Rytteriet: Fraklip efter lukketid

Rytteriet et program på DR2 i den bedste sendetid. Mange har bemærket hvordan programmet er domineret af to midaldrende herrer – Fritz og Poul – der tilsammen udgør duoen Snobberne.

Karakteristik

De virker selvforelskede – men elsker også hinanden. Hvordan og hvor meget kan man så spekulere over. Man kan ikke sætte en finger på noget. Det er påfaldende. Det aseksuelle er et skjold. Det plejer at dække over…homoseksualitet.

De er hverken selvhadende eller frustrerede. Deres liv er for søvndyssende og indholdsløst til det første. Det sidste overstiger deres ambitionsniveau.

De bekræfter altid et positivt syn på livet og verden over for hinanden.

Fraklip efter lukketid

Iført fine nystrøgne matchende pastelfarvede skjorter trodser de naturlovene og falder i et med omgivelserne.

Filosoferer Poul og Fritz videre om livets mysterier, når kammeraet er slukket?

“Har du hørt om de der… Ja du ved, de er squ lidt mærkelige!”

“Ja. Nej. Øh, det ved jeg squ ikke Poul. Hvem tænker du på?”

“Ja, de der du ved nok. Ah, for pokker hvad er det nu de hedder!”

“Nå ja, nu ved jeg hvad det er du tænker på! Ja de fandme aparte!”

“Det kan vi godt undvære. Du er så sød!”

“Tak Poul. Det kan vi i hvert fald, skåål!”

“Skål søde Fritz! Vi har det squ godt!”

Kun synd – ingen skam

Det positive livssyn fremgår også af en hemmelig lydfil TV2 skulle være i besiddelse af:

“Er det ikke synd? Sådan siger de fattige. Istedet for at være glade!”

“Ja, de fattige er sgu så sure!”

“Synd, synd, synd. Her og der og alle vegne. Kun synd – ingen skam!”

Ja, du har sandelig så evig ret, min kære ven.”

“Men arbejde det gider de jo ikke.”

“Hvorfor skal vi hjælpe og ynke dem, som i virkeligheden godt kan?”

“Det gider vi sgu ikke! Skål!”

Nej, det gør vi ikke. Skål søde ven du er sgu så dejlig!”

PS: Da Højesteret af hensyn til kildebeskyttelse ikke kan kræve filen udleveret, vil kun ovenstående korte uddrag af Poul og Fritz’ konversation komme til offentlighedens kendskab.

Fattigdom og champagne

Den opmærksomme læser vil vide at ordvalg og budskab i Snobbernes samtale minder om noget vi har hørt i den offentlige debat for nylig:

“Synd, synd, synd. Her og der og alle vegne. Kun synd – ingen skam.”

Sådan skrev Simon Emil Ammitzbøll i Politiken. Det er jo ordret det samme!

Blot fremsat af Ammitzbøll uden(?) champagneglas i hånden!

Har Snobberne og Simon Emil Ammitzbøll samme taleskriver?

Kilde:

Spademanns Leksikon: Rytteriet Fraklip efter lukketid

Selvom undertegnede – tilfældigvis – er i besiddelse af den velinformerede og talentfulde anonyme skribents navn og identitet er diskretion en æressag blandt journalister. Navne og yderligere oplysninger vil  ikke kunne frigives for offentligheden. Med mindre der foreligger en retskendelse.

Reklamer

I skabet

Kender vi det ikke alle? Historien om en onkel i familien – eller de andres familie  – der er “sær”. Han har aldrig haft et liv. Nu er han 70 år eller mere. Boede hjemme hos mor til hun døde.

Selv har jeg mødt en af typen. På en arbejdsplads. Flink mand. Pligtopfyldende. Men ingen af kollegaerne forstår ham. Hvorfor har han ikke et privatliv? Forsigtige spørgsmål bliver afvist, og man forsøger ikke igen. Hvis folk ikke har lyst til at fortælle noget, så har de ingen pligt. Bag hans ryg siger nogle, at han er homo. Skabshomo. Og de unge fyre føler sig lidt usikre.

Hvad gik galt? Der var en seksuel revolution i 60’erne. Der var bøssekamp i 70’erne. Registreret partnerskab i 1989. Og meget mere. Men for nogle lykkes det aldrig at springe på toget i farten.

Steward Hendler’s kortfilm The Closet (2008) fortæller en hel livshistorie på under fem minutter. Alting har en grund. Også dét der aldrig bliver.

Rytteriet: Fritz og Poul og os andre

God satire udstiller ikke typerne vi ser som “de andre”, men viser dem som os selv. Det første ville være  hån. Det andet er morsomt – hvis det rammer.

