Pan-bladet: Debat om homoægteskab

“Feministerne inden for LGBT har skiftet frigørelse ud med bekæmpelse af den maskuline seksualitet. Der er ikke noget problem med homoseksualitet, men derimod med den maskuline seksualitet som sådan. Det feministerne ønsker sig er en homoseksuel livscyklus, hvor homoseksualiteten blot er en fase.”

Sådan skrev jeg i artiklen Den destruktive LGBT politik. Et synpunkt jeg mente var blevet tilstrækkeligt  begrundet i en række tidligere artikler. Det mente Karen M. Larsen ikke. Jeg har derfor udbygget argumentationen i en kommentar til Karen M. Larsens artikel Hvorfor blev homoseksualitet betegnet som en sygdom i Pan-bladet.

Her har jeg med udgangspunkt i Karen M. Larsen’s artikel Speciale kaster lys over kampen for homoægteskab føjet nye argumenter til synspunktet.

Sygeliggørelse

Først et tilbageblik på diskussionen om sygeliggørelse. En diskussion der handler om, hvorvidt homoseksualitet holdt op med at blive betragtet som en sygdom efter homoseksualitet blev fjernet fra Sunhedsstyrelsens sygdomsliste.

Her kunne jeg selvfølgelig have henholdt mig til det meget simple argument, at fordi der sker en juridisk ændring betyder det jo ikke at en forestilling forsvinder ud af befolkningens bevidsthed.

Dog fandt jeg det relevant at tilføje to ting: For det første synes der i høj grad også at være tvivl i de homoseksuelles egen bevidsthed om hvor “normal” homoseksualiteten er, og for det andet eksisterer den lægevidenskab, der tidligere stigmatiserede de homoseksuelle stadig.

Så sent som i 2010 fremlagde en af de førende sexologer Ray Blanchard dokumentation for, at alle mænd i større eller mindre grad er pædofile. På trods af at bevisførelsen i høj grad er angribelig må det konstateres at, selv om de homoseksuelle skulle blive “frikendt” i den ene sammenhæng – hvilket dog ikke er tilfældet – så bliver alle mænd og dermed også homoseksuelle “anklaget” i den anden.

Muligvis mener Karen M. Larsen at alle tre pointer falder uden for debattens emne. I hvert fald har jeg ikke fået noget svar.

Homoægteskab

Hvis man knytter an til det begreb om diskurs Karen M. Larsen anvender forekommer det indlysende, at tanken om at “afskaffe” begreber eller forestillinger med et pennestrøg er uholdbar. Hvem siger at en bestemt forestilling ikke kan bestå og overleve i nye former og skikkelser? Hele homoseksualitetens “sygdomshistorie” er netop præget af de forskellige discipliner, der har været fremherskende inden for lægevidenskaben. Forklaringerne om homoseksualitetens “sygelighed” er efter tur kommet fra neurologi, psykoanalyse, eugenik, sexologi og forskning i hormoner. Og senest fra genetik og hjerneforskning.

Det begreb om diskurs Karen M. Larsen anvender stammer fra den teoretiske forståelse Michel Foucault har udviklet. Som blandt andet beskæftiger sig med naturvidenskabens forskellige transformationer. Og hvad de har betydet for de begreber og forestillinger, der er fremherskende i samfundet.

Det forekommer altså umuligt, at hele den side af betragtning kan falde ud af Karen M. Larsens argumentation ved et tilfælde. Den manglende lyst til at gå ind i debat peger i samme retning. Man må drage egne konklusioner. Det gjorde jeg så i artiklen om Sygeliggørelsen af de homoseksuelle.

Den debat skal nævnes her, fordi der ligeledes gør sig en besynderlig udeladelse gældende i Karen M. Larsen argumentation for homoægteskab.

Rent og urent

Kampen for homoægteskab kom på dagsordenen efter Sundhedsstyrelsen i 1981 havde banet vejen ved at fjerne sygeliggørelsen – der er ingen grund til at overse eller bagatellisere betydningen af dette skridt. Med det registrerede partnerskab i 1989 blev denne dagsorden delvis indfriet.

Som Karen M. Larsen gør opmærksom på stiller denne kendsgerning modstanderne af homoægteskab i en vanskelig position: Hvordan kæmpe imod det, der hverken officielt er sygeliggjort eller stigmatiseret som “unormalt” set med det officelle Danmarks øjne?

Karen M. Larsen inddrager her begreberne “ren” og “uren” i en analyse, der forsøger at indkredse modstandsstrategierne. Men overser noget fuldstændig afgørende i denne sammenhæng.

I  30 års perioden fra 1981 til idag har singel-kulturen gået sin sejrsgang. Begrebet ægteskab har skiftet status. Nogle drømmer om ægteskab – men mange drømmer blot om parforhold.  Mange heteroseksuelle par er ikke gift fordi ritualet – sammen med kirken selv – har tabt status i samfundet. Og hvad der er afgørende her: Mange homoseksuelle drømmer om monogami og parhold, men lever som singler.

Begreberne “ren og “uren” bør derfor indgå i denne debat på en helt anden led. Hvor de der falder uden for “normaliteten” – og er “urene” – er singlerne. Og de “rene” er de, der lever monogamt og i parforhold.

Det er umuligt at sige præcist, hvor mange homoseksuelle der lever i registreret i forhold til de der lever som singler. Der er ingen tal for sidstnævnte. Sandsynligvis er der en overvægt af singler. To forhold taler for dette: Mange unge og yngre er ikke etableredede. Og selve det at etablere sig er generelt blevet rykket til et senere tidspunkt i livet. Mange voksne er singler, dels fordi det givet et begrænset “udbud” kan være vanskeligt at finde den rigtige. Og dels fordi en del voksne befinder sig i en udspringsfase, hvor homolivet først skal etableres.

Pointen er at når LGBT Danmark kæmper for de homoseksuelles “normalisering” i samfundet, men det fuldstændig udelades af betragtningen at single-livet de facto findes og er ret udbredt – uanset hvad værdierne handler om – forrykkes argumentationen.

Det registrerede partnerskab havde i 1989 en umådelig symbolværdi. Men ingen forestiller sig nyheden vil gå verden rundt på samme måde, hvis Folketinget idag vedtog en ægteskabslov. Ikke blot fordi flere lande allerede har gennemført homoægteskab, og effekten af at komme først ikke længere er tilstede. Men fordi den type lovgivning ikke fungerer socialt på tilsvarende måde som den gjorde i 1989. Singel-kulturen er – trods begrænsninger i den samfundsmæssige accept – en realitet.

Den reelle samfundsmæssige dagsorden er flyttet, og begreberne “ren” og “uren”  handler nu i langt højere grad om monogami eller ej.

Fokus i debatten om sygeliggørelse er af Karen M. Larsen blevet lagt et forkert sted.  Og debatten om homoægteskabets betydning er båret af en dagsorden der ikke udtales.

Bekymrings-dagsordenen

Begreberne “ren” og “uren” læner sig op af religiøse forestillinger. Det kan være interessant her, at vende tilbage den sammenhæng begreberne tidligere har indgået i.

Det “urene” er i religiøs betydning de former for sex, der ikke er reguleret af ægteskabet. De unge er således et klassisk objekt for bekymring. Tidligere optog uønskede graviditeter en vigtig plads i den samfundsmæssige debat. Fordi de unge mødre typisk ikke var gifte, men alligevel havde indladt sig på sex. Tilsvarende fik de “der var for gamle”  –  over 30 år – hæftet nedsættende betegnelser på sig, fordi de var enlige. Den mulige eksistens af seksualitet, der ikke var redegjort for vakte bekymring. Tilsvarende argumenteres der idag for, at katolske præster er pædofile, fordi de ikke er gifte.

Bekymring for unge og deres uregulerede seksualitet og mistænksomheden over for singler spejler begge klassiske former for kontrol. Dagsordenen bag at nægte at forholde sig til dette aspekt er, at feminister netop ønsker at fremme argumenterne for begge typer kontrol i den samfundsmæssige debat.

Nogle argumenterer for, at hæve den seksuelle lavalder til 18 år. Hæve straframmer, forbyde prostitution og tilkendegiver højlydt deres forbehold over for f.eks. forhold med aldersforskel.

Det er den farlige seksualitet. Som i langt mindre grad har præfixet “homo” eller “hetero” end tidligere. Et “fremskridt” om man vil – at mistænkeliggørelsen er bredt ud til at gælde alle mænd.

