Grosse Freiheit?

Grosse Freiheit? – hvad er det? Det henviser til en sidegade til Reeperbahn i Sct. Pauli kvarteret i Hamborg. Byens centrum for prostitution. Konferencen om købesex der blev afholdt i København i weekenden d.7/8 maj 2011 anvendte navnet, og satte et spørgsmålstegn efter. Måske som Laura Agustin gætter på – for at antyde at kvinder vil blive fri, når en kriminalisering af købesexkunderne er blevet vedtaget.

Konferencen blev arrangeret af 8. marts-initiativet med deltagelse af Dansk Kvindesamfund, Feministisk forum, Feministisk netværk, KFUK’s Sociale Arbejde, Kvindelejren på Femø, Kvinder i Sort, Reden og Kvinderådet.

Den politiske deltagelse var også ganske markant med hele venstrefløjen repræsenteret af folketingsmedlemmer fra S, SF og EL.

Demonstrationen imod Grosse Freiheit? på vej til Islands Brygge.

Konferencen gav således anledning til en ganske mærkværdig situation: En del af venstrefløjen deltog, mens en anden del stod uden for og demonstrerede. Enkelte politikere havde meldt afbud. Der i blandt Kamal Qureshi. En enkelt radikal – Linda Kristiansen – deltog – dog kun for at notere sig de fremlagte argumentationer.

Især invitationen af Julie Bindel og Janice Raymond, der er kendte for deres hadefulde udtalelser imod transkønnede havde vakt opsigt inden arrangementet, da Queerkraftredaktionen på Modkraft.dk havde gjort opmærksom på det problematiske i transfobernes deltagelse.

Linda Kristiansen kunne dog efterfølgende berette, at emnet transkønnethed ikke var fremme i Julie Bindels indlæg.

Vibe Grevsen (tv.) talte for de transkønnede som repræsentant for LGBT. Med assistence fra Malene L. Hansen (th.).

Konferencens valg af fokus på transkønnethed gennem Julie Bindel og Janice Raymond – betød at LGBT’s deltagelse i demonstrationen imod konferencen var sikret. Selvom foreningen ikke officielt vil tage stilling til købesexforbud stod medlemmer af T-gruppen ved siden af de prostitueredes talspersoner. Der iøvrigt også nævnte de transkønnede som en gruppe, der er repræsenteret blandt de prostituerede. Hvorimod mandlige prostituerede ikke var repræsenteret eller blev nævnt.

Prostitution er et kvindeemne. I flere henseender. I virkelighedens verden er mændene talstærkt repræsenteret blandt sexarbejderne. Det afspejles desværre hverken i debatten eller i mediernes behandling af emnet.

Kønsforsker og antropolog Christian Groes-Green formulerer det således i Videnskab.dk:

“Udveksling af penge for sex anses som ikke bare usundt og skadeligt for dem der betales og som ernærer sig ved prostitution, men i og med at mange sexarbejdere er kvinder vurderes det endvidere, at prostitution skader samfundets generelle syn på kvinder, også de kvinder der ikke lever af at sælge sex. At der er mange mænd der benytter sig af denne mulighed vurderes nemlig som et tegn på, at prostitutionens årsag er et urpatriarkalsk ønske fra mænds side om at udnytte kvinder seksuelt. Reden har f.eks. i en årrække ment at sexarbejde uanset forholdene er lig med voldtægt. Selvom de kvinder der bruger seksualiteten som levevej både tæller socialt udsatte og en del ressourcestærke kvinder, er der med årene blevet enighed om, at fænomenet må stoppes med alle midler, ikke primært af sociale årsager men fordi bordelvirksomhed, escortarbejdere og gadeprostitution sværter kvindeligheden til.”

Prostitution som omfatter et meget lille antal mennesker – omkring 3.200 erhvervsaktive personer – tiltrækker sig i debatter og i medier en uforholdsmæssig stor interesse, fordi de prostituerede krænker (kvinde) kønnets ære. Ikke de kvinder der rent faktisk er prostituerede, men medsøstrenes!

De mandlige prostituerede, som er en mindst lige så stor gruppe, nævnes sjældent i debatten. De betragtes ikke som ofre i denne sammenhæng. Og offer-gørelsen er feministernes vigtigste dagsorden. Uanset om det gælder kvinder eller homoseksuelle mænd. Det udelukker også en debat om homoseksuel prostitution. Måske også fordi en kriminalisering af de homoseksuelle kunder under det der blev kaldt Den grimme lov 1961-65 er et ubelejligt emne for tilhængerne af købesexforbud. Det købesexforbud der blev gennemført dengang – under påskud af at ville beskytte udsatte unge – betød reelt at et retsovergreb imod de homoseksuelle fandt sted. Derfor lovens kortlivethed. Vil en tilsvarende situation gentage sig?

Grosse Freiheit? blev afholdt af en sejrssikker venstrefløj i forening med radikalfeminister og feminister i næsten alle andre afskygninger end prosexfeministerne. Men med en overrepræsentation af radikalfeminister. Bla. med den norske Ottar gruppe, der er kendt for at overfalde sexkunder og sende afslørende mails til deres familier. Politiske vinde kan imidlertid ændre sig hurtigt. Efter blok-politikken er blevet fortid, og der er blevet sået tvivl om de radikale kan eller vil støtte en rød regering fremstår initiativet helt anderledes. De radikale støtter som bekendt heller ikke et købesexforbud. Hvis der ikke er enighed med venstrefløjen om økonomisk politik eller ideologiske emner som køn- og seksualpolitik, hvad er der så tilbage af alliancen?

Transpersoner støtter sexarbejderne.

Demonstrationen imod Grosse Freiheit? var en lejlighed til at bringe forskellige grupper af forbudsmodstandere sammen, der ikke umiddelbart har fælles mål. Den megen fokus på enkeltpersoner kommer dog lige som i tilfældet med demonstrationen imod Bilal Philips til at virke – om end ikke som afpolitisering – så som afledning af opmærksomheden. I forhold til Bilal Philips kunne ingen af de anvendte besværgelser modvirke indtrykket, at demonstrationen ikke talte for homoseksuelle rettigheder, men var anti-muslimsk, og derfor lige så godt kunne have haft DF eller andre højrekræfter som arrangører.

Forståeligt nok ønskede de transkønnede at markere deres modstand mod hadtale. Selvom det ifølge referaterne fra konferencen ikke fandt sted. En del transpersoner var ligeledes forbudsmodstandere. De demonstrerede – her gav det mening –  imod to af de mest markante tilhængere af transfobi og feminisme som kønsideologi, der ekskluderer endog mænd der har foretaget et kønsskifte. To medsøstre der i ingen af tilfældene finder det acceptabelt, at kvinder bestemmer over deres egen krop. Fokus på personer får imidlertid let pointen, at det er bestemte holdninger, der er uacceptable – og ikke mennesker – til at fortabe sig. Derfor er demonstrationer eller markeringer over for enkeltpersoner i fremtiden ikke ønskelige.

“Trut jer selv i røven snerpetrusser, vi bestemmer over vores trusser.”

Tankevækkende var det, at den feministiske definition af Grosse Freiheit inkluderede tilhængere af transfobi, modstandere af pornografi – ud over selvfølgelig at repræsentere alle de, der føler kvindekønnet krænkes ved købesex.

Det store spørgsmålstegn efter “Frihed” må derfor henvise til, om det er frihed, når andre mennesker eller samfundet vælger for den enkelte. Når det kommer til stykket er det ikke en argumentation der holder. Uanset om både samfundet og politiske grupperinger hævder, at handle ud fra de bedste intentioner.

Alle fotos: Copyright Ole Hansen.

Video: Malene Andreasen.

Reklamer

Den kroniske nypuritanisme

Rend mig i nypuritanismen sagde folketingskandidat for SF Anne-Mette Wehmüller for nylig i et debat-indlæg i Politiken. Mente hun så det? Nej. Dels fastholdt Anne-Mette Wehmüller, at forbud skal der til. Blot skal vi ikke have et “one-size fits all” forbud.
 
Wehmüller nævner ting som trafficking og sexslaveri som noget, der skal sættes ekstra hårdt ind over for. Men hvordan forbyde det, der allerede er ulovligt?

Endvidere fastholder Wehmüller feminismens offer-tænkning. Når det kommer til stykket er mændene fjenden. Så glem alt om klassekamp og social uretfærdighed!

Feminisme er en tidsmaskine, der har flyttet samfundsdebatten hundrede år tilbage. Læs følgende tekst og se præcis de samme værdier – godt nok udtrykt på en anden måde – men alligevel:

“Det er almenkendt viden, at navnlig Kvindens seksualitet er en sart blomst, der gennem et uendelig komplekst væv af nervetråde er ekstraordinært og uransageligt forbundet med ubevidstheden og med Sjælen.

Intimmassage og anden omgang med menneskets (og i særdeleshed Kvindens) kønsdele, der har med Seksualiteten at gøre, bør derfor foregå inden for nøje tilrettelagte rammer og efter helt særlige forskrifter, hvis man vil undgå at volde ubodelig skade på ikke mindst de utilgængelige egne af sindet. Menneskeligt samvær på tværs af kønnene er uhyre farligt, når Seksualiteten er involveret. Seksualiteten er en dyrebar gave, som man ikke sådan skal lege med.

Blandt det allerfarligste er, hvis parterne i et seksuelt relateret forhold ikke på samme tid er seksuelt ophidsede. Endnu farligere bliver det, hvis forholdet ikke er foranlediget af parternes gensidige Romantiske Kærlighed. Seksualiteten er skabt til nydelse, ikke ydelse.

