Joyce Carol Oates: Sexy

Kan man tænke mandlig seksualitet uden at tale om misbrug, krænkelse og overgreb? Ikke i en amerikansk ungdomsroman. Hvis den altså er dristig nok til at vove at rejse emnerne.

På den ene side en truet eller truende seksualitet. På den anden side samfundets forholdsregler: Kriminalisering, restriktioner, kontrol og overvågning. Og så de evindelige ledsagere som ingen har bedt om, men er der alligevel: Bekymring og mistænksomhed.

Joyce Carol Oates ungdomsbog Sexy udkom på dansk i 2005. Næsten et årti efter den første store pædofilpanik var startet i Danmark. Denne panik var taget af  i 2005, men ikke forsvundet. Den første videnskabelige karakteristik af denne panik udkom samme år. Dens afvisning af fænomenets postulerede gigantiske omfang betød, at forfatteren selv blev udsat for dødstrusler for sin angivelige “sympatiseren” med de kriminelle pædofile. Selvom afhandlingens emne var køn og forhold mellem mænd og kvinder, og pædofili omtaltes i et enkelt afsnit i en bog på 386 sider udeblev reaktionen altså  ikke. At forskeren var professor og leder af et forskningscenter anfægtede ikke den type kritik.

Cover til den engelsksprogede udgave.

Efterfølgede har en vis erkendelse af hysteri og panik indfundet sig. Spørgsmålet er imidlertid stadig relevant:

Hvordan bliver drenge til mænd under disse samfundsmæssige omstændigheder? Og bliver de ofre eller gerningsmænd. Eller måske begge dele?

Det centrale ord er mandehad. Ikke som nogle umiddelbart vil tro, fordi nogle kvinder – især feminister – hader mænd. Det er muligvis sandt at nogle kvinder gør det. Det er bare ikke pointen. Og det handler bogen heller ikke om. Den handler om mænd, der hader mænd.

Den hollandske udgave.

Historien beskriver den 16 årige highschool elev Darrens vej fra dreng til mand. Da der opstår en homofob smædekampagne imod Darrens engelsklærer kommer Darren i klemme. Hvor ligger hans loyalitet? Hvem er han selv, hvad er hans seksuelle orientering? Hvordan takler en teenager, at alle voksne er grebet af panik?

Darren befinder sig i en umulig position af mange grunde.  Skyldfølelserne. Han har én gang fået et lift af engelsklæreren Mr. Tracy.

“Det var i november, en torsdag efter svømmetræningen.

Det var vagt og usagt.

Det der var desuden ikke sket.”

Hvad blev ikke ageret, hvad forblev usagt? I det tilbageblik bogen udgør får vi det at vide.  Darren selv er ikke i tvivl: For det første engelsklærerens homoseksualitet, dernæst hans fascination af Darren.

Cover til den norske udgave.

Men Darren fastslår over for sig selv i den indre monolog, at der ikke fandt noget overgreb sted. Verbalt eller på anden vis. Darren ved imidlertid, at han selv satte lavinen igang med spørgsmålet til svømmekammeraterne:

“Tager Tracy billeder med et digital kamera. Af drenge i Spedo-badebukser. Nogen bør undersøge det nærmere.”

Selvfølgelig kommer der ikke en undersøgelse, men derimod en smædekampagne: Pornobilleder med homosex samt et ledsagende brev angiveligt fra en 11 årig dreng med anklager om overgreb og trussel om selvmord bliver anonymt afleveret til rektor. Hvorefter politiet hurtigt involveres.

Den spanske udgave af bogen.

Da politiet først er inde i sagen er intet tilbagetog muligt for drengene. Har nogen oven i købet spundet videre på historien, vedlagt børneporno og opdigtet nye anklager om forulempelse af svømmedrengene i et brev til politiet? Fortælleren ved det ikke. Han ved blot at anklagerne ikke er sande.

At sige det imod er imidlertid umuligt. Darrren er fra den lavere middelklasse. Hele hans sociale prestige afhænger af succes på svømmeholdet. At sige drengene fra den højere middelklasse imod ville tilintetgøre ham.

