Red Barnet?

Denne artikel har to fokus punkter: For det første Red Barnets politiske linie, når det handler om seksuelle krænkelser. For det andet fokus på, hvordan en organisations politiske profil udviskes, når en anden politisk gruppering går ind og betjener sig af organisationens faciliteter.
Det er – mener jeg – særdeles betænkeligt, at Red Barnets væg på Facebook anvendes til at promovere en underskriftindsamling imod forældelsesfrister for sexovergreb. Dermed lægger organisationen navn til et initiativ. Der opstår tvivl om initiativet støttes officielt af Red Barnet. Og om hvad Red Barnet står for.
Underskriftindsamlingen fremføres af en gruppe ved navn Mere politisk fokus på overgreb mod børn, der argumenterer for at bryde gældende principper i dansk retspraksis. Der er forældelsesfrister i dansk lovgivning for næsten alle typer kriminalitet- med undtagelse af drab. Hvilket i øvrigt også er særegent for dansk lov. Da der findes forældelsesfrister for drab i lande vi sammenligner os med. F.eks. i Norge og Sverige. Kort sagt er opretholdelse af forældelsesfrister et bærende princip i retsstaten.
Inden denne problemstilling diskuteres kunne det være formålstjeneligt, at belyse Red Barnets generelle opfattelse af arbejdet med seksuelle overgreb. Kuno Sørensen  fra Red Barnet kom med en tilkendegivelse i Berlingske, der var for skærpede regler i forhold til unge over 15 års seksuelle relationer. Kuno Sørensens foreslog, at udvide den såkaldte skolelærerparagraf til også at omfatte familie medlemmer. Anledningen var en 15 årig (indvandrer) piges forhold til et ældre familiemedlem efter pigen havde henvendt sig til Albahus.

Dette synspunkt uddybede Red Barnets over for undertegnede på følgende måde:

“Når Red Barnet har en skærpet opmærksomhed på de 15–17-årige og deres seksualliv, så er det altid med et dobbelt perspektiv i forhold til deres rettigheder, nemlig at denne aldersgruppe på den ene side skal have ret til et seksualliv på egne betingelser, og det kan de på den anden side kun få, hvis de samtidig bliver beskyttet mod overgreb eller udnyttelse.

I Red Barnet skelner vi mellem mennesker med pædofile tendenser (seksuel interesse rettet mod børn før puberteten) og hebefile tendenser (seksuel interesse rettet mod børn der er kommet i puberteten). Samtidig lægger vi også vægt på at afklare omfanget af magtmisbrug og udnyttelse mellem mennesker, der har en seksuel relation, fordi overgreb og udnyttelse ikke kun sker mellem personer med stor aldersforskel, men også kan foregå mellem jævnaldrende.”

Dette svar er på flere leder særdeles utilfredsstillende. Først og fremmest fremføres påstanden om, at der findes pædofile og pædofili i en  række afskygninger. Sondringen mellem pædofili og hebefili er ikke en adskillelse, men en graduering. Seksuelle interesser over for unge – dvs. lovlige forhold – bliver indirekte ved anvendelsen af dette begreb tilskrevet en psykiatrisk diagnose. Og der sås tvivl om lovligheden af noget, der ifølge dansk retspraksis er fuldt legalt.

Psykolog Karen Pallesgaard Munk har i Magasinet Humaniora peget på, hvordan man via sygeliggørelse og kriminalisering har skabt en ny samfundsidentitet “den pædofile”. En hybrididentitet i strid med al logik, da man ikke kan være syg og kriminel på en gang. Dansk lov skelner i alle andre sammenhæng mellem de to tilstande.

Det fremgår ligeledes af Red Barnets svar, at spørgsmålet ikke er om der finder seksuelle overgreb sted, det fastslås at:

“overgreb og udnyttelse ikke kun sker mellem personer med stor aldersforskel, men også kan foregå mellem jævnaldrende.”

Derved bredes frygten ud til at omfatte jævnaldrende.

I svaret til Red Barnet valgte undertegnede at lægge vægt på at tage afstand fra den sygeliggørelse og kriminaliserings diskurs Red Barnet står for:

“Hvis i ønsker at beskytte unge mod overgreb og udnyttelse er det vigtigt, at være klar over hvilke begreber man anvender, og hvilken sammenhæng disse begreber indgår i.

I siger i skelner mellem pædofile og hebefile. I kunne også have nævnt begrebet efebebofile. Fælles for de sidste to begreber er at de idag fremstår som pædofili, hvor “aldersgrænsen blot er forskudt en smule”. Det fremgår af avisartiklen. Sammenhængen i hvilken Kuno Sørensens synspunkter indgår er selvfølgelig journalistens og avisens ansvar. Blot vil jeg gerne pointere, at begge sidstnævnte begreber idag frremføres af en skole af sexologer, der har udgangspunkt i forskning, der blev lavet af Kurt Freund i 50’erne i østeuropa.

Der er ikke mange steder inden for medicin eller samfundsvidenskab, hvor forskning bag jerntæppet har vundet frem. Her er en undtagelse. Freund emigrerede til Canada og hans mest fremtrædende elev Ray Blanchard  har udbredt fallometri som grundlag for sexologisk forskning. Og hvad der er interessent her – opererer med forskellige begreber om seksualitet, der i realiteten sidestilles med pædofili. Om den seksuelle lavalder ligger på 15 år som i Danmark – eller er højere eller lavere som i andre lande – afgør lovligheden. Lægevidenskaben derimod sygeliggør seksualitet.

Det virker på mig som om antagelsen om, at der finder magtmisbrug og udnyttelse sted ikke er en hypotese, men snarere har form af en konstatering. Hvor er dokumentationen for det? Flertallet af de unge er kompetente og istand til at tage vare på sig selv – kunne jeg hævde lige så generaliserende over for denne påstand.

Må jeg minde om at den forskning der nævnes ovenfor i lige så høj grad har haft en skærpet opmærksom i forhold til homoseksualitet – der da også – om end ikke formelt – så dog reelt betragtes som en afvigende – sygelig –  seksualitet. I Østeuropa blev Freunds forskning anvendt som instrument til at smide homoseksuelle ud af militæret. Den hævder tillige at alle mænd – i en vis udstrækning – er pædofile. Mange – også jeg – betragter denne forskning som pseudovidenskabelig, og anerkender ikke dens begreber. I nedenstående artiklen beskriver jeg nærmere den reduktionisme der ligger i denne særlige gren af sexologien – som idag desværre er blevet populariseret. Hvilket har været muligt, fordi den blot bekræfter udbredte fordomme og misforståelser i opfattelsen af  sex og seksualitet.”

Artiklen jeg henviste til var De homoseksuelle og lægevidenskaben, der beskriver den sygeliggørelsesstrategi den Østeuropæiske sexologskole har stået for.

Jeg tilføjede at det afgørende spørgsmål, ikke var blevet besvaret:

“Der har gennem de senere år været en afsmittende effekt fra pædofili debatten, der har betydet øget fokus på unges adfærdsmønstre. I det hele taget er der en bekymringskultur i forhold til de unge om det så handler om alkoholvaner, tøjstil, uddannelsesniveau, sociale kompetencer mv. Listen er uendelig. Burde voksne ikke spørge istedet: Er forbud og kontrol effektive midler og er det ønskeligt. Hele denne offer-gørelse af unge spejler måske snarere voksne menneskers inkompetence i forhold til at kunne reagere og agere i situationer, hvor styring og kontrol vitterlig er nødvendig. Er hele ønsket om fokus og indgriben i realiteten en måde hvorpå voksne fralægger sig ansvar, fordi problemer og aktiv indgriben overlades til offentlige myndigheder?

