Læsning af denne blog

Bloggen vil blive opdateret med flere spændende artikler om det seksualpolitiske område.

Bloggen er blevet linket til networkedBlogs. Klik på linket og tilmeld dig, så kan du se opdateringer via Facebook! Og find forfatteren til denne blog. Navnet er Ole Hansen.

Det gælder selvfølgelig stadig:

Hvis et ord  er markeret med rødt er det et hyperlink til en anden side.

Hvis der ikke er nogen billedtekst, så kør curseren hen over billedet for at se de informationer, der er læst ind.

Max Sauco Two Pussies. 2010.

I visse tilfælde præsenteres der billeder af en bestemt fotograf, hvor tekst og billeder udgør to parallelle strenge i artiklen. Billeder er ikke kun illustration.

Ryan McGinley Falling sunset. 2006.

Til de der ikke kender bloggen anbefales følgende 5 artikler:

De to sidstnævnte  artikler har opnået at få over 5.000 views. Og bloggen nærmer sig ialt 50.000 views.

Skribenten er selv homo. Men interesserer sig for alle emner, der vedrører mænd. Nøgleordene er: Køn, seksualitet og identitet.

Nogle gange kan det være nødvendigt at løfte en advarende pegefinger, henvendt til homoer og mænd der har sex med mænd. Artiklen Brent Corrigan how to put on a Condom  gør det på en måde så vi alle kan have lyst til at se med. Den adskiller sig fra de øvrige indlæg ved at være en simpel instruktionsvideo i sikker sex. Alle – også de der bare er nysgerrige – kan se med.

Kønnet bliver behandlet særskilt. Her skal Grégoire Korganow’s billedserie Far og søn nævnes.

En læser kaldte Korganows billeder: “betagende, fantastiske utrolige, varme, smukke, misundelsværdige, tankevækkende og unikke”.

De er unikke fordi de viser mænd som mennesker med både krop og sensualitet. Men ikke seksualitet. Mændene ses ikke på den stereotype måde vi kender fra reklamer. Mænd har et køn og selvfølgelig en seksualitet. Det første får blot alt for lidt opmærksomhed. Og dermed også alle de følelser der er forbundet med f.eks. far-søn forhold, til andre fyre og øvrige sociale relationer.

Artiklen Om dannelsen homoseksuelle roller og identiteter er  den længste og sværest tilgængelig. Som titlen antyder handler det om homoseksuallitet i forskellige sammenhæng og forskellige historiske perioder.

I den anden ende af spektret er der et par artikler om udspring. Seksualitet og måden viden om seksualitet formidles på bliver diskuteret i artiklen Det farlige sexliv.

Endelig har humoren også sin plads. Dels i et par artikler om Rytteriet. Og i de artikler, der også findes på Spademanns Leksikon. Selv alvorlige emner kan – og skal –  behandles med et blink i øjet!

Der er  nu mere end 100 artikler på denne blog, så der er noget at vælge imellem med hensyn til emner. Tag et kig hen over kategorierne, der står i højre side.

Spørgsmål og kommentarer er altid velkomne.

Ryan McGinley: Jizz Face

Artiklen om modefotografen Ryan McGinley præsenterede den offentlige side af Ryan McGinley. Den private side er imidlertid også offentlig. På fansitet Fuck Yeah, Ryan McGinley kan man bla. finde følgende historie:

Jizz Face (I was 30-years old)

by Gavin McInnes

“I had recently moved to New York and was hanging out with a bunch of kids who were later dubbed “Warhol’s Children” by New York Magazine. One of the brightest talents in the group was a documentary photographer named Ryan McGinley who didn’t act gay but was gay. We were all sitting around drinking beer and doing drugs at some pretty girl’s apartment when Ryan came bounding out of the bathroom with cum all over his face. He was so covered he looked like the guy that had spent the past three years in solitary confinement holding it in. I’d never seen a male with jizz on his face before.

Cum, 1999.

He said, “Hey guys, are we going to be going out later or do you just want to hang out here for a while?” The fact that he was being so nonchalant about the kind of thing that would give most of us life nightmares, made me slide forward off the couch like I was on a broken chairlift without a safety bar. As Ryan stood there dripping with blobs, I sat there dying on all fours only occasionally looking up to confirm what I was seeing was real.

