Den destruktive LGBT politik

Rettigheder eller minoritet?

Det er stærkt begrænset, hvad der foregår af debat om LGBT politik. Der finder stort set ikke nogen offentlig debat sted. Ikke fordi synspunkterne ikke findes, men fordi LGBT Danmark ikke opfordrer til og nødig deltager i debat.

LGBT Danmark har som program at gennemføre ændringer ved at skabe juridisk ligestilling. Det bliver en sjælden gang sagt imod. F.eks. af Bjørn Hvidt-Pedersen i en kronik i Berlingske 2009. Fra ligeret til minoritetskultur hed den. Hvor det hævdes, at homopolitikken har bevæget sig fra kamp for rettigheder til varetagelse af en minoritets særinteresser.

Jeg konstaterede dengang, at kamp for juridiske rettigheder stadig står i centrum af LGBT politikken. Men det faktum at der ingen afgørende bevægelser har været siden 1989 har tvunget LGBT til at anvende en tilpasningsstrategi. I dag kræves der ikke ligeret, men særbehandling. Fordi kravet om ligeret virker som overbud. Jeg har tilføjet nogle kommentarer til det jeg sagde dengang i artiklen Tilbageblik: Hvilke homorettigheder?

Der er intet der tyder på at LGBT i den nærmeste fremtid kan få gennemført kravene om kirkelig vielse eller homoægteskab, skrev jeg i 2009. Nu skriver vi 2011 og intet har ændret sig. Blot kan man føje ønsket om, at få fjernet transseksualitet fra Sundhedsstyrelsens sygdomsliste til rækken af uigennemførlige sager.

LGBT politikken er især i det sidste årti stødt ind i hård modstand og er endt i et dødvande. Den virkelighed LGBT’erne møder ændrer sig selvfølgelig, og det afspejles i den offentlige debat.

Den destruktive LGBT politik

Det der kendetegner synspunkterne i dag er, at en del LGBT’ere har kapituleret, og overtaget modpartens synspunkter. Sidste år under debatten af Dansk Folkepartis deltagelse i Copenhagen Gay Pride var der et – efter sigende mangeårigt medlem af LGBT Danmark – der udbrød, at han følte sig “drevet i armene på Dansk Folkeparti”. På grund af den uforsonlige og militante linie andre – blandt andre undertegnede stod for – når vi benægtede, at Dansk Folkepartis deltagelse var andet end et politisk gimmick. Og konstaterede at tilhørsforholdet til en minoritetsgruppe af mange slet ikke ses som uforeneligt med en hadefuld indstilling. F.eks. over for flygtninge og indvandrere. Eller måske endda over for andre LGBT mennesker? Samme person angreb nemlig også den første homoseksuelle deltager i Paradise Hotel for ikke at være tilstrækkelig maskulin.

I LGBT sammenhæng er køn, seksualitet og identitet nøglen til politiske forståelse. Misforstås de tre begreber betyder det at der knyttes an til synspunkter, der fundamentalt er fjendlige over for LGBT.

Lad mig lige nævne nogle væsentlige aspekter af de tre begreber:

1. Køn

Det skulle umiddelbart forekomme indlysende, at de der i visse sammenhæng nedladende bliver betegnet som mennesker med en “anderledes seksualitet” må have gjort sig overvejelser om forholdet mellem køn og seksualitet. Det forekommer, hvis man ser på de debatter der foregår, imidlertid sjældent at være tilfældet.

Mænd er fra Mars,  Kvinder er fra Venus hedder det i populær litteraturen. Og i de fleste LGBT sammenhænge.

Intet TV program har været så udskældt i 2010 som Dagens mand. Med begrundelsen at fyrene ikke er maskuline nok. Og dermed skader billedet af homoerne i offentligheden. Intet ligger majoriteten af homoseksuelle fjernere end tanken, at kønnet måske opleves som naturligt, men ikke derfor er naturgivet. At det med andre ord er en konstruktion. Hvad der f.eks. opleves som maskulint er ikke givet, men defineret. Blandt andet af den kulturelle sammenhæng.

