Bilal Philips i Danmark

Indledning

Det nationale fællesskab er idag politisk blevet afløst af minoriteter, der bringes i spil af højre og venstre fløj. Politik er ikke længere på samme måde som tidligere centreret om det nationale fællesskab. Selvom retorikken siger det, og begreber som sammenhængskraft og fælleskab ofte besværges.

Både højre- og venstre fløj elsker minoriteter. Også selvom de blot er redskaber i den politiske kamp, og anvendes i den politiske selviscenesættelse. Minoriteterne lader sig bruge – og indgår gerne i det politiske spil – og kæmper imod “flertallet” eller de øvrige minoriteter om indflydelse og privilegier.

Bilal Philips – en kontroversiel muslimsk taler. Både højre og venstre fløj øjner en sag. En lejlighed til at forsvare danske værdier, kvinder og homoseksuelle. Og profilere sig selv, som den der bekæmper intolerance.

Fobiernes tyranni

Mennesker definerer sig som minoriteter etnisk, kulturelt, seksuelt eller i forhold til køn. Med en enkelt undtagelse.: Voksne, hvide heteroseksuelle mænd. De udgør inden for denne forestillingsverden magthaverne, som udfordres af de øvrige grupper. Enhver der kan formulere sig som minoritet er minoritet. Den største “minoritet” – kvinderne – udgør rent faktisk flertallet i befolkningen. Feministiske grupperinger formulerer sig aggressivt, og hævder kvinder bliver udnyttet, udbyttet og undertrykt. Formelt er det numeriske styrende for definitionen af minoriteten – reelt er det evnen til at tale som minoritet, der er afgørende. Derfor er kvinder minoritet.

Minoritetens sprog er offergørelsen. Politik bliver på forskellige niveauer et symbol spil om skyld eller uskyldsrenhed. Hvem repræsenterer det onde, der skal lovgives imod, reguleres eller forbydes udfoldelsesmulighed?

I retsstatens politiske forståelse eksisterer det onde ikke. Her tales der om de for samfundet uønskede handlinger eller konsekvenserne af disse. Lovgivningen er rettet imod kriminalitet ikke forbryderne. Minoritetspolitikken derimod personliggør det politiske: Det onde repræsenteres af den gruppe eller enkeltperson andre minoriteter eller interessegrupper man er uenig med. Det bliver til en fobi.

Fobierne er logisk nok lige så talrige som minoriteterne: Racisme, antisemitisme, religiøs intolerance, homofobi og transfobi er blot eksempler.

Offergørelse resulterer i forbudspolitik. Selvom det i sidste ende er retsstaten og demokratiet, der bliver “offer” for minoriteter, der hader og bekæmper hinanden. For eller imod købesexsforbud bliver ikke længere styret af den rationelle opfattelse: Hvordan forbyde individerne frie og lige færden i samfundet? Det hedder: Hvad tænker Jeg om sex, og handel med sex. Hvordan har Min samvittighed det med købesex, og de pågældende kvinders situation?

Den rationelle opfattelse af samfundets bedste er blevet afløst af følelser og moraliseren. Det gør forskellige minoriteter i hvert fald alt for at fortælle os. Hjulpet af politiske grupperinger, der øjner chancen for at profilere sig selv i den politiske debat.

Bilal Philips. Et eksempel på den “hadefulde muslim”.

Offer-rollen

Islamisk Trossamfunds Ungdom, inviterede  i denne uge prædikanten Bilal Philips til, at tale om islamofobi.

Islamisk Trossamfund spiller på offer-rollen, når islamofobi gøres til tema. Men de inviterede en mand, der på You Tube forsvarer dødsstraf over for homoseksuelle og vold mod kvinder. Ingen kunne på forhånd være i tvivl om, at Bilal Philips repræsenterer had. Spørgsmålet var blot hvordan samfundet og de berørte minoriteter ville reagere. Det viste sig at være ret forudsigeligt.

Formanden for LGBT Hans Christian Seidelin udtalte til Politiken:

“Han taler nogle centrale værdier om ligebehandling midt imod. Alt, jeg ved om sharialovgivningen taler vesteuropæiske lighedsprincipper lige imod. Dermed er det et bredere problem i hele samfundet.”

Ved at pege på modsætningen mellem sharia og retsstats principperne antyder Seidelin en kamp mellem to civilisationer. Er det  ikke blot minoriteternes kamp, der omformuleres til civilisationernes kamp, som beskrevet af Samuel P. Huntington? I hvert fald startes debatten om, hvad Bilal Philips står for og vil sige inden dennes ankomst til Danmark.

Debat i Pan-bladet

I Pan-bladet blev tråden taget op af Karen M. Larsen i artiklen Nej tak til hadprædikanter. Her skærpes tonen. Det understreges at islam som sådan ikke nødvendigvis er homofobisk. Det er dog tilføjelsen, der er interessant:

“Men når det så er sagt, kan det under ingen omstændigheder tolereres, at en person, der opfordrer til drab på homoseksuelle, æres ved at få lov til at tale ved en konference i Danmark.”

I mit svar til en kommentar på Pan-bladet pegede jeg på det problematiske i at ville tiltage sig ret i forhold til ytringsfrihed:

“Jeg bliver selvfølgelig forarget, hvis det viser sig at Bilal Philips vil lufte den slags synspunkter. Men hvad menes der med “tolerere”? Vil Karen M. Larsen forbyde manden at tale?

