Debat med Karen M. Larsen: Kvinder og mænd

Nedenstående er et uddrag af en debat jeg havde med Karen M. Larsen om kønsroller og mænds seksualitet med udgangspunkt i hendes blog om kassetænkning og homofobi.

http://karenmlarsen.eftertanke.dk/2010/10/06/homofobi-skyldes-kasset%c3%a6nkning/

Min hovedtese er at forholdet mellem mænd og kvinder forrykkes og mændene bliver så meget svagere socialt stillet i fremtiden – og her man kan pege på udviklingsprocesser vi allerede ser. Dette vil slå igennem med en hidtil uset kraft i forhold til homomiljøet i de kommende år. Fordi kvinderne – de lesbiske  – ikke automatisk vil kunne gå ind og overtage mændenes positioner.

Karen M. Larsen giver udtryk for at jeg undervurderer kvindernes styrke og muligheder og analysen desuden er urimelig pessimistisk.

Debatten vedrører også grænsedragningen, hvor seksuelle forhold er samfundsmæssigt acceptable, lovlige eller moralsk forsvarlige. Hvordan seksuelle krænkelser og pædofile forhold adskiller sig – hvis de gør – fra homoseksuelle forhold. Sidstnævnte kontroversielle påstand, at mange feministiske debattører ikke er istand til, at adskille mandlig homoseksualitet fra begreber om seksuel krænkelser og pædofili endte denne debat.

På skandaløs vis fik jeg demonstreret tesen – ved i en offentlig debat – at blive udsat for påstanden, at det er de homoseksuelle mænd, der ikke er i besiddelse af en identitet eller bevidsthed, der adskiller deres seksuelle forestillinger fra en hvilken som helst sexkriminel.

Som det fremgår af min afslutningsreplik fokuserede jeg oprindeligt både på mænds sociale og seksuelle liv – det blev i løbet af debatten indsnævret til det seksuelle. Imod min vilje. Men det der gengives her afspejler det forhold.

Men altså indledningen – hvoraf kun en del  af pladshensyn kan gengives her tog undgangspunkt i Office for National Statistics (ONS) nyligt udkomne rapport  diskuterer vi forholdet mellem seksuel identitet og seksuel adfærd. Rapporten viser nemlig at kun 1% af britterne identificerer sig som homoseksuelle. Den seksuelle adfærd er en helt anden sag. Selv hvis man ser bort fra den 1/2% biseksuelle rapporten også omtaler er der uden tvivl mange flere mennesker, der har erfaringer med deres eget køn, end de der er bevidste om deres homoseksuelle præferencer. Spørgsmålet er hvorfor homoseksualitet stadig er så tabuiseret, og hvorfor flere årtiers frigørelsesprocesser, gradvis legalisering og af-patologisering ikke har slået igennem og giver et langt højere antal homoseksuelle?

http://www.statistics.gov.uk/articles/nojournal/measuring-sexual-identity-report.pdf

Ole Hansen:

Hvis man lavede en undersøgelse af befolkningen i Danmark tilsvarende den britiske ONS undersøgelse ville resultatet sikkert være det samme: 1-2% homoseksulle ogbiseksuelle. Jeg forudså(?) engang inspireret af sociologisk forskning en erodering af kategorierne “homoseksuel” og “heteroseksuel”. I dag er kategorierne stivere end nogensinde. Derfor også et pres på dem i form af at folk nægter at idenficere sig med det ene eller andet. Det er selvfølgelig illusorisk. Fænomener er “homoseksuelle” eller “heteroseksuelle” i følge samfundets normer. Ikke ud fra selvvalgte definitioner.

En af de faktorer der gør at den homoseksuelle kategori er så smal, er at selv åbenlyst homoseksuelle fænomener begynder at falde uden for.

På tv2.dk kan man se hvordan i Dagens Mand. Her kan fyre på 30 år fravælge alle 18-22 årige fyre på forhånd. Fordi aldersforskellen er for stor, siger de. Den samfundsmæssige virkelighed der begrunder det er, at det bliver erklæret for “klamt” eller “semi-pædofilt” i miljøet. Altså socialt uacceptabelt. Hvad der givetvis afspejler et samfundsmæssigt pres på homoseksualiteten.

Spørgsmålet er altså om kategorien homoseksuel faktisk vil forsvinde i fremtiden? Ikke fordi vi har sejret, og kategoriseringen er blevet overflødig, men fordi ingen længere opfylder et minimum af kriterierne?

Her konkluderer jeg: Normativitet er formentlig vigtigere end juridiske ændringer. Hele legaliseringen af homoseksualiteten risikerer at fortabe sig i dens de facto forsvinden.

 

Karen M. Larsen:

Normen handler om hvilke krav og forventninger samfundet stiller til den enkelte. Identitet handler om hvordan den enkelte forholder sig hhv. definerer sig selv i forhold til disse krav. Normalitet forudsætter perversitet, så den normale har de unormale til at spejle sig i og hermed få bekræftet, at han eller hun er normal.

Faktisk findes begrebet “intergenerational love” – og jeg tror ikke, at det er ved at forsvinde. Der er stadigt en del mænd, der viser deres potens i ordets bogstavelige forstand, dvs. deres magt, ved at have partnere, som er meget yngre end dem selv. Der er masser at magtfulde politikere, kunstnere etc. i den grå generation, der offentligt fremviser deres purunge partnere. Det er mest heteroseksuelle, selvfølgelig, men det findes også hos homoseksuelle.

Som jeg ser det er det forsat et statussymbol for mænd at have partnere, der er meget yngre end dem selv. Tænk også blot på den mediemæssige proteststorm det udløst, at Jeppe Kofod blev kritiseret for at have haft sex med en 15-årig pige. Da blev det jo nærmest sat lig med intet mindre end et angreb på den mandlige seksualitet at kritisere, at en 34-årig har sex med en 15-årig. Men selvfølgelig havde det været interessant at se om Jeppe Kofod havde fået samme støtte hvis det havde været en 15-årig dreng, som han var gået i seng med…

Hvis intergenerational love skal defineres som en væsentlig del af den homoseksuelle identitet så vil jeg ikke kunne definere mig selv som homoseksuel.

Mht. selvmordstruethed ser jeg det som et fænomen, der hovedsageligt er knyttet til unge lgbt personer, der endnu ikke har fundet deres identitet, som måske stadigvæk er i skabet, og som mangler nogen at spejle sig i. To unge fyre, som elsker hinanden, kan da sagtens støtte og hjælpe hinanden. Det kan de lesbiske jo også finde ud af så hvorfor ikke bøsserne?
Kom i øvrigt lige i tanke om, at der i hvert fald indtil for nyligt i LBL regi var en gruppe for “bøsser over 30” og en anden for “lebiske over 40”, hvad jo siger noget om, at man i bøssemiljøet er dømt gammel når man er 30 mens de lesbiske har 10 år mere?

Ole Hansen:

Det sidste først: Bøssernes patologisk hurtige aldringsproces i den kollektive forståelse illustrerer problematikken fint. Det handler dybest ikke sex, eller hvem der har sex med hvem. Derimod om at, det er social lavstaturs at være gammel.Voksne homofyre kæmper imod social derout. Det sidste man(d) vil vælge er, at karakterisere sig selv som “bøsse over 30” – eller specificere, hvad det præcis indebærer, altså HVOR meget over 30 år man er. Hvis der altså er noget alternativ. Alderen er den faktor man ikke kan ændre. Altså vil fokus være på identiteten.

Det kan sagtens lede til, at nogle vælger en yngre partner, som statussymbol. Men jeg tvivler på at ret mange gør andet end rent faktisk at udleve deres seksualitet på et sted i livet, hvor de er mindre sårbare over for den type (bagvaskelses)angreb, der ellers følger af andre menneskers nidkære vogten over normerne. Fænomenet må af mange grunde desuden være perifert.