Rytteriets figurer Fritz og Poul er vanskelige at karakterisere. Hvem er de?

De færreste ville på forhånd gætte, at pastelfarver kan få mennesker til at gå fuldstændig i ét med omgivelserne. Men det gør de. Når det er Fritz og Poul. Det er den eneste naturlov de trodser.

Ligesom Fritz og Poul også går i et med hinanden. Som et gammelt ægtepar, der ved hvad den anden vil sige før ordene udtalt. Og så er de enige om ALT.

Poul er nok den der udtaler dybsindighederne, men sekunderes altid af Fritz:

“Jeg gider squ ikke de fattige. De er altid så kedelige.”

“Ja, hvis de bare ikke var så sure.”

“Jamen de er bare så sure!”

“Vi har det squ godt.”

“Ja, det har vi!”

“Skål!”

“Skål Fritz!”

“Du er nu sød!”

“Nej, du er sød!”

“Er jeg? Åh, tak skal du have Poul.”

De er ikke blot samme type. Det er simpelthen umuligt at se et individuelt træk ved nogen af dem. De er lige pæne og anstændige. Og praler begge med at bolle uden om. Men tog Poul den virkelig med Anni Fønsby ude på toilettet? Nej, selvfølgelig ikke. Efterfølgende benægter han det selv. Det var blot en lånt fjer.

Duoen Buch og Botoft karakteriserer dem således:

“Poul og Fritz elsker sig selv og hinanden over alt på jorden.”

Selvforelskede er der så mange der er. Men Fritz og Poul elsker hinanden. Hvor meget og hvordan kan man så spekulere over.

Bag kameraet ved optagelserne i Klampenborg.

De er både i skabet og uden for. Inde i skabet, fordi de er tavse som graven. Ude af skabet, fordi de eskapader de kan finde på at prale med forekommer usandsynlige at det er afslørende. Vi har at gøre med to karakterer, hvis replikker er så kedelige, at de selv falder i søvn over dem!

Det at man ikke kan sætte en finger på noget er netop det påfaldende. Det aseksuelle er et skjold. Det plejer at dække over…homoseksualitet.

De er hverken selvhadende eller frustrerede. Deres liv er for søvndyssende og indholdsløst til det første. Det sidste overstiger deres ambitionsniveau.

Måske er Fritz og Poul trendy. Typiske for en tid, hvor mange flere mennesker erkender deres homoseksualitet, fordi der er fokus på emnet. Mens de sidder fast i vaner og fortid, og ikke magter at udleve den. Og derfor bliver aseksuelle. Fordi heteroseksualiteten er holdt op med at sige dem noget.

Satire kan aldrig være ét hundrede procent venlig – så er det ikke længere satire. Men hvis Buch og Botofts fremstilling af Fritz og Poul lægger noget til eller trækker noget fra er det marginalt. Det fascinerende er, hvor morsomt det kan være, at høre mennesker lyve og tale uden om. Og lade alt det usagte hænge i luften. Spille med på påstanden om, at hvad der er troværdigt eller løgn er flintrende ligegyldigt. Det er denne fakede loyalitet over for karaktererne, der gør Fritz og Poul hamrende morsomme.

Hvad synes du om Fritz og Poul?

Deltag i afstemningen!

Rytteriet: Snobber og skabshomoer

Normalt outer jeg ikke mennesker på denne blog. Men der er undtagelser. Når de viser sig på tv-skærmen onsdag efter onsdag – og har gjort det siden d.20 oktober – uden at ville ud med sproget, så synes jeg de fortjener det.

Når ingen anden kan eller vil så fortæller jeg sandheden om dem!

Skandalen er måske ikke så stor når jeg tilføjer, at de personer jeg outer er fiktive. Martin Buch’s og Rasmus Botoft’s figurer Fritz og Poul fra satireserien Rytteriet på DR 2.

De sidder i Nordsjælland i deres fine nystrøgne matchende pastelfarvede skjorter og gnubber ben med hinanden. Samtidig kommer der en lind strøm af replikker af typen:

“Vi har det godt. Og du Fritz. Jeg holder squ så meget af dig.”

“Nej, ved du hvad Poul, du er sød!”

“Neej. Du er den sødeste Fritz!”

“Ja du har måske ret. Har vi det ikke godt?”

“Jo. Skål!”

“Skål!”

Buch og Botoft har en stribe gennemgående figurer. Fællesnævneren er at de er kiksede.

Inspirationen til Stripper Jens – hvis hedeste drøm er at blive mandestripper- karakteriserer makkerparret således:

“Mennesker, der tror på en drøm, som i alle andres øjne er et fuldstændig håbløst og umuligt projekt.”