Jeg er dybt betænkelig ved, at LGBT går ud med en tilkendegivelse af, at man ønsker at tiltage sig retten til at bestemme over, hvem der må tale hvor og sige hvad.”

Både Hans Christian Seidelin og Karen M. Larsen blev dog overbudt af Mads Ananda Lodahl, der overvejede forskellige aktionsformer i blog artiklen Bilal Philips – min fjende. Og lagde linket på Pan-bladet. Lodahl fik følgende svar af mig:

“… er du i virkeligheden ikke enig med Karen M. Larsen i synspunktet:

1.

Bilal Philips er muslim. Derfor vil jeg gerne distancere mig fra ham.

2.

Religiøse (hadefulde) tilkendegivelser er mere interessante end alle andre ytringer.

3.

Ikke alle synspunkter er i udgangspunktet ligeværdige. Derfor skal man demonstrere – fysisk eller verbalt – i stedet for at diskutere eller indgå i dialog.

Både du og Karen M. Larsen tilkendegiver, at i ikke ønsker, at blive spændt for højrefløjens vogn. Hvis i nu gik ud og anbefalede burkaforbud, stadig med det forbehold, at i ikke ønsker at blive spændt for højrefløjens vogn ville det være en tilsvarende situation. Og det ville jo tilsvarende tjene et godt formål – bekæmpe kvindeundertrykkelse – og dermed hellige midlerne.

Hvis man grundlæggende opfatter verden i religiøse begreber vil ekstreme homofobe ytringer fra en muslim forekomme endog meget betydningsfulde. Opfatter man derimod samfundet som sekulært vil kønskamp, ideologisk strid og politiske realiteter forekomme så meget mere påtrængende. Ingen af jer går bevidst højrefløjens ærinde, du understøtter blot aktivt venstrefløjens totalitære image.

Ikke alle tilkendegivelser er lige interessante. Hvor var du og Karen M. Larsen, da den kristne Exodus organisation fik godkendt en app til Iphone, med opskriften på at kurere mennesker for deres homoseksualitet? Jeg ser ikke islamofobi i nogen af jeres tilkendegivelser. Blot reagerer i på noget, der endnu ikke er blevet sagt – i Danmark. Tilføjelsen er vigtig. Hvis religiøs islamisk fundamentalisme skal bekæmpes effektivt, så bør Danmark – ud over de igangværende krige – også engagere sig i Iran og Pakistan. Eller også må vi blot fortsat tage kraftig afstand fra fundamentalisme – og selv undgå at havne i den.”

Mads Ananda Lodahl gav udtryk for at han blev lagt ord i munden. Hvortil der selvfølgelig blot var at svare:

“Du kan føle det er ubehageligt, at få lagt ord i munden, men det er jo det du selv praktiserer. Du forsøger at forudgribe hvad Bilal Philips vil sige i København. Endnu er han ikke ankommet.”

Det blev efterfulgt af en overvejelse om minoriteternes hadefulde forhold til hinanden hentet fra min anmeldelse af Christopher Isherwoods A Single Man:

“George (bogens hovedperson, red.) lever når han taler til… sine studerende… George taler sig varm i timerne, og taler om minoriteterne. Og angriber tabuet: Minoriteternes usselhed. De der bliver lagt for had, bliver selv hadefulde.

George konstaterer, at de der har fregner måske nok er mindretal, men ikke minoritet. For at være minoritet kræver det, at man er forfulgt. Af flertallet der føler sig truet eller utrygt. Truet af en fare som er virkelig eller indbildt. De liberale mener selvfølgelig at “minoriteten er præcis som alle os andre”. Men det er ikke sandt: Minoriteten hader flertallet – og ligeledes de andre minoriteter, som den rivaliserer med. Ingen trussel er hundrede procent imaginær

De liberale begår altså to fejl: Minoriteten ligner flertallet, men er ikke præcis som flertallet. Og hvorfor ikke indrømme det? Dernæst fastholder de liberale tesen, at fordi flertallet repræsenterer det onde, må minoriteten repræsentere det gode. Men tænk hvis en smålig og hadefuld minoritet fik magt?

George siger ting man aldrig må sige højt noget sted – eller i nogen situation – om det så er sandt eller ej. Han angriber de liberales fordomsfuldhed.”

Det der driver offer-retorikken er, som Christopher Isherwood formulerer det rent had: Alle minoriteterne føler sig forfulgte – de er ofre – og lægger derfor både de der “forfølger” dem, og de øvrige minoriteter for had.

Islam ifølge Bilal Philips eller blot sådan som ikke-muslimer opfatter islam?

Fjendebilledet bekræftes

Offer eller gerningsmand? De to begreber lever af hinanden, det ene er intet uden det andet. Allerede inden Bilal Philips er ankommet er han blevet “dømt” af ofrene, der undsiger alt det han endnu har sagt (på dansk grund).

I mit første indlæg i debatten havde jeg allerede ridset perspektivet op:

“Det er mennesker som Bilal Philips der skal bekræfte os i vores offer-mentalitet. Det er godt nok nødvendigt med import – danske muslimer kan ikke rigtig selv. Men det er trods alt et fjendebillede. Uha, så kan vi blive bange!