2. Seksualitet

Moderne LGBT politik har intet at gøre med frigørelsespolitik. Feministerne inden for LGBT har skiftet frigørelse ud med bekæmpelse af den maskuline seksualitet. Der er ikke noget problem med homoseksualitet, men derimod med den maskuline seksualitet som sådan. Det feministerne ønsker er en homoseksuel livscyklus, hvor homoseksualiteten blot er en fase.

Ikke at heteroseksualitet idealiseres. Tværtimod. Overalt i miljøet er der en stærk heterofobi. Heteroseksuelle er f.eks. principielt udelukket fra de forskellige dating-sites. Det overses at vi alle engang var heteroseksuelle – før vi sprang ud. Og vigtigere: Det overses at udspringet er socialpsykologisk proces. Unge arbejder med deres identitet gennem flere år. Og med at gøre deres seksuelle erfaringer. For slet ikke at tale om, hvor vanskelig  processen er for voksne, der skifter deres heteroliv ud med et homoliv. I praksis er der “heteroseksuelle” overalt i miljøet. Men ligesom når det handler om køn er opfattelsen biologiseret. Seksualiteten sidder i pikken – og mænd tænker med den. Her er det Carl-Mar Møller’s popularisering af lægevidenskabens opfattelse af køn og drift der hersker.

Kvinder har ingen seksualitet. Siger feminister. Hvilket sikrer dem, mener de, en priviligeret og uangribelig  position i seksualpolitisk debat.

3. Identitet

En biologiseret opfattelse af køn og seksualitet umuliggør identitet. Det er for mange den vigtigste grund til ikke at deltage, og intet at mene om LGBT politik. Og samtidig det der gør det så let, at afvise andre inden for LGBT som afvigende. Når der ikke er noget JEG er der heller intet VI.

De andre – individer eller grupper – er konkurrenter, det blot handler om at skaffe af vejen. Intet er lettere end at hengive sig til den almindelige paranoide stemning i samfundet. Eller deltage i det man kan kalde den regnbuefarvede illusion: Forestillingen om at den juridiske ligestilling – der engang virkede som et lovende projekt – vil føre til den endegyldige normalisering af LGBT grupperne.

I sidstnævnte tilfælde anvendes en taktik, hvor det gælder om at slippe af med de, der ikke passer ind. Argumenterne findes ved at kombinere elementer fra biologiserede opfattelser af køn og seksualitet.

Der vil altid fra samfundets side være en vis opmærksomhed i forhold til de unges liv og seksualitet. Når de unge springer ud og møder den homoseksuelle subkultur forvandles denne opmærksomhed let til bekymring. Både når mænds seksualitet forstås i biologiske termer, og når kulturelle forestillinger om de unges påvirkelighed gøres gældende. Forførelsesteorier er lige så gamle som den homoseksuelle kultur selv. En stor del af problematiseringen retter sig derfor mod den maskuline seksualitet. Og mere konkret imod de voksne mænd.

Konklusion

Der er to mulige løsninger: De homoseksuelle bliver så normaliserede, at subkulturen forsvinder. Eller den homoseksuelle identitetsdannelse ophører.

Førstnævnte er ikke den aktuelle situation – juridisk ligestilling eller ej. Sidstnævnte er i realiteten en tilbagevenden til de homofiles strategi fra 1950’erne. Hvor de homoseksuelle udlagde deres afmagt, som normalisering. De homofiles manglende synlighed i samfundet og begrænsede selvbevidsthed blev udlagt som normalisering og mål. Det er en exodus-strategi.

Den destruktive i LGBT politik opstår, når homopolitik defineres som konkurrence eller udskilningsløb: Hvem kan smide de andre ud? Eller alternativt: Hvem bør smides ud?  Fordi “de er ikke helt normale”, “det er ikke forsvarligt” og “vi er bekymrede”. Med antydninger af at alt, hvad der ikke er i tråd med feminisme er styret af “bagvedliggende” motiver.

Den destruktive LGBT politik er ligeledes en kendsgerning, når en svag gruppe som de mandlige prostituerede skubbes til side og LGBT ikke ønsker at forsvare deres rettigheder. Og end ikke ønsker at tilkendegive om LGBT er for eller imod et købesexforbud. Sådan som David Zennaro har tilkendegivet i Pan-bladet.

