Kampen om homoteenagerne

I efteråret 2005 var jeg i New York. På en tur rundt i byen fangede mit øje tilfældigvis en forside på TIME Magazine med overskriften The Battle over Gay Teens. Det vakte min interesse. Da jeg læste artiklen så jeg, at den brød med de klicheer man hører så ofte om “hvor godt det er“, at de unge starter deres homoliv tidligt.  Istedet handlede artiklen om, hvor svært samfundet – og homomiljøet – har ved at tackle situationen.

Og den politiske kamp mellem højrefløj og homomiljø: De unges liv er blevet politisk kampplads mellem højrefløj og homomiljøet i USA. Ud over alle de mange vanskelige spørgsmål, det giver i ens liv, at springe tidligt ud bliver de unge idag også udfordret af de, der insisterer på at drive dem tilbage i skabet.

Empire State Building, New York 2005

Den politiske kamp mellem homobevægelsen og det amerikanske højre rummede adskilligt nyt for mig. F.eks. var jeg ikke klar over, at den kristne bevægelse, der forsøger at få de unge tilbage i skabet – og afsværge deres homoseksualitet –  først for alvor er startet efter år 2000. Det amerikanske samfund, vi troede ville blive mere åbent og tolerant var istedet mere uforsonligt og intolerant over for homoerne. Højreflløjen diskuterer ikke længere med sine politiske modstandere: Den prøver at udrydde dem. Teenagehomoerne er blevet deres foretrukne skydeskive.

For som en konservativ talsmand siger i artiklen: Taber de konservative  kampen om homoteenagerne, taber de på sigt også kampen om homoægteskab. Derfor mobiliserer de deres ressourcer og fortæller unge, hvor forkert og skadeligt det er at være homo. Og deres organisationer råder over de nødvendige økonomiske midler.

New York Stock Exchange

Og ganske rigtigt: På en tur rundt i byen møder jeg en masse homoer, men støder også ind i en gruppe der tiltaler min mand og mig og forsøger, at overbevise os om at terapi er det eneste rigtige. Selv voksne er omfattet af denne exodus-manøvre. Tæt på det springvand uden for Townhall hvor homoturister og New Yorkere lader sig fotografere – istedet for bryllupsceremoni på rådhuset – bliver vi tiltalt af kristne anti-gay aktivister!

Jeg har peget på teenagehomoerne som emne i den hjemlige debat. Men jeg skal ikke tage æren for at have forklaret problemstillingen. I USA er diskussionen allerede gammel. Og TIME Magazines artikel fra 2005 giver et  indblik i de nye udfordringer. Den udvikler pointer, der end ikke er nået til det danske homomiljø endnu.

Det skal siges at jeg ikke ubetinget er enig i artiklens konklusioner. En simpel forklaring kunne være at i 2010 er det slet ikke er muligt at være så optimistisk – som artiklen fra 2005 trods alt er.

En anden forklaring kan være at de politiske alliancer er skiftet siden, og ændrer nogle politiske perspektiver.

Det er vist velkendt at jeg i forskellige fora har jeg rettet fokus på homoteenagernes livsstil, sociale vilkår og muligheder. I USA er det en velkendt uenighed: Enten skal de unge hjælpes ind i homolivet. Eller også skal de tværtimod have hjælp til at komme ud det.

I Danmark er der derimod stort set konsensus mellem højrefløj og homomiljø. De der stemmer homoseksuelle mærkesager ned i Folketinget og mennesker fra LGBT miljøet er enige om, at samfundet skal beskytte teenagerne med forbud og restriktioner og forhindre dem i at have et homoliv og udvikle deres homoidentitet. Teenagerne er ikke velkomne i det danske homomiljø.

TIME artiklen spørger:

“They are coming out earlier, to a more accepting society. So how did they end up on the frontlinies of America’s culture war?”

Netop fordi amerikanske forhold er præget af det religiøse højre er det interessant at forholde sig til forskelle og ligheder. Og hvad der karakteriserer danske forhold.

I USA har modstanden mod homoseksuelle rettigheder og kampen mod homoteenagerne rod i religiøse budskaber fra konservative og kirkelige kræfter. I Danmark ser den politiske alliance imod homoteenagerne helt anderledes ud. Den er baseret på højrefløjens politik og kulturelitens nypuritanisme. Men det er et andet emne jeg vil tage op i efterfølgende artikler.

Her er de  5 pointer  jeg finder mest interessante:

1. Det tidlige udpring: En ny homoseksuel livscyklus

“What happens when you come out as a kid? How gay youths are challenging the right – and the left.

The Point Foundation  Launched in 2001 gives lavish (often full-ride) scholarships to gay students. It is one of the few national groups conceived explicitly to help gay kids, and it is a leading example of how the gay movement is responding to the emergence this decade of hundreds of thousands of openly gay youths.

Kids are disclosing their homosexuality with unprecedented regularity and they are doing so much younger. The average gay person now comes out just before or after graduating high school, according to The News Gay Teenager a book Harvard University Press published this summer. The book quotes a Penn State studyof 350 young people from 59 gay groups that found that the meanage at which lesbians first have sexual contact with other girls is 16; it’s just 14 for gay boys.