Jeg stillede et konkret spørgsmål til Red Barnet som jeg ikke har fået svar på: Arbejder Red Barnet med en umyndiggørelses strategi i forhold til unge, hvor man ønsker at hæve den seksuelle lavalder til 18 år eller 20 år?”

Efter denne ekskurs der belyser Red Barnets generelle seksualpolitiske line fremstår den før nævnte underskriftindsamling i dens rette sammenhæng.

Underskriftindsamlingen Nej til frist for at anmelde seksuelle overgreb blev af en aktivist – Heide Charning – begrundet således:

“Det er ikke noget godt argument at sige, at forældelsesfrister er et bærende princip i retsstaten. Du er nødt til at argumentere for, hvorfor det bør være sådan. Der er jo heller ikke nogen forældelsesfrist i mordsager.

Fire gode grunde til at fjerne fristen:

Rent juridisk forældes seksuelle overgreb efter nogle år. Er der tale om overgreb, som er begået af voksne mod børn under 15 år, så skal det anmeldes, inden den krænkede fylder 28. For andre typer af overgreb, f.eks. søskendeincest og overgreb begået af autoritetspersoner (f.eks. en præst eller en sportstræner) mod børn mellem 15 og 18, er fristen endnu kortere.

Der er mange gode grunde til at fjerne eller i det mindste forlænge denne frist. Her følger fire:

Undersøgelser peger på, at en overlever efter et seksuelt misbrug/overgreb ofte først bliver psykologisk klar til at forholde sig til og forstå det på et tidspunkt i livet, hvor den nuværende frist for at anmelde er overskredet. Mange bærer rundt på deres smertefulde oplevelser i årevis uden at tale om dem. Følelser af skam og skyld er almindelige. Et offer kan endda komme til at føle skyld, selvom krænkeren har anvendt fysisk tvang til at få sin vilje. Det er almindeligt at tænke: “Gjorde jeg nu nok for at undgå det?” Nogle krænkere truer deres ofre til tavshed. Det at få børn selv kan f.eks. være en udløsende faktor for de ofte fortrængte erindringer.

Det kan være svært at bevise et seksuelt misbrug/overgreb, som fandt sted for mange år siden, men at bruge den svære bevisbyrde som argument for at beholde den nuværende forældelsesfrist giver ingen mening, da bevisbyrden allerede efter 48 timer er meget svær at løfte. Ofre for seksuelle overgreb skal gennemgå en retsmedicinsk undersøgelse inden 48 timer, ellers er de fysiske beviser ikke brugbare. Så er det bevisbyrden, som bekymrer politikerne, så burde man sætte fristen for at anmelde til 48 timer! Desuden vil der være gamle sager, som KAN bevises.

En fjernelse af forældelsesfristen vil tvinge politiet til at tage en anmeldelse seriøst, dvs. efterforske og registrere den til senere brug i forbindelse med eventuelle senere anmeldelser fra nye ofre. En krænker vil ofte krænke mere end en gang.

Alene det at blive hørt og taget seriøst af myndighederne kan være med til at give en krænket person ro i sindet. Et offer bør i det mindste have muligheden for at få sin sag efterforsket og måske prøvet i retten, selvom der ikke kan falde dom i sagen pga. manglende beviser.”

Hertil svarede jeg:

“Jeg mener slet ikke man skal argumentere for retsstatssprincipper. Det giver helt sig selv at samfundet bygger på dem. Ligesom man heller ikke behøver at diskutere, hvorfor der er ytringsfrihed, forsamlingsfrihed eller stemmeret.”

Heidi Charning replicerede:

“Dit udgangspunkt er ikke korrekt. Der er fire bærende principper i en retsstat: Magtens deling, Det suveræne folk, Retssikkerhed og Legitimitet. Legitimitet handler om, at retssamfundet må tilpasse sig befolkningens retsfølelse. Forældelsesfrister er en del af landets love, som altid bør være til diskussion i befolkningen. Deværre har jeg ikke tid til at fortsætte denne diskussion, som jeg også opfatter som spild af plads. Jeg har en lov, jeg skal ændre!”

Hvortil jeg svarede:

“Du udtaler lige ud din disrespekt for gældende dansk retspraksis? Det er som du ikke forstår forskellen på at ændre en enkelt lov, og så forkaste juridiske principper.”

Pernille Gyldensøe fra gruppen Mere politisk fokus på overgreb mod børn blandede sig her i debatten:

“Selvfølgelig kan love og retspraksis diskuteres. Forældelsesfristen på seksuelle overgreb mod børn er senest ændret ved L 281 (1999-2000). Her skete den ændring i straffelovens § 94, at de forældelsesfrister, der gælder for de enkelte typer af lovovertrædelser, tidligst begynder at løbe fra det tidspunkt, hvor offeret fylder 18 år. Formålet var at forbedre mulighederne for, at børn og unge, der har været udsat for sådanne forbrydelser, får mulighed for som voksne at reagere over for det, der er sket, uden at forældelsesreglerne udelukker mulighederne for retsforfølgning.”

Hvortil jeg svarede:

“Spørgsmålet er ikke om love og retspraksis kan diskuteres. Forældelsesfrister kan ændres det er sandt. Men afskaffes? Næppe. Og det fremgår tydeligt at det er jeres mål.

Min uenighed er imidlertid ikke primært med jer. Det handler om hvorvidt almindelige danskere kan tilslutte sig Red Barnet, hvis organisationen bliver paraplyorganisation for forskellige mere eller mindre radikale feministiske grupperinger.”

Det afgørende er her om man for fremtiden skal indtage en ganske bestemt radikaliseret position med hensyn til seksualpolitik for at støtte en organisation som Red Barnet?

Red Barnet sår tvivl om hvor skillelinien går mellem en gruppe som Mere politisk fokus på overgreb mod børn og Red Barnets politik. Man kan – jeg har nævnt det offentligt før – komme i tvivl om Red Barnet er indstillet på at følge retsprincipperne i Danmark.

Reklamer

Max Sauco

Den russiske billedkunstner Max Sauco er uddannet fra Kunstakademiet i Irkutsk i Rusland. Han startede som maler, men skiftede til fotografi. Som maler anvendte Sauco foto bearbejdet med Photoshop, som forelæg til malerierne.

Skitserne blev så talrige at Sauco ikke formåede at male dem alle. Fotografen Oleg Stolyarov så skitserne og foreslog Sauco at udstille dem. Dermed startede Saucos fotografkarriere. Som har resulteret i en hel række guldmedaljer. Den sidste i 2010, og  givet en anerkendelse og succes han aldrig opnåede som maler.

Freud og Darwin er den største skuffelse. 2006

Computer kunst har ikke nogen høj prestige som kunstnerisk genre. Men Sauco’s baggrund som maler og høje ambitionsniveau adskiller hans billeder fra det meste, der findes inden for genren. Efter en kreativ pause 2004-2006 vendte Sauco tilbage. Han kritiserer sine tidligere billeder for at dyrke “stereotyper”. Og enkelte af de tidligere billeder er ganske rigtigt snarere en opvisning i teknik, snarere end af fantasi. “Finger” serien er selvfølgelig en markant kunstnerisk succes.

Tre billeder fra “Finger” serien 2004, der gav Sauco prisen fra La Fédération Internationale de l’Art Photographique.

Ofte hører man vendingen, at billeder “taler til mennesker”. Det gør de ikke. Det er mennesker, der taler om billeder – fortæller hvad de ser, og tolker kunstnerens billedsprog. Sauco’s billeder “taler” bestemt ikke til mennesker. Det er publikum der må stille spørgsmål om, hvad det er vi ser. Og selv svare. I et interview giver Sauco heldigvis nogle antydninger af hvad de kunstneriske intentioner er.

