Feminisme og forbudsdagsorden

Feministisk politik er idag en forbudsdagsorden. Feministisk argumentation er fyldt med bekymring: For kvinders og mindre åriges liv, unges færden på internettet, frygt for voldtægt og sexovergreb. Hvilket resulterer i krav om lov og orden og nye forbud.

Radikal-feminismen er blottet for bekymring i forhold til overgreb eller stigmatisering af mænd. Først understøttet af lægevidenskabens sygeliggørelse af den mandlige seksualitet optræder, der en bekymrings- og mistænkeliggørelses-diskurs i forhold til mænds indbyrdes relationer. Men aldrig bekymring i forhold til kvinders vold over for mandlige partnere eller kvinders stigmatisering af mænd. Ledsaget af benægtelse af det køns-ideologiske perspektiv.

Prostitutionsdebat og forbudsdagsorden

Mandlig prostitution optræder ikke i debatten, når Karen M. Larsen med udgangspunkt i radikal-feminisme skriver i  Information om prostitution.

Nille Thomsens kommentar til artiklen lyder:

“Det der bekymrede mig i Karen M Larsens indlæg var at med hendes ensidige kønsperspektiv, kom hendes artikel til at virke som en løftestang for noget køns-ideologisk snarere end for noget moralsk.”

Forbigåelsen af mandlig prostitution skyldes, at vinklen er køns-ideologisk. Artiklen er –  på trods af besværgelserne – en lang opremsning af argumenterne imod prostitution. Der forstås som overgreb mod kvinder.

Nille Thorsens kommentar lyder videre:

“Når Karen M. Larsen i sin “fortale” siger: “Et fokus på den mørke side af sex er ikke et udtryk for en såkaldt dæmonisering af mænds seksualitet” fornemmer jeg, at det er nøjagtigt det modsatte hun i virkeligheden mener.”

Nille Thorsen er – ligesom en række af debattørerne på Information – ikke principielt imod moralisme. Men undrer sig over at Karen M. Larsen ikke bekender kulør og erklærer sig imod prostitution og som tilhænger af forbud. Når det tydeligt nok fremgår, at det er budskabet.

Undladelsen af omtale af prostitution blandt homoseksuelle mænd er bemærkelsesværdig, når Karen M. Larsen i andre sammenhænge gerne optræder som “forsvarer” af disse. Men mænds eventuelle seksuelle krænkelser af andre mænd er i det radikal-feministiske perspektiv uinteressant. Krænkelser bliver først interessant, når radikal-feminisme smeltes sammen med lægevidenskabens opfattelse af mænds seksualitet som pervers. Og muliggør en omfattende mistænkeliggørelse af de homoseksuelle mænds seksualitet.

Det køns-ideologiske aspekt i Information artiklen bemærkes også af Kåre Fog, der kommenterer det således:

“Det skal måske lige nævnes, at Karen M. Larsens artikel er ensidig på en måde mere, nemlig at den omtaler sex der gør ondt på kvinder, men ikke sex der gør ondt på mænd. Partnervold vendt imod mænd er nogenlunde lige så udbredt som partnervold vendt imod kvinder.”

Der er tale om et bevidst “fravalg” ud fra det radikal-feministiske perspektiv. Hvor alle sociale fænomener ses som køns- eller sexrelaterede. At definere sig som mand er at påtage sig at undertrykke, udnytte og udbytte kvinder. Socialkonstruktivisme er i den radikal-feministiske version teorien om, hvordan mænd misbruger kvinder. Ved at påtage sig den mandlige af kønsrolle.

Radikal-feministerne lægger afstand til social konstruktivismens begreb om “åbenhed”: Som sociale væsener er vi ikke kun, hvad vi bliver gjort til, men også det vi gør os selv til. Opfattelsen af alle mænd som potentielle sexkriminelle –  som fejlsocialiserede –  betyder, at der ingen modstrid er til det begreb om mænds seksualitet lægevidenskaben formidler.

Mistænkeliggørelses-diskurs over for heteroseksuelle mænd

Radikal-feminismens syn på mænd udmøntes i en mistænkeliggørelses-diskurs over for heteroseksuelle mænd.

At mænd taber social status via ægteskab et et velkendt fænomen. Der hvor ældre højstatus mænd gifter sig med unge kvinder er der et statustab.

Men en ny bekymrethed er kommet til i forhold til seksuelle relationer mellem mennesker med dansk kulturbaggrund og mennesker med ikke-vestlig kulturbaggrund. Nu bliver det betragtet, som et muligt område for danskernes udøvelse af diskrimination, racisme, undertrykkelse, overgreb og kvindehandel. Alle disse muligheder eller hentydninger til sexkriminalitet gør det til genstand for problematisering. Tidligere blev mænd stigmatiseret, når de ikke giftede sig og havde løse forbindelser og adgang til prostitution. Idag bliver mænd stigmatiseret via indgåelse af ægteskab. Samtidig med der er et fornyet krav om kriminalisering af prostitution. Mænds seksualitet bærer i begge relationer bekymringens fortegn.

Mistænkeliggørelses-diskurs over for homoseksuelle mænd

Ud fra den radikal-feministiske præmis er mandlige homoseksuelle  “undertrykkere”, præcis lige som alle andre mænd. Den feministiske forbudsdagsorden opretholdes i lige så høj grad over for mandlige homoseksuelle, som over for heteroseksuelle mænd.

Når lægevidenskabens opfattelse af den sygelige maskuline seksualitet supplerer radikal-feminismen bliver homoseksuelle mænds gensidige seksuelle relationer også genstand for en bekymrings- og mistænkeliggørelses-diskurs.

Især i forhold til prostitution og i betragtningen af forhold med aldersforskel. Og sidst – men ikke mindst  – formidler lægevidenskaben mistanken, at alle mænd er pædofile. En påstand feminister – også Karen M. Larsen – nok afviser, men samtidig opretholder ved i alle debatter at insistere på, at modstandere af forbudsdagsordenen har “bagvedliggende” motiver.

Det skal også siges at Karen M. Larsen ikke forbigår den mandlige prostitution. Tværtimod. Når det afvises at stigmatiseringen af de homoseksuelle i 1960’erne var en pædofil-panik, er det en konstatering af, at det homoseksuelle miljø tidligere var pædofilt. Hvilket idag retfærdiggør forbudsdagsorden og mistænkeliggørelse af alle homoseksuelle mænd.

Uanset radikal-feminismens begreber påstås at være informerede af socialkonstruktivisme ses mænds kønsrolle og seksualitet ikke som et valg, men som noget determineret eller “skæbnebestemt”. Også de kvinder der er undertrykte, udnyttede og udbyttede – er i offerrollen – tilsvarende ufrie. Lægevidenskabens reduktionistiske og deterministiske opfattelse af seksualitet besejrer og erstatter vilje og valg.

Reklamer

Om sygeliggørelsen af de homoseksuelle

Før 1981 

Der var engang hvor forskellige synonymer for homoseksuel var de værste skældsord mænd kunne få hæftet på sig. Ord som “bøsse” eller “svans” betegnede, hvad nogle opfattede som en sygelig seksualitet og ikke-maskulin kønsidentitet.

Vi taler om tiden før 1981. I denne uge er det nemlig 30 år siden Sundhedsstyrelsen i Danmark fjernede homoseksualitet fra sygdomslisten.

Det kan vi så fejre.  Men er der reelt noget at fejre?

Måske gives historiske tilfældigheder ikke – men mærkværdige sammentræf optræder hyppigt.

Et af disse var at næsten samtidig med at Sundhedsstyrelsen ændredede politik skete der et paradigmeskift i opfattelsen af magt og stat i socialvidenskaberne.

Den franske filosof Michel Foucault vendte med sin afvisning af repressionstesen op og ned på traditionelle begreber om politik, samfund og jura. Repressionstesen hævder, at magten udøves oppe fra toppen af samfundets pyramide og ned. Foucault derimod talte derimod om magt som en kompleks størrelse der er i samfundet og udøves af individerne.

 
 
Efter 1981
 
Homoseksualitet blev fjernet fra sygdomslisten i 1981. Det registrerede partnerskab blev indført i 1989. “Normaliseringen” af homoseksualitet skete – tilsyneladende – i lyntempo.

Det var næsten for godt til at være sandt.

Men i perioden fra begyndelsen af 80’erne til slutningen af 80’erne lærte de danske bøsser – og meget hurtigt resten af den danske befolkning, at der fandtes en sygdom der hedder AIDS.

På forsiderne af formiddagspressen blev sygdommen hurtigt døbt “bøssepest”. Da det viste sig at smitten vi nu kender som hiv især var udbredt blandt homoseksuelle. I formiddagspressens version blev det til historien “at være homoseksuel er en dødsdom”. Og religiøse fanatikere var ikke sene til at pege på, at det var “Guds straf over bøsserne” for deres syndige liv.

Bøsserne var blevet fjernet fra sygdomslisten, men aldrig havde de været så syge. Både de facto og som gruppe i den øvrige befolknings øjne. Rigtig mange der var sprunget ud af skabet sprang tilbage i det. Enkelte har efterfølgende været modige nok til at fortælle om oplevelsen. Sidste år skrev en journalist fra Politiken f.eks. sin historie i avisen. Stigmatiseringen af de homoseksuelle var så hård, at blot rygtet om at en homoseksuel på arbejdspladsen var smittet medførte sager, hvor kolllegerne nægtede at bruge samme håndvask eller samme toilet. Det medførte sociale og psykiske prøvelser. Nogle gange for mennesker der rent faktisk måtte kæmpe med sygdommen. Stigmatiseringen betød at enhver bøsse potentielt blev betragtet som hiv-smittet.

Pointen er at det selvfølgelig ikke på nogen måde var “ulovligt” at være hiv-smittet. Alligevel blev de syge – og potentielt alle homoseksuelle – anset for en samfundsmæssig fare og stigmatiseret. Med mindre de dukkede hovedet eller sprang ind i skabet. Og gjorde sig usynlige.

Aldrig havde de homoseksuelle – så langt min personlige erfaring rækker – været så hårdt stigmatiseret. Livet som homoseksuel har aldrig været så hårdt som det blev efter begyndelsen af 80’erne.

Fjernelsen fra sygdomslisten skete næsten samtidig med, at socialvidenskaberne erkendte at juraen – i en vis forstand – er ligegyldig. For det er samfundets normer der afgør, hvem der bliver stigmatiseret og forfulgt.

 
Pædofilpanikken 
Men en ulykke kommer sjældent alene. I 1997 skete der en katastrofe. En pædogmedhjælper fra Gladsaxe blev anklaget for pædofili – og dømt. Der opstod en pædofilpanik. I 1999 blev en hiv-smittet karate træner sigtet for seksuelt misbrug af de teenagedrenge han underviste. Og flere landsdækkende aviser skrev på lederplads om, at det omfattende seksuelle misbrug af børn må stoppes.

Pressen, myndighederne og befolkningen gik i selvsving.

Professor i sociologi ved Københavns Universitet Henning Bech  har lavet en videnskabelig undersøgelse af fænomenet og siger:

 
“Siden da er stormen stilnet noget af, men havet er blevet i bestandig bevægelse. Så at sige hver dag bringer medierne stof der vedrører emnet seksuelt misbrug af børn. En konstant uro, årvågenhed, mistænksomhed, ænstelse og indignation har etableret sig.” (s.202)
 
Henning Bech: Kvinder og mænd. Gyldendal 2005.

Uroen, årvågenheden, mistænksomheden, ængstelsen og indignationen er stadig i 2011 en kendsgerning. På trods af at der dengang var 133 “sager” – alle omtalt på forsider og midtersider i formiddagspressen – blev kun to (2) personer fundet skyldige.

Takket være blandt andet den mediedækning karate-træner sagen fik – har seksuelt misbrug, hiv-smitte og homoseksualitet siden indgået i en besynderlig  konstellation i medierne. De homoseksuelle fremstilles i pressen mere sygelige og afvigede end nogen sinde. Uanset juridiske forhold. Domfældelser eller ej.

De homoseksuelle karakteriseres ikke længere på samme måde som tidligere. Idag bliver homoseksualitetens eksistens benægtet via skældsordene for det seksuelt afvigende. Og de handler alle om sexkriminalitet: Om pædofili.

Engang sagde de der oplyste om homoseksualitet, at der er omkring 5-10% homoseksuelle – dvs. 1-2 elever i hver klasse.

Sidst jeg hørte vendingen lød den: Overalt hvor der er 20-30 mennesker forsamlet er der 2-3 pædofile!

Hvordan er den kobling kommet i stand? Hvor man kan anvende den samme frase, men blot skifte “homoseksuel” ud med “pædofil”?

Og opfattes de to ord – i en vis forstand  – som synonyme?

Og i så fald: Hvordan er den forskydning sket?

 
Magtspil mellem kvinder og mænd
 
I  Henning Bech’s bog Kvinder og mænd beskrives fremkomsten af pædofilpanikken, som et resultat af et magtspil mellem kønnene. Et spil kvinderne har vundet på hjemmefronten og i den offentlige debat. Mistænkeliggørelsen af den maskuline seksualitet betyder at enhver mand er en potentiel sexkriminel. Han er ikke blot uegnet til at tage sig af børn og unge, men upålidelig.  Med mindre maskuliniteten er defineret og styret af kvinder.

De der afviger fra samfundets normer – seksuelle minoriteter – og grupper der definerer deres liv på præmisser, der ikke er alment socialt accepterede –  f.eks. prostituerede – er så at sige dømt på forhånd. Ikke blot som afvigere, men enten som potentielle sexkriminelle eller ofre det er samfundets ansvar at behandle.

