Pan-bladet: Sygeliggørelsen af de homoseksuelle

“Moderne LGBT politik har intet at gøre med frigørelsespolitik. Feministerne inden for LGBT har skiftet frigørelse ud med bekæmpelse af den maskuline seksualitet. Der er ikke noget problem med homoseksualitet, men derimod med den maskuline seksualitet som sådan.”

Sådan skrev jeg i artiklen Den destruktive LGBT politik. Da Karen M. Larsen regner sig selv for feminist – og ikke var specielt begejstret for karakteristikken – udbad hun sig en uddybning. Jeg henviste til den lange række af artikler på bloggen, der behandler emnet. Og et par indlæg i Pan-bladet.  Ellers et oplagt sted at diskutere LGBT politik. Men Karen M. Larsen skal ikke holdes hen. Jeg har atter skrevet et indlæg til Pan-bladet. Og bringer det her:

 
“Karen M. Larsen er givetvis en travl kvinde. Man skal ikke forvente et svar på indlæg. Alligevel er det relevant at bidrage med nye vinkler på emnet.Derfor følgende bemærkning:

Mine tidligere bemærkninger refererede til den sørgelige tilstand vi normalt betegner som “virkelighed”. Både i det danske homomiljø og uden for.

Det spørgsmål jeg gerne vil stille – og selv svare på, da det nu er betingelserne for “diskussion” – er:

Hvordan kan Karen M. Larsen antage, at sygeliggørelsen af de homoseksuelle forsvandt med et slag en vinterdag i 1981?

I fald sygeliggørelsen forsvandt som dug for solen, hvordan kan der så være så meget “støj” på linien i enhver sammenhæng, hvor homoseksualitet diskuteres? Og hvad blev der egentlig af den lægevidenskab, der havde produceret diagnosen?

Empirien – “støjen” i det danske homomiljø og uden for – fortæller at sygeliggørelsen langt fra er forsvundet.

Desuden vil det ikke være vanskeligt at videregive links til den første halve snes videnskabelige artikler, der “beviser”, at specielt de homoseksuelle og mænd i al almindelighed har en syg seksualitet.

Hvordan harmonerer det med Karen M. Larsens fremsatte opfattelse, at sygeliggørelsen er forsvundet?

Et argument kunne være: “Støj” skal ignoreres. “Børn skal ses ikke høres”, var pædagogikken engang.

Men nu er det jo voksne mennesker, der kan forvente at blive taget alvorligt – uanset hvor ufornuftige deres argumenter måtte forekomme – eller rent faktisk er.

Et andet argument kunne være, at Karen M. Larsen nødig vil fortælle Pan-bladets læsere, at LGBT’s succes er langt ringere end den forekommer på papiret.

Bag denne medfølelse med de homoseksuelle ude i landet ligger dog også et element af ringeagt: De kan ikke tåle at høre sandheden. Igen et udslag af børnepædagogik.

En tredie – og mener jeg – mere sandsynlig forklaring er at visse dele af sygeliggørelsen – efter Karen M. Larsens opfattelse – er indiskutabel fordi den er sand!

Karen M. Larsen undlader at tage højde for at “fraværet” af sygeliggørelsen af de homoseksuelle – rent juridisk – er blevet afløst af en generel sygeliggørelse af den maskuline seksualitet i samfundet.

De resultater hjerneforskning, genetik og sexologi mener at kunne dokumentere sygeliggør enten specielt de homoseksuelle eller mænd generelt.

Hvorfor er det i Karen M. Larsens optik ikke interessant?

End ikke en diskussion værd?

Det er meget simpelt: Den der tier samtykker.

Jeg har i adskillige artikler argumenteret for, at lægevidenskabens opfattelse indgår i eller supplerer forskellige feministiske tilgange. På Karen M. Larsens egen blog kan man læse, at hun afviser en radikalfeministisk tilgang til betragtningen af kønnene. Alligevel tilføjes der:

“Jeg mener, at radikalfeminismen grundlæggende set har ret i, at kvinder undertrykkes, udnyttes og udbyttes i vores samfund, og det uanset hvilken socialklasse samt etniske og religiøse baggrund man så måtte have som kvinde.”

karenmlarsen.dk

Kan man både afvise radikalfeminismen og så tilslutte sig dens grundsætning? Karen M. Larsen kan.

Kan man så tilsvarende “afvise” lægevidenskabens reduktionisme – men alligevel fastholde synet på mænd som sygelige og perverse? Karen M. Larsen kan.

Radikalfeminismen kan bygges på en samfunds- eller klassebetragtning, der understreger betydningen af magtstrukturerne i samfundet. Det afviser Karen M. Larsen ikke.