Sauco kalder sig selv guide til et indre univers. Dali og Magritte er inspirationer. Central er definitionen af skønhed:

“Verden er et smukt sted. Synd at vi ikke bemærker det. Eller ikke særlig tit ønsker at blive gjort opmærksom på det.”

“Kvinder står for det rene, naive og smukke”, siger Sauco. En beskrivelse der er gennemsyret af ironi.

Sauco’s billedunivers er et kvindeunivers. Men mere nuanceret end dét, der fremgår af den formulering. Direkte adspurgt hvorfor hans billeder indeholder så mange hentydninger til erotik og seksualitet svarer han:

“Sådan er kærlighed!”

Lilith. 2006.

Kun få mænd optræder i Saucos billeder. Og de er næsten altid – symbolsk – beskadiget. Mændene mangler krop eller lemmer. Og mere fatalt: Den sensualitet og seksualitet kvinderne repræsenterer. Som dog i visse tilfælde næsten er skræmmende.

Som dæmonen Lilith, der i den traditionelle ikonografien optræder med en slange. Som symbol på fri seksualitet. Hos Sauco i et lesbisk forhold. Med aben som masturberende tilskuer.

Evgraf drengen. 2002.

Manden er visse steder symbolsk repræsenteret. Som i Evgraf drengen, hvor manden optræder nøgen på billedet mellem kvinden og drengen. På én gang fraværende og nærværende.

Selvportræt. 2004.

Mænd figurerer – i modsætning til kvinder – aldrig alene på billederne. I et selvportræt fordobler Sauco sig selv. Et af de få billeder, med en “intakt” mand. Begge figurer læner sig op at et stort hunkønsvæsen.

Sauco forklarer spøgefuldt sammenhængen: Mænd kommer sjældent til ham for at være modeller. Derfor er der flest kvinder.

Freud ist gestorben. 2010. “Freud er død.” Lægen forvandlet til laboratorierotte.

Sauco insisterer på at chokeffekter, hverken er mål eller hensigt i billederne. Ligesom hverken Dali og Magritte chokerer idag. Mange vil nok alligevel se provokation eller effekt.

Murkas verden. 2007.

Den visuelle kode i nogle af billederne er humoren. Selvom den er sort. I Murkas verden optræder det sete med barnets øjne. Sauco siger:

“I barnets perspektiv lever en kat udelukkende af Whiskas. Min søn forstod ironien fuldstændigt – og bad mig endda hænge billedet på hans værelse.”

Øksen i billedet er ironisk, en overflødig rekvisit. Gennemskæringen af katten foregår ved hjælp af barnlig fantasi. På en gang uskyldigt – og dødeligt for katten.

Fødselsdagen er en trist dag. 2010.

Et næsten feministisk budskab om mænds fysiske magt og seksuelle afmagt i forhold til kvinder ses i billedet Fødselsdagen er en trist dag. Kvindens død er gaven til manden. End ikke en lille rød sløjfe på den hængtes reb mangler!

Snebolde. 2008.

Snebolde repræsenterer igen en mand uden sekualitet. Med falliske objekter i forgrunden. Magt er seksuel afmagt. Mændene er ikke kønsløse, men de er uden seksualitet.

Kvinderne optræder kønsbevidste og seksuelt udfordrende – også der hvor de optræder sammen med børn.

Suok. 2006.

I Suok er kvinden beskadiget. Drengen fremholder det falliske element. De har begge haft ufrivillig vandladning. Kvindens udfordrende attitude med spredte ben, står i kontrast til drengens bortvendte blik. Hvad er relationen mellem dem? Måske incestuøs.

To misser. 2010.

Sauco benytter sig af  traditionelle greb i billedkunsten. Kvinder repræsenterer- trods seksuelle signaler og vampede attituder- omend ikke “det rene, naive og smukke” så sensualitet og seksualitet. Trods ironisk attitude er der en tydelig erotisk fascination af kvinder.

Den sensuelle kvindekrop repræsenterer naturkraft og seksualitet. Hvor explicit seksuelt indhold fremhæver “det rene, naive og smukke.” Det er kulturhistorisk – som henvisningen til Litith angiver – ikke noget nyt.

Den seksuelt aktive kvinde er i en traditionel fremstilling forførende: Farlig eller tiltrækkende for manden. Eller begge dele på en gang.

Leda og svanen. 2010

Også den fraværende mand er et klassisk tema i billedkunsten. F.eks. i myten om Leda og svanen fra den græske antik. I myten voldtager Zeus, der har antaget skikkelse af en svane, kvinden Leda. Sauco’s billede er ikke som i den klassiske kunst et forsøg på at undvige, at vise samleje mellem kvinde og mand, ved at vise manden i dyreskikkelse. For svanen befinder sig i Leda’s mave. Mens Leda indtager svaneæg. I nogle udgaver af den klassiske myte lagde Leda to æg efter at være blevet besvangret. Igen er det billedet af den seksuelt aktive kvinde, der erstatter forestillingen om maskulin aggression og potens.

I Sauco’s univers er mænd fraværende og kvinder forfører hinanden. Eller kvinder er centrum omgivet af umælende dyr. Selvom aben i Litith billedet måske repræsenterer det maskuline.

Vitruviansk pige. 2009. Vandt guldmedalje ved Trierenberg Super Circuit 2010.

Kvinden erstatter manden i Saucos parafrase over Leonardo Da Vinci’s tegning Det Vitruvianske menneske (1487). Som verdens centrum. Som det symmetriske midtpunkt og sindbillede på universets symmetri. Omend den hvide “glaciale” kvinde til højre og halverede kvinde til venstre bryder harmoniforestillingen. Og den udstrakte arm – med et glas vin – antyder hjemlig hygge snarere end symmetri og universelle principper. En videreudvikling af renaissancens sekularisering?

Kilde:

Kunstnerens hjemmeside: Max Sauco

Tatiana Kurtanova: Interview med Sauco.

Husk at klikke på billederne for at se dem i stort format.

Feminisme og forbudsdagsorden

Feministisk politik er idag en forbudsdagsorden. Feministisk argumentation er fyldt med bekymring: For kvinders og mindre åriges liv, unges færden på internettet, frygt for voldtægt og sexovergreb. Hvilket resulterer i krav om lov og orden og nye forbud.

Radikal-feminismen er blottet for bekymring i forhold til overgreb eller stigmatisering af mænd. Først understøttet af lægevidenskabens sygeliggørelse af den mandlige seksualitet optræder, der en bekymrings- og mistænkeliggørelses-diskurs i forhold til mænds indbyrdes relationer. Men aldrig bekymring i forhold til kvinders vold over for mandlige partnere eller kvinders stigmatisering af mænd. Ledsaget af benægtelse af det køns-ideologiske perspektiv.

Prostitutionsdebat og forbudsdagsorden

Mandlig prostitution optræder ikke i debatten, når Karen M. Larsen med udgangspunkt i radikal-feminisme skriver i  Information om prostitution.

Nille Thomsens kommentar til artiklen lyder:

“Det der bekymrede mig i Karen M Larsens indlæg var at med hendes ensidige kønsperspektiv, kom hendes artikel til at virke som en løftestang for noget køns-ideologisk snarere end for noget moralsk.”

Forbigåelsen af mandlig prostitution skyldes, at vinklen er køns-ideologisk. Artiklen er –  på trods af besværgelserne – en lang opremsning af argumenterne imod prostitution. Der forstås som overgreb mod kvinder.

Nille Thorsens kommentar lyder videre:

“Når Karen M. Larsen i sin “fortale” siger: “Et fokus på den mørke side af sex er ikke et udtryk for en såkaldt dæmonisering af mænds seksualitet” fornemmer jeg, at det er nøjagtigt det modsatte hun i virkeligheden mener.”

