De homoseksuelle og lægevidenskaben

Det er nu 30 år siden Sundhedsstyrelsen fjernede homoseksualitet fra listen over psykiske lidelser. Men bagefter kan det være relevant at tænke over, hvordan det gik til at de homoseksuelle havnede der. Og om det virkelig er et overstået kapitel.

I en tidligere artikel har jeg påvist at det langt fra er tilfældet. Faktisk er det ikke svært at finde eksempler på sygeliggørelse af homoseksualitet.

I december sidste år kunne forskellige nyhedsmedier f.eks. berette om anvendelsen af fallometri i Tjekkiet. Fallometri er en test, der måler blodtilstrømningen til penis og dermed kan bestemme hvilken grad af seksuel ophidselse en forsøgsperson befinder sig i. En metalmanchet placeres på penis. En ledning forbindes i en elektrode på manchetten til en computer, der registrerer og analyserer udvidelsen.

Testen anvendes i Tjekkiet til at undersøge om asylansøgere der angiver at være homoseksuelle nu også responderer på fremvist bøsseporno. EU  har sendt en protest til Tjekkiet fordi metoden ikke er sikker og kan opfattes som krænkende.

To gymnaster til Olympiade i Beijing 2008. Skal elektroden give udslag, når man ser ovenstående billede. Er heteroseksuelle mænd der er fans af sportsstjernerne i virkeligheden homoseksuelle? Er billedet homoerotisk?

Metoden har en blakket fortid. Den er oprindelig udviklet i Prag af lægen og sexologen Kurt Freund til, at teste om rekrutter til den tjekkoslaviske hær søgte at undvige militærtjeneste. Homoseksualitet var gyldig grund til at blive kasseret.

Hans research-progam fokuserede dog på konstatering og diagnose af pædofili. Til grund for lægevidenskab af denne art ligger en opfattelse af seksualitet som drift eller libido. En essens i mennesket, der forklarer reaktionsmønstre og adfærd. Det er altså underforstået at seksualitet ikke kan være udtryk for lyst, følelse eller valg. For driftsmønsteret er indbygget i personen. Uanset om det som hos Freud forklares psykoanalytisk med barndommens traumer eller dominerende mødre eller det som hos Kurt Freund blot er en fysisk reaktion. Lægevidenskabens fokus er altid på afvigerne, hvortil de homoseksuelle også hører.

Kurt Freund (1914-1996)

Freund lavede forsøg i 1950’erne i Tjekkoslavakiet for at omvende homoseksuelle til heteroseksualitet, men fandt ud af at det ikke var en farbar vej. Selv homoseksuelle der havde opgivet deres homoseksuelle livsstil tændte stadig på mænd og ikke på kvinder. Freund imødegik derfor de psykoanalytiske teorier, der hævder at homoseksualitet skyldes frygt for kvinder, og konkluderede at homoseksuelle ganske enkelt er mænd der tænder på andre mænd.

Problemet med den type lægevidenskab Kurt Freund repræsenterer er ikke dens politiske eller moralske fundament. Freund var af jødisk afstamning og havde familie der omkom i kz-lejre. Og var redelig nok til at indlrømme, at  de mislykkede videnskabelige forsøg på at omvende homoseksuelle måtte føre til en forkastelse af hypotesen om, at det skulle være muligt at omvende de homoseksuelle. Og Freund støttede en afkriminalisering af homoseksualitet i Tjekkoslovakiet, hvilket også blev gennemført i 1961.

Den klassiske lægevidenskabs definition af homoseksualitet er en apparatfejls model. Hvor homoseksualitet betragtes som en “forstyrrelse” af den normale heteroseksualitet.

Kurt Freund flygtede til Toronto i 1968.

Radikalt formuleret er problemet med lægevidenskabens forhold til homoseksualitet, at den overhovedet beskæftiger sig med fænomenet. Det skulle den lade være med. For deraf følger sygeliggørelsen. Hele indstillingen: Vi må finde årsager til problemet – hvis det er muligt en kur. Eller finde ud af hvorfor den homoseksuelle har blokeret for sin heteroseksualitet. Finde ud af om homoseksualitet ikke er forbundet med andre alvorlige psykiske sygdomme. Neuroser, karakterforstyrrelser og psykopatier.