Det centrale spørgsmål jeg stiller er, om der er nogle dervil benægte fakta: ONS undersøgelsen siger der er 1% homoer i den britiske befolkning. Efter årtier med oplysning, “frigørelse” og legalisering er antallet af homoseksuelle lige så lavt, som det var i en (ikke så fjern) fortid, hvor homoseksualitet var stigmatiseret som sygdom og homoseksuelle forfulgt juridisk.

“Normaliseringen” af os homoseksuelle har stort set udryddet kategorien kunne man hævde. (Stort set) ingen er homoseksuelle. For mænds vedkommende er det social lavstatus. Og derfor viger de uden om.

Udgør det ikke et problem? Unge mænd begår selvmord. Voksne mænd opgiver på grund af det sociale pres. Jeg kender personligt ikke nogle voksne der er i kategorien “tilfreds” mht. deres livsvilkår som homoseksuelle i Danmark.

En homoseksuel befolkningsandel, der er så beskeden danner grundlag for et homoseksuelt miljø, der er endnu mere beskedent. Næsten ikke-eksisterende. Alle kommercielle foretagender, der drives for homoer vakler på kanten af insolvens, og de politiske organisationer har ingen medlemmer.

Din optimisme med hensyn til at den døve leder den blinde, at stærke unge hjælper svage unge er ubegrundet. De amerikanske tilfælde af selvmord blandt teenagehomoer foregår blandt unge der er ensomme og marginaliserede. Ingen solidariserer sig med svage unge. Og kærestepotientiale har de slet ikke.

I Danmark var der for nogle år siden en sag, hvor de unge venner i miljøet ransagede sig selv, om deres mobning havde været årsag til et selvmord. Jeg ved det ikke. For de voksne homoers reaktion var den sædvanlige: Hører ikke, ser ikke og taler ikke. De unge kan selv løse deres problemer. Eller også kan de ikke.

For nylig var der en sag, hvor en højt profileret aktivitet i miljøet ledte til en mobbekampagne her på Facebook. Mobbe og smædekampagner kommer og går. Denne skilte sig ud fordi nogle af de voksne stod sammen og gik imod den.

http://xq28.dk/Nyheder/1604/MiljoeettagerSTAeRKTafstandfrahadegruppemodMrGayMatsNielsen.aspx

 I andre sammenhæng i miljøet får mobbekampagner imod enkelte unge eller grupper af unge derimod lov at køre år efter år. Og ingen voksne ænser det. Her supplerer det psykiske pres i miljøet blot det sociale pres de unge oplever fra klassekammerater, forældre og andre i deres nærmeste omgivelser.

Det ONS undersøgelsen fortæller er, at når man spørger til identitet bliver antallet af positive besvarelser meget lavt. Og jeg tvivler ikke på sandhedsværdien. Og danske forhold er sandsynligvis ikke markant forskellige.

En ting er presset fra samfundet som sådan. Det spiller den vigtigste rolle. Ingen tvivl om det. Spørgsmålet er om miljøets rolle i dag er andet end at være klangforstærker for heteroseksuele normer og værdier?

Jeg har f.eks. betegnet boyfriend.dk som det eneste sted i Danmark – ud over nogle meget marginale højreekstreme grupper – hvor stigmatisering i form af sygeliggørelse, patologisering og kriminalisering af homoseksualitet massivt fremføres af bestemte mennesker.

Homoerne reagerer stærkt fordømmende på EB’s omtale af en “pædofi”l i denne uge.

http://ekstrabladet.dk/112/article1423585.ece

Der er ikke nogen refleksion over, at Nationen op til Priden hængte homoerne selv ud som perverse. Men manden EB hænger ud som pædofil, er åbenlyst ikke pædofil i klinisk forstand. Derimod har han tilsyneladende en del sexovergreb på samvittigheden.Det er selvfølgelig slemt nok, men hvorfor lægge brænde på bålet? Hysteriet blandt nogle homoseksuelle handler åbenlyst om, hvor pressede de selv er. Vi bliver hetzet de samme steder, og udsat for stort set de samme anklager. Både i miljøet og i samfundet. Både unge og voksne mænd danser på randen af en vulkan – og er bevidste om det. Vores handlinger er aldrig afgørende kriterium for, om der bliver rettet vrede imod os eller ej. I praksis er vi passive ofre for samfundets  stigmatiseringsprocesser.

Måske er kasserne, der omtales i linket, så trange at det de facto bliver umuligt for fyrene, at påtage sig homoidentitet i en nær fremtid? Fordi homofobien – på trods af alle påstandene om det modsatte – er så stærk, at kun i et afgrænset, resourcestærkt socialt og urbaniseret miljø er det muligt at opretholde identiteten?

Det forklarer tallet 1%, der i dag er erklærer sig som homoseksuelle (i Storbrittanien).

Fordi faren for social marginalisering og presset fra patologisering og kriminalisering er for voldsomt for mændenes vedkommende.

Homoseksualitet bliver måske femininiseret i den forstand, at det i fremtiden udelukkende vil være kvinder, der påtager sig identiteten.

Mænds og kvinder sociale og seksuelle identiteter har aldrig lignet hinanden mindre end de gør i dag. Igen et opgør med den gængse visdom.

Og velkommen til LBT politikken. Hvor det G-element der før spillede en aktiv rolle nu er væk?

Karen M. Larsen:

I og med at det både er heteroseksuelle og homoseksuelle mænd, der drømmer om væsentligt yngre sexpartnere ser jeg ungdomskulten som udslag af den måde, som den mandlige seksualitet er blevet konstrueret på. Man(d) bekræfter sig selv som mand ved at have sex med en ung partner – men da bøssers maskuline identitet er truet i og med, at bøsser i heteroøjne er femine mænd hhv. ikke rigtige mænd, ja så kan det meget vel være, at behovet for at kunne score og fremvise yngre partnere er større.

I det lesbiske miljø ser man ikke tilsvarende ungdomskult – snarere tvært imod, da en del lesbiske godt kan lide at have en partner, der er ældre end dem selv.

Set i lyset af den fortsatte sociale marginalisering er det sådan set bemærkelsesværdigt at så mange tager den stigmatiserende identitet “homoseksuel” på sig. I øvrigt, hvis homoseksualitet var alment udbredt og anerkendt ville der slet ikke være noget marked for homosærprodukter. Homosubkulturen er jo et produkt af at homoseksuelle har brug for et åndehul i en ellers repræsiv kultur.

Og så fortjener sexkrimalitet altid fordømmelse – også når den foretages af bøsser.

Ole Hansen:

Partnervalget er ret uinteressant i mine øjne medmindre man “læser” dets sociale koder. Hvem der har sex med hvem er blot et udtryk for smag.

Panikken hos de homoseksuelle over EB sagen er at finde hos unge homoer, der foretrækker voksne. Så her tager du fejl når du modstiller lesbiske og bøsser. Samfundet fordømmer blot bøsserne, og ignorerer de lesbiske.  De unges frustration skyldes frygt for, at rende ind i typen og selv blive stigmatiseret. Hvilket er en reelt fare.

Bekymringen for at sexkriminalitet ikke bliver fordømt er ret overflødig. Og det har ingen relevans at kræve mere i en debat af de psykosociale problem de unge er stillet overfor.

Hvis jeg skal prøve at konkretisere mit spørgsmål ovenfor om, hvor vi står og hvorfor vi er så få kan jeg nævne Pride-debatten.

Jeg har spekuleret på om jeg kan eller vil anbefale homoerne at gå til Pride til næste år?

Alle de argumenter for at gå som jeg anvendte i Facebook gruppen Imod Dansk Folkepartis deltagelse i Copenhagen Gay Pride 2010,  mener jeg holder.

http://www.facebook.com/#!/group.php?gid=133764209993790

Og det modstanderne af Priden siger – præsterne i DF – og tilsviningen fra homo-DF’ernes side er jeg fortsat uenig i.

Spørgsmålet er blot om kampen på forhånd er tabt. Af to grunde: De der underperformer kan ikke, og de der overperformer vil ikke.