En ubalance i seksuel ophidselse er især farlig for Kvinden, idet Hendes Seksualitet som nævnt er sart, sjæleligt integreret og letfordærvelig; noget helt andet end den mandlige seksualitet, der primært er kropslig og i særlig grad har et destruktivt potentiale.

Kvindens ophidselse fungerer som en slags bolværk mod den mandlige seksualitets skadelighed, og når den ulykkelige situation opstår, at kvinden i det seksuelle møde er mindre seksuelt ophidset end manden, er risikoen for at skade kvindens psykisk-sjælelige helbred overhængende.

Da Kvindens seksualitet i stort omfang residerer i ubevidsthedens dybder, kan ingen kvinde vide sig sikker mod seksuelt forårsagede skader. Nogle kvinder vil hævde, at de sagtens kan klare ikke at være ophidsede i et seksuelt møde, men dette er en illusion, der bunder i uvidenhed.

For dybt i det ubevidste fortsætter den mandlige seksualitets ødelæggelser, og når først bolværket har været nede én gang, er det håbløst for sent. I den forbindelse er det selvsagt uvæsentligt, om Kvinden selv mener, at hun undgår at tage skade af ubalanceret seksualadfærd. Sandsynligvis er hun nemlig allerede så ødelagt, at hendes mentale sundhed og dømmekraft befinder sig på et meget lavt niveau.”

Jesper Berg

Fotografen Jan Saudek’s (f.1935) travesti på de faldne kvinder og deres alfons. En travesti hvor fortid og nutid mødes – ligesom i teksten af Jesper Berg.

Engang var det en pseudovidenskabelig-moralisme blandt pæne borgere idag skal man være på venstrefløjen – måske helst SF’er – for at være enig.

Anne-Mette Wehmüllers indlæg skulle have haft overskriften: Den kroniske nypuritanisme.

Kilder:

Jesper Berg kommentar i Information.

Dansk homohistorie 1948-71

Indledning
“Den der behersker historien, behersker nutiden”, siger man. Fortolkningen af begivenhederne i fortiden og vurderingen af, hvem der var helte og hvem der var skurke bestemmer synet på nutiden. Derfor er der altid kamp om de historiske fortolkninger.

Teorien om historiens list – hvordan viden og bevidsthed om, hvad der sker og hvorfor – sker bag ryggen på de aktive deltagere i de historiske processer er 200 år gammel. Det er den konservative historieskrivnings tilbagevendende pointe: Hvad nytter det at handle, når ingen ved hvem det i sidste ende tjener?

Og det bestående samfund ses i konservativ historieskrivning altid som udviklingens højdepunkt, som resultatet af historiens skjulte kræfter og fremskridtet. Det er den filosofiske konservatisme, der her tænkes på og ikke den politiske konservatisme. Hegels filosofi er gået af mode, men de ældste ideer kan altid iklædes de nyeste gevandter. Og præsentere sig selv som de mest avancerede socialvidenskabelige forklaringsmodeller. Og derefter anvendes på f.eks. den danske homohistorie i perioden 1948-71. Det har homoforskeren Peter Edelberg gjort.

Ikke uden en vis humor – formulerer han sig på den måde, at hvis de homoseksuelle skulle være acceptable i efterkrigssamfundets øjne måtte nogen luge ud i de elementer, der overskred grænserne for, hvad man kan tillade sig i det offentlige rum, og udfordredede aldersgrænserne. Resultatet af den udvikling er cafe latte drikkende homoer – der stort set er juridisk ligestillet med den øvrige befolkning. Historiens endemål defineret som cafe latte drikkende homoer? Ja, hvorfor ikke?

Blot har jeg én indvending: Hvad med alle de der blev ofret på vejen. Af hensyn til fremskridtet? Endvidere nærer jeg tvivl om, hvorvidt det såkaldte “fremskridt” er ægte og ikke blot en illusion. For historien “slutter” jo ikke . Uanset hvad visse historikere måtte mene. Tværtimod virker det som om bestemte fænomener har det med at gentage sig.

Edelberg virker ikke tynget af bekymring for de tusinder af mennesker der fik ødelagt deres liv af forbudspolitikken i Danmark i 1960erne. Fordi moral er godt og disciplinering nødvendigt. Heller ikke fagfællen Karen M. Larsen har nogensinde – i sine gentagne tete a tete’s med Peter Edelberg – ytret sig i den retning.

Det er der derimod andre der har. Faktisk kan man på LGBT’s hjemmeside finde et eksempel på den historieforskning Edelberg afviser som “naiv”, hvor aktørernes egne synspunkter, oplevelser og meninger tæller. Vist er den “naiv”, men ikke af den grund usand.

Beskrivelsen af datidens store sammenstød om prostitution, homosex, aldersgrænser og pornografi i den offentlige debat forekommer faktisk bemærkelsesværdig aktuelle.  Man kunne have føjet til, at lægevidenskaben i datiden var enerådende som producent af viden om homoseksualitet. En position lægevidenskaben søger at opnå igen. Så havde billedet af det cykliske været komplet.

Da den type historieskrivning der her er tale om genremæssigt kan kaldes foreningshistorie fokuserer den stærkt på de personlige omkostninger begivenhederne havde for de involverede. Heller ikke det er nødvendigvis en svaghed. Tværtimod er det tankevækkende i en tid, hvor forbud omkring prostitution og pornografi igen er aktuelle. Og hvor elementer af pædofil-panik leder til stærk fokus på aldersgrænser. Alt sammen faktorer der i nutiden – lige som i fortiden – svækker mulighederne for ligestilling og rettigheder til de homoseksuelle.

Jeg bringer den historiske redegørelse uden at angive forfatter navne. For teksten bærer præg af at være forfattet af et kollektiv af personer. Uden at det klart fremgår hvem der har æren for hvilke dele. Desuden har jeg selv foretaget sproglige rettelser, og forkortet og tilpasset den. Derved er jeg blevet endnu en deltager i forfatterkollektivet. Derfor vælger jeg at stå som den der i sidste ende er ansvarlig for synspunkterne. Selvom jeg altså ikke vil tage æren for at have forfattet den.

Filmen Bundfald (1957) skildrer hvordan unge mænd forføres til homoseksualitet og kriminalitet i mødet med storbyens underverden.

Dansk homohistorie 1948-71

Kredsen af 1948

Flere steder i Europa blev der i det 20. århundredes første årtier taget tilløb til dannelse af homoseksuelle sammenslutninger og foreninger; men de blev alle bremset ved 2. Verdenskrigs udbrud. Efter krigen gik det  fremad. Det direkte incitament til homoseksuel organisering i Danmark kom fra en uventet kant, nemlig udgivelsen på dansk af den amerikanske Kinsey-rapport fra 1947 om »mandens seksuelle vaner«. I bogen »Homofile kampår, Bøsseliv gennem tiderne«, skriver stifteren af Forbundet af 1948, Axel Axgil (som dengang hed Axel J. Lundahl Madsen), at denne rapport var »det mest betydningsfulde, der skete forud for stiftelsen af de homofile organisationer i Skandinavien« (2).

I Kinsey-rapporten blev det bl.a. påvist, 37% af alle hvide, amerikanske mænd havde haft homoseksuelle oplevelser mindst én gang. Det var tal som disse, der blev startskuddet til, at Axel Axgil i sommeren 1948, på vej til Skt. Hans-fest i Aalborg sammen med en ven, tog den modige beslutning at stifte en forening for homoseksuelle, som fik det neutrale navn »Kredsen af 1948« (efter inspiration fra den schweiziske homoforening »Der Kreis«).

Det erklærede formål med Kredsen af 1948 var at skabe et nordisk forum for  homo- og biseksuelle personer i provinsen, og et af foreningens stærkeste våben blev bladet »Vennen«, som udkom første gang i januar 1949

Ligesom »Kredsen« var »Vennen« et navn hentet i udlandet, nemlig i Tyskland, hvor et homotidsskrift bar navnet »Der Freund«. Valget af navne viser, at de der stod bag den nye forening, havde kontakter i andre lande og opfattede sig som medlemmer af et europæisk homoseksuelt miljø (der var allerede organisationer i Holland, Schweiz og Tyskland), og fra starten var det tanken, at Kredsen af 1948 skulle have sektioner i hele Norden. Så vidt kom det ikke; men i 1950 var der foruden en række afdelinger i Danmark også sektioner i Norge og Sverige.

Stederne og økonomien

I Danmark opstod der hurtigt flere lokale afdelinger rundt om i de større byer, og i København søgte man klublokaler, hvor de efterhånden mange medlemmer kunne mødes uden for værtshusmiljøet. Allerede i 1949 lejede man sig ind i nogle lokaler over Rådhuskælderen i Kompagnistræde 21, og i »Vennen« kan man læse, at især mange kvinder var glade for få et mødested, der ikke havde værtshuspræg, og hvor man ikke behøvede at drikke. Det blev en succes, og allerede året efter måtte Forbundet på jagt efter større lokaler, som man fandt i Ølandshus på Amager.

I de følgende år fandt klublivet sted i forskellige lejede lokaler rundt om i byen. Især Lille Rosenborg i Åbenrå 33, hvor man lejede sig ind i 1963, kom til at spille en vigtig rolle for klublivet i Forbundet. I 1968 skiftede stedet ejer, og blev under navnet Pink Club indrettet til diskotek for Forbundets medlemmer. Stedet kom lynhurtigt til at virke som en magnet for unge bøsser og lesbiske, og på få måneder steg Forbundets medlemstal fra 600 til 1700. Imidlertid gik ændringerne ud over det lidt ældre klientel, og kvinderne mistede deres kvindeaften. Problemet blev afhjulpet med klubaftener for de lidt ældre på Jeppes Klub på Frederiksberg.

