Feminismens 10 bud

I den offentlige debat ligner feminisme noget der har overlevet sig selv. Kvinder i bedstemor alderen udstikker foreskrifter for, hvordan helt unge piger bør tænke, føle og agere. Det fremgik af en nylig debat om bratz-dukkerne i Politiken.

“Luderdukker ud af pigeværelset”, siger Vibeke Manniche.

Feministerne har aldrig fundet sig til rette med, at det danske samfund rummer mange kulturer og har gjort det til en af  deres mærkesager er at beskytte invandrerkvinder imod sig selv, deres familie, deres kultur og deres religion.

Feminismen har derfor også partifarve: Dansk Folkeparti er uden sammenligning det mest feministiske parti på tinge. Men feminismen rækker langt ind i Socialdemokratiet og dele af SF. Tilsammen udgør de den rødbrune alliance. Med tilslutning til 24 års reglen er selv Venstre og Konservative med på vognen.

Den rødbrune alliance: Vibeke Manniche og Liselott Blixt.

En af feminismens bastioner hedder Kvinder for Frihed. Sidstnævnte henviser til, at foreningen ved enhver lejlighed ytrer sig for censur og forbud. “Frihed” og “selvbestemmelse” er blevet til feministisk nysprog for, at kvinder der var unge i 70’erne og 80’erne dikterer den moderne kvinderolle og grænserne for, hvad kvinder kan tillade sig. Feminismen har intet nyt at byde på. Hvis man ser bort fra den – vist nok ret beskedne del af feministerne – der kalder sig prosexfeminister. Som tør gentænke hele projektet.

Prosexfeminister er kvinder der er “pro” sex. Resten af feministerne er imod. På trods af spage tilkendegivelser om, at kvinder ønsker “sensualitet” eller “ægte sex” viser det sig altid, at alt der er relateret til sex promte afvises som udslag af  “pornoindustriens profitjagt og den omsiggribende pornoficering af samfundet”.

Prosexfeministier ser ikke aktiv/passiv roller som naturgivne.

Uanset hvor længe man leder finder man aldrig lige dét sensuelle udtryk eller den form for sex, der er acceptabel i feministernes øjne. Det viste debatten om filmen Klovn.  Set med feministiske øjne er den ikke sjov. Den er tværtimod klam og pornografisk. Og bør censureres hårdede.  Aldersgrænsen er for lav udtalte Vibeke Manniche fra Kvinder for Frihed da også til Ekstra Bladet. Når en trailer er blevet fjernet fra You Tube ser Manniche det som “bevis” for at filmen er pornografisk. Ikke som bevis for det omsiggribende snerperi, og deraf følgende censur.

Kortslutningen i den feministiske argumentation opstår ved at sætte lighedstegn mellem fremvisning af en nøgen krop og pornoficering. Det er indlysende at i en tid hvor næsten hver eneste danske husstand er på Facebook  – og en række andre sociale tjenester –  flyder der en mængde billeder rundt på nettet med helt eller halvt nøgne mennesker.

Har man et pornografisk blik er enhver nøgen krop selvfølgelig et pornografisk objekt. Og alt hvad man ser er “dirty”.

Feminismen undsiger nøgenbilleder som mænds iscenesættelse af kvinder. Når kvinder optræder nøgne kan det ifølge feministerne beskrives, som mænds instumentalisering af kvindekroppen til egne formål. Hvor kvinder der er fremmede for sig selv gøres til objekter. Spiller roller – som luder eller madonna. Optræder iført fetich beklædning. Indgår i ritualiserede lege eller sammenhæng. Opfatter sig selv som stereotyperne luder eller madonna. Selvom kvinder føler sig splittede, tingsliggjorte og savner autenticitet. I fraværet af ægte intimitet og selvindsigt.

Ovenstående var en opremsning af feminismen 10 bud:

1. Forbud mod tingsliggørelse. Du må ikke behandle den andre som ting.

2. Forbud mod instrumentalisering. Du må ikke behandle andre som middel.

3. Forbud mod fetich. Ting må ikke tages ud af sammenhæng og tillægges ny betydning.

4. Forbud mod fremmedgørelse. Du skal altid være dig selv.

5. Forbud mod ritualisering. Ingen leg eller rollespil er tilladt.

6. Forbud mod stereotyper. Du skal være original.

7. Påbud om sammenhængskraft. Du skal være et helt menneske.

8. Påbud om autencitet. Du skal være i overensstemmelse med dig selv.

9. Der er påbud om intimitet. Du skal kunne indgå i følelsesmæssig nærhed med andre.

10. Der er påbud om selvindsigt. Du skal kunne gennemskue dine egne motiver.

De 10 bud er kernen i det jeg kalder forbudsfeminisme.

