Den hadefulde minoritet

Indledning

Homoseksuelle bliver udsat for hadtale på nettet. Af islamiske fundamentalister. Smædet af kristne grupper. Forsøgt omvendt via de nyeste teknologier. Når en ny app til Iphone hævdes at kunne kurere homoseksualitet. De homoseksuelle beskyldes af Vatikanet for at stå i forbindelse med pædofili. Nogle af disse emner påkalder sig homoseksuelle organisationers opmærksomhed. Andre forbigås systematisk i tavshed.

Hvad er væsentligt og hvad er uvæsentligt? Hvorfor vendes f.eks. det blinde øje til al kristen propaganda? Med få og små undtagelser.

Påvirker Bilal Philips der for nylig gæstede Danmark de politiske forhold i Danmark?  I så fald hvor og hvordan. Eller skyldes reaktionen på Bilal Philips helt andre faktorer: Racisme og religiøs intolerance.

Søren K. Villemoes har i Weekendavisen kaldt forholdet mellem homoseksualitet og islam en gordisk knude for både venstrefløjen og det tværpolitiske LGBT. Men det er meget simplere: Minoriteten bliver lagt for had, hvorefter forfølgeren ender som den forfulgte!

Ikke fordi de homoseksuelle generelt er hadefulde, men fordi de religiøse homoseksuelle er hadefulde. Den liberale fordom består i at tegne billedet af den uskyldsrene minoritet. Minoriteten er “god” fordi flertallet er “ondt”. Den danske muslimske minoritet og den homoseksuelle minoritet illustrerer begge, at forsimplingen ikke holder. Begge minoriteter dyrker minoritets-egoisme, offer-gørelse og had mod andre minoriteter – og især mod flertallet.

Stilhed efter stormen

Dagen efter den religiøse prædikant Bilal Philips havde holdt tale i Nørrebrohallen var der igen stilhed. Hvordan kunne noget vække så meget furore for blot at forsvinde, som om intet var hændt. Måske fordi det var ligegyldigt, i hvert fald betragtet fra et homopolitisk perspektiv?

Blog artiklen Bilal Philips i Danmark på Inferens handler netop ikke om manden, men om hvordan minoriteterne dyrker offer-gørelsen af sig selv som politisk strategi. Og hvordan højre- og venstre fløjsgrupperinger søger at hjælpe minoritets-egoisme, offertænkning og had på vej, som led i deres egen politiske selviscenesættelse.

LGBT’s formand Hans Christian Seidelin havde været i landsdækkende medier med en afstandtagende markering over for Philips – inden dennes ankomst. Og debatten blev startet i Pan-bladet på grundlag af Karen M. Larsens artikel Nej tak til hadprædikanter. Hvor Mads Ananda Lodahl supplerede med  blog-artiklen Bilal Philips – min fjende. Efterfulgt af artiklen Bilal Philips – efterspillet. Hvis titel vildleder for rent faktisk har der ikke været noget efterspil i form af en erkendelse af, at Bilal Philips aldrig fremsatte de ventede kontroversielle påstande eller fremturede med hadtale. Fra start til slut har det fremgået af denne blog. Men ingen andre har ønsket at kommentere kendsgerningen.

I praksis kom debatten efter Bilal Philips’ besøg til at handle om den video på You Tube – som Mads Ananda Lodahl også tog afstand fra i Bilal Philips – min fjende. Det Lodahl glemte at fortælle var, at nettet svømmer over med hadtale. Islamisk hadtale mod homoseksuelle, hvor mange andre prædikanter siger tilsvarende – eller værre ting. Derfor er manøvren at “gå efter manden i stedet for bolden” på forhånd dømt til fiasko.

Man kan tilføje, at nettet svømmer over med hadtale: Udsagn hvor enkelte individer eller grupper nedgøres på grundlag af race, køn, etnicitet, nationalitet, religion eller seksuel orientering. Derudover er der dyremishandling og alle tænkelige uhyrligheder. Hvad skal man mene om det? Behøver man at mene noget?

Bilal Philips er en relativt ligegyldig person. I modsætning til Paven, der ligeledes fordømmer homoseksuelle, diskriminerer kvinder og forhindrer udbredelsen af kondomer. Og er overhoved for et trossamfund med 1 milliard medlemmer.

Den politisk struktur

De politiske traditioner i den vestlige verden tackler forholdet mellem religion og politik helt forskelligt. I USA er der en nær forbindelse mellem det ene af de to store partier til det religiøse (kristne) højre. Amerikanske præsidenter lufter højlydt deres religiøse standpunkter. Der er således på trods af forfatningsmæssig adskillelse mellem kirke og stat en nær forbindelse mellem politik og religion.

Tættere på Danmark kunne man fremhæve Tyskland som et eksempel på noget radikalt forskelligt. Her er der tradition for store religiøst funderede partier. Man kan blot nævne CDU og CSU – de to kristelige (katolske) unionspartier, der i perioder har været (er) regeringsbærende.

I USA vil religiøs hadtale – givet den særlige politiske sammenhæng – derfor være af en vis betydning. Betydningsfuld på en måde den ikke er i et land, hvor religiøs organisering traditionelt ikke har været relateret til det politiske system. Tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen modarbejdede nok under Muhammed krisen denne tradition, men gjorde ikke desto mindre reverens for den danske model ved at erklære, at religion ikke har nogen plads i det offentlige rum. Men er en privat sag.

Visse af de udtalelser Mads Ananda Lodahl fremhæver som ektreme er ikke forskellige fra, hvad amerikanske konservative politikere stod frem og sagde offentligt i 1980’erne. F.eks. at aids er Guds straf over de homoseksuelle. Vatikanet – der de seneste år selv har haft problemer med at forklare sig offentligt  – har gang på gang været i medierne med synspunktet, at de homoseksuelle er skyld i pædofili.