Løgn fører til ulykke og død. Konstruktionen af drengenes maskulinitet er baseret på død. Og skyld. Et besøg hos rektor med en tilståelse af, at hele historien er opspind er forudsigeligt mislykket.

Cover til den amerikanske udgave.

Alle voksne mænd i bogens univers deltager i stigmatiseringen af Mr. Tracy. På grundlag af rygter. Fremsat af de teendrenge, der hurtigt bliver enige med sig selv og hinanden om, at  bagtalelsen skal finde sted med udgangspunkt i påstande om pædofile forhold, da rygter om homoseksuel orientering ikke er stærke nok til at ødelægge ham.

Højdepunktet i handlingen er et sexovergreb. Selvfølgelig ikke fra Mr. Tracy – eller den homoaktivistgruppe, der provokeres til at stå frem efter lærerens død.  Men af politiet. Der i iveren efter at finde “skyldige” afpresser Darren. Hvilket fremgår af den politirapport der fremlægges som dokument uden kommentarer i bogen. Han skal være både offer og anklager.

Drengen har ingen støtte hos sine forældre, der frygter det værste – at hans navn bliver trukket ind i sagen – og blot håber på det bedste.

Darren selv er ikke homoseksuel eller?

Han føler et vist ubehag ved pigers selskab. Han har en veninde, men bryder sig ikke om at hun går for tæt på. Hans reaktion på de pornobilleder de andre drenge har fundet – med mænd og drenge sammen – er væmmelse.

Engelsksproget paperback.

Endelig efter sagens afslutning, efter ulykke og død,  oplever han noget nyt. Han mærker:

“Alt blodet i hans hoved strømmer nedad.”

Han er ikke længere nødt til at sublimere sin seksualitet i svømning, men kan have sex med den lidt ældre pige i et tilfældigt møde.

Vejen til at blive mand består ikke alene i at vælge seksuel orientering. Men lige så meget i at vælge om man vil tage stigmatiseringen som pædofil-offer på sig eller ej. Eller skyld for andres død. Ikke fordi der har fundet noget upassende seksuelt sted, men fordi samfundet tilbyder unge muligheden for at være ofre. Eller bødler. Ved ukritisk at lægge øre til rygter. Rektor er fra første færd klar over hvor ligegyldigt det er om politiet efterforsker sagen eller ej, og hvad de i givet fald finder. Han vil skille sig af med læreren, der er blevet smædet med det samme fordi skaden allerede er sket: Der sladres om det på skolen.

Drengene fra klassen må afgøre med sig selv om de vil påtage sig offerrollen, stigmatisere sig selv ved at lyve videre. Eller som Darren pure afvise politiets insisteren på, at han må være blevet udsat for overgreb eller misbrug.

Cover til den franske udgave.

Lige som man siger at alle politiske debatter på nettet, når de har kørt en vis periode uværgeligt vil ramme de samme begreber igen og igen, og f.eks. henvise til nazismens verderstyggelighed, kan ingen debat om sex eller seksualitet på nettet i dag fungere uden, at nogen står frem og bekender de er pædofil-ofre. Og egentlig giver det ingen mening at skelne mellem indbildte og virkelige fænomener. De der oplever sig selv som ofre har jo de samme følelser. Det må man anerkende. Joyce Carol Oates bog giver indblik i de mekanismer der får det til at ske.

Den lidt verdensfjerne forsker jeg referede til ovenfor, troede han kunne sige myter og fordomme imod uden at blive mødt med den nævnte type reation. Bemærk: Dødstruslerne blev ikke råbt i hovedet på ham af kvinder. Men af mænd der vil opdrage deres egne børn til krænkere, altså de der stigmatiserer sig selv eller andre.  Uden dokumentation. Til at blive mænd der hader mænd. Den maskuline seksualitet der opfattes på en gang som truet og truende lægges for had.

