Red Barnet?

Denne artikel har to fokus punkter: For det første Red Barnets politiske linie, når det handler om seksuelle krænkelser. For det andet fokus på, hvordan en organisations politiske profil udviskes, når en anden politisk gruppering går ind og betjener sig af organisationens faciliteter.
Det er – mener jeg – særdeles betænkeligt, at Red Barnets væg på Facebook anvendes til at promovere en underskriftindsamling imod forældelsesfrister for sexovergreb. Dermed lægger organisationen navn til et initiativ. Der opstår tvivl om initiativet støttes officielt af Red Barnet. Og om hvad Red Barnet står for.
Underskriftindsamlingen fremføres af en gruppe ved navn Mere politisk fokus på overgreb mod børn, der argumenterer for at bryde gældende principper i dansk retspraksis. Der er forældelsesfrister i dansk lovgivning for næsten alle typer kriminalitet- med undtagelse af drab. Hvilket i øvrigt også er særegent for dansk lov. Da der findes forældelsesfrister for drab i lande vi sammenligner os med. F.eks. i Norge og Sverige. Kort sagt er opretholdelse af forældelsesfrister et bærende princip i retsstaten.
Inden denne problemstilling diskuteres kunne det være formålstjeneligt, at belyse Red Barnets generelle opfattelse af arbejdet med seksuelle overgreb. Kuno Sørensen  fra Red Barnet kom med en tilkendegivelse i Berlingske, der var for skærpede regler i forhold til unge over 15 års seksuelle relationer. Kuno Sørensens foreslog, at udvide den såkaldte skolelærerparagraf til også at omfatte familie medlemmer. Anledningen var en 15 årig (indvandrer) piges forhold til et ældre familiemedlem efter pigen havde henvendt sig til Albahus.

Dette synspunkt uddybede Red Barnets over for undertegnede på følgende måde:

“Når Red Barnet har en skærpet opmærksomhed på de 15–17-årige og deres seksualliv, så er det altid med et dobbelt perspektiv i forhold til deres rettigheder, nemlig at denne aldersgruppe på den ene side skal have ret til et seksualliv på egne betingelser, og det kan de på den anden side kun få, hvis de samtidig bliver beskyttet mod overgreb eller udnyttelse.

I Red Barnet skelner vi mellem mennesker med pædofile tendenser (seksuel interesse rettet mod børn før puberteten) og hebefile tendenser (seksuel interesse rettet mod børn der er kommet i puberteten). Samtidig lægger vi også vægt på at afklare omfanget af magtmisbrug og udnyttelse mellem mennesker, der har en seksuel relation, fordi overgreb og udnyttelse ikke kun sker mellem personer med stor aldersforskel, men også kan foregå mellem jævnaldrende.”

Dette svar er på flere leder særdeles utilfredsstillende. Først og fremmest fremføres påstanden om, at der findes pædofile og pædofili i en  række afskygninger. Sondringen mellem pædofili og hebefili er ikke en adskillelse, men en graduering. Seksuelle interesser over for unge – dvs. lovlige forhold – bliver indirekte ved anvendelsen af dette begreb tilskrevet en psykiatrisk diagnose. Og der sås tvivl om lovligheden af noget, der ifølge dansk retspraksis er fuldt legalt.

Psykolog Karen Pallesgaard Munk har i Magasinet Humaniora peget på, hvordan man via sygeliggørelse og kriminalisering har skabt en ny samfundsidentitet “den pædofile”. En hybrididentitet i strid med al logik, da man ikke kan være syg og kriminel på en gang. Dansk lov skelner i alle andre sammenhæng mellem de to tilstande.

Det fremgår ligeledes af Red Barnets svar, at spørgsmålet ikke er om der finder seksuelle overgreb sted, det fastslås at:

“overgreb og udnyttelse ikke kun sker mellem personer med stor aldersforskel, men også kan foregå mellem jævnaldrende.”

Derved bredes frygten ud til at omfatte jævnaldrende.

I svaret til Red Barnet valgte undertegnede at lægge vægt på at tage afstand fra den sygeliggørelse og kriminaliserings diskurs Red Barnet står for:

“Hvis i ønsker at beskytte unge mod overgreb og udnyttelse er det vigtigt, at være klar over hvilke begreber man anvender, og hvilken sammenhæng disse begreber indgår i.

I siger i skelner mellem pædofile og hebefile. I kunne også have nævnt begrebet efebebofile. Fælles for de sidste to begreber er at de idag fremstår som pædofili, hvor “aldersgrænsen blot er forskudt en smule”. Det fremgår af avisartiklen. Sammenhængen i hvilken Kuno Sørensens synspunkter indgår er selvfølgelig journalistens og avisens ansvar. Blot vil jeg gerne pointere, at begge sidstnævnte begreber idag frremføres af en skole af sexologer, der har udgangspunkt i forskning, der blev lavet af Kurt Freund i 50’erne i østeuropa.

Der er ikke mange steder inden for medicin eller samfundsvidenskab, hvor forskning bag jerntæppet har vundet frem. Her er en undtagelse. Freund emigrerede til Canada og hans mest fremtrædende elev Ray Blanchard  har udbredt fallometri som grundlag for sexologisk forskning. Og hvad der er interessent her – opererer med forskellige begreber om seksualitet, der i realiteten sidestilles med pædofili. Om den seksuelle lavalder ligger på 15 år som i Danmark – eller er højere eller lavere som i andre lande – afgør lovligheden. Lægevidenskaben derimod sygeliggør seksualitet.

Det virker på mig som om antagelsen om, at der finder magtmisbrug og udnyttelse sted ikke er en hypotese, men snarere har form af en konstatering. Hvor er dokumentationen for det? Flertallet af de unge er kompetente og istand til at tage vare på sig selv – kunne jeg hævde lige så generaliserende over for denne påstand.

Må jeg minde om at den forskning der nævnes ovenfor i lige så høj grad har haft en skærpet opmærksom i forhold til homoseksualitet – der da også – om end ikke formelt – så dog reelt betragtes som en afvigende – sygelig –  seksualitet. I Østeuropa blev Freunds forskning anvendt som instrument til at smide homoseksuelle ud af militæret. Den hævder tillige at alle mænd – i en vis udstrækning – er pædofile. Mange – også jeg – betragter denne forskning som pseudovidenskabelig, og anerkender ikke dens begreber. I nedenstående artiklen beskriver jeg nærmere den reduktionisme der ligger i denne særlige gren af sexologien – som idag desværre er blevet populariseret. Hvilket har været muligt, fordi den blot bekræfter udbredte fordomme og misforståelser i opfattelsen af  sex og seksualitet.”

Artiklen jeg henviste til var De homoseksuelle og lægevidenskaben, der beskriver den sygeliggørelsesstrategi den Østeuropæiske sexologskole har stået for.