De svage unge, provinshomoerne, de dårligt uddannede og relativt fattige homofyre kan ikke. De er psykosocialt udsat for et hårdt pres fra stigmatisering og mobning og hatecrime at de ikke kan overskue at springe ud. Og selv hvis de kan vil de ikke konfrontere sig selv med yderligere udfordringer.

Storby veluddannede og velstillede homoer vil ikke deklasseres af etiketten homoseksuel. Café latte segmentet er simpelthen ikke med i Priden. Og drømmer i øvrigt også kun om at emigrere fra Danmark. De der altså ikke allerede har gjort det.

Kønnet er i sig selv en socialt deklasserende faktor for mænd. En ny undersøgelse peger på at kvinder, der gifter sig med ikke danske statsborgere vælger ægtefæller fra de angelsaksiske lande. Mens mænd vælger ikke-kaukasere. Kvinder stiger altså socialt og mænd falder socialt når de gifter sig.

Uddannelsesmæssigt ligger drengene i bunden efter indvandrer piger og danske piger.

Yderligere deklassering i forhold til seksualitet er dyrt for drengene.

Derfor mener jeg Priden hører fortiden til for homofyrenes vedkommende. Rent faktisk vil homofyrene ikke have noget at være stolte af i fremtidens Danmark – som vist i øvrigt allerede til dels er nutid.

Det er konklusionen på mine overvejelser om hvorfor det er så svært at mobilisere homofyrene. Års debatter på boyfriend.dk – som jeg har dokumenteret på  blog indlæg i Facebook gruppen “Imod Dansk Folkepartis deltagelse i Copenhagen Gay Pride” viser modstanden blandt homofyrene – det politiske udtryk for deres manglende sociale ressourcer.

Min påstand er at vi kan glæde os over at nogle fyre har ressourcer. Nu. Men er alle fremtidige slag tabt på forhånd?

Det frygter jeg.

Og hvad gør vi så?

Jeg vil godt slå fast, at seksualitet ikke udelukkende handler om sex. Adfærd og identitet er ikke nødvendigvis forbundne størrelser.

Mænd vil gøre de ting de hele tiden har gjort. Men derfor kan det godt være vi har set den sidste generation af homoseksuelle mænd.

Ikke som modstandere af Priden hævdede på boyfriend.dk fordi vi har fået gennemført hele legaliseringen og afviklingen af patologiseringen. Det er ren ønsketænkning. Og fuldstændig ude af trit med virkeligheden.

Men fordi fyrene ikke har ressourcer. De er dårligt uddannede, hænger fast i provinsen og i fattigdom som følge af dårlige jobs, de er truet af hiv-smitte, hate-crimes, socialtpsykologisk belastede og deklasseret. Det meste alene på grund af kønnet. Og en del effekter forstærket af den seksuelle orientering.

Mange af de interne problemer i miljøet skyldes efter min mening at effekterne allerede er slået igennem i den ændrede balence.

Holdningen hos det etablerede miljø er, at sidde på hænderne og se på.

Karen M. Larsen:

Smag er en social konstruktion som alt andet – og smag siger en hel del, tænk blot på den berømmelige Boyfriend gruppe med titlen “tænder ikke på asiater”. For mig handlede den om homoracisme og ikke om en neutral “smag”.

Mht. mænd så forventes det af den” klassiske” heteroseksuelle mand, at han gifter sig med en kvinde, der har en lavere status end ham selv – mens det forventes af en succesfuld heteroseksuel kvinde, at hun gifter sig med en mand, der har en højere social status end hende selv. Derfor taber mænd ikke social status ved at gifte sig med kvinder fra ikke-vestlige lande.

Denne struktur trues nu af, at kvinder klarer sig bedre i udddannelsessystemet end mænd, men hvad så? Så må de heteroseksuelle jo bare skifte smag.

Kvinder klarer sig bedre i uddannelsessystemet fordi kvinder socialiseres til at tilpasse sig, være flittige etc, mens drenge opdrages til at være vilde og dominerende etc. Men de fleste drenge klarer sig nu stadigvæk – og mænd tjener forsat mere end mænd, så nej, mandkønnet er ikke uddøende. Mænd skal bare lære at være omstillingsparate ligesom kvinder allerede har lært. Jeg har i øvrigt ikke indtryk af, at unge bøsser som udgangspunkt deler de sociale problemer som visse underklasse hetero fyre må kæmpe med. Måske fordi en del unge bøsser faktisk kan sidde stille og læse en bog?

Og helt ærligt forstår jeg ikke dit sortsyn. Var du med til paraden? Den var en kæmpe fest med masser af mennesker. Prøv at løsrive dig fra Boyfriend og dets virtuelle selvhadende homo miljø og begiv dig ud i livet, så vil du opdage, at homoseksuelle såmænd ikke er ved at uddød. Og husk så også, at det at homokulturen forandrer sig ikke betyder, at den dør, men at den lige præcis er levende og dermed kan udvikle sig.

Og at unge bøsser er bekymrede for at løbe ind i sexforbrydere er vel ikke værre end at piger opdrages til at være bange for voldtægt? Måske det sågar ville være godt, hvis unge fyre lærte, at være lidt mere forsigtige når de dater eller cruser?

 

Ole Hansen:

Verden har fået en virtuel dimension – nettet repræsenterer en form for parallelvirkelighed. Mange voksne bevæger sig i sneglefart på nettet. Og accepterer kun modstræbende nettets betydning.

Unge tenderer til at tænke, at hvad der ikke er på nettet findes ikke i virkeligheden.

Generationerne er således ikke ligeligt repræsenteret på nettet. Men det er nærmest en fordel, når man prøver at fremskrive en udvikling. Og det er jo det jeg har forsøgt.

Min påstand er jo at en del – flertallet – af de unge(homofyre) aldrig kan eller vil gå til Priden. De af os voksne, der har gjort det før vil jo nok gøre det igen.

Min analyse handler om, at samfundets sociale struktur og balancen mellem kønnene ændrer sig. Faktisk viser den, at Priden og homomiljøet har haft en vis relativ succes. Men at fundamentet under denne struktur eroderes. LGBT miljøet bliver ikke styrket, men svækket af mændenes underperformence.

Det skal klart nok ikke forstås på den måde, at tidligere tiders skæve forhold mellem kønnene, der i mange sammenhæng faldt ud til mændenes fordel på nogen måde gavnede den ønskelige ligestilling mellem kønnene og seksualiteterne. Det var jo ikke tilfældet.

Men mændenes relative svaghed præger homomiljøet i dag. Og gør det homofobt selvhadende, og på mange måder mere en hæmsko end en drivkraft.

Min analyse kan godt efterlade et vist sortsyn – det er jeg klar over. Men jeg mener der er et behov for at forstå, hvorfor miljøet selv er præget af homofobi og nymoralisme. Det synes jeg i al beskedenhed, at det er lykkedes at give nogle bud på.

Faktisk har jeg undret mig over, at der ikke har været en livligere debat efter Priden om erfaringerne med Priden og debatten om DF’s deltagelse. Der har manglet en reflektion over hvorfor den politiske proces – som er et “luksusgode” altså noget kun de velformulerede og ressourcestærke vil have andel i – er endt i et dødvande. 

Når min vurdering er at Priden vil svinde ind for fremtiden, vil det ikke være ensbetydende med at man ikke subjektivt kan opleve Priden på en festlig og positiv måde. Men politisk svinder Priden svinder ind, og kun repræsenterer et i virkeligheden meget smalt segment af de homoseksuelle.

Den vurdering er i og for sig ikke ny. Når jeg på Facebookgruppen imod DF’s deltagelse gentagne gange konstaterede, at ikke én eneste homo-DF’er kunne eller ville give sin mening offentligt til kende konstaterede jeg også, hvor svagt dette segment af homoerne er. Og hvor meget en underverden boyfriend.dk er. Men min analyse understreger jo i lige så høj grad, at café latte segmentet mangler. Hvad der i en vis forstand er mere katastrofalt for det organiserede miljø.