In 1997 there were approximately 100 gay-straight alliances (GSAs) – clubs for gay and gayfriendly kids – on U.S. high school campuses. Today there are at least 3,000 GSAs-nearly 1 in 10 high schools has one according to the Gay Lesbian Straight Education Network  GLSEN, which registers and advises GSAs.

In the 2004-05 academic year, GSAs were established at U.S. schools at the rate of three per day. The appearance of so many gay adolescents has, predictably, worried social conservatives, but it has also surprised gay activists, who for years did little to help the few teenagers who were coming out. Both sides sense high stakes. “Same-sex marriage-that’s out there. But something going on in a more fierce and insidious way, under the radar, is what’s happening in our schools” says Mathew Staver, president of Liberty Counsel, an influential conservative litigation group.

“They” –  gay activists – “know if they make enough inroads into [schools], the same sex-marriage battle will be moot”.

Most gay activists would rather swallow glass than say Mat Staver was right about something but they know that last year’s big UCLA survey of college freshmen found that 57%  favor same-sex marriage (only about 36% of all adults do).

From young ages, straight kids are growing up with more openly bisexual, gay and sexually uncertain classmates. In the 1960s, gay men recalled first desiring other males at an average age of 14; it was 17 for lesbians. By the ’90s, the average had dropped to 10 for gays and 12 for lesbians, according to more than a dozen studies reviewed by the author of The New Gay Teenager, Ritch Savin-Williams, who chairs Cornell’s human-development department.

Children who become aware of their homosexual attactions no longer need endure the baleful combination of loneliness and longing that characterized the childhoods of  so many gay adults.”

2. Højrefløjens anti-homo strategi: Exodus

“That doesnt mean young lesbians and gays will never get shoved in the hallway, and multiple studies have shown that gay kids are at higher risk for suicide than their straight peers are. But research indicates that most gays today face an environment thatt more uncertain than unwelcoming. 

Pro-gay government programs seem highly unlikely in this political environment. That’s in part because of the growing influence on the right of another gay force: gays who don’t want to be gay,who are sometimes called, contentiously, “ex-gays”.

 On talk radio, on the Internet and in churches, conseratives’ canniest strategy for combatting the emergence of gay youth is to highlight the existence of people who battle and, some claim, overcome their homosexual attractions.

Because kids often see their sexudity as riverine and murky-multiple studies have found most teens with samme-sex attractions have had sex with both boys and girls- conservatives hope their “ex-gay” message will keep some of those kids from embracing  a gay identity. And they aren’t  aiming the message just at teens. On one of the websites, the Christian group Focus on the Family has warned that boys as young as 5 may show signs of  “gender confusion and require “professional help”.

Few young gays actually want to change: six surveys in The New Gay Teenager found that an average of just 13% of young people with same-sex athactions would prefer to be straight. Nonetheless, gaykids trying to change can find unprecedented resources. As recently as the late ’90s, Exodus International, the premier organization for Christians battling same-sexattractions, had no youth program.Today, according to president  Alan Chambers, the group spends a quarter of its $1 million budget on Exodus Youth; about 80 of Exodus’ 125 North American ministries offer help to adolescents.”

“Twenty years ago, most churches wouldn’t even let Exodus in the door”‘ says Scott Davis, director of Exodus Youth. “Now there are open doors all across the country”.”

3. Homobevægelsens svar: Homo-hetero alliancen

“So the Christian right has found its stategy – inclusion, prayer, the promise of change – and the gay movement has found one- GSAs, scholarships, the promise of acceptance. But what of the kids themselves?

In July, I met 30 way-out-and-proud LGBT youths at a Michigan retreat arranged by the Point Foundation; these high-achieving Point scholars are getting from $4,000 to $30,000 a year to pay for their educations and are considered by some gays to be the movement’s future leaders.

Savin-Williams, who is generally sunny about gaykids prospects, notes that those who come out early tend to have a harder time at school, at home and with their friends than those who don’t.

4. Modsætninger mellem teenagere og homomiljø: Hvilken strategi?

Perhaps it’s not surprising that the straight world isn’t always ready to accept a gay kid. But the gay world doesn’t seem ready either.

It occurred to me that gay adult are still figuring out how to deal with gay kids. The gay subculture, after all, had been an almost exclusively adult preserve until the relatively recent phenomena of gay adoption and out teens. Point schoolar Bryan Olsen who turned 21 in august and has been out since was 15 told me during the retreat:

“It probably sounds anti-gay, but I think there are very few age-appropriate gay activities for a 14-, 15-year old, There’s no roller skating, bowling or any of that kind of thing … It’s internet, gay porn, gay chats.”

 5. Konklusion: Fagre nye homoteenager verden?

Until recently, growing up gay meant awaiting a lifetime of secrecy – furtive encounters, darkened bar windows, crushing deracination. That has changed whith shocking speed. “Dorothy resonates so much with older gay people – the idea of Oz, someplace you can finally be accepted” says Glatze og YGA. “The city of Oz is now everywhere. It’s in every high school”. That’s not quite true, but the emergence of gay kids is already changing the politics of homosexuality. When their kids come out, many conservatives – just ask the Vice President – start to seem uncomfortable with traditionalist, rigid views on gays. But what happens when your child comes out not at 23 but at 13? At least in the short term, it’s likely that more gay kids means more backlash.

