor mange homoseksuelle der lever i registreret i forhold til de der lever som singler. Der er ingen tal for sidstnævnte. Sandsynligvis er der en overvægt af singler. To forhold taler for dette: Mange unge og yngre er ikke etableredede. Og selve det at etablere sig er generelt blevet rykket til et senere tidspunkt i livet. Mange voksne er singler, dels fordi det givet et begrænset “udbud” kan være vanskeligt at finde den rigtige. Og dels fordi en del voksne befinder sig i en udspringsfase, hvor homolivet først skal etableres.

Pointen er at når LGBT Danmark kæmper for de homoseksuelles “normalisering” i samfundet, men det fuldstændig udelades af betragtningen at single-livet de facto findes og er ret udbredt – uanset hvad værdierne handler om – forrykkes argumentationen.

Det registrerede partnerskab havde i 1989 en umådelig symbolværdi. Men ingen forestiller sig nyheden vil gå verden rundt på samme måde, hvis Folketinget idag vedtog en ægteskabslov. Ikke blot fordi flere lande allerede har gennemført homoægteskab, og effekten af at komme først ikke længere er tilstede. Men fordi den type lovgivning ikke fungerer socialt på tilsvarende måde som den gjorde i 1989. Singel-kulturen er – trods begrænsninger i den samfundsmæssige accept – en realitet.

Den reelle samfundsmæssige dagsorden er flyttet, og begreberne “ren” og “uren”  handler nu i langt højere grad om monogami eller ej.

Fokus i debatten om sygeliggørelse er af Karen M. Larsen blevet lagt et forkert sted.  Og debatten om homoægteskabets betydning er båret af en dagsorden der ikke udtales.

Bekymrings-dagsordenen

Begreberne “ren” og “uren” læner sig op af religiøse forestillinger. Det kan være interessant her, at vende tilbage den sammenhæng begreberne tidligere har indgået i.

Det “urene” er i religiøs betydning de former for sex, der ikke er reguleret af ægteskabet. De unge er således et klassisk objekt for bekymring. Tidligere optog uønskede graviditeter en vigtig plads i den samfundsmæssige debat. Fordi de unge mødre typisk ikke var gifte, men alligevel havde indladt sig på sex. Tilsvarende fik de “der var for gamle”  –  over 30 år – hæftet nedsættende betegnelser på sig, fordi de var enlige. Den mulige eksistens af seksualitet, der ikke var redegjort for vakte bekymring. Tilsvarende argumenteres der idag for, at katolske præster er pædofile, fordi de ikke er gifte.

Bekymring for unge og deres uregulerede seksualitet og mistænksomheden over for singler spejler begge klassiske former for kontrol. Dagsordenen bag at nægte at forholde sig til dette aspekt er, at feminister netop ønsker at fremme argumenterne for begge typer kontrol i den samfundsmæssige debat.

Nogle argumenterer for, at hæve den seksuelle lavalder til 18 år. Hæve straframmer, forbyde prostitution og tilkendegiver højlydt deres forbehold over for f.eks. forhold med aldersforskel.

Det er den farlige seksualitet. Som i langt mindre grad har præfixet “homo” eller “hetero” end tidligere. Et “fremskridt” om man vil – at mistænkeliggørelsen er bredt ud til at gælde alle mænd.

Monogami er i denne optik udtryk for “renhed”. Singel-liv – i alle dets former – bliver automatisk identificeret med noget “urent”.

Det jeg i artiklen Sygeliggørelsen af de homoseksuelle ironisk kaldte “det idealistiske” element i feminismen består med udgangspunkt i den klassiske bekymrings-diskurs i forhold til unge i så vidt mulig, at fratage unge retten eller muligheden for, at have en seksualitet.

Diskursen handler idag ikke i særlig høj grad om prævention – heller ikke der, hvor det indlysende måtte være på sin plads at advare mod smitsomme seksuelt overførte sygdomme – men med udgangspunkt i lægevidenskabens “anklage” over for mændene, at advare unge af begge køn mod overgreb. Og ved enhver given lejlighed, hvor synspunktet bliver modsagt, henvise til “bagvedliggende” motiver. Og således forhindre en egentlig debat af  seksualpolitiske emner. Og dermed forhindre forbudsdagsordenen bliver draget i tvivl.

At forbudsdagsorden betyder noget i praksis ses bla. af, at intet nyligt optettet dating-site tillader unge mellem 15 og 18 år at deltage. På trods af dansk lov er åben for muligheden. Iøvrigt endnu et eksempel på, hvordan jura ikke nødvendigvis spejler samfundsmæssig virkelighed. Den fremherskende bekymrings-diskurs er i dette tilfælde stærkere end dansk lov.

Mistænkeliggørelsen af de “urene” dvs. af singlerne – vil i  praksis i høj grad antage form af mistænkeliggørelse af voksne homoseksuelle mænd. Her skal man have debatten om sygeliggørelsen af homoseksualiteten med i betragtningen.

Når homoægteskab fortrænger alt andet på den politiske dagsorden – især en diskussion af forbudsdagordenen – er det nærliggende,  at antage at hensigten faktisk er at fremme forbudsdagsordenen.

Det ville være en grov anklage at påstå de forskellige påstande og synspunkter fremsat af Karen M. Larsen tilfældigt skulle være blevet kastet ind i debatten på forskellige tidspunkter. Det er der slet ikke tale om. Der er tværtimod tale om et velovervejet og nøje afstemt synspunkt, hvor udsagn og tavshed i forskellige sammenhæng er lige vigtige.

Eftertanke

På datingsitet boyfriend.dk har der gennem flere år raset en såkaldt aldersdebat. Det symptomatiske ved denne debat er, hvordan to grupper af “fødte” singler af feministiske debattører får banket hovederne sammen. De unge er fødte “singler”, fordi de afprøver deres nyopdagede seksuelle præference. De er underlagt den del af bekymrings-diskursen, at de ikke er istand til at tage vare på sig selv. En del af de voksne ligeledes fødte singler: De har et heteroliv bag sig, og prøver nye muligheder af. De er genstand for mistænkeliggørelse.

Det er en fejlslutning at sige, at de to grupper umiddelbart har noget med hinanden at gøre. Men ved at påstå dette samler de feministiske debattører to “urene” grupper. Og resultatet er i deres øjne perversitet. Her kan der med andre ord mobiliseres ord og begreber, som Karen M. Larsen ganske rigtigt påpeger næppe kan anvendes i debatten om homoægteskab.

Karen M. Larsen glemmer blot, at det ikke ligger uden for den feministiske bekymrings eller -mistænkeliggørelses-diskurs at anvende netop disse begreber om både den ene og den anden gruppe hver for sig eller sammen.

Feministernes bekymring-diskurs skulle gerne få dem til at fremstå som de svages forsvarer.

Hvis jeg ikke selv tidligere havde orienteret Karen M. Larsen om adskillige af disse pointer kunne udeladelsen i debatten om homoægteskab fremstå som forsømmelse. Hvor beklagelig den end måtte være, så dog noget der kunne udbedres. Sådan forholder det sig ikke.

I givet fald Karen M. Larsen måtte ønske det er det selvfølgelig muligt på Pan-bladet at argumentere for, at man ikke bør tæve den ene gruppe af singler med den anden. Mens vi venter på at homoægteskabet bliver gennemført. Det sker ikke.