Bilal Philips blev udvist af Tyskland. Indlysende nok på baggrund af tysk tradition  – og med en regering blandt andet bestående af de nævnte kristne partier. Med i betragtningen skal også den tyske fortid. Der bliver ikke taget let på opfordringer til overgreb på befolkningsgrupper eller minoriteter efter den tyske vildfarelse i det 20. århundrede. Nazistpartier og symboler er også forbudt. I forhold til lovgivning er forholdene helt anderledes i Tyskland. Og den tyske reaktion på Philips derfor anderledes end den danske. I den stemning af højre- og venstrepopulisme der hersker i Danmark – repræsenteret af den rød-brune alliance – er det ikke utænkeligt, at nye forbud vil komme til. Nye strikse regler for indrejse. På baggrund af tyske erfaringer med kz-lejre og de mange jødiske og homoseksuelle ofre er den strikse tyske politik både rationel og forståelig. Forbudsdagsordenen i Danmark håner derimod ofrene for de historiske forbrydelser fra det 20. århundredes historie – som Tyskland og tyskerne bærer skylden for.

Indvandrerpolitik og religiøst had

Den i virkeligheden indlysende mulighed – at Philips og med ham Islamisk Trossamfund – ville vælge at undgå direkte konfrontation, viste sig som nævnt at holde stik. Der kom ingen hadtale. Det berører imidlertid ingen af de, der på forhånd havde valgt vrede og had som reaktion.

Nogle vil bagefter undre sig over at Hans Christian Seidelin gik til medierne. Hvorfor blander LGBT sig i invandrerpolitik? Hvis Bilal Philips udtalelser om homoseksualitet skulle adresseres, hvorfor så ikke en udtalelse fra Sabaah om, at ikke alle danske muslimer støtter Islamisk Trossamfunds invitation af Bilal Philips. Og eventuelt en Sabaah demonstration foran Nørrebrohallen?

Når fokus er snævert på religiøs hadtale – og ingen partier baserer deres politik på religiøs overbevisning – bør diskussionen af religiøs hadtale ikke finde vej ind i den politiske offentlighed.

Når den alligevel finder vej til Pan-bladets spalter – og ikke er blevet henvist til Kristeligt Dagblad – skyldes det ikke emnet, men de politiske aktører.

Offer-gørelsen og den religiøse tale

Minoriteterne bestemmer ikke deres eksponering i medierne. DF startede debatten ved at forlange indrejseforbud for Bilal Philips. Karen Hækkerup (S), Kamal Quereshi (SF) og Manu Sareen (R) fulgte trop og annoncerede inden mødet, at de ville deltage i demonstrationen foran Nørrebrohallen. Og pressen havde fremhævet de homoseksuelle. Offer-gørelsen var en realitet.

Det blev i praksis DF politiske stafet der blev grebet af Karen M. Larsen i Pan-bladet med konstateringen af at:

“det under ingen omstændigheder (kan) tolereres, at en person, der opfordrer til drab på homoseksuelle, æres ved at få lov til at tale ved en konference i Danmark.”

Derfor sammenfattede jeg Larsens og Lodahls synspunkter i tre punkter:

  • Bilal Philips er muslim. Derfor vil jeg gerne distancere mig fra ham.
  • Religiøse (hadefulde) tilkendegivelser er mere interessante end alle andre ytringer.
  • Ikke alle synspunkter er i udgangspunktet ligeværdige. Derfor skal man demonstrere – fysisk eller verbalt – i stedet for at diskutere eller indgå i dialog.

Alle tre punkter peger på det samme: Engagementet i Bilal Philips er religiøst. Det politiske svar udspringer af den religiøse dagsorden – og ikke omvendt.

Danmark som ikke tidligere har haft noget religiøst funderet parti af betydning har fået det i Dansk Folkeparti. I hvert fald i den udstrækning det er lykkedes Søren Krarup og Jesper Langballe at trække partiet i den retning.

Et citat af Søren Krarup kan klargøre, hvad det betyder at lægge religion til grund for politik:

“Jødedommen og islam skal ikke have samme ret og status i et kristent land, for hvor kristendommen er vært er jødedom og islam gæster. Det er os der i det kristne Danmark sætter husordenen. Der er religionsfrihed, men ikke religionslighed i Danmark. Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten, siger vores grundlov, og hermed er forskellen på værter og gæster understreget. Vi skal ikke finde os i at blive ringeagtet og hundset med i vores eget land…Vil man ikke se det i øjnene, så ender man med at undergrave sin egen tilværelse og gøre sig selv til nar. Samt at udlevere sit land, sit folk og også sin tro til frække propagandister og forfølgere.”

Som man bemærker gør Krarup forskel på religioner: Ikke alle religioner betragtes som lige gode. Jødedom og islam fremhæves f.eks. som ikke særlig velkomne “gæster”.

Hverken Larsen eller Lodahl vil i praksis acceptere Krarups konklusioner dvs. hele Dansk Folkepartis invandrerpolitik. Politiseringen af religionen fører blot uværgeligt i den retning. Karen M. Larsen’s udsagn om begrænset tolerance over for en muslimsk agitator vil omvendt helt sikkert vinde tilslutning fra Krarup!

At Lodahl ikke kan løse den gordiske knude skyldes, at religionen lægges til grund for politik. Derefter er en afgrænsning overfor racister eller tilhængere af DF’s indvandrerpolitik umulig.

Ved at følge Krarups logik at kun religiøse tilkendegivelser er interessante, men ikke alle religiøse tilkendegivelser er lige gode kan al politisk debat snævres ind til: Er det hadtale eller ej? Er modstanderen fordomsfuld skal al dialog undgås og synspunktet søges isoleret. Det praktiserer Lodahl og Larsen iøvrigt også i forhold til hinanden: Den ene er forhenværende konservativ katolik og den anden buddist. Og dermed er dialog ikke mulig.

Debatten er karakteristisk nok heller ikke på noget tidspunkt blevet “afsporet” og kommet til at handle om f.eks. økonomiske realiteter og kommunikationsformer i en moderne verden.

Et forsøg på at “modernisere” tilgangen til religiøs propaganda blev ignoreret af både Larsen og Lodahl. Den kristne Exodus organisation fik godkendt en app til Iphone, med opskriften på at kurere mennesker for deres homoseksualitet. Men at helbrede for homoseksualitet er ikke hadtale. Og derfor ikke noget Larsen eller Lodahl vil kommentere. Amerikanske homoseksuelle rejste imidlertid mere end 100.000 underskrifter imod denne app, fordi socialt pres er den moderne verdens substitut for middelalderlig hadtale. Exodus forsøgte at få en andel i et marked – hos et af de største multinationale firmaer – der forventes at vokse til 290 milliarder kroner i 2015. Det handler om penge, marketing og kontrol over digitale teknologier. Fjernt fra studiet af årtusindgamle tekster, og kan derfor – skal man tro Larsen og Lodahl – roligt ignoreres.