Radikalfeminismen kan også forbinde sig med ovenfor nævnte lægevidenskabelige syn på mænd, der tenderer i retning til at betragte den maskuline seksualitet, som enten sygelig eller kriminel. F.eks. ved stædigt at fastholde “bekymring” for børn, unge og kvinder i alle samfundssammenhæng og i hjemmene.

En af de mest ansete sexologer Ray Blanchard har f.eks. ved hjælp af den tidligere nævnte kontroversielle fallometri metode påvist, at alle mænd er pædofile i en vis grad. Det kan jo til dels retfærdiggøre det negative syn på  mænd, der kommer til udtryk i et statement, der siger at mænd systematisk udnytter, undertrykker og udbytter kvinder. Hvis alle mænd potentielt er enten perverse eller kriminelle forekommer udsagnet “mænds seksualitet er farlig” pludselig meget mere plausibelt.

Ifølge Karen M. Larsen kan LGBT læne sig tilbage og nyde sejrens frugter: Fjernelsen af homoseksualitet fra sygdomslisten i 1981. Behandlingen af afvigende mænd er ikke – og kan ikke – være LGBT’s bord. Selvfølgelig går Karen M. Larsen ind for et lov og orden synspunkt: LGBT kan og skal løfte sin del af byrden med komme den perverse maskuline seksualitet til livs. Og ikke under nogen omstændigheder dække over betænkelige tilfælde eller sager.

Og dermed er vi cirklen rundt og tilbage til start: “Støjen” i homomiljøet må ikke siges imod!Altså kommenteres. Eller kritiseres for f.eks. at være uvederhæftig – for er der ikke altid noget om snakken? De der siger det imod må have et motiv. De er mænd – det er i og for sig motiv nok. Og karaktermord kan sagtens erstatte argumenter. Og Karen M. Larsen er ekspert på området.

Men djævelen må aldrig lukkes ud af sækken: Feminister i LGBT kan aldrig åbent stå ved at de kender til – og anerkender – lægevidenskabens syn på mænds seksualitet. Den særdeles tvivlsomme fallometriske metode er et problem, og stigmatisering af alle homoseksuelle som sygelige er uønsket. Fordi selv om lægevidenskaben i reglen udelukkende beskæftiger sig med den maskuline seksualitet, er kvindernes andel i stigmatiseringen alligevel ubetvivlelig. Og dermed smides barnet jo ud med badevandet.

Derfor opfattes argumenter som modsigelse. Diskussion bliver til monolog.

Derfor forsvaret for “lov og orden”. Hvilket i realiteten betyder “den der tier samtykker” tavshed i forhold til forbudspolitikken.

Det idealistiske element består i forsvar af børn, unge og kvinder imod de der undertrykker, udnytter og udbytter. Ikke et ord fra Karen M. Larsen imod prostitutionsforbud, retorikken fra Kvinder for Frihed (med mindre den handler om tørklæder) eller om loven der stigmatiserer de hiv-smittede osv.

De mænd Karen M. Larsen en stor del af tiden taler på vegne af har fundamentalt set hverken ret til at komme til orde – eller til at have en seksualitet.

Hvem er det der bliver undertrykt, udnyttet og udbyttet?

Kunne man spørge, hvis man altså insisterer på, at anvende disse floskler om forholdet mellem kønnene.”

Reklamer

Feminismens 10 bud

I den offentlige debat ligner feminisme noget der har overlevet sig selv. Kvinder i bedstemor alderen udstikker foreskrifter for, hvordan helt unge piger bør tænke, føle og agere. Det fremgik af en nylig debat om bratz-dukkerne i Politiken.

“Luderdukker ud af pigeværelset”, siger Vibeke Manniche.

Feministerne har aldrig fundet sig til rette med, at det danske samfund rummer mange kulturer og har gjort det til en af  deres mærkesager er at beskytte invandrerkvinder imod sig selv, deres familie, deres kultur og deres religion.

Feminismen har derfor også partifarve: Dansk Folkeparti er uden sammenligning det mest feministiske parti på tinge. Men feminismen rækker langt ind i Socialdemokratiet og dele af SF. Tilsammen udgør de den rødbrune alliance. Med tilslutning til 24 års reglen er selv Venstre og Konservative med på vognen.

Den rødbrune alliance: Vibeke Manniche og Liselott Blixt.