Ray Blanchard

Sidstnævnte har vist sig at udgøre lægevidenskabens sidste skud på stammen. Kurt Freunds elev Ray Blanchard har udviklet en teori om kronofilierne. Og opnået at få den diskuteret i det ansete tidsskrift Scientific American.

Jesse Bering forfatter til artiklen i Scientific American om Blanchard’s teori. Parafili er den medicinske betegnelse for perversion.

Forestillingen om seksualitet som drift eller libido umuliggør en forholden sig til de mange og udbredte teorier om seksualitet som noget diffust og udefinerbart, der hverken er skæbne  eller sygdom, sådan som socialkonstruktivismen har formuleret sig nu gennem tre årtier.

Den klassiske lægevidenskab holder fast i at betragte den afvigende type. Hvor moderne sociologiske og sexologiske undersøgelser peger på, hvor udbredte f.eks. homoseksuelle erfaringer er i den mandlige befolkning som helhed fastholder den klassiske lægevidenskab billedet af den psyko-seksuelle afviger. Blanchard har – blandt andet ved hjælp af den fallometriske metode – afdækket en hel række afvigelser: Hebefili, ephebofili og gerontofili. Som sidestilles med pædofilli.  Sidstnævnte – tiltrækning til ældre mænd – kan ikke forbindes med nogen form for kriminalisering. Men ved at betegne det som en parafili sygeliggøres et måske udbredt, men harmløst fænomen.

Tesen om parafilierne er i praksis en sygeliggørelse af hele den maskuline seksualitet. I et studie Freund har været medforfatter til hævdes det, at op til en fjerdedel af alle mænd skulle have pædofile træk. De mænd, hvis seksualitet i forvejen er i fokus, fordi de tilhører en afvigende type bliver i højere grad end heteroseksuelle mænd mistænkeliggjort ved denne betragtning.

Richard von Krafft-Ebing

Interessant nok er den lægevidenskabelige autoritetet der i praksis gjorde mest for at udbrede termen homoseksualitet – Richard von Krafft-Ebing – også den der i 1896 udmøntede ordet pædofil i værket Psychopathia sexualis. De to afvigende typer kan i en vis forstand siges at have samme ophavsmand.

Der er rigtig langt imellem standpunkterne her. Moderne samfundsforskning betragter homoseksualitet fænomenologisk som handlinger, udtryk og  følelser. Som sex, kultur og identitet.  Klassisk lægevidenskab betragter seksualitet som sandhed og essens, der fortæller hvordan mennesker er dybest inde i sindets afkroge. Som det der styrer menneskers handlinger og adfærd.

Da der i det sidste årti er sket et paradigmeskift væk fra social- og samfundsvidenskab i retning af naturvidenskab og især biologi bliver homoseksualitet i stadig højere grad betragtet på lægevidenskabens præmisser. Det vil sige i bund og grund som psyko-patologi. Og en tilstand. Ligesom de talrige rapporter der findes om homoseksuelle dyr på en gang bekræfter, hvor “naturlig” homoseksualitet er, samtidig med at de stadfæster opfattelsen af homoseksualitet som noget biologisk og mekanisk der tjener evolutionære formål.

Udstillingen Against Nature? på Naturhistorisk Museum i Oslo 2006-2007 chokerede ved bla. at vise billeder af giraffer og hvaler der udførte homoseksuelle handlinger.

Men videnskabens fremskridt er ikke til at standse. Ifølge en professor på Hvidovre Hospital er fallometriens afløser en ny type for hjerneskanning. Formålet er igen at skille homoseksuelle fra heteroseksuelle. Dog mener professor Hartwig Siebner, der har udviklet metoden, ikke at man kan skille pædofile og terrorister ud, før de bliver kriminelle.