“It kinds of reminds me of the issue of driver’s licenses for kids”, says the University of Minnesota’s Remafedi. “Yeah, its great they can get around. But there’s also a greater chance you can have an accident…In my own life and generation, we separated ourselves from the straight community. We lived in gay ghettos, and we saw the larger culture as being a culture of repression. Hopefully, some of those walls between cultures have come down. But walking between those worlds takes a lot of skill.”

Uddragene er fra TIME Oktober 10, 2005

Vol. 166, Nr. 15

De to billeder af Empire State og Stock Exchange er mine private.

Reklamer

Ønsker det danske homomiljø at nedlægge sig selv?

Det danske homomiljø er blevet sin egen værste fjende. Mærkesagerne er ikke blevet gennemført. Regeringen har gentagne gange forhalet og spændt ben for homoægteskab og vielse. Men det er ikke problemet.

Selv hvis disse vedtagelser gik igennem i den nuværende Folketingssamling  og LGBT Danmark nedlagde sig selv efter veludført arbejde ville vi i realiteten kun være kommet et lille skridt videre. Måske end ikke det.

Sagen er at den samfundsmæssige – og politiske dagsorden – har flyttet sig. Regeringen kan underprioritere eller forsinke indsatsen imod hatecrimes, men heller ikke oppositionen vil kunne lovgive sig ud af dette problem, hvis den får magt efter næste valg.

Faktum er at det danske samfund i løbet af det sidste årti ikke er blevet mere tolerant over for de homoseksuelle  – eller seksualitet i det hele taget.

At LGBT Danmark vil nedlægge sig selv når de sidste mærkesager er gennemførte fremstår sandsynligt. Hele den del af den samfundsmæssige dagsorden der omhandler andet end en beskeden del af middelklassens problemer har hverken LGBT Danmarks interesse eller opmærksomhed.

Nedlæggelsen af foreningen forekommer desto mere sandsynlig, fordi uenigheden med regeringen inskrænker sig til enkeltsager. Der er ikke nogen modstand mod det der er vigtigst  på den politiske og samfundsmæsssige dagsorden lige nu: Kriminalisering og illegalisering af forskellige former for sex.

En lang række emner falder uden for LGBT Danmarks interesseområde fordi homopolitik i Danmark – i modsætning til Sverige – ekskluderer alt der ikke er LGBT. Mens det svenske RFSL er bredere og inddrager seksualpolitiske emner, som prostitution og pornografi i sit principprogram.

Emner der er stærke krav om bliver omfattet af nye restriktioner og forbud i Danmark. LGBT Danmark er fuldstændig tavse. En tavshed man kan tage som udtryk for stiltiende accept af kriminaliseringspolitikken.

Den verserende debat om dating-sitet boyfriend.dk er interessant, fordi det er det eneste sted seksualpolitiske synspunkter i miljøet støder sammen. Kernen i debaten er om homomiljøet skal være inkluderende eller ekskluderende.

Et af homomiljøets vigtigste principper er at det er inkluderende. Alle LGBT mennesker skal have mulighed for at være med. På sitet boyfriend.dk er heteroseksuelle forment adgang. Hvis det fremgår af profilen, at man er hetero udtaler dets administrator Andreas Frøsting på forbruger sitet Trustpilot, at man er uønsket. Tanken er at sitet skal være et eksklusivt dating-site for LGBT mennesker.

Noget i størrelsesordenen af 95% af Danmarks befolkning definerer sig som heteroseksuelle. De er altså uønskede. På linie med de der søger dyresex. Sådan er sitets regler. Attituden bag er både arrogant og intolerant. I fuld overensstemmelse med resten af LGBT miljøets politike grundsyn.

Om de der definerer sig som heteroseksuelle kan man sige, at ikke alle ved om de eventuelt skulle have homoseksuelle lyster. Måske er de ikke sprunget ud? Over for sig sig selv eller andre? Og hvem kan afgøre om andre mennesker er hetero eller homo. Eller måske bi?

Administrationen af boyfriend.dk består i at ekskludere enkelte mennesker eller grupper. Enten vilkårligt eller efter nøje gennemtænkte principper. Det kan være filter mellem aldersgrupper. Eller oprettelse af lounges, hvor bestemte racer bedømmes som usexede som f.eks. loungen “Tænder ikke på asiater”. Som eksisterer med administrators velsignelse.

Boyfriend er m.a.o. lige som resten af homomiljøet ikke inkluderende det er ekskluderende. En masse mennesker bruger en mængde energi på, at udtænke nye måder for at klassificere og ekskludere andre.

For en gruppe af mennesker der søger samfundets accept og ligestilling forekommer en så bastant afvisning af  “de der ikke er lige som os” som absurditet.

Især fordi man må formode at kun en lille del af befolkningen definerer sig selv som homoseksuelle – eller tilhørende LGBT – men mange flere kan have homoseksuelle erfaringer. Eller ønske om det. Og kunne deltage eller støtte.