Monogami er i denne optik udtryk for “renhed”. Singel-liv – i alle dets former – bliver automatisk identificeret med noget “urent”.

Det jeg i artiklen Sygeliggørelsen af de homoseksuelle ironisk kaldte “det idealistiske” element i feminismen består med udgangspunkt i den klassiske bekymrings-diskurs i forhold til unge i så vidt mulig, at fratage unge retten eller muligheden for, at have en seksualitet.

Diskursen handler idag ikke i særlig høj grad om prævention – heller ikke der, hvor det indlysende måtte være på sin plads at advare mod smitsomme seksuelt overførte sygdomme – men med udgangspunkt i lægevidenskabens “anklage” over for mændene, at advare unge af begge køn mod overgreb. Og ved enhver given lejlighed, hvor synspunktet bliver modsagt, henvise til “bagvedliggende” motiver. Og således forhindre en egentlig debat af  seksualpolitiske emner. Og dermed forhindre forbudsdagsordenen bliver draget i tvivl.

At forbudsdagsorden betyder noget i praksis ses bla. af, at intet nyligt optettet dating-site tillader unge mellem 15 og 18 år at deltage. På trods af dansk lov er åben for muligheden. Iøvrigt endnu et eksempel på, hvordan jura ikke nødvendigvis spejler samfundsmæssig virkelighed. Den fremherskende bekymrings-diskurs er i dette tilfælde stærkere end dansk lov.

Mistænkeliggørelsen af de “urene” dvs. af singlerne – vil i  praksis i høj grad antage form af mistænkeliggørelse af voksne homoseksuelle mænd. Her skal man have debatten om sygeliggørelsen af homoseksualiteten med i betragtningen.

Når homoægteskab fortrænger alt andet på den politiske dagsorden – især en diskussion af forbudsdagordenen – er det nærliggende,  at antage at hensigten faktisk er at fremme forbudsdagsordenen.

Det ville være en grov anklage at påstå de forskellige påstande og synspunkter fremsat af Karen M. Larsen tilfældigt skulle være blevet kastet ind i debatten på forskellige tidspunkter. Det er der slet ikke tale om. Der er tværtimod tale om et velovervejet og nøje afstemt synspunkt, hvor udsagn og tavshed i forskellige sammenhæng er lige vigtige.

Eftertanke

På datingsitet boyfriend.dk har der gennem flere år raset en såkaldt aldersdebat. Det symptomatiske ved denne debat er, hvordan to grupper af “fødte” singler af feministiske debattører får banket hovederne sammen. De unge er fødte “singler”, fordi de afprøver deres nyopdagede seksuelle præference. De er underlagt den del af bekymrings-diskursen, at de ikke er istand til at tage vare på sig selv. En del af de voksne ligeledes fødte singler: De har et heteroliv bag sig, og prøver nye muligheder af. De er genstand for mistænkeliggørelse.

Det er en fejlslutning at sige, at de to grupper umiddelbart har noget med hinanden at gøre. Men ved at påstå dette samler de feministiske debattører to “urene” grupper. Og resultatet er i deres øjne perversitet. Her kan der med andre ord mobiliseres ord og begreber, som Karen M. Larsen ganske rigtigt påpeger næppe kan anvendes i debatten om homoægteskab.

Karen M. Larsen glemmer blot, at det ikke ligger uden for den feministiske bekymrings eller -mistænkeliggørelses-diskurs at anvende netop disse begreber om både den ene og den anden gruppe hver for sig eller sammen.

Feministernes bekymring-diskurs skulle gerne få dem til at fremstå som de svages forsvarer.

Hvis jeg ikke selv tidligere havde orienteret Karen M. Larsen om adskillige af disse pointer kunne udeladelsen i debatten om homoægteskab fremstå som forsømmelse. Hvor beklagelig den end måtte være, så dog noget der kunne udbedres. Sådan forholder det sig ikke.

I givet fald Karen M. Larsen måtte ønske det er det selvfølgelig muligt på Pan-bladet at argumentere for, at man ikke bør tæve den ene gruppe af singler med den anden. Mens vi venter på at homoægteskabet bliver gennemført. Det sker ikke.

Om sygeliggørelsen af de homoseksuelle

Før 1981 

Der var engang hvor forskellige synonymer for homoseksuel var de værste skældsord mænd kunne få hæftet på sig. Ord som “bøsse” eller “svans” betegnede, hvad nogle opfattede som en sygelig seksualitet og ikke-maskulin kønsidentitet.

Vi taler om tiden før 1981. I denne uge er det nemlig 30 år siden Sundhedsstyrelsen i Danmark fjernede homoseksualitet fra sygdomslisten.

Det kan vi så fejre.  Men er der reelt noget at fejre?

Måske gives historiske tilfældigheder ikke – men mærkværdige sammentræf optræder hyppigt.

Et af disse var at næsten samtidig med at Sundhedsstyrelsen ændredede politik skete der et paradigmeskift i opfattelsen af magt og stat i socialvidenskaberne.

Den franske filosof Michel Foucault vendte med sin afvisning af repressionstesen op og ned på traditionelle begreber om politik, samfund og jura. Repressionstesen hævder, at magten udøves oppe fra toppen af samfundets pyramide og ned. Foucault derimod talte derimod om magt som en kompleks størrelse der er i samfundet og udøves af individerne.

 
 
Efter 1981
 
Homoseksualitet blev fjernet fra sygdomslisten i 1981. Det registrerede partnerskab blev indført i 1989. “Normaliseringen” af homoseksualitet skete – tilsyneladende – i lyntempo.

Det var næsten for godt til at være sandt.

Men i perioden fra begyndelsen af 80’erne til slutningen af 80’erne lærte de danske bøsser – og meget hurtigt resten af den danske befolkning, at der fandtes en sygdom der hedder AIDS.

På forsiderne af formiddagspressen blev sygdommen hurtigt døbt “bøssepest”. Da det viste sig at smitten vi nu kender som hiv især var udbredt blandt homoseksuelle. I formiddagspressens version blev det til historien “at være homoseksuel er en dødsdom”. Og religiøse fanatikere var ikke sene til at pege på, at det var “Guds straf over bøsserne” for deres syndige liv.

Bøsserne var blevet fjernet fra sygdomslisten, men aldrig havde de været så syge. Både de facto og som gruppe i den øvrige befolknings øjne. Rigtig mange der var sprunget ud af skabet sprang tilbage i det. Enkelte har efterfølgende været modige nok til at fortælle om oplevelsen. Sidste år skrev en journalist fra Politiken f.eks. sin historie i avisen. Stigmatiseringen af de homoseksuelle var så hård, at blot rygtet om at en homoseksuel på arbejdspladsen var smittet medførte sager, hvor kolllegerne nægtede at bruge samme håndvask eller samme toilet. Det medførte sociale og psykiske prøvelser. Nogle gange for mennesker der rent faktisk måtte kæmpe med sygdommen. Stigmatiseringen betød at enhver bøsse potentielt blev betragtet som hiv-smittet.

Pointen er at det selvfølgelig ikke på nogen måde var “ulovligt” at være hiv-smittet. Alligevel blev de syge – og potentielt alle homoseksuelle – anset for en samfundsmæssig fare og stigmatiseret. Med mindre de dukkede hovedet eller sprang ind i skabet. Og gjorde sig usynlige.

Aldrig havde de homoseksuelle – så langt min personlige erfaring rækker – været så hårdt stigmatiseret. Livet som homoseksuel har aldrig været så hårdt som det blev efter begyndelsen af 80’erne.

Fjernelsen fra sygdomslisten skete næsten samtidig med, at socialvidenskaberne erkendte at juraen – i en vis forstand – er ligegyldig. For det er samfundets normer der afgør, hvem der bliver stigmatiseret og forfulgt.

 
Pædofilpanikken 
Men en ulykke kommer sjældent alene. I 1997 skete der en katastrofe. En pædogmedhjælper fra Gladsaxe blev anklaget for pædofili – og dømt. Der opstod en pædofilpanik. I 1999 blev en hiv-smittet karate træner sigtet for seksuelt misbrug af de teenagedrenge han underviste. Og flere landsdækkende aviser skrev på lederplads om, at det omfattende seksuelle misbrug af børn må stoppes.

Pressen, myndighederne og befolkningen gik i selvsving.

Professor i sociologi ved Københavns Universitet Henning Bech  har lavet en videnskabelig undersøgelse af fænomenet og siger:

 
“Siden da er stormen stilnet noget af, men havet er blevet i bestandig bevægelse. Så at sige hver dag bringer medierne stof der vedrører emnet seksuelt misbrug af børn. En konstant uro, årvågenhed, mistænksomhed, ænstelse og indignation har etableret sig.” (s.202)
 
Henning Bech: Kvinder og mænd. Gyldendal 2005.