Vi forfølges, undertrykkes, udnyttes og udbyttes. Af heteroseksuelle (mænd). Ergo er vi (mænd) vores egen værste fjende. Når en homoseksuel interesseorganisation som LGBT politik idag fokuserer på offer-mentalitet siger den, at mænd bør sættes politisk ud af spillet for de repræsenterer det “onde” i verden.

Det er der – pudsigt nok – kvinder der beredvilligt stiller sig til disposition for, at forklare os.

Hvis (homoseksuelle) mænd ikke kan forstå sig selv som ofre, hvordan skulle de så iøvrigt fatte feminismens budskab om at kvinder og børn ALTID er ofre (for mænd)?

Altså at de selv er overgrebsmænd og perverse sexkriminelle?”

Bilal Philips på Nørrebro.

Ingen kontroversielle udtalelser fra Bilal Philips

Efterfølgende viser det sig at Bilal Philips ikke udtaler sig, så det giver genlyd i alle landets medier. Tværtimod er sagen død dagen efter. Det viste sig at være stort ståhej for ingenting. Ingen udtalelser om sharia, ingen dødsstraf til homoseksuelle eller sanktionering af vold over for kvinder.

Imran Shah. Formentlig godt tilfreds med et velbesøgt arrangement i Nørrebrohallen. Der demonstrede for de muslimske deltagere, at islamofobien findes. Bilal Philips blev advaret og afslørede sig ikke som demagog.

Talsmand for Islamisk Trossamfund Imran Shah går allerede samme dag som Bilal Philips taler i medierne og erklærer det var en fejl at invitere Bilal Philips:

“Hvis vi kunne gøre det om, og vi havde muligheden for at vælge i dag, ville vi ikke invitere ham.”

En stor skuffelse? Hændervriden fra de der tog fejl i deres forudsigelse af hvordan mødet ville forløbe eller forudgribelse af hvad Bilal Philips ville sige? Nej.

Islamisk Trossamfunds optræden har været en stor succes for alle parter. Tusindsvis af muslimer mødte frem for at høre Philips, og er formentlig blevet bekræftet i at de danske medier og forskellige minoriteter er partiske i deres behandling af en hel befolkningsgruppe.

De homoseksuelle har tilsluttet sig offer-forestillingen, og bekræftet sig selv som minoritet. På den yderste venstrefløj er truslen fra fundamentalistisk islam blevet bekræftet. Værdien af aktivisme er blevet bevist. På højrefløjen er flere blevet overbeviste om, at græserne skal være mere lukkede. Diskussionen om indrejseforbud har fået fornyet aktualitet.

Uanset om rød eller blå blok kommer til magten efter næste valg vil der blive indført flere forbud. Minoriteterne og deres allierede kæmper angiveligt for tolerance og integration. I praksis dog mest for at inskrænke de øvrige minoriteters magt og indflydelse og muligheder.

De kæmper for forbud. Og udstødelse af de øvrige minoriteter. Integration og tolerance er fine ord, der indgår i programmer og erklæringer. I praksis modarbejder de dialog. Sagen om Bilal Philips vil hurtigt være glemt. Men den betød en yderligere fragmentering af det danske samfund, fordi minoriteter og politiske grupperinger spændte ben for en dialog. Og erklærede sig tilfredse med enten at spænde minoriteterne for en politisk dagsorden eller indtage den offer-rolle, der forhindrer både integration og tolerance. Fordi minoriteterne bekræfter sig selv – og over for offentligheden – som værende “anderledes”. For nogles vedkommende endda fremmedelement i det danske samfund. Uden tvivl vil minoriteternes organisationer efterfølgende tale varmt for ligestilling og normalisering, mens de venter på den næste sag, hvor de kan skille sig ud.

Konklusion

Både minoriteter og politiske grupperinger på højre- og venstre fløj mener, at offer-retorik sikrer deres politiske indflydelse. Derfor bliver vi alle gjort til ofre. Selvom de første ofre for den ideologi er demokratiet og retsstaten.

Reklamer

Had mod LGBT Danmark på bloggen

I en artikel der angivelig skulle være oplysende angribes LGBT Danmark. Og en talskvinde smædes og hænges ud.

Artiklen der findes på bloggen Junikredsen slår fast at LGBT mennesker er seksuelle afvigere. LGBT Danmark karakteriseres på denne måde:

“En organisation, hvis erklærede mål bl.a. er, at afvigernes ”liv afspejles generelt og i fuld udstrækning” blandt danske skolebørn”.”

Ordet afvigelse anvendes ganske vist af nogle queer-teoretikere til at betegne “afvigelse i forhold til normen”.

Men på trods af det kunstigt “objektive” sprog, der anvendes i Junikredsens artikel, leder ordet “afvigelse” her snarere tanken hen på den måde ordet anvendes på den yderste højrefløj. Hvor Junikredsen da også hører hjemme.

På højrefløjen – især den del, der har rødder tilbage til 30’erne –  betyder ordet “afviger” “pervers” eller “sygelig”.  Men det fremgår ikke,  hvem der står bag bloggen.

En kvindelig repræsentant for Gå Ud Gruppen karakteriseres som “mandhaftig”. Artiklen promoverer altså netop de fordomme som Metroexpress artiklensøger at  imødegå.

Junikredsen tegner billedet af homoerne som de, der er på det forkerte hold.

Artiklen foregiver at “diskutere” indholdet af et interview Metroexpress bragte sidste år med Sille Louise Seibert Nielsson om Gå Ud Gruppens arbejde. Det er hende der står for skud i artiklen. Hvis kønsidentitet drages i tvivl.