Nille Thorsen er – ligesom en række af debattørerne på Information – ikke principielt imod moralisme. Men undrer sig over at Karen M. Larsen ikke bekender kulør og erklærer sig imod prostitution og som tilhænger af forbud. Når det tydeligt nok fremgår, at det er budskabet.

Undladelsen af omtale af prostitution blandt homoseksuelle mænd er bemærkelsesværdig, når Karen M. Larsen i andre sammenhænge gerne optræder som “forsvarer” af disse. Men mænds eventuelle seksuelle krænkelser af andre mænd er i det radikal-feministiske perspektiv uinteressant. Krænkelser bliver først interessant, når radikal-feminisme smeltes sammen med lægevidenskabens opfattelse af mænds seksualitet som pervers. Og muliggør en omfattende mistænkeliggørelse af de homoseksuelle mænds seksualitet.

Det køns-ideologiske aspekt i Information artiklen bemærkes også af Kåre Fog, der kommenterer det således:

“Det skal måske lige nævnes, at Karen M. Larsens artikel er ensidig på en måde mere, nemlig at den omtaler sex der gør ondt på kvinder, men ikke sex der gør ondt på mænd. Partnervold vendt imod mænd er nogenlunde lige så udbredt som partnervold vendt imod kvinder.”

Der er tale om et bevidst “fravalg” ud fra det radikal-feministiske perspektiv. Hvor alle sociale fænomener ses som køns- eller sexrelaterede. At definere sig som mand er at påtage sig at undertrykke, udnytte og udbytte kvinder. Socialkonstruktivisme er i den radikal-feministiske version teorien om, hvordan mænd misbruger kvinder. Ved at påtage sig den mandlige af kønsrolle.

Radikal-feministerne lægger afstand til social konstruktivismens begreb om “åbenhed”: Som sociale væsener er vi ikke kun, hvad vi bliver gjort til, men også det vi gør os selv til. Opfattelsen af alle mænd som potentielle sexkriminelle –  som fejlsocialiserede –  betyder, at der ingen modstrid er til det begreb om mænds seksualitet lægevidenskaben formidler.

Mistænkeliggørelses-diskurs over for heteroseksuelle mænd

Radikal-feminismens syn på mænd udmøntes i en mistænkeliggørelses-diskurs over for heteroseksuelle mænd.

At mænd taber social status via ægteskab et et velkendt fænomen. Der hvor ældre højstatus mænd gifter sig med unge kvinder er der et statustab.

Men en ny bekymrethed er kommet til i forhold til seksuelle relationer mellem mennesker med dansk kulturbaggrund og mennesker med ikke-vestlig kulturbaggrund. Nu bliver det betragtet, som et muligt område for danskernes udøvelse af diskrimination, racisme, undertrykkelse, overgreb og kvindehandel. Alle disse muligheder eller hentydninger til sexkriminalitet gør det til genstand for problematisering. Tidligere blev mænd stigmatiseret, når de ikke giftede sig og havde løse forbindelser og adgang til prostitution. Idag bliver mænd stigmatiseret via indgåelse af ægteskab. Samtidig med der er et fornyet krav om kriminalisering af prostitution. Mænds seksualitet bærer i begge relationer bekymringens fortegn.

Mistænkeliggørelses-diskurs over for homoseksuelle mænd

Ud fra den radikal-feministiske præmis er mandlige homoseksuelle  “undertrykkere”, præcis lige som alle andre mænd. Den feministiske forbudsdagsorden opretholdes i lige så høj grad over for mandlige homoseksuelle, som over for heteroseksuelle mænd.

Når lægevidenskabens opfattelse af den sygelige maskuline seksualitet supplerer radikal-feminismen bliver homoseksuelle mænds gensidige seksuelle relationer også genstand for en bekymrings- og mistænkeliggørelses-diskurs.

Især i forhold til prostitution og i betragtningen af forhold med aldersforskel. Og sidst – men ikke mindst  – formidler lægevidenskaben mistanken, at alle mænd er pædofile. En påstand feminister – også Karen M. Larsen – nok afviser, men samtidig opretholder ved i alle debatter at insistere på, at modstandere af forbudsdagsordenen har “bagvedliggende” motiver.

Det skal også siges at Karen M. Larsen ikke forbigår den mandlige prostitution. Tværtimod. Når det afvises at stigmatiseringen af de homoseksuelle i 1960’erne var en pædofil-panik, er det en konstatering af, at det homoseksuelle miljø tidligere var pædofilt. Hvilket idag retfærdiggør forbudsdagsorden og mistænkeliggørelse af alle homoseksuelle mænd.

Uanset radikal-feminismens begreber påstås at være informerede af socialkonstruktivisme ses mænds kønsrolle og seksualitet ikke som et valg, men som noget determineret eller “skæbnebestemt”. Også de kvinder der er undertrykte, udnyttede og udbyttede – er i offerrollen – tilsvarende ufrie. Lægevidenskabens reduktionistiske og deterministiske opfattelse af seksualitet besejrer og erstatter vilje og valg.

Guilty by association

Her har vi alle konspirationsteoriers grundlæggende tese: Forbryderne – de virkelige skurke – gemmer sig. De bliver aldrig fanget eller afsløret. Det er umuligt at ramme dem – selv for de der er ansvarlige og retfærdige. Og parate til tage loven i egen hånd.  Men de medskyldige, som dækker over eller samarbejder med de virkelig skyldige er det let nok at fastslå hvem er. Og de kan uden juraens og retsmaskineriet tunge maskineri stilles til ansvar.

Paragraffen –  postuleret, men alligevel gyldig – hedder guilty by association.

Selvom paragraffen ikke kan slås op i nogen lovbog anvendes den flittigt i det danske samfund. I en mere eller mindre paranoid stræben efter at ramme skurkene. Paranoia er som bekendt alle konspirationsteoriers kilde.

Paranoiaen kan vende blikket i to retninger: Op mod samfundets top. Det er forestillingen om de uærlige politikere, der fører befolkningen bag lyset. Eller dybt ned i mytologiske forestillinger om hemmelige broderskaber. Om tusinder der er medlemmer af hemmelige religiøse ordener, terrorister eller børnepornoringe på nettet.

Ingen fornuftige mennesker vil under normale omstændigheder tage Dan Brown’s historie om Da Vinci mysteriet for andet end underholdning. Og selvfølgelig heller ikke andre historier af tilsvarende type.

Alle der kender debatstilen på nettet ved at beviser på bordet ikke er noget krav i den sammenhæng. Da debattørerne er mere eller mindre anonyme er alle lige. De mest intelligente argumenter har ikke større vægt end de ringeste fejlslutninger. Derfor udvikler debat sig til sladder, og sladder bliver hurtigt til bagvaskelse.

Engang sagde de der oplyste om homoseksualitet, at der er omkring 5-10% homoseksuelle – dvs. 1-2 elever i hver klasse.

Sidst jeg så vendingen på nettet lød den: Overalt hvor der er 20-30 mennesker forsamlet er der 2-3 pædofile!

“Homo” bliver skiftet ud med “pædofil”. Det er den samme formel, men udsagnet er radikalt anderledes. Iagttagelsen stammer selvfølgelig fra et homoseksuelt site. Så kan enhver tænke sig til konklusionen.

Eller man kan i stedet se TV2 Østjylland. Det indslag fra d.7. januar, hvor nyhedsvært Søren Ø. Jensen stiller spørgsmålet til  redaktør Tine Kristensen fra Proud Magazine:

“Hvor går grænsen fra et kærligt portræt af sådan en ‘kvinde-mand’ til et decideret freakshow, særlinge med perverse lyster?”

I et program der angiveligt skulle være oplysende og bla. fortælle om de transseksuelles situation.