Jeg tilføjede at det afgørende spørgsmål, ikke var blevet besvaret:

“Der har gennem de senere år været en afsmittende effekt fra pædofili debatten, der har betydet øget fokus på unges adfærdsmønstre. I det hele taget er der en bekymringskultur i forhold til de unge om det så handler om alkoholvaner, tøjstil, uddannelsesniveau, sociale kompetencer mv. Listen er uendelig. Burde voksne ikke spørge istedet: Er forbud og kontrol effektive midler og er det ønskeligt. Hele denne offer-gørelse af unge spejler måske snarere voksne menneskers inkompetence i forhold til at kunne reagere og agere i situationer, hvor styring og kontrol vitterlig er nødvendig. Er hele ønsket om fokus og indgriben i realiteten en måde hvorpå voksne fralægger sig ansvar, fordi problemer og aktiv indgriben overlades til offentlige myndigheder?

Jeg stillede et konkret spørgsmål til Red Barnet som jeg ikke har fået svar på: Arbejder Red Barnet med en umyndiggørelses strategi i forhold til unge, hvor man ønsker at hæve den seksuelle lavalder til 18 år eller 20 år?”

Efter denne ekskurs der belyser Red Barnets generelle seksualpolitiske line fremstår den før nævnte underskriftindsamling i dens rette sammenhæng.

Underskriftindsamlingen Nej til frist for at anmelde seksuelle overgreb blev af en aktivist – Heide Charning – begrundet således:

“Det er ikke noget godt argument at sige, at forældelsesfrister er et bærende princip i retsstaten. Du er nødt til at argumentere for, hvorfor det bør være sådan. Der er jo heller ikke nogen forældelsesfrist i mordsager.

Fire gode grunde til at fjerne fristen:

Rent juridisk forældes seksuelle overgreb efter nogle år. Er der tale om overgreb, som er begået af voksne mod børn under 15 år, så skal det anmeldes, inden den krænkede fylder 28. For andre typer af overgreb, f.eks. søskendeincest og overgreb begået af autoritetspersoner (f.eks. en præst eller en sportstræner) mod børn mellem 15 og 18, er fristen endnu kortere.

Der er mange gode grunde til at fjerne eller i det mindste forlænge denne frist. Her følger fire:

Undersøgelser peger på, at en overlever efter et seksuelt misbrug/overgreb ofte først bliver psykologisk klar til at forholde sig til og forstå det på et tidspunkt i livet, hvor den nuværende frist for at anmelde er overskredet. Mange bærer rundt på deres smertefulde oplevelser i årevis uden at tale om dem. Følelser af skam og skyld er almindelige. Et offer kan endda komme til at føle skyld, selvom krænkeren har anvendt fysisk tvang til at få sin vilje. Det er almindeligt at tænke: “Gjorde jeg nu nok for at undgå det?” Nogle krænkere truer deres ofre til tavshed. Det at få børn selv kan f.eks. være en udløsende faktor for de ofte fortrængte erindringer.

Det kan være svært at bevise et seksuelt misbrug/overgreb, som fandt sted for mange år siden, men at bruge den svære bevisbyrde som argument for at beholde den nuværende forældelsesfrist giver ingen mening, da bevisbyrden allerede efter 48 timer er meget svær at løfte. Ofre for seksuelle overgreb skal gennemgå en retsmedicinsk undersøgelse inden 48 timer, ellers er de fysiske beviser ikke brugbare. Så er det bevisbyrden, som bekymrer politikerne, så burde man sætte fristen for at anmelde til 48 timer! Desuden vil der være gamle sager, som KAN bevises.

En fjernelse af forældelsesfristen vil tvinge politiet til at tage en anmeldelse seriøst, dvs. efterforske og registrere den til senere brug i forbindelse med eventuelle senere anmeldelser fra nye ofre. En krænker vil ofte krænke mere end en gang.

Alene det at blive hørt og taget seriøst af myndighederne kan være med til at give en krænket person ro i sindet. Et offer bør i det mindste have muligheden for at få sin sag efterforsket og måske prøvet i retten, selvom der ikke kan falde dom i sagen pga. manglende beviser.”

Hertil svarede jeg:

“Jeg mener slet ikke man skal argumentere for retsstatssprincipper. Det giver helt sig selv at samfundet bygger på dem. Ligesom man heller ikke behøver at diskutere, hvorfor der er ytringsfrihed, forsamlingsfrihed eller stemmeret.”

Heidi Charning replicerede:

“Dit udgangspunkt er ikke korrekt. Der er fire bærende principper i en retsstat: Magtens deling, Det suveræne folk, Retssikkerhed og Legitimitet. Legitimitet handler om, at retssamfundet må tilpasse sig befolkningens retsfølelse. Forældelsesfrister er en del af landets love, som altid bør være til diskussion i befolkningen. Deværre har jeg ikke tid til at fortsætte denne diskussion, som jeg også opfatter som spild af plads. Jeg har en lov, jeg skal ændre!”

Hvortil jeg svarede:

“Du udtaler lige ud din disrespekt for gældende dansk retspraksis? Det er som du ikke forstår forskellen på at ændre en enkelt lov, og så forkaste juridiske principper.”

Pernille Gyldensøe fra gruppen Mere politisk fokus på overgreb mod børn blandede sig her i debatten:

“Selvfølgelig kan love og retspraksis diskuteres. Forældelsesfristen på seksuelle overgreb mod børn er senest ændret ved L 281 (1999-2000). Her skete den ændring i straffelovens § 94, at de forældelsesfrister, der gælder for de enkelte typer af lovovertrædelser, tidligst begynder at løbe fra det tidspunkt, hvor offeret fylder 18 år. Formålet var at forbedre mulighederne for, at børn og unge, der har været udsat for sådanne forbrydelser, får mulighed for som voksne at reagere over for det, der er sket, uden at forældelsesreglerne udelukker mulighederne for retsforfølgning.”

Hvortil jeg svarede:

“Spørgsmålet er ikke om love og retspraksis kan diskuteres. Forældelsesfrister kan ændres det er sandt. Men afskaffes? Næppe. Og det fremgår tydeligt at det er jeres mål.

Min uenighed er imidlertid ikke primært med jer. Det handler om hvorvidt almindelige danskere kan tilslutte sig Red Barnet, hvis organisationen bliver paraplyorganisation for forskellige mere eller mindre radikale feministiske grupperinger.”

Det afgørende er her om man for fremtiden skal indtage en ganske bestemt radikaliseret position med hensyn til seksualpolitik for at støtte en organisation som Red Barnet?

Red Barnet sår tvivl om hvor skillelinien går mellem en gruppe som Mere politisk fokus på overgreb mod børn og Red Barnets politik. Man kan – jeg har nævnt det offentligt før – komme i tvivl om Red Barnet er indstillet på at følge retsprincipperne i Danmark.