Emne er angiveligt om homoseksualitet  er medfødt eller et valg.

LGBT Danmark “agiterer blandt skolebørn” – hedder det – for at homoseksualitet er et valg.

Nu er perversioner og sygdom jo ikke et valg. Så derfor er Junikredsens stilling givet på forhånd: Det fremgår tydeligt nok, at den anser LGBT Danmarks “agitation” for at være i bedste fald formålsløs i værste fald skadelig.

Men – og det er værd at bemærke – ikke så harmløs at emnet ikke er en blog værd. En krigserklæring.

Nytår 2011

Godt nytår til jer alle!

2010 var året hvor jeg startede denne blog.

Tak til alle jer der har fulgt med. Læst og kommenteret, kommet med input og skrevet til bloggen.

I 2011 vil jeg fortsætte linien. Ud fra begreberne køn, seksualitet og identitet vil jeg lave boganmeldelser – eller rettere læsninger af litteratur. I 2011 vil jeg bla. introducere Shyam Selvadurai.

Der vil komme flere blogs om fotografi. Den næste bliver om den amerikanske kunstner og modefotograf Ryan McGinley.

Der vil komme flere politiske artikler. Bla. om forbudsfeminismen.

Måske en enkelt filmanmeldelse.

Og forhåbentligvis flere tv-anmeldelser.

Bloggens længste og sværest tilgængelige artikel Om dannelsen af homoseksuelle roller og identiteter – der står under kategorien sociologi viste sig at være et hit. Og der kommer helt sikkert mere om emnet.

Måske i stil med artiklen Tættere på himlen? – der med udgangspunkt i en musikvideo forsøger at udrede den moderne manderolle og undersøge kønsidentiteten.

Det mest populære søgeord i året 2010 var: How to put on a Condom. Overraskende? Næ. Ikke på en blog der er erklæret prosexhomo. Hvordan man har safe sex er et emne, der bør interessere alle.

Så det er muligt der kommer flere undervisningsvideoer med sexstjernen Brent Corrigan. Eller hans kollegaer.

Engelsksprogede artikler er tilsyneladende ikke noget problem. Flere artikler findes på både dansk og engelsk så man kan vælge. De engelske står selvfølgelig under kategorien in english.

Her finder man f.eks. oversættelsen af interviewet med Jakob Kolda fra Dagens mand og Patrick Smith fra Paradise Hotel. Skrevet til Out&About’s juni nummer.

Denne blog er kun et halvt år gammel. Den beskæftiger sig med stof, der er relevant ud fra en homoseksuel synsvinkel. Men dens sigte er også at blande sig i den seksualpolitiske debat. Med inspiration fra danske og amerikanske prosexfeminister.

Prosexfeministerne går imod den bølge af censur og forbud som store dele af feministerne i dag er tilhængere af.

Homoerne selv er generelt demoraliserede og apatiske. I USA findes fænomenet Exodus. Hvor homoseksuelle lader sig omvende til heteroseksualitet af kristne fundamentalister.

I 2010 så vi for første gang det samme fænomen i Danmark. Homoseksuelle der argumenterer for, at det ikke er socialt acceptabelt at være homoseksuel. En debattør sagde, at han “følte sig drevet i armene på Dansk Folkeparti”. Drevet i armene? Nej. Dansk Folkeparti tiltrækker desillutionerede og apatiske homoer som en magnet! De føler sig “afvigende”, fordi de er homoseksuelle. Derfor siger de: Væk med Priden, væk med barer og bymiljø. Væk med Out&About – et “lummert magasin” blev der sagt i den offentlige debat. Væk med LGBT Danmark. Væk med de homoer, der er åbne og kendt i offentligheden. De skader (skabs)homoerne ved at henlede opmærksomhed på fænomenet homoseksualitet!

Frem for alt skal teenagehomoerne bekæmpes: Med tilgang til det homoseksuelle miljø forsvinder fænomenet jo ikke. Derfor skal teenagernes adgang til f.eks. dating-sites forhindres eller begrænses. Den seksuelle lavalder skal hæves til 18 år, siger exodus-homoerne.

Mænd over 30 år kan ifølge exodus-homoerne ikke være homoseksuelle. Partnerskabslovning – for ikke at tale om ægteskab og vielse – er ikke blot overflødigt. Det er direkte skadeligt. For homoseksualitet bør ikke være andet eller mere end en fase.

Den homoseksuelle livscyklus er altså meget kort ifølge exodus-homoerne. Af hensyn til samfundets moral og anstændigheden. Indlægget hvor jeg beskrev denne opfattelse er faktisk det første på denne blog.

Exodus-homoernes alliance partner er ikke som i USA det religiøse højre, men forbudsfeminismen.

Forbudsfeminismen er venstreorientet feminisme, der er blevet reaktionær. Om den er formuleret af Dansk Folkeparti eller tilsvarende kræfter i SF kommer ud på et. Det er mælken fra i forgårs, der er blevet sur. Forbudsfeminister kombinerer snæversyn med en dogmatisk tro på statsstyring og insisteren på at krænke individets frihed af hensyn til samfundets moral. De mobiliserer “bekymring” – men ingen plads til mennesker. Og slet ikke til individets ret til at vælge selv. Hverken i det sociale liv eller seksuelt.