Selvom jeg var forberedt må jeg indrømme, at jeg alligevel blev overrasket over såvel fravær, svaghed og massiv homofobi.

Mit bud på fremtiden er, at det danske miljø vil gennemgå en amerikanisering. Emner som social velfærd, selvmord, mobning, hatecrime og misbrugsproblemer blandt unge, ensomhed og hiv-relaterede problemer blandt voksne vil være emner for selvhjælpsgrupper med støtte fra professionelle og fonde. Homomiljøet vil blive afpolitiseret og komme til at beskæftige sig med sociale problemer og overlevelse. Priden vil stadig samle, men måske i højere grad kun aktivister og de straight-gay alliances vi vil være i stand til at etablere.

Dette års Pride havde en massiv repræsentation af straight-gay alliances da mange store virksomheder og deres ansatte deltog i Priden.

Efterfølgende har nogle kritiseret, hvad de kalder “kommercialisering” af Priden og manglende deltagelse fra homobarer og steder. Men som min analyse viser er fremtiden allerede over os: Priden vil for fremtiden være lige så meget for heteroseksuelle, der støtter homorettigheder, som for os homoer. Og det er i den grad ønskeligt, at både store og små virksomheder deltager og bidrager økonomisk. Og symptomatisk at et site som boyfriend.dk ikke var repræsenteret i med de sædvanlige bannere på Rådhuspladsen. Selve Priden repræsenterer derfor organisation og politik på et højt niveau. Derfor skal den nok overleve. Men måden ting skal organiseres på vil ændre sig. Og måske skal man ikke foregøgle sig selv eller andre, at den vil have særlig bred appel blandt homofyrene. For det er der ikke noget der tyder på er realistisk. For fremtiden bliver Priden mere straight end gay.

Så må vi politisk argumentere for dette.

Men homomiljøet selv er præget af nymoralistisk sexskræk kombineret med pornoficerede sexopfattelser, hysteri, stive kønsrolle opfattelser, stive begreber om seksualitet, ren og uforfalsket uvidenhed, hysteri, mytologier der erstatter rationelle begreber og historisk viden.

Så der er stof til mange debatter og forskellige former for oplysningskampagner. Sidstnævnte findes desværre kun i forbindelse med bekæmpelse af hiv-smitte. Og selv her er niveauet i visse sammenhæng vist sig katastrofalt lavt. På alle disse områder synes jeg man bør tænke over, hvorfor der er den videns- og indlæringsresistens som jeg konstaterer, og hvor man kan sætte ind.

Nymoralisme i form af “pas på lille ven, hvordan du dater” der repræsenterer et spring tilbage til victorianismen mener jeg ikke de unge kan bruge til noget som helst. Synspunktet er også i høj grad udtryk for en privatisering af problemerne, og en nægten at forholde sig til samfund og sociale mekanismer.

Det er påfaldende, når du gør dig til talsmand for lov og orden synspunktet, at du ikke interesserer dig for EB’s løgnagtige tilsviningskampagne. Homomiljøets pænhedsstrategi er en væsentlig hæmsko for dets udvikling, fordi miljøets egen homofobi sikrer, at samfundets stigmatisering af de homoseksuelle bliver en succes og alle fordommene bliver antaget ukritisk af homoerne selv. Og efterfølgende lammer kampen for rettigheder. For dit argument er jo også dybest set: Hvad skal forbrydere med rettigheder? De skal straffes og smædes!

Karen M. Larsen:

Nu har jeg via mit arbejde meget kontakt til unge i den virkelige verden – og jeg kan ikke nikke genkendende til din påstand om at unge skulle mene, at det der ikke er på nettet ikke findes. Jeg tror, at langt de fleste unge helt fint kan håndtere brugen af nettet og brugen af realtime verdenen.

At lære unge at passe på sig selv er i mine øjne faktisk essentielt for en god seksualundervisning – det handler ikke om moralisering, men om at unge skal lære, at sex både kan gøre godt og kan gøre ondt og at man derfor skal se sig for. At der skulle være noget forkert i en sådan indfaldsvinkel står jeg fuldstændig uforstående overfor. Hvis jeg er “law and order” fikseret fordi jeg mener, at sexovergreb er dybt forkastedlige og skal straffes – jammen så er jeg det.

Mænd er ikke generelt set svagt stillede i samfundet – heller ikke de unge mænd, det er en antifeministisk myte. Og i øvrigt, selv hvis man antog at en din påståede magtforskydning mellem mænd og kvinder skulle svække bøsserne – ja så burde den jo også styrke de lesbiske og dermed ville miljøet som sådan ikke blive svagere. Generelt oplever jeg, at du enten ikke kan eller ikke vil indtænke kvinder, i særdeleshed lesbiske kvinder i din analyse af seksualitet, normer og homoseksualitet – det er også derfor, at din analyse er så svag i mine øjne. Man kan ikke analysere homoseksualitet hvis man ikke kan indtænke kønsrolle konstruktion, lesbisk seksualtet etc.

Jeg har ikke set dig komme med hårde facts der kan dokumentere, at Priden skulle være ved at forsvinde, og selv om den gjorde det så betyder det jo ikke, at homokulturen forsvinder. Homokultur er meget mere end Priden.

Ole Hansen:

Det der står er, at voksne generelt er dårligere til, at bruge nettet end unge. Derfor er de voksnes nedladenhed over for unge i den forbindelse malplaceret.

Det der er problemet med lov og orden indstillingen er at den bærer på sin egen modsætning.

Hvis vi igen betragter den aktuelle sag om en mand på 53 år der bliver hængt ud af EB som pædofil. Så er problemet som Journalistpolitiet (Facebookgruppen) påpeger at EB også går efter private virksomheder, der har haft manden ansat som statist f.eks. i reklamefilm. De går altså ikke blot efter den (påståede) kriminelle, men også efter uskyldige. Når unge homoer kommenterer den 53 årige her på Facebook er det under overskriftet “han burde have skåret nosserne af”.

De der forsvarer loven og optræder som legalister, er altid selv de første til at sige de vil bryde den. Det er et ufravigeligt princip.

Selvfølgelig ledsaget af gode forklaringer om, at de er berettiget til at bryde loven, og når de erklærer, at ville begå værre forbrydelser end de, den pågældende mand er tiltalt for.

Lov og orden argumentet har desuden indbygget den svaghed, at lov ikke altid harmonerer med orden. Er du f.eks. for eller imod insemination af lesbiske? Og er du for eller imod – alt afhængigt af hvad en given lovgivning siger i Danmark? Eller er du bare for uanset hvad loven siger. Har loven altid ret? Burde Nina Storks klinik være blevet stoppet på et tidspunkt, hvor den benyttede et hul i dansk lovgivning, sådan som modstanderne af insemination argumenterede? Den opfyldte et behov hos lesbiske og enlige kvinder i den periode 1997-2007, hvor Folketinget havde vedtaget en lov imod lægers  insemination af disse grupper.

Men som udgangspunkt vil jeg da give dig ret i at lov er lov, og med lov skal land bygges. Problemet med at forsvare lov og orden, er at de der gør det rent faktisk aldrig går ind for den eksisterende lovgivning.

Sexkriminelle bør ikke dømmes i retten fremhæves det altid, men af fokedomstolen. Straffen skal ikke være betingede eller ubetingede fængselsstraffe, men kastration. 15 år bør ikke være den gældende seksuelle lavalder. Den skal være 18 år eller 20 år, og de der ikke overholder folkedomstolens afsigelse skal straffes med, at blive svinet til på nettet.

Og selvom homoseksualitet er legalt burde det ikke være det, for homoseksualitet er unaturligt og noget svineri. Og homoseksuelle bør i hvert fald ikke vise sig i samlet flok på gaden, og slet ikke ses i festlige antræk beruset af alkohol og livsglæde.

Det er godt nok lovligt, men det BURDE det ikke være, når lov og ordens tilhængerne altid frem til.