Hartwig Siebner

Metoden blev omtalt i Videnskab.dk i 2009, men har ikke været i medierne siden. Måske ender den med at blive glemt lige som forsøgene inden for retsvidenskab på at udskille en særlig psykopatisk kriminel type? Idag betragtes al kriminalitet som risiko- undtagen sexkriminalitet – der stadig ses som patologisk. Der har fundet en normalisering sted. Vi venter på den samme normalisering i opfattelsen af seksualitet. Og alt hvad der er relateret til seksualitet.

Hvornår erkender lægevidenskaben at homoseksualitet – sex forstået som frivillige aftaler mellem voksne mennesker, som kultur og identitet – intet har at gøre med dens fagområde?

Reklamer

Om sygeliggørelsen af de homoseksuelle

Før 1981 

Der var engang hvor forskellige synonymer for homoseksuel var de værste skældsord mænd kunne få hæftet på sig. Ord som “bøsse” eller “svans” betegnede, hvad nogle opfattede som en sygelig seksualitet og ikke-maskulin kønsidentitet.

Vi taler om tiden før 1981. I denne uge er det nemlig 30 år siden Sundhedsstyrelsen i Danmark fjernede homoseksualitet fra sygdomslisten.

Det kan vi så fejre.  Men er der reelt noget at fejre?

Måske gives historiske tilfældigheder ikke – men mærkværdige sammentræf optræder hyppigt.

Et af disse var at næsten samtidig med at Sundhedsstyrelsen ændredede politik skete der et paradigmeskift i opfattelsen af magt og stat i socialvidenskaberne.

Den franske filosof Michel Foucault vendte med sin afvisning af repressionstesen op og ned på traditionelle begreber om politik, samfund og jura. Repressionstesen hævder, at magten udøves oppe fra toppen af samfundets pyramide og ned. Foucault derimod talte derimod om magt som en kompleks størrelse der er i samfundet og udøves af individerne.

 
 
Efter 1981
 
Homoseksualitet blev fjernet fra sygdomslisten i 1981. Det registrerede partnerskab blev indført i 1989. “Normaliseringen” af homoseksualitet skete – tilsyneladende – i lyntempo.

Det var næsten for godt til at være sandt.

Men i perioden fra begyndelsen af 80’erne til slutningen af 80’erne lærte de danske bøsser – og meget hurtigt resten af den danske befolkning, at der fandtes en sygdom der hedder AIDS.

På forsiderne af formiddagspressen blev sygdommen hurtigt døbt “bøssepest”. Da det viste sig at smitten vi nu kender som hiv især var udbredt blandt homoseksuelle. I formiddagspressens version blev det til historien “at være homoseksuel er en dødsdom”. Og religiøse fanatikere var ikke sene til at pege på, at det var “Guds straf over bøsserne” for deres syndige liv.

Bøsserne var blevet fjernet fra sygdomslisten, men aldrig havde de været så syge. Både de facto og som gruppe i den øvrige befolknings øjne. Rigtig mange der var sprunget ud af skabet sprang tilbage i det. Enkelte har efterfølgende været modige nok til at fortælle om oplevelsen. Sidste år skrev en journalist fra Politiken f.eks. sin historie i avisen. Stigmatiseringen af de homoseksuelle var så hård, at blot rygtet om at en homoseksuel på arbejdspladsen var smittet medførte sager, hvor kolllegerne nægtede at bruge samme håndvask eller samme toilet. Det medførte sociale og psykiske prøvelser. Nogle gange for mennesker der rent faktisk måtte kæmpe med sygdommen. Stigmatiseringen betød at enhver bøsse potentielt blev betragtet som hiv-smittet.

Pointen er at det selvfølgelig ikke på nogen måde var “ulovligt” at være hiv-smittet. Alligevel blev de syge – og potentielt alle homoseksuelle – anset for en samfundsmæssig fare og stigmatiseret. Med mindre de dukkede hovedet eller sprang ind i skabet. Og gjorde sig usynlige.

