Træneren

Lars Kristian Mikkelsens kortfilm Træneren handler om seksuelle overgreb på børn og unge. Filmen kan stå alene eller indgå i et undervisningforløb, hvortil der er produceret pædagogisk materiale. Dels i form af et undervisningshæfte, og dels i form af små dokumentarer der ledsager filmen.

Lars Kristian Mikkelsen fortæller at filmen er inspireret af en sag han kender til personligt. Filmens formål er at afsløre de mekanismer, der gør misbrug muligt, for derved at give de unge fra 7. til 9. klasse projektet henvender sig til instrumenter til, at tage vare på sig selv. Og undgå den fortielse som seksuelle overgreb ellers er forbundet med.

Træneren – der iøvrigt kan ses på Filmstriben – handler om den 14-årige Niels der bor på Fyn, og interesserer sig for håndbold. Det eneste der optager Niels ud over sport er veninden Pernille, som han drømmer om at have sex med. Niels er en dygtig målmand, og nyder derfor trænerens særlige bevågenhed. Efter at holdet har kvalificeret sig til danmarksmesterskabet holder træneren en fest for drengene. Niels får lov at låne trænerens soveværelse til ham og Pernille, men tingene tager en helt uventet drejning. Der sker med andre ord et seksuelt overgreb. Hvilket stiller Niels i en kompliceret situation. Hvad var det der skete? Kan han fortælle omgivelserne om det, og i så fald hvad skal han sige?

Rollen som træneren spilles med en uhyggelig kraft og troværdighed af Jens Albinus, og de unge – især Christian Wienberg der spiller Niels – er ganske overbevisende. I offentligheden vækker overgreb på børn berettiget harme. I Træneren er det chokerende, at den 14-årige dreng – hvis seksuelle interesser er tydeligt nok defineret – udsættes for overgreb. Det krænkende består således ikke alene i at forholdet ikke er legalt, men også i at den 14-årige Niels, der ingen seksuel interesse har udvist for træneren, vikles ind i et seksuelt forhold til denne. Instruktøren har valgt at placere  historien i nutiden. Formentlig af hensyn til genkendelighed. Det giver imidlertid en up in your face mangel på distance. Det skader også historiens troværdighed. For måske forekommer Niels at være lidt for let manipulerbar, og omgivelserne lidt for blinde. Ingen af delene forekommer sandsynlige, når man tager handleplaner om forebyggelse i betragtning. For slet ikke at tale om den opmærksomhed, emnet har i offentligheden. Begge dele var fraværende dengang de oprindelige hændelser udspillede sig.

Dokumentaren om Niels Fjord Isaksen – der i 5. klasse oplevede overgreb fra en træner – giver også indtryk af, at det sociale miljø var mere udkantsdanmark end det vi ser i filmen. Det er ikke nogen hemmelighed, at seksuelle overgreb ofte er relateret til sociale forhold i familien eller i miljøet. Filmens – og projektets – forsøg på at generalisere debatten koster på troværdigheden i kunstnerisk henseende.

I det ledsagende materiale om filmen hedder det fra producenten Per Holst og instruktøren selv:

“at vi med filmen ikke vil pege fingre. Filmen er ikke skabt som en skræmmekampagne; men som en hjælp til at belyse ét af de mest tabuisererede emner i Danmark: Overgreb på børn og unge begået af en tillidsperson i idrætsmiljøet.”

Projektet indgår således i den række af  initiativer om forebyggelse, der er blevet iværksat fra begyndelsen af 00’erne. Det lægger sig i en fin dansk tradition for oplysning. Der henvises med rette til den individualisering af problemer og skræmmekampagner, der finder sted i andre sammenhæng. Kommentarerne om seksuelle overgreb på børn og unge fra psykolog Jørgen Bechmann er noget af det mest sobre og informative, der kan tænkes i denne sammenhæng. Der desværre ofte er præget af massiv misinformation. Karakteristisk er at hverken Bechman eller andre der bidrager til projektet fremfører udokumenterede formodninger om, hvor stort et omfang problemet har. Fravær af misinformation kan synes et ringe krav til materiale af denne art. Erfaring viser blot at det ikke kan tages som selvfølge.