Lov og ordens tilhængere går altså sjældent eller aldrig ind for retsstats principper, eller de love der faktisk gælder, eller det frisind, der trods alt hersker på mange områder i Danmark.

Forholdet mellem de mandlige og kvindelige homoseksuelle er, sådan som jeg vurderer ikke et nul-sum spil, hvor det ene køns svækkelse per automatik bliver erstattet af det andet køns styrke.

Faktisk er kvindernes andel i Priden og i miljøet stigende vurderer jeg. Og det er sundt og godt. Men de magtpositioner mænd har beklædt og som de mister vil ikke automatisk blive erobret af kvinder. Måske går de bare tabt for miljøet.

Alle den type overvejelser lyder pessimistiske. Men forskellige overvejelser er vel nødvendige for at nogle af styrkepositionerne kan bevares eller erstattes af andre?

Da samfundet ikke er statisk vil nye strategier hele tiden være nødvendige. Straight-gay alliances er en af dem. Som jeg mener vi selv med en vis succes praktiserede her på Facebook med gruppen imod DF.

Jeg mener at de ændringer der sker i samfundet rammer skævt i forhold til de mandlige homoseksuelle.  Kvinderne vil derimod i visse sammenhæng drage fordel af disse ændringer. Iær med hensyn til en mere vidtgående ligestilling når det gælder uddannelse og jobs.

Ændringer i kønsstrukturen rammer dobbelt skævt når parforhold involverer to af samme køn.

Middelklassenormer der engang var ret enerådende i den politiske del af miljøet er i dag under pres fra den demokratisering f.eks. nettet bidrager med. Derfor blliver vi også konfronteret med underverdenen på boyfriend.dk. Hvis eksistens det ikke nytter at lukke øjnene for.

I min sociale omgang i miljøet støder jeg rent faktisk på denne verden: Kriminelle der lige har forladt Vestre fængsel, psykisk syge, mennesker med ADHD, Aspergers syndrom, stofafvænnede, alkoholiserede mennesker, unge uden uddannelse fra belastede sociale miljøer der frekventerer homosteder.

Mennesker der adskiller sig fra de jeg mødte da jeg oprindelig blev konfronteret med miljøet, og som i dag alle er akademikere.

Derfor ved jeg, at det der bliver sagt på nettet ikke blot er ord, det er social virkelighed. Og i modsætning til fordommen om, at vi homofyre ikke er rigtige mænd, så ser jeg homofyrene som belastede af præcis de samme problemer som heteromændene. Vi deler i høj grad livsvilkårene.

Med hypotesen om at homoseksualiteten vil blive femininiseret medtænker jeg i høj grad kvinderne. Rent faktisk efterlyser jeg kvinder der kan og vil overtage mændenes positioner.

Men jeg er også pessimistisk med hensyn til om kvinder kan se mænds seksualitet i lyset af andet end overgreb, magt, dominans og statussymbol. Som det fremgår er jeg stærk modstander af de moralske diskurser.

Men faktisk er jeg bekymret for den “underklasse” manderolle drengene i dag bliver insocialiseret i, hvor piger er boglige og pæne mens drenge er vilde og klarer sig dårligt i uddanelsessystemet. Og til tider frustreret over at mine egne forsøg på at formidle en mere moderne drenge/manderolle bliver rasende afvist af – ja netop af homoseksuelle mænd og drenge.  Der hører klog er et negativt ladet ord, og stærk et plusord. Hvis kvindernes indflydelse i homomiljøet bliver større vill polariseringen i forhold til disse mænd blive stærkere. Og fyrene vil forlade det i større tal, eller afholde sig fra at frekventere det.

For at opsummere: Hverken Priden eller homomiljøet vil forsvinde. Men derfor kan man godt være bekymret for den fremtidige udvikling, og spørge sig selv – og andre – om hvilke strategier, det vil være muligt at anvende i forhold til den samfundsudvikling der faktisk finder sted.

Moralisme agerer altid i min optik benspænd. Et sidste eksemplet. Konfronteret med censur af en fotoudstilling af den amerikanske fotograf Larry Clark, hvor franske unge under 18 år formenes adgang til at se, hvordan amerikanske unge i USA i 1970’erne levede, agerede i forhold til hinanden og havde sex svarer fotografen:

“Det er en måde at sige til de unge på: Gå ind på jeres værelse. Se hellere alt lortet på internettet.”

Bystyret i Paris kræver delvist forbud for udstillingen af hensyn til domstolene. Lov er lov, og med lov skal man land ødelægge?

http://politiken.dk/kultur/kunst/ECE1079165/paris-censurerer-fraek-fotoudstilling/

 Karen M. Larsen:

Ole – jeg ved ikke hvad du er ude på eller ude i. Men med mindre, at du klart og entydigt erklærer dig enig i, at sex mellem vokse og personer under 15 år såvel som børnepornografi er en forbrydelse, der skal kriminaliseres af samfundet, at sexovergreb generelt hører til nogle af de værst tænkelige forbrydelser – og at dømte sexforbrydere ikke må gives adgang til kontakt med børn og unge, ja så anser jeg debatten med dig som afsluttet ligesom jeg vil slette dig fra min Facebook venneliste.

Ole Hansen:

En debat er under alle omstændigheder slut, når den ene part begynder at føre revolverpolitik. Hvis vedkommende er løbet tør for argumenter er der jo ikke noget at gøre ved det.

Indtil videre har jeg kun oplevet at blive smidt af vennelisten af mennesker der officielt har udtrykt sympati for DF. Men nu har jeg da oplevet noget nyt.

Du stilller spørgsmål der er nemme at svare på. Så det vil jeg da gøre:

NEJ jeg går ikke ind for sex mellem voksne og børn ej eller for børnepornografi.

Ej heller for mord, vold eller røveri, bør jeg nok tilføje for en sikkerheds skyld?

Jeg har heller aldrig forsvaret hverken krig eller terrorisme. Og går ikke ind for nogen af delene.

Dog beder jeg dig anerkende at alle disse ting er en del af den verden vi lever i, og derfor bør kunne diskuteres offentligt.

Som mange – især kvindelige – debattører ønsker du kun at forholde dig til de to førstnævnte emner.  På trods af at du taler om socialkonstruktivisme, har jeg den fornemmelse at du betragter mænd som seksuelle væsener før de bliver sociale væsener.

Alligevel er det netop de to førstnævnte emner det falder dig svært, at forholde dig sagligt eller nøgternt til. Både kønnet og og personlige erfaringer blokerer tilsyneladende for forståelsen i denne sammenhæng. Du siger kønspolitik ikke kan tænkes uden kvinder. Blot forekommer det mig, at du søger en kønspolitik uden mænd. Og tilsvarende en homopolitik uden mænd.

Først frarådede du mig for at være for meget på nettet. Og opfordrede mig til at opsøge virkeligheden. Når jeg fortæller dig, hvordan virkleligheden ser ud – uden for din og min middelklasse komfortzone – bliver du betænkelig. Og trækker dig. Sådan set kunne du have ladet være med at spørge.

Hvis man ikke ønsker at forholde sig til andre mennesker og deres liv kan man holde jo holde sig væk. Det gæder både dig og mig.

Man kan dyrke sin have. Som Voltaire sagde: Il faut cultivé son jardin.

Jeg har ikke opgivet homopolitik – eller menneskene i det hele taget – men reflekteret, og er kommet fremt til at betragtninger om fremtidens homopolitik må være styret af analytiske evner og realisme. Hvilket gør at resultatet ikke altid kan være de idealbilleder af mandlige eller kvindelige homoseksuelle, der er så stor efterspørgsel på. Og som jeg vist bliver kritiseret for ikke at levere?

Du formulerer krav til mig. Tilsvarende kunne jeg bede dig om, at være parat til at anerkende gældende dansk lovgivning som udgangspunkt for alle debatter. Vil du det?