Der findes i dag en forbudsfeminisme der ønsker at sætte lighedstegn mellem normafvigelse og kriminalitet.

Eftersom de homoseksuelle mænd er – og altid vil være en minoritet – falder de altid i den forkerte kategori. Forbudsfeministerne kan stille spørgsmålstegn ved, hvor socialt acceptabel homoseksualitet i grunden er. Og det gør de.

Formålet er selvfølgelig at kontrollere de heteroseksuelle mænd. En forbudsfeminist som Vibeke Manniche kritiserer Klovn; The Movie. Skyldes det i virkeligheden, at Caper Christensen har sex med en fyr i filmen? Vibeke Manniche rykker ud med argumentet om, at filmen er pornografi og synet af Casper Christensens erigerede lem er skadeligt for børn. Danske mænd af familiefædretypen kan ikke tillade sig at have sex med mænd. Gør de det alligevel stemples de som perverse eller afvigende. Vibeke Manniche er muligvis homofob, men sigtet med kritikken er, at kastrere de danske familiefædre. Ved at indgyde dem en bevidsthed om, at visse dele af deres seksualitet er tabu. Alt det der ikke kontrolleres af kvinder.

 
Kronofilierne
 
Enhver feminist vil selvfølgelig pure afvise at nogen skulle kunne finde på at mistænkeliggøre den maskuline seksualitet.

Men måske vil de medgive at de forkaster moderne socialvidenskab og istedet omfavner den klassiske lægevidenskabs teser?

 I moderne gevandter ganske vist. F.eks. den måde de formuleres af den amerikanske læge og sexolog Ray Blanchard.

Homoseksualitet blev oprindelig opfattet som en psykisk forstyrrelse – en parafili – i den klassiske lægevidenskab.

På linie med en række andre fænomener med besyndelige navne som: Exhibitionister, fetischister, zoofile,  mixoskopofile og gynekomaster.

Den klassiske lægevidenskab fra 1800-tallet skabte en patologisering af homoseksualitet. Og homoseksualitet  indgik i et raritetskabinet på linie med ovennævnte grupper.

Den moderne lægevidenskab har erkendt fejltagelsen og er ophørt med at stigmatisere homoseksualitet som en parafili.

Men tilhængere af det klassiske lægevidenskabelige paradigme har ikke opgivet sygeliggørelsen af al seksualitet. Hvilket også fremgår af det ansete tidsskrift Scientific American i en artikel fra 2009.

Vi har alle en alder. Og det er et angrebspunkt. For så kan vi være objekt for seksuel tiltrækning for mennesker med en speciel seksuel observans – og dermed ofre for seksuelle overgreb.

Pædofile i den ene ende af spektret og gerontofile i den anden ende. Ephebofile hvis der er tale om forhold mellem unge og voksne. Og hebefile hvis der er tale om tiltrækning mellem præpubertære unge og voksne.

Det eneste der ikke er en parafili er den seksuelle tiltrækning mellem voksne. Som dog også har en græsk betegnelse: Teleiofili.

Hvad er pointen med at fjerne homoseksualitet fra sygdomslisten, hvis man genindfører en patologisering og introducerer aldersforskel som psykisk afvigelse? Det er: Nu er kun den maskuline seksualitet sygeliggjort.

Psykoanalysens fader Siegmund Freud mente den reproduktive heteroseksuelle mand var den norm alt andet kunne holdes op imod. Derfor sygeliggjorde Freud den kvindelige seksualitet.

Aldersperspektivet derimod – teorien om de såkaldte kronofilier – sygeliggør mænds seksualitet.

Feminister og tilhængere af den klassiske lægevidenskabs teser er enige om, at kvinder ingen seksualitet har. Og kvinder derfor aldrig er omfattet af parafilierne. De er derimod ofre for mænd. Det er altid kvinder, der skal beskytte børn imod mænd.

Når i sig selv ligegyldige fænomener som aldersforskel sidestilles eller endog ligestilles med pædofili, som er en psykiatrisk diagnose, når pseudovidenskab blandes med psykiatri, fremkommer en eksplosiv blanding!

Der truer med at gøre den moderne homohistorie til én lang sygehistorie. Især fordi en del homoer tager sygeliggørelsen på sig. Selv de der hævder at være imod sygeliggørelsen udbreder i praksis forestillingen ved at knytte begreber om parafilier sammen med mandlige homoseksualitet.

Alt det de homoseksuelle kæmpede for før 1981: Seksuel frigørelse, selvstændig identitet og ret til at vælge sexpartnere er blevet opgivet.

Feministerne – langt ind i homomiljøets egne rækker – ønsker istedet kamp imod parafilierne. Ud fra ønsket om at blive “normaliseret”.

En kamp de først vil anse for vundet, når det homoseksuelle miljø er blevet udslettet og de homoseksuelle mænd – atter engang – er sprunget ind i skabet. Så heller ikke heteroseksuelle kvinder længere behøver at frygte for deres mænd.

De homoseksuelle er blevet en minoritetsgruppe der af politisk overbevisning tager sygeliggørelse og stigmatisering på sig. Og nægter at kæmpe for andet end indholdsløse juridiske formler.

Vi vandt slaget om fjernelsen af homoseksualitet fra sygdomslisten. Men det var en Pyrrhus sejr. Vi kan sige lige som hærføreren der vandt slaget, men fik sin hær decimeret: En sejr til og vi er fortabte!

Spørgsmål – svar: Hvorfor homo eller hetero?

Hvorfor skal der være kategorier som heteroseksuel og homoseksuel og ikke bare seksualitet? Hvorfor bliver man placeret i en bestemt katergori, alt efter om ens følelser og sexliv er på den ene eller måde? Der giver jo anledning til, at de der tilhører den ene kategori – som er mindretal – bliver stemplet som “anderledes”. Og måske bliver diskrimineret.

En fyr i begyndelsen af 20’erne formulerede det på denne måde:

Spørgsmål:

“Homoseksualitet er en lige så almindelig, naturlig og røvhamrende kedelig egenskab ved et menneske, som det er at have blå øjne!

Det handler om noget andet. Man kan ikke på den ene side gøre alt hvad man kan for at skille sig ud, og så samtidig forvente at det omgivende samfund behandler én som en del af flokken.”

Mit svar:

“Jeg vil da gerne være i særklasse. Men mere for at have klasse, end at være sær. Jeg opponerer over for den evigt gentagne påstand om, at de “normale”  homoer bliver tynget af alle de sære. Man kan kalde det smagsdommeri eller homofobi. Påstanden er i hvert altid, at det er de andre der er sære.

Det er børnelogik, når du siger ”sådan var det da i var unge, nu er det helt anderledes!”.

Et så uoverskueligt tidsrum som 20 år, MÅ have ændret verden.

20 år er lang tid. Men der er så meget der ikke ændrer sig. Krige, sygdomme (hiv-smitte f.eks.) og racisme er jo ikke forsvundet.

Udspring er både noget personligt, og noget socialt. Udspring kan være en krise på det personlige plan. Og både hver generation og hvert enkelt menneske skal starte forfra. Lidt lige som at blive voksen: Det er opfundet. Alligevel skal alle generationer lære det. Eller ”opfinde” det. Og hvert enkelt menneske.

Så hvornår vil udspring og identitetsdannelse gå af mode og blive ”forældet”?

Her mener jeg man skal tage sig i agt for postmodernisme og relativisme.

Mit svar er: Aldrig.”

Hvordan kan jeg vide at kategorierne homoseksuel og heteroseksuel altid vil være der? Det kan jeg selvfølgelig heller ikke. Sagen er at han på en idealistisk måde forkaster den virkelighed vi alle kender og gør opmærksom på at sådan behøvede det  ikke være. Det er jeg ganske enig i.

Han kan ikke vide at jeg selv – inspireret af nogle af de samme samfundstænkere – tidligere har været inde på noget af det samme. I konklusionen af det meget indlæg her på bloggen der hedder Om dannelsen homoseksuelle roller og identiteter nævner jeg muligheden for en erosion af kategorierne:

“Forskellene mellem “heteroseksuel” og “bøsse”-kultur er blevet mindre – hvilket måske er det vigtigste element i at eliminere kategoriseringen.”

Men sagen er at indlægget er næsten 25 år gammelt. Og den udvikling jeg forestillede mig – fandt ikke sted. Nogle samfundsteorikere – som dengang inspirerede mig – undervurderede den sociale konstans. De samme teoretikere eller deres elever inspirerer stadig. Men den idealistiske utopi forekommer stadig at være lige uvirkelig. Idag hedder det queer teori.

Mine indvendinger som ligger til grund for den bastante afvisning ovenfor er: Polariseringen mellem kønnene er i dag lige så stærk som den nogensinde har været. Iden forstand er vi ikke Tættere på himlen .

Polariseringen af kønnene betyder, at de der ikke opretholder stereotyperne afviger fra heteronormativiteten.

At kategoriseringen af homoerne er blevet stærkere er heller ikke ubetinget negativt. Homoseksuelle oplevede tidligere mangel på viden og stigmatisering, som stærke barrierer for identitet og valg af rolle. Idag forekommer det ikke som et særsyn, at se teenagere på nettet, der velformuleret og selvbevidste redegør for deres valg.

Hvor homoseksuel identitet tidligere meget vel kunne være en oplevelse i en bestemt livsfase er homoseksuel idag reelt en livscyklus: Nogle unge vil tænke på sig selv som homo fra deres første teenageår og resten af deres voksenliv, i kontrast til de mange voksne homoer, der ikke var åbne homoer i deres teenageperiode, og måske først sprang ud efter at have etableret et voksenliv med børn og familie.

Billedet af “den homoseksuelle” ændrer sig simpelthen. Til nogles irritation – og frustration – er “den homoseksuelle” ikke i samme grad som tidligere den muskuløse voksne mand. I realityprogrammerne på tv- f.eks. Dagens mand – dukker teenagere og yngre fyre op, der ikke imødekommer forventninger hos de der har et stærkt polariseret syn på kønnene. De helt unge følger trends – f.eks. mode der er androgyn.

Fordelingen af arbejdsopgaver og dermed af jobbene på arbejdsmarkedet følger ikke længere klassiske kønsrolle mønstre. Det sociale køn er truet. Af ligestilling. Mænd er ikke længere defineret som køn af deres sociale opgaver. Et realityprogram som Paradise Hotel spejler den sociale virkelighed. Her er fyrene ikke karakteriseret af de klassiske maskuline værdier: Arbejdsomhed, flid, intelligens og seksuel disciplin. Disse egenskaber er ikke på samme måde som tidligere markører mellem maskulint og feminint. Bliver de det i fremtiden vil det måske være med omvendt fortegn. Og spejle at pigerne har erobret dele af uddannelsessystemet. Alt dette er faktorer der har gjort det indlysende rigtigt også, at caste en homoseksuel fyr til Paradise Hotel.

Spørgsmålet er: Er de der anser sig selv for radikale idealister blandt homoerne forbenede vanetænkere, der nægter at give slip på alt det velkendte? Og giver alt det nye – ændringer af kønsrollemønster og manderolle – skylden for sociale og politiske pres på de homoseksuelle. Og er deres konklusion, at hvis alt var lidt mere som “i gamle dage” ville alle problemer forsvinde af sig selv?

Efter min mening  er der nogle der fortegner billedet. Og gør det gråt i gråt. Uden at ænse alle (regnbue)farverne.

Debat med Karen M. Larsen: Kvinder og mænd

Nedenstående er et uddrag af en debat jeg havde med Karen M. Larsen om kønsroller og mænds seksualitet med udgangspunkt i hendes blog om kassetænkning og homofobi.

http://karenmlarsen.eftertanke.dk/2010/10/06/homofobi-skyldes-kasset%c3%a6nkning/

Min hovedtese er at forholdet mellem mænd og kvinder forrykkes og mændene bliver så meget svagere socialt stillet i fremtiden – og her man kan pege på udviklingsprocesser vi allerede ser. Dette vil slå igennem med en hidtil uset kraft i forhold til homomiljøet i de kommende år. Fordi kvinderne – de lesbiske  – ikke automatisk vil kunne gå ind og overtage mændenes positioner.

Karen M. Larsen giver udtryk for at jeg undervurderer kvindernes styrke og muligheder og analysen desuden er urimelig pessimistisk.

Debatten vedrører også grænsedragningen, hvor seksuelle forhold er samfundsmæssigt acceptable, lovlige eller moralsk forsvarlige. Hvordan seksuelle krænkelser og pædofile forhold adskiller sig – hvis de gør – fra homoseksuelle forhold. Sidstnævnte kontroversielle påstand, at mange feministiske debattører ikke er istand til, at adskille mandlig homoseksualitet fra begreber om seksuel krænkelser og pædofili endte denne debat.

På skandaløs vis fik jeg demonstreret tesen – ved i en offentlig debat – at blive udsat for påstanden, at det er de homoseksuelle mænd, der ikke er i besiddelse af en identitet eller bevidsthed, der adskiller deres seksuelle forestillinger fra en hvilken som helst sexkriminel.

Som det fremgår af min afslutningsreplik fokuserede jeg oprindeligt både på mænds sociale og seksuelle liv – det blev i løbet af debatten indsnævret til det seksuelle. Imod min vilje. Men det der gengives her afspejler det forhold.