I maj 1966 blev Forbundet, efter at have samlet penge ind gennem flere år, i stand til at købe ejendommen Åbenrå 33 og 33A som fristed for bøsser og lesbiske, hvor man for første gang helt kunne være sig selv.

Her etablerede man bl.a. bibliotek, rådgivning og PAN-Information. Senere solgte man ejendommen i Åbenrå og købte restaurant Admiralen i Nybrogade. I 1980 erhvervede man ejendommen Knabrostræde 3.

Foreningens navnehistorie

Man kan udlede meget af den danske homobevægelses skiftende navne gennem tiderne. Da Kredsen af 1948 kort tid efter sin start tog navneforandring til Forbundet af 1948 skyldtes det dog nærmest en tilfældighed.

Efter udgivelsen af det første nummer af »Vennen« fik Kredsen af 1948 en henvendelse fra en københavnsk højesteretssagfører, som skrev, at han repræsenterede en gammel nonneorden, som hed Kredsen af Sct Hans Dag 1887 og var registreret under navnet ’Kredsen’. Højesteretssagføreren meddelte, at man ville sagsøge Kredsen af 1948, med mindre foreningen skiftede navn, da man ikke ønskede at blive forvekslet.

Navnet blev derfor ændret til »Forbundet af 1948«. Og dette beholdt foreningen uændret til 1968, hvor man som led i forsøget på at blive optaget i det statslige foreningsregister tog tilnavnet »Landsforening for homofile«. Dette navn beholdt Forbundet til 1977, hvor det i den ny tids terminologi blev døbt om til »Forbundet af 1948, Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske«. I 1982 gik man et skridt videre og tog navneforandring til »Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske, Forbundet af 1948«, forkortet til LBL.

»Vennen«

Initiativtager til Forbundets blad »Vennen« var Helmer Fogedgaard, som i de første år under pseudonymet ’Homophilos’ blev en hovedkraft bag bladet. Det var Fogedgaard, som foreslog ordet »homofil« til erstatning for »homoseksuel«. I majnummeret 1950 skriver han, at Forbundet valgte at bruge »homofil«, fordi denne betegnelse signalerer følelser (græsk »philos« = elsket) frem for seksualitet. Det var Forbundets øvrige ledelse åbenbart enige i, og i mange år fremover blev homofil det ord, man brugte i Forbunds-kredse. I Norge bruger man det endnu. Formålet med »Vennen« var at styrke sammenholdet blandt homoseksuelle og kæmpe for ligestilling, bl.a. ved at skabe forståelse i »indflydelsesrige kredse«, og man anlagde fra starten en tilpasningstrategi ved at understrege, at homoseksuelle er ligesom alle andre mennesker og lever i fred og ro uden at genere nogen. I bladet blev det desuden påpeget, at »Vennen« ikke var pornografisk. Endelig fremgik det, såvel direkte som indirekte, at Forbundet betragtede homoseksualitet som en medfødt tilstand, og altså ikke noget man kunne forføres til – en udbredt opfattelse også i efterkrigstidens samfund.

På trods af disse forholdregler fremkaldte de første numre en pressehetz, og Forbundet måtte i bladet minde om, at man havde trykkefrihed i Danmark, og at homoseksualitet ikke var forbudt.

Helmer Fogedgaard giver i »Homofile kampår« (2) eksempler på den danske presses reaktioner på »Vennen«; men han konkluderer optimistisk, at »tusindvis af homofile landet over fik nu viden om vores eksistens.«

Hetzen mod »Vennen« vidnede om uvidenhed og sensationslyst i dele af pressen. Men også det officielle Danmark havde svært ved at finde en passende mine, selvom homoseksuelle forhold var fuldt lovlige. Ifølge Straffeloven af 1930 var frivillige forhold mellem to personer af samme køn over 18 år ikke strafbart.

Den lange vej mod foreningsregisteret

Efter navneskiftet i 1949 anmeldte Forbundet af 1948 sit nye navn til foreningsregisteret; men, som det fremgår af »Homofile kampår« (3), skulle der gå mange år, før foreningen blev optaget. Axel Axgil beskriver, hvordan sagen gik sin skæve og gang. Særlig uforglemmelig er hans beskrivelse af et møde mellem ham selv, Helmer Fogedgaard og daværende justitsminister Helga Pedersen, som bl.a. udtalte flg. udødelige ord om sin holdning til homoseksualitet: »Jeg skal svare dem kort: Jeg mener, at der bør tales så lidt som muligt om det« (4).

I april 1952 kom det første officielle afslag på ansøgningen om optagelse i foreningsregisteret. Heraf fremgik det tydeligt, hvad problemet var, nemlig angsten for, at unge ville blive »forført« til homoseksualitet kombineret med en generel uvilje mod, at blive konfronteret med eksistensen af homoseksualitet.

I afslaget stod der bl.a., at »Forbundets virksomhed i højere grad synes at være lagt på, gennem sammenkomster og på anden måde, herunder udgivelse af et medlemsblad, at bringe homo-og biseksuelle personer i kontakt med hverandre på en måde, der åbner mulighed for påvirkning af ganske unge mennesker og for at vække offentlig forargelse, end på den i formålsbestemmelsen anførte, etisk betonede oplysnings og hjælpevirksomhed.« .(5)

I 1968 blev afslaget på endnu en ansøgning givet med den begrundelse, at navnet Forbundet af 1948 var for upræcist. Forbundet vedtog så tilføjelsen »Landsforening for homofile« og søgte på ny, men fik endnu et afslag, hvori man henviste til afslaget fra 1952 og oplyste, at man ikke havde ændret opfattelse af foreningens karakter siden da (6).

Først efter at foreningen i 1969 indankede denne afgørelse til handelsministeren, blev Forbundet af 1948 endelig, i november 1969, som verdens første forening for homoseksuelle optaget i et statsligt foreningsregister.

Medlemstilgang og økonomisk krise

I Forbundets første år var der som nævnt sektioner i både Danmark, Norge og Sverige, og »Vennen« fungerede som fælles medlemsblad; men i 1950 valgte man at oprette selvstændige foreninger i Norge og Sverige. I Sverige dannede man Riksförbundet för Sexuellt Likaberättigande (RFSL) og i Norge Det NorskeForbundet av 1948.

I samme periode oplevede Forbundet af 1948 sin første økonomiske krise. Krisen var ikke udtryk for, at Forbundet manglede medlemmer. I 1950 havde man 600 medlemmer, og allerede året efter var tallet steget til 1339. Den skyldtes dårlig økonomi. Bl.a. var bladet »Vennen« blevet for dyrt at producere, og i 1952 valgte Forbundet og bladet derfor at afslutte det formelle samarbejde.

»Vennen« fortsatte som en selvstændig publikation udgivet på Vennens Forlag. I den første tid fungerede Axel Axgil som ansvarshavende redaktør, indtil 1953 med Helmer Fogedgaard som fast skribent. Derefter fulgte en række redaktører, bla. andre Martin Elmer, der var redaktør fra 1956 til 1970. Ifølge Helmer Fogedgaard i »Homofile kampår« skete Martin Elmers overtagelse som et »kup« i 1956 midt under politihetzen mod bøsser i almindelighed og Forbundet i særdeleshed (7). Udgivelsen af bladet havde dog på det tidspunkt, på grund af pornografiaffæren, været indstillet i et årstid, så der var behov for, at noget skete.

Under Elmers ledelse udkom »Vennen« indtil 1970 som et uafhængigt »nordisk homofilt tidsskrift« og spillede til midten af 60’erne en væsentlig rolle som uafhængigt talerør for de danske homoseksuelle under pornografiaffæren, hvor Forbundet stod svækket. En lignende rolle havde endnu et blad, »Eos« fra 1958.

Forbundet udgav en overgang under krisen den lille publikation, »Forbundsnyt«, som afløser for »Vennen«; men 1. januar 1954 udkom første nummer af Forbundets nye blad »Pan«. Til og med sjette nummer stod alle de tre skandinaviske organisationer bag denne i starten yderst beskedne publikation, derefter kun det danske Forbundet af 1948. »Panbladet«(8) fortsatte dog med, at kalde sig et nordisk homofilt tidsskrift helt til 1968.

Siden 1954 er »Panbladet«, med varierende hyppighed, format og udstyr, udkommet hvert år i 1966-68 dog i yderst beskedent omfang og skrabet udstyr som »Pan/Forbundsnyt«. Men trods alt udkom »Panbladet«, og det er dermed verdens længst eksisterende blad for bøsser og lesbiske.

Den Grimme Lov

I 1949 var der røre i pressen om mandlig prostitution på Rådhuspladsen i København. Der var tale om en stigning i den homoseksuelle prostitution. Ifølge Wilhelm von Rosen (9) opfattede samtidens homoseksuelle mænd dette som en progressiv og seksuelt frigørende udvikling. De fleste andre var langt fra enige i denne opfattelse, og der blev indledt en langvarig hetz mod bøsser i al almindelighed og mandlig prostitution i særdeleshed. I 1961 kulminerede udviklingen med Folketingets vedtagelse med 79 stemmer mod 32 af en tilføjelse til straffelovens § 225 den såkaldte »Grimme Lov« om betalt sex. I loven stod der, at »den, der ved betaling eller løfte herom skaffer sig kønsligt forhold til en person af samme køn under 21 år, straffes med hæfte eller fængsel indtil 1 år eller under formildende omstændigheder med bøde.«

Ifølge loven kunne kunden nu straffes, hvis modtageren var under 21 år. Loven var så løst formuleret, at overdragelsen af f.eks. en pakke cigaretter eller penge til en busbillet kunne føre til straf – også selvom cigaretterne eller pengene ikke var tænkt som betaling, men som en gave.