Uroen, årvågenheden, mistænksomheden, ængstelsen og indignationen er stadig i 2011 en kendsgerning. På trods af at der dengang var 133 “sager” – alle omtalt på forsider og midtersider i formiddagspressen – blev kun to (2) personer fundet skyldige.

Takket være blandt andet den mediedækning karate-træner sagen fik – har seksuelt misbrug, hiv-smitte og homoseksualitet siden indgået i en besynderlig  konstellation i medierne. De homoseksuelle fremstilles i pressen mere sygelige og afvigede end nogen sinde. Uanset juridiske forhold. Domfældelser eller ej.

De homoseksuelle karakteriseres ikke længere på samme måde som tidligere. Idag bliver homoseksualitetens eksistens benægtet via skældsordene for det seksuelt afvigende. Og de handler alle om sexkriminalitet: Om pædofili.

Engang sagde de der oplyste om homoseksualitet, at der er omkring 5-10% homoseksuelle – dvs. 1-2 elever i hver klasse.

Sidst jeg hørte vendingen lød den: Overalt hvor der er 20-30 mennesker forsamlet er der 2-3 pædofile!

Hvordan er den kobling kommet i stand? Hvor man kan anvende den samme frase, men blot skifte “homoseksuel” ud med “pædofil”?

Og opfattes de to ord – i en vis forstand  – som synonyme?

Og i så fald: Hvordan er den forskydning sket?

 
Magtspil mellem kvinder og mænd
 
I  Henning Bech’s bog Kvinder og mænd beskrives fremkomsten af pædofilpanikken, som et resultat af et magtspil mellem kønnene. Et spil kvinderne har vundet på hjemmefronten og i den offentlige debat. Mistænkeliggørelsen af den maskuline seksualitet betyder at enhver mand er en potentiel sexkriminel. Han er ikke blot uegnet til at tage sig af børn og unge, men upålidelig.  Med mindre maskuliniteten er defineret og styret af kvinder.

De der afviger fra samfundets normer – seksuelle minoriteter – og grupper der definerer deres liv på præmisser, der ikke er alment socialt accepterede –  f.eks. prostituerede – er så at sige dømt på forhånd. Ikke blot som afvigere, men enten som potentielle sexkriminelle eller ofre det er samfundets ansvar at behandle.

Der findes i dag en forbudsfeminisme der ønsker at sætte lighedstegn mellem normafvigelse og kriminalitet.

Eftersom de homoseksuelle mænd er – og altid vil være en minoritet – falder de altid i den forkerte kategori. Forbudsfeministerne kan stille spørgsmålstegn ved, hvor socialt acceptabel homoseksualitet i grunden er. Og det gør de.

Formålet er selvfølgelig at kontrollere de heteroseksuelle mænd. En forbudsfeminist som Vibeke Manniche kritiserer Klovn; The Movie. Skyldes det i virkeligheden, at Caper Christensen har sex med en fyr i filmen? Vibeke Manniche rykker ud med argumentet om, at filmen er pornografi og synet af Casper Christensens erigerede lem er skadeligt for børn. Danske mænd af familiefædretypen kan ikke tillade sig at have sex med mænd. Gør de det alligevel stemples de som perverse eller afvigende. Vibeke Manniche er muligvis homofob, men sigtet med kritikken er, at kastrere de danske familiefædre. Ved at indgyde dem en bevidsthed om, at visse dele af deres seksualitet er tabu. Alt det der ikke kontrolleres af kvinder.

 
Kronofilierne
 
Enhver feminist vil selvfølgelig pure afvise at nogen skulle kunne finde på at mistænkeliggøre den maskuline seksualitet.

Men måske vil de medgive at de forkaster moderne socialvidenskab og istedet omfavner den klassiske lægevidenskabs teser?

 I moderne gevandter ganske vist. F.eks. den måde de formuleres af den amerikanske læge og sexolog Ray Blanchard.

Homoseksualitet blev oprindelig opfattet som en psykisk forstyrrelse – en parafili – i den klassiske lægevidenskab.

På linie med en række andre fænomener med besyndelige navne som: Exhibitionister, fetischister, zoofile,  mixoskopofile og gynekomaster.

Den klassiske lægevidenskab fra 1800-tallet skabte en patologisering af homoseksualitet. Og homoseksualitet  indgik i et raritetskabinet på linie med ovennævnte grupper.

Den moderne lægevidenskab har erkendt fejltagelsen og er ophørt med at stigmatisere homoseksualitet som en parafili.

Men tilhængere af det klassiske lægevidenskabelige paradigme har ikke opgivet sygeliggørelsen af al seksualitet. Hvilket også fremgår af det ansete tidsskrift Scientific American i en artikel fra 2009.

Vi har alle en alder. Og det er et angrebspunkt. For så kan vi være objekt for seksuel tiltrækning for mennesker med en speciel seksuel observans – og dermed ofre for seksuelle overgreb.

Pædofile i den ene ende af spektret og gerontofile i den anden ende. Ephebofile hvis der er tale om forhold mellem unge og voksne. Og hebefile hvis der er tale om tiltrækning mellem præpubertære unge og voksne.

Det eneste der ikke er en parafili er den seksuelle tiltrækning mellem voksne. Som dog også har en græsk betegnelse: Teleiofili.

Hvad er pointen med at fjerne homoseksualitet fra sygdomslisten, hvis man genindfører en patologisering og introducerer aldersforskel som psykisk afvigelse? Det er: Nu er kun den maskuline seksualitet sygeliggjort.

Psykoanalysens fader Siegmund Freud mente den reproduktive heteroseksuelle mand var den norm alt andet kunne holdes op imod. Derfor sygeliggjorde Freud den kvindelige seksualitet.

Aldersperspektivet derimod – teorien om de såkaldte kronofilier – sygeliggør mænds seksualitet.

Feminister og tilhængere af den klassiske lægevidenskabs teser er enige om, at kvinder ingen seksualitet har. Og kvinder derfor aldrig er omfattet af parafilierne. De er derimod ofre for mænd. Det er altid kvinder, der skal beskytte børn imod mænd.

Når i sig selv ligegyldige fænomener som aldersforskel sidestilles eller endog ligestilles med pædofili, som er en psykiatrisk diagnose, når pseudovidenskab blandes med psykiatri, fremkommer en eksplosiv blanding!

Der truer med at gøre den moderne homohistorie til én lang sygehistorie. Især fordi en del homoer tager sygeliggørelsen på sig. Selv de der hævder at være imod sygeliggørelsen udbreder i praksis forestillingen ved at knytte begreber om parafilier sammen med mandlige homoseksualitet.

Alt det de homoseksuelle kæmpede for før 1981: Seksuel frigørelse, selvstændig identitet og ret til at vælge sexpartnere er blevet opgivet.

Feministerne – langt ind i homomiljøets egne rækker – ønsker istedet kamp imod parafilierne. Ud fra ønsket om at blive “normaliseret”.

En kamp de først vil anse for vundet, når det homoseksuelle miljø er blevet udslettet og de homoseksuelle mænd – atter engang – er sprunget ind i skabet. Så heller ikke heteroseksuelle kvinder længere behøver at frygte for deres mænd.

De homoseksuelle er blevet en minoritetsgruppe der af politisk overbevisning tager sygeliggørelse og stigmatisering på sig. Og nægter at kæmpe for andet end indholdsløse juridiske formler.

Vi vandt slaget om fjernelsen af homoseksualitet fra sygdomslisten. Men det var en Pyrrhus sejr. Vi kan sige lige som hærføreren der vandt slaget, men fik sin hær decimeret: En sejr til og vi er fortabte!

Om dannelsen af homoseksuelle roller og identiteter

Indledning

Formålet med denne artikel er ikke at belyse, hvorfor eller hvordan nogle mennesker har udviklet homoseksuelle interesser. Seksuelle interesser mellem mennesker af samme køn kan eller bør ikke gøres til genstand for videnskabelig behandling. For hvorfor ikke betragte homoseksuelle interesser som udtryk for “smag”, der selvfølgelig kan diskuteres, men som det er meningsløst at forsøge at udforske videnskabeligt.

Artiklen her er et forsøg på at beskrive, hvordan viden om “homoseksualitet” er blevet gjort til genstand for videnskabelighed i medicinen og psykiatrien, og hvordan sociale roller og identiteter er opstået historisk og fungerer  i moderne samfund.