Aldrig havde de homoseksuelle – så langt min personlige erfaring rækker – været så hårdt stigmatiseret. Livet som homoseksuel har aldrig været så hårdt som det blev efter begyndelsen af 80’erne.

Fjernelsen fra sygdomslisten skete næsten samtidig med, at socialvidenskaberne erkendte at juraen – i en vis forstand – er ligegyldig. For det er samfundets normer der afgør, hvem der bliver stigmatiseret og forfulgt.

 
Pædofilpanikken 
Men en ulykke kommer sjældent alene. I 1997 skete der en katastrofe. En pædogmedhjælper fra Gladsaxe blev anklaget for pædofili – og dømt. Der opstod en pædofilpanik. I 1999 blev en hiv-smittet karate træner sigtet for seksuelt misbrug af de teenagedrenge han underviste. Og flere landsdækkende aviser skrev på lederplads om, at det omfattende seksuelle misbrug af børn må stoppes.

Pressen, myndighederne og befolkningen gik i selvsving.

Professor i sociologi ved Københavns Universitet Henning Bech  har lavet en videnskabelig undersøgelse af fænomenet og siger:

 
“Siden da er stormen stilnet noget af, men havet er blevet i bestandig bevægelse. Så at sige hver dag bringer medierne stof der vedrører emnet seksuelt misbrug af børn. En konstant uro, årvågenhed, mistænksomhed, ænstelse og indignation har etableret sig.” (s.202)
 
Henning Bech: Kvinder og mænd. Gyldendal 2005.

Uroen, årvågenheden, mistænksomheden, ængstelsen og indignationen er stadig i 2011 en kendsgerning. På trods af at der dengang var 133 “sager” – alle omtalt på forsider og midtersider i formiddagspressen – blev kun to (2) personer fundet skyldige.

Takket være blandt andet den mediedækning karate-træner sagen fik – har seksuelt misbrug, hiv-smitte og homoseksualitet siden indgået i en besynderlig  konstellation i medierne. De homoseksuelle fremstilles i pressen mere sygelige og afvigede end nogen sinde. Uanset juridiske forhold. Domfældelser eller ej.

De homoseksuelle karakteriseres ikke længere på samme måde som tidligere. Idag bliver homoseksualitetens eksistens benægtet via skældsordene for det seksuelt afvigende. Og de handler alle om sexkriminalitet: Om pædofili.

Engang sagde de der oplyste om homoseksualitet, at der er omkring 5-10% homoseksuelle – dvs. 1-2 elever i hver klasse.

Sidst jeg hørte vendingen lød den: Overalt hvor der er 20-30 mennesker forsamlet er der 2-3 pædofile!

Hvordan er den kobling kommet i stand? Hvor man kan anvende den samme frase, men blot skifte “homoseksuel” ud med “pædofil”?

Og opfattes de to ord – i en vis forstand  – som synonyme?

Og i så fald: Hvordan er den forskydning sket?

 
Magtspil mellem kvinder og mænd
 
I  Henning Bech’s bog Kvinder og mænd beskrives fremkomsten af pædofilpanikken, som et resultat af et magtspil mellem kønnene. Et spil kvinderne har vundet på hjemmefronten og i den offentlige debat. Mistænkeliggørelsen af den maskuline seksualitet betyder at enhver mand er en potentiel sexkriminel. Han er ikke blot uegnet til at tage sig af børn og unge, men upålidelig.  Med mindre maskuliniteten er defineret og styret af kvinder.

De der afviger fra samfundets normer – seksuelle minoriteter – og grupper der definerer deres liv på præmisser, der ikke er alment socialt accepterede –  f.eks. prostituerede – er så at sige dømt på forhånd. Ikke blot som afvigere, men enten som potentielle sexkriminelle eller ofre det er samfundets ansvar at behandle.

Der findes i dag en forbudsfeminisme der ønsker at sætte lighedstegn mellem normafvigelse og kriminalitet.

Eftersom de homoseksuelle mænd er – og altid vil være en minoritet – falder de altid i den forkerte kategori. Forbudsfeministerne kan stille spørgsmålstegn ved, hvor socialt acceptabel homoseksualitet i grunden er. Og det gør de.