Bekymringen for de unge mænd – forældrenes og myndighedernes –  går selvfølgelig på deres uskyld. De er sexy, som bogens titel siger. Men tilhører deres seksuelle uskyld samfundet eller de unge? Darren er i myndighedernes øjne det oplagte offer. Derfor kommer det også til at koste alle hans kræfter og al  hans viljestyrke, at kæmpe imod det overgreb stigmatiseringen af den uskyldige er. Darren giver først slip på uskylden, da det passer ham: I armene på den lidt ældre pige.

Den danske udgave.

Omgivelserne derimod ser kun offeret i ham. Og reagerer med bestyrtelse og forbløffelse da han til slut viser viljen til at vinde i svømmekonkurrencen. For han er på forhånd dømt taber. Og bogens – eller forfatterens – ironiske kommentar er, at ingen aner eller ænser, at han lever med bevidstheden om sig selv som bøddel:

“Tager Tracy billeder med et digital kamera. Af drenge i Spedo-badebukser. Nogen bør undersøge det nærmere.”

Reklamer

Guilty by association

Her har vi alle konspirationsteoriers grundlæggende tese: Forbryderne – de virkelige skurke – gemmer sig. De bliver aldrig fanget eller afsløret. Det er umuligt at ramme dem – selv for de der er ansvarlige og retfærdige. Og parate til tage loven i egen hånd.  Men de medskyldige, som dækker over eller samarbejder med de virkelig skyldige er det let nok at fastslå hvem er. Og de kan uden juraens og retsmaskineriet tunge maskineri stilles til ansvar.

Paragraffen –  postuleret, men alligevel gyldig – hedder guilty by association.

Selvom paragraffen ikke kan slås op i nogen lovbog anvendes den flittigt i det danske samfund. I en mere eller mindre paranoid stræben efter at ramme skurkene. Paranoia er som bekendt alle konspirationsteoriers kilde.

Paranoiaen kan vende blikket i to retninger: Op mod samfundets top. Det er forestillingen om de uærlige politikere, der fører befolkningen bag lyset. Eller dybt ned i mytologiske forestillinger om hemmelige broderskaber. Om tusinder der er medlemmer af hemmelige religiøse ordener, terrorister eller børnepornoringe på nettet.

Ingen fornuftige mennesker vil under normale omstændigheder tage Dan Brown’s historie om Da Vinci mysteriet for andet end underholdning. Og selvfølgelig heller ikke andre historier af tilsvarende type.

Alle der kender debatstilen på nettet ved at beviser på bordet ikke er noget krav i den sammenhæng. Da debattørerne er mere eller mindre anonyme er alle lige. De mest intelligente argumenter har ikke større vægt end de ringeste fejlslutninger. Derfor udvikler debat sig til sladder, og sladder bliver hurtigt til bagvaskelse.

Engang sagde de der oplyste om homoseksualitet, at der er omkring 5-10% homoseksuelle – dvs. 1-2 elever i hver klasse.

Sidst jeg så vendingen på nettet lød den: Overalt hvor der er 20-30 mennesker forsamlet er der 2-3 pædofile!

“Homo” bliver skiftet ud med “pædofil”. Det er den samme formel, men udsagnet er radikalt anderledes. Iagttagelsen stammer selvfølgelig fra et homoseksuelt site. Så kan enhver tænke sig til konklusionen.

Eller man kan i stedet se TV2 Østjylland. Det indslag fra d.7. januar, hvor nyhedsvært Søren Ø. Jensen stiller spørgsmålet til  redaktør Tine Kristensen fra Proud Magazine:

“Hvor går grænsen fra et kærligt portræt af sådan en ‘kvinde-mand’ til et decideret freakshow, særlinge med perverse lyster?”

I et program der angiveligt skulle være oplysende og bla. fortælle om de transseksuelles situation.

Efterfølgende blev nyhedschef Eva Kvist fra TV2 ifølge Politiken citeret for at sige:

Der findes jo inden for forskellige seksuelle minoriteter, herunder den homoseksuelle, nogen, som er helt ude på kanten af noget, hvad jeg tror, mange vil være enige om, er perverst, og hvor det også nærmer sig noget ulovligt”.