En lille gruppe på boyfriend.dk’s debatforum kalder sig selv for moralister. De er lige som deres ligesindede uden for LGBT miljøet fuldtidsbeskæftigede med at udtænke måder man kan forhindre andre mennesker i at have sex. Deres ærinde er kriminalisering og stigmatisering af bestemte former for sex.

Det er mere end jalousi.  Forbudstilhængerne på boyfriend har gang på slået fast, at eftersom det er et privat site, finder de enhver kritik irrelevant og uvelkommen. Og sitets administrator har heller aldrig nedladt sig til at svare sine kritikere. I modsætning til det omgivende samfund er der hverken brugerindflydelse eller ytringsfrihed i homomiljøet.

Alle private sites er ikke hævet over kritik. Der er f.eks. en forbrugergruppe der stiller krav til Facebooks håndtering af brugernes interesser og beskyttelse af private data. Boyfriend sitet hænger derimod mennesker ud offentligt. Og smider dem ud, uden de får lejlighed til at forsvare sig.

Hvorfor er det sådan i homomiljøet.  Hvorfor bliver denne tingenes tilstand accepteret?

Måske fordi LGBT politik idag ikke handler om rettigheder, men om at fremme en forbudsdagorden.

Selvfølgelig er der også kritiske røster. Både i Danmark og i USA er der modstand mod forbud og kriminalisering,

Den del af feministerne der er kommet videre siden 70’ernes Femø ølejre kalder sig  for prosexfeminister, og er imod forbud, forbud og kriminalisering.

V er nogle der definerer os selv som prosexhomoer, og er imod forbud og eksklusion. Hvilken form for sex det enkelte menneske søger eller dyrker vedkommer ikke samfundet eller andre private sålænge det er legalt.

Nogle mennesker er imod sex – i hvert fald forskellige former de ikke selv tænder på eller dyrker. Og ønsker forbud.

Moralisterne på boyfriend-sitet erklærer beredvilligt, at sex og seksualitet intet betyder for dem privat. Det de har imod homomiljøet er, at det promoverer sex. Og tænk engang: Det er nok sandt. Homomiljøet repræsenterer i deres øjne “tusind perversioner”. Som det er deres pligt at bekæmpe.

De ser det som deres opgave at nedlægge homomiljøet. Og i modsætning til politiske partier som er fjendtlige over for homoseksuelle og LGBT miljøet er de, der kalder sig moralister, en del af miljøet.  Hvor de  har både magt og indflydelse.

I den offentlige debat handler forbudsdiskussionen ofte om de mere bizzare former for sex som få kender og endnu færre dyrker. Dyresex eller japanske tegneserier på nettet. Men kernen i forbudsindstillingen er at forbyde eller illegalisere sex vi alle kender eller opfatter som normalt.

Moralisterne mål er at alt det der er fuldt legalt og socialt acceptabelt nu i fremtiden skal krimininaliseres og illegaliseres. Boyfriend.dk har indført et filter mellem unge og voksne. Et nyt dating-site – Albert.dk – har sat en aldersgrænse på 18 år. Og dermed ignoreret lovgivningen der ligestiller homoseksuelle og heteroseksuelle forhold, og sætter den seksuelle lavalder til 15 år.

Af debatter med de der forsvarer kriminalisering fremgår det at en aldersgrænse gerne kunne sættes højere. “Frivilligt” som visse dating-sites gør idag. Eller tvunget via lovændringer.

Sammenholdt med at en ny britisk undersøgelse fortæller at homoseksuelle idag springer ud tidligt – i gennemsnit når de er 15 år – forekommer det ikke indlysende at lægge hindringer i vejen for unge på datingsites. Eller for at unge kan færdes i LGBT miljøet.

De begrænsninger moralisterne ønsker er altså ikke vendt mod mærkelige afarter af seksualitet, men imod mennesker der har en bestemt seksuel orientering, race eller alder.

Hvis LGBT miljøet får vedtaget sine mærkesager vil en organisation som LGBT Danmark formentlig nedlægge sig selv. Og relaterede politiske og kulturelle aktiviteter som f.eks. Priden forlanges nedlagt. Fordi den alene som – det også hævdes fra ledende medlemmer af Dansk Folkeparti – er udtryk for ikke tilpassede gruppers behov for demonstration af afvigende seksualitet.

Kernen i den seksualpolitiske debat er at en gruppe mennesker i det danske samfund har sat sig for at agere smagsdommere og agter at indføre forbud på forskellige områder. En debat LGBT Danmark end ikke har tænkt sig at deltage i. Heller ikke der hvor konsekvenserne vil være mærkbare for miljøet.

Det pornografiske samfund

Internettet er over os. Og dermed også frygten. Da vi fejrede Millenium for 10 år siden troede mange at nettet ville gå ned. For hvor der er net er der hackere sagde computereksperterne. Og de skulle jo vide det. Men der skete intet. 

Siden er alle de sociale sites kommet til: Myspace (2003), Flickr (2004), Facebook (2004), You Tube (2005) og Twitter (2006). De er nye, vi kender dem ikke særlig godt endnu. Vil de passe godt på vores personlige oplysninger? Undlade at udlevere dem til trediepart, der kan spamme ens e-mail med reklamer eller det der er værre?

