Shyam Selvadurai: Understrømme

“Mennesker kan ulykkeligvis ikke opfinde deres oprindelsessted, deres elskere og deres venner endnu mindre end de kan opfinde deres forældre. Livet tildeler disse og tager dem også bort og det vanskeligste er at sige JA til livet.”

Understrømme (2008) er den tredie roman i Shyam Selvadurai’s forfatterskab. Den første bog En sjov dreng udkom i 1998 på dansk. Efter den historiske Cinnamon Gardens (1998) – på dansk En duft af frihed (2000) – vender Selvadurai tilbage til temaet: Sri Lanka i 1980, opvæksten og homoseksualiteten.

Citatet ovenfor af James Baldwin indleder Understrømme, for at minde læseren om at, vi er alle stammefolk. Med et oprindelsessted, forældre, venner, elskere der har præget vores liv – alt sammen sociale og kulturelle tilhørsforhold man ikke kan løbe fra. Hvis man forsøger bliver man indhentet. Alt det man ikke kan lyve sig fra. Hvis man forsøger bliver man afsløret.

Generationen er også en stamme: Af de mennesker der var på et bestemt sted, på et bestemt tidspunkt. Selvadurai skruer tiden tilbage til 1980, og skildrer forholdene på Sri Lanka: Hans tid og sted. Stammer mødes og kulturudveksling finder sted. Nogle gange opdager de, der tilhører forskellige nationale stammer og kulturer, at de har noget til fælles.

Det er historien om drengen Amrith fra Sri Lanka, der møder sin fætter Niresh fra Canada. En historie om forelskelske og kærlighed.

På Sri Lanka har stammen sine egne ritualer. Et af dem er, at alle skolerne deltager i en årlig Shakespeare konkurrence, hvor de opfører et skuespil og kæmper om prisen. Det forgående år er det lykkedes Amrith at vinde pokalen, som Bedste Kvindelige Skuespiller i rollen som Julie. En særhed ved ritualet er nemlig, at alle skoler er kønsopdelte. Derfor spilles alle pigeroller af de yngste elever på drengeskolerne. Og de ældste piger spiller manderollerne på pigeskolerne. Kønnet – eller kønsrollen – er helt bogstaveligt en rolle, som den enkelte elev påtager sig. Udover selvfølgelig at fremsige replikker og agere, det der står i teksten. Det er en slags skuespil i skuespillet. Lige som på Shakespeares tid – den elizabethanske periode i England –  da der ikke fandtes kvindelige skuespillere, og de yngste drenge i truppen spillede kvinderollerne.

Fra at være en usynlig dreng bliver Amrith en både synlig og populær dreng. Derfor er han også fast besluttet på, at tilkæmpe sig rollen som Desdemona i årets Shakespeare stykke Othello. For om muligt endnu engang at vinde pokalen. Denne drømmende tilstand bliver Amrith revet ud af ved mødet med fætteren den 16 årige Niresh.

Selvom Niresh etnisk tilhører samme stamme som Amrith tilhører han kulturelt teenager stammen, som godt nok er international, men endnu ikke er nået til Sri Lanka. Teenager stammen dyrker sine egne ritualer: Mangel på respekt for de voksne, almindelig flabethed og intense venskaber med jævnaldrende. Amrith udsættes for et kulturchock! Den priviligerede teenager stamme kan se filmen Saturday Night Fever i 1977, mens den er ny, mens Amrith og hans søstre må vente til det bliver et nyt årti.

Ifølge Niresh er der ingen ende på hvor cool teenager stammen er: Han og vennerne spiller fodbold, sniger sig ind på clubberne med falske ID-kort, begår hærværk og cruiser rundt i byen i bil. Når Niresh praler holder han sin lille fætter om skuldren, og de er tæt på en måde Amrith ikke har været til andre mennesker før. Og Amrith forelsker sig.

Niresh er charmerende. Hundene lægger sig på ryggen og cykler med benene i vejret, når han taler til dem med høj stemmeføring. Når Niresh taler med Amriths søstre gør han det samme: Foregiver at kunne lide den musik teenager stammen foragter, fordi den er fra i forfjor. Amrith ved det. Når Niresh’ øjne er særlig store og uskyldige, så lyver han eller gør grin med folk. På den anden side er bedrifterne af betragteligt omfang: Niresh er blevet smidt ud af tre kostskoler, ryger i smug og kan diskutere piger!

Amrith er også lærenem: Blasfemisk lægger han sig for fødderne af Niresh og agerer Maria Magdalena, mens Niresh med en kost i ryggen agerer den lidende Jesus Kristus. Så kan de sammen få søsteren til at bryde sammen af grin, der hvor hun skulle fremsige sit Ave Maria.