Mandlig prostitution er ikke noget vigtigt emne. Feminismens forhåndsantagelse om, at kvinder altid er ofre efterlader de mandlige prostituerede som uinteressante. Derfor kæmper LGBT ikke for sexarbejdernes rettigheder.

Den destruktive LGBT politik er ligeledes en kendsgerning, når en svag gruppe i LGBT som de hiv-positive ingen opmærksomhed  får. En foreløbig sejr som suspensionen af hiv-loven er fik lidt forsinket – og efter pres fra undertegnede og Pan-bladet – 12 liniers kommentar fra LGBT i Pan-bladet.

Hiv indgår ikke i den feministiske problematisering af køn og seksualitet. Og derfor heller i LBGT’s politik.

LGBT har i denne uge demonstreret,  at sådan ser den politiske virkelighed ud.

LGBT har ingen politik på de forskellige seksualpolitiske områder. Udover at deltage i mistænkeliggørelse af mænds – og i særdeleshed de homoseksuelles – seksualitet og identitet. Hvilket enkelte personer i LGBT klart har formuleret som deres mission og målsætning.

Sex overlever nok feminismen

Vibeke Manniche er på banen igen. Denne gang med et interview i Politiken i anledning af udgivelsen af feministen Natascha Walters bog Levende dukker. Med et forord af Vibeke Manniche.

Politiken bringer også et interview med den britiske forfatter Natascha Walther under overskriften Sex har besejret feminismen. Sex er altså fjenden i feministernes øjne. Selvom det vil være rigtigere at sige, at sex nok overlever feminismen.

Det mest bemærkelsesværdige ved Vibeke Manniche udtalelser er det bodegasprog andre kvinder altid omtales i.

Tidligere kommenterede Manniche filmen Klovn på sin egen blog:

“Jeg undrede mig meget over, da filmen blev lanceret med Casper C med halverigeret lem blandt en del maltrakterede ludere (skæve bryster og tatoveringer). Premieren af filmen var ikke med mindre lumre undertoner – og ligeså skævbrystede maltrakterede unge kvinder skulle bære et gammelt liderligt fjols på en kongestol (undskyld udtrykket men det er jo den måde Bent Fabric selv har valgt at lade sig portrættere).”

I interviewet til  Politiken er tonen den samme. Uanset hvilken en sammenhæng mennesker optræder nøgne eller blot delvis afklædte er der i den feministiske forståelse tale om pornoficering. Den nøgne krop – sådan som vi alle er skabt – er simpelthen et kommercielt trick!

“Ja, vi ser en ekstrem seksualisering og pornoficering af vores offentlige rum. Se blot på reklamerne, medie billedet og de skrækkelige programmer som Sonny Beach og Paradise Hotel, hvor kvinderne bliver fremstillet som ludere, og sex driver det hele. For ikke at glemme den store udbredelse af stripfitness og stangdans som jeg har døbt “puledans”.”

Ikke et ord om de fyre der optræder i programmerne – lige så nøgne – og det kan fyrene formentlig kun være glade for!

Hvis der havde eksisteret en sprogcensur på Politiken – eller på denne blog – havde Vibeke Manniche’s udtalelser aldrig passeret nåleøjet. Det malende sprog er selvfølgelig tænkt som en udpensling af hvor slemt det står til med den offentlige moral.

Manniche er lige meget imod tørklæder til kvinder og stangdans:

“Begge dele et udtryk for et had og en ydmygelse af kvinden. Det er to sider af samme mønt, og det har jeg alle dage sagt. Enten er du luder eller madonna. Jeg mener ikke det er et kvindesyn, som hører hjemme i 2011. Pornoficeringen af kvinder er lige så uhyggelig som tørklædefængslingen af kvinder.”

Og andre kvinder er tilsyneladende enige. Den første kommentar på Politiken lyder:

“Og modeindustriens krav til piger …er det bøsserne der står bag.”

Efter min mening er det Vibeke Manniche der repræsenterer kvindehadet. Ikke blot i sit sprog, men også i en afstumpet opfattelse af det feminine. Hvor der ikke er plads til at lege med klicheer. Og hvor dannelsen af kønsidentitet skal være en genoplivning af Femølejrene. Og homofobien lurer lige under overfladen.