Efterfølgende blev nyhedschef Eva Kvist fra TV2 ifølge Politiken citeret for at sige:

Der findes jo inden for forskellige seksuelle minoriteter, herunder den homoseksuelle, nogen, som er helt ude på kanten af noget, hvad jeg tror, mange vil være enige om, er perverst, og hvor det også nærmer sig noget ulovligt”.

Redaktionschefen nægtede ikke alene at komme med en undskyldning, men fremførte også princippet om guilty by association: De der er forbundne med “freaks” eller “perverse mennesker” kommer til at stå til ansvar for deres handlinger!

Efterfølgende fastslog redaktionschefen, at synspunktet er, at der inden for alle grupper er mennesker med perverse lyster. Men udtalelserne faldt altså i forbindelse med omtalen af en minoritet. Og LGBT blev anvendt som skraldespand for fordomme.

Hvilket formand for LGBT Danmark Hans Christian Seidelin også slog fast i Politiken. Panbladet tilsluttede sig dette synspunkt.

Panbladet havde iøvrigt d.5 januar bragt en kommentar – fra undertegnede – om en anden sag. Der ligeledes henviste til guilty by association paragrafen.

Oprindelsen fortaber sig i det dunkle, men linket er en pædofilsag, hvor en 48-årig mand angivelig via det homoseksuelle girlfriend.dk – søstersitet til boyfriend.dk – fik kontakt med en 14 årig pige, der søgte en pigekæreste.

Ophavsmanden til rygterne om boyfriend.dk har formentlig haft kendskab til nævnte sag. Han valgte i slutningen af december at annoncere sit fravalg af boyfriend.dk på det konkurrerende homoseksuelle dating-site Albert.dk. Jeg beskrev det således i Panbladet:

“En debattør på et homoseksuelt datingsite påstod, at eftersom alle under 18 år i legal forstand er børn er al sex med unge under 18 år børnesex! Når de unge dater hinanden på boyfriend.dk – eller måske voksne – er der enten tale om børnesex eller pædofili. Jeg anbefalede vedkommende at melde boyfriend.dk til politiet. For at få afgjort om der er substans i påstanden. Men gjorde de øvrige debattører opmærksom på, at når han ikke allerede havde gjort det måtte det skyldes, at vedkommende er klar over at det ikke holder i retten. Men pædofilibeskyldningerne finder altså sted både inden for miljøet og imod det.”

Guilty by association blev i dette tilfælde praktiseret ved at antyde et link til en verserende pædofil-sag. Og dette link blev anvendt som påskud til at stemple alle brugere af  homositet som pædofile.

Da Albert.dk endnu den 5. januar ikke havde fjernet udtalelserne fra sitet valgte jeg at offentliggøre ovenstående referat. Efterfølgende er størsteparten af debatten – inklusiv de belastende udtalelser – blevet fjernet fra debatforum på Albert.dk.

Forhåbentligvis skulle det ikke være nødvendigt at nævne at guilty by association ikke er et juridisk gyldigt begreb. Tværtimod. De der påberåber sig det har sjældent selv rent mel i posen.

Det danske samfund er ved at udvikle en paranoid tankegang. Hvor nogle ser samfundsfjender over alt. Rygter og bagvaskelse er hvad det er, men når beskyldningerne flyder over alle bredder er det et tegn på at noget er galt. Bevis – ikke for det rygtesmedene og bagvaskerne siger – men for at de er paranoide.

Note:

Andreas Frøsting har over for mig oplyst, at han ikke var bekendt med de oplysninger, der fremgår af Berlingerens omtale af pædofil-sagen. Sitet har ingen oplysninger fra politiet om, at noget relateret til nævnte sag skulle være foregået på girlfriend.dk.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Albert.dk.

Det farlige sexliv

Først nogle spørgsmål:

– Hvor mange hormonforstyrrende stoffer er der i sexlegetøj?

– Er det misbrug når danskere tager på sexrejser og køber sig til sex?

– Hvor mange børn udsættes for seksuelle overgreb?

– Hvor mange voldtægtsmænd slipper for straf?

– Hvad er årsagen til homoseksualitet?

– Hvorfor er samfundet blevet pornoficeret?

– Bør prostitution forbydes?

– Er der en stigning i antallet af unge der er homofobe ?

– Er pornografi skadeligt?

– Er dyresex perverst?

Ovenstående spørgsmål besvares næsten dagligt i medierne: Sex er farligt! Sex er skadeligt! Sex skal man for enhver pris undgå!

Mediernes vinkel er altid hvor farligt sex er, ikke om sex er farligt. Heller ikke om sex i nogle situationer og bestemte sammenhænge er godt og sundt.

Både trykte og elektroniske medier bringer konstant reportager om, hvor farlig sex er: Sexlegetøj indeholder hormonforstyrrende stoffer der mistænkes for at skade mænds sædkvalitet, giver drengebørn misdannede kønsorganer og fremskynde pigers pubertet. Der er ikke plads til nuancer. Det nævnes ikke, at man købe sexlegetøj uden de skadelige phtalater.

Kønsforskere udtaler deres bekymring for pornoficeringen af samfundet. Den måde pornofilmenes klichéer er kommet til at indgå i almindelige menneskers liv og forestillinger på.

Og så er der den altoverskyggende bekymring for børn og unge: Frygten for de bliver udsat for overgreb eller tager skade af den måde de bliver påvirket af trykte eller elektroniske medier – blade i øjenhøjde med nøgne kvinder. Eller homosex scener på film, hvor aldersgrænsen er sat for lavt. Som i tilfældet med den nye Klovn; The Movie.

Bekymrede feminister advarer imod at pornoficeringen medfører at kvinder bliver gjort til objekter og ligestillingen dermed trues. Og peger endvidere på, hvor udsatte svage kvinder er i samfundet. Kvinder udnyttes og misbruges seksuelt.

I pigeværelserne – er lyserødt og prinsessekjoler ikke længere enerådende –  bratz-dukker – eller luder-dukker, som feminister ynder at kalde dem – anskaffes af uansvarlige mødre. Hvilket skader kønsrollemønstret, fordi pigerne påvirkes af dukkernes luder/madonna stereotyper.

Ansvarlige politikere toner frem i medierne og fortæller om alle de farer der truer efter selv at være briefet af eksperter: Læger, psykologer, kønsforskere og terapeuter, der konstant er bekymrede for befolkningens sundhed.

Tæppebombardementet af advarsler får ikke danskerne til at fravælge sex – hvis man skal tro afstemninger på Ekstra Bladet, hvor flertallet af både kvinder og mænd i 2010 tværtimod ønskede mere sex i 2011.

Mediernes behandling af sex og seksualitet kommer derved til at minde om kostrådene: Alle kender dem, men ingen følger dem. Det resulterer i fedmeepidemi på det ene område, og en sær blanding af ligegyldighed og hysteri på det andet.

Alle eksperter er selvfølgelig velmenende og og erklærer, at de trods bekymring har en positiv indstilling til sex og seksualitet. Og anbefaler sensualitet og et sundt sexliv.

For nogle år siden var det sådan, at hvis mænd sad og ledte på nettet efter billeder af frække piger tonede der med jævne mellemrum skilte op på skærmen, der advarede imod børneporno og opfordrede til at foretage politianmeldelse. Skiltene havde en hilsen med fra Red Barnet. Der opfordrede til et folkeligt engagement i sagen.

Og eksperter fra Børns Vilkår tonede næsten hver uge frem på tv-skærmen og advarede ligeledes imod børneporno, børnesex, incest og alle tænkelige kriminelle fænomener, der kan true børn.

Når kriminalstatistikker bagefter gennemgås og det konstateres, hvor utrolig få af den type sager der fører til domfældelse kan det undre, at hele nationen skulle indrages under spejdermottoet: Vær beredt!