Ting der ved første øjekast “ser fornuftige ud” kan ved nærmere eftertanke vise sig at være nonsens.

Hvordan skal kvinder undgå stereotyper? Luder eller madonna. Vi er alle – på forskellige leder – stereotyper, uanset om vi opfatter det selv eller ej.

Feministerne – med Vibeke Manniche i spidsen – vil have bratz-dukkerne ud af pigeværelserne fordi de spiller på klicheer og stereotyper om kvinder.

Men leg med klicheer og stereotyper indgår naturligt i identitetsdannelse. Selvom resultatet – de voksne kvinder – forhåbentligvis ender med at være lidt mere nuanceret. Hvis bratz-dukkerne skal bannes fra pigeværelserne skal prinsesse-kjolerne så også brændes? Det vil ikke vække jubel. Men de er lige så meget kliché.

Vibeke Manniche har udtalt sig positiv om Barbie-dukkerne. De har ingen kønsdele.

Det gælder for samtlige 10 feministiske bud: Det lyder fornuftigt, men er ikke realiserbart.

Hvordan skal kvinder f.eks. være “sig selv”, når de bliver mødt med modstridende krav? Hvor de skal præstere at være mødre i en sammenhæng, og karrierekvinder i en anden. Og kan de så – hvis det lykkes – føle sig som “hele” mennesker?

Hvordan undgår man “rollespil”. Vi taler om kønsroller – om kvinderolle og manderolle. Hvorfor skulle kvinder ikke – helt frit kunne vælge at indgå i andre rollespil? Er seksualisering andet end den aktive påtagen sig at være sit køn? Og signalere affirmation: Ja jeg ligner en luder/madonna, ja jeg er en kvinde!

Hvis betragtningen vendes om er der så nogen mænd, der kommer i nærheden af de ophøjede principper?

Er mænd ikke lige så splittede mellem rollen far eller mand hjemme og jobbet?

Og fremmedgjorte over for kvinder, der forlanger de er submissive i kønsdebatten og dominante i sengen.

Når man som undertegnede er homoseksuel er hele kønslivet et rollespil. Hvor man er enten aktiv eller passiv. På skift måske – men alligevel. Rollespillet er “naturligt”, der er jo ikke kønsforskel i forholdet. Alligevel er det aftalt, hvordan rollerne er fordelt og ikke naturgivet.

Mænd bliver nødt til at argumentere imod forbudsfeminismens Dekalog af religiøse og moralske imperativer. Hverken kvinder eller mænd kan nå frem til et sæt religiøse sandheder om sig selv og sige “sådan er vi”. Vi er hele tiden “i forhold til noget”. Både biologiske og sociale væsener, der aldrig kan reduceres til formler.

Forbudsfeminismen er i bund og grund reaktionær. Den forsøger at omgøre udviklingen i samfundet, og vende tilbage til tidligere tiders opfattelser af  køn og seksualitet. F.eks. forestillingen om at kvinder ingen seksualitet har. Forbudsfeministerne ønsker at vende tilbage til en tid, hvor alt var “sundt” og “naturligt”. Altså lige bortset fra at kvinderne var stærkt underrepræsenteret i politik og erhvervsliv, og således blev holdt uden for samfundets beslutningsprocesser.

Til forbudsfeminismens sexfjendskhed er der blot at sige: Sex er kommet for at blive!

Reklamer

Blot et lem

Casper Christensen har gjort det. Frank Hvam har gjort det. Og Jim Lyngvild står ikke tilbage for dem. De har alle smidt bukserne offentligt og blottet deres lem.

Og hvad så?

Casper Christensen og Frank Hvam laver stand-up: Det er en udfordring at prøve grænser af. Henrik Dahl kommenterede  i december 2010 forskellige former for humor i Politiken og sagde blandt andet at Klovn: The Movie skal nok blive en kolossal blockbuster, fordi det er så  

“ekstremt pinligt, og fordi både Frank Hvam og Casper Christensen er så lumpne og skruppelløse.”