Vibeke Manniche – børnelæge af profession – fatter tilsyneladende lige lidt af både den moderne pigerolle og den moderne drengerolle.

Overskriften i artiklen hedder “Ludderdukker ud af pigeværelset og puledans ud af fitnesscentret”. Begge dele henviser til hvor pornoficeret feministerne opfatter legetøj og dans. Der er ikke levnet plads til pigernes drøm om at være kvinder – med en seksualitet – der har erstattet pigeværelsets lyserøde helvede. Og et liv uden for mors kontrol.

En tilsvarende seksualisering præger den moderne drengerolle. At optræde nøgen på nettet – i seksuel aktivitet – eller blot med en demonstration af maskulinitet er et hit.

Traditionelle religiøse overgangsriter fra barn til voksen som konfirmationen har mistet betydning og status. Kønnet – og signalerne om kønsmodenhed har overtaget symbolværdien  – og de unge drenge fremviser stolte deres nyerhvervede modenhed i det offentlige rum.

Et offentligt rum der ikke fandtes i deres forældregenerationens teenageår. Og som derfor bliver mødt med megen mistro og skepsis af de voksne – og måske lidt misundelse?


Fotografen Jessica Yatrofsky sammen med sine modeller.

Prøv at se videoen East Village Boys. Feministerne klager over det altid er kvinder der ses nøgne i det offentlige rum. Manniche kender formentlig intet til fænomenet, hvor drenge optræder nøgne på webcam. Der flyder tusinder og atter tusinder af dem rundt på nettet.

Her er en anden type video, hvor tre drenge viser det hele frem. Pointen er den samme. Det er ikke pornografi. De er bare stolte af deres maskulinitet. Her er fotografen Jessica Yatrofsky.

East Village Boys

Der siger til New York Press:

“Men want to be seen naked. And not, like, revealing themselves to someone in an illegal kind of way. I mean, like, they want to feel beautiful and be celebrated for their sexuality.”

Nogle feminister glemmer altså, at ligestilling mellem kønnene kan være et resultat af at mænd bryder tabuer. De overser at mænd rent faktisk ønsker, at overskride grænser for kønnet. Og optræder i sammenhæng, der tidligere har været forbeholdt kvinder. Ikke for kvindernes skyld eller i ligestillingens navn. Men ud fra ønsket om selvrealisering.

Spørgsmål – svar: Hvorfor homo eller hetero?

Hvorfor skal der være kategorier som heteroseksuel og homoseksuel og ikke bare seksualitet? Hvorfor bliver man placeret i en bestemt katergori, alt efter om ens følelser og sexliv er på den ene eller måde? Der giver jo anledning til, at de der tilhører den ene kategori – som er mindretal – bliver stemplet som “anderledes”. Og måske bliver diskrimineret.

En fyr i begyndelsen af 20’erne formulerede det på denne måde:

Spørgsmål:

“Homoseksualitet er en lige så almindelig, naturlig og røvhamrende kedelig egenskab ved et menneske, som det er at have blå øjne!

Det handler om noget andet. Man kan ikke på den ene side gøre alt hvad man kan for at skille sig ud, og så samtidig forvente at det omgivende samfund behandler én som en del af flokken.”

Mit svar:

“Jeg vil da gerne være i særklasse. Men mere for at have klasse, end at være sær. Jeg opponerer over for den evigt gentagne påstand om, at de “normale”  homoer bliver tynget af alle de sære. Man kan kalde det smagsdommeri eller homofobi. Påstanden er i hvert altid, at det er de andre der er sære.

Det er børnelogik, når du siger ”sådan var det da i var unge, nu er det helt anderledes!”.

Et så uoverskueligt tidsrum som 20 år, MÅ have ændret verden.

20 år er lang tid. Men der er så meget der ikke ændrer sig. Krige, sygdomme (hiv-smitte f.eks.) og racisme er jo ikke forsvundet.

Udspring er både noget personligt, og noget socialt. Udspring kan være en krise på det personlige plan. Og både hver generation og hvert enkelt menneske skal starte forfra. Lidt lige som at blive voksen: Det er opfundet. Alligevel skal alle generationer lære det. Eller ”opfinde” det. Og hvert enkelt menneske.