Og at alle tænkelige lovlige og harmløse fænomener undervejs blev mistænkeliggjort. Og danskernes liv forpestet af hysteri.

Eksperterne som er læger, psykiatere, psykologer, biokemikere og terapeuter har det til fælles at de har en naturvidenskabelig baggrund – eller henholder sig til naturvidenskabelige argumentationer. Deres bekymring gælder altid den mandlige seksualitet. For mærkeligt nok findes der ikke en lægevidenskabelig teori der gælder for kvinder.

Når en forsker f.eks. forklarer hvordan homoseksualitet er betinget af rækkefølgen i søskendeflokken viser det sig, at teorien kun omfatter drenge. Ikke piger. Man kan være Født til at være bøsse men mærkeligt nok ikke til at være lesbisk?

Der hersker fuldstændig asymmetri når det gælder mænds og kvinders seksualitet – sidstnævnte er i realiteten fraværende.

Den klassiske lægevidenskabelige opfattelse stammer fra en tid, hvor mænd styrede samfundet og var hævet over kvinder. Efter kvinderne fik stemmeret og senere – i løbet af 1960’erne kom ud på arbejdsmarkedet – måtte lægevidenskaben revidere sit syn på de “umælende” kvinder. Centrale antagelser i psykoanalysen om det kvindelige hysteri måtte forkastes – og til sidst blev psykoanalysen selv forkastet. Synet på den mandlige seksualitet forblev derimod urokket. Ingen vover idag at nævne psykoanalysens syn på kvinder. Men mænds homoseksualitet eller manglende maskulinitet kan sagtens forklares ved hjælp at påstande om femininisering af folkeskolen. Hvor det underforstås at kvinder i institutioner forkvakler drengenes kønsopfattelse.

Enhver lægevidenskabelig vurdering af sex og seksualitet er – for de der holder fast i det klassiske paradigme – en risikovurdering. Lægevidenskaben tager udgangspunkt i opfattelsen af manden som aktiv og penetrerende i seksuelle forhold. Aktiv og passiv har intet med roller at gøre. Den der har et lem er aktiv. Uanset at kvinder ikke altid ligger slapt på ryggen i sengen, er de i lægevidenskabelig forstand passive, fordi de bliver penetreret.

Mænd har en seksualitet der kan beskrives – og måles med forskellige metoder – i modsætning til kvinder. Der er ekskluderet fra lægevidenskabens betragtning.

Tesen om asymmetri mellem mænd og kvinderer falder fuldstændig  i tråd med grundlæggende opfattelser i feministisk teori. Og stemmer overens med feminismens betragtning af kvinder som ofre. Lægevidenskaben resultater – om mænd – accepteres og hyldes derfor af de fleste feminister. Kvinder er potentielle ofre for mænd hedder det. Den moderne feminisme har glemt, at lægevidenskabs tese oprindelig indgik som argument for, at holde kvinder ude fra politisk indflydelse. Og reducerede dem til moderrollen. Nu bruges lægevidenskabens definitioner i magtspillet mellem kønnene og som instrument af feminismen.

Ingen feminist med respekt for sig selv vil acceptere at piger leger med bratz dukker eller at kvinder dyrker stripfitness. Eller drømmer om at se udbredelse af pornografiske klichéer som udtryk for kvinders egne valg eller frigørelse. Det er kvindeundertrykkelse

Valgfrihed og selvstændighed opfattes stadig ikke som feminine egenskaber. Indtil videre er det kun prosexfeminister der fremfører det synspunkt.

Den måde medierne selv præsenterer emnerne sex og seksualitet på er som tidligere nævnt præget af bekymring. En – mandlig –  kønsforsker har gjort opmærksom på, at autoriteten som forsker inden for det seksualpolitiske området er ligefrem proportional med, hvor bekymret man er. Det vil sige at det i reglen kun er de mest skingre røster, der trænger igennem i den offentlige debat.

Medierne præsenterer natuvidenskabens reduktionistiske forklaringer fuldstændig ukritisk. Når der f.eks. spørges om årsager til homoseksualitet dykkes der enten ned i den klassiske psykoanalyses forestillinger om moderbinding eller den moderne sexologis forklaring om, at det er rækkefølgen i søskendeflokken der er afgørende. Selv avancerede genetiske teorier og hjerneforskning bruger en apparatfejlsmodel og stiller spørgsmålet: Hvad gik galt, hvorfor blev barnet homoseksuelt?

I ingen af tilfældene strejfer det nogen, at homoseksualitet kunne indbefatte et aktivt valg af livsstil og identitet. At homoseksuelle i forskellige samfund ikke er ens og homoseksuelle fænomener kan være udtryk for lyst eller smag.  At kvindelig og mandlig homoseksualitet ikke er to sider af samme sag tyder også på at det sociale spiller en større rolle end lægevidenskaben vil medgive. I Danmark har 1 ud af 25 mænd homosex, i USA er de tilsvarende tal 1 ud af 6. Det er tale om forskellig adfærd. For nyligt dokumenteret i en spørgeundersøgelse om sexliv i 10 lande.

I Danmark hvor homoseksualitet er afkriminaliseret og fjernet fra Sundhedsstyrelsens sygdomsliste kunne man ganske enkelt undlade at stille spørgsmålet hvorfor. De homoseksuelle behøver ikke stå til ansvar over for offentlige myndighed. De kan definere deres homoseksualitet som de vil. Alligevel bliver der investeret i hjerneforskning, der skal påvise fysisk forskel på homoseksuelle og heteroseksuelle. Og spørgsmålet dukker hyppigt op i medierne.

Naturvidenskaben har gennem de sidste hundrede år produceret utallige reduktionistiske  forklaringer, der alle har det til fælles, at de hverken er entydige eller overbevisende. Inden for psykoanalysen, sexologien, genetikken og hjerneforskningen.

Når man skal forklare hvorfor bekymringen trives så godt kan man pege på flere faktorer.

For det første kan man henvise til lægevidenskabens konservatisme. Når en forklaringstype bliver forkastet bliver den blot afløst af nye tilsvarende typer forklaring. Når homoseksualitet fjernes fra sygdomslisten, placeres ledsagefænomenerne – perversionerne eller parafilierne, som de hedder i lægesproget – derefter på den ledige plads. Konklusionerne bliver dermed de samme.

For det andet har feminister accepteret lægevidenskabens mekaniske og reduktionistiske forklaring af forholdet mellem kønnene. Feminismen har gået sin sejrsgang blandt begge køn og tesen om, at sex er farligt  og skadeligt er blevet ophøjet til videnskabelig sandhed.

Det eneste fænomen der med rette kan betegnes som dødbringende og truende i forhold til sexlivet – nemlig hiv-smitte, hepatitis og andre seksuelt overførte sygdomme – som gør agtpågivenhed til absolut nødvendighed især for risikogrupperne – har efter 1990’ernes hysteri fået en bemærkelsesværdig seriøs og sober behandling.  Stop Aids har aldrig kørt skræmmekampagner.

I modsætning til alle de fænomener der ikke truer hele befolkningsgrupper – og kun under ganske særlige omstændigheder enkelte, udsatte  individer. Og hvor sager enten er sjældne og eventuelle skadevirkninger af langt mere begrænset omfang.

Alle de emner der optager mest plads i medierne.

Her består det skadelige i selve problematiseringen: I stigmatiseringen af homoseksualitet eller transseksualitet. I den bedrevidende og moraliserende fordømmelse af pornoficering, seksualisering eller forsøg på stigmatisering af prostituerede og andre der vælger en speciel livsstil.

Fordomme tilskrives altid de unge, de dårligt uddannede eller mindrebemidlede i samfundet. Fordommenes massive gennemslagskraft i samfundet skyldes rent faktisk, at det er kultureliten og de veluddannede der udmønter dem.