Reklamer

Pan-bladet: Debat om homoægteskab

“Feministerne inden for LGBT har skiftet frigørelse ud med bekæmpelse af den maskuline seksualitet. Der er ikke noget problem med homoseksualitet, men derimod med den maskuline seksualitet som sådan. Det feministerne ønsker sig er en homoseksuel livscyklus, hvor homoseksualiteten blot er en fase.”

Sådan skrev jeg i artiklen Den destruktive LGBT politik. Et synpunkt jeg mente var blevet tilstrækkeligt  begrundet i en række tidligere artikler. Det mente Karen M. Larsen ikke. Jeg har derfor udbygget argumentationen i en kommentar til Karen M. Larsens artikel Hvorfor blev homoseksualitet betegnet som en sygdom i Pan-bladet.

Her har jeg med udgangspunkt i Karen M. Larsen’s artikel Speciale kaster lys over kampen for homoægteskab føjet nye argumenter til synspunktet.

Sygeliggørelse

Først et tilbageblik på diskussionen om sygeliggørelse. En diskussion der handler om, hvorvidt homoseksualitet holdt op med at blive betragtet som en sygdom efter homoseksualitet blev fjernet fra Sunhedsstyrelsens sygdomsliste.

Her kunne jeg selvfølgelig have henholdt mig til det meget simple argument, at fordi der sker en juridisk ændring betyder det jo ikke at en forestilling forsvinder ud af befolkningens bevidsthed.

Dog fandt jeg det relevant at tilføje to ting: For det første synes der i høj grad også at være tvivl i de homoseksuelles egen bevidsthed om hvor “normal” homoseksualiteten er, og for det andet eksisterer den lægevidenskab, der tidligere stigmatiserede de homoseksuelle stadig.

Så sent som i 2010 fremlagde en af de førende sexologer Ray Blanchard dokumentation for, at alle mænd i større eller mindre grad er pædofile. På trods af at bevisførelsen i høj grad er angribelig må det konstateres at, selv om de homoseksuelle skulle blive “frikendt” i den ene sammenhæng – hvilket dog ikke er tilfældet – så bliver alle mænd og dermed også homoseksuelle “anklaget” i den anden.

Muligvis mener Karen M. Larsen at alle tre pointer falder uden for debattens emne. I hvert fald har jeg ikke fået noget svar.

Homoægteskab

Hvis man knytter an til det begreb om diskurs Karen M. Larsen anvender forekommer det indlysende, at tanken om at “afskaffe” begreber eller forestillinger med et pennestrøg er uholdbar. Hvem siger at en bestemt forestilling ikke kan bestå og overleve i nye former og skikkelser? Hele homoseksualitetens “sygdomshistorie” er netop præget af de forskellige discipliner, der har været fremherskende inden for lægevidenskaben. Forklaringerne om homoseksualitetens “sygelighed” er efter tur kommet fra neurologi, psykoanalyse, eugenik, sexologi og forskning i hormoner. Og senest fra genetik og hjerneforskning.

Det begreb om diskurs Karen M. Larsen anvender stammer fra den teoretiske forståelse Michel Foucault har udviklet. Som blandt andet beskæftiger sig med naturvidenskabens forskellige transformationer. Og hvad de har betydet for de begreber og forestillinger, der er fremherskende i samfundet.

Det forekommer altså umuligt, at hele den side af betragtning kan falde ud af Karen M. Larsens argumentation ved et tilfælde. Den manglende lyst til at gå ind i debat peger i samme retning. Man må drage egne konklusioner. Det gjorde jeg så i artiklen om Sygeliggørelsen af de homoseksuelle.

Den debat skal nævnes her, fordi der ligeledes gør sig en besynderlig udeladelse gældende i Karen M. Larsen argumentation for homoægteskab.

Rent og urent

Kampen for homoægteskab kom på dagsordenen efter Sundhedsstyrelsen i 1981 havde banet vejen ved at fjerne sygeliggørelsen – der er ingen grund til at overse eller bagatellisere betydningen af dette skridt. Med det registrerede partnerskab i 1989 blev denne dagsorden delvis indfriet.

Som Karen M. Larsen gør opmærksom på stiller denne kendsgerning modstanderne af homoægteskab i en vanskelig position: Hvordan kæmpe imod det, der hverken officielt er sygeliggjort eller stigmatiseret som “unormalt” set med det officelle Danmarks øjne?

Karen M. Larsen inddrager her begreberne “ren” og “uren” i en analyse, der forsøger at indkredse modstandsstrategierne. Men overser noget fuldstændig afgørende i denne sammenhæng.

I  30 års perioden fra 1981 til idag har singel-kulturen gået sin sejrsgang. Begrebet ægteskab har skiftet status. Nogle drømmer om ægteskab – men mange drømmer blot om parforhold.  Mange heteroseksuelle par er ikke gift fordi ritualet – sammen med kirken selv – har tabt status i samfundet. Og hvad der er afgørende her: Mange homoseksuelle drømmer om monogami og parhold, men lever som singler.

Begreberne “ren og “uren” bør derfor indgå i denne debat på en helt anden led. Hvor de der falder uden for “normaliteten” – og er “urene” – er singlerne. Og de “rene” er de, der lever monogamt og i parforhold.

Det er umuligt at sige præcist, hvor mange homoseksuelle der lever i registreret i forhold til de der lever som singler. Der er ingen tal for sidstnævnte. Sandsynligvis er der en overvægt af singler. To forhold taler for dette: Mange unge og yngre er ikke etableredede. Og selve det at etablere sig er generelt blevet rykket til et senere tidspunkt i livet. Mange voksne er singler, dels fordi det givet et begrænset “udbud” kan være vanskeligt at finde den rigtige. Og dels fordi en del voksne befinder sig i en udspringsfase, hvor homolivet først skal etableres.

Pointen er at når LGBT Danmark kæmper for de homoseksuelles “normalisering” i samfundet, men det fuldstændig udelades af betragtningen at single-livet de facto findes og er ret udbredt – uanset hvad værdierne handler om – forrykkes argumentationen.

Det registrerede partnerskab havde i 1989 en umådelig symbolværdi. Men ingen forestiller sig nyheden vil gå verden rundt på samme måde, hvis Folketinget idag vedtog en ægteskabslov. Ikke blot fordi flere lande allerede har gennemført homoægteskab, og effekten af at komme først ikke længere er tilstede. Men fordi den type lovgivning ikke fungerer socialt på tilsvarende måde som den gjorde i 1989. Singel-kulturen er – trods begrænsninger i den samfundsmæssige accept – en realitet.

Den reelle samfundsmæssige dagsorden er flyttet, og begreberne “ren” og “uren”  handler nu i langt højere grad om monogami eller ej.

Fokus i debatten om sygeliggørelse er af Karen M. Larsen blevet lagt et forkert sted.  Og debatten om homoægteskabets betydning er båret af en dagsorden der ikke udtales.

Bekymrings-dagsordenen

Begreberne “ren” og “uren” læner sig op af religiøse forestillinger. Det kan være interessant her, at vende tilbage den sammenhæng begreberne tidligere har indgået i.