Så hvornår vil udspring og identitetsdannelse gå af mode og blive ”forældet”?

Her mener jeg man skal tage sig i agt for postmodernisme og relativisme.

Mit svar er: Aldrig.”

Hvordan kan jeg vide at kategorierne homoseksuel og heteroseksuel altid vil være der? Det kan jeg selvfølgelig heller ikke. Sagen er at han på en idealistisk måde forkaster den virkelighed vi alle kender og gør opmærksom på at sådan behøvede det  ikke være. Det er jeg ganske enig i.

Han kan ikke vide at jeg selv – inspireret af nogle af de samme samfundstænkere – tidligere har været inde på noget af det samme. I konklusionen af det meget indlæg her på bloggen der hedder Om dannelsen homoseksuelle roller og identiteter nævner jeg muligheden for en erosion af kategorierne:

“Forskellene mellem “heteroseksuel” og “bøsse”-kultur er blevet mindre – hvilket måske er det vigtigste element i at eliminere kategoriseringen.”

Men sagen er at indlægget er næsten 25 år gammelt. Og den udvikling jeg forestillede mig – fandt ikke sted. Nogle samfundsteorikere – som dengang inspirerede mig – undervurderede den sociale konstans. De samme teoretikere eller deres elever inspirerer stadig. Men den idealistiske utopi forekommer stadig at være lige uvirkelig. Idag hedder det queer teori.

Mine indvendinger som ligger til grund for den bastante afvisning ovenfor er: Polariseringen mellem kønnene er i dag lige så stærk som den nogensinde har været. Iden forstand er vi ikke Tættere på himlen .

Polariseringen af kønnene betyder, at de der ikke opretholder stereotyperne afviger fra heteronormativiteten.

At kategoriseringen af homoerne er blevet stærkere er heller ikke ubetinget negativt. Homoseksuelle oplevede tidligere mangel på viden og stigmatisering, som stærke barrierer for identitet og valg af rolle. Idag forekommer det ikke som et særsyn, at se teenagere på nettet, der velformuleret og selvbevidste redegør for deres valg.

Hvor homoseksuel identitet tidligere meget vel kunne være en oplevelse i en bestemt livsfase er homoseksuel idag reelt en livscyklus: Nogle unge vil tænke på sig selv som homo fra deres første teenageår og resten af deres voksenliv, i kontrast til de mange voksne homoer, der ikke var åbne homoer i deres teenageperiode, og måske først sprang ud efter at have etableret et voksenliv med børn og familie.

Billedet af “den homoseksuelle” ændrer sig simpelthen. Til nogles irritation – og frustration – er “den homoseksuelle” ikke i samme grad som tidligere den muskuløse voksne mand. I realityprogrammerne på tv- f.eks. Dagens mand – dukker teenagere og yngre fyre op, der ikke imødekommer forventninger hos de der har et stærkt polariseret syn på kønnene. De helt unge følger trends – f.eks. mode der er androgyn.

Fordelingen af arbejdsopgaver og dermed af jobbene på arbejdsmarkedet følger ikke længere klassiske kønsrolle mønstre. Det sociale køn er truet. Af ligestilling. Mænd er ikke længere defineret som køn af deres sociale opgaver. Et realityprogram som Paradise Hotel spejler den sociale virkelighed. Her er fyrene ikke karakteriseret af de klassiske maskuline værdier: Arbejdsomhed, flid, intelligens og seksuel disciplin. Disse egenskaber er ikke på samme måde som tidligere markører mellem maskulint og feminint. Bliver de det i fremtiden vil det måske være med omvendt fortegn. Og spejle at pigerne har erobret dele af uddannelsessystemet. Alt dette er faktorer der har gjort det indlysende rigtigt også, at caste en homoseksuel fyr til Paradise Hotel.

Spørgsmålet er: Er de der anser sig selv for radikale idealister blandt homoerne forbenede vanetænkere, der nægter at give slip på alt det velkendte? Og giver alt det nye – ændringer af kønsrollemønster og manderolle – skylden for sociale og politiske pres på de homoseksuelle. Og er deres konklusion, at hvis alt var lidt mere som “i gamle dage” ville alle problemer forsvinde af sig selv?