Formålet er selvfølgelig at kontrollere de heteroseksuelle mænd. En forbudsfeminist som Vibeke Manniche kritiserer Klovn; The Movie. Skyldes det i virkeligheden, at Caper Christensen har sex med en fyr i filmen? Vibeke Manniche rykker ud med argumentet om, at filmen er pornografi og synet af Casper Christensens erigerede lem er skadeligt for børn. Danske mænd af familiefædretypen kan ikke tillade sig at have sex med mænd. Gør de det alligevel stemples de som perverse eller afvigende. Vibeke Manniche er muligvis homofob, men sigtet med kritikken er, at kastrere de danske familiefædre. Ved at indgyde dem en bevidsthed om, at visse dele af deres seksualitet er tabu. Alt det der ikke kontrolleres af kvinder.

 
Kronofilierne
 
Enhver feminist vil selvfølgelig pure afvise at nogen skulle kunne finde på at mistænkeliggøre den maskuline seksualitet.

Men måske vil de medgive at de forkaster moderne socialvidenskab og istedet omfavner den klassiske lægevidenskabs teser?

 I moderne gevandter ganske vist. F.eks. den måde de formuleres af den amerikanske læge og sexolog Ray Blanchard.

Homoseksualitet blev oprindelig opfattet som en psykisk forstyrrelse – en parafili – i den klassiske lægevidenskab.

På linie med en række andre fænomener med besyndelige navne som: Exhibitionister, fetischister, zoofile,  mixoskopofile og gynekomaster.

Den klassiske lægevidenskab fra 1800-tallet skabte en patologisering af homoseksualitet. Og homoseksualitet  indgik i et raritetskabinet på linie med ovennævnte grupper.

Den moderne lægevidenskab har erkendt fejltagelsen og er ophørt med at stigmatisere homoseksualitet som en parafili.

Men tilhængere af det klassiske lægevidenskabelige paradigme har ikke opgivet sygeliggørelsen af al seksualitet. Hvilket også fremgår af det ansete tidsskrift Scientific American i en artikel fra 2009.

Vi har alle en alder. Og det er et angrebspunkt. For så kan vi være objekt for seksuel tiltrækning for mennesker med en speciel seksuel observans – og dermed ofre for seksuelle overgreb.

Pædofile i den ene ende af spektret og gerontofile i den anden ende. Ephebofile hvis der er tale om forhold mellem unge og voksne. Og hebefile hvis der er tale om tiltrækning mellem præpubertære unge og voksne.

Det eneste der ikke er en parafili er den seksuelle tiltrækning mellem voksne. Som dog også har en græsk betegnelse: Teleiofili.

Hvad er pointen med at fjerne homoseksualitet fra sygdomslisten, hvis man genindfører en patologisering og introducerer aldersforskel som psykisk afvigelse? Det er: Nu er kun den maskuline seksualitet sygeliggjort.

Psykoanalysens fader Siegmund Freud mente den reproduktive heteroseksuelle mand var den norm alt andet kunne holdes op imod. Derfor sygeliggjorde Freud den kvindelige seksualitet.

Aldersperspektivet derimod – teorien om de såkaldte kronofilier – sygeliggør mænds seksualitet.

Feminister og tilhængere af den klassiske lægevidenskabs teser er enige om, at kvinder ingen seksualitet har. Og kvinder derfor aldrig er omfattet af parafilierne. De er derimod ofre for mænd. Det er altid kvinder, der skal beskytte børn imod mænd.

Når i sig selv ligegyldige fænomener som aldersforskel sidestilles eller endog ligestilles med pædofili, som er en psykiatrisk diagnose, når pseudovidenskab blandes med psykiatri, fremkommer en eksplosiv blanding!

Der truer med at gøre den moderne homohistorie til én lang sygehistorie. Især fordi en del homoer tager sygeliggørelsen på sig. Selv de der hævder at være imod sygeliggørelsen udbreder i praksis forestillingen ved at knytte begreber om parafilier sammen med mandlige homoseksualitet.