Der findes ikke aktuelle tal, der påviser problemets omfang. Og enkeltstående eksempler der behandles i medierne kan give anledning til formodninger og antagelser om, at noget er langt mere udbredt end tilfældet faktisk er. Fordi de sager der behandles af medierne ofte er skræmmende forvanskes proportioner. Sager der er uhyrlige kan fremstå som eksempler på “at det er sådan det er”. Istedet for at fremstå som det de er: Enkeltstående tilfælde.

Undervisningsmaterialet kan – anvendt rigtigt – være med til at sætte ting i rette perspektiv. Der gøres udtrykkelig opmærksom på, at formålet er at give børn og unge redskaber. Ikke at gøre dem bange.

Den strategi eksperter på området har er at almengøre en problemstilling. Kuno Sørensen fra Red Barnet bidrager til materialet med en redegørelse for begrebet grooming. Et begreb der defineres således: “Den forførelse, manipulation samt de overtalelser og subtile magtmidler, den seksuelle krænker anvender over for ofret”.

Kernen i eksperternes strategi er at gøre børn og unge opmærksomme på faren for forførelse og manipulation af seksuel karakter. Det der kunne tænkes at være et ganske specielt eller perifert fænomen gøres til noget alle børn og unge må være opmærksomme på. Her er argumentet selvfølgelig, at det handler om forebyggelse. På den anden side bør man erkende, at det i praksis kan være vanskeligt at leve op til målsætningen om at sprede information og ikke angst. For det er ikke nogen nem opgave at uddanne børn og unge i afvigende seksualitet. Hvem er det egentlig de skal tage sig i agt for?

F.eks. hedder det om mænd, der har krænkeradfærd:

 “Når krænkeren er en mand, er det primært fædre, stedfædre eller en anden tillidsperson, som krænker barnet.

I filmen repræsenteres den sidste type af træneren. Men ovenstående definition omhandler i praksis omend ikke alle, så dog hovedparten af voksne mænd.

Børn og unge bør altså indtage en almindelig agtpågivenhed over for de voksne. I overensstemmelse med den viden der er på området er det ikke muligt at præcisere, hvorfra faren for overgreb truer. Projektet får derfor karakter af at være et led i en generel mobilisering og skærpet opmærksomhed på området.

Herved skabes der i realiteten en massiv seksualisering af børn og unge. Materialet anbefaler klasselæren at spørge eleverne:

  • Hvad forbinder i med seksuelle overgreb?
  • Hvordan vil i reagere på, at en voksen udsætter jer for seksuelle overgreb?
  • Hvem fortæller i om overgrebet?

Det er her forudsat, at de unge optræder som seksualobjekter i de voksnes øjne. Selvom eksperterne nok vil medgive at seksuelle krænkelser er et ganske særligt problem- og må omhandle en afvigende adfærd – kan de blot ikke afgrænse det i tid, rum eller i forhold til aktører. Og derved bliver det det omvendte: Et allestedsnærværende problem. Det forventes derefter at børn og unge har “ekspertise” til at skelne mellem begrundet frygt og ubegrundet frygt. Og forstår sagkundskabens begreber og derfor kan skelne imellem, hvad der er grooming, og hvad der er omsorg eller coaching. F.eks. i en sportssammenhæng. Det er projektets ambition.

Succeen afhænger af hvordan eleverne besvarer det sidste spørgsmål: “Hvem fortæller i om overgrebet?” Ingen andre seksuelle emner  nyder speciel bevåghed i undervisning eller i samfundet. Den særlige fokus, der er på pædofili og krænkelser – som medvirker til stærk stigmatisering af de involverede – kan i værste fald medføre det omvendte: At problemer indkaples, forties og fortrænges. Den fokus der er på krænkeren kan bevirke, at ofrene fortsat vil være tavse.

Reklamer

Red Barnet?