Efter min mening  er der nogle der fortegner billedet. Og gør det gråt i gråt. Uden at ænse alle (regnbue)farverne.

Paradis tabt og genfundet

Foran mig sidder to glade og smilende fyre. Patrick og Jakob. De fortæller om tabt uskyld, og hvordan de nu har fået et homoliv, som mange jævnaldrende kun kan drømme om. De er blevet fab gays, som Patrick kalder det.

Patrick har medvirket i Paradise Hotel, og hans ven Jakob har optrådt i Dagens Mand. Ved interviewet med Out & About er der en anelse nervøsitet at spore, men fyrene er scenevante og har været i Ekstra Bladet og Se & Hør. Og Patrick pudrer ansigtet, mens jeg udspørger ham, ledsaget af Jakobs formaninger om, hvordan makeuppen skal være.

Jeg er homo

Som den første homo nogensinde har Patrick deltaget i Paradise Hotel. Med indgangsreplikken: ”Jeg hedder Patrick, jeg er 20 år og jeg er homo”, præsenterede han sig selv for de måbende deltagere, og et publikum på flere hundredtusinder.

Pressen har selvfølgelig været blandet i sin modtagelse, og kommentarerne fra venner og bekendte i homomiljøet ligeledes.

Allerede sidste efterår fik mange et chok, da de i Dagens Mand så et panel med fyre i stedet for piger. Især Gustav gjorde sig bemærket, og hans Burberry-skjorte er nærmest blevet berømt.

Dagens Mand bliver ofte kommenteret på samme måde af de homoer, der ser dem, som Mats og Gustav taler til hinanden foran kameraet.

Der har altid været skuespillere, modefolk og instruktører, der gjorde sig bemærket inden for deres områder – og ved åbent at stå frem som homoer og dermed i en vis forstand har repræsenteret homoerne i offentligheden.

På samme måde virker deltagerne i realityprogrammerne blandt mange unge. Og celebrities findes i dag allerede blandt teenagere. Patrick og Jakob, der begge er 20 år, husker udmærket de første erfaringer og problemer med at få et homoliv.

Udspring

Jakob fortæller, at han har haft venner i miljøet lige siden, han var 15 år. Faktisk var Gustav den første ven, han gik i byen sammen med. Siden har han gået på forskellige ungdomssteder og fik hurtigt mange venner.

Patricks historie er lidt anderledes.

”Jeg havde sådan nogle faser, hvor jeg overvejede om jeg var til piger. Men det er jeg vist kommet over nu”,  iger han og griner.

”Men jeg havde en fortid, hvor jeg var sammen med rimelig mange. Både piger og drenge. Flest drenge. I starten var jeg ikke sikker, for det var noget nyt. Som 16-17 årig er de fleste drenge nok lidt usikre og tænker: ’Er jeg nu til drenge eller til piger?’ Og jeg havde været sammen med piger inden jeg var sammen med drenge. Så det med drenge var lidt et eksperiment. Så gik jeg i byen med min daværende flirt, hvor jeg mødte Jakob og vi talte sammen og begyndte at gå i byen sammen. Jeg opdagede jeg at jeg tændte mere på drenge end på piger.”

Se &  Hør er et af de medier, som har skrevet om Patricks bulimi.

”Nu gør medierne det nok lidt større end det er. Det var heller ikke noget, jeg fortalte. Men Jakob, du vidste det godt, ikke?”

Jakob nikker bekræftende.

”Men jeg var jo ikke på dødens rand. Det var en fase. I starten var jeg med i vennekredsen. Men havde også mine venner hjemmefra. Jakob var en del af mit fantasiliv. Jeg levede i weekenden og for weekenden. Det var en fantasiverden, og jeg vidste ikke, hvad jeg gik ind til. Jakob var i starten kun en ven, jeg havde i byen. Når det var en fantasiverden, hvorfor så ikke gøre fantasiting? Prøve at stjæle folks kæreste og prøve at få dem til at være utro med hinanden. Jeg har været ond i byen,” erkender Patrick.

Virkeligheden på skærmen

Hvad Patrick fortæller, lyder som noget af det, mange mennesker forbinder med Paradise Hotel: En fantasiverden, hvor deltagerne ikke bare opfører sig teenageagtigt, men også falsk og på kant med normerne.