For som sagt ovenfor mener jeg, der er en vis modsætning mellem nymoralisme og homofobi på den ene side og gældende dansk lovgivning på den anden side. Jeg vil ikke påstå det er uforenelige størrelser. Slet ikke. Og nogle kæmper da også energisk for at gøre nymoralisme til lov. Blot vil jeg holde fast i dansk lovgivning, som den ser ud i dag,, som udgangspunkt. Hvordan den ser ud i fremtiden kan vi diskutere en anden gang.

Hvis jeg må stille et tillægspørgsmål: Mener du virkelig, at jeg bør have den indstilling at mordere, bankrøvere eller sexkriminelle af enhver afskygning bør spærres inde for livstid eller at vi – den offentlige opinion i samarbejde med Ekstra Bladet – bør stigmatisere dem hårdt, og tvinge dem til at begå selvmord alle sammen?

Og i fald du kan bekræfte det, kan du så forklare hvilket formål det skulle tjene, eller hvilken følelsesmæssig tilfredsstillelse det skulle det give mig?

Og i fald ens dømmekraft svigter og den slags tanker dukker op bør man så ikke følge Voltaire og tage en times havearbejde og gentænke både sine argumenter og værdier?

Og efterfølgende udøve den selvkritik offentligt, som er nødvendig.

I øvrigt vil jeg bede dig afholde dig fra at komme med indirekte beskyldninger af den type jeg fornemmer ligger bag dine spørgsmål. Hvis du har noget du vil ud med skal du bare sige det højt. Hvis det er injurier tager vi den i retten. Hvis du mener dine påstande holder behøver du heller ikke at lade det blive ved hentydningerne.

Hvordan personlige fornærmelser af den art du fremturer med skulle kunne bringe homopolitiske debatter videre synes jeg du skylder et svar på?

Hvis det blot er indvendinger du kommer med, så er det nok et tegn på at du er uenige i nogle vurderinger Hvilket nok er et faktum, men ikke en overraskelse på nuværende tidspunkt. Og dermed ikke berettiger til de store armbevægelser.

Tak for debatten.

Pride or Prejudice?

Et godt spørgsmål: Vil alle de, der i årevis har lagt Priden for had nu møde op, blot fordi Dansk Folkeparti har annonceret deres deltagelse?
 
Jeg tvivler
 
Men jeg tager måske fejl?
 
I hvert fald har vi på boyfriend.dk hørt en sige – som ville han overtage Ole Santo’s forpligtelser, som formand for Priden:
 
“Jeg hilser Dansk Folkeparti velkommen til Priden.”
 
Hvis jeg må tillade mig – for en gangs skyld – at være lige så indbildsk vil jeg sige:
 
“Jeg hilser alle jer, som er på linie med Dansk Folkeparti – velkomne til Priden.”
 
Hvis drømmen om, at gå sammen med Pia Kjærsgaard er det, der kan få jer til at gå med, og iøvrigt droppe den hetz Priden har været udsat for de senere år, så er det helt i orden!
Igennem de foregående år har DF jo været repræsenteret. Ikke direkte, men indirekte.

På boyfriend.dk er loungen “Gay pride latterliggør homoseksuelle” temmelig stor – 400 medlemmer. Og boyfriend har hvert år været repræsenteret ved Priden i form af store reklamebannere. Når boyfriend har vist flaget, har det også repræsenteret alle jer!

I år burde loungen jo så rettelig omdøbes til: “Dansk Folkeparti har RET til at deltage, gå med i Priden!”

Og dermed er striden mellem tillhængere og modstandere af Priden så begravet og borte?

Ikke mere fordom – kun stolthed?

Desværre siger et kvalificeret gæt jo, at dette ikke er sandt. Alle de der aldrig har gået før, vil heller ikke gå i år. End ikke fristet af den rummelighed, mangfoldighed og inkluderende attitude ledelsen af Priden har indtaget, når de valgte at indbyde Dansk Folkeparti.

For pointen ligger et helt andet sted: Boyfriend brugerne er enige med hostmasteren – eller omvendt. Homoerne i Danmark er sådan nogle forfulgte stakler. De lever skjult. Sex er noget man har på rastepladser eller i parker. Dating er noget man laver anonymt. Priden kæmper for noget de ikke har brug for: Åbenhed og rettigheder. Derfor er sitet – og brugerne – så enige med Dansk Folkeparti.

– Homoseksualitet er en seksualitet, ikke en livsstil.

– Homoerne har ikke brug for “rettigheder” – for de skiller sig ikke ud.

– Mænd der har sex med mænd, er straightacting ikke feminine Pride-typer.

Er det her Danmark år 1950 eller Danmark år 2010?

Det første. Helt klart.

Med tilhørende selvhad:

Homoseksualitet der IKKE er en livsstil er pervers og vulgær – også ifølge de, der i øvrigt er fuldstændig enige i at agere mænd, der har sex med mænd – og ikke homoseksuelle.

De har rig lejlighed til på boyfriend.dk at dyrke deres selvhad: Sabotere alle tråde om sex. Uden at påstå, at homoseksualitet er andet sex. Sociale eller kulturelle aspekter interesserer dem ikke det fjerneste. Yndlingspositionen er at være en vred, ældre mand fra Jylland, der skælder ud på unge “medieludere” og sygeligt opmærksomhedssøgende homoer. Fra en anonym profil. Hvor man har løjet sig yngre, nogle gange grotesk.

Boyfriend.dk er et eldorado af løgn og bedrag – fordi det er sitets politik. Og brugernes ønske. Der findes næppe den bruger på sitet, der ikke har oplevet en fake date. CPR-validering eller ej. Det er omkostningen ved al den anonymitet. De andre kan være lige så fake, som den vrede mand fra Jylland!

Utopien ville være, at alle erklærede sig parate til at leve i et Danmark 2010.

Jeg bemærkede en fortalelse på debatten, hvor en forsvarede sit behov for anonymitet. Et sted sagde denne debattør, at anonymiteten er et skjold imod uønskede henvendelser fra alle de andre brugere på sitet. På trods af, at han ofte lufter sit fremmedhad – og udpensler faren fra muslimer og hatecrimes – så mener han, når det kommer til stykket, at det er alle os andre der er farlige!

Homofobien er altså i bund og grund en homoforskrækkelse! Det er alle os andre der deltager i Priden – der er de”farlige”!

Stakkels ham! Stakkels alle de, der tænker det!

En bombe i sengen!

“Ja, ja. Det skal nok lykkes for de åh-så-frelste, men dog så hadefulde militante venstrefløjshomoer at få dette pridehalløj til at fremstå som alt andet end frisindet.”

De fleste kender nok Brokkendorf fra Vrissenbjerg . Fra bagsiden af Politiken. Karikaturen af den evigt vrisne og mavesure gamle mand fra udkantsdanmark. Er det nu ham der er på spil igen?

Nej, det er såmænd noget en anonym debattør har sagt i ramme alvor!

Og han fortsætter:

“Jeg trækker mig, ikke så meget fra Priden, hvor jeg alligevel ikke kommer. Men fra LGBT, hvis der fra officielt hold i foreningen siges, at der ikke er plads til DF i paraden.”

Ganske rigtigt: DF’ernes politik har de foregående år været at boycotte Priden. Men nu INSISTERER de på at være med. Nu vil de ikke undvære oplevelsen!

Han  fortsætter:

“Hvis journalisten, der er den ene hovedperson i hele denne historie, havde bare den mindste smule politisk tæft, ville han vide, at man laver politik ved at indgå kompromisser. Han ville også glæde sig over, at de to DF-kvinder er i gang med at vende dette partis holdning over for homoer, sådan at når de to præster, Krarup og Langballe, efter næste valg ikke sidder i folketinget mere, vil dette parti nok være lige så homovenligt som resten af folketinget.”

Han fastholder misforståelsen, at sagen skulle være opstået på grund af en vildfaren mail. Og benægter at DF’s deltagelse i Priden er taktisk begrundet. Og de to DF’ere der endnu ikke har givet lyd fra sig, og meldt ud hvad de står for, bliver taget til indtægt for homovenlighed. Hvorfor dog det?

