Brent Corrigan bruger kondom

Sådan bruger man et kondom!

Sexstjernen Brent Corrigan underviser.

Et godt sexliv er et sikker-sex liv.

Tjek linket og scroll ned til nummer 4 video, den er med Corrigan:

 

Brent Corrigan how to put on a Condom

Corrigan har i 2010 tilsluttet sig Stop Aids kampagnen i Wahsington.  Terry Gerace der er medstifter af denne fortæller:

“Han er forlængst blevet fortaler for sikker sex og har offentligt undskyldt for sin tidligere medvirken i film, hvor der forekom usikker sex.”

Selv har Brent Corrigan udtalt:

“Mine følelser i dette spørgsmål er meget simple. Jeg var et dårligt eksempel på et tidspunkt i mit liv, da jeg var meget ung. Ungdom er ingen undskyldning for mine handlinger, men det kan forklare hvorfor jeg begik disse fejltagelser.”

Bernard Faucon: Uskyld og plastik

Fotografiets styrke er dets evne til at overbevise os om, at det vi ser er sandt og virkeligt. Altså dets troværdighed. Herved adskiller fotografiet sig fra de øvrige visuelle kunstarter – måske med undtagelse af film. Tegning og maleri dyrker komposition og fantasi, hvor fotografiet dyrker realisme eller mimesis (efterligning). Det gælder dog ikke den skole af fotografer, der ønsker at få os til at reflektere over hvad vi ser – eller over hvorfor vi opfatter noget som realisme eller ikke. Realisme er et værdiladet ord: Det signalerer godt og rigtigt. Underforstået: Enten har fotografen valgt de grimme motiver af f.eks. krig og død i reportage-fotoet for at fortælle historien og gøre tilskueren klogere. Eller også viser han det frem, som er smukt og rigtigt. Eller dagligdags og genkendeligt. Selv det, der er glamourøst kan jo i en vis forstand være begge dele, når det indgår i den daglige nyhedsstrøm.

L'arrivée/Ankomsten

Den franske fotograf Bernard Faucon startede som maler, men fotograferede i perioden 1976-1995. Hvorefter han valgte at stoppe sin karriere som billedkunstner. Hans fotografier er blevet kaldt konstruerede og surrealistiske, og det beskriver i hvert fald elementer de har til fælles med maleriet. Fotografierne dekonstruerer den velkendte virkelighed –  eller stiller spørgsmålstegn ved den. Faucons tilknytning til maleriet ses måske også i at billederne altid har titler.

Les amis/Vennerne

Billedet Les amis hylder det uskyldige venskab mellem børn – to drenge. Blot fortæller billedet – og det er et tilbagevendende træk – at fascinationen af uskyld også er en fascination af plastic. Indbegrebet af det der er uægte. Den ene figur er jo af plastic. Dermed kommer der kludder i de vante begreber og forestillinger. Det uskyldige eller uskyldsrene fremvises som bedrag. Spørgsmålet betragteren bliver efterladt med er om det blot er et visuelt bedrag: Når man først ser billedet ligner begge figurer drenge. Men der er noget galt ser man hurtigt, og konstaterer, at den ene figur er en dukke. Den vending gentages i billedet af frugtplukkerne.

La cueillette/frugtplukkerne

Og i kompositionen Blå hvid. Hvor noget af det optiske bedrag synes at gå i begge retninger: Er det dukken der er placeret lige som fyren, eller er fyren dukkeagtigt placeret i billedet. Og er det altså ham der tilføjer det visuelle bedrag? Det må være det sidste, der er fotografens intention.

Bleu blanc/Blå hvid

Den logiske konklusion på denne leg med illusionen er de billeder, hvor betragteren ikke længere er istand  til at skelne mellem “sandt” og “falsk”. Når den ene figur placeres i baggrunden på Blåt skum forbliver det en gåde om “han” er ægte eller en dukke som figuren i forgrunden. For slet ikke at tale om hvad det er en historie der fortælles?

Bleu d'ecume/Blåt skum

Der er andre titler mere hjælpsomme. Den første nadver – et slags konfirmationsbillede – af de to “drenge” og deres “kammerater” i baggrunden.  En mulig tolkning kunne være, at det uskyldige kun er opnåeligt for fotografen, der skal tage billedet via bedraget. Brugen af plasticfigurer. Her bidrager religionen også til bedraget; kirken og henvisningen til ritualet. Til sammen gør elementerne billedet sødt og kvalmende. Forlorent og uægte. Fascinationen ligger i bedraget.

Premiere communion/Den første nadver

Det religiøst ophøjede celebreres også i billedet Druerne, der tydeligvis henviser til Nadveren. Og de talrige fremstillinger i malerkunsten. Det er et tableau vivant, sådan som det er blevet dyrket i århundreder i maleriet, og sådan som en række store fotografer dyrkede det for 100 år siden. Blot karakteriseret af at der kun er et(?) levende menneske omgivet af dukker. Og kristus-figuren på billedet er – i modsætning til den bibelske historie – allerede død. Eller spiller død. For selvfølgelig er det iscenesat, og det fremstår sådan, at iscenesættelsen er en del af motivet. Det uægte er en del af billedets kunstneriske kvalitet.

Les Raisins/Druerne

Springet til billedet Kameraet kører er ikke så stort som det umiddelbart kan forekomme. Det ene er et religiøst tableau, det andet er en pornoscene. De har begge den centrale figurs nøgenhed til fælles. Nøgenheden har været et naturligt element i græsk og romersk antik kunst og fuldstændig indarbejdet i en række genrer af den kristne kunst. Ikke kun Jesus figuren er blevet vist helt eller delvis nøgen på korset. Også helgener som Sct. Sebastian er næsten ufravigeligt blevet afbilledet nøgne. Indtil den katolske kirke i sidste halvdel af 1800-tallet begyndte at forsyne statuer med figenblade og fjerne Kristus-figurer der ikke ansås for passende.

Prise de vue/Kameraet kører

Den pornografiske scene kan ikke undgå at relatere sig til den problematik der handler om, hvordan kan sex og kærlighed – eller bare en af delene – fremstilles på billede. Der skal jo instruktion til, lys, kamera, lydoptagelser og meget mere. Og hvordan skal noget menneske på kommando præstere noget, der virker ægte og rent?  Alle overlæggene, de tekniske forberedelser betinger i sig selv, at det ikke kan være spontant.