Det “urene” er i religiøs betydning de former for sex, der ikke er reguleret af ægteskabet. De unge er således et klassisk objekt for bekymring. Tidligere optog uønskede graviditeter en vigtig plads i den samfundsmæssige debat. Fordi de unge mødre typisk ikke var gifte, men alligevel havde indladt sig på sex. Tilsvarende fik de “der var for gamle”  –  over 30 år – hæftet nedsættende betegnelser på sig, fordi de var enlige. Den mulige eksistens af seksualitet, der ikke var redegjort for vakte bekymring. Tilsvarende argumenteres der idag for, at katolske præster er pædofile, fordi de ikke er gifte.

Bekymring for unge og deres uregulerede seksualitet og mistænksomheden over for singler spejler begge klassiske former for kontrol. Dagsordenen bag at nægte at forholde sig til dette aspekt er, at feminister netop ønsker at fremme argumenterne for begge typer kontrol i den samfundsmæssige debat.

Nogle argumenterer for, at hæve den seksuelle lavalder til 18 år. Hæve straframmer, forbyde prostitution og tilkendegiver højlydt deres forbehold over for f.eks. forhold med aldersforskel.

Det er den farlige seksualitet. Som i langt mindre grad har præfixet “homo” eller “hetero” end tidligere. Et “fremskridt” om man vil – at mistænkeliggørelsen er bredt ud til at gælde alle mænd.

Monogami er i denne optik udtryk for “renhed”. Singel-liv – i alle dets former – bliver automatisk identificeret med noget “urent”.

Det jeg i artiklen Sygeliggørelsen af de homoseksuelle ironisk kaldte “det idealistiske” element i feminismen består med udgangspunkt i den klassiske bekymrings-diskurs i forhold til unge i så vidt mulig, at fratage unge retten eller muligheden for, at have en seksualitet.

Diskursen handler idag ikke i særlig høj grad om prævention – heller ikke der, hvor det indlysende måtte være på sin plads at advare mod smitsomme seksuelt overførte sygdomme – men med udgangspunkt i lægevidenskabens “anklage” over for mændene, at advare unge af begge køn mod overgreb. Og ved enhver given lejlighed, hvor synspunktet bliver modsagt, henvise til “bagvedliggende” motiver. Og således forhindre en egentlig debat af  seksualpolitiske emner. Og dermed forhindre forbudsdagsordenen bliver draget i tvivl.

At forbudsdagsorden betyder noget i praksis ses bla. af, at intet nyligt optettet dating-site tillader unge mellem 15 og 18 år at deltage. På trods af dansk lov er åben for muligheden. Iøvrigt endnu et eksempel på, hvordan jura ikke nødvendigvis spejler samfundsmæssig virkelighed. Den fremherskende bekymrings-diskurs er i dette tilfælde stærkere end dansk lov.

Mistænkeliggørelsen af de “urene” dvs. af singlerne – vil i  praksis i høj grad antage form af mistænkeliggørelse af voksne homoseksuelle mænd. Her skal man have debatten om sygeliggørelsen af homoseksualiteten med i betragtningen.

Når homoægteskab fortrænger alt andet på den politiske dagsorden – især en diskussion af forbudsdagordenen – er det nærliggende,  at antage at hensigten faktisk er at fremme forbudsdagsordenen.

Det ville være en grov anklage at påstå de forskellige påstande og synspunkter fremsat af Karen M. Larsen tilfældigt skulle være blevet kastet ind i debatten på forskellige tidspunkter. Det er der slet ikke tale om. Der er tværtimod tale om et velovervejet og nøje afstemt synspunkt, hvor udsagn og tavshed i forskellige sammenhæng er lige vigtige.

Eftertanke

På datingsitet boyfriend.dk har der gennem flere år raset en såkaldt aldersdebat. Det symptomatiske ved denne debat er, hvordan to grupper af “fødte” singler af feministiske debattører får banket hovederne sammen. De unge er fødte “singler”, fordi de afprøver deres nyopdagede seksuelle præference. De er underlagt den del af bekymrings-diskursen, at de ikke er istand til at tage vare på sig selv. En del af de voksne ligeledes fødte singler: De har et heteroliv bag sig, og prøver nye muligheder af. De er genstand for mistænkeliggørelse.

Det er en fejlslutning at sige, at de to grupper umiddelbart har noget med hinanden at gøre. Men ved at påstå dette samler de feministiske debattører to “urene” grupper. Og resultatet er i deres øjne perversitet. Her kan der med andre ord mobiliseres ord og begreber, som Karen M. Larsen ganske rigtigt påpeger næppe kan anvendes i debatten om homoægteskab.

Karen M. Larsen glemmer blot, at det ikke ligger uden for den feministiske bekymrings eller -mistænkeliggørelses-diskurs at anvende netop disse begreber om både den ene og den anden gruppe hver for sig eller sammen.

Feministernes bekymring-diskurs skulle gerne få dem til at fremstå som de svages forsvarer.

Hvis jeg ikke selv tidligere havde orienteret Karen M. Larsen om adskillige af disse pointer kunne udeladelsen i debatten om homoægteskab fremstå som forsømmelse. Hvor beklagelig den end måtte være, så dog noget der kunne udbedres. Sådan forholder det sig ikke.

I givet fald Karen M. Larsen måtte ønske det er det selvfølgelig muligt på Pan-bladet at argumentere for, at man ikke bør tæve den ene gruppe af singler med den anden. Mens vi venter på at homoægteskabet bliver gennemført. Det sker ikke.

Pan-bladet: Sygeliggørelsen af de homoseksuelle

“Moderne LGBT politik har intet at gøre med frigørelsespolitik. Feministerne inden for LGBT har skiftet frigørelse ud med bekæmpelse af den maskuline seksualitet. Der er ikke noget problem med homoseksualitet, men derimod med den maskuline seksualitet som sådan.”

Sådan skrev jeg i artiklen Den destruktive LGBT politik. Da Karen M. Larsen regner sig selv for feminist – og ikke var specielt begejstret for karakteristikken – udbad hun sig en uddybning. Jeg henviste til den lange række af artikler på bloggen, der behandler emnet. Og et par indlæg i Pan-bladet.  Ellers et oplagt sted at diskutere LGBT politik. Men Karen M. Larsen skal ikke holdes hen. Jeg har atter skrevet et indlæg til Pan-bladet. Og bringer det her:

 
“Karen M. Larsen er givetvis en travl kvinde. Man skal ikke forvente et svar på indlæg. Alligevel er det relevant at bidrage med nye vinkler på emnet.Derfor følgende bemærkning:

Mine tidligere bemærkninger refererede til den sørgelige tilstand vi normalt betegner som “virkelighed”. Både i det danske homomiljø og uden for.