Hadet der ligger bag Exodus er uden tvivl det samme som det der formuleres af Bilal Philips. Vatikanets udtalelser imod homoseksuelle er uden tvivl baseret på et tilsvarende had. Men protester eller demonstrationer iforhold til Exodus eller Vatikanet er udelukket. Fordi det er kristne organisationer.

Dansk Folkepartis indvandrerpolitik er højrefløjspopulisme, der ser danskerne som forfulgte og undertrykte i deres eget land. Fordi Dansk Folkeparti ikke vil acceptere at demokrati og retsstatsforhold begrænser den politik partiet har. Derfor ender demokrati og retsstatsforhold med at blive “fjenden” for DF, fordi begge dele begrænser handlemulighederne – forbudspolitikken – over for religiøse/etniske minoriteter.

Venstrefløjspopulismen består i at offer-gøre kvinder og homoseksuelle i enhver politisk sammenhæng.

Populisme – i den ene eller den anden udgave – beskylder andre for at hade, men er selv hadefuld. Offer-gørelse og had er uløseligt forbundne størrelser.

Had forener: Larsen og Lodahl gør – på trods af religiøse og politiske uoverensstemmelser – fælles sag i forhold til Bilal Philips. De nægter med Krarup at udlevere deres “tro til frække propagandister og forfølgere”.

Who do you think you are? Electric Art by Andreas Smetana.

Konklusion

En fjende giver minoriteten identitet og noget at samles om. Al minoritetens vrede og frustration bliver lige pludselig ikke blot fuldstændig legitim, den bliver et KRAV til alle der udtaler sig: Du skal undsige Bilal Phiips af hele dit hjerte og forsage alle hans gerninger. Bekendelsen bliver til en form for religion, fordi den er blottet for enhvert rationelt grundlag. Og vé den der prøver at sige religionen imod!

Reaktionen på Bilal Philips kan opsummeres som: Minoritets-egoisme, offer-tænkning og had.

I sin iver for at distancere sig fra de der hader islam generelt eller er racister vil Lodahl gå efter “manden i stedet for bolden”. Men indfrier dermed racisternes og islam-hadernes dagsorden. Og underkaster sig fobiernes tyranni. Hvis man lige som i eventyret ikke kan tåle at se degne, er det så en politisk overbevisning? Nej. Det er en fobi. Måske bygget på religiøs fordom. Måske kun på fordom. Eller udelukkende på had og frustration

Hvad så med det såkaldte politiske engagement fra LGBT’s side? Det findes ikke.

Alle foregiver at det er Bilal Philips, der udgør det onde og hadefulde. Men hele minoritetens sammenhængskraft består i at hade de andre minoriteter – og flertallet. Ikke ud fra politiske principper, men som resultat af fobier.

Hvis Bilal Philips virkelig var en farlig trussel skulle minoriteten (de homoseksuelle) overlade ham til staten (folketing og myndigheder).

I denne sag anbefalede LGBT at protestere – og fik dårligt talt ud før aktionerne blev annonceret. Hvis Bilal Philips er så slem må det være majoritetens opgave at løse problemet skulle man tro? Men minoriteten er fanatisk, hadefuld og har en mission: Den skal frelse verden. Vi er Guds udvalgte folk – ligesom jøderne der vist har den ældst kendte – og mest katastrofale – minoritetserfaring og identitet.

Vi kan naturligvis ikke overlade det tåbelige og upålidelige flertal, at tage affære over for en mand som Bilal Philips. Glem ikke: Vi hader den heteroseksuelle majoritet mere end de andre minoriteter!

Når de homoseksuelle har en “mission”gør de en forskel. F.eks. markerer de, at de netop IKKE er “lige som alle andre”. De skiller sig ud – ikke på grund af deres seksuelle observans – men ved at være “religiøse” mennesker med en “mission”. De dyrker deres egen forfængelighed, mistilliden til flertallet og hadet til alle andre minoriteter.

Ved at diskutere seksualpolitik kunne de homoseksuelle danne en positiv identitet. Den strategi er blevet pure afvist af LGBT. Som kun befatter sig med sex, hvis det er kriminelt. For også her vil der så blive lejlighed til at excellere i had og minoritets-egoisme. Selvfølgelig vil LGBT debattere prostitution, når et købesexforbud ER blevet vedtaget. Så kan LGBT forsvare de stakkels kvinder og håne og mistænkeliggøre majoriteten (heteroseksuelle mænd). Så passer også det ind i LGBT’s verdensbillede. Af fobier, had og frygt.

Reklamer

Jens Jersild og den grimme lov

En anmeldelse af: Den grimme lovs genealogi. Et kapitel af homoseksualitetens historie i Danmark. Af Peter Edelberg. Trykt i Historisk Tidsskrift bind 110, Hæfte 1, s.166-209. (1)
 
I det følgende vil også en tidligere artikel af samme forfatter blive inddraget i diskussionen: Politiinspektør Jens Jersild – Inkvisitor eller reformator? Peter Edelberg i: Tidsskrift for historie, årgang 39, nr.4, december 2009, s.22.
 
Og – lidt utraditionelt – vil historikerens plads i den aktuelle samfundsdebat  blive inddraget.
 
Først en kort redegørelse for nogle hovedpunkter i den grimme lovs tilblivelseshistorie. Peter Edelberg har selv redegjort for sin historieskrivning på den måde, at han skriver “historier”. Og derved tages der forbehold over for traditioner og metoder, hvor objektivitet og sandhed opfattes som noget absolut. Derfor bliver hans udsagn i det følgende kaldt “historier”. Da de ovennævnte to artikler i realiteten anmeldes samlet her er spørgsmålet, hvad de to “historier” så fortæller om den grimme lov?
 
 
 

Jens Jersild var usædvanlig alsidig. Han fungerede som konsulent for Palle Kjærulff-Schmidt på filmen Bundfald (1957).