De homoseksuelle og lægevidenskaben

Det er nu 30 år siden Sundhedsstyrelsen fjernede homoseksualitet fra listen over psykiske lidelser. Men bagefter kan det være relevant at tænke over, hvordan det gik til at de homoseksuelle havnede der. Og om det virkelig er et overstået kapitel.

I en tidligere artikel har jeg påvist at det langt fra er tilfældet. Faktisk er det ikke svært at finde eksempler på sygeliggørelse af homoseksualitet.

I december sidste år kunne forskellige nyhedsmedier f.eks. berette om anvendelsen af fallometri i Tjekkiet. Fallometri er en test, der måler blodtilstrømningen til penis og dermed kan bestemme hvilken grad af seksuel ophidselse en forsøgsperson befinder sig i. En metalmanchet placeres på penis. En ledning forbindes i en elektrode på manchetten til en computer, der registrerer og analyserer udvidelsen.

Testen anvendes i Tjekkiet til at undersøge om asylansøgere der angiver at være homoseksuelle nu også responderer på fremvist bøsseporno. EU  har sendt en protest til Tjekkiet fordi metoden ikke er sikker og kan opfattes som krænkende.

To gymnaster til Olympiade i Beijing 2008. Skal elektroden give udslag, når man ser ovenstående billede. Er heteroseksuelle mænd der er fans af sportsstjernerne i virkeligheden homoseksuelle? Er billedet homoerotisk?

Metoden har en blakket fortid. Den er oprindelig udviklet i Prag af lægen og sexologen Kurt Freund til, at teste om rekrutter til den tjekkoslaviske hær søgte at undvige militærtjeneste. Homoseksualitet var gyldig grund til at blive kasseret.

Hans research-progam fokuserede dog på konstatering og diagnose af pædofili. Til grund for lægevidenskab af denne art ligger en opfattelse af seksualitet som drift eller libido. En essens i mennesket, der forklarer reaktionsmønstre og adfærd. Det er altså underforstået at seksualitet ikke kan være udtryk for lyst, følelse eller valg. For driftsmønsteret er indbygget i personen. Uanset om det som hos Freud forklares psykoanalytisk med barndommens traumer eller dominerende mødre eller det som hos Kurt Freund blot er en fysisk reaktion. Lægevidenskabens fokus er altid på afvigerne, hvortil de homoseksuelle også hører.

Kurt Freund (1914-1996)

Freund lavede forsøg i 1950’erne i Tjekkoslavakiet for at omvende homoseksuelle til heteroseksualitet, men fandt ud af at det ikke var en farbar vej. Selv homoseksuelle der havde opgivet deres homoseksuelle livsstil tændte stadig på mænd og ikke på kvinder. Freund imødegik derfor de psykoanalytiske teorier, der hævder at homoseksualitet skyldes frygt for kvinder, og konkluderede at homoseksuelle ganske enkelt er mænd der tænder på andre mænd.

Problemet med den type lægevidenskab Kurt Freund repræsenterer er ikke dens politiske eller moralske fundament. Freund var af jødisk afstamning og havde familie der omkom i kz-lejre. Og var redelig nok til at indlrømme, at  de mislykkede videnskabelige forsøg på at omvende homoseksuelle måtte føre til en forkastelse af hypotesen om, at det skulle være muligt at omvende de homoseksuelle. Og Freund støttede en afkriminalisering af homoseksualitet i Tjekkoslovakiet, hvilket også blev gennemført i 1961.

Den klassiske lægevidenskabs definition af homoseksualitet er en apparatfejls model. Hvor homoseksualitet betragtes som en “forstyrrelse” af den normale heteroseksualitet.

Kurt Freund flygtede til Toronto i 1968.

Radikalt formuleret er problemet med lægevidenskabens forhold til homoseksualitet, at den overhovedet beskæftiger sig med fænomenet. Det skulle den lade være med. For deraf følger sygeliggørelsen. Hele indstillingen: Vi må finde årsager til problemet – hvis det er muligt en kur. Eller finde ud af hvorfor den homoseksuelle har blokeret for sin heteroseksualitet. Finde ud af om homoseksualitet ikke er forbundet med andre alvorlige psykiske sygdomme. Neuroser, karakterforstyrrelser og psykopatier.

Ray Blanchard

Sidstnævnte har vist sig at udgøre lægevidenskabens sidste skud på stammen. Kurt Freunds elev Ray Blanchard har udviklet en teori om kronofilierne. Og opnået at få den diskuteret i det ansete tidsskrift Scientific American.

Jesse Bering forfatter til artiklen i Scientific American om Blanchard’s teori. Parafili er den medicinske betegnelse for perversion.

Forestillingen om seksualitet som drift eller libido umuliggør en forholden sig til de mange og udbredte teorier om seksualitet som noget diffust og udefinerbart, der hverken er skæbne  eller sygdom, sådan som socialkonstruktivismen har formuleret sig nu gennem tre årtier.

Den klassiske lægevidenskab holder fast i at betragte den afvigende type. Hvor moderne sociologiske og sexologiske undersøgelser peger på, hvor udbredte f.eks. homoseksuelle erfaringer er i den mandlige befolkning som helhed fastholder den klassiske lægevidenskab billedet af den psyko-seksuelle afviger. Blanchard har – blandt andet ved hjælp af den fallometriske metode – afdækket en hel række afvigelser: Hebefili, ephebofili og gerontofili. Som sidestilles med pædofilli.  Sidstnævnte – tiltrækning til ældre mænd – kan ikke forbindes med nogen form for kriminalisering. Men ved at betegne det som en parafili sygeliggøres et måske udbredt, men harmløst fænomen.

Tesen om parafilierne er i praksis en sygeliggørelse af hele den maskuline seksualitet. I et studie Freund har været medforfatter til hævdes det, at op til en fjerdedel af alle mænd skulle have pædofile træk. De mænd, hvis seksualitet i forvejen er i fokus, fordi de tilhører en afvigende type bliver i højere grad end heteroseksuelle mænd mistænkeliggjort ved denne betragtning.

Richard von Krafft-Ebing

Interessant nok er den lægevidenskabelige autoritetet der i praksis gjorde mest for at udbrede termen homoseksualitet – Richard von Krafft-Ebing – også den der i 1896 udmøntede ordet pædofil i værket Psychopathia sexualis. De to afvigende typer kan i en vis forstand siges at have samme ophavsmand.

Der er rigtig langt imellem standpunkterne her. Moderne samfundsforskning betragter homoseksualitet fænomenologisk som handlinger, udtryk og  følelser. Som sex, kultur og identitet.  Klassisk lægevidenskab betragter seksualitet som sandhed og essens, der fortæller hvordan mennesker er dybest inde i sindets afkroge. Som det der styrer menneskers handlinger og adfærd.

Da der i det sidste årti er sket et paradigmeskift væk fra social- og samfundsvidenskab i retning af naturvidenskab og især biologi bliver homoseksualitet i stadig højere grad betragtet på lægevidenskabens præmisser. Det vil sige i bund og grund som psyko-patologi. Og en tilstand. Ligesom de talrige rapporter der findes om homoseksuelle dyr på en gang bekræfter, hvor “naturlig” homoseksualitet er, samtidig med at de stadfæster opfattelsen af homoseksualitet som noget biologisk og mekanisk der tjener evolutionære formål.

Udstillingen Against Nature? på Naturhistorisk Museum i Oslo 2006-2007 chokerede ved bla. at vise billeder af giraffer og hvaler der udførte homoseksuelle handlinger.