En af feminismens bastioner hedder Kvinder for Frihed. Sidstnævnte henviser til, at foreningen ved enhver lejlighed ytrer sig for censur og forbud. “Frihed” og “selvbestemmelse” er blevet til feministisk nysprog for, at kvinder der var unge i 70’erne og 80’erne dikterer den moderne kvinderolle og grænserne for, hvad kvinder kan tillade sig. Feminismen har intet nyt at byde på. Hvis man ser bort fra den – vist nok ret beskedne del af feministerne – der kalder sig prosexfeminister. Som tør gentænke hele projektet.

Prosexfeminister er kvinder der er “pro” sex. Resten af feministerne er imod. På trods af spage tilkendegivelser om, at kvinder ønsker “sensualitet” eller “ægte sex” viser det sig altid, at alt der er relateret til sex promte afvises som udslag af  “pornoindustriens profitjagt og den omsiggribende pornoficering af samfundet”.

Prosexfeministier ser ikke aktiv/passiv roller som naturgivne.

Uanset hvor længe man leder finder man aldrig lige dét sensuelle udtryk eller den form for sex, der er acceptabel i feministernes øjne. Det viste debatten om filmen Klovn.  Set med feministiske øjne er den ikke sjov. Den er tværtimod klam og pornografisk. Og bør censureres hårdede.  Aldersgrænsen er for lav udtalte Vibeke Manniche fra Kvinder for Frihed da også til Ekstra Bladet. Når en trailer er blevet fjernet fra You Tube ser Manniche det som “bevis” for at filmen er pornografisk. Ikke som bevis for det omsiggribende snerperi, og deraf følgende censur.

Kortslutningen i den feministiske argumentation opstår ved at sætte lighedstegn mellem fremvisning af en nøgen krop og pornoficering. Det er indlysende at i en tid hvor næsten hver eneste danske husstand er på Facebook  – og en række andre sociale tjenester –  flyder der en mængde billeder rundt på nettet med helt eller halvt nøgne mennesker.

Har man et pornografisk blik er enhver nøgen krop selvfølgelig et pornografisk objekt. Og alt hvad man ser er “dirty”.

Feminismen undsiger nøgenbilleder som mænds iscenesættelse af kvinder. Når kvinder optræder nøgne kan det ifølge feministerne beskrives, som mænds instumentalisering af kvindekroppen til egne formål. Hvor kvinder der er fremmede for sig selv gøres til objekter. Spiller roller – som luder eller madonna. Optræder iført fetich beklædning. Indgår i ritualiserede lege eller sammenhæng. Opfatter sig selv som stereotyperne luder eller madonna. Selvom kvinder føler sig splittede, tingsliggjorte og savner autenticitet. I fraværet af ægte intimitet og selvindsigt.

Ovenstående var en opremsning af feminismen 10 bud:

1. Forbud mod tingsliggørelse. Du må ikke behandle den andre som ting.

2. Forbud mod instrumentalisering. Du må ikke behandle andre som middel.

3. Forbud mod fetich. Ting må ikke tages ud af sammenhæng og tillægges ny betydning.

4. Forbud mod fremmedgørelse. Du skal altid være dig selv.

5. Forbud mod ritualisering. Ingen leg eller rollespil er tilladt.

6. Forbud mod stereotyper. Du skal være original.

7. Påbud om sammenhængskraft. Du skal være et helt menneske.

8. Påbud om autencitet. Du skal være i overensstemmelse med dig selv.

9. Der er påbud om intimitet. Du skal kunne indgå i følelsesmæssig nærhed med andre.

10. Der er påbud om selvindsigt. Du skal kunne gennemskue dine egne motiver.

De 10 bud er kernen i det jeg kalder forbudsfeminisme.

Ting der ved første øjekast “ser fornuftige ud” kan ved nærmere eftertanke vise sig at være nonsens.

Hvordan skal kvinder undgå stereotyper? Luder eller madonna. Vi er alle – på forskellige leder – stereotyper, uanset om vi opfatter det selv eller ej.

Feministerne – med Vibeke Manniche i spidsen – vil have bratz-dukkerne ud af pigeværelserne fordi de spiller på klicheer og stereotyper om kvinder.

Men leg med klicheer og stereotyper indgår naturligt i identitetsdannelse. Selvom resultatet – de voksne kvinder – forhåbentligvis ender med at være lidt mere nuanceret. Hvis bratz-dukkerne skal bannes fra pigeværelserne skal prinsesse-kjolerne så også brændes? Det vil ikke vække jubel. Men de er lige så meget kliché.

Vibeke Manniche har udtalt sig positiv om Barbie-dukkerne. De har ingen kønsdele.

Det gælder for samtlige 10 feministiske bud: Det lyder fornuftigt, men er ikke realiserbart.