Forbudsfeminister angriber ikke blot homoseksuelle. De angriber kønnet og den maskuline seksualitet som sådan.

Seksualpolitik kommer derfor til at overskygge LGBT politik. Feministernes fjende er ikke specielt de homoseksuelle – men mænd slet og ret. Lidt lige som i 70’erne da anti-penetrerings feministerne erklærede alle mænd som undertrykkere og fjender.

Penis-misundelsen er vendt tilbage. Når en mands krop bliver vist frem f.eks. på plakaten til Klovn filmen erklærer en af forbudsfeministerne, at der er tale om pornografi. Fordi feminister idag opfatter mandekroppen som pornografisk. De anlægger det det pornografiske blik på mænd jeg har omtalt i en anden sammenhæng. Mandekroppen har aldrig været farligere i feministernes øjne:

“Plakaterne er intimiderende. Når børn står og venter på bussen, ser de f. eks. Casper Christensens erigerede lem”, siger forbudsfeministen Vibeke Manniche til Ekstra Bladet .

Ikke et ord om de nøgne kvinder på den samme plakat:  Kvinder har hverken kønsdele eller seksualitet. Kun et krav om en impotent type mand, der aldrig ses med erigeret lem.

Alt dette for at forklare hvorfor fokus på køn og seksualpolitik vil overskygge debat af homoseksuelle mærkesager på denne blog.

En konstatering: Hvis forbudsfeministerne gør den normale danske mand – personificeret f.eks. af Casper Christensen – til et monster, så vil de også give exodus-homoerne ret i at de homoseksuelle er afvigende. Og homoseksualitet per definition er socialt uacceptabelt. I hvert fald, hvis det er andet end en fase. Hvem der giver hvem ret i det spørgsmå er ikke til at sige. Blot kan man konstatere, at der er en alliance mellem Dansk Folkeparti, feminister, exodus-homoer og doktrinære statsmonopol socialister.

Det bliver i al beskedenhed denne blogs opgave i 2011, at modsige forbudsmentalitet blandt feminister af begge køn. Og homohad og mandehad blandt såvel homoseksuelle og heteroseksuelle.

Julian Assange og feministerne

“Sverige er feminismens Saudi-Arabien”, siger Julian Assange. Manden bag WikiLeaks der er blevet verdenskendt efter de seneste måneders offentliggørelse af tusinder og atter tusinder af hemmeligstemplede dokumenter. Udtalelsen falder til Politiken efter de nylige beskyldninger om sexkrænkelser mod to kvinder i Sverige. 

Assange er en stærkt kontroversiel person. Nyhedsmagsinet Time har kåret ham som Person of the Year. Læsernes favorit var Mark Zuckerberg – manden bag Facebook – men det valgte magasinet at se bort fra og kårede istedet Assange som den mest indflydelsesrige person. Med præsident Obama helt nede på en 6. plads.

På den anden side står republikaneren Mike Huckabee – tidligere præsidentkandidat  – der har udtalt at Assange burde henrettes for sin whistleblower aktivitet. Hvilket Assange konstaterer er en opfordring til mord.

Den canadiske professor Tom Flanagan – tidligere rådgiver for den canadiske premierminister Stephen Harper, der anses som en af chefarkitekterne bag, at den konservative regering kom til magten i Canada i 2006 – har ligeledes været ude med trusler.

“Jeg synes faktisk, at Assange burde henrettes, og at Obama burde udstede en ordre om at likvidere ham. Send et dronefly ud efter ham”, sagde han til tv-stationen CBC.

Alle tilhængere af lov og orden demonstrerer tro mod sædvane at de ikke går ind for nogen af delene. De støtter illegale metoder i stedet for retsstatsprincipper og opfordrer til snigmord og vold, når de er ideologisk eller politisk uenige.

Assange har mange fjender der alle benytter sig af lignende utraditionelle metoder. Han har fået økonomiske problemer fordi PayPal, Master Card, Amazon og Visa har forhindret donorer i at støtte WikiLeaks. Både Assange og ytringsfriheden har stærke fjender.

På hjemlig grund dog ogåså enkelte venner. F.eks. har Politiken valgt at bakke WikiLeaks op og tilgængeliggøre dokumenterne.

Ironisk nok er hele sagens kerne ved at drukne i noget så latterligt som en banal sexskandale.

Det beskæmmende er at svensk lovgivning tilsyneladende kan bruges vilkårligt som redskab imod mænd – også Assange.

En svensk kvinde – i pressen kendt som Miss W – hævder at efter hun og Assange om aftenen havde haft frivillig sex vågnede hun næste morgen ved at, han havde samleje med hende uden hendes samtykke.

En anden svensk kvinde kendt som Miss A, der ligeledes havde frivillig sex med Assange beskylder ham for forsætligt at have beskadiget et kondom. Assange selv hævder det gik i stykker.

Anmeldelserne fra de to svenske kvinder har fået svensk politi til at udstede en arrestordre der lyder på voldtægt, seksuel tvang og seksuel krænkelse.

Ovenstående gengivelse af sexsagen er meget summarisk. Påstandene står over for hinanden. Hvordan skal nogen kunne tage stilling til, hvad der er foregået? Ud over at der har været tale om frivillig sex mellem myndige personer. Assange hævder, at de svenske myndigheder har bekræftet, at kondomet ikke var beskadiget med vilje, men så ud til at  være gået i stykker under samlejet. Men vil kvindernes advokater bagefter benægte dette?