Historier

 
I 1961 blev loven pressen meget hurtigt døbte “Den grimme lov” vedtaget i Folketinget. Under en socialdemokratisk regering. Loven havde følgende ordlyd:

 Den som ved betaling eller løfte herom skaffer sig kønsligt forhold til en anden person af køn under 21 år, straffes med hæfte eller med fængsel indtil 1 år eller under formildnende omstændigheder med bøde.” (§ 225, stk.4)

Tankerne bag loven var langt fra nye. Intentionen om en revision af prostitutionslovgivningen stammede helt tilbage til 1930’erne. Men besættelsen havde sat en stopper for lovmæssige tiltag. Efterkrigstiden bragte et opbrud. To tendenser stødte sammen: En spirende bevægelse for rettigheder blandt de homoseksuelle selv, og en moralsk diskurs der fokuserede på homoseksuel prostitution som samfundsproblem. Begge disse diskurser afløste eller supplerede en ældre patologiserende psykiatrisk-biologisk forståelse af homoseksualitet.

Den ambitiøse politiinspektør for sædelighedspolitiet Jens Jersild var en central person. Både i embeds medfør, som ivrig deltager i den offentlige debat og som medlem af det i 1949 nedsatte prostitutionsudvalg.

Debatten om prostitution fik en særlig drejning i 1955 med den store pornografiaffære. Stifterne af det der dengang hed Forbundet af 1948 distribuerede blød pornografi – billeder af nøgne unge mænd –  hvilket var ulovligt efter datidens lovgivning. Og politiet optrevlede via kundekartoteket et homoseksuelt prostitutionsmiljø. Ca. 300 mænd dømtes for seksuel omgang med mindreårige, og mellem 600 og 1500 personer afhørtes af politiet. Det skal erindres at den seksuelle lavalder dengang var 18 år for homoseksuelle, og 15 år for heteroseksuelle forhold.

Disse begivenheder resulterede i en moralsk panik. En moralsk panik er blandt andet kendetegnet ved misforholdet i proportionerne mellem den bekymring der er i forhold til et socialt problem – i dette tilfælde den homoseksuelle prostitution – og  problemets faktiske omfang. Panikken betød at en lang række vidtgående forslag blev diskuteret i prostitutionsudvalget. Men justitsministeriet syltede prostitutionsudvalgets forslag og da loven skulle vedtages i Folketinget i 1961 havde panikken lagt sig. Det forslag Folketinget blev præsenteret for repræsenterede til dels Jens Jersilds (mindretals) synspunkt.

Ifølge Peter Edelberg havde Jens Jersild arbejdet for at erstatte kriminalpolitik med socialpolitik. Men det omvendte skete. Prostitutionslovgivningen strammedes til også at omfatte prostitutionskunder. Tankerne om kontrol og overvågning samt særbehandling af homoseksuelle havde trods de nye diskurser i efterkrigstiden ikke forladt lovgiverne.

Hermed tegnes et andet billede af Jersild end det eftertiden ret enstemmigt har taget til sig. Eftertiden har navnlig indvendt imod Jersild, at hans forførelsesteori forbandt homoseksualitet med kriminalitet. Edelberg ser derimod moderne træk i forførelsesteorien. Bla. at den støttede sig på ny amerikansk forskning, nemlig Kinseys rapport om den mandlige seksualitet. Og dermed modificerede den en ellers fremherskende patologiserende psykiatrisk-biologisk diskurs om homoseksualitet.

Den Mandlige Prostitution (1953) afviser Jersild de tidligere herskende psykiatriske forklaringer på prostitution og homoseksualitet. F.eks. hormonelle faktorer som forklaring på homoseksualitet. Og teorier om neurotisk forældrebinding samt homoseksualitet som en uudviklet infantil seksualitet eller moralsk degeneration.

Billedet af Jersilds nuanceres og mange spændende detaljer i den grimme lovs historie kommer frem. Spørgsmålet er blot om dokumentationen kan bære visse af de vidtrækkende teser. Emner der blev berørt i den tidligere artiklen om Jersild som inkvistor eller reformator er faldet ud af artiklen i Historisk Tidsskrift. Jersilds tanker i bogen De pædofile (1964) diskuteres ikke.

I artiklen om Jersild som inkvisitor eller reformator citeres Jersild for synspunktet, at de pædofile var en gruppe:

“af så selvstændig en karakter, at den på flere punkter adskiller sig fra såvel de heteroseksuelle, som de homoseksuelle, og ved udskillelse mener jeg at kunne befri det store antal mænd, der i undersøgelsen vil kunne blive kaldt de normale homoseksuelle, for at blive identificeret med kriminelle.”

Edelberg mener at Jersild efter panikken har lagt sig – og den grimme lov er blevet vedtaget  – reformulerer problemet om de homoseksuelle og prostitutionen. Men erklærer sig uenig i den opfattelse.

Edelberg hævder istedet:

“At dette skarpe skel skulle eksistere virker ikke overbevisende, når man studerer den homoseksuelle subkultur i samtiden. Trækkerdrengene var stadig i 1964 en integreret del af subkulturen. De homoseksuelle magasiner bugnede af nøgenbilleder af unge drenge lige før og lige efter puberteten.” (s.22)

Den påstand er faldet ud af artiklen i Historisk Tidsskrift. Enten fordi emnet er den grimme lovs forhistorie. Eller fordi påstanden ikke kan dokumenteres? Det skal forsøges opklaret nedenfor. Men først en kommentar til andres vurderinger af Edelbergs karakteristik af Jens Jersild og forløbet der førte til den grimme lov

Fagfællen Karen M. Larsen har i en anmeldelse Den grimme lov og Jens Jersild af artiklen i Historisk Tidsskrift kraftigt betvivlet, at Edelbergs forskning – uanset hvor mange nye og interessante detaljer om perioden og Jersilds synspunkter den bringer for dagen – rokker det billede nogle allerede i datiden havde dannet sig og som der næsten har været konsensus om i eftertiden.

Mads Ananda Lodahl har – ud fra helt andre teoretiske forudsætninger – i artiklen Den danske konge af homofobi – fuldstændig afvist Edelbergs revisionisme.

Konsensus kan selvfølgelig opleves som både kontroversiel og provokerende af en yngre og ambitiøs historiker. Spørgsmålet er om det er nok til at foranledige historikeren til en så drastisk omtolkning. Det er næppe sandsynligt.

Det er svært at undgå at få fornemmelsen, at der har fundet en udvikling sted i forskningen fra artiklen om Jersild som inkvisitor eller reformator og til artiklen i Historisk Tidsskrift. Selvom fremstillingen af den grimme lovs genealogi – efter undertegnedes mening – ikke fuldt underbygger teserne.