Hvordan skal kvinder f.eks. være “sig selv”, når de bliver mødt med modstridende krav? Hvor de skal præstere at være mødre i en sammenhæng, og karrierekvinder i en anden. Og kan de så – hvis det lykkes – føle sig som “hele” mennesker?

Hvordan undgår man “rollespil”. Vi taler om kønsroller – om kvinderolle og manderolle. Hvorfor skulle kvinder ikke – helt frit kunne vælge at indgå i andre rollespil? Er seksualisering andet end den aktive påtagen sig at være sit køn? Og signalere affirmation: Ja jeg ligner en luder/madonna, ja jeg er en kvinde!

Hvis betragtningen vendes om er der så nogen mænd, der kommer i nærheden af de ophøjede principper?

Er mænd ikke lige så splittede mellem rollen far eller mand hjemme og jobbet?

Og fremmedgjorte over for kvinder, der forlanger de er submissive i kønsdebatten og dominante i sengen.

Når man som undertegnede er homoseksuel er hele kønslivet et rollespil. Hvor man er enten aktiv eller passiv. På skift måske – men alligevel. Rollespillet er “naturligt”, der er jo ikke kønsforskel i forholdet. Alligevel er det aftalt, hvordan rollerne er fordelt og ikke naturgivet.

Mænd bliver nødt til at argumentere imod forbudsfeminismens Dekalog af religiøse og moralske imperativer. Hverken kvinder eller mænd kan nå frem til et sæt religiøse sandheder om sig selv og sige “sådan er vi”. Vi er hele tiden “i forhold til noget”. Både biologiske og sociale væsener, der aldrig kan reduceres til formler.

Forbudsfeminismen er i bund og grund reaktionær. Den forsøger at omgøre udviklingen i samfundet, og vende tilbage til tidligere tiders opfattelser af  køn og seksualitet. F.eks. forestillingen om at kvinder ingen seksualitet har. Forbudsfeministerne ønsker at vende tilbage til en tid, hvor alt var “sundt” og “naturligt”. Altså lige bortset fra at kvinderne var stærkt underrepræsenteret i politik og erhvervsliv, og således blev holdt uden for samfundets beslutningsprocesser.

Til forbudsfeminismens sexfjendskhed er der blot at sige: Sex er kommet for at blive!

Blot et lem

Casper Christensen har gjort det. Frank Hvam har gjort det. Og Jim Lyngvild står ikke tilbage for dem. De har alle smidt bukserne offentligt og blottet deres lem.

Og hvad så?

Casper Christensen og Frank Hvam laver stand-up: Det er en udfordring at prøve grænser af. Henrik Dahl kommenterede  i december 2010 forskellige former for humor i Politiken og sagde blandt andet at Klovn: The Movie skal nok blive en kolossal blockbuster, fordi det er så  

“ekstremt pinligt, og fordi både Frank Hvam og Casper Christensen er så lumpne og skruppelløse.”

Dahl konstaterer: Stand-up opstod i 90’erne og

“Tidligere blev der virkelig taget nogen chancer, men stand-up er stadig meget latrinært og handler om seksuelt tabuiserede emner, og derfor kan man godt argumentere for, at stand-up er enormt reaktionært. For det kræver, at normerne bliver, hvor de er. Hvis de faktisk flyttede noget med deres show, så kunne deres vitser kun gå én gang. Og det er dårligt for forretningen.”

Når kendte mænd i den morsomme branche optræder nøgne leder det nærmest tanken hen på den skov af letbenede folkekomedier, der blev lavet i 1970’erne. Hvor alt hvad der kunne krybe og gå af danske skuespillere medvirkede. Tit afklædte og i en del af de film indgik også sexscener. Uden at filmene af den grund blev betragtet som porno.

Klovn filmen kom i biograferne i december og plakaten, hvor Casper Christensen poserede nøgen vakte postyr. Hvordan kunne det gå til?

 

Lægen og debattøren Vibeke Manniche erklærede på sin blog  filmen for porno. Slet og ret. Forinden havde Vibeke Manniche allerede erklæret at plakaten er “intimiderende” for børn i Ekstra Bladet. Selvfølgelig uden at nævne at der også optræder nøgne kvinder på plakaten. Kvinder har i denne udgave af feminismen hverken kønsdele eller seksualitet. Også selvfølgelig uden at bemærke, at en mandehånd skygger delvis for Casper Christensens lem.