Redaktionschefen nægtede ikke alene at komme med en undskyldning, men fremførte også princippet om guilty by association: De der er forbundne med “freaks” eller “perverse mennesker” kommer til at stå til ansvar for deres handlinger!

Efterfølgende fastslog redaktionschefen, at synspunktet er, at der inden for alle grupper er mennesker med perverse lyster. Men udtalelserne faldt altså i forbindelse med omtalen af en minoritet. Og LGBT blev anvendt som skraldespand for fordomme.

Hvilket formand for LGBT Danmark Hans Christian Seidelin også slog fast i Politiken. Panbladet tilsluttede sig dette synspunkt.

Panbladet havde iøvrigt d.5 januar bragt en kommentar – fra undertegnede – om en anden sag. Der ligeledes henviste til guilty by association paragrafen.

Oprindelsen fortaber sig i det dunkle, men linket er en pædofilsag, hvor en 48-årig mand angivelig via det homoseksuelle girlfriend.dk – søstersitet til boyfriend.dk – fik kontakt med en 14 årig pige, der søgte en pigekæreste.

Ophavsmanden til rygterne om boyfriend.dk har formentlig haft kendskab til nævnte sag. Han valgte i slutningen af december at annoncere sit fravalg af boyfriend.dk på det konkurrerende homoseksuelle dating-site Albert.dk. Jeg beskrev det således i Panbladet:

“En debattør på et homoseksuelt datingsite påstod, at eftersom alle under 18 år i legal forstand er børn er al sex med unge under 18 år børnesex! Når de unge dater hinanden på boyfriend.dk – eller måske voksne – er der enten tale om børnesex eller pædofili. Jeg anbefalede vedkommende at melde boyfriend.dk til politiet. For at få afgjort om der er substans i påstanden. Men gjorde de øvrige debattører opmærksom på, at når han ikke allerede havde gjort det måtte det skyldes, at vedkommende er klar over at det ikke holder i retten. Men pædofilibeskyldningerne finder altså sted både inden for miljøet og imod det.”

Guilty by association blev i dette tilfælde praktiseret ved at antyde et link til en verserende pædofil-sag. Og dette link blev anvendt som påskud til at stemple alle brugere af  homositet som pædofile.

Da Albert.dk endnu den 5. januar ikke havde fjernet udtalelserne fra sitet valgte jeg at offentliggøre ovenstående referat. Efterfølgende er størsteparten af debatten – inklusiv de belastende udtalelser – blevet fjernet fra debatforum på Albert.dk.

Forhåbentligvis skulle det ikke være nødvendigt at nævne at guilty by association ikke er et juridisk gyldigt begreb. Tværtimod. De der påberåber sig det har sjældent selv rent mel i posen.

Det danske samfund er ved at udvikle en paranoid tankegang. Hvor nogle ser samfundsfjender over alt. Rygter og bagvaskelse er hvad det er, men når beskyldningerne flyder over alle bredder er det et tegn på at noget er galt. Bevis – ikke for det rygtesmedene og bagvaskerne siger – men for at de er paranoide.

Note:

Andreas Frøsting har over for mig oplyst, at han ikke var bekendt med de oplysninger, der fremgår af Berlingerens omtale af pædofil-sagen. Sitet har ingen oplysninger fra politiet om, at noget relateret til nævnte sag skulle være foregået på girlfriend.dk.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Albert.dk.

Om sygeliggørelsen af de homoseksuelle

Før 1981 

Der var engang hvor forskellige synonymer for homoseksuel var de værste skældsord mænd kunne få hæftet på sig. Ord som “bøsse” eller “svans” betegnede, hvad nogle opfattede som en sygelig seksualitet og ikke-maskulin kønsidentitet.

Vi taler om tiden før 1981. I denne uge er det nemlig 30 år siden Sundhedsstyrelsen i Danmark fjernede homoseksualitet fra sygdomslisten.