Alt det de homoseksuelle kæmpede for før 1981: Seksuel frigørelse, selvstændig identitet og ret til at vælge sexpartnere er blevet opgivet.

Feministerne – langt ind i homomiljøets egne rækker – ønsker istedet kamp imod parafilierne. Ud fra ønsket om at blive “normaliseret”.

En kamp de først vil anse for vundet, når det homoseksuelle miljø er blevet udslettet og de homoseksuelle mænd – atter engang – er sprunget ind i skabet. Så heller ikke heteroseksuelle kvinder længere behøver at frygte for deres mænd.

De homoseksuelle er blevet en minoritetsgruppe der af politisk overbevisning tager sygeliggørelse og stigmatisering på sig. Og nægter at kæmpe for andet end indholdsløse juridiske formler.

Vi vandt slaget om fjernelsen af homoseksualitet fra sygdomslisten. Men det var en Pyrrhus sejr. Vi kan sige lige som hærføreren der vandt slaget, men fik sin hær decimeret: En sejr til og vi er fortabte!

Blot et lem

Casper Christensen har gjort det. Frank Hvam har gjort det. Og Jim Lyngvild står ikke tilbage for dem. De har alle smidt bukserne offentligt og blottet deres lem.

Og hvad så?

Casper Christensen og Frank Hvam laver stand-up: Det er en udfordring at prøve grænser af. Henrik Dahl kommenterede  i december 2010 forskellige former for humor i Politiken og sagde blandt andet at Klovn: The Movie skal nok blive en kolossal blockbuster, fordi det er så  

“ekstremt pinligt, og fordi både Frank Hvam og Casper Christensen er så lumpne og skruppelløse.”

Dahl konstaterer: Stand-up opstod i 90’erne og

“Tidligere blev der virkelig taget nogen chancer, men stand-up er stadig meget latrinært og handler om seksuelt tabuiserede emner, og derfor kan man godt argumentere for, at stand-up er enormt reaktionært. For det kræver, at normerne bliver, hvor de er. Hvis de faktisk flyttede noget med deres show, så kunne deres vitser kun gå én gang. Og det er dårligt for forretningen.”

Når kendte mænd i den morsomme branche optræder nøgne leder det nærmest tanken hen på den skov af letbenede folkekomedier, der blev lavet i 1970’erne. Hvor alt hvad der kunne krybe og gå af danske skuespillere medvirkede. Tit afklædte og i en del af de film indgik også sexscener. Uden at filmene af den grund blev betragtet som porno.

Klovn filmen kom i biograferne i december og plakaten, hvor Casper Christensen poserede nøgen vakte postyr. Hvordan kunne det gå til?

 

Lægen og debattøren Vibeke Manniche erklærede på sin blog  filmen for porno. Slet og ret. Forinden havde Vibeke Manniche allerede erklæret at plakaten er “intimiderende” for børn i Ekstra Bladet. Selvfølgelig uden at nævne at der også optræder nøgne kvinder på plakaten. Kvinder har i denne udgave af feminismen hverken kønsdele eller seksualitet. Også selvfølgelig uden at bemærke, at en mandehånd skygger delvis for Casper Christensens lem.

Vibeke Manniche sætter lighedstegn mellem sexscener og pornografi. Den voksne mands erigerede lem opfatter hun som pornografi i sig selv. Uanset hele dækket – at protesterne er på vegne af mindreårige, uskyldige børn – er der tale om et feministisk angreb på mandekroppen og dens naturlige funktioner. Som Vibeke Manniche ønsker tabuiseret i det offfentlige rum. Det havde været mere ærligt, hvis Vibeke Manniche havde sagt at hun føler sig intimideret – i stedet for at holde børnene frem for sig som skjold. Men så ville penis-misundelsen være så meget mere åbenlys.

Frank Hvam har reageret på kritikken ved også at optræde nøgen. Hvis stand-up’erne ikke skulle optræde som jokere, og støde bornerte feminister og andre, hvem skulle så?