Fremstillingen i Historisk Tidsskrift lider under, at nyt materiale bliver fremlagt uden at det præger konklusionen i nævneværdig grad. Elementer der bestyrker en anden synsmåde og andre vinkler på begivenhederne falder ud af konklusionen. Forskningsresultaterne der fremlægges er interessante og overbevisende. Men konklusionen er ikke dækkende. Hvilket forekommer mærkværdigt. Og er en overvejelse værd.   

 
 
 
 

Med til Jens Jersilds omfattende aktivitet hørte også et forfatterskab. Bla. bogen De Pædofile (1964).

Debatten

Enhver forsker med respekt for sig selv ønsker at fremstå troværdig, og skelner derfor mellem debat og forskning. Men historikeren er en del af samfundet og befinder sig i et bestemt kulturelt klima.

Som nævnt falder emnet pædofili ud af artiklen i Historisk Tidsskrift. Spørgsmålet er imidlertid ikke hvorfor det falder ud, men omvendt: Hvordan det overhovedet er kommet ind? Selv under hensyntagen til det forhold at Jersild har skrevet en bog om emnet, og har gjort sig visse tanker.

For som det skal vises nedenfor indgik pædofili ikke i samfundsdebatten eller knyttedes sammen med lovgivningsmagtens tiltag i forhold til homoseksualitet og prostitution i perioden før og efter den grimme lov.

Her må nutiden tages i betragtning. Situationen er: Historieforskeren undersøger en historisk periode, hvor moralsk panik gjorde sig gældende, men befinder sig i en nutid hvor en form for moralsk panik ligeledes optræder.

Uanset fordringen om at historikeren holder hovedet koldt og lader sig lede af fornuft kan det gå galt. I en offentlig debat i Pan-bladet, hvor hysteri omkring emnet pædofili skulle have været diskuteret præsterede Karen M. Larsen følgende følelsesudbrud:

“Jeg tror ikke på, at alle mænd er pædofile – eller at ingen kvinder er det. Men jeg er 1000% overbevist om, at sex mellem voksne og børn ALTID er forkert – at det er en meget alvorlig forbrydelse som samfundet skal straffe hårdt.”

En diskussion om hvordan panik også præger det homoseksuelle miljø blev altså fejet af med moralisme. Og rationel debat og fornuft blev erstattet med hysteri og en inkvisitorisk attitude.

I den situation forekommer det ironisk, at Edelberg der søger at formidle billedet af Jens Jersild, som en person med visse humane træk, og ønsker at revidere synet på Jersilds forførelsesteori får sin forskning bedømt – og afvist – af mennesker der spiller med i nutidens moralske panik. Fortiden må ikke fremstå human og rationel, når mennesker i nutiden ønsker fordømmelse, straf og inkvisition!

De pædofile

Forklaringen på at påstanden om en forbindelse mellem de homoseksuelle og de pædofile ikke dokumenteres er, at der er tale om en anakronisme. Her vil jeg henvise til en artikel i Videnskab.dk.

Karen Pallesgaard Munk fik  i 1997 til opgave at interviewe de personer, der var blevet dømt for seksuel omgang med mindreårige, før og efter en behandlingsdom. Som psykolog, ph.d. og lektor ved Center for Sundhed, Kultur og Menneske ved Aarhus Universitet har Karen Pallesgaard Munk bidraget til udviklingen af en psykiatrisk diagnose af pædofili i Danmark:

“Folketinget vedtager i 1997 et lovforslag, som giver retten mulighed for at idømme børnekrænkere en behandlingsdom. Dette mener jeg, er kulminationen på en udvikling, hvor seksualitet er blevet et anliggende for psykiatere og dermed for lægestanden.”

Karen Pallesgaard Munk henviser til Richard von Krafft-Ebings værk Psychopathia Sexualis afgørende betydning for klassifikation af hvad der er sygelige og perverse  former for seksualitet:

“Denne seksualitetsforståelse bliver benyttet som målestok for, hvilken type seksualitet der er naturlig, og hvilken der er afvigende og syg. Den type seksualitet, der ikke kan føre en graviditet med sig, er syg, afvigende og pervers.”

“Dermed er vejen banet for lægestandens behandling af seksuelle afvigere,  hvor behandlingsdommene, de pædofile får, blot er sidste skud på stammen. Jeg ser det som statsdisciplinering af en seksualitet, man ikke bryder sig om.”

Udformningen af den psykiatriske diagnose af pædofili er altså relativt ny. Og iøvrigt sammenfaldende med, at den første store pædofil-panik udbrød i Danmark. (2)

Hele tesen om en sammenhæng mellem det homoseksuelle miljø i tiden omkring den grimme lov og de pædofile er altså anakronistisk. Jersilds betragtninger i bogform om de pædofile repræsenterer private synspunkter – ikke det officielle Danmark. Persontypen “den pædofile” fandtes – officielt – ikke.

Karen Pallesgaard Munk gør opmærksom på at termen pædofil idag ofte bruges i flæng. Det er imidlertid en psykiatrisk diagnose med veldefinerede kriterier. Et af disse er at pædofile kun tænder seksuelt på børn – ikke på voksne mennesker. Men den diagnose er altså blevet konstrueret langt senere. Uanset hvad nogle idag måtte mene om seksuelle forhold mellem voksne og meget unge mennesker havde det officielle Danmark absolut ingen mening om det i datiden. I hvert fald ikke en mening baseret på diagnose eller lovgivning.

De homoseksuelle og prostitutionen

Politiet beskæftigede sig på Jersilds tid med prostitution som var kriminaliseret. Og der var moralsk panik i forhold til de homoseksuelles mulige forførelse af ungdommen til homoseksualitet. Sammenblandingen af homoseksualitet og pædofili forekommer kun at være mulig retrospektivt. Fordi der idag eksisterer det Karen Pallesgaard Munk kalder en statsdisciplinering af seksualiteten.