Understrømme fører mennesker til steder, hvor de ikke ønsker at være. Understrømme er teenager stammens værste fjende. Amrith har udover blasfemi, rygning i smug også sovet tæt op af Niresh, og opdaget varmen i kroppen. Han har således deltaget i nogle af de vigtigste stamme ritualer, men er stadig ikke på lige fod med fætteren. Og er magtesløs over for jalousien – en understrøm i teenagerverdenen. Amrith er  jaloux på søsteren, der ligeledes er faldet for Niresh’ charme. Othello – det klassiske jalousidrama udspiller sig dermed ikke kun på scenen, men også uden for.

På scenen: Othello anklager Desdemona for at være ham utro med Cassio. Det fører som bekendt til drab. I  virkeligheden: Understrømmen i monsunhavet fører Amrith længere ud end han kan bunde – med fare for liv og lemmer.

Dog forsones Amrith med fætteren: Ritualet består i aflivelsen af myten om det sorgløse teenagerliv i Canada. Niresh spiller ikke fodbold, han er ikke star: De andre kalder ham perker, og de sorthårede drenge må lægge øre til racististiske vittigheder. Alle de historier der imponerede Amrith var løgn og opspind. Kan rituel bodsgang slå bro over kløften mellem de to drenge?

Niresh får til gengæld at vide hvilken ulykkelig historie den selvmordstruede Amrith bærer på dybt i sin sjæl og så forsones de to. Inden Niresh bliver nødt til at følge sin far tilbage til Canada.

Mennesker kan ulykkeligvis ikke opfinde deres oprindelsessted, deres elskere og deres venner endnu mindre end de kan deres forældre. Livet tildeler disse og tager dem også bort og det vanskeligste er at sige JA til livet.

Reklamer

Shyam Selvadurai: En sjov dreng

Da Selvadurai’s bog udkom på dansk i 1998 var det noget så overraskende som en etnisk homo historie. Bogens hovedperson bliver i fordanskningen “en sjov dreng”.

Originaltitlen Funny boy (1994) gengiver det bedre: Han er homo, og omgivelserne ved ikke rigtig hvad de skal stille op med ham. Det er ikke nødvendigvis sjovt, at være funny boy.

Susanne Bjertrups originale anmeldelse i Politiken fra 1998 fremhæver den politiske baggrund og hovedpersonens oplevelse af omvæltningerne på Sri Lanka:

“Det begynder med noget, der bare virker lidt urimeligt. En yndlingstante kan ikke få den mand, hun er forelsket i, fordi hun er tamil, og han er singaleser. Men snart eskalerer konflikten. Folk på Sri Lanka må opføre sig som de tre kloge aber: ser intet ondt, hører intet ondt, siger intet ondt. Imens lyder der klik i telefonen, borgerlig ret ophører med at eksistere, huse og biler brænder.

Shyam Selvadurais debutroman, En Sjov dreng, er en historie om de begivenheder, der fører til, at en velstående tamilsk middelklassefamilie må flygte fra Colombo og begynde forfra i Canada med bare 500 engelske pund på lommen. Men det er også historien om en dreng der er anderledes, uden selv at vide hvordan. Han kan bare godt lide at lege med pigerne, at klæde sig som brud med sari og sminke, og han vil give sin højre arm for ikke at skulle spille kricket med drengene. Det bekymrer hans far, som sætter mange velmente bestræbelser i gang på at afvende det uundgåelige: at Arjie forelsker sig i en anden dreng.

En Sjov Dreng handler om at vokse op og finde ud af, hvem og hvad man er og turde sætte det igennem. Det ikke nemt når man drømmer om, at livet skal være som i de singalesiske kærlighedsmagasiner, som kvinderne i den brogede familie har gemt under deres madrasser. Eller når man er den eneste tamil i sin klasse.

Historien fortælles medrivende. Den er nervepirrende i småting som f.eks. den tavshed, der sænker sig ved middagsbord, da en mor slår sin voksne datter, og tankevækkende for vestlig selvtilstrækkelighed, der ønsker flygtninge tilbage, pebret gror. For Arjies sind virker ikke særlig fremmedartet eller eksotisk. Det kunne være en danskers, fanget i øjeblikket før ydre begivenheder vælter ordenen omkuld.”

Idag er det næppe muligt – efter næsten 10 års værdidebat og indvandrerdebat – med  samme troskyldige naivitet at erklære at Arjie, bogens hovedperson,  er et menneske præcis som du og jeg. I teorien en hvilken som helst dansker “fanget i øjeblikket” før verden, som man kender den bryder sammen. En læsning af bogen der fokuserer på seksualitet og køn vil dog afsløre den samme pointe: Mekanismerne i forhold til dannelse af køns- og seksuealidentitet er yderst genkendelige.