Antoine

Billederne af Antoine og David forekommer at være portræt – hvor fotografen ikke har lagt fremmedelementer ind, der skaber distance. Blot forekommer det som om de er blevet instrueret i at indtage en pose plastique, altså at stå som levende statuer. Sådan som gøglere agerer på Strøget. Og som det iøvrigt har været kendt siden det gamle Rom. Fotografen kan ikke forholde sig til den nøgne krop, uden at lægge distance til den.

David

Hele Bernard Faucons værk – der selvfølgelig omfatter meget mere end de udvalgte eksempler –  forholder sig til modsætningerne: Skin-virkelighed, realitet-illusion, ærlighed-bedrag og uskyldsrenhed-kitsch. Den katolske kirke der dyrker tableau vivant i ritualerne, er ærkemodstandere af  profane tableau vivants.

Og ligeledes modstander af skildringen af den nøgne krop, uden for det område den betragter som helligt. Ved at bruge religiøse motiver udvisker Faucons fotografi afstanden mellem helligt og profant.

Jolis mots amittié, amour/Smukke ord venskab, kærlighed

Faucons arkadien er barndommen. “Også jeg var i Arkadien” betyder for ham: Vi har alle været børn engang. Der er en tråd tilbage til det klassiske fotografi af tableau vivant hos Wilhelm von Glöden. Og inspiration i forhold til æstetik og den nøgne krop som motiv hos en nutidig fotograf som Ryan McGinley.

“Smukke ord kærlighed og venskab”, lyder en af billedteksterne. Det er næsten altid drenge der optræder på Faucons fotografier. Sammen eller alene. Men den eneste antydning af sex er billedet Prise de Vue.

Alle billederne ligger på: bernardfaucon.net

Peer Dahlin Røpke Aagaard: Copenhagen HIV Programme

Jeg kunne ikke undgå at bemærke en udokumenteret påstand cirkulerer på nettet i bestemte fora og fremføres igen og igen af de samme mennesker:

At medicinalindustrien og forskerne bevidst undertrykker arbejdet med at finde en kur mod hiv, fordi de tjener mere på stoffer til behandling af sygdommen end på at finde en kur.

Min arbejdsplads – Copenhagen HIV Programme – modtog i september 2010 den prestigefyldte pris for Global Excellence for det arbejde indenfor hiv-forskning, som vi præsterer.

Vi samarbejder med flere hundrede hospitaler og universiteter over hele kloden. Sammen har vi hundredtusinder af hivpatienter under overvågning.

Fra Nordsverige til Sydafrika. Fra Argentina over USA og Europa, gennem de mest uvejsomme egne af Østeuropa til Australien. Antallet af patienter vi følger og de dataprogrammer vi benytter gør, at vi med større autoritet end nogen anden forskningsenhed kan udtale os om virkning og bivirkninger af hiv-medicin og om hiv-patienters generelle sundhedstilstand.

Det faktum benytter både EU, mange medicinalfirmaer og den amerikanske regering – verdens største sponsor indenfor hiv-forskning – sig af.

Jeg har haft den ære at møde et stort antal af klodens fremmeste hiv-forskere, og jeg har fulgt arbejdet med udvikling og evaluering af nye hiv-medicin-typer på nærmeste hold. Jeg har gang på gang set endnu en ny pille blive skrottet, fordi det viste sig, at den ikke levede op til forventningerne trods investeringer på hundreder af millioner af dollars.

Jeg har set læger, sygeplejersker, laboranter og hiv-aktivister arbejde side om side med det fælles mål at komme hiv-gåden bare et lille skridt nærmere.

Og jeg har deltaget i møder med UNAIDS og EU’s hiv-forskningsansvarlige og med EU-parlamentarikere, som på hver deres måde gør et stort stykke arbejde i kampen mod hiv.
Jeg ser, at folk som Bill Gates og Elton John uselvisk bidrager til kampen imod hiv og aids med millioner og atter millioner af dollars.

Jeg har set hiv-smittede venner dø og andre – senere – som mirakuløst kom sig, da de begyndte i behandling. Og jeg kender mænd og kvinder som trods svær hiv-sygdom har leveret tusinder af gratis arbejdstimer i kampen mod det forbandede virus.

Jeg er i al beskedenhed også selv en lillebitte brik i den sammenhæng.

Men jeg har aldrig oplevet en eneste blandt de mange tusinde aktører i kampen mod hiv som bare antydningsvis lod forstå, at han eller hun tilbageholdt den information, som ville udløse en Nobelpris og redde millioner af menneskers liv.

Der er nok konspirationsteorier om hiv. En anden går på, at virusen er sat i omløb af medicinalindustrien, selv om det forlængst er påvist, at den stammer fra Afrika og kunne påvises i aber helt tilbage til første halvdel af det forrige århundrede.

En tredje konspirationsteori med særdeles mange tilhængere handler om, at det slet ikke er hiv, som fører til aids. At hiv blot er et uskadelig virus som ikke kræver nogen behandling og at aids er en helt anden sygdom. Endnu en “teori”, som gang på gang og punkt for punkt er blevet tilbagevist.

Igen i år kommer Danmark til at se over 300 nye hiv-smittede. På verdensplan bliver tallet ca. 3 millioner nye medlemmer af den alt for store klub i 2010.

Vi er nu knapt 35 millioner kloden over som lever med hiv. Hver og en af os fortjener at blive taget alvorligt, ligesom de mange som har viet deres liv til kampen mod hiv fortjener det.

Derimod er der ikke brug for hjemmestrikkede konspirationsteorier som med rund hånd strøs ud over intetanende unge mennesker.

Hvad er det for et budskab at sende? Hvordan vil den slags ikke blive opfattet af de mange nysmittede hiv-fyre som forsigtigt træder deres første skridt i forsøget på at finde vejen frem gennem et nyt liv med en kronisk og alvorlig sygdom?

Hvoraf kommer denne trang til at at lukke udokumenteret påstande ud?

Hvilken livsbitterhed fremkalder den perverse tanke, at der findes et verdensomspændende netværk at læger, forenet i det mål at forhindre syge i at blive raske?

Hiv æder kroppe og sjæle op. At omgås den sygdom er en daglig kamp for enhver som har den inde på livet: Patienter, plejere, forskere, pårørende og dem som er i risiko for at blive smittet.

VORES fælles kamp fortjener ikke at blive modarbejdet indefra af mennesker som burde vide bedre.

I al den tid jeg har vidst AIDS findes – og det er et par årtier efterhånden –  har jeg hørt forskellige konspirationsteorier der benægter fakta. Enten påstår de at virusen ikke findes, eller at den blevet spredt med vilje og ingen gør noget for at bekæmpe problemet.