Skærpelsen af den gældende lovgivning byggede dels på den antagelse, at man kunne »forføres« til homoseksualitet, dels på en undersøgelse af tvivlsom karakter foretaget af politiinspektør Jens Jersild, hvori han »påviste« en sammenhæng mellem mandlig prostitution og kriminalitet. Sammen med sin »onanipatrulje« skabte Jersild herefter i mange år skræk blandt de homoseksuelle. Nogle dagblade fulgte trop med hadefulde udfald mod Forbundet; men heldigvis stod Forbundet ikke alene i kampen mod den forskelsbehandling af homo- og heteroseksuel prostitution, som »Den Grimme Lov« var udtryk for.

Flere politikerne var imod loven, og dagbladene »Politiken« og »Information« stod på de homoseksuelles side. Men det hadefulde klima kunne ikke undgå at smitte af på det homoseksuelle foreningsliv. Folk var bange for, at de ved at melde sig ind i Forbundet endte i politiets registre, og det gik naturligvis ud over Forbundets økonomi. Der opstod voldsomme interne konflikter, hvor ledelsen bl.a. blev anklaget for at føre sig for aggressivt frem over for myndighederne, og på årsmødet 1952 valgte Axel Axgil at trække sig som formand.

Først i 1965, efter lobbyarbejde og en indsats af Martin Elmer og »Vennen« blev »Den Grimme Lov« ophævet, og i 1967 blev Straffelovens bestemmelser om prostitution gjort ens for homoseksuelle og heteroseksuelle.

Et af de folketingsmedlemmer, som med størst iver bekæmpede den forskelsbehandlende »Grimme Lov« var Else Merete Ross, som Jens Jersild ellers gerne ville have gjort til talerør for sine synepunkter. Om hende fortælles følgende historie:

 Allerede inden den grimme lov blev vedtaget, led Jens Jersild et afgørende nederlag…Jersild led som bekendt af den vildfarelse, at det var de homofile, der forførte trækkerdrengene og førte dem i ulykke. Jersild foranledigede, at fru Ross kunne overbevise sig on location. Han sørgede for, at hun sammen med andre kunne aflægge studiebesøg på homofile restauranter, bl.a. Can Can. Og så skete det: Else Merete Ross gik over til fjenden. Hun opdagede, at det ikke var de homofile, der forledte trækkerdrengene, men omvendt. Og dermed begyndte hendes kamp for ligeberettigelse.(10)

Pornografiaffæren

Allerede i 1955 havde de homofile problemer. Året skulle blive et skæbneår, der gav genlyd i lang tid. Wilhelm von Rosen skriver om affæren :

Pornografiaffæren er den største ’affære’ i Danmarks bøssehistorie. Den fik alvorlige følger for mange homoseksuelle mænd og for den homoseksuelle subkultur. På både langt og kort sigt. En generation af homoseksuelle, der havde været på vej ud af skabet, blev jaget ind igen. Og den førte til dyb og langvarig splittelse blandt de homofile, som var aktive i kampen for frigørelse.(11)

Den såkaldte pornografi-affære startede med, at politiet fandt et nøgenbillede af en ung mand hos International Modelfoto Service (IMS), et firma med adresse hos Axel Axgil og dennes kæreste Eigil Axgil (dengang Eskildsen) i København. Herfra formidlede man fotos af mænd, som af politi og domstole blev vurderet som pornografiske. Man fandt desuden ud af, at Axel og Eigil Axgil havde haft sex med nogle af de (efter samtidens love) mindreårige modeller.

Alt dette medførte, at Axel og Eigil Axgil blev idømt fængselsstraf i henholdsvis ét og halvandet år. Officielt på grund af kontingentrestance blev de derefter slettet som medlemmer af Forbundet, og først i 1970 blev de optaget igen. Axel Axgil er i dag æresmedlem.

Den 30. marts 1955 beslaglagde Københavns Politi kartoteker og lister over modeller, kunder og annoncører hos IMS. Pornografi-affæren bredte sig derefter som ringe i vandet og medførte fyringer, opsigelser fra logi, selvmord og fængselsstraffe. I løbet af 1955-56 blev 297 mænd dømt for »kønslig usædelighed med en person af samme køn« under 18 år og/eller under 15 år(12). Dertil kommer de mange personer – pårørende og mistænkte – som blev inddraget. Ifølge Wilhelm von Rosen(13) nævner Martin Elmer i sin bog »Selvmordsrapporten« fra 1974, at mellem 60 og 70 bøsser begik selvmord i disse år.

Igen var det politiinspektør Jens Jersild, som stædigt og nidkært bekæmpede ethvert tegn på homoseksuel »smitte«.(14)

Al denne modgang var nær ved at tage livet af Forbundet. Hvor nær fremgår af et interview i »Panbladet« (15), i anledning af Forbundets 20 års jubilæum, med en centrale person i Forbundet siden 1958, formanden Erik Jensen. Han oplyser, at medlemstallet, som havde været oppe på ca. 1600, på et tidspunkt var helt nede på 65. Samtidig glæder han sig over, at tallet i 1968 er oppe på over 2000.

I årene efter »Den Grimme Lovs« ophævelse gik Forbundet, i lighed med resten af samfundet ind i en ny tid. Ungdomsoprørets tid.

Oprørets tid

Ophævelsen af »Den grimme Lov« i 1965 og ændringen af straffelovens bestemmelser om prostitution i 1967 indvarslede en ny tid for homobevægelserne. Der spirede græsrødderne frem overalt i samfundet, og med Per Kleis Bönnelycke, der var næstformand 1968-70 og formand 1970-78, fik Forbundet en repræsentant for den yngre generation. I hans formandstid skete der er radikalisering udadtil. »Panbladet« fik fra 1971 kommercielle annoncer og blev et mere udadvendt blad. Og Forbundet, som siden starten af 1950’erne i udpræget grad havde været et københavnsk fænomen, oprettede afdelinger i de større provinsbyer.

I 1970 nåede Forbundet et rekordhøjt medlemstal på 2850, og i København tænkte man stort. I 1970 købte man restaurant Maritime i Nybrogade, hvor et nyoprettet aktieselskab stod for driften af selskabslokaler i form af Forbundets første Pan Club, som åbnede 10. juli. Stedet løb hurtigt ind i en række kriser, især efter at det i 1971 fik konkurrence fra Gay Club Copenhagen i Studiestræde og og i 1973 fra Madam Arthur.  I 1973 blev det endeligt blev tilladt for mænd at danse sammen offentligt. Før den tid måtte den slags kun foregå i foreningsregi.

Konkurrencen betød at Forbundet efter en tid ikke længere råd til at have lønnet personale. I årene frem til 1980 blev Nybrogade derfor kørt af frivillige. Med beslutningen om at drive værtshus trådte Forbundet ind i en ny tid, hvor nøgleordene blev synlighed og udadvendte aktiviteter. På den juridiske front skete den største landvinding under Per Kleis Bönnelycke’ ledelse med vedtagelsen i april 1976 af en lov, der efter mange års tovtrækkeri indførte ens seksuel lavalder for homo- og heteroseksuelle. Lovforslaget om ens seksuel lavalder blev fremsat af den  socialdemokratiske regering og lød oprindelig på ens lavalder på 14 år, som blev  anbefalet af Straffelovrådet. Folketinget vedtog som bekendt 15 år.

Men de mest markente landvindinger skete på det bevidsthedsmæssige plan. Hvor homoseksuelle indtil da havde markeret sig som »ganske almindelige mennesker«, som tilfældigvis var født med en særlig observans, der gjorde, at deres privatliv adskilte sig fra flertallets, blev nøgleordene nu synlighed og stolthed. Det var vigtigt at springe ud eller som det hed: At gøre det private politisk.

En vigtig del af oprøret var erobringen af eget navn med en egen betydning. »Homofil« repræsenterede det gamle. »Bøsse« og »lesbisk« blev betegnelserne for den nye generation, som fra 1971 hvert år markerede Christopher Street Day.

Den 27. juni 1971 gik de første homoer i Danmark i demonstration ned ad strøget i København, og i de følgende år stod Forbundet, i samarbejde med nye bevægelser som Bøssernes Befrielsesfront og Lesbisk Bevægelse bag årlige Christopher Street-arrangementer i Fælledparken.

Det oprør mod gamle seksualnormer, der foregik andre steder i samfundet kom både direkte og indirekte til at påvirke udviklingen for bøsser og lesbiske.

Noter

1. Homofile kampår s. 48

2. ibid. s. 57ff

3. ibid. s. 164

4. ibid. s. 165

5. ibid. s. 166

6. ibid. s. 168

7. ibid. s. 116

8. Bladet hedder faktisk Pan, Bladet for Bøsser og Lesbiske, men det kaldes altid Panbladet.

9. »Pornografiaffæren i 1955« s. 14

10. »Da Fru Ross gik på Can-Can, gik hun over til ’fjenden’«, Panbladet, dec. 1973, s. 10 (særnummer i forb. m. Forbundets 25-års-jubilæum.)

11. »Pornografiaffæren i 1955« s. 14

12. ibid. s. 16

13. ibid. s. 18

14. jvf. Panbladet, nr. 3, 1958 (oversigt over Forbundets 10 år)

15. Panbladet nr. 7, 1968

Litteratur

Axgil, Axel/Fogedgaard, Helmer: Homofile kampår, Bøsseliv gennem tiderne. Forlaget Grafolio 1985.

Kinsey, Alfred o.a.: Sexual Behaviour of the Human Male, Philadelphia 1948.