Ikke for at være morsom: Det lyder som om svenske kvinder kan anvende svensk lov som gummiparagrafer. Hvis kvinderne efterfølgende bliver vrede eller fornærmede på deres sexpartnere kan de gå rettens vej og sagsøge dem.

Hvor vågen skal man være om morgenen før morgensex ikke er voldtægt? Bør (svenske) mænd under alle omstændigheder sikre sig skriftlige tilsagn fra kvinderne før de indlader sig på sex? For at være sikre på at undgå voldtægtsanklager.

Hvem har ansvaret når kondomet går i stykker? Er det manden der har det på? Når kondomet springer er det så kun kvinden, der anses for ubeskyttet ifølge svensk lov? Seksuelt overført smitte går altså kun fra mænd til kvinder, ikke fra kvinder til mænd?

Når et kondom bruges som svangerskabsforebyggelse er det kvinden der skal beskyttes. Og samme logik anvendes tilsyneladende, når det handler om beskyttelse mod hiv-smitte. Selvom der intet videnskabeligt bevis er for påstanden.

Pointen er at det svenske retssystem skal tage stilling til, hvad der er foregået frivilligt mellem voksne mennesker i enerum. Og påstandene strider imod hinanden. Domstolen skal tage stilling til hvad der er safe sex – hvad der er forsvarligt – og definere hvad der forstås ved “frivilligt”.

En statslig definition af hvad der er korrekt safe sex. Ligesom Saudi-Arabien har en statslig definition af, hvad den rette tro er.

I Danmark findes der en lov der straffer hiv-smittede, der forsætligt har ubeskyttet sex med partnere, der ikke er bekendte med deres hiv-status. Samme lov er dog under pres fra sagkundskaben, der mener den er forældet. Da velbehandlede hiv-smittede ikke udgør nogen stor smitte-risiko ved ubeskyttet sex. En bieffekt af loven er at den leder til dyneløfteri ligesom i den svenske Julian Assange sag. Hvem gjorde hvad og hvordan afgøres spørgsmål, hvor parternes udsagn strider imod hinanden?

Julians Assange’ egen pointe er, at den svenske stat gør det samme for kvinder og ligeberettigelse mellem kønnene, som den saudiske stat: Stempler kvinder som mindreværdige og ofre. Ikke ved hjælp af sharia, men ved hjælp af straffeloven.

De skal være ofre og ses som ofre for mænd de har frivillig sex med. Svensk lovgivning indeholder tilsyneladende indeholder en “fortrydelsesparagraf”. Hvis kvinder bagefter ikke vil stå ved det de har gjort kan de anklage mændene for voldtægt og seksuel krænkelse. Eller for at have ladet hån om frivillighed og sikkerhed. Lige som de anvender fortrydelsesespillen til at afværge et ufrivilligt svangerskab

Ikke underligt at det svenske niveau for anmeldelse af sexuelle krænkelser er højt. Det siger ikke nødvendigvis noget om svenske mænd, der næppe er værre i denne henseende end danske mænd. Snarere om svenske kvinder og svensk lovgivning.

Og så kommer sexanklagerne mod Julian Assange påfaldende belejligt for hans politiske fjender…

Apple og Side 9-pigen

Sex er en måde at tjene penge på.  I hvert fald for Ekstra Bladet. De har deres escort-annoncer. Det er et emne der interesserer læserne. Derfor skriver Ekstra Bladet også om Sex og Samliv. Og når læserne deltager i en afstemning om, hvorvidt de ønsker sig mere sex i det kommende år er svaret ja. Mændene vil gerne. Hele 83% siger ja. Kun 3% ønsker mindre sex. Nok ingen overraskelse. Har bladet ikke altid haft ry for at have en bestemt type læsere? Blandt feminister og pæne kulturradikale.  Overraskelsen er at 69% af kvinderne også ønsker sig mere sex! Godt nok mener 11%  – næsten 4 gange så mange kvinder som mænd – at mindre sex er i orden. Men danskerne er faktisk ganske frisindede og åbne.

Ekstra Bladet tager ikke fejl: Hvis den avis skal sælges, er det nok klogt at finde relevant stof til Sex og Samliv spalten. Og så er der jo side 9 pigen. Hun har været der siden 1976. Og er et af avisens store aktiver. For hun forarger jo ikke nogen mennesker idag.

Politiken der mester at være i forretningsforbindelse med en avis, hvis koncept er underlødigt set med kulturradikale briller skrev oven i købet en artikel om den udstilling der markerede side 9 pigens plads i det danske mediebillede. Med det blå stempel fra det snerpede kulturradikale establishment, så skulle man tro at den sidste modstander havde givet op. Og fyrene og pigerne kunne få lov at være i fred. Og de heteroseksuelle så kan overlade til minoriteter, der dyrker deres helt specielle seksuelle variationer – f.eks. de homoseksuelle – at kæmpe for ligestilling i samfundet og rettigheder. Og imod fordomme.

Men sådan er det ikke. For der er virksomheden Apple, som ønsker at strømline sine produkter. Efter den nypuritanisme der præger amerikanernes bevidsthed og syn på sex. Og derfor har Apple censureret side 9-pigen ud af iPad-udgaven af Ekstra Bladet.