Disse løgnehistorier bliver ikke sandere af at blive gentaget igen og igen. Men det bliver de desværre. Derfor har jeg ladet en ekspert komme til orde på min blog og fortælle om sit arbejde og sin arbejdsplads Copenhagen HIV Programme. For at mane alle myter i jorden.

Heldigvis findes der seriøse, intelligente og modige mennesker der både professionelt og frivilligt yder en stor indsats for at bekæmpe hiv-smittens udbredelse. Peer Dahlin Røpke Aagaard er et af disse mennesker. Han skal have tusind tak for den indsats han gør. Og tak for at jeg må bringe ovenstående indlæg på min blog.

Ole Hansen

Det pornografiske samfund

Internettet er over os. Og dermed også frygten. Da vi fejrede Millenium for 10 år siden troede mange at nettet ville gå ned. For hvor der er net er der hackere sagde computereksperterne. Og de skulle jo vide det. Men der skete intet. 

Siden er alle de sociale sites kommet til: Myspace (2003), Flickr (2004), Facebook (2004), You Tube (2005) og Twitter (2006). De er nye, vi kender dem ikke særlig godt endnu. Vil de passe godt på vores personlige oplysninger? Undlade at udlevere dem til trediepart, der kan spamme ens e-mail med reklamer eller det der er værre?

Betænkelighederne ved nettet er beslægtet med de betænkeligheder der altid har været over for nye teknologier. I cyklens barndom var fornuftige mennesker ikke i tvivl om at fart dræber. Og slet ikke da bilen blev opfundet. Det forhindrede ikke at begge køretøjer blev en uundværlig del af det moderne samfund.

Risikosamfundet: Hvad sker der næste gang man drejer om hjørnet?

Risikosamfundet er det blevet kaldt: Alt er jo farligt, spørgsmålet er hvor farligt det er. Hvis en hensigtsvæssig trafikomlægning kan minimere faren for sammenstød mellem cyklister og biler har man måske slet ikke grund til at være bekymret. Så længe man ser sig for.

På nettet kender vi alle leave eller enter skiltene. Så kan de mindreårige holdes ude fra visse typer sites. F.eks. de der beskæftiger sig med pornografi. På Flickr er der advarsler imod at se visse af brugernes billeder. De der er skræmmende og provokerende. F.eks. to fyre der kysser hinanden! På nettet hersker der altså sex-panik. Sex på nettet er farligt. Selv et kys.

Alle sites der beskæftiger med sex tager deres forholdsregler. Adskillige dating-sites sætter en aldersgrænse på 18 år. Den danske lovgivning opererer som bekendt med en seksuel lavalder på 15 år. Og den alder gælder ude i virkeligheden. Men på nettet er alting farligere ved vi alle. Og dating-sites er kommercielle.  Man kunne argumentere for, at de blot skal holde sig til lovgivningen. Men faktum er at de udøver selvcensur.

Et enkelt site –  boyfriend.dk –  opererer endnu med en aldersgrænse på 15 år. Men i dette efterår har sitet indført et filter så de unge mellem 15-18 år kan vælge at være usynlige i forhold til sitets øvrige brugere. Af hensyn til deres sikkerhed. Om de vil benytte det er selvfølgelig frivilligt.

Men brugerne – de der ved – eller kunne tænke sig at vide, hvad et homokys er går vel ikke ind for restriktioner? De unge homoer har behov for, at gøre deres erfaringer på et site, hvor de kan kommunikere med hinanden – og måske med fyre, der er homoseksuelle?

Det er en del unge enige i. En fyr på 17 år siger på boyfriend.dk:

Det er FEDT med fyre i homomiljøet som tør skille sig lidt ud fra de andre og tør vise deres kærlighed selvom den ene er ung og den anden er en voksen fyr.”

Hans profil er synlig for de andre brugere og han deltager i offentlig debat. Når han bliver foreholdt at det synspunkt hører man ikke så ofte svarer han:

“Jeg tror bare det er lidt nemmere for de mere voksne fyre at snakke om det sådan helt offentligt.”

Er det rigtigt at de voksne er mere åbne eller er mindre skræmte over hvem der mon vil læse med. Er de der er mere erfarne også mere åbne?

Desværre nej.

Undertegnede er den eneste bruger på sitet Trustpilot der har givet en anmeldelse af et homopornosite, det amerikanske 8teenboy site. Da Trustpilot er et forbruger site, er et væsentligt element i indlægget, at der ikke indgår nogen klager over kundeservice. Og at sitet holder hvad det lover. Det skulle man tro andre også kunne konstatere. Eller at de kunne vurdere andre sites. Men der er tavshed.

En anmeldelse af pornografi fortæller trods alt, at man føler sig kompetent til at vurdere om det er godt eller skidt. Og gør man opmærksom på at fyrene ser godt ud og fungerer sammen har man røbet noget om sig selv. Smag eller dømmekraft.

Dette indlæg handler om hvorfor man er nødt til at forholde sig til pornografi. Pornografiens begreber og virkelighedsbillede indgår i forskellige former for offentlig debat. På en uheldig måde.

Først lige et par ord til om åbenhed.

Homoseksualitet er stigmatiseret eller kriminaliseret andre steder i verden. Det må mennesker med anden etnisk eller kulturel baggrund end dansk forholde sig til, når de har kontakt med hjemlandet. Men hverken sex eller pornografi er tabuer i Danmark.

Det er vel mere et spørgsmål om, hvad man kan lide eller ikke lide. Spiser man frugt eller grønsager hver dag fordi det falder i ens smag eller af hensyn til vægt eller sundhed er det et personligt valg. Ikke noget man nødvendigvis skal være “åben” med. Formentlig er det kun ens nærmeste venner der ønsker at høre om ens kostvaner – med mindre man er ekspert i ernæring.

Men man kan være åben homo. En del af forklaringen er at homoseksualitet indtil 1981 var på Sundhedsstyrelsens liste over psykiske sygdomme.  Og her eksisterer der jo mange tabuer. Med dette in mente kan man også fravælge åbenhed af frygt for fordomme eller stigmatisering. Nogle miljøer er mere tolerante end andre. Det er en kendsgerning.