”Et eller andet sted ved folk, der bliver forurettede over Paradise Hotel, ikke noget om unge i dag. Paradise afspejler, hvad der faktisk sker i det virkelige liv. Når unge har tilfældig sex i Paradise afspejler det verden udenfor,” siger Patrick.

Paradise Hotel-scenen adskiller sig i princippet ikke fra verden udenfor. Her er barer, caféer og hoteller ejet og drevet af voksne, selv om det er de unge, som tit indtager scenen i weekenderne.

I Paradise er det også voksne, som har lavet konceptet. Det er voksne, der filmer dem, når de er i bad eller går i seng – og det er voksne, der vælger at tage det med i tv-udsendelserne.

Paradis genfundet

Dagens Mand var et chok for mange, da det første gang blev sendt på TV 2 sidste efterår. For på tv er alt forstørret op, selv om man reelt kun ser nogle fyre date hinanden. Og der foregik ikke andet end, hvad man kan se i bylivet hver eneste weekend.

Men i Paradise Hotel er ungdomslivet både forstørret op af fjernsynsskærmen, og der vises mere end diskrete kindkys. Derfor har overskrifterne og reaktionerne over for deltagerne også været forstørret op.

Patrick, der nåede at deltage i 22 afsnit af Paradise Hotel, bliver nu genkendt, når han færdes på gaden. Og han har været rundt i hele landet, for at være gæstebartender og hilse på fans af Paradise Hotel. Mere end hundrede steder, mest diskoteker, er det blevet til.

Både Patrick og Jakob har fået masser af nye Facebook-venner. Patrick Paradise-profilen har for længst nået det magiske tal 5000.

”Både piger og drenge. 50 procent af hver,” gætter Patrick.

Forbilleder for helt unge

I dag er Patrick og Jakob i forhold til deres fans de voksne forbilleder for helt unge, som endnu ikke har fundet sig selv. Og nye venner uden for homomiljøet blandt andre deltagere i realityprogrammer har de også fået. De er blevet voksne af at omgås voksne, og de hænger ikke ved ungdomskulturen på samme måde som tidligere.

En åben homo på Paradise har betydet, at en heterofyr som Paradise-Nikolaj fik fortalt om, at han er til begge køn. Nikolaj får nu tilbud fra både fyre og piger. Patrick har gjort en forskel.

Berømmelsens bagside har Patrick og Jakob også mødt. Engang drømte de om at gøre det, de nu gør, og fik mange negative reaktioner. Fordi, som Patrick siger, hersker der stadig en jantelov blandt homoerne. Hvor især udseende kommenteres:

”Der et ideal. Det vil der altid være. Og folk stræber efter det ideal, at være meget tynd. Når folk ser os, skal de lige række os en cheeseburger eller komme med en kommentar om, at vi ligner mannequindukker. Men hvis man er glad for sig selv, går det jo ikke ind.”

Slangen i Paradis

Bag det fattede ydre og bevidstheden om selv at være smukke mærker man, at Patrick og Jakob også ryster på hovedet af nogle af de hysteriske reaktioner, de får på at være dem, de er. Deltagerne i realityprogrammer anklages for at være selvcentrede og forfængelige – af de mennesker, der ser den type programmer. Og som ofte har en illusion om at kende deltagerne.

Patrick og Jakob har dannet par, efter Patrick kom hjem fra Paradise Hotel. Og når de har gået sammen på Nørrebro, har de flere gange oplevet trusler om vold.

”Når jeg har været med i Paradise Hotel, ved folk, hvem jeg er. Og så ved de, jeg er homo, og har en mening om det. Det er også fair nok, at de har en mening. De skal bare ikke bruge vold. Så skal de hellere sige: ’Jeg bryder mig ikke om homoseksuelle’. Fair nok, så har vi ikke noget at tale om.”

”Især hvis Patrick går sammen med mig får han reaktioner. Jeg er jo mere femi, og det støder åbenbart folk,” siger Jakob og tilføjer:

”Vi får tit at vide, at det er fedt, at vi hviler så meget i os selv.”

”Men ikke af homoer,” siger Patrick sarkastisk.

Dette interview blev først bragt i Out&About Juni 2010. Det kan også læses online.