Betænkelighederne ved nettet er beslægtet med de betænkeligheder der altid har været over for nye teknologier. I cyklens barndom var fornuftige mennesker ikke i tvivl om at fart dræber. Og slet ikke da bilen blev opfundet. Det forhindrede ikke at begge køretøjer blev en uundværlig del af det moderne samfund.

Risikosamfundet: Hvad sker der næste gang man drejer om hjørnet?

Risikosamfundet er det blevet kaldt: Alt er jo farligt, spørgsmålet er hvor farligt det er. Hvis en hensigtsvæssig trafikomlægning kan minimere faren for sammenstød mellem cyklister og biler har man måske slet ikke grund til at være bekymret. Så længe man ser sig for.

På nettet kender vi alle leave eller enter skiltene. Så kan de mindreårige holdes ude fra visse typer sites. F.eks. de der beskæftiger sig med pornografi. På Flickr er der advarsler imod at se visse af brugernes billeder. De der er skræmmende og provokerende. F.eks. to fyre der kysser hinanden! På nettet hersker der altså sex-panik. Sex på nettet er farligt. Selv et kys.

Alle sites der beskæftiger med sex tager deres forholdsregler. Adskillige dating-sites sætter en aldersgrænse på 18 år. Den danske lovgivning opererer som bekendt med en seksuel lavalder på 15 år. Og den alder gælder ude i virkeligheden. Men på nettet er alting farligere ved vi alle. Og dating-sites er kommercielle.  Man kunne argumentere for, at de blot skal holde sig til lovgivningen. Men faktum er at de udøver selvcensur.

Et enkelt site –  boyfriend.dk –  opererer endnu med en aldersgrænse på 15 år. Men i dette efterår har sitet indført et filter så de unge mellem 15-18 år kan vælge at være usynlige i forhold til sitets øvrige brugere. Af hensyn til deres sikkerhed. Om de vil benytte det er selvfølgelig frivilligt.

Men brugerne – de der ved – eller kunne tænke sig at vide, hvad et homokys er går vel ikke ind for restriktioner? De unge homoer har behov for, at gøre deres erfaringer på et site, hvor de kan kommunikere med hinanden – og måske med fyre, der er homoseksuelle?

Det er en del unge enige i. En fyr på 17 år siger på boyfriend.dk:

Det er FEDT med fyre i homomiljøet som tør skille sig lidt ud fra de andre og tør vise deres kærlighed selvom den ene er ung og den anden er en voksen fyr.”

Hans profil er synlig for de andre brugere og han deltager i offentlig debat. Når han bliver foreholdt at det synspunkt hører man ikke så ofte svarer han:

“Jeg tror bare det er lidt nemmere for de mere voksne fyre at snakke om det sådan helt offentligt.”

Er det rigtigt at de voksne er mere åbne eller er mindre skræmte over hvem der mon vil læse med. Er de der er mere erfarne også mere åbne?

Desværre nej.

Undertegnede er den eneste bruger på sitet Trustpilot der har givet en anmeldelse af et homopornosite, det amerikanske 8teenboy site. Da Trustpilot er et forbruger site, er et væsentligt element i indlægget, at der ikke indgår nogen klager over kundeservice. Og at sitet holder hvad det lover. Det skulle man tro andre også kunne konstatere. Eller at de kunne vurdere andre sites. Men der er tavshed.

En anmeldelse af pornografi fortæller trods alt, at man føler sig kompetent til at vurdere om det er godt eller skidt. Og gør man opmærksom på at fyrene ser godt ud og fungerer sammen har man røbet noget om sig selv. Smag eller dømmekraft.

Dette indlæg handler om hvorfor man er nødt til at forholde sig til pornografi. Pornografiens begreber og virkelighedsbillede indgår i forskellige former for offentlig debat. På en uheldig måde.

Først lige et par ord til om åbenhed.

Homoseksualitet er stigmatiseret eller kriminaliseret andre steder i verden. Det må mennesker med anden etnisk eller kulturel baggrund end dansk forholde sig til, når de har kontakt med hjemlandet. Men hverken sex eller pornografi er tabuer i Danmark.

Det er vel mere et spørgsmål om, hvad man kan lide eller ikke lide. Spiser man frugt eller grønsager hver dag fordi det falder i ens smag eller af hensyn til vægt eller sundhed er det et personligt valg. Ikke noget man nødvendigvis skal være “åben” med. Formentlig er det kun ens nærmeste venner der ønsker at høre om ens kostvaner – med mindre man er ekspert i ernæring.

Men man kan være åben homo. En del af forklaringen er at homoseksualitet indtil 1981 var på Sundhedsstyrelsens liste over psykiske sygdomme.  Og her eksisterer der jo mange tabuer. Med dette in mente kan man også fravælge åbenhed af frygt for fordomme eller stigmatisering. Nogle miljøer er mere tolerante end andre. Det er en kendsgerning.