Fokus i datiden var på nytte og samfundstjenelighed. Mistanken om at uskyldige drenge blev forført truede begge disse goder, hvilket afstedkom samfundsmæssig reaktion. F.eks. i form af lovgivning. Derimod blev mindreårighed i sig selv ikke blev anset for et problem. Forestillingen om offer og seksualforbryder – på den måde disse begreber anvendes i forhold til pædofili –  hører en anden tid til. Ganske vist fandtes der – som nævnt ovenfor en seksuel lavalder på henholdsvis 15 år og 18 år for heteroseksuelle og for homoseksuelle forhold. Men overtrædelse af denne lovgivning blev betragtet på linie med enhver anden kriminalitet. Lige som f.eks. tyveri ikke blev anset for psykisk skadeligt for individet, men derimod nok skadeligt for samfundsordenen. Derfor Jersilds afdæmpede attitude i forhold til de homoseksuelle der ikke havde kontakt til prostitution. De kunne ikke mistænkes for at forføre unge drenge, og føre dem ind i en nedadgående social spiral.

Datidens syn på homoseksualitet var i høj grad baseret på den patologiserende psykiatrisk-biologiske forståelse. Hvilket Edelbergs fremstilling i artiklen i Historisk Tidsskrift også demonstrerer på glimrende vis. Derfor er det beklageligt at flere vigtige pointer ikke er nået med i konklusionen.

Forførelsesteorien

En interessant detalje i forbindelse med Kinseys uden tvivl banebrydende værk om den mandlige seksualitet er de  modsatrettede slutninger, det var muligt at drage på grundlag af dette. Stifterne af Forbundet af 1948 har i Homofile Kampår fremhævet hvor vigtig en inspiration bogen var for den homofile rettighedskamp. Peter Edelberg peger på, hvor vigtig en inspiration værket var for Jens Jersild, der dermed kunne dreje diskursen om homoseksualitet væk fra det psykologiserende og individualiserende hen imod de sociale faktorers betydning for udvikling af homoseksualitet. Blot virker det som om Edelberg overser, at Kinsey havde udgangspunkt i lægevidenskaben og de sociale faktorer Kinsey peger på danner den seksuelle prægning. Dvs. synspunktet er deterministisk. Seksualitet ses ikke som udtryk for lyst, begær eller valg. Men med Kinsey som udgangspunkt kunne Jersild på en måde det ikke tidlligere havde været muligt, give forførelsesteorien en form for videnskabeligt fundament. Axel Lundahl-Madsen kunne uden at opgive de homofiles tese om homoseksualitet som medfødt eller determineret uden videre acceptere Kinseys beskrivelse af den mandlige seksualitet. Større var forskellen ikke. Det efter samtidens forhold progressive ved Kinseys betragtningsform var at den skilte sig af med dele af psykiatriens patologiserende forståelse af homoseksualitet. Men samfundets – og de homoseksuelles egen diskurs om homoseksualitet – var i høj grad domineret af lægevidenskab. Opgøret med denne forståelse kom først årtier senere.

Konklusion

Artiklen Den grimme lovs genealogi nuancerer synet på en vigtig periode i de homoseksuelles historie. Og bidrager med spændende og vigtige indsigter. Især detaljerne om den danske og skandinaviske psykiatris indstilling til fænomenet homoseksualitet bliver belyst på en måde det ikke har været tidligere. Prostitutionsudvalgets arbejde bliver ligeledes belyst på en spændende måde.

Historieforskningen lider nogle gange af mindreværdskomplekser over for andre videnskabelige discipliner – der fortjent eller ufortjent – har langt højere prestige i samfundet. Den type komplekser er aldeles uberettigede. Historieforskningens resultater er i visse tilfælde overraskende ikke blot for de der deltager i debat. Men måske også for forskerne selv. At en tid der ud fra den historiske betragtning ikke er så fjern endda kan have et radikalt anderledes syn på homoseksualitet kan forekomme overraskende. At sygeliggørelse af seksualitet er i “fremgang” – sådan som Karen Pallesgaard Munk redegør for – synes ligeledes i modstrid med vores ønske om at se nutiden som tolerant og liberal. Betragtningen af prostitution som moralsk fordærv af mennesker, der enten i forvejen er skadede  – dvs. homoseksuelle – eller er i fare for at blive det er fordomsfuld og deterministisk. Men her var Jersild entydig og fuldstændig umisforståelig. F.eks. når han udtaler sig på følgende måde i bogen Den Mandlige Prostitution:

“…Der er…ikke noget ondt i at modtage en cigaret fra en venlig mand, navnlig ikke når man er tobakshungrig. Heller ikke i at lade sig invitere hjem i en varm stue på en øl og et stykke mad, når man er sulten og tørstig. Når man senere går, er det også vanskeligt at sige nej til nogle kroner, når man er helt på bar bund og navnlig, når pengene ligefrem presses en i hånden. Når vedkommende derpå har levet på denne måde – som prostitueret – i nogle uger eller måneder eller måske mere og faktisk er led ved sig selv, ja så er skridtet over i den mere håndgribelige kriminalitet formentlig ikke så stort længere…

Af disse grunde, og fordi man ikke må glemme, at forseelsen kun er en videreførelse af en praksis, som den pågældende ofte har lært i de forskellige anstalter, eller hvor de nu har været anbragt mellem lutter mænd, som skal have udløsning, enten fordi de savner omgang med kvinder, eller fordi de er homo- eller biseksuelle, er en særbehandling af de prostituerede nødvendig og ønskelig i modsætning til cykeltyven og automattyven…” (s.117)

Jersilds egen diskurs om prostitution forekommer derfor – ligesom samtidens – at være sammensat af elementer der er moraliserende og patologiserende. På trods af at Jersild fremstillede sin indsats som social.

 

(1) Et engelsk summary: The Genealogy of the Ugly Law

(2) Henning Bech: Kvinder og mænd. Hans Reitzels Forlag. 2005.

Pan-bladet: Debat om Prostitution

Monolog

At kalde dette indlæg for “debat” er – indrømmet – en tilsnigelse. Formen er monologen. Der er ingen dialog. Lige som tidligere vover jeg i visse tilfælde at drage e silentio slutninger: Slutninger ud fra tavshed. Der sættes ord på meget, men i andre situationer føler mennesker ikke behov for at sige ting. Men tavshed lader sig også fortolke.

Den første artikel i denne lille serie hed Pan-bladet: Debat om sygeliggørelsen af de homoseksuelle, og den anden hed Pan-bladet: Debat om homoægteskab. Fælles for artiklerne er at de er lagt på Pan-bladet, og diskuterer LGBT politikens mål og midler.