Forlaget Pan, LBL, 1979

Rosen, Wilhelm von: »Pornografiaffæren i 1955«, Zink nr. 4 1999.

Den destruktive LGBT politik

Rettigheder eller minoritet?

Det er stærkt begrænset, hvad der foregår af debat om LGBT politik. Der finder stort set ikke nogen offentlig debat sted. Ikke fordi synspunkterne ikke findes, men fordi LGBT Danmark ikke opfordrer til og nødig deltager i debat.

LGBT Danmark har som program at gennemføre ændringer ved at skabe juridisk ligestilling. Det bliver en sjælden gang sagt imod. F.eks. af Bjørn Hvidt-Pedersen i en kronik i Berlingske 2009. Fra ligeret til minoritetskultur hed den. Hvor det hævdes, at homopolitikken har bevæget sig fra kamp for rettigheder til varetagelse af en minoritets særinteresser.

Jeg konstaterede dengang, at kamp for juridiske rettigheder stadig står i centrum af LGBT politikken. Men det faktum at der ingen afgørende bevægelser har været siden 1989 har tvunget LGBT til at anvende en tilpasningsstrategi. I dag kræves der ikke ligeret, men særbehandling. Fordi kravet om ligeret virker som overbud. Jeg har tilføjet nogle kommentarer til det jeg sagde dengang i artiklen Tilbageblik: Hvilke homorettigheder?

Der er intet der tyder på at LGBT i den nærmeste fremtid kan få gennemført kravene om kirkelig vielse eller homoægteskab, skrev jeg i 2009. Nu skriver vi 2011 og intet har ændret sig. Blot kan man føje ønsket om, at få fjernet transseksualitet fra Sundhedsstyrelsens sygdomsliste til rækken af uigennemførlige sager.

LGBT politikken er især i det sidste årti stødt ind i hård modstand og er endt i et dødvande. Den virkelighed LGBT’erne møder ændrer sig selvfølgelig, og det afspejles i den offentlige debat.

Den destruktive LGBT politik

Det der kendetegner synspunkterne i dag er, at en del LGBT’ere har kapituleret, og overtaget modpartens synspunkter. Sidste år under debatten af Dansk Folkepartis deltagelse i Copenhagen Gay Pride var der et – efter sigende mangeårigt medlem af LGBT Danmark – der udbrød, at han følte sig “drevet i armene på Dansk Folkeparti”. På grund af den uforsonlige og militante linie andre – blandt andre undertegnede stod for – når vi benægtede, at Dansk Folkepartis deltagelse var andet end et politisk gimmick. Og konstaterede at tilhørsforholdet til en minoritetsgruppe af mange slet ikke ses som uforeneligt med en hadefuld indstilling. F.eks. over for flygtninge og indvandrere. Eller måske endda over for andre LGBT mennesker? Samme person angreb nemlig også den første homoseksuelle deltager i Paradise Hotel for ikke at være tilstrækkelig maskulin.

I LGBT sammenhæng er køn, seksualitet og identitet nøglen til politiske forståelse. Misforstås de tre begreber betyder det at der knyttes an til synspunkter, der fundamentalt er fjendlige over for LGBT.

Lad mig lige nævne nogle væsentlige aspekter af de tre begreber:

1. Køn

Det skulle umiddelbart forekomme indlysende, at de der i visse sammenhæng nedladende bliver betegnet som mennesker med en “anderledes seksualitet” må have gjort sig overvejelser om forholdet mellem køn og seksualitet. Det forekommer, hvis man ser på de debatter der foregår, imidlertid sjældent at være tilfældet.

Mænd er fra Mars,  Kvinder er fra Venus hedder det i populær litteraturen. Og i de fleste LGBT sammenhænge.

Intet TV program har været så udskældt i 2010 som Dagens mand. Med begrundelsen at fyrene ikke er maskuline nok. Og dermed skader billedet af homoerne i offentligheden. Intet ligger majoriteten af homoseksuelle fjernere end tanken, at kønnet måske opleves som naturligt, men ikke derfor er naturgivet. At det med andre ord er en konstruktion. Hvad der f.eks. opleves som maskulint er ikke givet, men defineret. Blandt andet af den kulturelle sammenhæng.

2. Seksualitet

Moderne LGBT politik har intet at gøre med frigørelsespolitik. Feministerne inden for LGBT har skiftet frigørelse ud med bekæmpelse af den maskuline seksualitet. Der er ikke noget problem med homoseksualitet, men derimod med den maskuline seksualitet som sådan. Det feministerne ønsker er en homoseksuel livscyklus, hvor homoseksualiteten blot er en fase.

Ikke at heteroseksualitet idealiseres. Tværtimod. Overalt i miljøet er der en stærk heterofobi. Heteroseksuelle er f.eks. principielt udelukket fra de forskellige dating-sites. Det overses at vi alle engang var heteroseksuelle – før vi sprang ud. Og vigtigere: Det overses at udspringet er socialpsykologisk proces. Unge arbejder med deres identitet gennem flere år. Og med at gøre deres seksuelle erfaringer. For slet ikke at tale om, hvor vanskelig  processen er for voksne, der skifter deres heteroliv ud med et homoliv. I praksis er der “heteroseksuelle” overalt i miljøet. Men ligesom når det handler om køn er opfattelsen biologiseret. Seksualiteten sidder i pikken – og mænd tænker med den. Her er det Carl-Mar Møller’s popularisering af lægevidenskabens opfattelse af køn og drift der hersker.

Kvinder har ingen seksualitet. Siger feminister. Hvilket sikrer dem, mener de, en priviligeret og uangribelig  position i seksualpolitisk debat.

3. Identitet

En biologiseret opfattelse af køn og seksualitet umuliggør identitet. Det er for mange den vigtigste grund til ikke at deltage, og intet at mene om LGBT politik. Og samtidig det der gør det så let, at afvise andre inden for LGBT som afvigende. Når der ikke er noget JEG er der heller intet VI.

De andre – individer eller grupper – er konkurrenter, det blot handler om at skaffe af vejen. Intet er lettere end at hengive sig til den almindelige paranoide stemning i samfundet. Eller deltage i det man kan kalde den regnbuefarvede illusion: Forestillingen om at den juridiske ligestilling – der engang virkede som et lovende projekt – vil føre til den endegyldige normalisering af LGBT grupperne.

I sidstnævnte tilfælde anvendes en taktik, hvor det gælder om at slippe af med de, der ikke passer ind. Argumenterne findes ved at kombinere elementer fra biologiserede opfattelser af køn og seksualitet.

Der vil altid fra samfundets side være en vis opmærksomhed i forhold til de unges liv og seksualitet. Når de unge springer ud og møder den homoseksuelle subkultur forvandles denne opmærksomhed let til bekymring. Både når mænds seksualitet forstås i biologiske termer, og når kulturelle forestillinger om de unges påvirkelighed gøres gældende. Forførelsesteorier er lige så gamle som den homoseksuelle kultur selv. En stor del af problematiseringen retter sig derfor mod den maskuline seksualitet. Og mere konkret imod de voksne mænd.

Konklusion

Der er to mulige løsninger: De homoseksuelle bliver så normaliserede, at subkulturen forsvinder. Eller den homoseksuelle identitetsdannelse ophører.

Førstnævnte er ikke den aktuelle situation – juridisk ligestilling eller ej. Sidstnævnte er i realiteten en tilbagevenden til de homofiles strategi fra 1950’erne. Hvor de homoseksuelle udlagde deres afmagt, som normalisering. De homofiles manglende synlighed i samfundet og begrænsede selvbevidsthed blev udlagt som normalisering og mål. Det er en exodus-strategi.

Den destruktive i LGBT politik opstår, når homopolitik defineres som konkurrence eller udskilningsløb: Hvem kan smide de andre ud? Eller alternativt: Hvem bør smides ud?  Fordi “de er ikke helt normale”, “det er ikke forsvarligt” og “vi er bekymrede”. Med antydninger af at alt, hvad der ikke er i tråd med feminisme er styret af “bagvedliggende” motiver.

Den destruktive LGBT politik er ligeledes en kendsgerning, når en svag gruppe som de mandlige prostituerede skubbes til side og LGBT ikke ønsker at forsvare deres rettigheder. Og end ikke ønsker at tilkendegive om LGBT er for eller imod et købesexforbud. Sådan som David Zennaro har tilkendegivet i Pan-bladet.

Mandlig prostitution er ikke noget vigtigt emne. Feminismens forhåndsantagelse om, at kvinder altid er ofre efterlader de mandlige prostituerede som uinteressante. Derfor kæmper LGBT ikke for sexarbejdernes rettigheder.

Den destruktive LGBT politik er ligeledes en kendsgerning, når en svag gruppe i LGBT som de hiv-positive ingen opmærksomhed  får. En foreløbig sejr som suspensionen af hiv-loven er fik lidt forsinket – og efter pres fra undertegnede og Pan-bladet – 12 liniers kommentar fra LGBT i Pan-bladet.

Hiv indgår ikke i den feministiske problematisering af køn og seksualitet. Og derfor heller i LBGT’s politik.

LGBT har i denne uge demonstreret,  at sådan ser den politiske virkelighed ud.

LGBT har ingen politik på de forskellige seksualpolitiske områder. Udover at deltage i mistænkeliggørelse af mænds – og i særdeleshed de homoseksuelles – seksualitet og identitet. Hvilket enkelte personer i LGBT klart har formuleret som deres mission og målsætning.