Men altså indledningen – hvoraf kun en del  af pladshensyn kan gengives her tog undgangspunkt i Office for National Statistics (ONS) nyligt udkomne rapport  diskuterer vi forholdet mellem seksuel identitet og seksuel adfærd. Rapporten viser nemlig at kun 1% af britterne identificerer sig som homoseksuelle. Den seksuelle adfærd er en helt anden sag. Selv hvis man ser bort fra den 1/2% biseksuelle rapporten også omtaler er der uden tvivl mange flere mennesker, der har erfaringer med deres eget køn, end de der er bevidste om deres homoseksuelle præferencer. Spørgsmålet er hvorfor homoseksualitet stadig er så tabuiseret, og hvorfor flere årtiers frigørelsesprocesser, gradvis legalisering og af-patologisering ikke har slået igennem og giver et langt højere antal homoseksuelle?

http://www.statistics.gov.uk/articles/nojournal/measuring-sexual-identity-report.pdf

Ole Hansen:

Hvis man lavede en undersøgelse af befolkningen i Danmark tilsvarende den britiske ONS undersøgelse ville resultatet sikkert være det samme: 1-2% homoseksulle ogbiseksuelle. Jeg forudså(?) engang inspireret af sociologisk forskning en erodering af kategorierne “homoseksuel” og “heteroseksuel”. I dag er kategorierne stivere end nogensinde. Derfor også et pres på dem i form af at folk nægter at idenficere sig med det ene eller andet. Det er selvfølgelig illusorisk. Fænomener er “homoseksuelle” eller “heteroseksuelle” i følge samfundets normer. Ikke ud fra selvvalgte definitioner.

En af de faktorer der gør at den homoseksuelle kategori er så smal, er at selv åbenlyst homoseksuelle fænomener begynder at falde uden for.

På tv2.dk kan man se hvordan i Dagens Mand. Her kan fyre på 30 år fravælge alle 18-22 årige fyre på forhånd. Fordi aldersforskellen er for stor, siger de. Den samfundsmæssige virkelighed der begrunder det er, at det bliver erklæret for “klamt” eller “semi-pædofilt” i miljøet. Altså socialt uacceptabelt. Hvad der givetvis afspejler et samfundsmæssigt pres på homoseksualiteten.

Spørgsmålet er altså om kategorien homoseksuel faktisk vil forsvinde i fremtiden? Ikke fordi vi har sejret, og kategoriseringen er blevet overflødig, men fordi ingen længere opfylder et minimum af kriterierne?

Her konkluderer jeg: Normativitet er formentlig vigtigere end juridiske ændringer. Hele legaliseringen af homoseksualiteten risikerer at fortabe sig i dens de facto forsvinden.

 

Karen M. Larsen:

Normen handler om hvilke krav og forventninger samfundet stiller til den enkelte. Identitet handler om hvordan den enkelte forholder sig hhv. definerer sig selv i forhold til disse krav. Normalitet forudsætter perversitet, så den normale har de unormale til at spejle sig i og hermed få bekræftet, at han eller hun er normal.

Faktisk findes begrebet “intergenerational love” – og jeg tror ikke, at det er ved at forsvinde. Der er stadigt en del mænd, der viser deres potens i ordets bogstavelige forstand, dvs. deres magt, ved at have partnere, som er meget yngre end dem selv. Der er masser at magtfulde politikere, kunstnere etc. i den grå generation, der offentligt fremviser deres purunge partnere. Det er mest heteroseksuelle, selvfølgelig, men det findes også hos homoseksuelle.

Som jeg ser det er det forsat et statussymbol for mænd at have partnere, der er meget yngre end dem selv. Tænk også blot på den mediemæssige proteststorm det udløst, at Jeppe Kofod blev kritiseret for at have haft sex med en 15-årig pige. Da blev det jo nærmest sat lig med intet mindre end et angreb på den mandlige seksualitet at kritisere, at en 34-årig har sex med en 15-årig. Men selvfølgelig havde det været interessant at se om Jeppe Kofod havde fået samme støtte hvis det havde været en 15-årig dreng, som han var gået i seng med…

Hvis intergenerational love skal defineres som en væsentlig del af den homoseksuelle identitet så vil jeg ikke kunne definere mig selv som homoseksuel.

Mht. selvmordstruethed ser jeg det som et fænomen, der hovedsageligt er knyttet til unge lgbt personer, der endnu ikke har fundet deres identitet, som måske stadigvæk er i skabet, og som mangler nogen at spejle sig i. To unge fyre, som elsker hinanden, kan da sagtens støtte og hjælpe hinanden. Det kan de lesbiske jo også finde ud af så hvorfor ikke bøsserne?
Kom i øvrigt lige i tanke om, at der i hvert fald indtil for nyligt i LBL regi var en gruppe for “bøsser over 30” og en anden for “lebiske over 40”, hvad jo siger noget om, at man i bøssemiljøet er dømt gammel når man er 30 mens de lesbiske har 10 år mere?

Ole Hansen:

Det sidste først: Bøssernes patologisk hurtige aldringsproces i den kollektive forståelse illustrerer problematikken fint. Det handler dybest ikke sex, eller hvem der har sex med hvem. Derimod om at, det er social lavstaturs at være gammel.Voksne homofyre kæmper imod social derout. Det sidste man(d) vil vælge er, at karakterisere sig selv som “bøsse over 30” – eller specificere, hvad det præcis indebærer, altså HVOR meget over 30 år man er. Hvis der altså er noget alternativ. Alderen er den faktor man ikke kan ændre. Altså vil fokus være på identiteten.

Det kan sagtens lede til, at nogle vælger en yngre partner, som statussymbol. Men jeg tvivler på at ret mange gør andet end rent faktisk at udleve deres seksualitet på et sted i livet, hvor de er mindre sårbare over for den type (bagvaskelses)angreb, der ellers følger af andre menneskers nidkære vogten over normerne. Fænomenet må af mange grunde desuden være perifert.

Det centrale spørgsmål jeg stiller er, om der er nogle dervil benægte fakta: ONS undersøgelsen siger der er 1% homoer i den britiske befolkning. Efter årtier med oplysning, “frigørelse” og legalisering er antallet af homoseksuelle lige så lavt, som det var i en (ikke så fjern) fortid, hvor homoseksualitet var stigmatiseret som sygdom og homoseksuelle forfulgt juridisk.

“Normaliseringen” af os homoseksuelle har stort set udryddet kategorien kunne man hævde. (Stort set) ingen er homoseksuelle. For mænds vedkommende er det social lavstatus. Og derfor viger de uden om.

Udgør det ikke et problem? Unge mænd begår selvmord. Voksne mænd opgiver på grund af det sociale pres. Jeg kender personligt ikke nogle voksne der er i kategorien “tilfreds” mht. deres livsvilkår som homoseksuelle i Danmark.

En homoseksuel befolkningsandel, der er så beskeden danner grundlag for et homoseksuelt miljø, der er endnu mere beskedent. Næsten ikke-eksisterende. Alle kommercielle foretagender, der drives for homoer vakler på kanten af insolvens, og de politiske organisationer har ingen medlemmer.

Din optimisme med hensyn til at den døve leder den blinde, at stærke unge hjælper svage unge er ubegrundet. De amerikanske tilfælde af selvmord blandt teenagehomoer foregår blandt unge der er ensomme og marginaliserede. Ingen solidariserer sig med svage unge. Og kærestepotientiale har de slet ikke.

I Danmark var der for nogle år siden en sag, hvor de unge venner i miljøet ransagede sig selv, om deres mobning havde været årsag til et selvmord. Jeg ved det ikke. For de voksne homoers reaktion var den sædvanlige: Hører ikke, ser ikke og taler ikke. De unge kan selv løse deres problemer. Eller også kan de ikke.

For nylig var der en sag, hvor en højt profileret aktivitet i miljøet ledte til en mobbekampagne her på Facebook. Mobbe og smædekampagner kommer og går. Denne skilte sig ud fordi nogle af de voksne stod sammen og gik imod den.

http://xq28.dk/Nyheder/1604/MiljoeettagerSTAeRKTafstandfrahadegruppemodMrGayMatsNielsen.aspx

 I andre sammenhæng i miljøet får mobbekampagner imod enkelte unge eller grupper af unge derimod lov at køre år efter år. Og ingen voksne ænser det. Her supplerer det psykiske pres i miljøet blot det sociale pres de unge oplever fra klassekammerater, forældre og andre i deres nærmeste omgivelser.

Det ONS undersøgelsen fortæller er, at når man spørger til identitet bliver antallet af positive besvarelser meget lavt. Og jeg tvivler ikke på sandhedsværdien. Og danske forhold er sandsynligvis ikke markant forskellige.

En ting er presset fra samfundet som sådan. Det spiller den vigtigste rolle. Ingen tvivl om det. Spørgsmålet er om miljøets rolle i dag er andet end at være klangforstærker for heteroseksuele normer og værdier?

Jeg har f.eks. betegnet boyfriend.dk som det eneste sted i Danmark – ud over nogle meget marginale højreekstreme grupper – hvor stigmatisering i form af sygeliggørelse, patologisering og kriminalisering af homoseksualitet massivt fremføres af bestemte mennesker.

Homoerne reagerer stærkt fordømmende på EB’s omtale af en “pædofi”l i denne uge.

http://ekstrabladet.dk/112/article1423585.ece

Der er ikke nogen refleksion over, at Nationen op til Priden hængte homoerne selv ud som perverse. Men manden EB hænger ud som pædofil, er åbenlyst ikke pædofil i klinisk forstand. Derimod har han tilsyneladende en del sexovergreb på samvittigheden.Det er selvfølgelig slemt nok, men hvorfor lægge brænde på bålet? Hysteriet blandt nogle homoseksuelle handler åbenlyst om, hvor pressede de selv er. Vi bliver hetzet de samme steder, og udsat for stort set de samme anklager. Både i miljøet og i samfundet. Både unge og voksne mænd danser på randen af en vulkan – og er bevidste om det. Vores handlinger er aldrig afgørende kriterium for, om der bliver rettet vrede imod os eller ej. I praksis er vi passive ofre for samfundets  stigmatiseringsprocesser.

Måske er kasserne, der omtales i linket, så trange at det de facto bliver umuligt for fyrene, at påtage sig homoidentitet i en nær fremtid? Fordi homofobien – på trods af alle påstandene om det modsatte – er så stærk, at kun i et afgrænset, resourcestærkt socialt og urbaniseret miljø er det muligt at opretholde identiteten?

Det forklarer tallet 1%, der i dag er erklærer sig som homoseksuelle (i Storbrittanien).

Fordi faren for social marginalisering og presset fra patologisering og kriminalisering er for voldsomt for mændenes vedkommende.

Homoseksualitet bliver måske femininiseret i den forstand, at det i fremtiden udelukkende vil være kvinder, der påtager sig identiteten.

Mænds og kvinder sociale og seksuelle identiteter har aldrig lignet hinanden mindre end de gør i dag. Igen et opgør med den gængse visdom.

Og velkommen til LBT politikken. Hvor det G-element der før spillede en aktiv rolle nu er væk?

Karen M. Larsen:

I og med at det både er heteroseksuelle og homoseksuelle mænd, der drømmer om væsentligt yngre sexpartnere ser jeg ungdomskulten som udslag af den måde, som den mandlige seksualitet er blevet konstrueret på. Man(d) bekræfter sig selv som mand ved at have sex med en ung partner – men da bøssers maskuline identitet er truet i og med, at bøsser i heteroøjne er femine mænd hhv. ikke rigtige mænd, ja så kan det meget vel være, at behovet for at kunne score og fremvise yngre partnere er større.

I det lesbiske miljø ser man ikke tilsvarende ungdomskult – snarere tvært imod, da en del lesbiske godt kan lide at have en partner, der er ældre end dem selv.

Set i lyset af den fortsatte sociale marginalisering er det sådan set bemærkelsesværdigt at så mange tager den stigmatiserende identitet “homoseksuel” på sig. I øvrigt, hvis homoseksualitet var alment udbredt og anerkendt ville der slet ikke være noget marked for homosærprodukter. Homosubkulturen er jo et produkt af at homoseksuelle har brug for et åndehul i en ellers repræsiv kultur.

Og så fortjener sexkrimalitet altid fordømmelse – også når den foretages af bøsser.

Ole Hansen:

Partnervalget er ret uinteressant i mine øjne medmindre man “læser” dets sociale koder. Hvem der har sex med hvem er blot et udtryk for smag.

Panikken hos de homoseksuelle over EB sagen er at finde hos unge homoer, der foretrækker voksne. Så her tager du fejl når du modstiller lesbiske og bøsser. Samfundet fordømmer blot bøsserne, og ignorerer de lesbiske.  De unges frustration skyldes frygt for, at rende ind i typen og selv blive stigmatiseret. Hvilket er en reelt fare.

Bekymringen for at sexkriminalitet ikke bliver fordømt er ret overflødig. Og det har ingen relevans at kræve mere i en debat af de psykosociale problem de unge er stillet overfor.

Hvis jeg skal prøve at konkretisere mit spørgsmål ovenfor om, hvor vi står og hvorfor vi er så få kan jeg nævne Pride-debatten.

Jeg har spekuleret på om jeg kan eller vil anbefale homoerne at gå til Pride til næste år?

Alle de argumenter for at gå som jeg anvendte i Facebook gruppen Imod Dansk Folkepartis deltagelse i Copenhagen Gay Pride 2010,  mener jeg holder.

http://www.facebook.com/#!/group.php?gid=133764209993790

Og det modstanderne af Priden siger – præsterne i DF – og tilsviningen fra homo-DF’ernes side er jeg fortsat uenig i.

Spørgsmålet er blot om kampen på forhånd er tabt. Af to grunde: De der underperformer kan ikke, og de der overperformer vil ikke.