Han spår at DF er på vej til at blive et mere homovenligt parti, når de to præster forlader Folketinget. Det er altid noget at han medgiver det alle andre kan se: At præsterne er homofober.

Kedeligt at han ikke ved, at Jesper Langballe’s søn Christian er udset til at overtage posten efter Langballe senior. Og ifølge denne indtager præcis den samme position i forhold til homoerne.

Søren Krarups datter Katrine Winkel Holm er en aktiv debattør, og har allerede blandet sig i denne debat, med præcis de samme homofjendlige synspunkter som som Krarup.

Der er altså ikke nogen fremtid som spåmand – eller som det hedder på nudansk – spindoktor for vores anonyme Brokkendorf!

Han har så gemt det bedste til sidst:

“Det må være vigtigere, end at tækkes, for den sags skyld holde hånden over, nogle muslimer, som i bund og grund hader os og vil forbyde homosexualitet, hvis de får magten til det. – Indtil da er de så “venlige” kun at begå hatecrimes mod os.”

Der kom pointen!

DF går ikke med i Priden for at støtte homoerne, men for at spille os ud mod muslimerne. Spil på frygten for hatecrimes, og pust til racismen, så er det ikke nødvendigt at forklare hvorfor DF stemmer homoerne ned i Folketinget, og præsterne overøser os med moralisme og hadtale.

Engang i 70’erne gik folk rundt og sagde “der er politik i dit køleskab”, når de ville gøre opmærksom på, at alle sider af tilværelsen har en politisk dimension. I dag når vi hører om kødskandaler i supermarkederne og genmanipulerede afgrøder er vi klar over, hvor sandt det er at man som forbruger må vælge hvilke interesser man vil støtte. Og de emner kan – og skal – debatteres offentligt.

I dag kan man sige: Der en bombe i din seng! I hvert fald til homoerne. For alt hvad vi gør bliver politiseret – eller rettere dæmoniseret. Også – eller især – sex. Af DF og de der er på linie med DF.

Sex i det offentlige rum. Om det så er skove eller parker bliver genstand for moralsk afstandtagen.

Homoseksualitet i sig selv bliver sat lig perversion. Fordi homoseksuelle betragtes som særlig opmærksomhedshungrende mennesker, der føler trang til at “udstille” sig selv. Ved Priden f.eks.

Noget så banalt, som aldersforskel mellem to parter, bliver af nogle sat lig perversion. Dét der en gang for alle stigmatiserer de homoseksuelle som “unormale” og homosex som “unaturligt”.

De nævnte typer handlinger ses som funktioner af homoseksualiteten. 

De betragtes som ikoner for homoseksualitet. Ved altid at omtale homoseksualitet som lavstatus: Sex i smug på toiletter eller i parker, noget der involverer aldersforskel – og et deraf følgende “misbrug af mindreårige”, og forkærlighed for sex i det offentlige rum, der forbindes med en særlig promiskuøs livsstil. Og de der af følgende kønssygdomme.

I hele denne betragtning forbindes de homoseksuelle med det afvigende og kriminelle og sygelige.

Krarup også gentagne gange sat lighedstegn mellem Aids og homoseksualitet.

Der behøver intet sandt at være i nogle af påstandene. Faktum er f.eks. at der findes langt flere heteroseksuelle i verden der er smittet med hiv end homoer. Og alle medier fortæller om hvor populært det er blevet blandt heteroseksuelle, at dyrke sex i det fri. Misbruget af mindreårige finder sted i den katolske kirke, der er ingen dokumentation for at noget tilsvarende skulle være tilfældet blandt homoseksuelle.

Men ved at bruge denne ikonisering gøres homoseksualitet til lavstatus. Homoseksualitet forbindes med alt det der er uønsket.

DF’erne anviser en vej ud af fælden: Man skal blot afsværge sig sin homoseksualitet. Langballe udtaler, at han aldrig vil gå med i Priden. Men hvad nogle mennesker foretager sig privat blander han sig derimod ikke i.

Handlingerne kan altså skilles fra identiteten. Lidt lige som forbryderen i retten, der fortryder sine gerninger, kan man få en mildere “dom”, hvis man ikke dumstædigt fastholder, at man ER homoseksuel, er budskabet.

Blot forlanger han en undsigelse af homoseksualitet. Men når homoseksualitet først er lavstatus vil vi så ikke få samme behandling som muslimerne?

Når det gælder indvandrere vil DF fastsætte regler for ægteskab og familiesammenføring. Hvis homoseksualitet bliver lige så lavstatus vil der så ikke komme tilsvarende regler? Afskaffelse af partnerskab og benspænd for adoption. Ligesom DF forsøger at hæmme undervisningen i indvandrernes sprog, vil de så ikke forbyde seksualundervisningen i folkeskolen berører noget de betragter som perversion, nemlig homosex?

Der er landet en bombe i sengen…

Og modstanden mod f.eks. DF’s forsøg på at omklamre homoerne bliver afskrevet. Det er de:

“åh-så-frelste, men dog så hadefulde militante venstrefløjshomoer”

der er på spil, når DF’s bombe bliver forsøgt demonteret!

Copenhagen Pride 2010: DF’s forsøg på at udrydde homoseksualitet i det offentlige rum

Jesper Langballe fra Dansk Folkeparti føler sig provokeret. Hvorfor? Jo nogle homoer agter at gå  i optog – i en såkaldt Pride parade gennem Københavns gader. En sådan parade vil Langballe ikke selv deltage i. Men det er der to folketingsmedlemmer fra DF der gør. Dansk Folkepartis sundhedsordfører Liselott Blixt og ligestillingsordfører Pia Adelsteen er nemlig blevet inviteret til at deltage i den kommende Gay Pride. De gør ikke oprør mod partilinien. Tværtimod. De følger den til punkt og prikke: I år skal folketingsmedlemmer fra DF agere trojansk hest i Gay Priden!

Priden har inviteret DF til at deltage. Ud fra et princip om, at alle demokratiske synspunkter har ret til at blive hørt. Vel vidende at rigtig mange homoseksuelle føler sig tiltrukket af DF’s synspunkter.

Man kan sige de homoseksuelle DF’ere er selvhadende. Og det er sandt. Men hvem er de? Og hvordan ytrer selvhadet sig?

Jeg vil karakterisere dem som  “homoer der ikke vil være homoseksuelle”. De kan ikke acceptere homorollen, med alle dens klichéer – og det fordomsfulde syn på de homoseksuelle der ligger i disse. Derfor benægter de alt, hvad der er homo ved dem selv. Og omvendt kritiserer ”de der ikke vil være homoseksuelle” homoer der tager rollen på sig og lever som åbne homoer. “De der ikke vil være homoseksuelle” lider slet og ret af homofobi!

Deres synspunkt er at alle klichéerne og fordommene knyttet til homorollen, kan vendes imod homoerne selv. Og alle de fjendtlige reaktioner på homoseksualiteten kan vendes som argument imod at være åben homo og imod homoseksualitet som sådan.

Når homoer udsættes for hatecrime siger deres fejlagtige logik, at homoerne ser forkerte ud. De er f.eks. feminine. Derfor er de selv skyld i overgrebene. De sande ”ofre” er i denne betragtning de gerningsmænd, der bliver ”eksponeret” for homoernes ”provokationer”. Derfor dukker begrebet ”afvigelse” hele tiden op i kritikken af homoerne. Homoerne beskyldes for at VILLE skille sig ud, være anderledes og ”unormale”.

Ved at skille sex og identitet gøres sidstnævnte til en overflødig – ja, faktisk skadelig og farlig størrelse. De der ikke VIL være homoseksuelle har en utopisk forestilling om, at “mænd der har sex med mænd” i samfundet kan betragtes som ”normale”, hvis bare de IKKE SELV siger de er anderledes. Dvs. ikke er åbne homoseksuelle. “De der ikke vil være homoseksuelle” kan altså også kaldes “mænd der har sex med mænd”. Her er sex blot en handling, ikke noget man identificerer sig med. Når de siger de har sex med mænd betyder det ikke ”Nå, jeg er homo!”. For sex betyder efter deres mening intet, og er derfor ikke noget, der influerer på identitet. Her er tale om en benægtelse. Men de vælger at overlade til andre at spekulere over, hvorfor de ikke vil stå ved det.