Artiklens emne er prostitution. Der tages afsæt i Karen M. Larsen’s interview med Peter Edelberg  fra 2008. Og en debat fra efteråret 2010 med Peter Edelberg om mandlig prostitution i Danmark i 1960’erne, hvor Karen M. Larsen og undertegnede deltog.

Synspunkterne repræsenterer tre mennesker med baggrund i faget historie, men sigtet er at bidrage til politik udvikling. De politiske budskaber, der ligger i forskellige opfattelser af den nyere homohistorie skal afkodes. Det kan kaste lys over nogle begreber i den nuværende LGBT politik.

Blindhed

I de to foregående artikler har jeg kritiseret, at det man kan kalde den optimistiske LGBT politik fejer problemer ind under gulvtæppet, når den alene forholder sig til lovens bogstav. Og stiller sig tilfreds med konstateringen at sygeliggørelsen af de homoseksuelle blev afskaffet i 1981. Uden at tage almindelige holdninger i befolkningen eller udviklingen i lægevidenskabens synspunkter siden i betragtning. Udformningen af LGBT’s politik, hvor juridiske krav sættes foran alt andet – og især kravet om homoægteskab – er båret af blindhed i to forhold. Dels er fokus idag på seksualitet, ikke på civilstand. Det registrerede partnerskab havde en umådelig symbolværdi i 1989. Men ingen forestiller sig nyheden vil gå verden rundt på samme måde, hvis Folketinget idag vedtog en ægteskabslov. Og ægteskab er ikke nødvendigvis i praksis et krav blandt de homoseksuelle, hvis samlivsformer er lige så forskellige som de heteroseksuelles.

Hvordan kan LGBT politikken være så blind? Og insistere på at homoægteskab er så vigtigt en sag, at gennemførelsen af dette næsten ville tvinge at LGBT til at nedlægge sig selv og erklæret målet for nået? Og er der så – når det kommer til stykket – nogen der mener det?

Jeg fandt ikke svaret i analysen af homoægteskabets betydning. Den artikel sluttede med en “eftertanke” og ikke en konklusion. Svaret findes derimod i analysen af det, der sædvanligvis forstås som ægteskabets modpol: Prostitutionen.

Den mandlige prostitution

I et interview fra 2008 fortæller Peter Edelberg om det netop påbegyndte forskningsprojekt i homoseksualitetens historie i perioden 1949-65.  Dvs. den formative periode for det der dengang hed Forbundet af 1948 – det senere LBL og nu LGBT. Og den krise de homofile – som homoerne kaldte sig dengang – oplevede med indførelsen af den grimme lov i 1961, der strammede prostitutionslovgivningen i forhold til den mandlige prostitution. Loven diskriminerede de homoseksuelle fortæller Peter Edelberg. Og det affødte en reaktion:

“Det fører til at loven bliver afskaffet i 1965, og fra da af bygges der en generel konsensus op om, at homoseksuelle skal have samme rettigheder som andre – og den konsensus er vi stadig i gang med at udbrede.”

Det er grundantagelsen i det der kunne kaldes den optimistiske LGBT politik. Efterfølgende blev homoseksualitet fjernet fra Sundhedsstyrelsens sygdomsliste i 1981 og dernæst blev det registrerede partnerskab vedtaget  i 1989. Da stifterne af Forbundet af 1948, som de første homoseksuelle i verden blev officielt anerkendt som par, syntes endemålet inden for rækkevidde: Den fuldstændige juridiske accept. Mere end 20 år efter er det endnu ikke sket. Men den fremskridtstro, der er indeholdt i synspunktet lader sig for nogles vedkommende ikke ryste.

Dekonstruktion af homohistorien

Peter Edelbergs dekonstruktion af homohistorien er som han har forklaret i en debat på Modkraft mere subtil. Peter Edelberg anlægger betragtningen, at politiet indgriben over for den omfattende mindreårige prostitution disciplinerede de homoseksuelle, og gjorde dem pæne og acceptable i samfundets øjne.

“Således førte “undertrykkelse” til “frigørelse”. Historien er ofte paradoksal, og en given handling kan have uforudsete konsekvenser.”

Edelberg afviser dermed naiviteten i den såkaldte frigørelseskamp, hvor historiens resultater ofte ses som produkt af de impliceredes heroiske kamp for rettigheder og retfærdighed.

Ikke desto mindre anvender Edelberg selv terminologien. Ordene “undertrykkelse” og “frigørelse” er blot blevet forsynet med anførelsestegn, fordi de historiske subjekter er forsvundet eller i hvert fald har mistet helterollen. Og historien er nu produkt af mekanismer og sociale kræfter, der er anonyme. Selve fremskridtsoptimismen og naiviteten er derimod intakt.

Edelberg betoner dog, at “endemålet” ikke er et jurdisk reservat for de homoseksuelle i form af homoægteskab:

”De homoseksuelle” findes så længe, som der er nogle, der synes at det er en betryggende og fornuftig måde at forstå sit liv på. Men der er intet der tvinger os til at påtage os den rolle, hverken biologi, samfund eller psyke. Vi kan opfinde nye roller og nye måder at forstå vores sexliv og kærlighedsliv på.”

Den positive rolle Peter Edelberg frakender de homoseksuelle i historien om dannelsen af deres identitet tilkender han omvendt politiet personificeret af Jens Jersild. Historieforskning er ikke objektiv, men indebærer altid et valg af metoder og perspektiver. Valget af Jersild som homohistoriens helteskikkelse virker overraskende, og var som det fremgik af debatten på Modkraft.dk også kontroversiel.

Peter Edelbergs tolkning repræsenterer den optimistiske LGBT politik i dekonstrueret form. Karen M. Larsen fremsætter et lignende synspunkt på debatten. Edelberg og Larsen er bla. enige om at “normalisering” er endemålet. Og i accepten af Jersilds “lugen ud” i den danske homokultur med henblik på at gøre denne acceptabel for samfundet.

Karen M. Larsen supplerer Edelberg med en kritik af Mads Ananda Lodahl. Vanen tro er med en ad homominem argumentation, hvor Lodahl antages at ville gøre sig talsmand for:

” polyamourøse bøsser med hang til købesex med drenge under 15,

 blot Lodahl forsøger at fremsætte en konkurrerende queer-tolkning, der anfægter “normalisering” strategien.