Det spørgsmål jeg gerne vil stille – og selv svare på, da det nu er betingelserne for “diskussion” – er:

Hvordan kan Karen M. Larsen antage, at sygeliggørelsen af de homoseksuelle forsvandt med et slag en vinterdag i 1981?

I fald sygeliggørelsen forsvandt som dug for solen, hvordan kan der så være så meget “støj” på linien i enhver sammenhæng, hvor homoseksualitet diskuteres? Og hvad blev der egentlig af den lægevidenskab, der havde produceret diagnosen?

Empirien – “støjen” i det danske homomiljø og uden for – fortæller at sygeliggørelsen langt fra er forsvundet.

Desuden vil det ikke være vanskeligt at videregive links til den første halve snes videnskabelige artikler, der “beviser”, at specielt de homoseksuelle og mænd i al almindelighed har en syg seksualitet.

Hvordan harmonerer det med Karen M. Larsens fremsatte opfattelse, at sygeliggørelsen er forsvundet?

Et argument kunne være: “Støj” skal ignoreres. “Børn skal ses ikke høres”, var pædagogikken engang.

Men nu er det jo voksne mennesker, der kan forvente at blive taget alvorligt – uanset hvor ufornuftige deres argumenter måtte forekomme – eller rent faktisk er.

Et andet argument kunne være, at Karen M. Larsen nødig vil fortælle Pan-bladets læsere, at LGBT’s succes er langt ringere end den forekommer på papiret.

Bag denne medfølelse med de homoseksuelle ude i landet ligger dog også et element af ringeagt: De kan ikke tåle at høre sandheden. Igen et udslag af børnepædagogik.

En tredie – og mener jeg – mere sandsynlig forklaring er at visse dele af sygeliggørelsen – efter Karen M. Larsens opfattelse – er indiskutabel fordi den er sand!

Karen M. Larsen undlader at tage højde for at “fraværet” af sygeliggørelsen af de homoseksuelle – rent juridisk – er blevet afløst af en generel sygeliggørelse af den maskuline seksualitet i samfundet.

De resultater hjerneforskning, genetik og sexologi mener at kunne dokumentere sygeliggør enten specielt de homoseksuelle eller mænd generelt.

Hvorfor er det i Karen M. Larsens optik ikke interessant?

End ikke en diskussion værd?

Det er meget simpelt: Den der tier samtykker.

Jeg har i adskillige artikler argumenteret for, at lægevidenskabens opfattelse indgår i eller supplerer forskellige feministiske tilgange. På Karen M. Larsens egen blog kan man læse, at hun afviser en radikalfeministisk tilgang til betragtningen af kønnene. Alligevel tilføjes der:

“Jeg mener, at radikalfeminismen grundlæggende set har ret i, at kvinder undertrykkes, udnyttes og udbyttes i vores samfund, og det uanset hvilken socialklasse samt etniske og religiøse baggrund man så måtte have som kvinde.”

karenmlarsen.dk

Kan man både afvise radikalfeminismen og så tilslutte sig dens grundsætning? Karen M. Larsen kan.

Kan man så tilsvarende “afvise” lægevidenskabens reduktionisme – men alligevel fastholde synet på mænd som sygelige og perverse? Karen M. Larsen kan.

Radikalfeminismen kan bygges på en samfunds- eller klassebetragtning, der understreger betydningen af magtstrukturerne i samfundet. Det afviser Karen M. Larsen ikke.

Radikalfeminismen kan også forbinde sig med ovenfor nævnte lægevidenskabelige syn på mænd, der tenderer i retning til at betragte den maskuline seksualitet, som enten sygelig eller kriminel. F.eks. ved stædigt at fastholde “bekymring” for børn, unge og kvinder i alle samfundssammenhæng og i hjemmene.

En af de mest ansete sexologer Ray Blanchard har f.eks. ved hjælp af den tidligere nævnte kontroversielle fallometri metode påvist, at alle mænd er pædofile i en vis grad. Det kan jo til dels retfærdiggøre det negative syn på  mænd, der kommer til udtryk i et statement, der siger at mænd systematisk udnytter, undertrykker og udbytter kvinder. Hvis alle mænd potentielt er enten perverse eller kriminelle forekommer udsagnet “mænds seksualitet er farlig” pludselig meget mere plausibelt.

Ifølge Karen M. Larsen kan LGBT læne sig tilbage og nyde sejrens frugter: Fjernelsen af homoseksualitet fra sygdomslisten i 1981. Behandlingen af afvigende mænd er ikke – og kan ikke – være LGBT’s bord. Selvfølgelig går Karen M. Larsen ind for et lov og orden synspunkt: LGBT kan og skal løfte sin del af byrden med komme den perverse maskuline seksualitet til livs. Og ikke under nogen omstændigheder dække over betænkelige tilfælde eller sager.

Og dermed er vi cirklen rundt og tilbage til start: “Støjen” i homomiljøet må ikke siges imod!Altså kommenteres. Eller kritiseres for f.eks. at være uvederhæftig – for er der ikke altid noget om snakken? De der siger det imod må have et motiv. De er mænd – det er i og for sig motiv nok. Og karaktermord kan sagtens erstatte argumenter. Og Karen M. Larsen er ekspert på området.

Men djævelen må aldrig lukkes ud af sækken: Feminister i LGBT kan aldrig åbent stå ved at de kender til – og anerkender – lægevidenskabens syn på mænds seksualitet. Den særdeles tvivlsomme fallometriske metode er et problem, og stigmatisering af alle homoseksuelle som sygelige er uønsket. Fordi selv om lægevidenskaben i reglen udelukkende beskæftiger sig med den maskuline seksualitet, er kvindernes andel i stigmatiseringen alligevel ubetvivlelig. Og dermed smides barnet jo ud med badevandet.

Derfor opfattes argumenter som modsigelse. Diskussion bliver til monolog.

Derfor forsvaret for “lov og orden”. Hvilket i realiteten betyder “den der tier samtykker” tavshed i forhold til forbudspolitikken.

Det idealistiske element består i forsvar af børn, unge og kvinder imod de der undertrykker, udnytter og udbytter. Ikke et ord fra Karen M. Larsen imod prostitutionsforbud, retorikken fra Kvinder for Frihed (med mindre den handler om tørklæder) eller om loven der stigmatiserer de hiv-smittede osv.

De mænd Karen M. Larsen en stor del af tiden taler på vegne af har fundamentalt set hverken ret til at komme til orde – eller til at have en seksualitet.

Hvem er det der bliver undertrykt, udnyttet og udbyttet?

Kunne man spørge, hvis man altså insisterer på, at anvende disse floskler om forholdet mellem kønnene.”

De homoseksuelle og lægevidenskaben

Det er nu 30 år siden Sundhedsstyrelsen fjernede homoseksualitet fra listen over psykiske lidelser. Men bagefter kan det være relevant at tænke over, hvordan det gik til at de homoseksuelle havnede der. Og om det virkelig er et overstået kapitel.