Feminisme og forbudsdagsorden

Feministisk politik er idag en forbudsdagsorden. Feministisk argumentation er fyldt med bekymring: For kvinders og mindre åriges liv, unges færden på internettet, frygt for voldtægt og sexovergreb. Hvilket resulterer i krav om lov og orden og nye forbud.

Radikal-feminismen er blottet for bekymring i forhold til overgreb eller stigmatisering af mænd. Først understøttet af lægevidenskabens sygeliggørelse af den mandlige seksualitet optræder, der en bekymrings- og mistænkeliggørelses-diskurs i forhold til mænds indbyrdes relationer. Men aldrig bekymring i forhold til kvinders vold over for mandlige partnere eller kvinders stigmatisering af mænd. Ledsaget af benægtelse af det køns-ideologiske perspektiv.

Prostitutionsdebat og forbudsdagsorden

Mandlig prostitution optræder ikke i debatten, når Karen M. Larsen med udgangspunkt i radikal-feminisme skriver i  Information om prostitution.

Nille Thomsens kommentar til artiklen lyder:

“Det der bekymrede mig i Karen M Larsens indlæg var at med hendes ensidige kønsperspektiv, kom hendes artikel til at virke som en løftestang for noget køns-ideologisk snarere end for noget moralsk.”

Forbigåelsen af mandlig prostitution skyldes, at vinklen er køns-ideologisk. Artiklen er –  på trods af besværgelserne – en lang opremsning af argumenterne imod prostitution. Der forstås som overgreb mod kvinder.

Nille Thorsens kommentar lyder videre:

“Når Karen M. Larsen i sin “fortale” siger: “Et fokus på den mørke side af sex er ikke et udtryk for en såkaldt dæmonisering af mænds seksualitet” fornemmer jeg, at det er nøjagtigt det modsatte hun i virkeligheden mener.”

Nille Thorsen er – ligesom en række af debattørerne på Information – ikke principielt imod moralisme. Men undrer sig over at Karen M. Larsen ikke bekender kulør og erklærer sig imod prostitution og som tilhænger af forbud. Når det tydeligt nok fremgår, at det er budskabet.

Undladelsen af omtale af prostitution blandt homoseksuelle mænd er bemærkelsesværdig, når Karen M. Larsen i andre sammenhænge gerne optræder som “forsvarer” af disse. Men mænds eventuelle seksuelle krænkelser af andre mænd er i det radikal-feministiske perspektiv uinteressant. Krænkelser bliver først interessant, når radikal-feminisme smeltes sammen med lægevidenskabens opfattelse af mænds seksualitet som pervers. Og muliggør en omfattende mistænkeliggørelse af de homoseksuelle mænds seksualitet.

Det køns-ideologiske aspekt i Information artiklen bemærkes også af Kåre Fog, der kommenterer det således:

“Det skal måske lige nævnes, at Karen M. Larsens artikel er ensidig på en måde mere, nemlig at den omtaler sex der gør ondt på kvinder, men ikke sex der gør ondt på mænd. Partnervold vendt imod mænd er nogenlunde lige så udbredt som partnervold vendt imod kvinder.”

Der er tale om et bevidst “fravalg” ud fra det radikal-feministiske perspektiv. Hvor alle sociale fænomener ses som køns- eller sexrelaterede. At definere sig som mand er at påtage sig at undertrykke, udnytte og udbytte kvinder. Socialkonstruktivisme er i den radikal-feministiske version teorien om, hvordan mænd misbruger kvinder. Ved at påtage sig den mandlige af kønsrolle.

Radikal-feministerne lægger afstand til social konstruktivismens begreb om “åbenhed”: Som sociale væsener er vi ikke kun, hvad vi bliver gjort til, men også det vi gør os selv til. Opfattelsen af alle mænd som potentielle sexkriminelle –  som fejlsocialiserede –  betyder, at der ingen modstrid er til det begreb om mænds seksualitet lægevidenskaben formidler.

Mistænkeliggørelses-diskurs over for heteroseksuelle mænd

Radikal-feminismens syn på mænd udmøntes i en mistænkeliggørelses-diskurs over for heteroseksuelle mænd.

At mænd taber social status via ægteskab et et velkendt fænomen. Der hvor ældre højstatus mænd gifter sig med unge kvinder er der et statustab.

Men en ny bekymrethed er kommet til i forhold til seksuelle relationer mellem mennesker med dansk kulturbaggrund og mennesker med ikke-vestlig kulturbaggrund. Nu bliver det betragtet, som et muligt område for danskernes udøvelse af diskrimination, racisme, undertrykkelse, overgreb og kvindehandel. Alle disse muligheder eller hentydninger til sexkriminalitet gør det til genstand for problematisering. Tidligere blev mænd stigmatiseret, når de ikke giftede sig og havde løse forbindelser og adgang til prostitution. Idag bliver mænd stigmatiseret via indgåelse af ægteskab. Samtidig med der er et fornyet krav om kriminalisering af prostitution. Mænds seksualitet bærer i begge relationer bekymringens fortegn.

Mistænkeliggørelses-diskurs over for homoseksuelle mænd

Ud fra den radikal-feministiske præmis er mandlige homoseksuelle  “undertrykkere”, præcis lige som alle andre mænd. Den feministiske forbudsdagsorden opretholdes i lige så høj grad over for mandlige homoseksuelle, som over for heteroseksuelle mænd.

Når lægevidenskabens opfattelse af den sygelige maskuline seksualitet supplerer radikal-feminismen bliver homoseksuelle mænds gensidige seksuelle relationer også genstand for en bekymrings- og mistænkeliggørelses-diskurs.

Især i forhold til prostitution og i betragtningen af forhold med aldersforskel. Og sidst – men ikke mindst  – formidler lægevidenskaben mistanken, at alle mænd er pædofile. En påstand feminister – også Karen M. Larsen – nok afviser, men samtidig opretholder ved i alle debatter at insistere på, at modstandere af forbudsdagsordenen har “bagvedliggende” motiver.

Det skal også siges at Karen M. Larsen ikke forbigår den mandlige prostitution. Tværtimod. Når det afvises at stigmatiseringen af de homoseksuelle i 1960’erne var en pædofil-panik, er det en konstatering af, at det homoseksuelle miljø tidligere var pædofilt. Hvilket idag retfærdiggør forbudsdagsorden og mistænkeliggørelse af alle homoseksuelle mænd.

Uanset radikal-feminismens begreber påstås at være informerede af socialkonstruktivisme ses mænds kønsrolle og seksualitet ikke som et valg, men som noget determineret eller “skæbnebestemt”. Også de kvinder der er undertrykte, udnyttede og udbyttede – er i offerrollen – tilsvarende ufrie. Lægevidenskabens reduktionistiske og deterministiske opfattelse af seksualitet besejrer og erstatter vilje og valg.

Pan-bladet: Debat om Prostitution

Monolog

At kalde dette indlæg for “debat” er – indrømmet – en tilsnigelse. Formen er monologen. Der er ingen dialog. Lige som tidligere vover jeg i visse tilfælde at drage e silentio slutninger: Slutninger ud fra tavshed. Der sættes ord på meget, men i andre situationer føler mennesker ikke behov for at sige ting. Men tavshed lader sig også fortolke.

Den første artikel i denne lille serie hed Pan-bladet: Debat om sygeliggørelsen af de homoseksuelle, og den anden hed Pan-bladet: Debat om homoægteskab. Fælles for artiklerne er at de er lagt på Pan-bladet, og diskuterer LGBT politikens mål og midler.

Artiklens emne er prostitution. Der tages afsæt i Karen M. Larsen’s interview med Peter Edelberg  fra 2008. Og en debat fra efteråret 2010 med Peter Edelberg om mandlig prostitution i Danmark i 1960’erne, hvor Karen M. Larsen og undertegnede deltog.

Synspunkterne repræsenterer tre mennesker med baggrund i faget historie, men sigtet er at bidrage til politik udvikling. De politiske budskaber, der ligger i forskellige opfattelser af den nyere homohistorie skal afkodes. Det kan kaste lys over nogle begreber i den nuværende LGBT politik.

Blindhed

I de to foregående artikler har jeg kritiseret, at det man kan kalde den optimistiske LGBT politik fejer problemer ind under gulvtæppet, når den alene forholder sig til lovens bogstav. Og stiller sig tilfreds med konstateringen at sygeliggørelsen af de homoseksuelle blev afskaffet i 1981. Uden at tage almindelige holdninger i befolkningen eller udviklingen i lægevidenskabens synspunkter siden i betragtning. Udformningen af LGBT’s politik, hvor juridiske krav sættes foran alt andet – og især kravet om homoægteskab – er båret af blindhed i to forhold. Dels er fokus idag på seksualitet, ikke på civilstand. Det registrerede partnerskab havde en umådelig symbolværdi i 1989. Men ingen forestiller sig nyheden vil gå verden rundt på samme måde, hvis Folketinget idag vedtog en ægteskabslov. Og ægteskab er ikke nødvendigvis i praksis et krav blandt de homoseksuelle, hvis samlivsformer er lige så forskellige som de heteroseksuelles.

Hvordan kan LGBT politikken være så blind? Og insistere på at homoægteskab er så vigtigt en sag, at gennemførelsen af dette næsten ville tvinge at LGBT til at nedlægge sig selv og erklæret målet for nået? Og er der så – når det kommer til stykket – nogen der mener det?

Jeg fandt ikke svaret i analysen af homoægteskabets betydning. Den artikel sluttede med en “eftertanke” og ikke en konklusion. Svaret findes derimod i analysen af det, der sædvanligvis forstås som ægteskabets modpol: Prostitutionen.