Til at karakterisere og historisere den “homoseksuelle”, anvender jeg kilder fra to forskellige videnskabstraditioner. Den sociologiske og historiske repræsenteret af Simon og Gagnon ( 1967 ) Mary McIntosh (1968) og Jeffrey Weeks (1977), og den videnshistoriske tradition repræsenteret af Michel Foucault (1978).

Historisering

Der har ikke altid været “homoseksuelle”:  “Homoseksuelle” og “homoseksualitet” er fænomener, der kun findes i vestlige samfund siden sidste halvdel af det 19. århundrede.

Ikke fordi der ikke har været erotiske interesser mellem personer af samme køn andre steder eller til andre tider, men fordi disse ikke har indgået i det mønster som er forbundet med “homoseksualitet”, sådan som dette kendes i vestlige samfund siden midten af forrige århundrede. Erotiske interesser mellem personer af samme køn har været der, fremgår det utvetydigt af historisk og antropologisk materiale, i næsten alle samfund, hvad der varierer, er de betydninger og sammenhænge de indgår i. Med udgangspunkt i nyere sociologiske og videnskabshistoriske teorier skal disse betydninger og sammenhænge holdes op mod hinanden i det følgende.

“Homoseksuelle” roller og identiteter

Den “homoseksuelle” rolle er betegnelsen for den særlige række holdninger til erotiske interesser mellem personer af samme køn, som er udbredt i moderne vestlige samfund. En række individer overtager dette holdningskompleks og gør det til deres egen holdning over for sig selv, de “spiller” den homoseksuelle rolle og bliver altså “homoseksuelle”. “Homoseksuel” identitet er betegnelsen for disse individers holdning til sig selv. Beskrivelsen af,  hvad man kan kalde den tredie faktor, det miljø, hvor i de individer, der har internaliseret den homoseksuelle identitet agerer deres roller falder uden for denne artikels rammer.

Traditionelt har man behandlet kategorien “homoseksuel” som en overkategori med to underkategorier : “Mandlig” og “kvindelig”. Hvor overkategorien er fællesnævner og underkategorierne fremhæver det specifikke. I den nyere videnskabelighed, hvor “homoseksualitet” anskues som historisk og kulturelt fænomen, som et spørgsmål om samfundsmæssige sammenhænge og livsformer, er det umuligt at opretholde en sådan skelnen, hvor det “mandlige” og det “kvindelige’, er to sider af den samme sag. I denne artikel er det udelukkende den mandlige homoseksualitet der betragtes. Ordet “homoseksuel” refererer i det følgende udelukkende til denne.

Seksualitet som en kerne i mennesket

Som nævnt er det “kompleks af holdninger som vi forbinder med “homoseksuel” og “homoseksualitet” historisk set ret nyt. Det er et holdningskompleks der adskiller sig radikalt fra tidligere opfattelser, men hvad er dets indhold? En dansk forsker har karakteriseret det således (Bech 1986):

  • 1 Tiltrækningen til andre mænd er mål i sig selv og ikke blot substitut for kvinder. Man vil således ikke regne en fængselsfange for homoseksuel, blot fordi han har, seksuel omgang. Med andre mænd i fængslet.

 

  • 2 Tiltrækning til andre mænd har en følelsesmæssig side, såvel som en fysisk. Arabiske mænd vil således ikke blive regnet for homoseksuelle, blot fordi sex mellem mænd er (eller var) en udbredt praksis i arabiske lande.

 

  • 3. Tiltrækningen adskiller den pågældende fra andre mennesker, gør ham anderledes.

 

  • 4. Eksklusivitet: Enten er man homoseksuel, eller også er man ikke, det vil sige heteroseksuel.

 

  • 5. Permanens: Den homoseksuelle er og forbliver homoseksuel.

 

  • 6. Skæbne: Homoseksuel er noget den homoseksuelle er og må være.

 

  • 7. Homoseksualitet har en årsag: Der er noget, der er gået galt i arv eller miljø.

 

  • 8. Homoseksualitet er en indre kerne, der ligger inde i personen og stråler ud og bemægtiger sig større eller mindre dele af ham.

 

  • 9. Homoseksualitet er dannende for personligheden som helhed – giver en bestemt personlighed.

 

  • 10. Homoseksualitet er af feminin karakter.

 

  • 11. Den homoseksuelle er besat af sex, i det mindste spiller det seksuelle en ualmindelig stor rolle i hans tilværelse.

 

  • 12. Homoseksualitet er forkert.

 

  • 13. Homoseksualitet er en tragedie.

 

  • 14. I homoseksuelle forhold er den ene altid den mandlige part, den anden altid den kvindelige.

 

  • 15. Homoseksualitet er farlig.

 

  • 16.  Homoseksualitet kræver udforskning.

 

  • 17. Homoseksualitet kræver overvågning og kontrol.

 

  • 18. Homoseksualitet kræver videnskabelige specialister til sin udforskning og regulering.

 Dette holdningskompleks udviklede sig i løbet af det 19. århundrede, men bliver først dominerende i tiden efter 2.verdenskrig. Spørgsmålet er, hvem der dannede det. Om det det var en gruppe af mennesker, der opførte sig på en bestemt måde og havde en bestemt identitet, og dannede en subkultur, som så kunne karakteriseres som ”homoseksuelle” – og blev det. Eller var andre instanser toneangivende i udarbejdelsen af en samfundsmæssig rolle – den ”homoseksuelle”, som nogle individer af den ene eller den anden grund kom til at spille?

Eller var der tale om en vekselvirkning mellem flere grupperingers bestræbelser? Dette spørgsmål vil jeg belyse senere. Men først vi1 jeg præsentere en alternativ opfattelse af hvad ”homoseksualitet” er, nemlig den der blevet udviklet i den sociologiske og historiserende tradition. Som vi under et kan kalde socialkonstruktivisme.

Homoseksuel adfærd og homoseksuel rolle og identitet

Sociologen Mary McIntosh var den første til at behandle selve idéen om den “homoseksuelle”. Til at forskyde forskningens genstandsfelt fra homoseksualitet som fænomen til begrebet ”homoseksualitet”:

“The vantage point of comparative sociology enables us to see that the conception of homosexuality as a condition is, in itself , a possible object of study.” (McIntosh, l967)

Altså tage udgangspunkt i, hvad det betyder at “homoseksualitet” opfattes som en tilstand. Hendes pointe er at skelne mellem “homoseksuel” adfærd og “homoseksuel” rolle. Hun anfægter i sin artikel den i psykologien gængse opfattelse af, at der eksisterer et direkte sammenfald mellem disse to. At gentagen “homoseksuel” adfærd, som en psykiater siger (s.30-31) må lede til konklusionen, at vedkommende er “homoseksuel”. Det er den i forrige afsnit nævnte kategorisering: Enten er man “homoseksuel, eller også er man ikke (dvs. heteroseksuel ).

Problemet med denne opdeling er at den ikke holder. Selv den traditionelle videnskabelighed,  lægevidenskaben, først og fremmest Kinseys undersøgelse fra 1948, og psykoanalytiske undersøgelser viste, at der mellem disse to poler “heteroseksualitet” og “homoseksualitet” var en stor gruppe, der havde begge typer erfaring. I Kinseys undersøgelse havde f.eks. næsten 40 % af mændene “homoseksuelle” erfaringer. Dette stemmer dårligt overens med forestillinger om “homoseksualitet” som noget eksklusivt. Samtidig viste undersøgelsen stor aldersmæssig spredning, således at langt de fleste havde “homoseksuelle” erfaringer før 30 års alderen, med et fald i størrelsen af grupperne med “homoseksuelle” erfaringer herefter. Noget der stemmer dårligt overens med forestillinger om “homoseksualitet” som permanent og som tilstand.

Mary McIntosh kritiserer derfor den traditionelle forskning, på baggrund af dens generelle mangel på succes, for at stille det forkerte spørgsmål. Når den traditionelle lægevidenskabelige tilgang har været overvejelser om, hvorvidt der i det enkelte tilfælde eller i en generel kategorisering er tale om latent homoseksualitet, pseudo-homoseksualitet eller ægte medfødt homoseksualitet siger Mary McIntosh, at man lige så godt kunne lede efter:

“the aetiology of “committee chairmanship” or “Seventh Day Adventism as of  homosexuality”.” (s.31).