Det kiksede kunne være overskrift for alle figurerne.

Undtagen der hvor de har valgt en konkret person, som de hylder for det skæve, der gør ham kontroversiel:

Vi elsker Jørgen. Jørgen er fantastisk! Jørgen lever og ånder for at opleve, beskrive og fortolke. Men nogle gange har han en tendens til at forhøje, mystificere og hylde noget, som ikke rigtig fortjener det. Og vi elsker ham for det!

Den kærlige (h)ånd er ikke så mærkbar i den såkaldte Dialekt Service. Med tv-anmelderen Henrik Palles ord:

“Der er en dialektservice, hvor vi i frilandsmuseumsagtige omgivelser får oversat uforståelige sønderjyske sætninger, som viser sig heller ikke at give mening på rigsdansk.”

 

Det faste galleri tæller endvidere Bøje, den fraskilte ældre mand. Det mislykkede ægtepar Erik og Else. Den legendariske og skarpe producer, der kører alle popsangene ind med penis. Og terapeuten med de tvivlsomme evner.

Og den uengagerede journalist, der rutinemæssigt ender med at spørge den interviewede person:

“Har De ikke lyst til at gå med mig hjem. De kan godt overnatte.”

Fyren der bliver spurgt – og relationen er altid homoseksuel – svarer så:

 “Jo, det vil jeg da gerne!”

Normalt er satire hvor homoseksuelle figurer indgår udsat for skarp kritik. Ikke kun når talentløse stand-uppere demonstrerer, at de ikke kan se forskel på humor og fordomme.

Reality-tv dur heller ikke. Når teenage-homoer viser sig på tv er der altid enten forargelse eller bekymring fra det samlede homomiljø. Drikker de unge ikke hjernen ud i Paradise Hotel? Og i andre programmer er homoerne alt for stereotype.

En pressemedarbejder fra DF kritiserede i sommeren 2010 en journalist fra et LGBT nyhedssite for at have løse håndled. Men synspunktet ligger tæt på miljøets officelle holdning til de der agerer i offentligheden. Så egentlig var der knap nok grundlag for forargelsen over pressemedarbejderen.

Lille Fritz og Poul kan alle derimod identificere sig med. De er pæne. De er anstændige. De er skabshomoer, der sidder og gnubber sig op af hinanden, og den ene kan ikke huske hvem den anden er gift med.

Alt fortaber sig i småsnaldret sludrevorenhed. Når de mander sig op til at være åndrige siger Poul:

“Jeg gider squ ikke de fattige. De er altid så kedelige.”

Og heller ikke østeuropæerne, aupair pigerne eller de sorte “nede i Afrika”. Eller mennesker i den tredie verden, der sælger deres organer fordi de simpelthen er for dovne til at arbejde!

Poul og Fritz knalder aupair-pigen eller til nød konen – aldrig hinanden.

Som Buch og Botoft siger om deres figurer:

“Fritz og Poul er teflon i pastelfarver. De elsker at sidde i solen og drikke drinks og sludre med hinanden om alt og intet på samme tid. Intet emne er hverken for stort eller lille. Mange får det glatte lag, men det er sgu da lige meget. Poul og Fritz elsker sig selv og hinanden over alt på jorden.”

De får alt undtagen (homo)sex. Og kan alt. Undtagen at være åbne og ærlige.

Inspirationen er:

“Ældre rigmænd, som køber læderhandsker i Magasin Du Nord på Lyngby Hovedgade.”

Rytteriet er fremragende. Satiren rammer plet på en venlig måde, så ingen bliver fornærmede. Eller behøver at føle sig ramte.

Stereotyperne kommer ikke frem. Kun sandhederne. Let overdrevet og forvrænget i satirens spejl.

Hvad siger Poul og Fritz om de homoseksuelle, når kammeraet er slukket?

“Har du hørt om de der… Ja du ved, de er squ lidt mærkelige!”

“Ja. Nej. Øh, det ved jeg squ ikke Poul. Hvem tænker du på?”

“Ja, de der du ved nok. Ah, for pokker hvad er det nu de hedder!”

“Nå ja, nu ved jeg hvad det er du tænker på! Ja de fandme aparte!”

“Det kan vi godt undvære. Du er så sød!”

“Tak Poul. Det kan vi i hvert fald, skåål!”

“Skål søde Fritz! Vi har det squ godt!”

Karakteristik af Rytteriet er fra Buch og Botoft i Politiken. 

Og Henrik Palle i Politiken.

Første og sidste citat og den uengagerede journalist er mine egne parafraser.