Den mandlige prostitution

I et interview fra 2008 fortæller Peter Edelberg om det netop påbegyndte forskningsprojekt i homoseksualitetens historie i perioden 1949-65.  Dvs. den formative periode for det der dengang hed Forbundet af 1948 – det senere LBL og nu LGBT. Og den krise de homofile – som homoerne kaldte sig dengang – oplevede med indførelsen af den grimme lov i 1961, der strammede prostitutionslovgivningen i forhold til den mandlige prostitution. Loven diskriminerede de homoseksuelle fortæller Peter Edelberg. Og det affødte en reaktion:

“Det fører til at loven bliver afskaffet i 1965, og fra da af bygges der en generel konsensus op om, at homoseksuelle skal have samme rettigheder som andre – og den konsensus er vi stadig i gang med at udbrede.”

Det er grundantagelsen i det der kunne kaldes den optimistiske LGBT politik. Efterfølgende blev homoseksualitet fjernet fra Sundhedsstyrelsens sygdomsliste i 1981 og dernæst blev det registrerede partnerskab vedtaget  i 1989. Da stifterne af Forbundet af 1948, som de første homoseksuelle i verden blev officielt anerkendt som par, syntes endemålet inden for rækkevidde: Den fuldstændige juridiske accept. Mere end 20 år efter er det endnu ikke sket. Men den fremskridtstro, der er indeholdt i synspunktet lader sig for nogles vedkommende ikke ryste.

Dekonstruktion af homohistorien

Peter Edelbergs dekonstruktion af homohistorien er som han har forklaret i en debat på Modkraft mere subtil. Peter Edelberg anlægger betragtningen, at politiet indgriben over for den omfattende mindreårige prostitution disciplinerede de homoseksuelle, og gjorde dem pæne og acceptable i samfundets øjne.

“Således førte “undertrykkelse” til “frigørelse”. Historien er ofte paradoksal, og en given handling kan have uforudsete konsekvenser.”

Edelberg afviser dermed naiviteten i den såkaldte frigørelseskamp, hvor historiens resultater ofte ses som produkt af de impliceredes heroiske kamp for rettigheder og retfærdighed.

Ikke desto mindre anvender Edelberg selv terminologien. Ordene “undertrykkelse” og “frigørelse” er blot blevet forsynet med anførelsestegn, fordi de historiske subjekter er forsvundet eller i hvert fald har mistet helterollen. Og historien er nu produkt af mekanismer og sociale kræfter, der er anonyme. Selve fremskridtsoptimismen og naiviteten er derimod intakt.

Edelberg betoner dog, at “endemålet” ikke er et jurdisk reservat for de homoseksuelle i form af homoægteskab:

”De homoseksuelle” findes så længe, som der er nogle, der synes at det er en betryggende og fornuftig måde at forstå sit liv på. Men der er intet der tvinger os til at påtage os den rolle, hverken biologi, samfund eller psyke. Vi kan opfinde nye roller og nye måder at forstå vores sexliv og kærlighedsliv på.”

Den positive rolle Peter Edelberg frakender de homoseksuelle i historien om dannelsen af deres identitet tilkender han omvendt politiet personificeret af Jens Jersild. Historieforskning er ikke objektiv, men indebærer altid et valg af metoder og perspektiver. Valget af Jersild som homohistoriens helteskikkelse virker overraskende, og var som det fremgik af debatten på Modkraft.dk også kontroversiel.

Peter Edelbergs tolkning repræsenterer den optimistiske LGBT politik i dekonstrueret form. Karen M. Larsen fremsætter et lignende synspunkt på debatten. Edelberg og Larsen er bla. enige om at “normalisering” er endemålet. Og i accepten af Jersilds “lugen ud” i den danske homokultur med henblik på at gøre denne acceptabel for samfundet.

Karen M. Larsen supplerer Edelberg med en kritik af Mads Ananda Lodahl. Vanen tro er med en ad homominem argumentation, hvor Lodahl antages at ville gøre sig talsmand for:

” polyamourøse bøsser med hang til købesex med drenge under 15,

 blot Lodahl forsøger at fremsætte en konkurrerende queer-tolkning, der anfægter “normalisering” strategien.

Den dystopiske LGBT politik

Der er næsten to år mellem interviewet med Edelberg og debatten på Modkraft. Edelbergs formuleringer er næsten identiske i de to sammenhænge. Det viser sig at Edelberg har svært ved at fremlægge statistisk materiale for, hvor stort omfanget af den mandlige prostitution var. Og måske vigtigere: Hvor stort problemet med den mindreårige prostitution rent faktisk var?

Men man kan sige at givet Edelbergs problemformulering er de eksakte tal næsten ligegyldige. For Edelbergs analyse burde rettelig hedde den dystopiske LGBT politik.

For Edelberg anerkender ikke, at Jens Jersilds relative succes med at etablere en stærkt forøget politistyrke inden for sædelighedspolitiet var betinget af den homofil-panik, der var i samfundet. Edelberg vælger – med Jersild selv – at se problemet med mindreårig prostitution, som endemisk i det homoseksuelle miljø.

Forførelsesteorien

Edelberg fremhæver at han arbejder med udgangspunkt i kilderne fra samtiden. Dvs. Jens Jersilds egne betragtniger, sådan som han har fremsat dem i adskillige bøger og afhandlinger. Bla. fremsatte Jersild en forførelsesteori, og anvendte den som argument over for lovgiverne for indførelse af den grimme lov. Påstanden var, at de unge drenge under 18 år måtte beskyttes via lovgivningen imod voksne homoseksuelle, der ville forføre drengene. For når drengene først var blevet forført og havde fået smag for livet som trækkerdrenge ville de blive homoseksuelle. Hvorfor Jersild advarede imod et snigende epidemisk samfundsproblem.

Teorien fokuserer på to ting: Fremkomsten af en homoseksuel kultur efter besættelsen. Hvilket er en historisk kendsgerning. Bla. med dannelsen af Forbundet af 1948. Men den forstår væksten i antallet af homoseksuelle – ikke som et udtryk for en nye kultur i efterkrigstiden Danmark – men som en “epidemi”. Desuden karakteriserer den homoseksualitet, som en form for pædofili. Fordi det antages at det (næsten) altid er de helt unge drenge, der er i farezonen i forhold til forførelse.

Forførelsesteorien konkurrerede med andre af samtidens opfattelser, der er mere essentialistiske. F.eks. den freudianske, der tilskriver homoseksualiten barndomstraumer. Men den holder fast ved den klassiske lægevidenskabs opfattelse om en forbindelse mellem homoseksualitet og pædofili. Fordi homoseksualitet, når det kommer til stykket opfattes som en psyko-social eller neurotisk forstyrrelse.

Denne karakteristik af Jens Jersild er Edelberg særdeles uenig i. For Jens Jersild er helten i  Edelbergs historie, og disciplineringen af de homoseksuelle er i dette perspektiv et ønskeligt projekt.

Debatten demonstrerede  imidlertid en anden pointe.

Kuldsejlet “normalisering”

Som nævnt ovenfor bliver indvendiger over for “normaliserings” projektet pure afvist.

I Mads Ananda Lodahls tilfælde betød det, at han blev udpeget som talsmand for de”polyamourøse bøsser med trang til købesex med drenge under 15″.

Et halvt århundrede efter Jersilds heroiske indsats er “normaliserings” projektet altså endnu ikke lykkedes. Hvilket kun kan betyde det er en fiasko!

Hverken Peter Edelberg eller Karen M. Larsen anerkender, at samfundet i 1960’erne og samfundet og tildels i dag er præget af pædofil-panik. Dvs. en overreaktion på et problem, der er marginalt. De ser tværtimod pædofili over alt – i fortid og nutid.

Ikke som en historisk konstant, men som biologisk konstant. Uanset at de begge sværger, at de ikke anerkender lægevidenskabens definition af homoseksualitet, som biologisk entitet i mennesket er den der alligevel. Selv er de begge også yderst skeptiske i forhold til om “normaliserings” projektet vil lykkes. På trods af de tapre miner.

Edelbergs skepsis lader forvente, at hans Ph.d afhandling vil konkludere, at samfundet ikke skulle have ladet parret Axgil sætte kronen på værket ved at indgå registreret partnerskab. De bærer jo deres andel af ansvaret for udviklingen af det homoseksuelle miljø.  Hvis mentale sundhed er stærkt tvivlsom – og dermed også dets eksistensberettigelse.

Det skal erindres at den – indtil videre eneste kommentar fra Karen M. Larsen – til undertegnedes bidrag til Pan-bladets debat indeholdt formuleringen:

“Jeg tror ikke på, at alle mænd er pædofile – eller at ingen kvinder er det. Men jeg er 100 % overbevist om, at sex mellem voksne og børn ALTID er forkert – at det er en meget alvorlig forbrydelse, som samfundet skal straffe hårdt.”

Den form for formaninger over for andre debattører vidner ikke om tiltro til deres dømmekraft. Alligevel er det en indrømmelse. Når jeg tidligere har hævdet at debattører af Karen M. Larsens støbning ønsker støj i miljøet –  altså panik – kunne jeg ikke få en bedre bekræftelse. Dokumentation for at det skulle være nødvendigt, at udstede den slags advarsler har jeg endnu ikke modtaget. Men med udgangspunkt i lægevidenskabens opfattelse af den maskuline seksualitet er ingen konkret bevisførelse nødvendig.

Konklusion

Når tesen om homoægteskabet som rettighedskampens endemål af Karen M. Larsens diskuteres i sikker afstand fra ethvert begreb om sociale og politiske forhold i Danmark er det fordi den er et luftkastel.

Ingen politiker med respekt for sig selv drømmer om, at lægge kræfterne i et “normaliserings” projekt de implicerede selv anser for håbløst.  Efter karaktermord på stribe fremstår “normaliserings” projektet dybt kompromitteret.