Denne artikel har to fokus punkter: For det første Red Barnets politiske linie, når det handler om seksuelle krænkelser. For det andet fokus på, hvordan en organisations politiske profil udviskes, når en anden politisk gruppering går ind og betjener sig af organisationens faciliteter.
Det er – mener jeg – særdeles betænkeligt, at Red Barnets væg på Facebook anvendes til at promovere en underskriftindsamling imod forældelsesfrister for sexovergreb. Dermed lægger organisationen navn til et initiativ. Der opstår tvivl om initiativet støttes officielt af Red Barnet. Og om hvad Red Barnet står for.
Underskriftindsamlingen fremføres af en gruppe ved navn Mere politisk fokus på overgreb mod børn, der argumenterer for at bryde gældende principper i dansk retspraksis. Der er forældelsesfrister i dansk lovgivning for næsten alle typer kriminalitet- med undtagelse af drab. Hvilket i øvrigt også er særegent for dansk lov. Da der findes forældelsesfrister for drab i lande vi sammenligner os med. F.eks. i Norge og Sverige. Kort sagt er opretholdelse af forældelsesfrister et bærende princip i retsstaten.
Inden denne problemstilling diskuteres kunne det være formålstjeneligt, at belyse Red Barnets generelle opfattelse af arbejdet med seksuelle overgreb. Kuno Sørensen  fra Red Barnet kom med en tilkendegivelse i Berlingske, der var for skærpede regler i forhold til unge over 15 års seksuelle relationer. Kuno Sørensens foreslog, at udvide den såkaldte skolelærerparagraf til også at omfatte familie medlemmer. Anledningen var en 15 årig (indvandrer) piges forhold til et ældre familiemedlem efter pigen havde henvendt sig til Albahus.

Dette synspunkt uddybede Red Barnets over for undertegnede på følgende måde:

“Når Red Barnet har en skærpet opmærksomhed på de 15–17-årige og deres seksualliv, så er det altid med et dobbelt perspektiv i forhold til deres rettigheder, nemlig at denne aldersgruppe på den ene side skal have ret til et seksualliv på egne betingelser, og det kan de på den anden side kun få, hvis de samtidig bliver beskyttet mod overgreb eller udnyttelse.

I Red Barnet skelner vi mellem mennesker med pædofile tendenser (seksuel interesse rettet mod børn før puberteten) og hebefile tendenser (seksuel interesse rettet mod børn der er kommet i puberteten). Samtidig lægger vi også vægt på at afklare omfanget af magtmisbrug og udnyttelse mellem mennesker, der har en seksuel relation, fordi overgreb og udnyttelse ikke kun sker mellem personer med stor aldersforskel, men også kan foregå mellem jævnaldrende.”

Dette svar er på flere leder særdeles utilfredsstillende. Først og fremmest fremføres påstanden om, at der findes pædofile og pædofili i en  række afskygninger. Sondringen mellem pædofili og hebefili er ikke en adskillelse, men en graduering. Seksuelle interesser over for unge – dvs. lovlige forhold – bliver indirekte ved anvendelsen af dette begreb tilskrevet en psykiatrisk diagnose. Og der sås tvivl om lovligheden af noget, der ifølge dansk retspraksis er fuldt legalt.

Psykolog Karen Pallesgaard Munk har i Magasinet Humaniora peget på, hvordan man via sygeliggørelse og kriminalisering har skabt en ny samfundsidentitet “den pædofile”. En hybrididentitet i strid med al logik, da man ikke kan være syg og kriminel på en gang. Dansk lov skelner i alle andre sammenhæng mellem de to tilstande.

Det fremgår ligeledes af Red Barnets svar, at spørgsmålet ikke er om der finder seksuelle overgreb sted, det fastslås at:

“overgreb og udnyttelse ikke kun sker mellem personer med stor aldersforskel, men også kan foregå mellem jævnaldrende.”

Derved bredes frygten ud til at omfatte jævnaldrende.

I svaret til Red Barnet valgte undertegnede at lægge vægt på at tage afstand fra den sygeliggørelse og kriminaliserings diskurs Red Barnet står for:

“Hvis i ønsker at beskytte unge mod overgreb og udnyttelse er det vigtigt, at være klar over hvilke begreber man anvender, og hvilken sammenhæng disse begreber indgår i.

I siger i skelner mellem pædofile og hebefile. I kunne også have nævnt begrebet efebebofile. Fælles for de sidste to begreber er at de idag fremstår som pædofili, hvor “aldersgrænsen blot er forskudt en smule”. Det fremgår af avisartiklen. Sammenhængen i hvilken Kuno Sørensens synspunkter indgår er selvfølgelig journalistens og avisens ansvar. Blot vil jeg gerne pointere, at begge sidstnævnte begreber idag frremføres af en skole af sexologer, der har udgangspunkt i forskning, der blev lavet af Kurt Freund i 50’erne i østeuropa.