Dahl konstaterer: Stand-up opstod i 90’erne og

“Tidligere blev der virkelig taget nogen chancer, men stand-up er stadig meget latrinært og handler om seksuelt tabuiserede emner, og derfor kan man godt argumentere for, at stand-up er enormt reaktionært. For det kræver, at normerne bliver, hvor de er. Hvis de faktisk flyttede noget med deres show, så kunne deres vitser kun gå én gang. Og det er dårligt for forretningen.”

Når kendte mænd i den morsomme branche optræder nøgne leder det nærmest tanken hen på den skov af letbenede folkekomedier, der blev lavet i 1970’erne. Hvor alt hvad der kunne krybe og gå af danske skuespillere medvirkede. Tit afklædte og i en del af de film indgik også sexscener. Uden at filmene af den grund blev betragtet som porno.

Klovn filmen kom i biograferne i december og plakaten, hvor Casper Christensen poserede nøgen vakte postyr. Hvordan kunne det gå til?

 

Lægen og debattøren Vibeke Manniche erklærede på sin blog  filmen for porno. Slet og ret. Forinden havde Vibeke Manniche allerede erklæret at plakaten er “intimiderende” for børn i Ekstra Bladet. Selvfølgelig uden at nævne at der også optræder nøgne kvinder på plakaten. Kvinder har i denne udgave af feminismen hverken kønsdele eller seksualitet. Også selvfølgelig uden at bemærke, at en mandehånd skygger delvis for Casper Christensens lem.

Vibeke Manniche sætter lighedstegn mellem sexscener og pornografi. Den voksne mands erigerede lem opfatter hun som pornografi i sig selv. Uanset hele dækket – at protesterne er på vegne af mindreårige, uskyldige børn – er der tale om et feministisk angreb på mandekroppen og dens naturlige funktioner. Som Vibeke Manniche ønsker tabuiseret i det offfentlige rum. Det havde været mere ærligt, hvis Vibeke Manniche havde sagt at hun føler sig intimideret – i stedet for at holde børnene frem for sig som skjold. Men så ville penis-misundelsen være så meget mere åbenlys.

Frank Hvam har reageret på kritikken ved også at optræde nøgen. Hvis stand-up’erne ikke skulle optræde som jokere, og støde bornerte feminister og andre, hvem skulle så?

De kører den ind med penis ligesom deres kollegaer fra Rytteriet.

Det har også provokeret Jim Lyngvild, der ikke mener danske kvinder er så bornerte og dobbeltmoralske, som Vibeke Manniche hævder:

“Kvinder er lige så liderlige og humoristiske omkring sex. Kvinder vil både have kærlighed og sex. Og de vil da også gerne se på tissemænd”, udtaler han til flash.

Og lægger et billede ved af sig selv – efterfølgende suppleret med et par stykker til – uden en trevl på kroppen i den kolde danske vintersne. En forsmag på de billeder der kommer i modemagasinet Momento.

Og han understreger at billedet ikke er pornografisk.

Vibeke Manniches afsky over for mandekroppen overrasker ikke. Hun har været formand for Kvinder for Frihed, der kæmper for kvinders ligestilling og blandt andet er imod religiøs undertrykkelse. Sammen med den nuværende formand Liselott Blixt (DF) tilhører Vibeke Manniche den rødbrune alliance, der vil beskytte muslimske kvinder imod sig selv, deres familie og deres kultur. Kvinder for Frihed har desuden i 2010 rejst forslaget om forhøjede bøder til mænd, der pisser i det offentlige rum. Vibeke Manniche var ophavskvinde til forslaget – der blev ledsaget af formaningen om, at drenge og mænd bør lære bækkenbundsøvelser!

Uanset hvad man måtte mene om Kvinder for Friheds forskellige forslag handler de alle om forbud. Budskabet er frihed gennem forbud.

Og bagved ligger penis-misundelsen. Ikke forstået på den måde Freud og den psykoanalytiske teori opfattede den. I det victorianske samfund Freud levede i herskede mændene og deres merværd placerede han symbolsk i det mandlige lem – det som kvinderne ikke har. Penis-misundelse betyder i dag snarere at diktere hvordan mænd skal opføre sig hjemme og i det offentlige rum, og bekæmpe mændenes optagethed – og stolthed – over deres biologi.