Seksualitet er ikke privat. Den måde internettet fungerer på nedbryder grænserne mellem offentlig og privat. I 1990’erne eksisterede der et fænomen der blev kaldt netbloggere. En af disse Justin Hall blev kaldt verdens mester i selvudlevering. For det var hvad det handlede om: At fortællle sit livs intime deltaljer på video, billeder og ord. Tilgængeligt for alle. Nogle mente det fænomenet måtte være forbigående. I dag lider 500 millioner mennesker af det der dengang blev afvist som opmærksomhedssøgen. Vi bliver kaldt for Facebook brugere. Fænomenet er blev bredt ud til helt almindelige mennesker.

I et samfund der til tider i den offentlige debat betegnes som “pornoficeret” er der påfaldende få mennesker, der føler behov for at tilkendegive deres synspunkter vedrørende sex eller pornografi.

På et dating-site er der mulighed for anonymt at tilkendegive sådanne synspunkter. Det er derfor i praksis den eneste tilgængelige kilde for en diskussion af de forskellige synspunkter.

Her har jeg kunnet konstatere at en lang række debatter føres med udgangspunkt i pornografiske forestillinger. I et omfang hvor man kommer i tvivl om, hvad brugerne på dating-sitet kender bedst: Virkeligheden eller den pornografiske forestillingsverden. Selvom de hårdnakket benægter at det forholder sig således.

Lad mig her tage udgangspunkt i hvad fyren på 17 år siger om alder. Hvorfor skulle det være interessant hvilken alder Romeo og Julian har? Hvis der er kærlighed mellem to fyre, gensidighed og respekt, alt det der er normalt og som de fleste af os kender fra hverdagen eller de fester vi går til, hvorfor så diskutere noget så uinteressant som alder?

Men alt afhænger selvfølgelig af hvilke begreber om sex man lægger til grund. Pornografien – eller store dele af den – foregår i fantasiens verden. Her sker alt det ingen – forhåbentligvis – ønsker at se i virkeligheden. Tvang, gruppevoldtægt, voldsom dominans og incest forhold er bare en del af det. Ofrene skriger enten af smerte eller af lyst. Der er ingen krav om realisme. Det åbenlyst utroværdige ødelægger ikke en sexfilm. Det kender vi også fra andre genrer. Actionfilm hvor et utal af biler er blevet smadret og et tocifret antal mennesker skudt eller kørt ned kan sagtens få et måbende biografpublikum til at juble af begejstring. For de ved det er film. Og bilerne var et bestemt fabrikat så alle tjener penge på det der kaldes product placement. Og menneskene døde jo ikke.

Alle de såkaldte aldersdebatter på boyfriend.dk har det tilfælles, at de hverken handler om alder eller virkelighedens verden, men derimod om pornografiske fantasier. Debatten kredser om alle tabuerne: Overgreb, vold, tvang og incest. Og konklusionen er derfor også givet på forhånd: Det kan ingen acceptere i virkelighedens verden. Måske hengiver debattørerne sig blot til  pornografiske fantasier. Som derefter afvises i anstændighedens navn?

Tommy Anders

Et eksempel er at alle homoseksuelle forhold betragtes ud fra en incestuøs synsvinkel: To fyre på samme alder er i denne terminologi “brødre”, en ældre og en yngre er “far” og “søn” eller “onkel” og “nevø” og så fremdeles. Og debattører står frem på stribe og erklærer det er “klamt” eller “ulækkert”. En enkelt debattør har stået frem og erklæret sig imod homoseksualitetens “tusind perversioner”. Og altså karakteriseret homoseksualitet som de “tusind perversioner”. Der har etableret sig en fløj af debattører, der opfatter sig selv som moralister. Men alle deres forestillinger om forhold mellem fyre og homosex er hentet fra pornografien. Og det er et fantom de bekæmper: Pornofantasiens verden – deres egne pornografiske forestillinger.

Spørgsmålet er: Hvordan kan seksuelle forhold mellem frie og lige individer som vi alle kender dem omfortolkes til den pornografiske forestilling om asymetriske forhold, der er bundet via familierelation eller autoritetsforhold? Forhold formentlig meget få mennesker kender i praksis. Måske fordi disse fantasier appelerer til nogle?

Debatterne vidner om at erotiske fantasier ikke søges i pornografien på nettet. Det er det pornografiske materiale på nettet der strukturerer virkelighedsopfattelsen.

Det pornografiske samfund er et samfund, hvis forestillinger er styret af pornografi.

I ungdomskulturens sprog hedder det “du kunne være min far”, hvis en ung fyr ikke tænder på en voksen fyr. I det pornografiske samfund er incest normalt.

Debattørerne fortæller derfor også at det er sex og de miljøer, hvor mennesker opsøger sex der er skadelige. Ikke pornografiens fantasifulde eller forvrængede fremstillinger af sex eller seksuelle relationer. Sagt omvendt ville det hedde: Sex er skadeligt, pornografi er sund og godt.

Det bemærkes aldrig på disse debatter at pornografiens forestillingsverden er kontrafaktisk: Når homoseksuelle fyre er sammen er forholdene i praksis aldrig incestuøse. De jævnaldrende fyre er ikke brødre, der hvor der er aldersforskel er den ene ikke far og den anden er ikke søn. Forestillingen om dominans i disse forhold baseret på far-søn forhold eller lærer-elev forhold stammer fra fantasiens verden og kan derfor ofte indbefatte S/M og alle tænkelige variationer ingen af de pågældende debattører har prøvet. Men altså uden tvivl har set på nettet.

Spørgsmålet er hvordan påstande der åbenlyst er kontrafaktuelle – dvs. ikke kan bekræftes i den virkelighed vi alle kender og er en del af – kan udgives for sandhed?

Som det fremgik af tavsheden omkring hvem der benytter de forskellige sexsites har den pornografiske forestillingsverden ingen legitimitet. De der betegner sig selv som moralister benægter, at de ser porno eller har noget forhold til det. Hvilket ikke er særlig overraskende. Hele det moralske fundament ville ryge på gulvet, hvis de tilstod deres kendskab og inforståethed med de pornografiske klicheer.

Som nævnt indgår der i bestemte typer pornografi altid ofre: De svage der tvinges til sex og ydmygelse. Da det ofte er en fremstilling af mand-kvinde forholdet har det vakt stærk kritik fra feminismen.

Dog er der det ejendommelige forhold at en del af feminismen – den der med rette lidt nedsættende bliver kaldt offerfeminismen – accepterer denne præmis. Og gør den til sin egen: Kvinder er ofre, mænd er stærke, kvinder er svage, dominans er maskulint og underlegenhed er feminint, penetrering er maskulint og passivt er feminint. Kvinder er altid ofre.