De svage unge, provinshomoerne, de dårligt uddannede og relativt fattige homofyre kan ikke. De er psykosocialt udsat for et hårdt pres fra stigmatisering og mobning og hatecrime at de ikke kan overskue at springe ud. Og selv hvis de kan vil de ikke konfrontere sig selv med yderligere udfordringer.

Storby veluddannede og velstillede homoer vil ikke deklasseres af etiketten homoseksuel. Café latte segmentet er simpelthen ikke med i Priden. Og drømmer i øvrigt også kun om at emigrere fra Danmark. De der altså ikke allerede har gjort det.

Kønnet er i sig selv en socialt deklasserende faktor for mænd. En ny undersøgelse peger på at kvinder, der gifter sig med ikke danske statsborgere vælger ægtefæller fra de angelsaksiske lande. Mens mænd vælger ikke-kaukasere. Kvinder stiger altså socialt og mænd falder socialt når de gifter sig.

Uddannelsesmæssigt ligger drengene i bunden efter indvandrer piger og danske piger.

Yderligere deklassering i forhold til seksualitet er dyrt for drengene.

Derfor mener jeg Priden hører fortiden til for homofyrenes vedkommende. Rent faktisk vil homofyrene ikke have noget at være stolte af i fremtidens Danmark – som vist i øvrigt allerede til dels er nutid.

Det er konklusionen på mine overvejelser om hvorfor det er så svært at mobilisere homofyrene. Års debatter på boyfriend.dk – som jeg har dokumenteret på  blog indlæg i Facebook gruppen “Imod Dansk Folkepartis deltagelse i Copenhagen Gay Pride” viser modstanden blandt homofyrene – det politiske udtryk for deres manglende sociale ressourcer.

Min påstand er at vi kan glæde os over at nogle fyre har ressourcer. Nu. Men er alle fremtidige slag tabt på forhånd?

Det frygter jeg.

Og hvad gør vi så?

Jeg vil godt slå fast, at seksualitet ikke udelukkende handler om sex. Adfærd og identitet er ikke nødvendigvis forbundne størrelser.

Mænd vil gøre de ting de hele tiden har gjort. Men derfor kan det godt være vi har set den sidste generation af homoseksuelle mænd.

Ikke som modstandere af Priden hævdede på boyfriend.dk fordi vi har fået gennemført hele legaliseringen og afviklingen af patologiseringen. Det er ren ønsketænkning. Og fuldstændig ude af trit med virkeligheden.

Men fordi fyrene ikke har ressourcer. De er dårligt uddannede, hænger fast i provinsen og i fattigdom som følge af dårlige jobs, de er truet af hiv-smitte, hate-crimes, socialtpsykologisk belastede og deklasseret. Det meste alene på grund af kønnet. Og en del effekter forstærket af den seksuelle orientering.

Mange af de interne problemer i miljøet skyldes efter min mening at effekterne allerede er slået igennem i den ændrede balence.

Holdningen hos det etablerede miljø er, at sidde på hænderne og se på.

Karen M. Larsen:

Smag er en social konstruktion som alt andet – og smag siger en hel del, tænk blot på den berømmelige Boyfriend gruppe med titlen “tænder ikke på asiater”. For mig handlede den om homoracisme og ikke om en neutral “smag”.

Mht. mænd så forventes det af den” klassiske” heteroseksuelle mand, at han gifter sig med en kvinde, der har en lavere status end ham selv – mens det forventes af en succesfuld heteroseksuel kvinde, at hun gifter sig med en mand, der har en højere social status end hende selv. Derfor taber mænd ikke social status ved at gifte sig med kvinder fra ikke-vestlige lande.

Denne struktur trues nu af, at kvinder klarer sig bedre i udddannelsessystemet end mænd, men hvad så? Så må de heteroseksuelle jo bare skifte smag.

Kvinder klarer sig bedre i uddannelsessystemet fordi kvinder socialiseres til at tilpasse sig, være flittige etc, mens drenge opdrages til at være vilde og dominerende etc. Men de fleste drenge klarer sig nu stadigvæk – og mænd tjener forsat mere end mænd, så nej, mandkønnet er ikke uddøende. Mænd skal bare lære at være omstillingsparate ligesom kvinder allerede har lært. Jeg har i øvrigt ikke indtryk af, at unge bøsser som udgangspunkt deler de sociale problemer som visse underklasse hetero fyre må kæmpe med. Måske fordi en del unge bøsser faktisk kan sidde stille og læse en bog?

Og helt ærligt forstår jeg ikke dit sortsyn. Var du med til paraden? Den var en kæmpe fest med masser af mennesker. Prøv at løsrive dig fra Boyfriend og dets virtuelle selvhadende homo miljø og begiv dig ud i livet, så vil du opdage, at homoseksuelle såmænd ikke er ved at uddød. Og husk så også, at det at homokulturen forandrer sig ikke betyder, at den dør, men at den lige præcis er levende og dermed kan udvikle sig.

Og at unge bøsser er bekymrede for at løbe ind i sexforbrydere er vel ikke værre end at piger opdrages til at være bange for voldtægt? Måske det sågar ville være godt, hvis unge fyre lærte, at være lidt mere forsigtige når de dater eller cruser?

 

Ole Hansen:

Verden har fået en virtuel dimension – nettet repræsenterer en form for parallelvirkelighed. Mange voksne bevæger sig i sneglefart på nettet. Og accepterer kun modstræbende nettets betydning.

Unge tenderer til at tænke, at hvad der ikke er på nettet findes ikke i virkeligheden.

Generationerne er således ikke ligeligt repræsenteret på nettet. Men det er nærmest en fordel, når man prøver at fremskrive en udvikling. Og det er jo det jeg har forsøgt.

Min påstand er jo at en del – flertallet – af de unge(homofyre) aldrig kan eller vil gå til Priden. De af os voksne, der har gjort det før vil jo nok gøre det igen.

Min analyse handler om, at samfundets sociale struktur og balancen mellem kønnene ændrer sig. Faktisk viser den, at Priden og homomiljøet har haft en vis relativ succes. Men at fundamentet under denne struktur eroderes. LGBT miljøet bliver ikke styrket, men svækket af mændenes underperformence.

Det skal klart nok ikke forstås på den måde, at tidligere tiders skæve forhold mellem kønnene, der i mange sammenhæng faldt ud til mændenes fordel på nogen måde gavnede den ønskelige ligestilling mellem kønnene og seksualiteterne. Det var jo ikke tilfældet.

Men mændenes relative svaghed præger homomiljøet i dag. Og gør det homofobt selvhadende, og på mange måder mere en hæmsko end en drivkraft.

Min analyse kan godt efterlade et vist sortsyn – det er jeg klar over. Men jeg mener der er et behov for at forstå, hvorfor miljøet selv er præget af homofobi og nymoralisme. Det synes jeg i al beskedenhed, at det er lykkedes at give nogle bud på.

Faktisk har jeg undret mig over, at der ikke har været en livligere debat efter Priden om erfaringerne med Priden og debatten om DF’s deltagelse. Der har manglet en reflektion over hvorfor den politiske proces – som er et “luksusgode” altså noget kun de velformulerede og ressourcestærke vil have andel i – er endt i et dødvande. 

Når min vurdering er at Priden vil svinde ind for fremtiden, vil det ikke være ensbetydende med at man ikke subjektivt kan opleve Priden på en festlig og positiv måde. Men politisk svinder Priden svinder ind, og kun repræsenterer et i virkeligheden meget smalt segment af de homoseksuelle.

Den vurdering er i og for sig ikke ny. Når jeg på Facebookgruppen imod DF’s deltagelse gentagne gange konstaterede, at ikke én eneste homo-DF’er kunne eller ville give sin mening offentligt til kende konstaterede jeg også, hvor svagt dette segment af homoerne er. Og hvor meget en underverden boyfriend.dk er. Men min analyse understreger jo i lige så høj grad, at café latte segmentet mangler. Hvad der i en vis forstand er mere katastrofalt for det organiserede miljø.

Selvom jeg var forberedt må jeg indrømme, at jeg alligevel blev overrasket over såvel fravær, svaghed og massiv homofobi.

Mit bud på fremtiden er, at det danske miljø vil gennemgå en amerikanisering. Emner som social velfærd, selvmord, mobning, hatecrime og misbrugsproblemer blandt unge, ensomhed og hiv-relaterede problemer blandt voksne vil være emner for selvhjælpsgrupper med støtte fra professionelle og fonde. Homomiljøet vil blive afpolitiseret og komme til at beskæftige sig med sociale problemer og overlevelse. Priden vil stadig samle, men måske i højere grad kun aktivister og de straight-gay alliances vi vil være i stand til at etablere.

Dette års Pride havde en massiv repræsentation af straight-gay alliances da mange store virksomheder og deres ansatte deltog i Priden.

Efterfølgende har nogle kritiseret, hvad de kalder “kommercialisering” af Priden og manglende deltagelse fra homobarer og steder. Men som min analyse viser er fremtiden allerede over os: Priden vil for fremtiden være lige så meget for heteroseksuelle, der støtter homorettigheder, som for os homoer. Og det er i den grad ønskeligt, at både store og små virksomheder deltager og bidrager økonomisk. Og symptomatisk at et site som boyfriend.dk ikke var repræsenteret i med de sædvanlige bannere på Rådhuspladsen. Selve Priden repræsenterer derfor organisation og politik på et højt niveau. Derfor skal den nok overleve. Men måden ting skal organiseres på vil ændre sig. Og måske skal man ikke foregøgle sig selv eller andre, at den vil have særlig bred appel blandt homofyrene. For det er der ikke noget der tyder på er realistisk. For fremtiden bliver Priden mere straight end gay.

Så må vi politisk argumentere for dette.

Men homomiljøet selv er præget af nymoralistisk sexskræk kombineret med pornoficerede sexopfattelser, hysteri, stive kønsrolle opfattelser, stive begreber om seksualitet, ren og uforfalsket uvidenhed, hysteri, mytologier der erstatter rationelle begreber og historisk viden.

Så der er stof til mange debatter og forskellige former for oplysningskampagner. Sidstnævnte findes desværre kun i forbindelse med bekæmpelse af hiv-smitte. Og selv her er niveauet i visse sammenhæng vist sig katastrofalt lavt. På alle disse områder synes jeg man bør tænke over, hvorfor der er den videns- og indlæringsresistens som jeg konstaterer, og hvor man kan sætte ind.

Nymoralisme i form af “pas på lille ven, hvordan du dater” der repræsenterer et spring tilbage til victorianismen mener jeg ikke de unge kan bruge til noget som helst. Synspunktet er også i høj grad udtryk for en privatisering af problemerne, og en nægten at forholde sig til samfund og sociale mekanismer.

Det er påfaldende, når du gør dig til talsmand for lov og orden synspunktet, at du ikke interesserer dig for EB’s løgnagtige tilsviningskampagne. Homomiljøets pænhedsstrategi er en væsentlig hæmsko for dets udvikling, fordi miljøets egen homofobi sikrer, at samfundets stigmatisering af de homoseksuelle bliver en succes og alle fordommene bliver antaget ukritisk af homoerne selv. Og efterfølgende lammer kampen for rettigheder. For dit argument er jo også dybest set: Hvad skal forbrydere med rettigheder? De skal straffes og smædes!

Karen M. Larsen:

Nu har jeg via mit arbejde meget kontakt til unge i den virkelige verden – og jeg kan ikke nikke genkendende til din påstand om at unge skulle mene, at det der ikke er på nettet ikke findes. Jeg tror, at langt de fleste unge helt fint kan håndtere brugen af nettet og brugen af realtime verdenen.

At lære unge at passe på sig selv er i mine øjne faktisk essentielt for en god seksualundervisning – det handler ikke om moralisering, men om at unge skal lære, at sex både kan gøre godt og kan gøre ondt og at man derfor skal se sig for. At der skulle være noget forkert i en sådan indfaldsvinkel står jeg fuldstændig uforstående overfor. Hvis jeg er “law and order” fikseret fordi jeg mener, at sexovergreb er dybt forkastedlige og skal straffes – jammen så er jeg det.

Mænd er ikke generelt set svagt stillede i samfundet – heller ikke de unge mænd, det er en antifeministisk myte. Og i øvrigt, selv hvis man antog at en din påståede magtforskydning mellem mænd og kvinder skulle svække bøsserne – ja så burde den jo også styrke de lesbiske og dermed ville miljøet som sådan ikke blive svagere. Generelt oplever jeg, at du enten ikke kan eller ikke vil indtænke kvinder, i særdeleshed lesbiske kvinder i din analyse af seksualitet, normer og homoseksualitet – det er også derfor, at din analyse er så svag i mine øjne. Man kan ikke analysere homoseksualitet hvis man ikke kan indtænke kønsrolle konstruktion, lesbisk seksualtet etc.

Jeg har ikke set dig komme med hårde facts der kan dokumentere, at Priden skulle være ved at forsvinde, og selv om den gjorde det så betyder det jo ikke, at homokulturen forsvinder. Homokultur er meget mere end Priden.

Ole Hansen:

Det der står er, at voksne generelt er dårligere til, at bruge nettet end unge. Derfor er de voksnes nedladenhed over for unge i den forbindelse malplaceret.

Det der er problemet med lov og orden indstillingen er at den bærer på sin egen modsætning.

Hvis vi igen betragter den aktuelle sag om en mand på 53 år der bliver hængt ud af EB som pædofil. Så er problemet som Journalistpolitiet (Facebookgruppen) påpeger at EB også går efter private virksomheder, der har haft manden ansat som statist f.eks. i reklamefilm. De går altså ikke blot efter den (påståede) kriminelle, men også efter uskyldige. Når unge homoer kommenterer den 53 årige her på Facebook er det under overskriftet “han burde have skåret nosserne af”.