 Hun afviser altså at det skulle være muligt at finde en individuel- eller generel årsag til, at nogle bliver “homoseksuelle”, det spørgsmål al tidligere forskning om homoseksualitet har kredset om. Når der ikke er overensstemmelse mellem kategoriseringer og adfærd, og når den traditionelle forskning trods ihærdige anstrengelser for, at finde “homoseksualitetens” årsageri ikke har nået frem til nogle holdbare resultater må denne tilgangsvinkel forkastes. Som studieobjekt erstatter Mary McIntosh derfor fænomenet homoseksualitet med kategorien “homoseksualitet”. Hertil anvender hun det såkaldte ” labelling-perspective”. Hun ser “stemplingen” af nogle, som afvigende “homoseksuelle” i forhold til normen “heteroseksuel”, som en social kontrolmekanisme.

Denne virker på to måder.

For det første skaber den “homoseksuelle” rolle, dvs. omgivelsernes stempling af en betegnelse en tydelig, veldefineret tærskel mellem tilladt og forbudt adfærd: Overskrider man denne grænse vil man få denne betegnelse hæftet på sig. Dette vil selvfølgelig under den forudsætning, at afvigelsen er forbundet med noget negativt, afholde mennesker fra at udvise denne adfærd. Og dette har været tilfældet med ”homoseksualitet”, der har været tabuiseret og illegaliseret de sidste 100 år i Europa og U.S.A.

For det andet vil de der identificerer sig selv med den givne rolle, dvs. de der opfatter sig som “homoseksuelle” blive identificeret af andre, som værende “anderledes”, som værende afvigende der sætter sig ud over, op imod eller på tværs af givne normer og derfor står uden for. På samme måde som “kriminelle” holder resten af samfundet lovlydigt. Profetien om at nogen er “anderledes’, er selvopfyldende: De der stemples som sorte, kriminelle eller homoseksuelle vil udvikle en selvforståelse eller identitet, der vil skille dem ud fra det øvrige samfund. Dette har f.eks. været tilfældet med skabelsen af den homoseksuelle subkultur. Betydningen af at være “homoseksuel” i denne europæiske sammenhæng kan således være vidt forskellig fra, hvordan erotiske interesser mellem mennesker af samme køn er institutionaliseret og opfattes i andre kulturer. Her kan det være nyttigt, at inddrage disse i betragtningen.

Historiske og tværkulturelle eksempler på erotiske interesser mellem mennesker af samme køn

 Wilhelm von Rosen (Kbh.1983) skildrer, hvordan sex mellem mænd var institutionaliseret i oldtidens Grækenland i pæderastien. Dette betegner et forhold mellem en mand og en dreng (ung mand). Denne aldersforskel var en konventionel forudsætning for et sådant forhold. Men i tilfælde hvor der var tale om to voksne mænd opretholdtes aldersforskellen, som konventionel fiktion i forholdet. Dvs. aldersforskellen i den græske drengekærlighed ikke skal tages for bogstaveligt. Det interessante er, at et sådant forhold ikke alene var samfundsmæssigt accepteret, men Platon siger endog i Symposion, at eros, kærligheden, kun kan forløses mellem mænd, fordi kvinden er et laverestående væsen. At den vigtigste forudsætning for det acceptable forhold således er ligeværdigheden. Grækernes vigtigste moralske bekymring i det seksuelle, såvel som andre livsforhold er ikke lydigheden i forhold til et sæt ydre regler, men den personlige etik, hvor seksuel og følelsesmæssig kvalitet der var attråværdig forudsatte ligeværdighed.

Efterstræbelsen af eros, kærlighed, i stedet for blot seksuel lyst er etisk mål, til forskel fra den kristne morals forskrift, som individet blot må indrette sig efter. Hvor seksual objektets køn ikke er det afgørende for grækerne, bliver det i den kristne moral et definitivt kriterium: Seksuel følelse mellem mennesker af samme køn er uværdig og illegitim. Selvom der således ikke fandtes ”homoseksuelle” i oldtidens Grækenland( “manden” i et forhold var som regel gift) var de seksuelle interesser mellem mænd altså strengt socialiseret, men på en anden måde end vi kender det i moderne samfund.

I forskellige stammesamfund indgår seksuel aktivitet mellem personer af samme køn igen i helt andre sammenhænge. I Sambia-stammen på Ny Guinea indgår seksuel aktivitet, fellatio over en lang årrække i en socialiseringsproces, alle drenge og unge mænd gennemgår, før de senere går over til eksklusiv heteroseksualitet (Jönncke, 1985). Mary McIntosh nævner Mojave-indianernes alyha og hwame begreber som eksempler på nogle andre roller. Her kan visse piger og drenge meget tidligt symbolsk og i praksis skifte socialt køn og gifte sig med personer af samme biologiske køn. Men denne køns-blandende rolle udelukkede ikke heteroseksualitet: Det homoseksuelle har ingen betydning i sig selv, valget af et seksualobjekt kan ikke være grundlag for en særlig køns-identitet. Det er valget af henholdsvis mande- eller kvindearbejde og social adfærd (påklædning etc.) der er afgørende. Også Samoa-øerne i Stillehavet er et eksempel på dette. Hvis en mand der klæder sig som kvinde kaldes han en fa-afáfine og fordømmes skarpt af det omgivende samfund. Men homoseksuelle forhold mellem mænd accepteres, både kortvarige og længere varige. Samfundets kontrol går altså på den sociale adfærd, og ikke på den seksuelle. I vores kultur går den på begge dele. (Jöhncke,1985)

Seksualitetens betydning

Det er med blandt andet denne viden om, hvordan seksualiteten indgår i andre sammenhænge end vi kender det, Kenneth Plummer med den symbolske interaktionisme tager udgangspunkt i seksualitetens sociale betydning. Det afgørende er, siger Plummer at alt kan gøres eller opfattes som seksuelt, og at seksualitet i sig selv er en social konstruktion (London, 1975, s.30). I modsætning til den medicinske og psykoanalytiske tradition, der har taget udgangspunkt i seksualiteten, som en i mennesket iboende naturlig, biologisk kraft (“instinkt” eller “drift”), peger den symbolske interaktionisme på den grad af social manipulation seksualiteten er genstand for. Plummer mener at man i stedet for at opfatte ”et seksuelt instinkt”, som biologisk grundlag for samfundet, i form af reproduktion, snarere burde tale om seksualitet, som genstand for samfundsmæssig-kulturel magtudøvelse. At “seksuel adfærd” er en måde at tilskrive bestemte følelser og handlinger betydning på, og at alt potentielt ligget åbent for en tilskrivning af betydning. Seksuelle roller er tillærte (internaliserede) holdnings- og adfærdsmønstre, tillært på baggrund af herskende normer og vedtægter for, hvad der er “seksuelt”, og hvad der ikke er. Nogle normer der i europæisk kultur, f.eks. (jævnfør opfattelsen af seksualiteten som en kerne i mennesket) betyder at man kan være “homoseksuel” uden at have haft “homoseksuelle” erfaringer. Man kan således overtage en “homoseksuel” identitet uden nogen sinde, at have haft genital berøring med personer af samme køn. Plummer siger derfor, at “homoseksuel” bliver man heller ikke på grund af eller i kraft af sin adfærd, men i et kompliceret spil mellem eksisterende rolledefinitioner og selvdefinition, hvor kategorier og etiketter fordeles og antages i en proces af social forståelse og afgrænsning af sig selv i forhold til normerne (London, 1981).

Den “homoseksuelle” rolle er således en konstruktion, der er opstået ud fra dette sociale spil. At det er noget relativt nyt at tilskrive seksualiteten betydning på den måde det sker i vores kultur antyder Gagnon og Simon (London, 1973).  De påpeger at det i tidligere samfund måske ikke har været nødvendigt at begrænse seksualiteten for, at opretholde social stabilitet eller begrænse anti-sociale kræfter, men snarere et spørgsmål om at det var nødvendigt at gøre seksualiteten betydningsfuld, for at sikre konform adfærd på områder langt vigtigere end det seksuelle selv (s.17). De ser altså ikke seksualiteten som en “drift” samfundet kan undertrykke eller frigive, men først og fremmest som socialt skabte roller og identiteter.