Selve dens form, diktotomien (modsætningen) mellem mænd og kvinder, maskulin og feminin, stærk og svag etc. ekskluderer tilsyneladende på forhånd de homoseksuelle fra betragtningen. Her handler det jo om mænd, der har sex med mænd.

Men alt hvad debattørerne  fra sexdebatten behøver at tilføje er, at de betragter de unge mænd som kvinder. Og som ofre. Og dermed forlenes den pornografiske forestillingsverden med en autoritet den i sig selv ikke besidder. For så repræsenterer synspunktet lige pludselig moralen: Hvordan beskytter vi de unge, hvordan løfter samfundet  forpligtelserne over for de unge? Er det så ikke rigtigt at dating-sites holder sig til en aldersgrænse der ikke indgår i nogen lov, eller lægger filtre ind for at beskytte de unge?

Svaret er: Jo hvis alt hvad vi ser i pornografien er sandt, og de pornografiske billeder og film ikke er fantasi eller forestilling, men derimod skinbarlig virkelighed.

Det “moralske” synspunkt opererer med to kontrafaktiske påstande:

For det første hævdes det med udgangspunkt i den pornografiske forestillingsverden, at alle seksuelle relationers kerne er dominans. Sex er ikke leg med roller. For mønstrene ligger fast. I et forhold hvor der er aldersforskel er “far” dominant og “søn” er offer. “Far” er aktiv, “søn” er passiv, “far” er maskulin og “søn” er feminin.

I den pornografiske forestillingsverden er sex udnyttelse. Som jeg konstaterede på boyfriend-debatten:

“Parterne har ikke valgt hinanden – man vælger som bekendt ikke sine forældre – og derfor er der også tale om at den ene part udnytter den anden.”

Den anden kontrafaktiske påstand er på sin vis mere overraskende: Unge mænd er i virkeligheden kvinder, hævdes det. For i sex relationer er de “kvinden i forholdet”. Ikke fordi de har valgt en rolle, men fordi det er sådan.

Jesse Starr

En del af overraskelsesmomentet ligger i at feminister og moralister erklærer sig imod udnyttelse af de unge, hvorefter de fastslår at unge altid bliver udnyttet. Alle dating-sitets bestræbelser bliver på forhånd bedømt som fiasko. Den pornografiske forestillingsverden er  pludselig i denne forståelse blevet troværdig. Faktisk autoritativ.

Den pornoindustri som hverken feminister eller moralister ellers vil kendes ved er blevet leverandør af sandhed?

Og dermed knækker deres argumentation: De er hverken tilhængere af moral eller anstændighed – sådan som de selv hævder – de udbreder tværtimod pornografiske forestillinger.

Det pornografiske samfund er en realitet i det øjeblik alle opgiver at skelne mellem hvad der foregår på film, og hvad der foregår i virkeligheden. Dertil er vi ikke nået endnu. Heldigvis.

Skulle vi ikke i stedet tage stilling til hvad vi ser?

Faktisk kan jeg bedre lide ordet sexfilm, fordi det ikke har den negative ladning, der ligger i ordet pornografi. Så kan en bedømmelse være udtryk for smag i stedet for fordømmelse.

Sexfilm er en dårlig herre, men en udmærket tjener.

De film jeg nævner i min anmeldelse på Trustpilot fremstiller ikke unge mænd som kvinder, de påstår ikke at alle unge mænd er passive, de påstår ikke at unge mænd har barnligt-diminutive kønsdele og de påstår ikke unge mænd er feminine. Og de påstår ikke at der er aldersforskel i alle homoseksuelle forhold. De foregiver end ikke at levere sandhed. De leverer sex fantasier.

Efter Tommy og Jesse – under suk og støn – har haft både oralsex og analsex og fået udløsning kalder mor på drengene der angiveligt befinder sig på teenageværelset. Mor tror de har lavet lektier eller spillet computerspil. I virkelighedens verden havde hun nok vidst besked med – eller hørt – drengenes aktivitet. I stedet råber mor at aftensmaden er færdig. Og udgangsreplikken er at drengene svarer: “Vi er klar nu!”

Det er hvad filmen indrømmer til pornoens ellers notoriske krav om, at det der foregår skal være hemmeligt, fordækt eller forbudt.

Traileren til videoen ligger her:

Tommy&Jesse

Tættere på himlen?

I 1960’erne  og 1970’erne skulle seksualiteten sættes fri. Der blev både eksperimenteret og diskuteret. Forskningen i emnet hed seksualforskning. Samfundsvidenskaberne overtog området efter lægevidenskaben og dens biologiske forklaringer havde domineret.

I 1980’erne satte en modreaktion ind. Mænd skulle igen være rigtige mænd efter femisternes kritik af den traditionelle manderolle. Den bløde mand blev eftertrykkeligt passé. Efter 70’ernes genopdragelse af mændene på femistiske præmisser skulle mændene genopdrages endnu engang. For at blive sig selv. Pædagogiken er kommet til at handle om den maskuline oprustning: Drenge skal have lov at være vilde, kønnene bliver skilt ad for at piger og drenges udviklingsmuligheder kan sikres osv.

Kønnet er blevet det nye fixpunkt for opmærksomheden. Og forskningen hedder kønsforskning.

Det ligger lige for at spørge: Er seksualiteten så blevet frisat? Og fulgte frisættelsen af femininitet og maskulinitet efter?

Hvis man skal forholde sig  til om seksualiteten er blevet frisat må man først definere parametrene. Hvordan måler man det. En mulighed er at se på overfladen, hvilke erotiske billeder der vises af mænd og kvinder i videoer og i magasiner. Og holde, hvad der foregår under lagnerne uden for diskussion.

Afklædthed eller nøgenhed er her et nøgleord. Fænomenet har længe præget den udenlandske musikbranche. Britney Speers og Lady Gaga viser sig i både sparsomme og overraskende kreationer. Det tyske band Rammstein lavede en musikvideo, hvor de ikke blot var nøgne, men hvor sex indgik.

Den danske musikbranche er fulgt med og Burhan G optræder afklædt på videoen Tættere på himlen. Og assisteres af Nik og Jay. Og Burhan spiller op imod pigen, der ligeledes er afklædt. Alle fotograferes fra bæltestedet og op, så egentlig ser man dem ikke nøgne.

Er dette mediebillede så udtryk for en frisindet og liberal attitude til krop og nøgenhed? Og hvad med sex?