I en tidligere artikel har jeg påvist at det langt fra er tilfældet. Faktisk er det ikke svært at finde eksempler på sygeliggørelse af homoseksualitet.

I december sidste år kunne forskellige nyhedsmedier f.eks. berette om anvendelsen af fallometri i Tjekkiet. Fallometri er en test, der måler blodtilstrømningen til penis og dermed kan bestemme hvilken grad af seksuel ophidselse en forsøgsperson befinder sig i. En metalmanchet placeres på penis. En ledning forbindes i en elektrode på manchetten til en computer, der registrerer og analyserer udvidelsen.

Testen anvendes i Tjekkiet til at undersøge om asylansøgere der angiver at være homoseksuelle nu også responderer på fremvist bøsseporno. EU  har sendt en protest til Tjekkiet fordi metoden ikke er sikker og kan opfattes som krænkende.

To gymnaster til Olympiade i Beijing 2008. Skal elektroden give udslag, når man ser ovenstående billede. Er heteroseksuelle mænd der er fans af sportsstjernerne i virkeligheden homoseksuelle? Er billedet homoerotisk?

Metoden har en blakket fortid. Den er oprindelig udviklet i Prag af lægen og sexologen Kurt Freund til, at teste om rekrutter til den tjekkoslaviske hær søgte at undvige militærtjeneste. Homoseksualitet var gyldig grund til at blive kasseret.

Hans research-progam fokuserede dog på konstatering og diagnose af pædofili. Til grund for lægevidenskab af denne art ligger en opfattelse af seksualitet som drift eller libido. En essens i mennesket, der forklarer reaktionsmønstre og adfærd. Det er altså underforstået at seksualitet ikke kan være udtryk for lyst, følelse eller valg. For driftsmønsteret er indbygget i personen. Uanset om det som hos Freud forklares psykoanalytisk med barndommens traumer eller dominerende mødre eller det som hos Kurt Freund blot er en fysisk reaktion. Lægevidenskabens fokus er altid på afvigerne, hvortil de homoseksuelle også hører.

Kurt Freund (1914-1996)

Freund lavede forsøg i 1950’erne i Tjekkoslavakiet for at omvende homoseksuelle til heteroseksualitet, men fandt ud af at det ikke var en farbar vej. Selv homoseksuelle der havde opgivet deres homoseksuelle livsstil tændte stadig på mænd og ikke på kvinder. Freund imødegik derfor de psykoanalytiske teorier, der hævder at homoseksualitet skyldes frygt for kvinder, og konkluderede at homoseksuelle ganske enkelt er mænd der tænder på andre mænd.

Problemet med den type lægevidenskab Kurt Freund repræsenterer er ikke dens politiske eller moralske fundament. Freund var af jødisk afstamning og havde familie der omkom i kz-lejre. Og var redelig nok til at indlrømme, at  de mislykkede videnskabelige forsøg på at omvende homoseksuelle måtte føre til en forkastelse af hypotesen om, at det skulle være muligt at omvende de homoseksuelle. Og Freund støttede en afkriminalisering af homoseksualitet i Tjekkoslovakiet, hvilket også blev gennemført i 1961.

Den klassiske lægevidenskabs definition af homoseksualitet er en apparatfejls model. Hvor homoseksualitet betragtes som en “forstyrrelse” af den normale heteroseksualitet.

Kurt Freund flygtede til Toronto i 1968.

Radikalt formuleret er problemet med lægevidenskabens forhold til homoseksualitet, at den overhovedet beskæftiger sig med fænomenet. Det skulle den lade være med. For deraf følger sygeliggørelsen. Hele indstillingen: Vi må finde årsager til problemet – hvis det er muligt en kur. Eller finde ud af hvorfor den homoseksuelle har blokeret for sin heteroseksualitet. Finde ud af om homoseksualitet ikke er forbundet med andre alvorlige psykiske sygdomme. Neuroser, karakterforstyrrelser og psykopatier.

Ray Blanchard

Sidstnævnte har vist sig at udgøre lægevidenskabens sidste skud på stammen. Kurt Freunds elev Ray Blanchard har udviklet en teori om kronofilierne. Og opnået at få den diskuteret i det ansete tidsskrift Scientific American.

Jesse Bering forfatter til artiklen i Scientific American om Blanchard’s teori. Parafili er den medicinske betegnelse for perversion.

Forestillingen om seksualitet som drift eller libido umuliggør en forholden sig til de mange og udbredte teorier om seksualitet som noget diffust og udefinerbart, der hverken er skæbne  eller sygdom, sådan som socialkonstruktivismen har formuleret sig nu gennem tre årtier.

Den klassiske lægevidenskab holder fast i at betragte den afvigende type. Hvor moderne sociologiske og sexologiske undersøgelser peger på, hvor udbredte f.eks. homoseksuelle erfaringer er i den mandlige befolkning som helhed fastholder den klassiske lægevidenskab billedet af den psyko-seksuelle afviger. Blanchard har – blandt andet ved hjælp af den fallometriske metode – afdækket en hel række afvigelser: Hebefili, ephebofili og gerontofili. Som sidestilles med pædofilli.  Sidstnævnte – tiltrækning til ældre mænd – kan ikke forbindes med nogen form for kriminalisering. Men ved at betegne det som en parafili sygeliggøres et måske udbredt, men harmløst fænomen.

Tesen om parafilierne er i praksis en sygeliggørelse af hele den maskuline seksualitet. I et studie Freund har været medforfatter til hævdes det, at op til en fjerdedel af alle mænd skulle have pædofile træk. De mænd, hvis seksualitet i forvejen er i fokus, fordi de tilhører en afvigende type bliver i højere grad end heteroseksuelle mænd mistænkeliggjort ved denne betragtning.

Richard von Krafft-Ebing

Interessant nok er den lægevidenskabelige autoritetet der i praksis gjorde mest for at udbrede termen homoseksualitet – Richard von Krafft-Ebing – også den der i 1896 udmøntede ordet pædofil i værket Psychopathia sexualis. De to afvigende typer kan i en vis forstand siges at have samme ophavsmand.

Der er rigtig langt imellem standpunkterne her. Moderne samfundsforskning betragter homoseksualitet fænomenologisk som handlinger, udtryk og  følelser. Som sex, kultur og identitet.  Klassisk lægevidenskab betragter seksualitet som sandhed og essens, der fortæller hvordan mennesker er dybest inde i sindets afkroge. Som det der styrer menneskers handlinger og adfærd.

Da der i det sidste årti er sket et paradigmeskift væk fra social- og samfundsvidenskab i retning af naturvidenskab og især biologi bliver homoseksualitet i stadig højere grad betragtet på lægevidenskabens præmisser. Det vil sige i bund og grund som psyko-patologi. Og en tilstand. Ligesom de talrige rapporter der findes om homoseksuelle dyr på en gang bekræfter, hvor “naturlig” homoseksualitet er, samtidig med at de stadfæster opfattelsen af homoseksualitet som noget biologisk og mekanisk der tjener evolutionære formål.