Der er ikke mange steder inden for medicin eller samfundsvidenskab, hvor forskning bag jerntæppet har vundet frem. Her er en undtagelse. Freund emigrerede til Canada og hans mest fremtrædende elev Ray Blanchard  har udbredt fallometri som grundlag for sexologisk forskning. Og hvad der er interessent her – opererer med forskellige begreber om seksualitet, der i realiteten sidestilles med pædofili. Om den seksuelle lavalder ligger på 15 år som i Danmark – eller er højere eller lavere som i andre lande – afgør lovligheden. Lægevidenskaben derimod sygeliggør seksualitet.

Det virker på mig som om antagelsen om, at der finder magtmisbrug og udnyttelse sted ikke er en hypotese, men snarere har form af en konstatering. Hvor er dokumentationen for det? Flertallet af de unge er kompetente og istand til at tage vare på sig selv – kunne jeg hævde lige så generaliserende over for denne påstand.

Må jeg minde om at den forskning der nævnes ovenfor i lige så høj grad har haft en skærpet opmærksom i forhold til homoseksualitet – der da også – om end ikke formelt – så dog reelt betragtes som en afvigende – sygelig –  seksualitet. I Østeuropa blev Freunds forskning anvendt som instrument til at smide homoseksuelle ud af militæret. Den hævder tillige at alle mænd – i en vis udstrækning – er pædofile. Mange – også jeg – betragter denne forskning som pseudovidenskabelig, og anerkender ikke dens begreber. I nedenstående artiklen beskriver jeg nærmere den reduktionisme der ligger i denne særlige gren af sexologien – som idag desværre er blevet populariseret. Hvilket har været muligt, fordi den blot bekræfter udbredte fordomme og misforståelser i opfattelsen af  sex og seksualitet.”

Artiklen jeg henviste til var De homoseksuelle og lægevidenskaben, der beskriver den sygeliggørelsesstrategi den Østeuropæiske sexologskole har stået for.

Jeg tilføjede at det afgørende spørgsmål, ikke var blevet besvaret:

“Der har gennem de senere år været en afsmittende effekt fra pædofili debatten, der har betydet øget fokus på unges adfærdsmønstre. I det hele taget er der en bekymringskultur i forhold til de unge om det så handler om alkoholvaner, tøjstil, uddannelsesniveau, sociale kompetencer mv. Listen er uendelig. Burde voksne ikke spørge istedet: Er forbud og kontrol effektive midler og er det ønskeligt. Hele denne offer-gørelse af unge spejler måske snarere voksne menneskers inkompetence i forhold til at kunne reagere og agere i situationer, hvor styring og kontrol vitterlig er nødvendig. Er hele ønsket om fokus og indgriben i realiteten en måde hvorpå voksne fralægger sig ansvar, fordi problemer og aktiv indgriben overlades til offentlige myndigheder?

Jeg stillede et konkret spørgsmål til Red Barnet som jeg ikke har fået svar på: Arbejder Red Barnet med en umyndiggørelses strategi i forhold til unge, hvor man ønsker at hæve den seksuelle lavalder til 18 år eller 20 år?”

Efter denne ekskurs der belyser Red Barnets generelle seksualpolitiske line fremstår den før nævnte underskriftindsamling i dens rette sammenhæng.

Underskriftindsamlingen Nej til frist for at anmelde seksuelle overgreb blev af en aktivist – Heide Charning – begrundet således:

“Det er ikke noget godt argument at sige, at forældelsesfrister er et bærende princip i retsstaten. Du er nødt til at argumentere for, hvorfor det bør være sådan. Der er jo heller ikke nogen forældelsesfrist i mordsager.

Fire gode grunde til at fjerne fristen:

Rent juridisk forældes seksuelle overgreb efter nogle år. Er der tale om overgreb, som er begået af voksne mod børn under 15 år, så skal det anmeldes, inden den krænkede fylder 28. For andre typer af overgreb, f.eks. søskendeincest og overgreb begået af autoritetspersoner (f.eks. en præst eller en sportstræner) mod børn mellem 15 og 18, er fristen endnu kortere.