Kønnet er som sagt blevet det nye fixpunkt for identitet og selvforståelse for moderne mennesker. Afklædningen af mennesker i det offentlige rum kan derfor egentlig lige så godt ses som udtryk for attituden: Kønnet skal slås fast. Men frigørelse af seksualitet og sexliv følger ikke logisk efter.

Den historiske periode nutiden ligner mest, når man analyserer køn og sex, er den victorianske. Med knivskarp opdeling af kønnene. Et af de helligste principper i den victorianske periode – opdelingen af eleverne efter køn, har som før nævnt også været fremme igen.

Mænd skal idag ikke blot være mænd, men “rigtige” mænd. I ungdomskulturens simple sprog hedder det: Fyr=pik.  Altså: Fyr-har-pik. Mænd tænker ikke blot, at de har et køn og en biologi, de er i denne forståelse ren biologi.  Selvom det er almen viden at køn også er noget socialt og kulturelt defineret, er det blevet sværere at forklare. De fleste ved godt kønsroller ændrer sig lige så meget som musiksmag. Men den generelle samfundsmæssige ligestilling af mænd og kvinder har efterladt det biologiske køn som eneste markør.

En sær konsekvens af stive kønsopfattelser er, at der bliver plads til et “tredie køn”: De transseksuelle. Mænd der føler sig som kvinder, og ikke er særlig glade for pikken falder helt uden for definitionen af, hvad det er at være “en rigtig mand”. Maskuliniseringen af mændene har således indirekte fremmet den transseksuelle sag.

Historisk set startede dannelsen af den homoseksuelle identitet med dannelsen af et nyt tredie køn. De første tyske homoseksuelle i 1860’erne kaldte sig selv for kontrær seksuelle eller urninge. Ordet urning blev uddraget af navnet på den græske gud Uranos, som poetisk i Platons symposion er ophav til eros mellem mænd. Det “kontrære” henviser til det omvendte i kønsdriften: At kvindelig drift – kærlighed til mænd – er fanget i en mands krop. Kærlighed eller seksuel tiltrækning til mænd blev altså defineret som noget feminint.

Først senere blev ordet homoseksuel dannet og kom fra 1880’erne i brug som den anerkendte betegnelse for fænomenet. Og efterhånden skiftede de homoseksuelle køn “tilbage” til at være mænd, der elsker mænd. Og så kunne stafetten sendes videre.

Det forkommer kuriøst: Hvordan kan mænd, der elsker mænd undgå at opfatte sig selv og blive opfattet som mænd? Men forklaringen er simpel: Hvis sex med kvinder konstituerer maskulinitet vil de mænd, der ikke tænder på kvinder blive udgrænset. Og få etiketten: Ikke rigtige mænd.

Her er forskellen mellem nutidens kønsdefinitioner og tankegangen i sidste halvdel af 1800-tallet måske slet ikke så stor?

Kønsroller ændrer sig –  det er der enighed om –  men kønsdefinitionerne hævdes, at være noget statisk, biologisk bestemt.

Hvis køn er fixpunkt for identitet leder afklædhed ikke nødvendigvis i retning af noget erotisk. Derfor er det logisk at skære billedet, og ikke gå under bæltestedet i en musikvideo. Og spil med kønsidentiteten, som hos Lady Gaga, kan sagtens ledsages af løfter om cølibat. Det er køn der besejrer seksualitet.

Ligesom det victorianske samfund, med dets strikse disciplinering af  køn og seksualmoral, kunne acceptere en industri af erotiske postkort kan nutidens samfund sagtens tillade det – der godt nok lidt nedladende – kaldes pornoficering af det offentlige rum.

Stive kønsdefinitioner harmonerer med strømme af livløs og mekanisk sex, der formidles via nettet.

Mere eller mindre afklædthed eller nøgenhed fører ikke til sex eller frisættelse af seksualitet. Minoriteter får det sværere. Visse steder i samfundet er der et veritabelt had imod transseksuelle, fordi de ikke indgår i forestillingerne om “rigtige” mænd, og heller ikke er “rigtige” kvinder. Homoseksuelle mænd og lesbiske bliver også i stigende grad opfattet som ikke værende deres køn. Og udsættes for hatecrimes.

Kritikken på nettet af realityprogrammer som Dagens Mand satte kønnet og ikke seksualiteten i forgrunden. De homoseksuelle mænds frustration gik på ikke at kunne være deres køn. Da deltagerne efter manges mening var for feminine. Men det er nok ikke tv-programmer – eller for den sags skyld musikvideoer – der definerer fremherskende opfattelser af krop, køn og seksualitet.

Svaret på det ovenfor stillede spørgsmål om forholdet mellem køn og seksualitet er derfor, at frisættelse af det ene ikke følger af det andet. Mænd eller kvinder bliver ikke “sig selv” af at kønnene opruster over for hinanden og viser attributter frem. Efter kvinderne har fået silicone implantater vises busten frem på alle kvindelige musikeres videoer. Og mændene svarer igen ved at spille med musklerne – helt bogstaveligt. Og smide de briefs eller boxershorts, der før dækkede ende og kønsdele, og gjorde billederne maskuline ved, at underspille det biologiske køn.

Ingen af delene seksualiserer det offentlige rum. For det er køn uden lyst. Lysten er stadig tabuiseret. Selv – eller måske især – den heteroseksuelle?

I kønnenes kamp er det jo en ulempe at være draget af det modsatte køn. Eller af sex i det hele taget. Og endelig kan man jo spørge, hvor frisat seksualiteten blev efter 1960’ernes og 70’ernes bestræbelser. Men det er et stort emne.

Paradise lost and regained

In front of me sits two happy and smiling guys. Patrick Smith and Jacob “Honey” Kolda. They tell of lost innocence, and how they now have a life many peers can only dream of. They are fab gays, as Patrick says

Patrick participated in the Paradise Hotel on Danish television, and his friend Jakob has appeared in Take Me Out, likewise a TV-show. When interviewed by Out & About there is a slight nervousness, but both guys are familiar with the situation and have done interviews with weeklys and in front of cameras before. While I was interviewing him, Patrick powdered his face, accompanied by Jacob’s suggestions about how the makeup should be.

I’m gay!

As the first ever gay person, Patrick participated in the reality TV show Paradise Hotel on Danish TV. With the line: “My name is Patrick, I’m 20 years old and I am gay”, he presented himself for the gaping participants and an audience of hundreds of thousands.