På en af de tidligere blogs har jeg redegjort for fænomenet nypuritanisme på den måde, at jeg siger at kernen i nypuritanismen  er at forbyde eller illegalisere sex vi alle kender eller opfatter som normalt. Debatten om sex i offentligheden handler stort set aldrig om bizzare former for sex som få kender og endnu færre dyrker.

Den offentlige debat handler derimod ofte om bekymring for de unge. De har sex med hinanden. Hvem har ikke haft sex som teenager? Måske prøver de endda noget af med voksne.

Her må nypuritanerne påberåbe sig lov og orden. Hvilket demonstrerer deres manglende respekt for begge dele. De henviser til lov når de ønsker at kriminalisere noget der er fuldt legalt – eller dog erklære det for socialt uacceptabelt, i et forsøg på at stigmatisere de formastelige.

De nægter at anerkende, at lige som der er en grund til at visse ting er forbudt, så er der også en grund til at visse ting er tilladte. Samfundet ønsker ikke at krænke det enkelte individs rettigheder og frihed til at vælge. Nypuritanerne ønsker ikke orden for lige så snart man accepterer “fortolkninger” af lovgivningen – med gode intentioner om at beskytte og forsvare – så ender det i vilkårlighed og krænkelse af individernes rettigheder. De der taler om orden er altid den type mennesker, der står frem i offentlig debat og angriber, smæder eller endog opfordrer til selvtægt. Eller firmaer der ønsker at omgå juraen for at kontrollere andre firmaer.

Derfor er det altså ganske logisk at Apple udøver censur over for Ekstra Bladets side 9-pige: Det er foragten for de perifere og ligegyldige fænomener. Det ligner et forsøg på at spille med musklerne: Den store koncern imod en enlig dansk avis. Der er sandsynligvis tale om et del og hersk princip. Først skal den – efter international målestok – lille danske avis trynes. Der efter kommer turen til de store engelske aviser, hvis page-3 piger indtil nu er blevet holdt uden for Apples censur.

Apples censur holder sig til princippet om at gå efter det der er fuldt legalt, men med argumentet i baghånden, at det ikke er anstændigt. Og altså med feministerne som mulig alliance-partner i den offentlige debat.

Hårde eller bløde værdier til drengene?

“Modstandere af modernitet hægtes idag af arbejdsmarkedet. Spørgsmålet er dog, om udkantsdanskerne udvikler reaktionære holdninger, fordi de føler sig marginaliserede på job-markedet, eller om de snarere mister fodfæstet på arbejdsmarkedet, fordi de abonnerer på nedslidte maskuline værdier?”

Sådan skrev Lars Trier Mogensen i Politiken i en artiklen med overskriften”Udkantsdanmark er det vilde vesten”:

http://politiken.dk/debat/signatur/article957839.ece

Lad mig komme med et bud på hvorfor især drengene eller de unge mænd er truet af udviklingen.

Det hænger sammen med deres manderolle.

Drenge der har lært at være vilde i børnehaven og i skolen, sakker agterud i forhold til de pæne piger, der kan sætte sig ned og læse en bog. Men det er maskuline værdier der er populære i provinsdanmark.

Nu er det sådan at de bløde værdier som omsorg, indlevelse og empati bliver kategoriseret som “feminine”.  Værdier som provinsdanmark afskyer. Men det er kvaliteter der er efterspørgsel på i et samfund som det danske, der er serviceorienteret. Ufaglærte arbejdspladser forsvinder men kulturen – og hertil hører den traditionelle manderolle – findes endnu. 

Arbejdsgiverne vil formentlig i stadig højere grad fravælge den type mænd.

I sidste instans kan det blive et problem for nogle mænd, at klare sig i et samfund, der har bevæget sig bort fra de traditionelle værdier.

Nye undersøgelser viser at indvandrer piger og danske piger uddannelsesmæssigt klarer sig bedre end danske drenge og indvandrerdrenge. Pigerne vil derfor gå ud på arbejdsmarkedet og få de gode jobs. Begge dele er logiske konsekvenser af de mandlige værdier der formidles: De gør mænd til tabere både i undervisningssystemet og på arbejdsmarkdet.

Mændene risikerer at blive gjort til  – eller gøre sig selv til –  sociale tabere alene i kraft af deres køn. Og blive til provinsdanmark.

Det at holde fast i traditionelle værdier i et moderne samfund er ikke blot bagstræberisk – det er dømt til at mislykkes. Med en kønsmæssig slagside.

For mænd – om de så er heteroer eller homoer – er tilsyneladende svage, når det gælder om at reflektere over deres kønsrolle. Kvindebevægelsen har brugt årtier på det, og kvinder er i visse sammenhæng ikke blot mere reflekterede i deres syn på deres eget køn – men også i deres syn på mænd!

Det er ikke svært at finde pinlige eksempler på, hvor ureflekterede nogle mænd er, når det gælder deres egen kønsrolle.

Selv en del af de homoseksuelle mænd har så traditionel en manderolle at de skælder ud på realityshows, hvor der deltager homoer som ikke lever op til provinsdanmarks krav om “maskulinitet”. De lyder til forveksling, som heteromænd der er til fodboldkamp og råber “bøsser” efter det andet holds fans!

Det er grotesk og absurd. Men virkelighed i udkantsdanmark.

Homofobi er ofte knyttet sammen med misogyni (had mod kvinder) og  endog  fascination af det kriminelle miljø.