Seksualitet er ikke privat. Den måde internettet fungerer på nedbryder grænserne mellem offentlig og privat. I 1990’erne eksisterede der et fænomen der blev kaldt netbloggere. En af disse Justin Hall blev kaldt verdens mester i selvudlevering. For det var hvad det handlede om: At fortællle sit livs intime deltaljer på video, billeder og ord. Tilgængeligt for alle. Nogle mente det fænomenet måtte være forbigående. I dag lider 500 millioner mennesker af det der dengang blev afvist som opmærksomhedssøgen. Vi bliver kaldt for Facebook brugere. Fænomenet er blev bredt ud til helt almindelige mennesker.

I et samfund der til tider i den offentlige debat betegnes som “pornoficeret” er der påfaldende få mennesker, der føler behov for at tilkendegive deres synspunkter vedrørende sex eller pornografi.

På et dating-site er der mulighed for anonymt at tilkendegive sådanne synspunkter. Det er derfor i praksis den eneste tilgængelige kilde for en diskussion af de forskellige synspunkter.

Her har jeg kunnet konstatere at en lang række debatter føres med udgangspunkt i pornografiske forestillinger. I et omfang hvor man kommer i tvivl om, hvad brugerne på dating-sitet kender bedst: Virkeligheden eller den pornografiske forestillingsverden. Selvom de hårdnakket benægter at det forholder sig således.

Lad mig her tage udgangspunkt i hvad fyren på 17 år siger om alder. Hvorfor skulle det være interessant hvilken alder Romeo og Julian har? Hvis der er kærlighed mellem to fyre, gensidighed og respekt, alt det der er normalt og som de fleste af os kender fra hverdagen eller de fester vi går til, hvorfor så diskutere noget så uinteressant som alder?

Men alt afhænger selvfølgelig af hvilke begreber om sex man lægger til grund. Pornografien – eller store dele af den – foregår i fantasiens verden. Her sker alt det ingen – forhåbentligvis – ønsker at se i virkeligheden. Tvang, gruppevoldtægt, voldsom dominans og incest forhold er bare en del af det. Ofrene skriger enten af smerte eller af lyst. Der er ingen krav om realisme. Det åbenlyst utroværdige ødelægger ikke en sexfilm. Det kender vi også fra andre genrer. Actionfilm hvor et utal af biler er blevet smadret og et tocifret antal mennesker skudt eller kørt ned kan sagtens få et måbende biografpublikum til at juble af begejstring. For de ved det er film. Og bilerne var et bestemt fabrikat så alle tjener penge på det der kaldes product placement. Og menneskene døde jo ikke.

Alle de såkaldte aldersdebatter på boyfriend.dk har det tilfælles, at de hverken handler om alder eller virkelighedens verden, men derimod om pornografiske fantasier. Debatten kredser om alle tabuerne: Overgreb, vold, tvang og incest. Og konklusionen er derfor også givet på forhånd: Det kan ingen acceptere i virkelighedens verden. Måske hengiver debattørerne sig blot til  pornografiske fantasier. Som derefter afvises i anstændighedens navn?

Tommy Anders

Et eksempel er at alle homoseksuelle forhold betragtes ud fra en incestuøs synsvinkel: To fyre på samme alder er i denne terminologi “brødre”, en ældre og en yngre er “far” og “søn” eller “onkel” og “nevø” og så fremdeles. Og debattører står frem på stribe og erklærer det er “klamt” eller “ulækkert”. En enkelt debattør har stået frem og erklæret sig imod homoseksualitetens “tusind perversioner”. Og altså karakteriseret homoseksualitet som de “tusind perversioner”. Der har etableret sig en fløj af debattører, der opfatter sig selv som moralister. Men alle deres forestillinger om forhold mellem fyre og homosex er hentet fra pornografien. Og det er et fantom de bekæmper: Pornofantasiens verden – deres egne pornografiske forestillinger.

Spørgsmålet er: Hvordan kan seksuelle forhold mellem frie og lige individer som vi alle kender dem omfortolkes til den pornografiske forestilling om asymetriske forhold, der er bundet via familierelation eller autoritetsforhold? Forhold formentlig meget få mennesker kender i praksis. Måske fordi disse fantasier appelerer til nogle?

Debatterne vidner om at erotiske fantasier ikke søges i pornografien på nettet. Det er det pornografiske materiale på nettet der strukturerer virkelighedsopfattelsen.

Det pornografiske samfund er et samfund, hvis forestillinger er styret af pornografi.

I ungdomskulturens sprog hedder det “du kunne være min far”, hvis en ung fyr ikke tænder på en voksen fyr. I det pornografiske samfund er incest normalt.

Debattørerne fortæller derfor også at det er sex og de miljøer, hvor mennesker opsøger sex der er skadelige. Ikke pornografiens fantasifulde eller forvrængede fremstillinger af sex eller seksuelle relationer. Sagt omvendt ville det hedde: Sex er skadeligt, pornografi er sund og godt.