De kører den ind med penis ligesom deres kollegaer fra Rytteriet.

Det har også provokeret Jim Lyngvild, der ikke mener danske kvinder er så bornerte og dobbeltmoralske, som Vibeke Manniche hævder:

“Kvinder er lige så liderlige og humoristiske omkring sex. Kvinder vil både have kærlighed og sex. Og de vil da også gerne se på tissemænd”, udtaler han til flash.

Og lægger et billede ved af sig selv – efterfølgende suppleret med et par stykker til – uden en trevl på kroppen i den kolde danske vintersne. En forsmag på de billeder der kommer i modemagasinet Momento.

Og han understreger at billedet ikke er pornografisk.

Vibeke Manniches afsky over for mandekroppen overrasker ikke. Hun har været formand for Kvinder for Frihed, der kæmper for kvinders ligestilling og blandt andet er imod religiøs undertrykkelse. Sammen med den nuværende formand Liselott Blixt (DF) tilhører Vibeke Manniche den rødbrune alliance, der vil beskytte muslimske kvinder imod sig selv, deres familie og deres kultur. Kvinder for Frihed har desuden i 2010 rejst forslaget om forhøjede bøder til mænd, der pisser i det offentlige rum. Vibeke Manniche var ophavskvinde til forslaget – der blev ledsaget af formaningen om, at drenge og mænd bør lære bækkenbundsøvelser!

Uanset hvad man måtte mene om Kvinder for Friheds forskellige forslag handler de alle om forbud. Budskabet er frihed gennem forbud.

Og bagved ligger penis-misundelsen. Ikke forstået på den måde Freud og den psykoanalytiske teori opfattede den. I det victorianske samfund Freud levede i herskede mændene og deres merværd placerede han symbolsk i det mandlige lem – det som kvinderne ikke har. Penis-misundelse betyder i dag snarere at diktere hvordan mænd skal opføre sig hjemme og i det offentlige rum, og bekæmpe mændenes optagethed – og stolthed – over deres biologi.

Når Klovn-plakaten kritiseres og anklages for at være pornografisk er det udtryk for en accept af det victorianske samfunds opfattelse – som Freud faktisk kritiserede – nemlig, at kvinder hverken har kønsdele eller seksualitet. Og derfor er ophøjede og rene i forhold til mændene. Og dermed værdige til at passe børnene. For det er jo kun det mandlige lem på plakaten der støder. Selv en klassisk psykoanalytisk teori, der er blevet overhalet af den moderne psykologi er klogere end moderne forbudsfemisters budskaber. Som er udtryk for foragt og angst for kroppen.

Det er pinligt at der er læger i Danmark, der er eksponenter for så umoderne og uoplyste synspunkter.

Det er flot – faktisk imponerende – at Jim Lyngvild erklærer at han er stolt af sin krop og tør vise den frem.

Han har også ret i at det er hykleri at respektere nøgenbilleder i glittede magasiner samtidig med, at man erklærer dem for underlødige i Ekstra Bladet eller Rapport.

Kulturradikale kunne sige “frihed for Loke såvel som for Tor”. Men aviser som f.eks. Politiken er meget traditionsbundne og en del af den tradition er homofob og homohadende. Hvilket får mange kulturradikale til at springe over til den rødbrune alliance i seksualpolitikken.

Og andre – måske Lyngvild selv – til i visse situationer, at lade sig narre af rødbrune feminister, der hykler sympati for homoerne. Vibeke Manniches våbenfælle i Kvinder for Frihed er den selvsamme Liselott Blixt, der ytrede ønske om at deltage i Copenhagen Gay Pride 2010. For at kunne bruge de homoseksuelle i Dansk Folkepartis kamp imod muslimerne.

Hvis man spurgte Liselott Blixt hvor begejstret hun er for Lyngvild lige nu- og han har ellers optrådt adskillige gange på tv med Pia Kjærsgaard – er det nok til at overskue!

Selvom det blot er et lem – er det et blottet lem han viser frem.