Fodboldspilleren Arek Onyszko var et eksempel på denne type mand.

En mand med en høj medieprofil, hvor det at være forbillede for drenge og unge mænd er en del af jobbet, men han udtrykte sig homofobt, var dømt for vold mod sin kone og udtrykte sympati for det kriminelle bandemiljø. Det der mangler i beskrivelsen af ham er, at han blev arbejdsløs. Eller i hvert fald ikke kunne finde arbejde i Danmark, hvor han flere gange blev fritstillet af de danske klubber han var tilknyttet. Man kan tilføje, at han var katolik – det forklarer, de konservative værdier.

Er det ikke svar på det, der blev spurgt om i overskriften?

Mænd frygter at give slip på de “maskuline” værdier, der gør dem til tabere både i uddannelsessystemet og på arbejdsmarkedet. Fordi der ligger et forventningspres på dem om at være “rigtige mænd”. Som der desværre ikke er brug for i samfundet. Og som kvinderne vil fravælge.

Provinsen vil blive mændenes tilflugtssted.

Pride or Prejudice?

Et godt spørgsmål: Vil alle de, der i årevis har lagt Priden for had nu møde op, blot fordi Dansk Folkeparti har annonceret deres deltagelse?
 
Jeg tvivler
 
Men jeg tager måske fejl?
 
I hvert fald har vi på boyfriend.dk hørt en sige – som ville han overtage Ole Santo’s forpligtelser, som formand for Priden:
 
“Jeg hilser Dansk Folkeparti velkommen til Priden.”
 
Hvis jeg må tillade mig – for en gangs skyld – at være lige så indbildsk vil jeg sige:
 
“Jeg hilser alle jer, som er på linie med Dansk Folkeparti – velkomne til Priden.”
 
Hvis drømmen om, at gå sammen med Pia Kjærsgaard er det, der kan få jer til at gå med, og iøvrigt droppe den hetz Priden har været udsat for de senere år, så er det helt i orden!
Igennem de foregående år har DF jo været repræsenteret. Ikke direkte, men indirekte.

På boyfriend.dk er loungen “Gay pride latterliggør homoseksuelle” temmelig stor – 400 medlemmer. Og boyfriend har hvert år været repræsenteret ved Priden i form af store reklamebannere. Når boyfriend har vist flaget, har det også repræsenteret alle jer!

I år burde loungen jo så rettelig omdøbes til: “Dansk Folkeparti har RET til at deltage, gå med i Priden!”

Og dermed er striden mellem tillhængere og modstandere af Priden så begravet og borte?

Ikke mere fordom – kun stolthed?

Desværre siger et kvalificeret gæt jo, at dette ikke er sandt. Alle de der aldrig har gået før, vil heller ikke gå i år. End ikke fristet af den rummelighed, mangfoldighed og inkluderende attitude ledelsen af Priden har indtaget, når de valgte at indbyde Dansk Folkeparti.

For pointen ligger et helt andet sted: Boyfriend brugerne er enige med hostmasteren – eller omvendt. Homoerne i Danmark er sådan nogle forfulgte stakler. De lever skjult. Sex er noget man har på rastepladser eller i parker. Dating er noget man laver anonymt. Priden kæmper for noget de ikke har brug for: Åbenhed og rettigheder. Derfor er sitet – og brugerne – så enige med Dansk Folkeparti.

– Homoseksualitet er en seksualitet, ikke en livsstil.

– Homoerne har ikke brug for “rettigheder” – for de skiller sig ikke ud.

– Mænd der har sex med mænd, er straightacting ikke feminine Pride-typer.

Er det her Danmark år 1950 eller Danmark år 2010?

Det første. Helt klart.

Med tilhørende selvhad:

Homoseksualitet der IKKE er en livsstil er pervers og vulgær – også ifølge de, der i øvrigt er fuldstændig enige i at agere mænd, der har sex med mænd – og ikke homoseksuelle.

De har rig lejlighed til på boyfriend.dk at dyrke deres selvhad: Sabotere alle tråde om sex. Uden at påstå, at homoseksualitet er andet sex. Sociale eller kulturelle aspekter interesserer dem ikke det fjerneste. Yndlingspositionen er at være en vred, ældre mand fra Jylland, der skælder ud på unge “medieludere” og sygeligt opmærksomhedssøgende homoer. Fra en anonym profil. Hvor man har løjet sig yngre, nogle gange grotesk.

Boyfriend.dk er et eldorado af løgn og bedrag – fordi det er sitets politik. Og brugernes ønske. Der findes næppe den bruger på sitet, der ikke har oplevet en fake date. CPR-validering eller ej. Det er omkostningen ved al den anonymitet. De andre kan være lige så fake, som den vrede mand fra Jylland!

Utopien ville være, at alle erklærede sig parate til at leve i et Danmark 2010.

Jeg bemærkede en fortalelse på debatten, hvor en forsvarede sit behov for anonymitet. Et sted sagde denne debattør, at anonymiteten er et skjold imod uønskede henvendelser fra alle de andre brugere på sitet. På trods af, at han ofte lufter sit fremmedhad – og udpensler faren fra muslimer og hatecrimes – så mener han, når det kommer til stykket, at det er alle os andre der er farlige!

Homofobien er altså i bund og grund en homoforskrækkelse! Det er alle os andre der deltager i Priden – der er de”farlige”!

Stakkels ham! Stakkels alle de, der tænker det!