Det kan vi så fejre.  Men er der reelt noget at fejre?

Måske gives historiske tilfældigheder ikke – men mærkværdige sammentræf optræder hyppigt.

Et af disse var at næsten samtidig med at Sundhedsstyrelsen ændredede politik skete der et paradigmeskift i opfattelsen af magt og stat i socialvidenskaberne.

Den franske filosof Michel Foucault vendte med sin afvisning af repressionstesen op og ned på traditionelle begreber om politik, samfund og jura. Repressionstesen hævder, at magten udøves oppe fra toppen af samfundets pyramide og ned. Foucault derimod talte derimod om magt som en kompleks størrelse der er i samfundet og udøves af individerne.

 
 
Efter 1981
 
Homoseksualitet blev fjernet fra sygdomslisten i 1981. Det registrerede partnerskab blev indført i 1989. “Normaliseringen” af homoseksualitet skete – tilsyneladende – i lyntempo.

Det var næsten for godt til at være sandt.

Men i perioden fra begyndelsen af 80’erne til slutningen af 80’erne lærte de danske bøsser – og meget hurtigt resten af den danske befolkning, at der fandtes en sygdom der hedder AIDS.

På forsiderne af formiddagspressen blev sygdommen hurtigt døbt “bøssepest”. Da det viste sig at smitten vi nu kender som hiv især var udbredt blandt homoseksuelle. I formiddagspressens version blev det til historien “at være homoseksuel er en dødsdom”. Og religiøse fanatikere var ikke sene til at pege på, at det var “Guds straf over bøsserne” for deres syndige liv.

Bøsserne var blevet fjernet fra sygdomslisten, men aldrig havde de været så syge. Både de facto og som gruppe i den øvrige befolknings øjne. Rigtig mange der var sprunget ud af skabet sprang tilbage i det. Enkelte har efterfølgende været modige nok til at fortælle om oplevelsen. Sidste år skrev en journalist fra Politiken f.eks. sin historie i avisen. Stigmatiseringen af de homoseksuelle var så hård, at blot rygtet om at en homoseksuel på arbejdspladsen var smittet medførte sager, hvor kolllegerne nægtede at bruge samme håndvask eller samme toilet. Det medførte sociale og psykiske prøvelser. Nogle gange for mennesker der rent faktisk måtte kæmpe med sygdommen. Stigmatiseringen betød at enhver bøsse potentielt blev betragtet som hiv-smittet.

Pointen er at det selvfølgelig ikke på nogen måde var “ulovligt” at være hiv-smittet. Alligevel blev de syge – og potentielt alle homoseksuelle – anset for en samfundsmæssig fare og stigmatiseret. Med mindre de dukkede hovedet eller sprang ind i skabet. Og gjorde sig usynlige.

Aldrig havde de homoseksuelle – så langt min personlige erfaring rækker – været så hårdt stigmatiseret. Livet som homoseksuel har aldrig været så hårdt som det blev efter begyndelsen af 80’erne.

Fjernelsen fra sygdomslisten skete næsten samtidig med, at socialvidenskaberne erkendte at juraen – i en vis forstand – er ligegyldig. For det er samfundets normer der afgør, hvem der bliver stigmatiseret og forfulgt.

 
Pædofilpanikken 
Men en ulykke kommer sjældent alene. I 1997 skete der en katastrofe. En pædogmedhjælper fra Gladsaxe blev anklaget for pædofili – og dømt. Der opstod en pædofilpanik. I 1999 blev en hiv-smittet karate træner sigtet for seksuelt misbrug af de teenagedrenge han underviste. Og flere landsdækkende aviser skrev på lederplads om, at det omfattende seksuelle misbrug af børn må stoppes.

Pressen, myndighederne og befolkningen gik i selvsving.

Professor i sociologi ved Københavns Universitet Henning Bech  har lavet en videnskabelig undersøgelse af fænomenet og siger:

 
“Siden da er stormen stilnet noget af, men havet er blevet i bestandig bevægelse. Så at sige hver dag bringer medierne stof der vedrører emnet seksuelt misbrug af børn. En konstant uro, årvågenhed, mistænksomhed, ænstelse og indignation har etableret sig.” (s.202)
 
Henning Bech: Kvinder og mænd. Gyldendal 2005.