Vibeke Manniche sætter lighedstegn mellem sexscener og pornografi. Den voksne mands erigerede lem opfatter hun som pornografi i sig selv. Uanset hele dækket – at protesterne er på vegne af mindreårige, uskyldige børn – er der tale om et feministisk angreb på mandekroppen og dens naturlige funktioner. Som Vibeke Manniche ønsker tabuiseret i det offfentlige rum. Det havde været mere ærligt, hvis Vibeke Manniche havde sagt at hun føler sig intimideret – i stedet for at holde børnene frem for sig som skjold. Men så ville penis-misundelsen være så meget mere åbenlys.

Frank Hvam har reageret på kritikken ved også at optræde nøgen. Hvis stand-up’erne ikke skulle optræde som jokere, og støde bornerte feminister og andre, hvem skulle så?

De kører den ind med penis ligesom deres kollegaer fra Rytteriet.

Det har også provokeret Jim Lyngvild, der ikke mener danske kvinder er så bornerte og dobbeltmoralske, som Vibeke Manniche hævder:

“Kvinder er lige så liderlige og humoristiske omkring sex. Kvinder vil både have kærlighed og sex. Og de vil da også gerne se på tissemænd”, udtaler han til flash.

Og lægger et billede ved af sig selv – efterfølgende suppleret med et par stykker til – uden en trevl på kroppen i den kolde danske vintersne. En forsmag på de billeder der kommer i modemagasinet Momento.

Og han understreger at billedet ikke er pornografisk.

Vibeke Manniches afsky over for mandekroppen overrasker ikke. Hun har været formand for Kvinder for Frihed, der kæmper for kvinders ligestilling og blandt andet er imod religiøs undertrykkelse. Sammen med den nuværende formand Liselott Blixt (DF) tilhører Vibeke Manniche den rødbrune alliance, der vil beskytte muslimske kvinder imod sig selv, deres familie og deres kultur. Kvinder for Frihed har desuden i 2010 rejst forslaget om forhøjede bøder til mænd, der pisser i det offentlige rum. Vibeke Manniche var ophavskvinde til forslaget – der blev ledsaget af formaningen om, at drenge og mænd bør lære bækkenbundsøvelser!

Uanset hvad man måtte mene om Kvinder for Friheds forskellige forslag handler de alle om forbud. Budskabet er frihed gennem forbud.

Og bagved ligger penis-misundelsen. Ikke forstået på den måde Freud og den psykoanalytiske teori opfattede den. I det victorianske samfund Freud levede i herskede mændene og deres merværd placerede han symbolsk i det mandlige lem – det som kvinderne ikke har. Penis-misundelse betyder i dag snarere at diktere hvordan mænd skal opføre sig hjemme og i det offentlige rum, og bekæmpe mændenes optagethed – og stolthed – over deres biologi.

Når Klovn-plakaten kritiseres og anklages for at være pornografisk er det udtryk for en accept af det victorianske samfunds opfattelse – som Freud faktisk kritiserede – nemlig, at kvinder hverken har kønsdele eller seksualitet. Og derfor er ophøjede og rene i forhold til mændene. Og dermed værdige til at passe børnene. For det er jo kun det mandlige lem på plakaten der støder. Selv en klassisk psykoanalytisk teori, der er blevet overhalet af den moderne psykologi er klogere end moderne forbudsfemisters budskaber. Som er udtryk for foragt og angst for kroppen.

Det er pinligt at der er læger i Danmark, der er eksponenter for så umoderne og uoplyste synspunkter.

Det er flot – faktisk imponerende – at Jim Lyngvild erklærer at han er stolt af sin krop og tør vise den frem.

Han har også ret i at det er hykleri at respektere nøgenbilleder i glittede magasiner samtidig med, at man erklærer dem for underlødige i Ekstra Bladet eller Rapport.

Kulturradikale kunne sige “frihed for Loke såvel som for Tor”. Men aviser som f.eks. Politiken er meget traditionsbundne og en del af den tradition er homofob og homohadende. Hvilket får mange kulturradikale til at springe over til den rødbrune alliance i seksualpolitikken.

Og andre – måske Lyngvild selv – til i visse situationer, at lade sig narre af rødbrune feminister, der hykler sympati for homoerne. Vibeke Manniches våbenfælle i Kvinder for Frihed er den selvsamme Liselott Blixt, der ytrede ønske om at deltage i Copenhagen Gay Pride 2010. For at kunne bruge de homoseksuelle i Dansk Folkepartis kamp imod muslimerne.

Hvis man spurgte Liselott Blixt hvor begejstret hun er for Lyngvild lige nu- og han har ellers optrådt adskillige gange på tv med Pia Kjærsgaard – er det nok til at overskue!

Selvom det blot er et lem – er det et blottet lem han viser frem.