The reception in the press has obviously been mixed, but so has the comments from friends and acquaintances in the gay community.

Already in the fall 2009 the Danish TV audience were shocked because in the TV programme Take Me Out a panel of 20 gay guys was competing to date one gay man. Especially Gustav Salinas has made himself noticed and his Burberry shirt and sharp wit has become famous in Denmark.

There have always been gay actors, fashion people and directors who were out of the closet. They have in a way represented gay people in public. Today there are celebrities among teenagers. Patrick and Jakob, now both 20 years, remembers well the first experiences and problems when coming out and getting a life as gay.

Coming Out

Jacob says he has had friends in the subculture ever since he was 15. Indeed Gustav was the first friend he went to gay parties with. Since he has quickly gained many friends

Patrick’s story is slightly different.

“I had a period when I wondered whether I was for girls. But I think that is over now, “he says and laughs.”

“But I had a past where I was having sex with both girls and boys. Initially I was not sure because it was something new. At 16-17, I was like most boys a bit uncertain ‘Do I like boys or girls? ”I had sex with girls before I had sex with boys. Doing it with boys was an experiment. So I went to a party, met Jakob and realized that I really likes boys”

Se & Hør a Danish weekly have written about Patrick’s bulimia.

“Now the media exaggerates probably a bit. Nor was it something I told other people. But Jacob, you knew it well, right? “

Jakob nods in the affirmative.

“But I was not like dying. It was a phase. In the beginning I was together with my straight friends. Jacob and gay life was only a part of my imagination. It was a fantasy world. Jacob was initially just a friend I had in town. As it was a fantasy world, why not be bad? Try to steal people’s boyfriends and try to make them be unfaithful to each other. I’ve been bad when partying,” acknowledges Patrick.

Real life or reality show?

What Patrick talks about, is what people associate with Paradise Hotel: A fantasy world where participants do not only behave like teenagers, but are false and have no moral standards.

“People, who are aggrieved over Paradise Hotel, know nothing about young people today. Paradise Hotel reflects what actually happens in real life. When young people have casual sex in Paradise it is a reflection of the outside world,” says Patrick.

The Paradise Hotel scene is in principle no different from the outside world. In big cities there are bars, cafe’s and hotels owned and run by adults. In the TV show Paradise Hotel, it is adults who have made the concept. It is adults who shoot them when they are bathing or having sex – and it is adults who choose what to broadcast.

Paradise regained

Take Me Out was a shock to many when it first aired on Danish TV 2 last fall. On television everything is exaggerated. Although you really only see some gay guys on dates. And there is nothing more to it than what you see in the city every weekend.

But in the Paradise Hotel realty show teenage life is magnified by the television screen and displays more than a discrete peek. Therefore, the headlines and the reactions also have been magnified.

Patrick, who participated in 22 episodes of Paradise Hotel, is now a celebrity. People recognize him when he walks the street. All over the Country he has appeared as guest bartender and greets fans of Paradise Hotel. More than a hundred places, most clubs and bars.

Both Patrick and Jacob have made lots of new Facebook friends. Patrick’s Paradise profile has long since reached the magic number 5000.

“Girls and boys – 50 percent of each,” Patrick guesses.

Role models for young gays

Today, Patrick and Jacob act as the adult role models for all their young fans. Many of whom have not yet come out to their families and friends. They have found new friends outside the gay community, celebrities and participants from different kinds of reality programs. They have become grown ups themselves.

An open gay guy in Paradise has made another participant come out as bisexual. This guy, called Nikolaj now is approached by both guys and girls when he appears in public and both sexes write him. Patrick has made a difference to Danish people’s attitudes towards sex and sexuality.

Patrick and Jacob also experienced the reverse side of the coin. Once they dreamed about being what they are now, and get many negative reactions. Because, says Patrick, there is still what we in Denmark calls “law of jante” among gay people. I.e. some people comment certain people’s looks or behaviour in a hostile way:

“There is an ideal. It will always be like that. And people are striving for that ideal, being very thin. When people see us, they just offer us a cheeseburger or make a comment that we look like mannequins. But if you are happy with your looks, you won’t be hurt when people tells you, you’re too thin”

Snake in Paradise

Behind the cool façade and an awareness of being beautiful Patrick and Jacob shake their heads to the hysterical reactions they sometimes get: Because they are gay and celebs. Participants in reality shows are accused of being self-centred and hollow. People who watch that type of TV shows often have an illusion of actually knowing participants. And therefore they make strong statements.

Patrick and Jakob have also experienced more serious troubles. They have been dating, since Patrick came back from Paradise Hotel. And after they have teamed up in Copenhagen, they have repeatedly experienced threats of violence.

“Because I have been in Paradise Hotel, people know I am gay. And have an opinion about it. They have a right to have their own opinions. They should just not be violent. Then they’d rather say: ‘I do not like homosexuals” Fair enough, but then we do not have anything to talk about.”

“Especially if Patrick walks together with me he gets hostile reactions. I am a bit feminine,”  says Jakob. Then he adds:

“We are often told that it’s cool that we are so self-confident and relaxed.”

“Just not by other gay guys,” says Patrick sarcastically.

This interview first was published in Out&About June 2010. You can find it in danish in the Archive. In each magazine there is a section in english.

Out&About is on Facebook too: Out & About – Gay magazine

Goddag, mit navn er lesbisk

“Goddag , mit navn er lesbisk” sådan går man jo ikke jo ikke rundt og præsenterer sig selv får vi at vide af den anonyme 84-årige kvinde der fortæller om livsvilkårene for de homoseksuelle i 1950’erne. Altså de kvindelige homoseksuelle.

Det er i mange henseender en paralllelverden til de mandlige homoseksuelle – bøsserne som man sagde i 1970’erne og 80’erne. Som nu ofte betegner sig selv som “homoer” – uden at det inkluderer kvinder. Der stadig er lesbiske.

Nu siger de måske ikke “goddag, mit navn er lesbisk” – men taler åbent om identitet, køn og seksualitet.

Filmen udkom på DVD i 2009 og vandt CGLFF 2009 publikumprisen. Den blev genudsendt  på DR for nylig. I den anledning kunne man gøre sig nogle tanker om hvilket billede den formidler af de lesbiske.