Diskursen om det seksuelle

Der findes altså et bestemt sæt egenskaber og karakteristika med hvilke man har identificeret den homoseksuelle rolle og identitet. Det er ud fra dette kompleks, at homoseksualitet er blevet forstået og tolket i europæisk kultur. Sådan var det ikke før. Uanset hvor mange mænd romerske kejsere, Shakespeare eller Michelangelo kan have været sammen med seksuelt var de ikke homoseksuelle, fordi dette kompleks endnu ikke eksisterede. Spørgsmålet er hvornår konstruktionen af den “homoseksuelle” person er opstået, og under hvilke omstændigheder. De sociologiske teorier beskriver, hvordan sociale roller fungerer, men de forklarer ikke de omstændigheder, hvorunder de er opstået. Det er dette Michel Foucault er på sporet af i hans Seksualitetens historie bd.1 Viljen til viden. (Kbh.1978).

Den er netop ikke en seksual-adfærdens historie, men en videnshistorie (Schmidt og Kristensen, Kbh. 1985). Den beskriver, hvordan en bestemt type viden om kønnet “blev gjort til genstand for magt.” Foucault ser seksualiteten som en konstruktion, en kunstig enhed af ellers indbyrdes uafhængige elementer, af biologiske funktioner, anatomiske elementer, adfærdsmønstre, fornemmelser og lystfølelser, der er blevet rubriceret sammen under betegnelsen ”seksualitet”. Det er en fiks idé der er blevet tildelt essens, og derfor er blevet set som årsag til alt andet.

Foucault polemiserer imod det han kalder repressionstesen. Ideen om at seksualiteten findes som en kraft i mennesket, samfundet så kan acceptere eller undertrykke. Ifølge repressionstesen er seksualiteten i de moderne, borgerlige samfund siden det l7. århundrede blevet undertrykt i takt med det fremvoksende kapitalistiske systems krav om reproduktiv sex. Seksualiteten skulle være blevet henvist til forældrenes sovekammer, intet “spild”, i form af ureproduktiv sex, skulle have været tilladt. Kun på samfundets bagside, og i smug, skulle bordellerne være en “sikkerhedsventil” for den indestængte seksualitet og perversionerne unddrage sig samfundets strenge kontrol. Inden for rammerne af denne tese, er alternativet først og fremmest af række venstre-freudianske teoretikere (Reich, Marcuse m.fl. ), blevet forestillingen om en “frigørelse” af seksualiteten, og et opgør med victorianismen. Foucault forkaster repressionstesens opfattelse af magten som noget primitivt, ydre, statisk der altid fungerer ovenfra i kraft af forbudet. I stedet ser han magten som en kompleks relation der er dynamisk, hvor samfundets magt-elite ikke er den subjektive vilje bag magten, men resultatet af bestående magtrelationer. Han ser normen for, hvad der er “normalt”, og hvad der er “unormalt”, som en vigtigere faktor end det formelle juridiske magtsystem. Han taler om:

 “magtens nye metoder, som ikke fungerer ved hjælp af retten, men ved hjælp af teknikken,  ikke ved hjælp af loven men ved hjælp af normaliseringen, ikke ved hjælp af afstraffelsen men ved hjælp kontrollen,  og som udøves på niveauer og i former som overskrider staten og dens apparater.” (1978, s.102.)

Det springende punkt er ikke, hvorvidt begæret så er installeret (placeret) i individet af magten, men om magten er:

 “en bestandig juridisk og diskursiv magt, en magt der har centrum i lovens fremsigelse” (1978, s.102).

Endvidere taler Foucault om produktionen af viden, og om hvordan denne indgår i et tæt samspil med magten. Produktion af viden om seksualitet, dvs. konstitueringen af det seksuelle som genstandsområde for erkendelsen er derfor ikke udelukkende et gode, og ikke en nødvendighed for frigørelse. Måden hvorpå viden indgår i magtrelationer har været diskursen: Produktionen af tale og tekster om seksualitet.

Diskursens særlige egenskab er, at den ikke blot om taler eksisterende fænomener, den producerer tillige det genstandsområde den omhandler. Fraværet, hemmeligheden, tavsheden i diskursen om handlinger skærmer magtens autoritet, men får den på den anden side også til at virke diffus og tolerant. Diskursen om kønnet karakteriserer Foucault således:

 ”Det samfund, der udvikledes i det 18. århundrede og som man efter behag kan kalde borgerligt, kapitalistisk eller industrielt har ikke mødt kønnet med en grundlæggende afvisning. Tværtimod har det sat et helt apparat i gang for at producere sande diskurser om det. Ikke alene har det talt meget om kønnet og tvunget enhver til at tale om det, men det har også sat sig for at formulere den systematiske sandhed om det. Som om det i kønnet så en vigtig hemmelighed. Som om det havde brug for denne sandhedsproduktion…Gennem dette spil er en viden om subjektet langsomt, over flere århundreder blevet grundlagt…” (Schmidt, Kristensen, 1985, s.85-86 )

Dette er hvad Foucault kalder seksualitetens installation. Han ser denne som led i et magtskifte hvor herskerne før havde magt til at fratage deres undersåtter livet, vokser nu en ny magt frem (en biomagt) og afløser til dels denne, idet interessen forskydes til magten over livet. Den nye magt udøver nu kontrol over den overordnede regulering af befolkningen (reproduktionen), samt over disciplineringen af det enkelte individs krop. “Seksualiteten” spiller en nøglerolle i de nye kontrolbestræbelser, den bliver skæringspunkt for magtudøvelsen over reproduktion og over individets krop. Seksualitet bliver ikke undertrykt, men skabt gennem den nye kontrol.

Et vigtigt element i italesættelsen af seksualiteten er oprettelsen af en speciel videnskab for dette område, en scientia sexualis. Der opstår en særlig seksualmedicin der isolerer en speciel “drift”, som kan påvirke individet afgørende, uden at det nødvendigvis giver sig ydre, somatisk udslag. Denne videnskab gør “seksualiteten” til objekt for viden. “Seksualiteten” bliver genstand for en mængde magtrelationer, en kamp om definitioner, dvs. om magt til at kunne definere, udspiller sig alle de steder der bliver produceret viden om “seksualitet”: I lovgivningen, på skolerne, på hospitalerne, i familien, i lægevidenskaben, i nationaløkonomien etc. Som før nævnt skaber diskursen sit eget genstandsfelt. Især på fire områder gør denne vilje til viden sig gældende: Hystericeringen af den kvindelige seksualitet, overvågningen af barnets seksualytringer, kontrol af reproduktionen og indpodningen af perversiteterne. Det er under sidstnævnte kategori den “homoseksuelle” person henhører.

Den historiske konstruktion af den “homoseksuelle” person

Fra midten af det 19. århundrede skete der en eksplosion i dannelsen af nye seksuelle kategoriseringer. Sexologer som Krafft-Ebing, Albert Moll, Haveloch Ellis og Magnus Hirschfeldt søgte alle at definere variationerne inden for den seksuelle adfærd (Weeks,1977).

Det nye kapitalistiske samfund bevirkede en urbanisering og industrialisering af et hidtil ukendt  omfang. Dette ledsagedes blandt andet i et skift fra en lineær familietradition, hvor ægteskab og reproduktion skulle tjene slægtens krav og behov, til det borgerlige kærligheds-ægteskab der var baseret på det enkelte individs følelser, seksuel tiltrækning m. m. Hvor seksualitet, som det bindende element i det borgerlige ægteskab, selvfølgelig blev gjort til genstand for stor opmærksomhed. Det er i denne sammenhæng den “homoseksuelle” person for første gang optræder. I den tidligere forestillingsverden, dvs. fra renæssancen og frem, opfattedes seksuelle forhold mellem mænd som sodomi. Sodomi betyder imidlertid ikke sex mellem mænd. Det var en mere diffus betegnelse for seksuelle aktiviteter der overskred grænsen for samfundets moral. Dvs. det kunne være alle seksuelle handlinger, der gik ud over det almindelige samleje mellem mand og kone: Voldtægt, hor, incest o. s. v. Under alle omstændigheder blev sex mellem mænd ikke betragtet som noget væsens-forskelligt fra andre former for forbudt adfærd. Sodomien rangerer på linie med andre udsvævelser som druk, grådighed, dovenskab og forfængelighed. Alle synder, der blev tilskrevet menneskelig svaghed. Sodomi var således ikke noget der angik en bestemt gruppe mennesker: Alle mennesker opfattedes, som potentielt “syndige”, der kunne begå sodomi. Alan Bray karakteriserer sodomi som:

 “en uorden i den seksuelle orden, der i princippet i det mindste, kunne opstå alle steder.” (Bray, 1982, s.25)

Sodomi var en handling, ikke knyttet til en bestemt persontype. Lovene mod sodomi var som regel meget strenge: Dødsstraf under forskellige former. Alligevel herskede der en mærkelig uoverensstemmelse mellem hvad folk gjorde, og hvad folk sagde om sex mellem personer af samme køn. Lovene var meget strenge, men de blev kun brugt i enkelte, særlige tilfælde (Bray, s.58-81). Fraværet af diskurser gav sig udslag i en omfattende, men arbitrær tolerance. Først den nye sexologi definerede “homoseksualitet” som en tilstand, som en perversion man kunne f inde hos en bestemt type personer. Sodomitten havde været en midlertidig afvigelse, den “homoseksuelle”, tilhørte en art. Dette er hvad Foucault betegner som perversionens indpodning (1978, s.45).