Når Klovn-plakaten kritiseres og anklages for at være pornografisk er det udtryk for en accept af det victorianske samfunds opfattelse – som Freud faktisk kritiserede – nemlig, at kvinder hverken har kønsdele eller seksualitet. Og derfor er ophøjede og rene i forhold til mændene. Og dermed værdige til at passe børnene. For det er jo kun det mandlige lem på plakaten der støder. Selv en klassisk psykoanalytisk teori, der er blevet overhalet af den moderne psykologi er klogere end moderne forbudsfemisters budskaber. Som er udtryk for foragt og angst for kroppen.

Det er pinligt at der er læger i Danmark, der er eksponenter for så umoderne og uoplyste synspunkter.

Det er flot – faktisk imponerende – at Jim Lyngvild erklærer at han er stolt af sin krop og tør vise den frem.

Han har også ret i at det er hykleri at respektere nøgenbilleder i glittede magasiner samtidig med, at man erklærer dem for underlødige i Ekstra Bladet eller Rapport.

Kulturradikale kunne sige “frihed for Loke såvel som for Tor”. Men aviser som f.eks. Politiken er meget traditionsbundne og en del af den tradition er homofob og homohadende. Hvilket får mange kulturradikale til at springe over til den rødbrune alliance i seksualpolitikken.

Og andre – måske Lyngvild selv – til i visse situationer, at lade sig narre af rødbrune feminister, der hykler sympati for homoerne. Vibeke Manniches våbenfælle i Kvinder for Frihed er den selvsamme Liselott Blixt, der ytrede ønske om at deltage i Copenhagen Gay Pride 2010. For at kunne bruge de homoseksuelle i Dansk Folkepartis kamp imod muslimerne.

Hvis man spurgte Liselott Blixt hvor begejstret hun er for Lyngvild lige nu- og han har ellers optrådt adskillige gange på tv med Pia Kjærsgaard – er det nok til at overskue!

Selvom det blot er et lem – er det et blottet lem han viser frem.

Copenhagen Pride 2010: DF’s forsøg på at udrydde homoseksualitet i det offentlige rum

Jesper Langballe fra Dansk Folkeparti føler sig provokeret. Hvorfor? Jo nogle homoer agter at gå  i optog – i en såkaldt Pride parade gennem Københavns gader. En sådan parade vil Langballe ikke selv deltage i. Men det er der to folketingsmedlemmer fra DF der gør. Dansk Folkepartis sundhedsordfører Liselott Blixt og ligestillingsordfører Pia Adelsteen er nemlig blevet inviteret til at deltage i den kommende Gay Pride. De gør ikke oprør mod partilinien. Tværtimod. De følger den til punkt og prikke: I år skal folketingsmedlemmer fra DF agere trojansk hest i Gay Priden!

Priden har inviteret DF til at deltage. Ud fra et princip om, at alle demokratiske synspunkter har ret til at blive hørt. Vel vidende at rigtig mange homoseksuelle føler sig tiltrukket af DF’s synspunkter.

Man kan sige de homoseksuelle DF’ere er selvhadende. Og det er sandt. Men hvem er de? Og hvordan ytrer selvhadet sig?

Jeg vil karakterisere dem som  “homoer der ikke vil være homoseksuelle”. De kan ikke acceptere homorollen, med alle dens klichéer – og det fordomsfulde syn på de homoseksuelle der ligger i disse. Derfor benægter de alt, hvad der er homo ved dem selv. Og omvendt kritiserer ”de der ikke vil være homoseksuelle” homoer der tager rollen på sig og lever som åbne homoer. “De der ikke vil være homoseksuelle” lider slet og ret af homofobi!

Deres synspunkt er at alle klichéerne og fordommene knyttet til homorollen, kan vendes imod homoerne selv. Og alle de fjendtlige reaktioner på homoseksualiteten kan vendes som argument imod at være åben homo og imod homoseksualitet som sådan.

Når homoer udsættes for hatecrime siger deres fejlagtige logik, at homoerne ser forkerte ud. De er f.eks. feminine. Derfor er de selv skyld i overgrebene. De sande ”ofre” er i denne betragtning de gerningsmænd, der bliver ”eksponeret” for homoernes ”provokationer”. Derfor dukker begrebet ”afvigelse” hele tiden op i kritikken af homoerne. Homoerne beskyldes for at VILLE skille sig ud, være anderledes og ”unormale”.