Der er mange gode grunde til at fjerne eller i det mindste forlænge denne frist. Her følger fire:

Undersøgelser peger på, at en overlever efter et seksuelt misbrug/overgreb ofte først bliver psykologisk klar til at forholde sig til og forstå det på et tidspunkt i livet, hvor den nuværende frist for at anmelde er overskredet. Mange bærer rundt på deres smertefulde oplevelser i årevis uden at tale om dem. Følelser af skam og skyld er almindelige. Et offer kan endda komme til at føle skyld, selvom krænkeren har anvendt fysisk tvang til at få sin vilje. Det er almindeligt at tænke: “Gjorde jeg nu nok for at undgå det?” Nogle krænkere truer deres ofre til tavshed. Det at få børn selv kan f.eks. være en udløsende faktor for de ofte fortrængte erindringer.

Det kan være svært at bevise et seksuelt misbrug/overgreb, som fandt sted for mange år siden, men at bruge den svære bevisbyrde som argument for at beholde den nuværende forældelsesfrist giver ingen mening, da bevisbyrden allerede efter 48 timer er meget svær at løfte. Ofre for seksuelle overgreb skal gennemgå en retsmedicinsk undersøgelse inden 48 timer, ellers er de fysiske beviser ikke brugbare. Så er det bevisbyrden, som bekymrer politikerne, så burde man sætte fristen for at anmelde til 48 timer! Desuden vil der være gamle sager, som KAN bevises.

En fjernelse af forældelsesfristen vil tvinge politiet til at tage en anmeldelse seriøst, dvs. efterforske og registrere den til senere brug i forbindelse med eventuelle senere anmeldelser fra nye ofre. En krænker vil ofte krænke mere end en gang.

Alene det at blive hørt og taget seriøst af myndighederne kan være med til at give en krænket person ro i sindet. Et offer bør i det mindste have muligheden for at få sin sag efterforsket og måske prøvet i retten, selvom der ikke kan falde dom i sagen pga. manglende beviser.”

Hertil svarede jeg:

“Jeg mener slet ikke man skal argumentere for retsstatssprincipper. Det giver helt sig selv at samfundet bygger på dem. Ligesom man heller ikke behøver at diskutere, hvorfor der er ytringsfrihed, forsamlingsfrihed eller stemmeret.”

Heidi Charning replicerede:

“Dit udgangspunkt er ikke korrekt. Der er fire bærende principper i en retsstat: Magtens deling, Det suveræne folk, Retssikkerhed og Legitimitet. Legitimitet handler om, at retssamfundet må tilpasse sig befolkningens retsfølelse. Forældelsesfrister er en del af landets love, som altid bør være til diskussion i befolkningen. Deværre har jeg ikke tid til at fortsætte denne diskussion, som jeg også opfatter som spild af plads. Jeg har en lov, jeg skal ændre!”

Hvortil jeg svarede:

“Du udtaler lige ud din disrespekt for gældende dansk retspraksis? Det er som du ikke forstår forskellen på at ændre en enkelt lov, og så forkaste juridiske principper.”

Pernille Gyldensøe fra gruppen Mere politisk fokus på overgreb mod børn blandede sig her i debatten:

“Selvfølgelig kan love og retspraksis diskuteres. Forældelsesfristen på seksuelle overgreb mod børn er senest ændret ved L 281 (1999-2000). Her skete den ændring i straffelovens § 94, at de forældelsesfrister, der gælder for de enkelte typer af lovovertrædelser, tidligst begynder at løbe fra det tidspunkt, hvor offeret fylder 18 år. Formålet var at forbedre mulighederne for, at børn og unge, der har været udsat for sådanne forbrydelser, får mulighed for som voksne at reagere over for det, der er sket, uden at forældelsesreglerne udelukker mulighederne for retsforfølgning.”

Hvortil jeg svarede:

“Spørgsmålet er ikke om love og retspraksis kan diskuteres. Forældelsesfrister kan ændres det er sandt. Men afskaffes? Næppe. Og det fremgår tydeligt at det er jeres mål.

Min uenighed er imidlertid ikke primært med jer. Det handler om hvorvidt almindelige danskere kan tilslutte sig Red Barnet, hvis organisationen bliver paraplyorganisation for forskellige mere eller mindre radikale feministiske grupperinger.”

Det afgørende er her om man for fremtiden skal indtage en ganske bestemt radikaliseret position med hensyn til seksualpolitik for at støtte en organisation som Red Barnet?

Red Barnet sår tvivl om hvor skillelinien går mellem en gruppe som Mere politisk fokus på overgreb mod børn og Red Barnets politik. Man kan – jeg har nævnt det offentligt før – komme i tvivl om Red Barnet er indstillet på at følge retsprincipperne i Danmark.