Udstillingen Against Nature? på Naturhistorisk Museum i Oslo 2006-2007 chokerede ved bla. at vise billeder af giraffer og hvaler der udførte homoseksuelle handlinger.

Men videnskabens fremskridt er ikke til at standse. Ifølge en professor på Hvidovre Hospital er fallometriens afløser en ny type for hjerneskanning. Formålet er igen at skille homoseksuelle fra heteroseksuelle. Dog mener professor Hartwig Siebner, der har udviklet metoden, ikke at man kan skille pædofile og terrorister ud, før de bliver kriminelle.

Hartwig Siebner

Metoden blev omtalt i Videnskab.dk i 2009, men har ikke været i medierne siden. Måske ender den med at blive glemt lige som forsøgene inden for retsvidenskab på at udskille en særlig psykopatisk kriminel type? Idag betragtes al kriminalitet som risiko- undtagen sexkriminalitet – der stadig ses som patologisk. Der har fundet en normalisering sted. Vi venter på den samme normalisering i opfattelsen af seksualitet. Og alt hvad der er relateret til seksualitet.

Hvornår erkender lægevidenskaben at homoseksualitet – sex forstået som frivillige aftaler mellem voksne mennesker, som kultur og identitet – intet har at gøre med dens fagområde?

Om sygeliggørelsen af de homoseksuelle

Før 1981 

Der var engang hvor forskellige synonymer for homoseksuel var de værste skældsord mænd kunne få hæftet på sig. Ord som “bøsse” eller “svans” betegnede, hvad nogle opfattede som en sygelig seksualitet og ikke-maskulin kønsidentitet.

Vi taler om tiden før 1981. I denne uge er det nemlig 30 år siden Sundhedsstyrelsen i Danmark fjernede homoseksualitet fra sygdomslisten.

Det kan vi så fejre.  Men er der reelt noget at fejre?

Måske gives historiske tilfældigheder ikke – men mærkværdige sammentræf optræder hyppigt.

Et af disse var at næsten samtidig med at Sundhedsstyrelsen ændredede politik skete der et paradigmeskift i opfattelsen af magt og stat i socialvidenskaberne.

Den franske filosof Michel Foucault vendte med sin afvisning af repressionstesen op og ned på traditionelle begreber om politik, samfund og jura. Repressionstesen hævder, at magten udøves oppe fra toppen af samfundets pyramide og ned. Foucault derimod talte derimod om magt som en kompleks størrelse der er i samfundet og udøves af individerne.

 
 
Efter 1981
 
Homoseksualitet blev fjernet fra sygdomslisten i 1981. Det registrerede partnerskab blev indført i 1989. “Normaliseringen” af homoseksualitet skete – tilsyneladende – i lyntempo.

Det var næsten for godt til at være sandt.

Men i perioden fra begyndelsen af 80’erne til slutningen af 80’erne lærte de danske bøsser – og meget hurtigt resten af den danske befolkning, at der fandtes en sygdom der hedder AIDS.

På forsiderne af formiddagspressen blev sygdommen hurtigt døbt “bøssepest”. Da det viste sig at smitten vi nu kender som hiv især var udbredt blandt homoseksuelle. I formiddagspressens version blev det til historien “at være homoseksuel er en dødsdom”. Og religiøse fanatikere var ikke sene til at pege på, at det var “Guds straf over bøsserne” for deres syndige liv.

Bøsserne var blevet fjernet fra sygdomslisten, men aldrig havde de været så syge. Både de facto og som gruppe i den øvrige befolknings øjne. Rigtig mange der var sprunget ud af skabet sprang tilbage i det. Enkelte har efterfølgende været modige nok til at fortælle om oplevelsen. Sidste år skrev en journalist fra Politiken f.eks. sin historie i avisen. Stigmatiseringen af de homoseksuelle var så hård, at blot rygtet om at en homoseksuel på arbejdspladsen var smittet medførte sager, hvor kolllegerne nægtede at bruge samme håndvask eller samme toilet. Det medførte sociale og psykiske prøvelser. Nogle gange for mennesker der rent faktisk måtte kæmpe med sygdommen. Stigmatiseringen betød at enhver bøsse potentielt blev betragtet som hiv-smittet.

Pointen er at det selvfølgelig ikke på nogen måde var “ulovligt” at være hiv-smittet. Alligevel blev de syge – og potentielt alle homoseksuelle – anset for en samfundsmæssig fare og stigmatiseret. Med mindre de dukkede hovedet eller sprang ind i skabet. Og gjorde sig usynlige.

Aldrig havde de homoseksuelle – så langt min personlige erfaring rækker – været så hårdt stigmatiseret. Livet som homoseksuel har aldrig været så hårdt som det blev efter begyndelsen af 80’erne.

Fjernelsen fra sygdomslisten skete næsten samtidig med, at socialvidenskaberne erkendte at juraen – i en vis forstand – er ligegyldig. For det er samfundets normer der afgør, hvem der bliver stigmatiseret og forfulgt.

 
Pædofilpanikken 
Men en ulykke kommer sjældent alene. I 1997 skete der en katastrofe. En pædogmedhjælper fra Gladsaxe blev anklaget for pædofili – og dømt. Der opstod en pædofilpanik. I 1999 blev en hiv-smittet karate træner sigtet for seksuelt misbrug af de teenagedrenge han underviste. Og flere landsdækkende aviser skrev på lederplads om, at det omfattende seksuelle misbrug af børn må stoppes.

Pressen, myndighederne og befolkningen gik i selvsving.

Professor i sociologi ved Københavns Universitet Henning Bech  har lavet en videnskabelig undersøgelse af fænomenet og siger:

 
“Siden da er stormen stilnet noget af, men havet er blevet i bestandig bevægelse. Så at sige hver dag bringer medierne stof der vedrører emnet seksuelt misbrug af børn. En konstant uro, årvågenhed, mistænksomhed, ænstelse og indignation har etableret sig.” (s.202)
 
Henning Bech: Kvinder og mænd. Gyldendal 2005.

Uroen, årvågenheden, mistænksomheden, ængstelsen og indignationen er stadig i 2011 en kendsgerning. På trods af at der dengang var 133 “sager” – alle omtalt på forsider og midtersider i formiddagspressen – blev kun to (2) personer fundet skyldige.

Takket være blandt andet den mediedækning karate-træner sagen fik – har seksuelt misbrug, hiv-smitte og homoseksualitet siden indgået i en besynderlig  konstellation i medierne. De homoseksuelle fremstilles i pressen mere sygelige og afvigede end nogen sinde. Uanset juridiske forhold. Domfældelser eller ej.

De homoseksuelle karakteriseres ikke længere på samme måde som tidligere. Idag bliver homoseksualitetens eksistens benægtet via skældsordene for det seksuelt afvigende. Og de handler alle om sexkriminalitet: Om pædofili.