Uroen, årvågenheden, mistænksomheden, ængstelsen og indignationen er stadig i 2011 en kendsgerning. På trods af at der dengang var 133 “sager” – alle omtalt på forsider og midtersider i formiddagspressen – blev kun to (2) personer fundet skyldige.

Takket være blandt andet den mediedækning karate-træner sagen fik – har seksuelt misbrug, hiv-smitte og homoseksualitet siden indgået i en besynderlig  konstellation i medierne. De homoseksuelle fremstilles i pressen mere sygelige og afvigede end nogen sinde. Uanset juridiske forhold. Domfældelser eller ej.

De homoseksuelle karakteriseres ikke længere på samme måde som tidligere. Idag bliver homoseksualitetens eksistens benægtet via skældsordene for det seksuelt afvigende. Og de handler alle om sexkriminalitet: Om pædofili.

Engang sagde de der oplyste om homoseksualitet, at der er omkring 5-10% homoseksuelle – dvs. 1-2 elever i hver klasse.

Sidst jeg hørte vendingen lød den: Overalt hvor der er 20-30 mennesker forsamlet er der 2-3 pædofile!

Hvordan er den kobling kommet i stand? Hvor man kan anvende den samme frase, men blot skifte “homoseksuel” ud med “pædofil”?

Og opfattes de to ord – i en vis forstand  – som synonyme?

Og i så fald: Hvordan er den forskydning sket?

 
Magtspil mellem kvinder og mænd
 
I  Henning Bech’s bog Kvinder og mænd beskrives fremkomsten af pædofilpanikken, som et resultat af et magtspil mellem kønnene. Et spil kvinderne har vundet på hjemmefronten og i den offentlige debat. Mistænkeliggørelsen af den maskuline seksualitet betyder at enhver mand er en potentiel sexkriminel. Han er ikke blot uegnet til at tage sig af børn og unge, men upålidelig.  Med mindre maskuliniteten er defineret og styret af kvinder.

De der afviger fra samfundets normer – seksuelle minoriteter – og grupper der definerer deres liv på præmisser, der ikke er alment socialt accepterede –  f.eks. prostituerede – er så at sige dømt på forhånd. Ikke blot som afvigere, men enten som potentielle sexkriminelle eller ofre det er samfundets ansvar at behandle.

Der findes i dag en forbudsfeminisme der ønsker at sætte lighedstegn mellem normafvigelse og kriminalitet.

Eftersom de homoseksuelle mænd er – og altid vil være en minoritet – falder de altid i den forkerte kategori. Forbudsfeministerne kan stille spørgsmålstegn ved, hvor socialt acceptabel homoseksualitet i grunden er. Og det gør de.

Formålet er selvfølgelig at kontrollere de heteroseksuelle mænd. En forbudsfeminist som Vibeke Manniche kritiserer Klovn; The Movie. Skyldes det i virkeligheden, at Caper Christensen har sex med en fyr i filmen? Vibeke Manniche rykker ud med argumentet om, at filmen er pornografi og synet af Casper Christensens erigerede lem er skadeligt for børn. Danske mænd af familiefædretypen kan ikke tillade sig at have sex med mænd. Gør de det alligevel stemples de som perverse eller afvigende. Vibeke Manniche er muligvis homofob, men sigtet med kritikken er, at kastrere de danske familiefædre. Ved at indgyde dem en bevidsthed om, at visse dele af deres seksualitet er tabu. Alt det der ikke kontrolleres af kvinder.

 
Kronofilierne
 
Enhver feminist vil selvfølgelig pure afvise at nogen skulle kunne finde på at mistænkeliggøre den maskuline seksualitet.

Men måske vil de medgive at de forkaster moderne socialvidenskab og istedet omfavner den klassiske lægevidenskabs teser?