Det bemærkes aldrig på disse debatter at pornografiens forestillingsverden er kontrafaktisk: Når homoseksuelle fyre er sammen er forholdene i praksis aldrig incestuøse. De jævnaldrende fyre er ikke brødre, der hvor der er aldersforskel er den ene ikke far og den anden er ikke søn. Forestillingen om dominans i disse forhold baseret på far-søn forhold eller lærer-elev forhold stammer fra fantasiens verden og kan derfor ofte indbefatte S/M og alle tænkelige variationer ingen af de pågældende debattører har prøvet. Men altså uden tvivl har set på nettet.

Spørgsmålet er hvordan påstande der åbenlyst er kontrafaktuelle – dvs. ikke kan bekræftes i den virkelighed vi alle kender og er en del af – kan udgives for sandhed?

Som det fremgik af tavsheden omkring hvem der benytter de forskellige sexsites har den pornografiske forestillingsverden ingen legitimitet. De der betegner sig selv som moralister benægter, at de ser porno eller har noget forhold til det. Hvilket ikke er særlig overraskende. Hele det moralske fundament ville ryge på gulvet, hvis de tilstod deres kendskab og inforståethed med de pornografiske klicheer.

Som nævnt indgår der i bestemte typer pornografi altid ofre: De svage der tvinges til sex og ydmygelse. Da det ofte er en fremstilling af mand-kvinde forholdet har det vakt stærk kritik fra feminismen.

Dog er der det ejendommelige forhold at en del af feminismen – den der med rette lidt nedsættende bliver kaldt offerfeminismen – accepterer denne præmis. Og gør den til sin egen: Kvinder er ofre, mænd er stærke, kvinder er svage, dominans er maskulint og underlegenhed er feminint, penetrering er maskulint og passivt er feminint. Kvinder er altid ofre.

Selve dens form, diktotomien (modsætningen) mellem mænd og kvinder, maskulin og feminin, stærk og svag etc. ekskluderer tilsyneladende på forhånd de homoseksuelle fra betragtningen. Her handler det jo om mænd, der har sex med mænd.

Men alt hvad debattørerne  fra sexdebatten behøver at tilføje er, at de betragter de unge mænd som kvinder. Og som ofre. Og dermed forlenes den pornografiske forestillingsverden med en autoritet den i sig selv ikke besidder. For så repræsenterer synspunktet lige pludselig moralen: Hvordan beskytter vi de unge, hvordan løfter samfundet  forpligtelserne over for de unge? Er det så ikke rigtigt at dating-sites holder sig til en aldersgrænse der ikke indgår i nogen lov, eller lægger filtre ind for at beskytte de unge?

Svaret er: Jo hvis alt hvad vi ser i pornografien er sandt, og de pornografiske billeder og film ikke er fantasi eller forestilling, men derimod skinbarlig virkelighed.

Det “moralske” synspunkt opererer med to kontrafaktiske påstande:

For det første hævdes det med udgangspunkt i den pornografiske forestillingsverden, at alle seksuelle relationers kerne er dominans. Sex er ikke leg med roller. For mønstrene ligger fast. I et forhold hvor der er aldersforskel er “far” dominant og “søn” er offer. “Far” er aktiv, “søn” er passiv, “far” er maskulin og “søn” er feminin.

I den pornografiske forestillingsverden er sex udnyttelse. Som jeg konstaterede på boyfriend-debatten:

“Parterne har ikke valgt hinanden – man vælger som bekendt ikke sine forældre – og derfor er der også tale om at den ene part udnytter den anden.”

Den anden kontrafaktiske påstand er på sin vis mere overraskende: Unge mænd er i virkeligheden kvinder, hævdes det. For i sex relationer er de “kvinden i forholdet”. Ikke fordi de har valgt en rolle, men fordi det er sådan.

Jesse Starr

En del af overraskelsesmomentet ligger i at feminister og moralister erklærer sig imod udnyttelse af de unge, hvorefter de fastslår at unge altid bliver udnyttet. Alle dating-sitets bestræbelser bliver på forhånd bedømt som fiasko. Den pornografiske forestillingsverden er  pludselig i denne forståelse blevet troværdig. Faktisk autoritativ.

Den pornoindustri som hverken feminister eller moralister ellers vil kendes ved er blevet leverandør af sandhed?

Og dermed knækker deres argumentation: De er hverken tilhængere af moral eller anstændighed – sådan som de selv hævder – de udbreder tværtimod pornografiske forestillinger.

Det pornografiske samfund er en realitet i det øjeblik alle opgiver at skelne mellem hvad der foregår på film, og hvad der foregår i virkeligheden. Dertil er vi ikke nået endnu. Heldigvis.

Skulle vi ikke i stedet tage stilling til hvad vi ser?

Faktisk kan jeg bedre lide ordet sexfilm, fordi det ikke har den negative ladning, der ligger i ordet pornografi. Så kan en bedømmelse være udtryk for smag i stedet for fordømmelse.

Sexfilm er en dårlig herre, men en udmærket tjener.

De film jeg nævner i min anmeldelse på Trustpilot fremstiller ikke unge mænd som kvinder, de påstår ikke at alle unge mænd er passive, de påstår ikke at unge mænd har barnligt-diminutive kønsdele og de påstår ikke unge mænd er feminine. Og de påstår ikke at der er aldersforskel i alle homoseksuelle forhold. De foregiver end ikke at levere sandhed. De leverer sex fantasier.