Men videnskabens fremskridt er ikke til at standse. Ifølge en professor på Hvidovre Hospital er fallometriens afløser en ny type for hjerneskanning. Formålet er igen at skille homoseksuelle fra heteroseksuelle. Dog mener professor Hartwig Siebner, der har udviklet metoden, ikke at man kan skille pædofile og terrorister ud, før de bliver kriminelle.

Hartwig Siebner

Metoden blev omtalt i Videnskab.dk i 2009, men har ikke været i medierne siden. Måske ender den med at blive glemt lige som forsøgene inden for retsvidenskab på at udskille en særlig psykopatisk kriminel type? Idag betragtes al kriminalitet som risiko- undtagen sexkriminalitet – der stadig ses som patologisk. Der har fundet en normalisering sted. Vi venter på den samme normalisering i opfattelsen af seksualitet. Og alt hvad der er relateret til seksualitet.

Hvornår erkender lægevidenskaben at homoseksualitet – sex forstået som frivillige aftaler mellem voksne mennesker, som kultur og identitet – intet har at gøre med dens fagområde?

Blot et lem

Casper Christensen har gjort det. Frank Hvam har gjort det. Og Jim Lyngvild står ikke tilbage for dem. De har alle smidt bukserne offentligt og blottet deres lem.

Og hvad så?

Casper Christensen og Frank Hvam laver stand-up: Det er en udfordring at prøve grænser af. Henrik Dahl kommenterede  i december 2010 forskellige former for humor i Politiken og sagde blandt andet at Klovn: The Movie skal nok blive en kolossal blockbuster, fordi det er så  

“ekstremt pinligt, og fordi både Frank Hvam og Casper Christensen er så lumpne og skruppelløse.”

Dahl konstaterer: Stand-up opstod i 90’erne og

“Tidligere blev der virkelig taget nogen chancer, men stand-up er stadig meget latrinært og handler om seksuelt tabuiserede emner, og derfor kan man godt argumentere for, at stand-up er enormt reaktionært. For det kræver, at normerne bliver, hvor de er. Hvis de faktisk flyttede noget med deres show, så kunne deres vitser kun gå én gang. Og det er dårligt for forretningen.”

Når kendte mænd i den morsomme branche optræder nøgne leder det nærmest tanken hen på den skov af letbenede folkekomedier, der blev lavet i 1970’erne. Hvor alt hvad der kunne krybe og gå af danske skuespillere medvirkede. Tit afklædte og i en del af de film indgik også sexscener. Uden at filmene af den grund blev betragtet som porno.

Klovn filmen kom i biograferne i december og plakaten, hvor Casper Christensen poserede nøgen vakte postyr. Hvordan kunne det gå til?

 

Lægen og debattøren Vibeke Manniche erklærede på sin blog  filmen for porno. Slet og ret. Forinden havde Vibeke Manniche allerede erklæret at plakaten er “intimiderende” for børn i Ekstra Bladet. Selvfølgelig uden at nævne at der også optræder nøgne kvinder på plakaten. Kvinder har i denne udgave af feminismen hverken kønsdele eller seksualitet. Også selvfølgelig uden at bemærke, at en mandehånd skygger delvis for Casper Christensens lem.

Vibeke Manniche sætter lighedstegn mellem sexscener og pornografi. Den voksne mands erigerede lem opfatter hun som pornografi i sig selv. Uanset hele dækket – at protesterne er på vegne af mindreårige, uskyldige børn – er der tale om et feministisk angreb på mandekroppen og dens naturlige funktioner. Som Vibeke Manniche ønsker tabuiseret i det offfentlige rum. Det havde været mere ærligt, hvis Vibeke Manniche havde sagt at hun føler sig intimideret – i stedet for at holde børnene frem for sig som skjold. Men så ville penis-misundelsen være så meget mere åbenlys.

Frank Hvam har reageret på kritikken ved også at optræde nøgen. Hvis stand-up’erne ikke skulle optræde som jokere, og støde bornerte feminister og andre, hvem skulle så?

De kører den ind med penis ligesom deres kollegaer fra Rytteriet.

Det har også provokeret Jim Lyngvild, der ikke mener danske kvinder er så bornerte og dobbeltmoralske, som Vibeke Manniche hævder:

“Kvinder er lige så liderlige og humoristiske omkring sex. Kvinder vil både have kærlighed og sex. Og de vil da også gerne se på tissemænd”, udtaler han til flash.

Og lægger et billede ved af sig selv – efterfølgende suppleret med et par stykker til – uden en trevl på kroppen i den kolde danske vintersne. En forsmag på de billeder der kommer i modemagasinet Momento.

Og han understreger at billedet ikke er pornografisk.

Vibeke Manniches afsky over for mandekroppen overrasker ikke. Hun har været formand for Kvinder for Frihed, der kæmper for kvinders ligestilling og blandt andet er imod religiøs undertrykkelse. Sammen med den nuværende formand Liselott Blixt (DF) tilhører Vibeke Manniche den rødbrune alliance, der vil beskytte muslimske kvinder imod sig selv, deres familie og deres kultur. Kvinder for Frihed har desuden i 2010 rejst forslaget om forhøjede bøder til mænd, der pisser i det offentlige rum. Vibeke Manniche var ophavskvinde til forslaget – der blev ledsaget af formaningen om, at drenge og mænd bør lære bækkenbundsøvelser!

Uanset hvad man måtte mene om Kvinder for Friheds forskellige forslag handler de alle om forbud. Budskabet er frihed gennem forbud.

Og bagved ligger penis-misundelsen. Ikke forstået på den måde Freud og den psykoanalytiske teori opfattede den. I det victorianske samfund Freud levede i herskede mændene og deres merværd placerede han symbolsk i det mandlige lem – det som kvinderne ikke har. Penis-misundelse betyder i dag snarere at diktere hvordan mænd skal opføre sig hjemme og i det offentlige rum, og bekæmpe mændenes optagethed – og stolthed – over deres biologi.

Når Klovn-plakaten kritiseres og anklages for at være pornografisk er det udtryk for en accept af det victorianske samfunds opfattelse – som Freud faktisk kritiserede – nemlig, at kvinder hverken har kønsdele eller seksualitet. Og derfor er ophøjede og rene i forhold til mændene. Og dermed værdige til at passe børnene. For det er jo kun det mandlige lem på plakaten der støder. Selv en klassisk psykoanalytisk teori, der er blevet overhalet af den moderne psykologi er klogere end moderne forbudsfemisters budskaber. Som er udtryk for foragt og angst for kroppen.

Det er pinligt at der er læger i Danmark, der er eksponenter for så umoderne og uoplyste synspunkter.

Det er flot – faktisk imponerende – at Jim Lyngvild erklærer at han er stolt af sin krop og tør vise den frem.

Han har også ret i at det er hykleri at respektere nøgenbilleder i glittede magasiner samtidig med, at man erklærer dem for underlødige i Ekstra Bladet eller Rapport.

Kulturradikale kunne sige “frihed for Loke såvel som for Tor”. Men aviser som f.eks. Politiken er meget traditionsbundne og en del af den tradition er homofob og homohadende. Hvilket får mange kulturradikale til at springe over til den rødbrune alliance i seksualpolitikken.

Og andre – måske Lyngvild selv – til i visse situationer, at lade sig narre af rødbrune feminister, der hykler sympati for homoerne. Vibeke Manniches våbenfælle i Kvinder for Frihed er den selvsamme Liselott Blixt, der ytrede ønske om at deltage i Copenhagen Gay Pride 2010. For at kunne bruge de homoseksuelle i Dansk Folkepartis kamp imod muslimerne.

Hvis man spurgte Liselott Blixt hvor begejstret hun er for Lyngvild lige nu- og han har ellers optrådt adskillige gange på tv med Pia Kjærsgaard – er det nok til at overskue!

Selvom det blot er et lem – er det et blottet lem han viser frem.