Den “homoseksuelle” person blev født gennem lægevidenskabens karakteristik. Lægen. C. F. O. Westphal gjorde i en artikel fra 1870 homoseksualitet til en medicinsk kategori. Han beskrev de “kontrære seksualsanser”, hvor homoseksualiteten i stedet for at være karakteriseret ud fra bestemte seksuelle relationer, blev set som en sær1ig sanseegenskab, en omvending (inversion) af forholdet mellem det mandlige og det kvindelige. Homoseksualitet blev således grundlæggende en forvirring om kønnet, i modsætning til den senere lægevidenskabs identifikation af homoseksualitet gennem adfærden.

Den “homoseksuelle” (inverse) var dog kun en ud af mange perversioner, der blev optaget i det 19. århundredes psykiateres samling. De indgik i denne sammen med arter med lige så besynderlige navne : Exhibitionister, fetischister, zoofile, mixoskopofile og gynekomaster. De opstod som hvert sit lille folkeslag, der render offentlige instanser på dørene, hjemsøger hospitaler, læger og præster for at “bekende” hver deres “anomali”. En “anomali” der var blevet skabt af en intens overvågning og kontrol af kønnet.

Stigmatisering og identitetsdannelse

Den “homoseksuelle” var et lægevidenskabeligt artefakt. Men før, i slutningen af 1600-tallet eksisterede der i London en subkultur af mænd, der havde seksuel omgang med hinanden. Med sine sær1ige steder, private huse og kroer, hvor man kunne mødes, med sin særlige befolkning der fulgte den sociale orden der herskede her.

Og med en særlig stil: Kvindagtighed i tale og manerer. ”Mollyer” som de kaldte sig, en dagligsprogsvariant af kvindenavnet Mary, blev forfulgt af det omgivende samfund, og mødt med moralsk fordømmelse. I den almindelige forståelsesramme var de sodomitter, og blev straffet som sådanne, når magten slog ned på dem. Men ”mollyerne” var forskellig fra sodomitten: At være “molly” var en identitet, noget der involverede mere end en seksuel handling. Betydningen af at være “molly” var ikke så omfattende som at være “homoseksuel”: Det indebar ikke en bestemt psykisk eller fysisk tilstand (Bray, 1982, s. 103). Det interessante er, at denne subkultur på en gang var en mulighed for “mollyerne” for at danne en positiv identitet, og samtidig var der tale om en stigmatisering. Denne subkultur er et eksempel på, hvordan en gruppe mennesker forsøger at danne en “homoseksuel” selvbevidsthed, under indtryk af presset fra et intolerant samfund og hvordan “homoseksualitet”, samtidig herigennem udskilles fra samfundet. “Mollyen” kan derfor ses som en overgangsform til den “homoseksuelle” rolle og identitet. Som resultat og del af et nyt partikulariseret samfund, hvor det var muligt at skille sig ud, og blive udskilt som gruppe og individ.

Fra synd til skyld

Det var imidlertid først i midten af det 19. århundrede, at ideen om den “homoseksuelle” person udkrystalliseredes. Selve ordet “homoseksuel” bliver opfundet i 1869. Med perversionens installering kommer videnskabens interesse for “homoseksualitet” til at dreje sig om den “homoseksuelles” ætiologi. Hvad eller hvem har forårsaget “afvigelsen”, hvorfor er den opstået og i sidste instans: Kan den helbredes? Samtidig kriminaliseres homoseksualitet i de forskellige lande (Danmark 1866, Tyskland 1871, England 1885 ). Lægevidenskabens interesse for dette “nyopdagede “fænomen ledsages af et ønske om vidensproduktion om dette fra de juridiske instansers side.

Homoseksualiteten bevæger sig fra at være synd til at blive forbrydelse (Weeks, 1977). Til den “homoseksuelle” knyttets forestillinger fra den jødisk-kristne tradition om at ureproduktiv sex er forbundet med skyld, straf og sygdom. Den juridiske forfølgelse kulminerede med skandale-processer f.eks. sagen mod Oscar Wilde i 1895. Sådanne sager skabte et billede af den “homoseksuelle” i offentligheden som Weeks skriver:

 “They were labelling processes of the most explicit kind…”(1977, s.2l).

De trak en tydelig linie mellem tilladelig og utilladelig opførsel.

Den medicinske model

Videnskabens diagnosticering og etikettering af homoseksualiteten, indpodningen af det perverse var et led i magt instansernes overordnede bestræbelse på at kortlægge lysten. Kategorien “inversion” bliver derfor også splittet op efter forskellige kriterier i en mængde underarter: Transvestitisme, psykisk hermafroditisme, eller absolut , amfigen og okkational inversion (Heede, l985 ).Det tidligste eksempel på en sådan kortlægning er Krafft-Ebing, professor i psykiatri i Wien, med dennes videnskabelige bestseller Psychopatia sexualis fra 1887. Værket drejer sig om en videnskabelig identifikation af den “homoseksuelle” til juridisk formål, om homoseksualitetens status og ætiologi. Der herskede uenighed om disse spørgsmål. En stor gruppe af social-darwinister anså homoseksualitet for at være et tegn på nervøs degeneration, forårsaget af overdreven masturbation og udsvævende livsførelse. Andre hældede til den opfattelse at homoseksualitet var en medfødt sindssygdom eller et tilbagefald til en tidligere civilisationsform.

Homoseksualitetens definition var således et spørgsmål om magt til, at definere synd eller skyld. Hvis homoseksualitet var forårsaget af usædeligt levned måtte samfundet gribe ind med straf, og denne opfattelse sejrede altså i første omgang med kriminaliseringen af homoseksualitet. Men hvis der var tale om en menneskelig svaghed, en tilbøjelighed der var medfødt måtte de homoseksuelle overlades ti1 lægevidenskabens behandling. De homoseksuelle formulerede sig også i denne diskussion. De formulerede sig gennem den medicinske diskurs. Således erklærede den tyske sagfører Karl Heinrich Ulrichs i 1860’erne de homoseksuelle for at være et et tredie køn. Han forsøgte at forsvare de homoseksuelle eller urningene, som han kaldte dem, med at de “havde kvindelige sjæle i mandlige kroppe”. Deres perversion var med andre ord et naturens lune, en medfødt svaghed. Denne tredie-køns-teori blev senere udbredt af den populære engelske forfatter Edward Carpenter.

En anden nøgleperson i den tidlige homoseksuelle bevægelse, der formulerede sig i den medicinske diskurs var den tyske læge Magnus Hirschfeld, der i 1897 oprettede verdens første forening for homoseksuelle, Wissenschaftliche Humanitäre Komité  i Berlin. To år senere etablerede han Jahrbuch für sexuellen zwischenstufen , der frem til l920 udsendte oplysninger om homoseksualitet fra en lang række videnskabsgrene. Hirschfeld selv skrev (under mottoet Per scientiam ad Justiam: Retfærdighed gennem viden) en mængde forsvarsværker på grundlag af forestillingen om homoseksualitet, som et givet biologisk grundlag. Målet i den homoseksuelle strategi inden for den lægevidenskabelige diskurs, var at få klassificeret homoseksualitet som et for samfundet ufarligt naturens lune man ikke kunne stille den enkelte ansvarlig for, og som var i “gode hænder” under videnskabens bevågenhed. Dette er hvad Weeks kalder “den medicinske model”. Straffeaktionerne imod de homoseksuelle i forrige århundrede blev således mødt med protester fra lægerne både de homoseksuelle og andre.