De der forsvarer loven og optræder som legalister, er altid selv de første til at sige de vil bryde den. Det er et ufravigeligt princip.

Selvfølgelig ledsaget af gode forklaringer om, at de er berettiget til at bryde loven, og når de erklærer, at ville begå værre forbrydelser end de, den pågældende mand er tiltalt for.

Lov og orden argumentet har desuden indbygget den svaghed, at lov ikke altid harmonerer med orden. Er du f.eks. for eller imod insemination af lesbiske? Og er du for eller imod – alt afhængigt af hvad en given lovgivning siger i Danmark? Eller er du bare for uanset hvad loven siger. Har loven altid ret? Burde Nina Storks klinik være blevet stoppet på et tidspunkt, hvor den benyttede et hul i dansk lovgivning, sådan som modstanderne af insemination argumenterede? Den opfyldte et behov hos lesbiske og enlige kvinder i den periode 1997-2007, hvor Folketinget havde vedtaget en lov imod lægers  insemination af disse grupper.

Men som udgangspunkt vil jeg da give dig ret i at lov er lov, og med lov skal land bygges. Problemet med at forsvare lov og orden, er at de der gør det rent faktisk aldrig går ind for den eksisterende lovgivning.

Sexkriminelle bør ikke dømmes i retten fremhæves det altid, men af fokedomstolen. Straffen skal ikke være betingede eller ubetingede fængselsstraffe, men kastration. 15 år bør ikke være den gældende seksuelle lavalder. Den skal være 18 år eller 20 år, og de der ikke overholder folkedomstolens afsigelse skal straffes med, at blive svinet til på nettet.

Og selvom homoseksualitet er legalt burde det ikke være det, for homoseksualitet er unaturligt og noget svineri. Og homoseksuelle bør i hvert fald ikke vise sig i samlet flok på gaden, og slet ikke ses i festlige antræk beruset af alkohol og livsglæde.

Det er godt nok lovligt, men det BURDE det ikke være, når lov og ordens tilhængerne altid frem til.

Lov og ordens tilhængere går altså sjældent eller aldrig ind for retsstats principper, eller de love der faktisk gælder, eller det frisind, der trods alt hersker på mange områder i Danmark.

Forholdet mellem de mandlige og kvindelige homoseksuelle er, sådan som jeg vurderer ikke et nul-sum spil, hvor det ene køns svækkelse per automatik bliver erstattet af det andet køns styrke.

Faktisk er kvindernes andel i Priden og i miljøet stigende vurderer jeg. Og det er sundt og godt. Men de magtpositioner mænd har beklædt og som de mister vil ikke automatisk blive erobret af kvinder. Måske går de bare tabt for miljøet.

Alle den type overvejelser lyder pessimistiske. Men forskellige overvejelser er vel nødvendige for at nogle af styrkepositionerne kan bevares eller erstattes af andre?

Da samfundet ikke er statisk vil nye strategier hele tiden være nødvendige. Straight-gay alliances er en af dem. Som jeg mener vi selv med en vis succes praktiserede her på Facebook med gruppen imod DF.

Jeg mener at de ændringer der sker i samfundet rammer skævt i forhold til de mandlige homoseksuelle.  Kvinderne vil derimod i visse sammenhæng drage fordel af disse ændringer. Iær med hensyn til en mere vidtgående ligestilling når det gælder uddannelse og jobs.

Ændringer i kønsstrukturen rammer dobbelt skævt når parforhold involverer to af samme køn.

Middelklassenormer der engang var ret enerådende i den politiske del af miljøet er i dag under pres fra den demokratisering f.eks. nettet bidrager med. Derfor blliver vi også konfronteret med underverdenen på boyfriend.dk. Hvis eksistens det ikke nytter at lukke øjnene for.

I min sociale omgang i miljøet støder jeg rent faktisk på denne verden: Kriminelle der lige har forladt Vestre fængsel, psykisk syge, mennesker med ADHD, Aspergers syndrom, stofafvænnede, alkoholiserede mennesker, unge uden uddannelse fra belastede sociale miljøer der frekventerer homosteder.

Mennesker der adskiller sig fra de jeg mødte da jeg oprindelig blev konfronteret med miljøet, og som i dag alle er akademikere.

Derfor ved jeg, at det der bliver sagt på nettet ikke blot er ord, det er social virkelighed. Og i modsætning til fordommen om, at vi homofyre ikke er rigtige mænd, så ser jeg homofyrene som belastede af præcis de samme problemer som heteromændene. Vi deler i høj grad livsvilkårene.

Med hypotesen om at homoseksualiteten vil blive femininiseret medtænker jeg i høj grad kvinderne. Rent faktisk efterlyser jeg kvinder der kan og vil overtage mændenes positioner.

Men jeg er også pessimistisk med hensyn til om kvinder kan se mænds seksualitet i lyset af andet end overgreb, magt, dominans og statussymbol. Som det fremgår er jeg stærk modstander af de moralske diskurser.

Men faktisk er jeg bekymret for den “underklasse” manderolle drengene i dag bliver insocialiseret i, hvor piger er boglige og pæne mens drenge er vilde og klarer sig dårligt i uddanelsessystemet. Og til tider frustreret over at mine egne forsøg på at formidle en mere moderne drenge/manderolle bliver rasende afvist af – ja netop af homoseksuelle mænd og drenge.  Der hører klog er et negativt ladet ord, og stærk et plusord. Hvis kvindernes indflydelse i homomiljøet bliver større vill polariseringen i forhold til disse mænd blive stærkere. Og fyrene vil forlade det i større tal, eller afholde sig fra at frekventere det.

For at opsummere: Hverken Priden eller homomiljøet vil forsvinde. Men derfor kan man godt være bekymret for den fremtidige udvikling, og spørge sig selv – og andre – om hvilke strategier, det vil være muligt at anvende i forhold til den samfundsudvikling der faktisk finder sted.

Moralisme agerer altid i min optik benspænd. Et sidste eksemplet. Konfronteret med censur af en fotoudstilling af den amerikanske fotograf Larry Clark, hvor franske unge under 18 år formenes adgang til at se, hvordan amerikanske unge i USA i 1970’erne levede, agerede i forhold til hinanden og havde sex svarer fotografen:

“Det er en måde at sige til de unge på: Gå ind på jeres værelse. Se hellere alt lortet på internettet.”

Bystyret i Paris kræver delvist forbud for udstillingen af hensyn til domstolene. Lov er lov, og med lov skal man land ødelægge?

http://politiken.dk/kultur/kunst/ECE1079165/paris-censurerer-fraek-fotoudstilling/

 Karen M. Larsen:

Ole – jeg ved ikke hvad du er ude på eller ude i. Men med mindre, at du klart og entydigt erklærer dig enig i, at sex mellem vokse og personer under 15 år såvel som børnepornografi er en forbrydelse, der skal kriminaliseres af samfundet, at sexovergreb generelt hører til nogle af de værst tænkelige forbrydelser – og at dømte sexforbrydere ikke må gives adgang til kontakt med børn og unge, ja så anser jeg debatten med dig som afsluttet ligesom jeg vil slette dig fra min Facebook venneliste.

Ole Hansen:

En debat er under alle omstændigheder slut, når den ene part begynder at føre revolverpolitik. Hvis vedkommende er løbet tør for argumenter er der jo ikke noget at gøre ved det.

Indtil videre har jeg kun oplevet at blive smidt af vennelisten af mennesker der officielt har udtrykt sympati for DF. Men nu har jeg da oplevet noget nyt.

Du stilller spørgsmål der er nemme at svare på. Så det vil jeg da gøre:

NEJ jeg går ikke ind for sex mellem voksne og børn ej eller for børnepornografi.

Ej heller for mord, vold eller røveri, bør jeg nok tilføje for en sikkerheds skyld?

Jeg har heller aldrig forsvaret hverken krig eller terrorisme. Og går ikke ind for nogen af delene.

Dog beder jeg dig anerkende at alle disse ting er en del af den verden vi lever i, og derfor bør kunne diskuteres offentligt.

Som mange – især kvindelige – debattører ønsker du kun at forholde dig til de to førstnævnte emner.  På trods af at du taler om socialkonstruktivisme, har jeg den fornemmelse at du betragter mænd som seksuelle væsener før de bliver sociale væsener.

Alligevel er det netop de to førstnævnte emner det falder dig svært, at forholde dig sagligt eller nøgternt til. Både kønnet og og personlige erfaringer blokerer tilsyneladende for forståelsen i denne sammenhæng. Du siger kønspolitik ikke kan tænkes uden kvinder. Blot forekommer det mig, at du søger en kønspolitik uden mænd. Og tilsvarende en homopolitik uden mænd.

Først frarådede du mig for at være for meget på nettet. Og opfordrede mig til at opsøge virkeligheden. Når jeg fortæller dig, hvordan virkleligheden ser ud – uden for din og min middelklasse komfortzone – bliver du betænkelig. Og trækker dig. Sådan set kunne du have ladet være med at spørge.

Hvis man ikke ønsker at forholde sig til andre mennesker og deres liv kan man holde jo holde sig væk. Det gæder både dig og mig.

Man kan dyrke sin have. Som Voltaire sagde: Il faut cultivé son jardin.

Jeg har ikke opgivet homopolitik – eller menneskene i det hele taget – men reflekteret, og er kommet fremt til at betragtninger om fremtidens homopolitik må være styret af analytiske evner og realisme. Hvilket gør at resultatet ikke altid kan være de idealbilleder af mandlige eller kvindelige homoseksuelle, der er så stor efterspørgsel på. Og som jeg vist bliver kritiseret for ikke at levere?

Du formulerer krav til mig. Tilsvarende kunne jeg bede dig om, at være parat til at anerkende gældende dansk lovgivning som udgangspunkt for alle debatter. Vil du det?

For som sagt ovenfor mener jeg, der er en vis modsætning mellem nymoralisme og homofobi på den ene side og gældende dansk lovgivning på den anden side. Jeg vil ikke påstå det er uforenelige størrelser. Slet ikke. Og nogle kæmper da også energisk for at gøre nymoralisme til lov. Blot vil jeg holde fast i dansk lovgivning, som den ser ud i dag,, som udgangspunkt. Hvordan den ser ud i fremtiden kan vi diskutere en anden gang.

Hvis jeg må stille et tillægspørgsmål: Mener du virkelig, at jeg bør have den indstilling at mordere, bankrøvere eller sexkriminelle af enhver afskygning bør spærres inde for livstid eller at vi – den offentlige opinion i samarbejde med Ekstra Bladet – bør stigmatisere dem hårdt, og tvinge dem til at begå selvmord alle sammen?

Og i fald du kan bekræfte det, kan du så forklare hvilket formål det skulle tjene, eller hvilken følelsesmæssig tilfredsstillelse det skulle det give mig?

Og i fald ens dømmekraft svigter og den slags tanker dukker op bør man så ikke følge Voltaire og tage en times havearbejde og gentænke både sine argumenter og værdier?

Og efterfølgende udøve den selvkritik offentligt, som er nødvendig.

I øvrigt vil jeg bede dig afholde dig fra at komme med indirekte beskyldninger af den type jeg fornemmer ligger bag dine spørgsmål. Hvis du har noget du vil ud med skal du bare sige det højt. Hvis det er injurier tager vi den i retten. Hvis du mener dine påstande holder behøver du heller ikke at lade det blive ved hentydningerne.

Hvordan personlige fornærmelser af den art du fremturer med skulle kunne bringe homopolitiske debatter videre synes jeg du skylder et svar på?

Hvis det blot er indvendinger du kommer med, så er det nok et tegn på at du er uenige i nogle vurderinger Hvilket nok er et faktum, men ikke en overraskelse på nuværende tidspunkt. Og dermed ikke berettiger til de store armbevægelser.

Tak for debatten.

Om dannelsen af homoseksuelle roller og identiteter

Indledning

Formålet med denne artikel er ikke at belyse, hvorfor eller hvordan nogle mennesker har udviklet homoseksuelle interesser. Seksuelle interesser mellem mennesker af samme køn kan eller bør ikke gøres til genstand for videnskabelig behandling. For hvorfor ikke betragte homoseksuelle interesser som udtryk for “smag”, der selvfølgelig kan diskuteres, men som det er meningsløst at forsøge at udforske videnskabeligt.

Artiklen her er et forsøg på at beskrive, hvordan viden om “homoseksualitet” er blevet gjort til genstand for videnskabelighed i medicinen og psykiatrien, og hvordan sociale roller og identiteter er opstået historisk og fungerer  i moderne samfund.

Til at karakterisere og historisere den “homoseksuelle”, anvender jeg kilder fra to forskellige videnskabstraditioner. Den sociologiske og historiske repræsenteret af Simon og Gagnon ( 1967 ) Mary McIntosh (1968) og Jeffrey Weeks (1977), og den videnshistoriske tradition repræsenteret af Michel Foucault (1978).

Historisering

Der har ikke altid været “homoseksuelle”:  “Homoseksuelle” og “homoseksualitet” er fænomener, der kun findes i vestlige samfund siden sidste halvdel af det 19. århundrede.

Ikke fordi der ikke har været erotiske interesser mellem personer af samme køn andre steder eller til andre tider, men fordi disse ikke har indgået i det mønster som er forbundet med “homoseksualitet”, sådan som dette kendes i vestlige samfund siden midten af forrige århundrede. Erotiske interesser mellem personer af samme køn har været der, fremgår det utvetydigt af historisk og antropologisk materiale, i næsten alle samfund, hvad der varierer, er de betydninger og sammenhænge de indgår i. Med udgangspunkt i nyere sociologiske og videnskabshistoriske teorier skal disse betydninger og sammenhænge holdes op mod hinanden i det følgende.