Først er det nødvendigt at vende tilbage til det med ordet homoseksualitet. Der ofte bruges til at betegne samme fænomen hos mænd og kvinder. Videnskabeligt set holder det ikke. Allerede den rapport der for mere end tyve år siden blev udfærdiget om mænds og kvinders homoseksualitet, som forberedelse til Folketingets vedtagelse af en partnerskabslov i 1989 var delt i to. Med forfatternes – en bøsse og en lesbisk – udtrykkelige fremhævelse af at det kvindelige og det mandlige i denne sammenhæng ikke repræsenterer to sider af samme sag .

Faktisk er der få emner homoseksuelle mænd ved – eller kan vide – så lidt om som dette. Og omvendt. En kendsgerning der er så indlysende, at den ofte overses. “Tilfældigvis” er Goddag, mit navn er lesbisk  lavet af to kvinder:  Iben Haahr Andersen og Minna Grooss.

Hvis jeg nu anmelder filmen og trækker kønnet frem sker der noget: Ting der før ikke behøvede forklaring fremstår pludselig mindre selvfølgelige.

Den homoseksuelle identitet er forståelig for det udefrakommende blik. Men hvad med seksualiteten? Er det at være lesbisk overhovedet en seksualitet? I så fald er den radikal anderledes end de mandlige homoseksuelles.

Goddag mit navn er lesbisk præsenterer to lesbiske par der danner kontrasten mellem det normale, småborgerlige provinsdanmark og det kulturradikale storbymiljø. Karina og Vibeke er begge postbude og ønsker sig det store bryllup, hvor begge er i brudekjole. Og det får de med hele familien samlede om det hesteskoformede bord.

Stina og Leise har valgt at få tre børn. Med anonym sæddonor. Og håber at familiebaggrunden med to mødre vil hjælpe børnene i deres udvikling til at blive mere forstående og åbne mennesker.

Derudover er der Ena med den muslimske kulturbaggrund der udgør den ene halvdel af DJ duoen Fagget Fairys. Og som kontrast til de unge den 42-årige queer Birgitta. Som søger alternativer til homomilljøets egne klicheer i leg med roller og seksualitet.

Det der møder det fremmede blik er fraværet af tre elementer. Et fravær der ved nærmere eftertanke forekommer ubegribeligt.

Der er aldersforskel mellem kvinderne i begge parrene. Hvor er alle besværgelserne – forsikringerne om at det ikke er barnerov eller pædofilt som havde været uomgængelige, hvis det havde været mandlig homoseksualitet?

Stine fremhæver hvor vigtigt det er at beskytte samleveren Leise – også i det offentlige rum. Der er en vis angst for negative reaktioner. Men som det også bliver bemærket kan to piger, der holder om hinanden, være gode veninder. Så er det ikke provokerende. Frygten for hatecrime er altså ikke særlig stor.

Kvinderne er glade og smilende. Og Birgitta fortæller om, at være sig selv og slå sig løs sammen med andre kvinder natten lang. Måske sex? Men ordet hiv nævnes end ikke!

En verden uden stigmatisering, vold og sygdom? Det er ubegribeligt. Uanset faremomenternes realitet  – den større eller mindre sandsynlighed – lever homoseksuelle mænd med truslen fra alle tre. Det er et livsvilkår i dagens Danmark.

Der er så et fravær i filmen – et tomt rum – der vil være lige så mystisk for de fleste mænd: Hvad med sex?

Æstestikken hvor et kvindepar danser tæt  med et hav af vuggende af bryster i forgrunden formidler det erotiske. Og hvis man skulle være i tvivl får vi også lidt af Jodleladies Ich bin ein Kussefixierte Frau. Her skal man dog erindre at kusse betyder at kysse på tysk. Er det pointen?

Feministerne, den lesbiske bevægelse og Femø ølejrene i 1970’erne udstedte et forbud mod penetrering. Som de lesbiske i dag har lagt bag sig. Fortæller filmen. Men hvordan kom de fra A til B. Og er det sandt?

Og selv når det gælder familieforhold er der ikke enighed. Der er opposition blandt feminister – heraf nogle lesbiske – imod det parret Stina og Leise repræsenterer: Regnbuefamilien med de samkønnede forældre. Hvor er den diskussion henne?

Er det ikke også sådan at prosexfeministerne bliver bekæmpet indædt af de samme lesbiske og feminister?

Engang – da lægevidenskaben stadig var i sin tilbliven – opstod ordet homoseksuel. På tysk homosexuel i 1869. Som en perversion. En (sygelig) afvigelse fra det reproduktive sexliv. Lægevidenskaben tilføjede hurtigt mange andre afvigelser til listen. Hvis navne i dag fremstår som et raritetskabinet over – måske uddøde? – arter:  Exhibitionister, fetischister, zoofile, mixoskopofile og gynekomaster.

Feminismen har gjort denne række af perversioner længere. Måske ikke med henblik på sygeliggørelse – selvom sprogbrugen hele tiden siger det – men kriminalisering.  Nu er det afvigende eller perverst at være: For aldersforskel (med mindre man er lesbisk?), bruger af visse typer sexfilm og billeder, prostitutionskunde, for sex i det offentlige rum, dyresex og meget andet.

Goddag, mit navn er lesbisk slutter af med at vise dildoer i alle tænkelige varianter. Solosex eller parvis sex med penetrering er blevet slettet af  feministernes liste over afvigelser og perversioner. Men i næsten alle andre forbindelser vil den samme sexindustri, der fremstiller og distribuerer disse være skurk.

Ved at omgå kontroversielle spørgsmål får Goddag, mit navn er lesbisk hverken ryddet ud i myter eller konfronteret tabuer.

I 2009 udkom en svensk film der repræsenterer et andet syn på sex og seksualitet.

Mia Engberg har produceret Dirty Diaries der handler om heteroseksuelle og lesbiske kvinders seksualitet.

Joanna Rytel spiller hovedrollen i en af de 12 feministiske pornofilm. Titlen er Flasher Girl on Tour. Den  handler om en blotter, der tager på Frankrigsturné. Hun blotter sig offentligt for åbent kamera.

Kvinder havde et andet historisk udgangspunkt da de seksuelle frigørelsesbevægelser startede i slutningen af 1960’erne. Der var grunde til at de lesbiske valgte den modsatte vej end bøsserne, der i 1970’erne afsøgte grænser og eksperimenterede med seksualiteten. Mærkeligt nok er det sådan at feminismen i Sverige er stærkere – men  mindre sexforskrækket end i Danmark.

Dirty Diaries giver nogle andre bud på hvad lesbiske og heteroseksuelle kvinders identitet og seksualitet handler om. Desværre har jeg endnu ikke set den svenske film. Men traileren viser, at den har noget andet at byde på.