“De der ikke vil være homoseksuelle” kan man også kalde skabsbøsser eller homofober. Eller fritidsinternet homoer. En hel del holder nemlig til på datingsitetet boyfriend.dk, der angiveligt er for homoseksuelle, men i praksis er præget af “mænd der har sex med mænd”. Hvilket ses på et stærkt homofobt debatforum. Egentlig er de hverken homoer eller heteroseksuelle. De er ingenting. De er i identitetskrise. Men der er et træk i retning heteroseksualitet. For de identificerer alt, hvad der er ”normalt” med heterorollen. Alt hvad der hører til homorollen er og bliver i deres øjne ”afvigelse” og perversion. Og derfor noget der skal bekæmpes.

Eksempel: Hvis heteroer indgår i sociale sammenhæng, hvor de bekræfter hinanden er der ingen kommentarer. Emnet her – Priden –  har derimod alle de foregående år været udsat for en massiv tilsvining. For det handler om at være åben homo og turde synliggøre sin seksualitet.

Det som københavnerne i år har kåret, som byens største og bedste gadefest, er af homofoberne på sitet boyfriend.dk igen og igen blevet betegnet som eksempel på homoernes sygelige trang til opmærksomhed. Homoerne monopoliserer i deres øjne  alt det sygelige og ”afvigende”. Homofoberne sidder på et site, der hedder boyfriend – og ikke Scor.dk – og skælder ud på seksuel perversion. De leder der, hvor de forventer at finde noget. Og det er selvfølgeligt et homosite. Intet andet datingsite kan –  såvidt jeg er orienteret – præstere et tilsvarende debatforum.

Faren består for homofoberne i at BLIVE homoseksuelle. Men ved at insistere på at skille seksualitet og identitet begår de et fatalt benspænd for sig selv: De opdager end ikke deres egen sexfikserethed. De ænser ikke den kendsgerning at intet andet end sex betyder noget for dem. Og det lå jo ellers i præmissen, at sex er ligegyldigt.  Men det gælder altså kun i forhold til identitet.

Rolle og identitet og det miljø, hvor begge disse elementer indgår betyder intet for “mænd der har sex med mænd”. På debatterne deltager de derimod i ALLE tråde der handler om sex. Egentlig foregriber de et punkt i deres “livscyklus”,  hvor de der har opgivet at søge identitet, endegyldigt erklæret homoseksualitet for blot at være et fysisk behov. Altså noget der kan tilfredsstilles på rastepladser og i parker. Eventuelt samtidig med, at man dyrker familieværdier og har kone og børn.

Det paradoksale er at “mænd der har sex med mænd” fremhæver højere moralske – måske endda religiøse værdier – på debatter om sex. Som jo ellers – siger de selv – er et simpelt behov. Men sex er det eneste der interesserer disse debattører. Livsstilsemnerne, der er essentielle for homoerne er i homofobernes øjne ganske ligegyldige. Faktisk skadelige.

For danner man fælles normer, vil man jo skille sig ud fra heterofællesskabet og BLIVE homo! “Mænd der har sex med mænd” tenderer derimod til at vige for presset fra heteronormativiteten. De kommer gennem identitetskrisen og bliver ”normale” dvs. heteroer.

Myten om at homoseksualitet ”kun er en fase” er ikke uden hold i virkeligheden: Der er et enormt socialt pres imod homoseksualiteten, så for nogle vil det afgjort være sandt, at det kun er en fase. Det som “mænd der har sex med mænd” ser som en endeløs kamp imod homoseksualitet, får tværtimod altid en ende: De får et heteroliv!

Presset på “mænd der har sex med mænd” – de der er usikre og i tvivl om deres identitet på det personlige plan – kommer politisk og kulturelt fra en uskøn alliance af etniske grupper med fundamentalistisk religiøs baggrund og Dansk Folkeparti. Det lyder måske overraskende, men det er meget simpelt.

Jesper Langballes erklærede forsøg på, at udrydde homoseksualitet fra det offentlige rum er både disse menneskers rettesnor, og det der truer deres liv. Det sidste ved de ikke selv.

Men Langballes (og DF’s) kamp imod homoseksualitet er en del af det kulturelle pres, der lægges på de homoseksuelle. Og som nogle ganske simpelt vælger at give op over for. De bliver “mænd der har sex med mænd” – og ikke homoseksuelle. For dem er homoseksualitet blot sex med andre mænd. De betegner ofte sig selv som ”straightacting”. Dvs. de mener at bøsseattituder, som overdrevent løse håndled eller feminine træk er klamt og ulækkert. Og de færdes ikke på de særlige steder i byen, hvor homoerne kommer. På barer, cafeer, diskoteker eller saunaer. De har en forestilling om at det er ”nedværdigende”,  at færdes den slags steder.

De usikre, uselvstændige og socialt pressede ”mænd der har sex med mænd” passer perfekt ind i DF’s billede af den ideelle homoseksuelle, som altså slet ikke er homoseksuel alligevel!

Og DF’s nærmeste allierede er de, DF ellers i alle andre sammenhæng ynder som fjendebillede: Kriminelle og/eller fundamentalistisk religiøse indvandrere.

I deres kulturelle verdensbillede er der nemlig heller ikke plads til homoseksuelle. Vel ved de at visse handlinger findes: Mænd har til tider sex med andre mænd. Men ingen kunne drømme om at identificere sig med disse handlinger, endsige komme frem til konklusionen: Jeg er homoseksuel. I deres øjne er homoseksualitet en ”afvigelse” der særlig præger dansk kultur, som derfor er mindreværdig. For de har vendt racismen mod danskerne.

I Krarup og Langballes forståelse er homoseksualitet ”udansk”. Forslaget om indførelse af homoægteskab blev af Krarup således betegnet som ”voldtægt af det danske folk”.

Men modstriden mellem de to synspunkter er til at overskue. DF’s projekt er at udrydde homoseksualitet i det offentlige rum. Fordi det er ”udansk”.

Forskellige grupper med anden etnisk og religiøs baggrund end dansk mener derimod, at homoseksualitet er meget dansk. Og ifølge deres omvendte racisme, er homoerne ”perverse” og ikke ”rigtige mænd”. Jo mere åben homo, desto værre…

Så lige nu foregår der i Danmark en kulturkamp, hvor Dansk Folkeparti bekæmper det danske frisind hånd i hånd med intolerante og homofobe religiøse fundamentalister.

Og – hvad der især er vigtigt – med støtte fra ”mænd der har sex med mænd”, som ser de homoseksuelle som deres værste fjende. De homoseksuelle udgør nemlig en gruppe af perverse, klamme, feminine typer med sygelig trang til at udstille sig selv. De  er ikke ”rigtige” mænd. Mennesker de for alt i verden ikke vil sammenlignes eller sættes i bås med!

I år har der for første gang nogensinde – tror jeg – ikke været en tråd på debatforum på boyfriend.dk, hvor debattørerne har  forlangt at Priden nedlægges eller deltagerne får tæv.

I år har DF nemlig annonceret sin deltagelse. Det er godt at vi slap for en debat, der nedgjorde de homoseksuelle i år. Det er skidt at DF nu føler sig så selvsikre at de tør lave en form for moddemonstration i demonstrationen. Med Pridens officielle tilladelse.

Tilbage står spørgsmålet om Copenhagen Pride vil komme til at ligne Priden i Warszava, Vilnius og andre steder i østeuropa. Her møder modstanderne af Pride og homofobe mennesker også talstærkt op. Med det som muslimer og præsterne i DF har til fælles: Fundamentalistisk religiøsitet. Og med det formål at ødelægge årets fest. Og oplevelsen for homoerne. Og for at skræmme de der ikke er modige nok væk.