“Homoseksuelle” roller og identiteter

Den “homoseksuelle” rolle er betegnelsen for den særlige række holdninger til erotiske interesser mellem personer af samme køn, som er udbredt i moderne vestlige samfund. En række individer overtager dette holdningskompleks og gør det til deres egen holdning over for sig selv, de “spiller” den homoseksuelle rolle og bliver altså “homoseksuelle”. “Homoseksuel” identitet er betegnelsen for disse individers holdning til sig selv. Beskrivelsen af,  hvad man kan kalde den tredie faktor, det miljø, hvor i de individer, der har internaliseret den homoseksuelle identitet agerer deres roller falder uden for denne artikels rammer.

Traditionelt har man behandlet kategorien “homoseksuel” som en overkategori med to underkategorier : “Mandlig” og “kvindelig”. Hvor overkategorien er fællesnævner og underkategorierne fremhæver det specifikke. I den nyere videnskabelighed, hvor “homoseksualitet” anskues som historisk og kulturelt fænomen, som et spørgsmål om samfundsmæssige sammenhænge og livsformer, er det umuligt at opretholde en sådan skelnen, hvor det “mandlige” og det “kvindelige’, er to sider af den samme sag. I denne artikel er det udelukkende den mandlige homoseksualitet der betragtes. Ordet “homoseksuel” refererer i det følgende udelukkende til denne.

Seksualitet som en kerne i mennesket

Som nævnt er det “kompleks af holdninger som vi forbinder med “homoseksuel” og “homoseksualitet” historisk set ret nyt. Det er et holdningskompleks der adskiller sig radikalt fra tidligere opfattelser, men hvad er dets indhold? En dansk forsker har karakteriseret det således (Bech 1986):

  • 1 Tiltrækningen til andre mænd er mål i sig selv og ikke blot substitut for kvinder. Man vil således ikke regne en fængselsfange for homoseksuel, blot fordi han har, seksuel omgang. Med andre mænd i fængslet.

 

  • 2 Tiltrækning til andre mænd har en følelsesmæssig side, såvel som en fysisk. Arabiske mænd vil således ikke blive regnet for homoseksuelle, blot fordi sex mellem mænd er (eller var) en udbredt praksis i arabiske lande.

 

  • 3. Tiltrækningen adskiller den pågældende fra andre mennesker, gør ham anderledes.

 

  • 4. Eksklusivitet: Enten er man homoseksuel, eller også er man ikke, det vil sige heteroseksuel.

 

  • 5. Permanens: Den homoseksuelle er og forbliver homoseksuel.

 

  • 6. Skæbne: Homoseksuel er noget den homoseksuelle er og må være.

 

  • 7. Homoseksualitet har en årsag: Der er noget, der er gået galt i arv eller miljø.

 

  • 8. Homoseksualitet er en indre kerne, der ligger inde i personen og stråler ud og bemægtiger sig større eller mindre dele af ham.

 

  • 9. Homoseksualitet er dannende for personligheden som helhed – giver en bestemt personlighed.

 

  • 10. Homoseksualitet er af feminin karakter.

 

  • 11. Den homoseksuelle er besat af sex, i det mindste spiller det seksuelle en ualmindelig stor rolle i hans tilværelse.

 

  • 12. Homoseksualitet er forkert.

 

  • 13. Homoseksualitet er en tragedie.

 

  • 14. I homoseksuelle forhold er den ene altid den mandlige part, den anden altid den kvindelige.

 

  • 15. Homoseksualitet er farlig.

 

  • 16.  Homoseksualitet kræver udforskning.

 

  • 17. Homoseksualitet kræver overvågning og kontrol.

 

  • 18. Homoseksualitet kræver videnskabelige specialister til sin udforskning og regulering.

 Dette holdningskompleks udviklede sig i løbet af det 19. århundrede, men bliver først dominerende i tiden efter 2.verdenskrig. Spørgsmålet er, hvem der dannede det. Om det det var en gruppe af mennesker, der opførte sig på en bestemt måde og havde en bestemt identitet, og dannede en subkultur, som så kunne karakteriseres som ”homoseksuelle” – og blev det. Eller var andre instanser toneangivende i udarbejdelsen af en samfundsmæssig rolle – den ”homoseksuelle”, som nogle individer af den ene eller den anden grund kom til at spille?

Eller var der tale om en vekselvirkning mellem flere grupperingers bestræbelser? Dette spørgsmål vil jeg belyse senere. Men først vi1 jeg præsentere en alternativ opfattelse af hvad ”homoseksualitet” er, nemlig den der blevet udviklet i den sociologiske og historiserende tradition. Som vi under et kan kalde socialkonstruktivisme.

Homoseksuel adfærd og homoseksuel rolle og identitet

Sociologen Mary McIntosh var den første til at behandle selve idéen om den “homoseksuelle”. Til at forskyde forskningens genstandsfelt fra homoseksualitet som fænomen til begrebet ”homoseksualitet”:

“The vantage point of comparative sociology enables us to see that the conception of homosexuality as a condition is, in itself , a possible object of study.” (McIntosh, l967)

Altså tage udgangspunkt i, hvad det betyder at “homoseksualitet” opfattes som en tilstand. Hendes pointe er at skelne mellem “homoseksuel” adfærd og “homoseksuel” rolle. Hun anfægter i sin artikel den i psykologien gængse opfattelse af, at der eksisterer et direkte sammenfald mellem disse to. At gentagen “homoseksuel” adfærd, som en psykiater siger (s.30-31) må lede til konklusionen, at vedkommende er “homoseksuel”. Det er den i forrige afsnit nævnte kategorisering: Enten er man “homoseksuel, eller også er man ikke (dvs. heteroseksuel ).

Problemet med denne opdeling er at den ikke holder. Selv den traditionelle videnskabelighed,  lægevidenskaben, først og fremmest Kinseys undersøgelse fra 1948, og psykoanalytiske undersøgelser viste, at der mellem disse to poler “heteroseksualitet” og “homoseksualitet” var en stor gruppe, der havde begge typer erfaring. I Kinseys undersøgelse havde f.eks. næsten 40 % af mændene “homoseksuelle” erfaringer. Dette stemmer dårligt overens med forestillinger om “homoseksualitet” som noget eksklusivt. Samtidig viste undersøgelsen stor aldersmæssig spredning, således at langt de fleste havde “homoseksuelle” erfaringer før 30 års alderen, med et fald i størrelsen af grupperne med “homoseksuelle” erfaringer herefter. Noget der stemmer dårligt overens med forestillinger om “homoseksualitet” som permanent og som tilstand.

Mary McIntosh kritiserer derfor den traditionelle forskning, på baggrund af dens generelle mangel på succes, for at stille det forkerte spørgsmål. Når den traditionelle lægevidenskabelige tilgang har været overvejelser om, hvorvidt der i det enkelte tilfælde eller i en generel kategorisering er tale om latent homoseksualitet, pseudo-homoseksualitet eller ægte medfødt homoseksualitet siger Mary McIntosh, at man lige så godt kunne lede efter:

“the aetiology of “committee chairmanship” or “Seventh Day Adventism as of  homosexuality”.” (s.31).

 Hun afviser altså at det skulle være muligt at finde en individuel- eller generel årsag til, at nogle bliver “homoseksuelle”, det spørgsmål al tidligere forskning om homoseksualitet har kredset om. Når der ikke er overensstemmelse mellem kategoriseringer og adfærd, og når den traditionelle forskning trods ihærdige anstrengelser for, at finde “homoseksualitetens” årsageri ikke har nået frem til nogle holdbare resultater må denne tilgangsvinkel forkastes. Som studieobjekt erstatter Mary McIntosh derfor fænomenet homoseksualitet med kategorien “homoseksualitet”. Hertil anvender hun det såkaldte ” labelling-perspective”. Hun ser “stemplingen” af nogle, som afvigende “homoseksuelle” i forhold til normen “heteroseksuel”, som en social kontrolmekanisme.

Denne virker på to måder.

For det første skaber den “homoseksuelle” rolle, dvs. omgivelsernes stempling af en betegnelse en tydelig, veldefineret tærskel mellem tilladt og forbudt adfærd: Overskrider man denne grænse vil man få denne betegnelse hæftet på sig. Dette vil selvfølgelig under den forudsætning, at afvigelsen er forbundet med noget negativt, afholde mennesker fra at udvise denne adfærd. Og dette har været tilfældet med ”homoseksualitet”, der har været tabuiseret og illegaliseret de sidste 100 år i Europa og U.S.A.

For det andet vil de der identificerer sig selv med den givne rolle, dvs. de der opfatter sig som “homoseksuelle” blive identificeret af andre, som værende “anderledes”, som værende afvigende der sætter sig ud over, op imod eller på tværs af givne normer og derfor står uden for. På samme måde som “kriminelle” holder resten af samfundet lovlydigt. Profetien om at nogen er “anderledes’, er selvopfyldende: De der stemples som sorte, kriminelle eller homoseksuelle vil udvikle en selvforståelse eller identitet, der vil skille dem ud fra det øvrige samfund. Dette har f.eks. været tilfældet med skabelsen af den homoseksuelle subkultur. Betydningen af at være “homoseksuel” i denne europæiske sammenhæng kan således være vidt forskellig fra, hvordan erotiske interesser mellem mennesker af samme køn er institutionaliseret og opfattes i andre kulturer. Her kan det være nyttigt, at inddrage disse i betragtningen.

Historiske og tværkulturelle eksempler på erotiske interesser mellem mennesker af samme køn

 Wilhelm von Rosen (Kbh.1983) skildrer, hvordan sex mellem mænd var institutionaliseret i oldtidens Grækenland i pæderastien. Dette betegner et forhold mellem en mand og en dreng (ung mand). Denne aldersforskel var en konventionel forudsætning for et sådant forhold. Men i tilfælde hvor der var tale om to voksne mænd opretholdtes aldersforskellen, som konventionel fiktion i forholdet. Dvs. aldersforskellen i den græske drengekærlighed ikke skal tages for bogstaveligt. Det interessante er, at et sådant forhold ikke alene var samfundsmæssigt accepteret, men Platon siger endog i Symposion, at eros, kærligheden, kun kan forløses mellem mænd, fordi kvinden er et laverestående væsen. At den vigtigste forudsætning for det acceptable forhold således er ligeværdigheden. Grækernes vigtigste moralske bekymring i det seksuelle, såvel som andre livsforhold er ikke lydigheden i forhold til et sæt ydre regler, men den personlige etik, hvor seksuel og følelsesmæssig kvalitet der var attråværdig forudsatte ligeværdighed.

Efterstræbelsen af eros, kærlighed, i stedet for blot seksuel lyst er etisk mål, til forskel fra den kristne morals forskrift, som individet blot må indrette sig efter. Hvor seksual objektets køn ikke er det afgørende for grækerne, bliver det i den kristne moral et definitivt kriterium: Seksuel følelse mellem mennesker af samme køn er uværdig og illegitim. Selvom der således ikke fandtes ”homoseksuelle” i oldtidens Grækenland( “manden” i et forhold var som regel gift) var de seksuelle interesser mellem mænd altså strengt socialiseret, men på en anden måde end vi kender det i moderne samfund.

I forskellige stammesamfund indgår seksuel aktivitet mellem personer af samme køn igen i helt andre sammenhænge. I Sambia-stammen på Ny Guinea indgår seksuel aktivitet, fellatio over en lang årrække i en socialiseringsproces, alle drenge og unge mænd gennemgår, før de senere går over til eksklusiv heteroseksualitet (Jönncke, 1985). Mary McIntosh nævner Mojave-indianernes alyha og hwame begreber som eksempler på nogle andre roller. Her kan visse piger og drenge meget tidligt symbolsk og i praksis skifte socialt køn og gifte sig med personer af samme biologiske køn. Men denne køns-blandende rolle udelukkede ikke heteroseksualitet: Det homoseksuelle har ingen betydning i sig selv, valget af et seksualobjekt kan ikke være grundlag for en særlig køns-identitet. Det er valget af henholdsvis mande- eller kvindearbejde og social adfærd (påklædning etc.) der er afgørende. Også Samoa-øerne i Stillehavet er et eksempel på dette. Hvis en mand der klæder sig som kvinde kaldes han en fa-afáfine og fordømmes skarpt af det omgivende samfund. Men homoseksuelle forhold mellem mænd accepteres, både kortvarige og længere varige. Samfundets kontrol går altså på den sociale adfærd, og ikke på den seksuelle. I vores kultur går den på begge dele. (Jöhncke,1985)

Seksualitetens betydning

Det er med blandt andet denne viden om, hvordan seksualiteten indgår i andre sammenhænge end vi kender det, Kenneth Plummer med den symbolske interaktionisme tager udgangspunkt i seksualitetens sociale betydning. Det afgørende er, siger Plummer at alt kan gøres eller opfattes som seksuelt, og at seksualitet i sig selv er en social konstruktion (London, 1975, s.30). I modsætning til den medicinske og psykoanalytiske tradition, der har taget udgangspunkt i seksualiteten, som en i mennesket iboende naturlig, biologisk kraft (“instinkt” eller “drift”), peger den symbolske interaktionisme på den grad af social manipulation seksualiteten er genstand for. Plummer mener at man i stedet for at opfatte ”et seksuelt instinkt”, som biologisk grundlag for samfundet, i form af reproduktion, snarere burde tale om seksualitet, som genstand for samfundsmæssig-kulturel magtudøvelse. At “seksuel adfærd” er en måde at tilskrive bestemte følelser og handlinger betydning på, og at alt potentielt ligget åbent for en tilskrivning af betydning. Seksuelle roller er tillærte (internaliserede) holdnings- og adfærdsmønstre, tillært på baggrund af herskende normer og vedtægter for, hvad der er “seksuelt”, og hvad der ikke er. Nogle normer der i europæisk kultur, f.eks. (jævnfør opfattelsen af seksualiteten som en kerne i mennesket) betyder at man kan være “homoseksuel” uden at have haft “homoseksuelle” erfaringer. Man kan således overtage en “homoseksuel” identitet uden nogen sinde, at have haft genital berøring med personer af samme køn. Plummer siger derfor, at “homoseksuel” bliver man heller ikke på grund af eller i kraft af sin adfærd, men i et kompliceret spil mellem eksisterende rolledefinitioner og selvdefinition, hvor kategorier og etiketter fordeles og antages i en proces af social forståelse og afgrænsning af sig selv i forhold til normerne (London, 1981).