Den dystopiske LGBT politik

Der er næsten to år mellem interviewet med Edelberg og debatten på Modkraft. Edelbergs formuleringer er næsten identiske i de to sammenhænge. Det viser sig at Edelberg har svært ved at fremlægge statistisk materiale for, hvor stort omfanget af den mandlige prostitution var. Og måske vigtigere: Hvor stort problemet med den mindreårige prostitution rent faktisk var?

Men man kan sige at givet Edelbergs problemformulering er de eksakte tal næsten ligegyldige. For Edelbergs analyse burde rettelig hedde den dystopiske LGBT politik.

For Edelberg anerkender ikke, at Jens Jersilds relative succes med at etablere en stærkt forøget politistyrke inden for sædelighedspolitiet var betinget af den homofil-panik, der var i samfundet. Edelberg vælger – med Jersild selv – at se problemet med mindreårig prostitution, som endemisk i det homoseksuelle miljø.

Forførelsesteorien

Edelberg fremhæver at han arbejder med udgangspunkt i kilderne fra samtiden. Dvs. Jens Jersilds egne betragtniger, sådan som han har fremsat dem i adskillige bøger og afhandlinger. Bla. fremsatte Jersild en forførelsesteori, og anvendte den som argument over for lovgiverne for indførelse af den grimme lov. Påstanden var, at de unge drenge under 18 år måtte beskyttes via lovgivningen imod voksne homoseksuelle, der ville forføre drengene. For når drengene først var blevet forført og havde fået smag for livet som trækkerdrenge ville de blive homoseksuelle. Hvorfor Jersild advarede imod et snigende epidemisk samfundsproblem.

Teorien fokuserer på to ting: Fremkomsten af en homoseksuel kultur efter besættelsen. Hvilket er en historisk kendsgerning. Bla. med dannelsen af Forbundet af 1948. Men den forstår væksten i antallet af homoseksuelle – ikke som et udtryk for en nye kultur i efterkrigstiden Danmark – men som en “epidemi”. Desuden karakteriserer den homoseksualitet, som en form for pædofili. Fordi det antages at det (næsten) altid er de helt unge drenge, der er i farezonen i forhold til forførelse.

Forførelsesteorien konkurrerede med andre af samtidens opfattelser, der er mere essentialistiske. F.eks. den freudianske, der tilskriver homoseksualiten barndomstraumer. Men den holder fast ved den klassiske lægevidenskabs opfattelse om en forbindelse mellem homoseksualitet og pædofili. Fordi homoseksualitet, når det kommer til stykket opfattes som en psyko-social eller neurotisk forstyrrelse.

Denne karakteristik af Jens Jersild er Edelberg særdeles uenig i. For Jens Jersild er helten i  Edelbergs historie, og disciplineringen af de homoseksuelle er i dette perspektiv et ønskeligt projekt.

Debatten demonstrerede  imidlertid en anden pointe.

Kuldsejlet “normalisering”

Som nævnt ovenfor bliver indvendiger over for “normaliserings” projektet pure afvist.

I Mads Ananda Lodahls tilfælde betød det, at han blev udpeget som talsmand for de”polyamourøse bøsser med trang til købesex med drenge under 15″.

Et halvt århundrede efter Jersilds heroiske indsats er “normaliserings” projektet altså endnu ikke lykkedes. Hvilket kun kan betyde det er en fiasko!

Hverken Peter Edelberg eller Karen M. Larsen anerkender, at samfundet i 1960’erne og samfundet og tildels i dag er præget af pædofil-panik. Dvs. en overreaktion på et problem, der er marginalt. De ser tværtimod pædofili over alt – i fortid og nutid.

Ikke som en historisk konstant, men som biologisk konstant. Uanset at de begge sværger, at de ikke anerkender lægevidenskabens definition af homoseksualitet, som biologisk entitet i mennesket er den der alligevel. Selv er de begge også yderst skeptiske i forhold til om “normaliserings” projektet vil lykkes. På trods af de tapre miner.

Edelbergs skepsis lader forvente, at hans Ph.d afhandling vil konkludere, at samfundet ikke skulle have ladet parret Axgil sætte kronen på værket ved at indgå registreret partnerskab. De bærer jo deres andel af ansvaret for udviklingen af det homoseksuelle miljø.  Hvis mentale sundhed er stærkt tvivlsom – og dermed også dets eksistensberettigelse.

Det skal erindres at den – indtil videre eneste kommentar fra Karen M. Larsen – til undertegnedes bidrag til Pan-bladets debat indeholdt formuleringen:

“Jeg tror ikke på, at alle mænd er pædofile – eller at ingen kvinder er det. Men jeg er 100 % overbevist om, at sex mellem voksne og børn ALTID er forkert – at det er en meget alvorlig forbrydelse, som samfundet skal straffe hårdt.”

Den form for formaninger over for andre debattører vidner ikke om tiltro til deres dømmekraft. Alligevel er det en indrømmelse. Når jeg tidligere har hævdet at debattører af Karen M. Larsens støbning ønsker støj i miljøet –  altså panik – kunne jeg ikke få en bedre bekræftelse. Dokumentation for at det skulle være nødvendigt, at udstede den slags advarsler har jeg endnu ikke modtaget. Men med udgangspunkt i lægevidenskabens opfattelse af den maskuline seksualitet er ingen konkret bevisførelse nødvendig.

Konklusion

Når tesen om homoægteskabet som rettighedskampens endemål af Karen M. Larsens diskuteres i sikker afstand fra ethvert begreb om sociale og politiske forhold i Danmark er det fordi den er et luftkastel.

Ingen politiker med respekt for sig selv drømmer om, at lægge kræfterne i et “normaliserings” projekt de implicerede selv anser for håbløst.  Efter karaktermord på stribe fremstår “normaliserings” projektet dybt kompromitteret.

De to debattører med historiefaglig baggrund levner ikke projektet nogen chance. På trods af  alle besværgelser. Den tredie – undertegnede – giver dem  ret i, at hverken deres optimisme eller dystopi bringer det nogen vegne.

“Jeg tror ikke på, at alle mænd er pædofile – eller at ingen kvinder er det. Men jeg er 100 % overbevist om, at sex mellem voksne og børn ALTID er forkert – at det er en meget alvorlig forbrydelse som samfundet skal straffe hårdt.”

Siger Karen M. Larsen. Mænd forstår det jo ikke. Jens Jersilds redningsforsøg virkede ikke. Men måske kan forbudspolitikken skabe en ny Jersild?