Engang sagde de der oplyste om homoseksualitet, at der er omkring 5-10% homoseksuelle – dvs. 1-2 elever i hver klasse.

Sidst jeg hørte vendingen lød den: Overalt hvor der er 20-30 mennesker forsamlet er der 2-3 pædofile!

Hvordan er den kobling kommet i stand? Hvor man kan anvende den samme frase, men blot skifte “homoseksuel” ud med “pædofil”?

Og opfattes de to ord – i en vis forstand  – som synonyme?

Og i så fald: Hvordan er den forskydning sket?

 
Magtspil mellem kvinder og mænd
 
I  Henning Bech’s bog Kvinder og mænd beskrives fremkomsten af pædofilpanikken, som et resultat af et magtspil mellem kønnene. Et spil kvinderne har vundet på hjemmefronten og i den offentlige debat. Mistænkeliggørelsen af den maskuline seksualitet betyder at enhver mand er en potentiel sexkriminel. Han er ikke blot uegnet til at tage sig af børn og unge, men upålidelig.  Med mindre maskuliniteten er defineret og styret af kvinder.

De der afviger fra samfundets normer – seksuelle minoriteter – og grupper der definerer deres liv på præmisser, der ikke er alment socialt accepterede –  f.eks. prostituerede – er så at sige dømt på forhånd. Ikke blot som afvigere, men enten som potentielle sexkriminelle eller ofre det er samfundets ansvar at behandle.

Der findes i dag en forbudsfeminisme der ønsker at sætte lighedstegn mellem normafvigelse og kriminalitet.

Eftersom de homoseksuelle mænd er – og altid vil være en minoritet – falder de altid i den forkerte kategori. Forbudsfeministerne kan stille spørgsmålstegn ved, hvor socialt acceptabel homoseksualitet i grunden er. Og det gør de.

Formålet er selvfølgelig at kontrollere de heteroseksuelle mænd. En forbudsfeminist som Vibeke Manniche kritiserer Klovn; The Movie. Skyldes det i virkeligheden, at Caper Christensen har sex med en fyr i filmen? Vibeke Manniche rykker ud med argumentet om, at filmen er pornografi og synet af Casper Christensens erigerede lem er skadeligt for børn. Danske mænd af familiefædretypen kan ikke tillade sig at have sex med mænd. Gør de det alligevel stemples de som perverse eller afvigende. Vibeke Manniche er muligvis homofob, men sigtet med kritikken er, at kastrere de danske familiefædre. Ved at indgyde dem en bevidsthed om, at visse dele af deres seksualitet er tabu. Alt det der ikke kontrolleres af kvinder.

 
Kronofilierne
 
Enhver feminist vil selvfølgelig pure afvise at nogen skulle kunne finde på at mistænkeliggøre den maskuline seksualitet.

Men måske vil de medgive at de forkaster moderne socialvidenskab og istedet omfavner den klassiske lægevidenskabs teser?

 I moderne gevandter ganske vist. F.eks. den måde de formuleres af den amerikanske læge og sexolog Ray Blanchard.

Homoseksualitet blev oprindelig opfattet som en psykisk forstyrrelse – en parafili – i den klassiske lægevidenskab.

På linie med en række andre fænomener med besyndelige navne som: Exhibitionister, fetischister, zoofile,  mixoskopofile og gynekomaster.

Den klassiske lægevidenskab fra 1800-tallet skabte en patologisering af homoseksualitet. Og homoseksualitet  indgik i et raritetskabinet på linie med ovennævnte grupper.

Den moderne lægevidenskab har erkendt fejltagelsen og er ophørt med at stigmatisere homoseksualitet som en parafili.

Men tilhængere af det klassiske lægevidenskabelige paradigme har ikke opgivet sygeliggørelsen af al seksualitet. Hvilket også fremgår af det ansete tidsskrift Scientific American i en artikel fra 2009.

Vi har alle en alder. Og det er et angrebspunkt. For så kan vi være objekt for seksuel tiltrækning for mennesker med en speciel seksuel observans – og dermed ofre for seksuelle overgreb.

Pædofile i den ene ende af spektret og gerontofile i den anden ende. Ephebofile hvis der er tale om forhold mellem unge og voksne. Og hebefile hvis der er tale om tiltrækning mellem præpubertære unge og voksne.

Det eneste der ikke er en parafili er den seksuelle tiltrækning mellem voksne. Som dog også har en græsk betegnelse: Teleiofili.

Hvad er pointen med at fjerne homoseksualitet fra sygdomslisten, hvis man genindfører en patologisering og introducerer aldersforskel som psykisk afvigelse? Det er: Nu er kun den maskuline seksualitet sygeliggjort.

Psykoanalysens fader Siegmund Freud mente den reproduktive heteroseksuelle mand var den norm alt andet kunne holdes op imod. Derfor sygeliggjorde Freud den kvindelige seksualitet.

Aldersperspektivet derimod – teorien om de såkaldte kronofilier – sygeliggør mænds seksualitet.

Feminister og tilhængere af den klassiske lægevidenskabs teser er enige om, at kvinder ingen seksualitet har. Og kvinder derfor aldrig er omfattet af parafilierne. De er derimod ofre for mænd. Det er altid kvinder, der skal beskytte børn imod mænd.

Når i sig selv ligegyldige fænomener som aldersforskel sidestilles eller endog ligestilles med pædofili, som er en psykiatrisk diagnose, når pseudovidenskab blandes med psykiatri, fremkommer en eksplosiv blanding!

Der truer med at gøre den moderne homohistorie til én lang sygehistorie. Især fordi en del homoer tager sygeliggørelsen på sig. Selv de der hævder at være imod sygeliggørelsen udbreder i praksis forestillingen ved at knytte begreber om parafilier sammen med mandlige homoseksualitet.

Alt det de homoseksuelle kæmpede for før 1981: Seksuel frigørelse, selvstændig identitet og ret til at vælge sexpartnere er blevet opgivet.

Feministerne – langt ind i homomiljøets egne rækker – ønsker istedet kamp imod parafilierne. Ud fra ønsket om at blive “normaliseret”.

En kamp de først vil anse for vundet, når det homoseksuelle miljø er blevet udslettet og de homoseksuelle mænd – atter engang – er sprunget ind i skabet. Så heller ikke heteroseksuelle kvinder længere behøver at frygte for deres mænd.

De homoseksuelle er blevet en minoritetsgruppe der af politisk overbevisning tager sygeliggørelse og stigmatisering på sig. Og nægter at kæmpe for andet end indholdsløse juridiske formler.

Vi vandt slaget om fjernelsen af homoseksualitet fra sygdomslisten. Men det var en Pyrrhus sejr. Vi kan sige lige som hærføreren der vandt slaget, men fik sin hær decimeret: En sejr til og vi er fortabte!