Ved at skille sex og identitet gøres sidstnævnte til en overflødig – ja, faktisk skadelig og farlig størrelse. De der ikke VIL være homoseksuelle har en utopisk forestilling om, at “mænd der har sex med mænd” i samfundet kan betragtes som ”normale”, hvis bare de IKKE SELV siger de er anderledes. Dvs. ikke er åbne homoseksuelle. “De der ikke vil være homoseksuelle” kan altså også kaldes “mænd der har sex med mænd”. Her er sex blot en handling, ikke noget man identificerer sig med. Når de siger de har sex med mænd betyder det ikke ”Nå, jeg er homo!”. For sex betyder efter deres mening intet, og er derfor ikke noget, der influerer på identitet. Her er tale om en benægtelse. Men de vælger at overlade til andre at spekulere over, hvorfor de ikke vil stå ved det.

“De der ikke vil være homoseksuelle” kan man også kalde skabsbøsser eller homofober. Eller fritidsinternet homoer. En hel del holder nemlig til på datingsitetet boyfriend.dk, der angiveligt er for homoseksuelle, men i praksis er præget af “mænd der har sex med mænd”. Hvilket ses på et stærkt homofobt debatforum. Egentlig er de hverken homoer eller heteroseksuelle. De er ingenting. De er i identitetskrise. Men der er et træk i retning heteroseksualitet. For de identificerer alt, hvad der er ”normalt” med heterorollen. Alt hvad der hører til homorollen er og bliver i deres øjne ”afvigelse” og perversion. Og derfor noget der skal bekæmpes.

Eksempel: Hvis heteroer indgår i sociale sammenhæng, hvor de bekræfter hinanden er der ingen kommentarer. Emnet her – Priden –  har derimod alle de foregående år været udsat for en massiv tilsvining. For det handler om at være åben homo og turde synliggøre sin seksualitet.

Det som københavnerne i år har kåret, som byens største og bedste gadefest, er af homofoberne på sitet boyfriend.dk igen og igen blevet betegnet som eksempel på homoernes sygelige trang til opmærksomhed. Homoerne monopoliserer i deres øjne  alt det sygelige og ”afvigende”. Homofoberne sidder på et site, der hedder boyfriend – og ikke Scor.dk – og skælder ud på seksuel perversion. De leder der, hvor de forventer at finde noget. Og det er selvfølgeligt et homosite. Intet andet datingsite kan –  såvidt jeg er orienteret – præstere et tilsvarende debatforum.

Faren består for homofoberne i at BLIVE homoseksuelle. Men ved at insistere på at skille seksualitet og identitet begår de et fatalt benspænd for sig selv: De opdager end ikke deres egen sexfikserethed. De ænser ikke den kendsgerning at intet andet end sex betyder noget for dem. Og det lå jo ellers i præmissen, at sex er ligegyldigt.  Men det gælder altså kun i forhold til identitet.

Rolle og identitet og det miljø, hvor begge disse elementer indgår betyder intet for “mænd der har sex med mænd”. På debatterne deltager de derimod i ALLE tråde der handler om sex. Egentlig foregriber de et punkt i deres “livscyklus”,  hvor de der har opgivet at søge identitet, endegyldigt erklæret homoseksualitet for blot at være et fysisk behov. Altså noget der kan tilfredsstilles på rastepladser og i parker. Eventuelt samtidig med, at man dyrker familieværdier og har kone og børn.

Det paradoksale er at “mænd der har sex med mænd” fremhæver højere moralske – måske endda religiøse værdier – på debatter om sex. Som jo ellers – siger de selv – er et simpelt behov. Men sex er det eneste der interesserer disse debattører. Livsstilsemnerne, der er essentielle for homoerne er i homofobernes øjne ganske ligegyldige. Faktisk skadelige.

For danner man fælles normer, vil man jo skille sig ud fra heterofællesskabet og BLIVE homo! “Mænd der har sex med mænd” tenderer derimod til at vige for presset fra heteronormativiteten. De kommer gennem identitetskrisen og bliver ”normale” dvs. heteroer.

Myten om at homoseksualitet ”kun er en fase” er ikke uden hold i virkeligheden: Der er et enormt socialt pres imod homoseksualiteten, så for nogle vil det afgjort være sandt, at det kun er en fase. Det som “mænd der har sex med mænd” ser som en endeløs kamp imod homoseksualitet, får tværtimod altid en ende: De får et heteroliv!