Og Selvadurai er – som hans senere forfatterskab har bekræftet – intet mindre end et litterært talent. En kvalitet der heller ikke inden for genren homoseksuel coming of age historie kan tages for givet .

En sjov dreng er en udsprings historie fortalt i seks kapitler.

De blodige begivenheder der går forud for familiens flugt fylder så meget i drengens sind at indledningens præsentation af køns- og seksualitetsproblematikken næsten har fortabt sig inden den træder  frem som nøgle til forståelse.

Bogens indledning demonstrerer at noget så simpelt som børneleg er en strukturering af det sagte og det usagte. Begge dele lige betydningsfulde.

Verden er delt i to: Det ene territorium er drengenes kricket-bane. Det andet territorium er pigernes verden. Arjie er en feminin dreng – og føler sig kun accepteret og veltilpas i pigernes verden. Hvor han spiller brud i pigernes bryllups iscensættelse. Iført sari og sminke.

På kricket-banen – drengeverdenen – kæmper to fraktioner om magten Arjies bror og hans kusine. Børnenes verden hviler i sig selv. Pigernes accept af Arjie kommer til udtryk ved at han får hovedrollen som brud i legen af samme navn. Krisen opstår da de voksne blander sig – og erklærer, at han skal være dreng og spille kricket. Hvilket skaber en umulig og kompliceret situation i drengeverdenen, hvor ingen af holdene vil have ham. Selv om køn og maskulin aktivitet – og tydeligvis også seksualitet – er tæt forbundne, ænser ingen kusinens rolle på kricket-banen. Kun Arjie’s far er “bekymret”. For drengen.

De voksne stiller krav om, hvordan verden bør se ud. Definitionen af køn og seksualitet skal følge henholdsvis maskulin og feminin aktivitet. “Undtagelsen” er kusinen som ingen ænser. Hun er pige i drengeverdenen. De tre små aber der intet ser, intet hører og intet siger er deltager i børnelegen.

Barndommen slutter med et kys. Da Arjie er 14 år. Efter alle antydningerne: Den faderlige bekymring, opgøret med pigen der tilraner sig hans plads som brud, broderens bemærkninger, våde pletter i sarien efter han har drømt om en dreng. Alt det fik kun knap noget til at dæmre.

Et uskyldigt kys fra en dreng på skolen får derimod erkendelsen frem:

“Den anderledeshed i mig, som jeg somme tider havde fornemmet, som havde afstedkommet så meget forvirring for mig, hvori denne anderledeshed end bestod, så delte Shehan den. Jeg følte mig forbløffet over, at en normal ting – som mit venskab med Shehan – kunne have så stærke og skjulte muligheder.”

Og ved det næste kys står begge drenge med bukserne trukket ned:

“Så kyssede han mig igen, og jeg mærkede varmen fra hans krop mod min, da han pressede mig op mod væggen. Igen følte jeg, hvordan jeg gled ind i et mørke, som om jeg jeg sank ned på bunden af en dam, hvor der ikke eksisterede andet end lugt, smag og følelse.”

Selverkendelsen beskrives som en synken ned – eller ind i sig selv. Imens bliver han våd. For derefter som en svømmer at blive trukket op mod vandoverfladen.

Arjie værgrer sig, men resultatet er givet på forhånd. Der er noget i ham, der er så stærkt, at de tre små aber kæmper forgæves imod.

“Jeg var ikke en del af min familie på samme måde længere. Nu hørte jeg til i en verden, de ikke forstod, og som de ikke kunne følge mig til.”

Barndommens opdeling i territorier – drengenes og pigernes – forklarer ikke længere verden. Diktotomien mellem kønnene som skulle forklare alt – forklarer intet. Verdensbilledet er brudt sammen. Drengene havde i børneverdenen et socialt køn – den maskuline aktivitet. Og pigerne et sociale køn – gennem den feminine leg. Med en enkelt undtagelse for reglen. Kusinen der spiller kricket. Og så Arjie. I børnelegens iscenesættelsen af heteroseksualitet er der ikke plads til den homoseksuelle. Undtagen når Arjie omgår reglerne og befinder sig i pigeverdenen, hvor han skifter køn ved at iføre sig sari og sminke.

Arjie opdager at køn og seksualitet ikke nødvendigvis følges ad, sådan som normerne foreskriver. Hans lem bliver vådt da det bevæges op og ned på Shehans mave. Han bliver en mand samtidig med at han ved, at han aldrig igen vil deltage i drengenes kricket-spil. Og tillige forlader pigeverdenen – kønsskiftet – for udelukkende at lege med andre drenge, der er lige som han. Et voksent spil, hvor seksualitet og fascination og lyst er drivkræfterne.

Når kønnet indgår forbindelse med seksuel identitet er der ikke længere distance og spil mellem to verdener. Al legen foregår nu i én verden – mændenes.