Strategien var og er imidlertid problematisk, ikke bare fordi det er forkert at se en mekanisk sammenhæng mellem social adfærd og biokemi, men også på grund af dens konsekvenser. Selvom det efter århundrede-skiftet og frem til efter anden verdenskrig gradvis lykkedes at føre diskursen om homoseksualitet over i lægevidenskaben, blev en række af de juridiske kontrolmekanismer opretholdt. Den magt-viden det lykkedes for lægevidenskaben at etablere har gjort at det i høj grad er denne, der har tegnet billedet af den “homoseksuelle” i dag, sådan som det blev ridset op i afsnit 1.3. Selvom den grundlæggende holdning var at tildele “unaturen” en plads i “naturen”, havde det skæbnesvangre konsekvenser for de homoseksuelle der er blevet patologiseret af lægevidenskaben.

Konklusion: Homoseksualitet som utopi

Der findes altså en alternativ vej til seksuel “frigørelse”, en strategi der peger på ikke at “frigøre” homoseksualiteten ” (forstået som en essens, der findes hos alle mennesker, og til hvis frigørelse blot kræves fjernelse af repressive foranstaltninger ), men at “frigøre” sig fra homoseksualiteten. Ikke forstået således at erotiske og venskabelige forbindelser mellem mænd skal forsvinde, men at de skal eksistere i en anden form end den “homoseksuelle” person. Utopien, hvor homoseksualitet ikke er en særlig form for begær, men noget der er værd at begære.(Foucault, 1982).

Hvor homoseksuel ikke er noget man erkender man er, men noget man må arbejde på at blive.

En livsstil man kan udvikle. Hvor homoseksualitet blot er udtryk for “smag”, og de homoseksuelle dyrker en bestemt (eller flere) form(er) for “livskunst” der lige så lidt som noget andet forsøg på at udfolde en(eller flere) form(er) for æstetik kan eller bør måles og vejes inden for et videnskabeligt system. Hvor den “homoseksuelle” persons “homoseksualitet” udskiftes med homoseksualiteter, fordi der ikke er nogen årsag (moderbinding, kromosomfejl eller hormonforstyrrelse), men derimod individer, forskellige mennesker. Hvor typen er et valg af image: Det bevidst kvindagtige hos Boy George eller macho-stilen hos Frankie Goes to Hollywood.

Hvor homoseksualiteten ikke som hos den ”homoseksuelle” person konstituerer personligheden, men hvor ”homosexuality is a complexe diffuse experience that anyone may have” (Plummer, l98l, s.57).

Dette er en utopi, men den er ikke grebet ud af luften, siger Foucault. Og postulerer at man med rimelig historisk sikkerhed kan sige, at spørgsmålet om hvilket køn ens seksuelle interesser rettede sig mod blev betragtet som smag i romerrigets første to århundreder e. v. t.

Forudsætningen for at opløse konstruktionerne “heteroseksuel” og “homoseksuel”, der afgrænser og indsnævrer vores oplevelsesmuligheder ikke alene eller først og fremmest i seksuelle relationer, men generelt i mellemmenneskelige relationer, er erkendelsen af deres eksistens (Simon og Gagnon, 1973). Men denne erkendelse må også forbindes med en vilje til at tage magten over sit eget liv, at erkende at der ikke findes nogen psykologisk eller fysiologisk “natur” gennem hvilken man kan forstå alle menneskelige handlinger i fortid og nutid, og som determinerer fremtiden, betyder at man gennem sine egne handlinger må være ansvarlig for sit liv. Homoseksualitet som livsstil er en mulighed for at leve i overensstemmelse med sine egne ønsker og behov.

Sådan som den “homoseksuelle” rolle traditionelt har fungeret, har det været en rolle der måtte indlæres, som krævede (kræver) en indsocialisering i subkultur, accept af tabuiserede følelser og adfærd etc. Altså en meget vanskelig proces. Ikke mindst på grund af de forskellige former for undertrykkelse: Manglen på positive identifikationsbilleder, manglen på etablerede sociale rammer hvor man kan optræde som “homoseksuel” uden at blive udsat for overgreb (fysisk vold, fyring fra job, social isolation etc.). At den “homoseksuelle” rolle er så svær at acceptere og indlære for de ”homoseksuelle” har derfor en stærkt begrænsende effekt på de enkelte individers frie valg af seksuel præference. Selvom de forbud og den kriminalisering af homoseksualitet der fandt sted i 1950’erne i Danmark og det meste af Europa er blevet ophævet er der derfor ikke blevet flere, der identificerer sig med at være “homoseksuelle”. Foucault har tilsyneladende ret i antagelsen, at normen for, hvad der er “normalt” eller “unormalt” er vigtigere end juraen.

Den ”homoseksuelle” identitet og subkultur opstod i slutningen af det 19. århundrede – måske senere i Danmark. Strukturelle forandringer i økonomi og samfund gjorde det muligt at leve udenfor familiens grænser. Mænd med “homoseksuelle” interesser var de første til at benytte disse muligheder. Men over tid er fødselsraten dalet, familierne blevet mindre, skilsmisse tallene er steget, færre gifter sig og variationerne i samlivsforholdene er blevet større. Selvom de heteroseksuelle stadig gifter sig, viser skilsmissetallene, at livstidsægteskabet ikke i samme udstrækning som før er norm. De heteroseksuelles livscyklus er blevet både mere varieret og mindre forudsigelig. De står over for mange af de valg og erfaringer de homoseksuelle tidligere har oplevet: De må skabe sig en kultur uden forbilleder – dvs. i kulturel henseende er bøssekulturen selv blevet avantgarde. Forskellene mellem “heteroseksuel” og “bøsse”-kultur er blevet mindre – hvilket måske er det vigtigste element i at eliminere kategoriseringen.

Denne  artikel er oprindelig blevet til som en universitetsopgave for knap 25 år siden. De vigtigste af de i litteraturlisten nævnte værker er i mellemtiden blevet klassikere i den videnskabelige litteratur. En del af tidsskriftartiklerne og andet er måske sværere at opdrive idag.

 I hovedtrækkene er tesen i denne artikel stadig gyldig: Homoseksualitet er en social konstruktion. Juraens, lægevidenskabens og socialvidenskabens diskurser har formet og konstrueret homoseksuelle identiteter og roller i moderne samfund.

Der hvor de forskellige sociologiske og videnshistoriske teorier har vist sig svage, er i fremskrivning af det kritiske potentiale. Set knap 25 år senere er der ikke noget der tyder på en erodering af kategorierne “homoseksuel” og “heteroseksuel”. Snarere tværtimod.

Repressionstesen er stadig aktuel idag. Dog i sin omvending. Nu handler det ikke om hvor frigjorte vi kan være, men om hvordan perversionerne kan holdes nede og samfundet frit for dem. Essentialismen dominerer stadig tankegangen.  Og perversionernes udspring forstås i  den samfundsmæssige debat , som det jura og lægevidenskab tidligere betegnede som henholdsvis skyld eller afvigelse.

 

Litteraturliste

Oversigtslitteratur

Jeffrey weeks: Coming out. Homosexual politics in Britain, from the Nineteenth century to the Present. London 1977.

Michel Foucault Seksualitetens historie bd1: Viljen til viden. Kbh.1978.

Sociologi

Kenneth Plummer The Making of Modern Homosexual. London 1981

heri: Mary Mclntosh : The homosexual role (1967)

og Kenneth Plummer : Homosexual categories: some research problems in the labelling perspective of homosexuality.

John H. Gagnon og William Simon: Sexual conduct London 1973.

heri: The social origins of sexual Development of Male homosexuality (1967)

Kenneth Plummer: Sexual Stigma: An interactionist account London 1975

Historie

Wilhelm von Rosen Bøssehistorie. Den historiske konstruktion af homoseksuelle roller og identiteter. Kbh.l983

i: Kvindestudier 7 (red.Nynne Koch)

Alan Bray: Homosexuality in Renaissance England. London 1982.

Videnshistorie

Lars-Henrik Schmidt og Jens Erik Kristensen: Foucaults blik – om det moderne menneskes fødsel. Kbh.1985.

Psykoanalyse

Dag Heede: Freud og “den homoseksuelle”. Semesteropgave. Kbh. 1984

 

Tidlsskrifter, blade m.m.

Henning Bech: Mellem mænd Kbh.1983 i: Kontext 45

Henning Bech og Karin Lützen: Kommisionsrapport: Lyst eller nød? og Synspunkter og resultater i videnskabelig litteratur om mænds og kvinders homoseksualitet. Kbh.1986

Steffen Jöhncke Andre måder.i: Pan-bladet.Et blad for bøsser og lesbiske. juni-juli Kbh.1985

Michel Foucault: Venskab som livsstil i: Pan-bladet nr.6,oversat af Henning Bech og Henning Jørgensen. Kbh.1982.