He’d smile and give a knowing nod that said, “Yep, it’s cum” and my head would go back to the floor to continue the Cry Laugh. It was like seeing your dad with tits or your mom with a beard. I had no file for it in my brain. Which brings me to why the gag was so successful: If you are going to scare someone by doing something like leaping out from behind a door, don’t say “Boo.” It’s way more confusing to come stampeding towards the person with some serious question about taxes or where you left your socks. Boo is already filed under “S” for “Someone’s trying to scare you.” Random banter has no file and it gives the joke that secondary umph of confusing impact that really draws out, what is essentially shock humor.

UPDATE:
 
I have since learned that it was hand soap not semen on his face and this blow was so crushing I’ve decided to ruin it for you too.”

Ryan McGinley i midten sammen med vennerne Dan Colen og Dash Snow.

Ryan McGinley: Falling down from the Sky

Den amerikanske fotograf Ryan McGinley startede sin karriere med at sende billeder rundt til kunstmagasiner. Som 25-årig lykkedes det ham i 2003, at få en soloudstilling på Whitney Museum of American Art i New York.

Efter i nogle år at have arbejdet med eksperimenterende fotokunst fik han i 2010 et gennembrud som modefotograf, og var den kreative kraft bag Levis opening ceremony. Og debuterede som modefotograf.

McGinley lægger ikke skjul på sin seksualitet, selvom den ikke nødvendigvis tematiseres i billederne. McGingley har lavet enkelte sexbilleder, hvor fyre optræder i afslappede og intime situationer. De er ikke pornografiske, men skildringer af seksualitet og krop.

Selv kalder McGinley sit fotografi for “an investigation of the human body”. Kroppen i sig selv og dens udtryk er hans emne. Hans Arkadien – drømmenes mål – er den frie krop.

McGinley har produceret askillige serier af billeder med mennesker i frit fald – og nøgne. Det frie fald er ligeledes tematiseret i  fotoserien for Levis. Her er modellerne selvfølgelig påklædte.

Om sit fotografi siger McGinley:

“I think that my photos are the least sexual thing. I don’t think there’s much sexuality going on in the images, I think it’s just an investigation of the human body, and I think when people work with me that’s not something that factors into the process of making the photographs.

  
  
 
  
I think that if someone offers me that, like if a girl gives me pouty lips or a really sexy look, I’ll actually tell her, ‘That’s not something I’m interested in. I just want you to be yourself and kind of act natural.”
 
— Ryan McGinley ArtInfo.com , 2010
 
I sit fotografi dyrker McGinley en form for naturisme – forstået helt bogstaveligt som nøgenhed og et naturligt udtryk. Selv i modebillederne kan modellerne ikke posere: De er i frit fald. Visuelt er det flot. Men det er også metode – et middel for at undgå det opstillede og indstuderede.

Guilty by association

Her har vi alle konspirationsteoriers grundlæggende tese: Forbryderne – de virkelige skurke – gemmer sig. De bliver aldrig fanget eller afsløret. Det er umuligt at ramme dem – selv for de der er ansvarlige og retfærdige. Og parate til tage loven i egen hånd.  Men de medskyldige, som dækker over eller samarbejder med de virkelig skyldige er det let nok at fastslå hvem er. Og de kan uden juraens og retsmaskineriet tunge maskineri stilles til ansvar.

Paragraffen –  postuleret, men alligevel gyldig – hedder guilty by association.

Selvom paragraffen ikke kan slås op i nogen lovbog anvendes den flittigt i det danske samfund. I en mere eller mindre paranoid stræben efter at ramme skurkene. Paranoia er som bekendt alle konspirationsteoriers kilde.

Paranoiaen kan vende blikket i to retninger: Op mod samfundets top. Det er forestillingen om de uærlige politikere, der fører befolkningen bag lyset. Eller dybt ned i mytologiske forestillinger om hemmelige broderskaber. Om tusinder der er medlemmer af hemmelige religiøse ordener, terrorister eller børnepornoringe på nettet.

Ingen fornuftige mennesker vil under normale omstændigheder tage Dan Brown’s historie om Da Vinci mysteriet for andet end underholdning. Og selvfølgelig heller ikke andre historier af tilsvarende type.

Alle der kender debatstilen på nettet ved at beviser på bordet ikke er noget krav i den sammenhæng. Da debattørerne er mere eller mindre anonyme er alle lige. De mest intelligente argumenter har ikke større vægt end de ringeste fejlslutninger. Derfor udvikler debat sig til sladder, og sladder bliver hurtigt til bagvaskelse.

Engang sagde de der oplyste om homoseksualitet, at der er omkring 5-10% homoseksuelle – dvs. 1-2 elever i hver klasse.