 I moderne gevandter ganske vist. F.eks. den måde de formuleres af den amerikanske læge og sexolog Ray Blanchard.

Homoseksualitet blev oprindelig opfattet som en psykisk forstyrrelse – en parafili – i den klassiske lægevidenskab.

På linie med en række andre fænomener med besyndelige navne som: Exhibitionister, fetischister, zoofile,  mixoskopofile og gynekomaster.

Den klassiske lægevidenskab fra 1800-tallet skabte en patologisering af homoseksualitet. Og homoseksualitet  indgik i et raritetskabinet på linie med ovennævnte grupper.

Den moderne lægevidenskab har erkendt fejltagelsen og er ophørt med at stigmatisere homoseksualitet som en parafili.

Men tilhængere af det klassiske lægevidenskabelige paradigme har ikke opgivet sygeliggørelsen af al seksualitet. Hvilket også fremgår af det ansete tidsskrift Scientific American i en artikel fra 2009.

Vi har alle en alder. Og det er et angrebspunkt. For så kan vi være objekt for seksuel tiltrækning for mennesker med en speciel seksuel observans – og dermed ofre for seksuelle overgreb.

Pædofile i den ene ende af spektret og gerontofile i den anden ende. Ephebofile hvis der er tale om forhold mellem unge og voksne. Og hebefile hvis der er tale om tiltrækning mellem præpubertære unge og voksne.

Det eneste der ikke er en parafili er den seksuelle tiltrækning mellem voksne. Som dog også har en græsk betegnelse: Teleiofili.

Hvad er pointen med at fjerne homoseksualitet fra sygdomslisten, hvis man genindfører en patologisering og introducerer aldersforskel som psykisk afvigelse? Det er: Nu er kun den maskuline seksualitet sygeliggjort.

Psykoanalysens fader Siegmund Freud mente den reproduktive heteroseksuelle mand var den norm alt andet kunne holdes op imod. Derfor sygeliggjorde Freud den kvindelige seksualitet.

Aldersperspektivet derimod – teorien om de såkaldte kronofilier – sygeliggør mænds seksualitet.

Feminister og tilhængere af den klassiske lægevidenskabs teser er enige om, at kvinder ingen seksualitet har. Og kvinder derfor aldrig er omfattet af parafilierne. De er derimod ofre for mænd. Det er altid kvinder, der skal beskytte børn imod mænd.

Når i sig selv ligegyldige fænomener som aldersforskel sidestilles eller endog ligestilles med pædofili, som er en psykiatrisk diagnose, når pseudovidenskab blandes med psykiatri, fremkommer en eksplosiv blanding!

Der truer med at gøre den moderne homohistorie til én lang sygehistorie. Især fordi en del homoer tager sygeliggørelsen på sig. Selv de der hævder at være imod sygeliggørelsen udbreder i praksis forestillingen ved at knytte begreber om parafilier sammen med mandlige homoseksualitet.

Alt det de homoseksuelle kæmpede for før 1981: Seksuel frigørelse, selvstændig identitet og ret til at vælge sexpartnere er blevet opgivet.

Feministerne – langt ind i homomiljøets egne rækker – ønsker istedet kamp imod parafilierne. Ud fra ønsket om at blive “normaliseret”.

En kamp de først vil anse for vundet, når det homoseksuelle miljø er blevet udslettet og de homoseksuelle mænd – atter engang – er sprunget ind i skabet. Så heller ikke heteroseksuelle kvinder længere behøver at frygte for deres mænd.

De homoseksuelle er blevet en minoritetsgruppe der af politisk overbevisning tager sygeliggørelse og stigmatisering på sig. Og nægter at kæmpe for andet end indholdsløse juridiske formler.

Vi vandt slaget om fjernelsen af homoseksualitet fra sygdomslisten. Men det var en Pyrrhus sejr. Vi kan sige lige som hærføreren der vandt slaget, men fik sin hær decimeret: En sejr til og vi er fortabte!