Den “homoseksuelle” rolle er således en konstruktion, der er opstået ud fra dette sociale spil. At det er noget relativt nyt at tilskrive seksualiteten betydning på den måde det sker i vores kultur antyder Gagnon og Simon (London, 1973).  De påpeger at det i tidligere samfund måske ikke har været nødvendigt at begrænse seksualiteten for, at opretholde social stabilitet eller begrænse anti-sociale kræfter, men snarere et spørgsmål om at det var nødvendigt at gøre seksualiteten betydningsfuld, for at sikre konform adfærd på områder langt vigtigere end det seksuelle selv (s.17). De ser altså ikke seksualiteten som en “drift” samfundet kan undertrykke eller frigive, men først og fremmest som socialt skabte roller og identiteter.

Diskursen om det seksuelle

Der findes altså et bestemt sæt egenskaber og karakteristika med hvilke man har identificeret den homoseksuelle rolle og identitet. Det er ud fra dette kompleks, at homoseksualitet er blevet forstået og tolket i europæisk kultur. Sådan var det ikke før. Uanset hvor mange mænd romerske kejsere, Shakespeare eller Michelangelo kan have været sammen med seksuelt var de ikke homoseksuelle, fordi dette kompleks endnu ikke eksisterede. Spørgsmålet er hvornår konstruktionen af den “homoseksuelle” person er opstået, og under hvilke omstændigheder. De sociologiske teorier beskriver, hvordan sociale roller fungerer, men de forklarer ikke de omstændigheder, hvorunder de er opstået. Det er dette Michel Foucault er på sporet af i hans Seksualitetens historie bd.1 Viljen til viden. (Kbh.1978).

Den er netop ikke en seksual-adfærdens historie, men en videnshistorie (Schmidt og Kristensen, Kbh. 1985). Den beskriver, hvordan en bestemt type viden om kønnet “blev gjort til genstand for magt.” Foucault ser seksualiteten som en konstruktion, en kunstig enhed af ellers indbyrdes uafhængige elementer, af biologiske funktioner, anatomiske elementer, adfærdsmønstre, fornemmelser og lystfølelser, der er blevet rubriceret sammen under betegnelsen ”seksualitet”. Det er en fiks idé der er blevet tildelt essens, og derfor er blevet set som årsag til alt andet.

Foucault polemiserer imod det han kalder repressionstesen. Ideen om at seksualiteten findes som en kraft i mennesket, samfundet så kan acceptere eller undertrykke. Ifølge repressionstesen er seksualiteten i de moderne, borgerlige samfund siden det l7. århundrede blevet undertrykt i takt med det fremvoksende kapitalistiske systems krav om reproduktiv sex. Seksualiteten skulle være blevet henvist til forældrenes sovekammer, intet “spild”, i form af ureproduktiv sex, skulle have været tilladt. Kun på samfundets bagside, og i smug, skulle bordellerne være en “sikkerhedsventil” for den indestængte seksualitet og perversionerne unddrage sig samfundets strenge kontrol. Inden for rammerne af denne tese, er alternativet først og fremmest af række venstre-freudianske teoretikere (Reich, Marcuse m.fl. ), blevet forestillingen om en “frigørelse” af seksualiteten, og et opgør med victorianismen. Foucault forkaster repressionstesens opfattelse af magten som noget primitivt, ydre, statisk der altid fungerer ovenfra i kraft af forbudet. I stedet ser han magten som en kompleks relation der er dynamisk, hvor samfundets magt-elite ikke er den subjektive vilje bag magten, men resultatet af bestående magtrelationer. Han ser normen for, hvad der er “normalt”, og hvad der er “unormalt”, som en vigtigere faktor end det formelle juridiske magtsystem. Han taler om:

 “magtens nye metoder, som ikke fungerer ved hjælp af retten, men ved hjælp af teknikken,  ikke ved hjælp af loven men ved hjælp af normaliseringen, ikke ved hjælp af afstraffelsen men ved hjælp kontrollen,  og som udøves på niveauer og i former som overskrider staten og dens apparater.” (1978, s.102.)

Det springende punkt er ikke, hvorvidt begæret så er installeret (placeret) i individet af magten, men om magten er:

 “en bestandig juridisk og diskursiv magt, en magt der har centrum i lovens fremsigelse” (1978, s.102).

Endvidere taler Foucault om produktionen af viden, og om hvordan denne indgår i et tæt samspil med magten. Produktion af viden om seksualitet, dvs. konstitueringen af det seksuelle som genstandsområde for erkendelsen er derfor ikke udelukkende et gode, og ikke en nødvendighed for frigørelse. Måden hvorpå viden indgår i magtrelationer har været diskursen: Produktionen af tale og tekster om seksualitet.

Diskursens særlige egenskab er, at den ikke blot om taler eksisterende fænomener, den producerer tillige det genstandsområde den omhandler. Fraværet, hemmeligheden, tavsheden i diskursen om handlinger skærmer magtens autoritet, men får den på den anden side også til at virke diffus og tolerant. Diskursen om kønnet karakteriserer Foucault således:

 ”Det samfund, der udvikledes i det 18. århundrede og som man efter behag kan kalde borgerligt, kapitalistisk eller industrielt har ikke mødt kønnet med en grundlæggende afvisning. Tværtimod har det sat et helt apparat i gang for at producere sande diskurser om det. Ikke alene har det talt meget om kønnet og tvunget enhver til at tale om det, men det har også sat sig for at formulere den systematiske sandhed om det. Som om det i kønnet så en vigtig hemmelighed. Som om det havde brug for denne sandhedsproduktion…Gennem dette spil er en viden om subjektet langsomt, over flere århundreder blevet grundlagt…” (Schmidt, Kristensen, 1985, s.85-86 )

Dette er hvad Foucault kalder seksualitetens installation. Han ser denne som led i et magtskifte hvor herskerne før havde magt til at fratage deres undersåtter livet, vokser nu en ny magt frem (en biomagt) og afløser til dels denne, idet interessen forskydes til magten over livet. Den nye magt udøver nu kontrol over den overordnede regulering af befolkningen (reproduktionen), samt over disciplineringen af det enkelte individs krop. “Seksualiteten” spiller en nøglerolle i de nye kontrolbestræbelser, den bliver skæringspunkt for magtudøvelsen over reproduktion og over individets krop. Seksualitet bliver ikke undertrykt, men skabt gennem den nye kontrol.

Et vigtigt element i italesættelsen af seksualiteten er oprettelsen af en speciel videnskab for dette område, en scientia sexualis. Der opstår en særlig seksualmedicin der isolerer en speciel “drift”, som kan påvirke individet afgørende, uden at det nødvendigvis giver sig ydre, somatisk udslag. Denne videnskab gør “seksualiteten” til objekt for viden. “Seksualiteten” bliver genstand for en mængde magtrelationer, en kamp om definitioner, dvs. om magt til at kunne definere, udspiller sig alle de steder der bliver produceret viden om “seksualitet”: I lovgivningen, på skolerne, på hospitalerne, i familien, i lægevidenskaben, i nationaløkonomien etc. Som før nævnt skaber diskursen sit eget genstandsfelt. Især på fire områder gør denne vilje til viden sig gældende: Hystericeringen af den kvindelige seksualitet, overvågningen af barnets seksualytringer, kontrol af reproduktionen og indpodningen af perversiteterne. Det er under sidstnævnte kategori den “homoseksuelle” person henhører.

Den historiske konstruktion af den “homoseksuelle” person

Fra midten af det 19. århundrede skete der en eksplosion i dannelsen af nye seksuelle kategoriseringer. Sexologer som Krafft-Ebing, Albert Moll, Haveloch Ellis og Magnus Hirschfeldt søgte alle at definere variationerne inden for den seksuelle adfærd (Weeks,1977).

Det nye kapitalistiske samfund bevirkede en urbanisering og industrialisering af et hidtil ukendt  omfang. Dette ledsagedes blandt andet i et skift fra en lineær familietradition, hvor ægteskab og reproduktion skulle tjene slægtens krav og behov, til det borgerlige kærligheds-ægteskab der var baseret på det enkelte individs følelser, seksuel tiltrækning m. m. Hvor seksualitet, som det bindende element i det borgerlige ægteskab, selvfølgelig blev gjort til genstand for stor opmærksomhed. Det er i denne sammenhæng den “homoseksuelle” person for første gang optræder. I den tidligere forestillingsverden, dvs. fra renæssancen og frem, opfattedes seksuelle forhold mellem mænd som sodomi. Sodomi betyder imidlertid ikke sex mellem mænd. Det var en mere diffus betegnelse for seksuelle aktiviteter der overskred grænsen for samfundets moral. Dvs. det kunne være alle seksuelle handlinger, der gik ud over det almindelige samleje mellem mand og kone: Voldtægt, hor, incest o. s. v. Under alle omstændigheder blev sex mellem mænd ikke betragtet som noget væsens-forskelligt fra andre former for forbudt adfærd. Sodomien rangerer på linie med andre udsvævelser som druk, grådighed, dovenskab og forfængelighed. Alle synder, der blev tilskrevet menneskelig svaghed. Sodomi var således ikke noget der angik en bestemt gruppe mennesker: Alle mennesker opfattedes, som potentielt “syndige”, der kunne begå sodomi. Alan Bray karakteriserer sodomi som:

 “en uorden i den seksuelle orden, der i princippet i det mindste, kunne opstå alle steder.” (Bray, 1982, s.25)

Sodomi var en handling, ikke knyttet til en bestemt persontype. Lovene mod sodomi var som regel meget strenge: Dødsstraf under forskellige former. Alligevel herskede der en mærkelig uoverensstemmelse mellem hvad folk gjorde, og hvad folk sagde om sex mellem personer af samme køn. Lovene var meget strenge, men de blev kun brugt i enkelte, særlige tilfælde (Bray, s.58-81). Fraværet af diskurser gav sig udslag i en omfattende, men arbitrær tolerance. Først den nye sexologi definerede “homoseksualitet” som en tilstand, som en perversion man kunne f inde hos en bestemt type personer. Sodomitten havde været en midlertidig afvigelse, den “homoseksuelle”, tilhørte en art. Dette er hvad Foucault betegner som perversionens indpodning (1978, s.45).

Den “homoseksuelle” person blev født gennem lægevidenskabens karakteristik. Lægen. C. F. O. Westphal gjorde i en artikel fra 1870 homoseksualitet til en medicinsk kategori. Han beskrev de “kontrære seksualsanser”, hvor homoseksualiteten i stedet for at være karakteriseret ud fra bestemte seksuelle relationer, blev set som en sær1ig sanseegenskab, en omvending (inversion) af forholdet mellem det mandlige og det kvindelige. Homoseksualitet blev således grundlæggende en forvirring om kønnet, i modsætning til den senere lægevidenskabs identifikation af homoseksualitet gennem adfærden.

Den “homoseksuelle” (inverse) var dog kun en ud af mange perversioner, der blev optaget i det 19. århundredes psykiateres samling. De indgik i denne sammen med arter med lige så besynderlige navne : Exhibitionister, fetischister, zoofile, mixoskopofile og gynekomaster. De opstod som hvert sit lille folkeslag, der render offentlige instanser på dørene, hjemsøger hospitaler, læger og præster for at “bekende” hver deres “anomali”. En “anomali” der var blevet skabt af en intens overvågning og kontrol af kønnet.

Stigmatisering og identitetsdannelse

Den “homoseksuelle” var et lægevidenskabeligt artefakt. Men før, i slutningen af 1600-tallet eksisterede der i London en subkultur af mænd, der havde seksuel omgang med hinanden. Med sine sær1ige steder, private huse og kroer, hvor man kunne mødes, med sin særlige befolkning der fulgte den sociale orden der herskede her.

Og med en særlig stil: Kvindagtighed i tale og manerer. ”Mollyer” som de kaldte sig, en dagligsprogsvariant af kvindenavnet Mary, blev forfulgt af det omgivende samfund, og mødt med moralsk fordømmelse. I den almindelige forståelsesramme var de sodomitter, og blev straffet som sådanne, når magten slog ned på dem. Men ”mollyerne” var forskellig fra sodomitten: At være “molly” var en identitet, noget der involverede mere end en seksuel handling. Betydningen af at være “molly” var ikke så omfattende som at være “homoseksuel”: Det indebar ikke en bestemt psykisk eller fysisk tilstand (Bray, 1982, s. 103). Det interessante er, at denne subkultur på en gang var en mulighed for “mollyerne” for at danne en positiv identitet, og samtidig var der tale om en stigmatisering. Denne subkultur er et eksempel på, hvordan en gruppe mennesker forsøger at danne en “homoseksuel” selvbevidsthed, under indtryk af presset fra et intolerant samfund og hvordan “homoseksualitet”, samtidig herigennem udskilles fra samfundet. “Mollyen” kan derfor ses som en overgangsform til den “homoseksuelle” rolle og identitet. Som resultat og del af et nyt partikulariseret samfund, hvor det var muligt at skille sig ud, og blive udskilt som gruppe og individ.