Efter Tommy og Jesse – under suk og støn – har haft både oralsex og analsex og fået udløsning kalder mor på drengene der angiveligt befinder sig på teenageværelset. Mor tror de har lavet lektier eller spillet computerspil. I virkelighedens verden havde hun nok vidst besked med – eller hørt – drengenes aktivitet. I stedet råber mor at aftensmaden er færdig. Og udgangsreplikken er at drengene svarer: “Vi er klar nu!”

Det er hvad filmen indrømmer til pornoens ellers notoriske krav om, at det der foregår skal være hemmeligt, fordækt eller forbudt.

Traileren til videoen ligger her:

Tommy&Jesse

Albert.dk: Udfordring af grænser

Det skal siges med det samme, at jeg er ny på Albert.dk, og dette derfor er en foreløbig vurdering.

De fire stjerner (tæt på topkarakter) får sitet for, at prøve nye grænser af for, hvad man kan eller ikke kan som dating-site.

Sitet promoverede sig selv ved Copenhagen Gay Pride 2010, hvor jeg fik stukket en flyer i hånden. Og havde transparenter med logo på Rådhuspladsen. Et dating-site skal være stort, hvis det skal være interessant for kunderne. Albert har ikke opnået den rigtige størrelse endnu, men folkene bag gør en god indsats.

Prøv at opret en profil, og se hvad det er skal min opfordring lyde.

Opsætningen af siden er enkel, uden mange funktioner. Der er et debat-forum. Men indlæggene er ikke overskueligt listet op. Og nogle efterlyser en chat-funktion.

Men da erfaringerne med begge dele på det konkurrerende boyfriend.dk er meget ringe, forstår man godt at disse funktioner ikke er højt prioriteret.

Det skal dog siges at Albert.dk generelt får positiv respons fra brugerne i debat-forum. I modsætning til boyfriend.dk.

Albert.dk kommunikerer da også med sine brugere. Det er et site i opstart-fasen, og menneskene bag forsøger at udvikle det.

Brugerne blev således spurgt om deres holdning til betalingssex på sitet. Det virkede umiddelbart grænseoverskridende på mig. Men sitet begrunder det med, at de har registreret et par profiler, der tilbyder betalingssex, og de derfor overvejer at formalisere det.

Umiddelbart synes jeg det er en rigtig tanke, at det der er legalt efter dansk lovgivning også er tilladt efter sitets regler. Da brugerne skal være mindst 18 år er der ingen problemer.

Men det kræver altså at sitet overvåger, hvad der foregår for betalingssex kan føre en masse uønskede ting med sig.

Og så er der det med de unge. De er der jo også selvom sitets regler siger de ikke må. Der kan man jo også tilsvarende indvende, at lovgivningen er lidt striksere men fundamentalt set er det jo ganske legalt, at de er på den type sites, når bare de er fyldt 15 år.

Måske var det derfor en idé, at åbne for de yngre fyre også. Unge over og under 18 år fylder altså ganske meget i dating-sammenhæng. Af gode grunde.

Jeg kan ikke give nogle entydigt svar. Det der IKKE er ønskeligt er et site med egne regler – der ikke overholdes – moralsk begrundet og uden hensyn til dansk lovgivning. For det betyder ingen love eller regler gælder i praksis. Og brugere der skændes højlydt om, hvad der er tilladt eller ej.

Albert.dk har skåret det simpelt til ved at holde de helt unge ude. Men netop den gruppe er mest opfindsom, hvis de vil være med. Og så risikerer man problemer med fake-profiler. Noget som selvfølgelig også plager Albert.dk.

Det skal dog siges, at mange udviser god stil og optræder under eget navn eller med et profil-navn kendt fra andre sociale sites.

Hvor godt et socialt site er i sidste instans op til brugerne. Hvis Albert.dk fra start vil gøre åbenhed og gennemsigtighed til trademark kan de undgå de problemer andre kæmper med. Ældre sites håndhæver anonymitet som det vigtigste for brugerne. Men verden ændrer sig. Det er langt lettere at stå frem idag end det var førhen. På et dating-site er det vigtigt at vide, hvad man får. Hvis brugerne har genkendelige billeder, nicks man kender eller deres navne på kan man tage kontakt til fyren man så i byen, men aldrig fik talt med. Og så se hvad der sker. Så kan sitet tjene sit formål. Hvad der så langt fra er en selvfølge, og ikke virker andre steder.

En bøn til Albert.dk: Kunne de brugere, der ikke har profil-billede få nogle forskellige små ikoner i stedet for et blankt felt. Så kunne de karakterisere sig selv som typer. F.eks. som pretty boy, læderbøsse, the boy next door eller armymann? Det vil løfte det visuelle indtryk.

Og en ting til: Kunne vi ikke få nogle nyheder på sitet. Fra Out&AboutPrideNews og Xq28.dk .

Som sagt har jeg ikke mange erfaringer med sitet, min indstilling er derfor vent og se, hvad der sker. Hvor jeg noterer mig, at sitet allerede har styret uden om forskellige faldgruber.

Anmeldelse af Abert.dk på  TrustPilot 23. september 2010.