Andreas Steinhöfel: Verdens navle

Verdens navle er oversat fra tysk til dansk  i 1999. Det skal nævnes fordi slutningen af 1990’erne var det tidpunkt, hvor skrækken bredte sig over land med hensyn til børns seksualitet og pædofili . Mens bogen repræsenterer en helt anden vinkel.

Hvilken modtagelse bogen fik i Danmark ved jeg ikke. Men i Tyskland blev den nomineret til Deutschen Jugendliteraturpreis i 1999.  Her bliver den genanmeldt, fordi det  er en meget læseværdig bog, der tidligere har forbigået min opmærksomhed.

Verdens navle er struktureret som en coming of age roman. Hvor den homoseksuelle hovedpersons første famlende forsøg med kærlighed og sex beskrives.

Usædvanligt for en ungdomsbog er beskrivelsen af den 8 årige hovedperson Phils seksuelle oplevelser sammen med landsbyens sære kvinde Annie. Den evnesvage kvinde viser barnet pornografiske billeder, og kommanderer ham til, at tage bukserne ned og røre ved sig selv.

Ifølge mange en situation der kunne traumatisere et barn for livet. Men ikke hovedpersonen her. Han synes ikke billederne af nøgne damer er spændende. Det er derimod selve situationen:

“At jeg for altid skulle bevare den dag og den uerotiske oplevelse på sofaen i frisk erindring skyldtes, at jeg rent instinktivt var klar over, at jeg foretog mig noget forbudt sammen med Annie, da jeg sad i sofaen med bukserne nede om hælene. At få den lille hane til at gale, at stjæle en plade chokolade eller besudle en kirke ved at spytte i dens døbefont var ét og det samme. Det var forbudt, og at bryde dette forbud, jo det var dejligt – omend dejligt på en anden måde end den,  Annie hentydede til.”

Phil bliver ikke traumatiseret, faktisk savner han senere Annie. Fordi hun i barnets og den unge fyrs øjne er “sær” – ikke er en del af den konformitet, der kvæler landsbyen.

Annie er ikke pædofil, hun er evnesvag og begår handlinger, der hvis de kom til myndighedernes viden omgående ville sende hende på en institution. Der havner hun alligevel. Da hendes hoved – som det beskrives – en varm sommerdag som sædvanlig er fuld af hvid støj, og hun dratter i en af vejvæsenets udgravninger,  og hun derefter bliver sendt på sanatorium.

Da drengen senere kommer i puberteten har han ikke glemt Annies anvisninger på hvad han skal gøre for at tilfredsstille sig selv, og tænker tilbage på hende. Med et vist vemod.

Det er drengens held at ingen tilsyneladende opdager noget, og han undgår stigmatiseringen som pædofili-offer og det ledsagende hysteri.

For det store og interessante emne er hans homoseksualitet – der også i retrospektiv forklarer hvorfor Annies billeder af nøgne damer var så uinteressante. Det kan være sandt eller falsk, men sådan oplever han det.

Kun hans besættelse af den tabte far, der blev tilbage i USA kan konkurrere om opmærksomheden. Drenge er i romanens univers ikke ofre.  Det er ikke en maskulin psykologi.  End ikke for en homodreng, der allerede fra 6 års-alderen ser sit snit til, at erstatte sin pyjamas med en jævnaldrende piges natkjole!

Ungdomsbogsklichéen bliver imødekommet med  “den nye dreng i klassen” beskrivelsen af den fyr, der først vækker hans erotiske opmærksomhed.

Beskrivelsen af moderens lesbiske venindepar falder igen uden for de sædvanlige klichéer.  Og hæver romanen over det sædvanlige ungdomsbog niveau.

Drengen lever i og oplever et kvindeunivers, som er skildret med lige så stor indfølelse, som hans homoseksuelle forhold. Forfatteren mestrer det som en del kvindelige forfattere har gjort før: At skildre det andet køns homoseksualitet. (Edelfeldt, 1977)

Henvisninger:

Edelfeldt, Inger Duktig Pojke Stockholm 1977. Da. overs.:  Dygtig dreng. København 1984.