De to debattører med historiefaglig baggrund levner ikke projektet nogen chance. På trods af  alle besværgelser. Den tredie – undertegnede – giver dem  ret i, at hverken deres optimisme eller dystopi bringer det nogen vegne.

“Jeg tror ikke på, at alle mænd er pædofile – eller at ingen kvinder er det. Men jeg er 100 % overbevist om, at sex mellem voksne og børn ALTID er forkert – at det er en meget alvorlig forbrydelse som samfundet skal straffe hårdt.”

Siger Karen M. Larsen. Mænd forstår det jo ikke. Jens Jersilds redningsforsøg virkede ikke. Men måske kan forbudspolitikken skabe en ny Jersild?

Ønsker det danske homomiljø at nedlægge sig selv?

Det danske homomiljø er blevet sin egen værste fjende. Mærkesagerne er ikke blevet gennemført. Regeringen har gentagne gange forhalet og spændt ben for homoægteskab og vielse. Men det er ikke problemet.

Selv hvis disse vedtagelser gik igennem i den nuværende Folketingssamling  og LGBT Danmark nedlagde sig selv efter veludført arbejde ville vi i realiteten kun være kommet et lille skridt videre. Måske end ikke det.

Sagen er at den samfundsmæssige – og politiske dagsorden – har flyttet sig. Regeringen kan underprioritere eller forsinke indsatsen imod hatecrimes, men heller ikke oppositionen vil kunne lovgive sig ud af dette problem, hvis den får magt efter næste valg.

Faktum er at det danske samfund i løbet af det sidste årti ikke er blevet mere tolerant over for de homoseksuelle  – eller seksualitet i det hele taget.

At LGBT Danmark vil nedlægge sig selv når de sidste mærkesager er gennemførte fremstår sandsynligt. Hele den del af den samfundsmæssige dagsorden der omhandler andet end en beskeden del af middelklassens problemer har hverken LGBT Danmarks interesse eller opmærksomhed.

Nedlæggelsen af foreningen forekommer desto mere sandsynlig, fordi uenigheden med regeringen inskrænker sig til enkeltsager. Der er ikke nogen modstand mod det der er vigtigst  på den politiske og samfundsmæsssige dagsorden lige nu: Kriminalisering og illegalisering af forskellige former for sex.

En lang række emner falder uden for LGBT Danmarks interesseområde fordi homopolitik i Danmark – i modsætning til Sverige – ekskluderer alt der ikke er LGBT. Mens det svenske RFSL er bredere og inddrager seksualpolitiske emner, som prostitution og pornografi i sit principprogram.

Emner der er stærke krav om bliver omfattet af nye restriktioner og forbud i Danmark. LGBT Danmark er fuldstændig tavse. En tavshed man kan tage som udtryk for stiltiende accept af kriminaliseringspolitikken.

Den verserende debat om dating-sitet boyfriend.dk er interessant, fordi det er det eneste sted seksualpolitiske synspunkter i miljøet støder sammen. Kernen i debaten er om homomiljøet skal være inkluderende eller ekskluderende.

Et af homomiljøets vigtigste principper er at det er inkluderende. Alle LGBT mennesker skal have mulighed for at være med. På sitet boyfriend.dk er heteroseksuelle forment adgang. Hvis det fremgår af profilen, at man er hetero udtaler dets administrator Andreas Frøsting på forbruger sitet Trustpilot, at man er uønsket. Tanken er at sitet skal være et eksklusivt dating-site for LGBT mennesker.

Noget i størrelsesordenen af 95% af Danmarks befolkning definerer sig som heteroseksuelle. De er altså uønskede. På linie med de der søger dyresex. Sådan er sitets regler. Attituden bag er både arrogant og intolerant. I fuld overensstemmelse med resten af LGBT miljøets politike grundsyn.

Om de der definerer sig som heteroseksuelle kan man sige, at ikke alle ved om de eventuelt skulle have homoseksuelle lyster. Måske er de ikke sprunget ud? Over for sig sig selv eller andre? Og hvem kan afgøre om andre mennesker er hetero eller homo. Eller måske bi?

Administrationen af boyfriend.dk består i at ekskludere enkelte mennesker eller grupper. Enten vilkårligt eller efter nøje gennemtænkte principper. Det kan være filter mellem aldersgrupper. Eller oprettelse af lounges, hvor bestemte racer bedømmes som usexede som f.eks. loungen “Tænder ikke på asiater”. Som eksisterer med administrators velsignelse.

Boyfriend er m.a.o. lige som resten af homomiljøet ikke inkluderende det er ekskluderende. En masse mennesker bruger en mængde energi på, at udtænke nye måder for at klassificere og ekskludere andre.

For en gruppe af mennesker der søger samfundets accept og ligestilling forekommer en så bastant afvisning af  “de der ikke er lige som os” som absurditet.

Især fordi man må formode at kun en lille del af befolkningen definerer sig selv som homoseksuelle – eller tilhørende LGBT – men mange flere kan have homoseksuelle erfaringer. Eller ønske om det. Og kunne deltage eller støtte.

En lille gruppe på boyfriend.dk’s debatforum kalder sig selv for moralister. De er lige som deres ligesindede uden for LGBT miljøet fuldtidsbeskæftigede med at udtænke måder man kan forhindre andre mennesker i at have sex. Deres ærinde er kriminalisering og stigmatisering af bestemte former for sex.

Det er mere end jalousi.  Forbudstilhængerne på boyfriend har gang på slået fast, at eftersom det er et privat site, finder de enhver kritik irrelevant og uvelkommen. Og sitets administrator har heller aldrig nedladt sig til at svare sine kritikere. I modsætning til det omgivende samfund er der hverken brugerindflydelse eller ytringsfrihed i homomiljøet.

Alle private sites er ikke hævet over kritik. Der er f.eks. en forbrugergruppe der stiller krav til Facebooks håndtering af brugernes interesser og beskyttelse af private data. Boyfriend sitet hænger derimod mennesker ud offentligt. Og smider dem ud, uden de får lejlighed til at forsvare sig.

Hvorfor er det sådan i homomiljøet.  Hvorfor bliver denne tingenes tilstand accepteret?

Måske fordi LGBT politik idag ikke handler om rettigheder, men om at fremme en forbudsdagorden.

Selvfølgelig er der også kritiske røster. Både i Danmark og i USA er der modstand mod forbud og kriminalisering,

Den del af feministerne der er kommet videre siden 70’ernes Femø ølejre kalder sig  for prosexfeminister, og er imod forbud, forbud og kriminalisering.

V er nogle der definerer os selv som prosexhomoer, og er imod forbud og eksklusion. Hvilken form for sex det enkelte menneske søger eller dyrker vedkommer ikke samfundet eller andre private sålænge det er legalt.

Nogle mennesker er imod sex – i hvert fald forskellige former de ikke selv tænder på eller dyrker. Og ønsker forbud.

Moralisterne på boyfriend-sitet erklærer beredvilligt, at sex og seksualitet intet betyder for dem privat. Det de har imod homomiljøet er, at det promoverer sex. Og tænk engang: Det er nok sandt. Homomiljøet repræsenterer i deres øjne “tusind perversioner”. Som det er deres pligt at bekæmpe.

De ser det som deres opgave at nedlægge homomiljøet. Og i modsætning til politiske partier som er fjendtlige over for homoseksuelle og LGBT miljøet er de, der kalder sig moralister, en del af miljøet.  Hvor de  har både magt og indflydelse.

I den offentlige debat handler forbudsdiskussionen ofte om de mere bizzare former for sex som få kender og endnu færre dyrker. Dyresex eller japanske tegneserier på nettet. Men kernen i forbudsindstillingen er at forbyde eller illegalisere sex vi alle kender eller opfatter som normalt.

Moralisterne mål er at alt det der er fuldt legalt og socialt acceptabelt nu i fremtiden skal krimininaliseres og illegaliseres. Boyfriend.dk har indført et filter mellem unge og voksne. Et nyt dating-site – Albert.dk – har sat en aldersgrænse på 18 år. Og dermed ignoreret lovgivningen der ligestiller homoseksuelle og heteroseksuelle forhold, og sætter den seksuelle lavalder til 15 år.

Af debatter med de der forsvarer kriminalisering fremgår det at en aldersgrænse gerne kunne sættes højere. “Frivilligt” som visse dating-sites gør idag. Eller tvunget via lovændringer.

Sammenholdt med at en ny britisk undersøgelse fortæller at homoseksuelle idag springer ud tidligt – i gennemsnit når de er 15 år – forekommer det ikke indlysende at lægge hindringer i vejen for unge på datingsites. Eller for at unge kan færdes i LGBT miljøet.

De begrænsninger moralisterne ønsker er altså ikke vendt mod mærkelige afarter af seksualitet, men imod mennesker der har en bestemt seksuel orientering, race eller alder.

Hvis LGBT miljøet får vedtaget sine mærkesager vil en organisation som LGBT Danmark formentlig nedlægge sig selv. Og relaterede politiske og kulturelle aktiviteter som f.eks. Priden forlanges nedlagt. Fordi den alene som – det også hævdes fra ledende medlemmer af Dansk Folkeparti – er udtryk for ikke tilpassede gruppers behov for demonstration af afvigende seksualitet.

Kernen i den seksualpolitiske debat er at en gruppe mennesker i det danske samfund har sat sig for at agere smagsdommere og agter at indføre forbud på forskellige områder. En debat LGBT Danmark end ikke har tænkt sig at deltage i. Heller ikke der hvor konsekvenserne vil være mærkbare for miljøet.