Fra synd til skyld

Det var imidlertid først i midten af det 19. århundrede, at ideen om den “homoseksuelle” person udkrystalliseredes. Selve ordet “homoseksuel” bliver opfundet i 1869. Med perversionens installering kommer videnskabens interesse for “homoseksualitet” til at dreje sig om den “homoseksuelles” ætiologi. Hvad eller hvem har forårsaget “afvigelsen”, hvorfor er den opstået og i sidste instans: Kan den helbredes? Samtidig kriminaliseres homoseksualitet i de forskellige lande (Danmark 1866, Tyskland 1871, England 1885 ). Lægevidenskabens interesse for dette “nyopdagede “fænomen ledsages af et ønske om vidensproduktion om dette fra de juridiske instansers side.

Homoseksualiteten bevæger sig fra at være synd til at blive forbrydelse (Weeks, 1977). Til den “homoseksuelle” knyttets forestillinger fra den jødisk-kristne tradition om at ureproduktiv sex er forbundet med skyld, straf og sygdom. Den juridiske forfølgelse kulminerede med skandale-processer f.eks. sagen mod Oscar Wilde i 1895. Sådanne sager skabte et billede af den “homoseksuelle” i offentligheden som Weeks skriver:

 “They were labelling processes of the most explicit kind…”(1977, s.2l).

De trak en tydelig linie mellem tilladelig og utilladelig opførsel.

Den medicinske model

Videnskabens diagnosticering og etikettering af homoseksualiteten, indpodningen af det perverse var et led i magt instansernes overordnede bestræbelse på at kortlægge lysten. Kategorien “inversion” bliver derfor også splittet op efter forskellige kriterier i en mængde underarter: Transvestitisme, psykisk hermafroditisme, eller absolut , amfigen og okkational inversion (Heede, l985 ).Det tidligste eksempel på en sådan kortlægning er Krafft-Ebing, professor i psykiatri i Wien, med dennes videnskabelige bestseller Psychopatia sexualis fra 1887. Værket drejer sig om en videnskabelig identifikation af den “homoseksuelle” til juridisk formål, om homoseksualitetens status og ætiologi. Der herskede uenighed om disse spørgsmål. En stor gruppe af social-darwinister anså homoseksualitet for at være et tegn på nervøs degeneration, forårsaget af overdreven masturbation og udsvævende livsførelse. Andre hældede til den opfattelse at homoseksualitet var en medfødt sindssygdom eller et tilbagefald til en tidligere civilisationsform.

Homoseksualitetens definition var således et spørgsmål om magt til, at definere synd eller skyld. Hvis homoseksualitet var forårsaget af usædeligt levned måtte samfundet gribe ind med straf, og denne opfattelse sejrede altså i første omgang med kriminaliseringen af homoseksualitet. Men hvis der var tale om en menneskelig svaghed, en tilbøjelighed der var medfødt måtte de homoseksuelle overlades ti1 lægevidenskabens behandling. De homoseksuelle formulerede sig også i denne diskussion. De formulerede sig gennem den medicinske diskurs. Således erklærede den tyske sagfører Karl Heinrich Ulrichs i 1860’erne de homoseksuelle for at være et et tredie køn. Han forsøgte at forsvare de homoseksuelle eller urningene, som han kaldte dem, med at de “havde kvindelige sjæle i mandlige kroppe”. Deres perversion var med andre ord et naturens lune, en medfødt svaghed. Denne tredie-køns-teori blev senere udbredt af den populære engelske forfatter Edward Carpenter.

En anden nøgleperson i den tidlige homoseksuelle bevægelse, der formulerede sig i den medicinske diskurs var den tyske læge Magnus Hirschfeld, der i 1897 oprettede verdens første forening for homoseksuelle, Wissenschaftliche Humanitäre Komité  i Berlin. To år senere etablerede han Jahrbuch für sexuellen zwischenstufen , der frem til l920 udsendte oplysninger om homoseksualitet fra en lang række videnskabsgrene. Hirschfeld selv skrev (under mottoet Per scientiam ad Justiam: Retfærdighed gennem viden) en mængde forsvarsværker på grundlag af forestillingen om homoseksualitet, som et givet biologisk grundlag. Målet i den homoseksuelle strategi inden for den lægevidenskabelige diskurs, var at få klassificeret homoseksualitet som et for samfundet ufarligt naturens lune man ikke kunne stille den enkelte ansvarlig for, og som var i “gode hænder” under videnskabens bevågenhed. Dette er hvad Weeks kalder “den medicinske model”. Straffeaktionerne imod de homoseksuelle i forrige århundrede blev således mødt med protester fra lægerne både de homoseksuelle og andre.

Strategien var og er imidlertid problematisk, ikke bare fordi det er forkert at se en mekanisk sammenhæng mellem social adfærd og biokemi, men også på grund af dens konsekvenser. Selvom det efter århundrede-skiftet og frem til efter anden verdenskrig gradvis lykkedes at føre diskursen om homoseksualitet over i lægevidenskaben, blev en række af de juridiske kontrolmekanismer opretholdt. Den magt-viden det lykkedes for lægevidenskaben at etablere har gjort at det i høj grad er denne, der har tegnet billedet af den “homoseksuelle” i dag, sådan som det blev ridset op i afsnit 1.3. Selvom den grundlæggende holdning var at tildele “unaturen” en plads i “naturen”, havde det skæbnesvangre konsekvenser for de homoseksuelle der er blevet patologiseret af lægevidenskaben.

Konklusion: Homoseksualitet som utopi

Der findes altså en alternativ vej til seksuel “frigørelse”, en strategi der peger på ikke at “frigøre” homoseksualiteten ” (forstået som en essens, der findes hos alle mennesker, og til hvis frigørelse blot kræves fjernelse af repressive foranstaltninger ), men at “frigøre” sig fra homoseksualiteten. Ikke forstået således at erotiske og venskabelige forbindelser mellem mænd skal forsvinde, men at de skal eksistere i en anden form end den “homoseksuelle” person. Utopien, hvor homoseksualitet ikke er en særlig form for begær, men noget der er værd at begære.(Foucault, 1982).

Hvor homoseksuel ikke er noget man erkender man er, men noget man må arbejde på at blive.

En livsstil man kan udvikle. Hvor homoseksualitet blot er udtryk for “smag”, og de homoseksuelle dyrker en bestemt (eller flere) form(er) for “livskunst” der lige så lidt som noget andet forsøg på at udfolde en(eller flere) form(er) for æstetik kan eller bør måles og vejes inden for et videnskabeligt system. Hvor den “homoseksuelle” persons “homoseksualitet” udskiftes med homoseksualiteter, fordi der ikke er nogen årsag (moderbinding, kromosomfejl eller hormonforstyrrelse), men derimod individer, forskellige mennesker. Hvor typen er et valg af image: Det bevidst kvindagtige hos Boy George eller macho-stilen hos Frankie Goes to Hollywood.

Hvor homoseksualiteten ikke som hos den ”homoseksuelle” person konstituerer personligheden, men hvor ”homosexuality is a complexe diffuse experience that anyone may have” (Plummer, l98l, s.57).

Dette er en utopi, men den er ikke grebet ud af luften, siger Foucault. Og postulerer at man med rimelig historisk sikkerhed kan sige, at spørgsmålet om hvilket køn ens seksuelle interesser rettede sig mod blev betragtet som smag i romerrigets første to århundreder e. v. t.

Forudsætningen for at opløse konstruktionerne “heteroseksuel” og “homoseksuel”, der afgrænser og indsnævrer vores oplevelsesmuligheder ikke alene eller først og fremmest i seksuelle relationer, men generelt i mellemmenneskelige relationer, er erkendelsen af deres eksistens (Simon og Gagnon, 1973). Men denne erkendelse må også forbindes med en vilje til at tage magten over sit eget liv, at erkende at der ikke findes nogen psykologisk eller fysiologisk “natur” gennem hvilken man kan forstå alle menneskelige handlinger i fortid og nutid, og som determinerer fremtiden, betyder at man gennem sine egne handlinger må være ansvarlig for sit liv. Homoseksualitet som livsstil er en mulighed for at leve i overensstemmelse med sine egne ønsker og behov.

Sådan som den “homoseksuelle” rolle traditionelt har fungeret, har det været en rolle der måtte indlæres, som krævede (kræver) en indsocialisering i subkultur, accept af tabuiserede følelser og adfærd etc. Altså en meget vanskelig proces. Ikke mindst på grund af de forskellige former for undertrykkelse: Manglen på positive identifikationsbilleder, manglen på etablerede sociale rammer hvor man kan optræde som “homoseksuel” uden at blive udsat for overgreb (fysisk vold, fyring fra job, social isolation etc.). At den “homoseksuelle” rolle er så svær at acceptere og indlære for de ”homoseksuelle” har derfor en stærkt begrænsende effekt på de enkelte individers frie valg af seksuel præference. Selvom de forbud og den kriminalisering af homoseksualitet der fandt sted i 1950’erne i Danmark og det meste af Europa er blevet ophævet er der derfor ikke blevet flere, der identificerer sig med at være “homoseksuelle”. Foucault har tilsyneladende ret i antagelsen, at normen for, hvad der er “normalt” eller “unormalt” er vigtigere end juraen.

Den ”homoseksuelle” identitet og subkultur opstod i slutningen af det 19. århundrede – måske senere i Danmark. Strukturelle forandringer i økonomi og samfund gjorde det muligt at leve udenfor familiens grænser. Mænd med “homoseksuelle” interesser var de første til at benytte disse muligheder. Men over tid er fødselsraten dalet, familierne blevet mindre, skilsmisse tallene er steget, færre gifter sig og variationerne i samlivsforholdene er blevet større. Selvom de heteroseksuelle stadig gifter sig, viser skilsmissetallene, at livstidsægteskabet ikke i samme udstrækning som før er norm. De heteroseksuelles livscyklus er blevet både mere varieret og mindre forudsigelig. De står over for mange af de valg og erfaringer de homoseksuelle tidligere har oplevet: De må skabe sig en kultur uden forbilleder – dvs. i kulturel henseende er bøssekulturen selv blevet avantgarde. Forskellene mellem “heteroseksuel” og “bøsse”-kultur er blevet mindre – hvilket måske er det vigtigste element i at eliminere kategoriseringen.

Denne  artikel er oprindelig blevet til som en universitetsopgave for knap 25 år siden. De vigtigste af de i litteraturlisten nævnte værker er i mellemtiden blevet klassikere i den videnskabelige litteratur. En del af tidsskriftartiklerne og andet er måske sværere at opdrive idag.

 I hovedtrækkene er tesen i denne artikel stadig gyldig: Homoseksualitet er en social konstruktion. Juraens, lægevidenskabens og socialvidenskabens diskurser har formet og konstrueret homoseksuelle identiteter og roller i moderne samfund.

Der hvor de forskellige sociologiske og videnshistoriske teorier har vist sig svage, er i fremskrivning af det kritiske potentiale. Set knap 25 år senere er der ikke noget der tyder på en erodering af kategorierne “homoseksuel” og “heteroseksuel”. Snarere tværtimod.

Repressionstesen er stadig aktuel idag. Dog i sin omvending. Nu handler det ikke om hvor frigjorte vi kan være, men om hvordan perversionerne kan holdes nede og samfundet frit for dem. Essentialismen dominerer stadig tankegangen.  Og perversionernes udspring forstås i  den samfundsmæssige debat , som det jura og lægevidenskab tidligere betegnede som henholdsvis skyld eller afvigelse.

 

Litteraturliste

Oversigtslitteratur

Jeffrey weeks: Coming out. Homosexual politics in Britain, from the Nineteenth century to the Present. London 1977.

Michel Foucault Seksualitetens historie bd1: Viljen til viden. Kbh.1978.

Sociologi

Kenneth Plummer The Making of Modern Homosexual. London 1981

heri: Mary Mclntosh : The homosexual role (1967)

og Kenneth Plummer : Homosexual categories: some research problems in the labelling perspective of homosexuality.

John H. Gagnon og William Simon: Sexual conduct London 1973.

heri: The social origins of sexual Development of Male homosexuality (1967)

Kenneth Plummer: Sexual Stigma: An interactionist account London 1975

Historie

Wilhelm von Rosen Bøssehistorie. Den historiske konstruktion af homoseksuelle roller og identiteter. Kbh.l983

i: Kvindestudier 7 (red.Nynne Koch)

Alan Bray: Homosexuality in Renaissance England. London 1982.

Videnshistorie

Lars-Henrik Schmidt og Jens Erik Kristensen: Foucaults blik – om det moderne menneskes fødsel. Kbh.1985.

Psykoanalyse

Dag Heede: Freud og “den homoseksuelle”. Semesteropgave. Kbh. 1984

 

Tidlsskrifter, blade m.m.

Henning Bech: Mellem mænd Kbh.1983 i: Kontext 45

Henning Bech og Karin Lützen: Kommisionsrapport: Lyst eller nød? og Synspunkter og resultater i videnskabelig litteratur om mænds og kvinders homoseksualitet. Kbh.1986

Steffen Jöhncke Andre måder.i: Pan-bladet.Et blad for bøsser og lesbiske. juni-juli Kbh.1985

Michel Foucault: Venskab som livsstil i: Pan-bladet nr.6,oversat af Henning Bech og Henning Jørgensen. Kbh.1982.