Presset på “mænd der har sex med mænd” – de der er usikre og i tvivl om deres identitet på det personlige plan – kommer politisk og kulturelt fra en uskøn alliance af etniske grupper med fundamentalistisk religiøs baggrund og Dansk Folkeparti. Det lyder måske overraskende, men det er meget simpelt.

Jesper Langballes erklærede forsøg på, at udrydde homoseksualitet fra det offentlige rum er både disse menneskers rettesnor, og det der truer deres liv. Det sidste ved de ikke selv.

Men Langballes (og DF’s) kamp imod homoseksualitet er en del af det kulturelle pres, der lægges på de homoseksuelle. Og som nogle ganske simpelt vælger at give op over for. De bliver “mænd der har sex med mænd” – og ikke homoseksuelle. For dem er homoseksualitet blot sex med andre mænd. De betegner ofte sig selv som ”straightacting”. Dvs. de mener at bøsseattituder, som overdrevent løse håndled eller feminine træk er klamt og ulækkert. Og de færdes ikke på de særlige steder i byen, hvor homoerne kommer. På barer, cafeer, diskoteker eller saunaer. De har en forestilling om at det er ”nedværdigende”,  at færdes den slags steder.

De usikre, uselvstændige og socialt pressede ”mænd der har sex med mænd” passer perfekt ind i DF’s billede af den ideelle homoseksuelle, som altså slet ikke er homoseksuel alligevel!

Og DF’s nærmeste allierede er de, DF ellers i alle andre sammenhæng ynder som fjendebillede: Kriminelle og/eller fundamentalistisk religiøse indvandrere.

I deres kulturelle verdensbillede er der nemlig heller ikke plads til homoseksuelle. Vel ved de at visse handlinger findes: Mænd har til tider sex med andre mænd. Men ingen kunne drømme om at identificere sig med disse handlinger, endsige komme frem til konklusionen: Jeg er homoseksuel. I deres øjne er homoseksualitet en ”afvigelse” der særlig præger dansk kultur, som derfor er mindreværdig. For de har vendt racismen mod danskerne.

I Krarup og Langballes forståelse er homoseksualitet ”udansk”. Forslaget om indførelse af homoægteskab blev af Krarup således betegnet som ”voldtægt af det danske folk”.

Men modstriden mellem de to synspunkter er til at overskue. DF’s projekt er at udrydde homoseksualitet i det offentlige rum. Fordi det er ”udansk”.

Forskellige grupper med anden etnisk og religiøs baggrund end dansk mener derimod, at homoseksualitet er meget dansk. Og ifølge deres omvendte racisme, er homoerne ”perverse” og ikke ”rigtige mænd”. Jo mere åben homo, desto værre…

Så lige nu foregår der i Danmark en kulturkamp, hvor Dansk Folkeparti bekæmper det danske frisind hånd i hånd med intolerante og homofobe religiøse fundamentalister.

Og – hvad der især er vigtigt – med støtte fra ”mænd der har sex med mænd”, som ser de homoseksuelle som deres værste fjende. De homoseksuelle udgør nemlig en gruppe af perverse, klamme, feminine typer med sygelig trang til at udstille sig selv. De  er ikke ”rigtige” mænd. Mennesker de for alt i verden ikke vil sammenlignes eller sættes i bås med!

I år har der for første gang nogensinde – tror jeg – ikke været en tråd på debatforum på boyfriend.dk, hvor debattørerne har  forlangt at Priden nedlægges eller deltagerne får tæv.

I år har DF nemlig annonceret sin deltagelse. Det er godt at vi slap for en debat, der nedgjorde de homoseksuelle i år. Det er skidt at DF nu føler sig så selvsikre at de tør lave en form for moddemonstration i demonstrationen. Med Pridens officielle tilladelse.

Tilbage står spørgsmålet om Copenhagen Pride vil komme til at ligne Priden i Warszava, Vilnius og andre steder i østeuropa. Her møder modstanderne af Pride og homofobe mennesker også talstærkt op. Med det som muslimer og præsterne i DF har til fælles: Fundamentalistisk religiøsitet. Og med det formål at ødelægge årets fest. Og oplevelsen for homoerne. Og for at skræmme de der ikke er modige nok væk.