Sidst jeg så vendingen på nettet lød den: Overalt hvor der er 20-30 mennesker forsamlet er der 2-3 pædofile!

“Homo” bliver skiftet ud med “pædofil”. Det er den samme formel, men udsagnet er radikalt anderledes. Iagttagelsen stammer selvfølgelig fra et homoseksuelt site. Så kan enhver tænke sig til konklusionen.

Eller man kan i stedet se TV2 Østjylland. Det indslag fra d.7. januar, hvor nyhedsvært Søren Ø. Jensen stiller spørgsmålet til  redaktør Tine Kristensen fra Proud Magazine:

“Hvor går grænsen fra et kærligt portræt af sådan en ‘kvinde-mand’ til et decideret freakshow, særlinge med perverse lyster?”

I et program der angiveligt skulle være oplysende og bla. fortælle om de transseksuelles situation.

Efterfølgende blev nyhedschef Eva Kvist fra TV2 ifølge Politiken citeret for at sige:

Der findes jo inden for forskellige seksuelle minoriteter, herunder den homoseksuelle, nogen, som er helt ude på kanten af noget, hvad jeg tror, mange vil være enige om, er perverst, og hvor det også nærmer sig noget ulovligt”.

Redaktionschefen nægtede ikke alene at komme med en undskyldning, men fremførte også princippet om guilty by association: De der er forbundne med “freaks” eller “perverse mennesker” kommer til at stå til ansvar for deres handlinger!

Efterfølgende fastslog redaktionschefen, at synspunktet er, at der inden for alle grupper er mennesker med perverse lyster. Men udtalelserne faldt altså i forbindelse med omtalen af en minoritet. Og LGBT blev anvendt som skraldespand for fordomme.

Hvilket formand for LGBT Danmark Hans Christian Seidelin også slog fast i Politiken. Panbladet tilsluttede sig dette synspunkt.

Panbladet havde iøvrigt d.5 januar bragt en kommentar – fra undertegnede – om en anden sag. Der ligeledes henviste til guilty by association paragrafen.

Oprindelsen fortaber sig i det dunkle, men linket er en pædofilsag, hvor en 48-årig mand angivelig via det homoseksuelle girlfriend.dk – søstersitet til boyfriend.dk – fik kontakt med en 14 årig pige, der søgte en pigekæreste.

Ophavsmanden til rygterne om boyfriend.dk har formentlig haft kendskab til nævnte sag. Han valgte i slutningen af december at annoncere sit fravalg af boyfriend.dk på det konkurrerende homoseksuelle dating-site Albert.dk. Jeg beskrev det således i Panbladet:

“En debattør på et homoseksuelt datingsite påstod, at eftersom alle under 18 år i legal forstand er børn er al sex med unge under 18 år børnesex! Når de unge dater hinanden på boyfriend.dk – eller måske voksne – er der enten tale om børnesex eller pædofili. Jeg anbefalede vedkommende at melde boyfriend.dk til politiet. For at få afgjort om der er substans i påstanden. Men gjorde de øvrige debattører opmærksom på, at når han ikke allerede havde gjort det måtte det skyldes, at vedkommende er klar over at det ikke holder i retten. Men pædofilibeskyldningerne finder altså sted både inden for miljøet og imod det.”

Guilty by association blev i dette tilfælde praktiseret ved at antyde et link til en verserende pædofil-sag. Og dette link blev anvendt som påskud til at stemple alle brugere af  homositet som pædofile.

Da Albert.dk endnu den 5. januar ikke havde fjernet udtalelserne fra sitet valgte jeg at offentliggøre ovenstående referat. Efterfølgende er størsteparten af debatten – inklusiv de belastende udtalelser – blevet fjernet fra debatforum på Albert.dk.

Forhåbentligvis skulle det ikke være nødvendigt at nævne at guilty by association ikke er et juridisk gyldigt begreb. Tværtimod. De der påberåber sig det har sjældent selv rent mel i posen.

Det danske samfund er ved at udvikle en paranoid tankegang. Hvor nogle ser samfundsfjender over alt. Rygter og bagvaskelse er hvad det er, men når beskyldningerne flyder over alle bredder er det et tegn på at noget er galt. Bevis – ikke for det rygtesmedene og bagvaskerne siger – men for at de er paranoide.

Note:

Andreas Frøsting har over for mig oplyst, at han ikke var bekendt med de oplysninger, der fremgår af Berlingerens omtale af pædofil-sagen. Sitet har ingen oplysninger fra politiet om, at noget relateret til nævnte sag skulle være foregået på girlfriend.dk.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Albert.dk.