Brent Corrigan bruger kondom

Sådan bruger man et kondom!

Sexstjernen Brent Corrigan underviser.

Et godt sexliv er et sikker-sex liv.

Tjek linket og scroll ned til nummer 4 video, den er med Corrigan:

 

Brent Corrigan how to put on a Condom

Corrigan har i 2010 tilsluttet sig Stop Aids kampagnen i Wahsington.  Terry Gerace der er medstifter af denne fortæller:

“Han er forlængst blevet fortaler for sikker sex og har offentligt undskyldt for sin tidligere medvirken i film, hvor der forekom usikker sex.”

Selv har Brent Corrigan udtalt:

“Mine følelser i dette spørgsmål er meget simple. Jeg var et dårligt eksempel på et tidspunkt i mit liv, da jeg var meget ung. Ungdom er ingen undskyldning for mine handlinger, men det kan forklare hvorfor jeg begik disse fejltagelser.”

Reklamer

Det farlige sexliv

Først nogle spørgsmål:

– Hvor mange hormonforstyrrende stoffer er der i sexlegetøj?

– Er det misbrug når danskere tager på sexrejser og køber sig til sex?

– Hvor mange børn udsættes for seksuelle overgreb?

– Hvor mange voldtægtsmænd slipper for straf?

– Hvad er årsagen til homoseksualitet?

– Hvorfor er samfundet blevet pornoficeret?

– Bør prostitution forbydes?

– Er der en stigning i antallet af unge der er homofobe ?

– Er pornografi skadeligt?

– Er dyresex perverst?

Ovenstående spørgsmål besvares næsten dagligt i medierne: Sex er farligt! Sex er skadeligt! Sex skal man for enhver pris undgå!

Mediernes vinkel er altid hvor farligt sex er, ikke om sex er farligt. Heller ikke om sex i nogle situationer og bestemte sammenhænge er godt og sundt.

Både trykte og elektroniske medier bringer konstant reportager om, hvor farlig sex er: Sexlegetøj indeholder hormonforstyrrende stoffer der mistænkes for at skade mænds sædkvalitet, giver drengebørn misdannede kønsorganer og fremskynde pigers pubertet. Der er ikke plads til nuancer. Det nævnes ikke, at man købe sexlegetøj uden de skadelige phtalater.

Kønsforskere udtaler deres bekymring for pornoficeringen af samfundet. Den måde pornofilmenes klichéer er kommet til at indgå i almindelige menneskers liv og forestillinger på.

Og så er der den altoverskyggende bekymring for børn og unge: Frygten for de bliver udsat for overgreb eller tager skade af den måde de bliver påvirket af trykte eller elektroniske medier – blade i øjenhøjde med nøgne kvinder. Eller homosex scener på film, hvor aldersgrænsen er sat for lavt. Som i tilfældet med den nye Klovn; The Movie.

Bekymrede feminister advarer imod at pornoficeringen medfører at kvinder bliver gjort til objekter og ligestillingen dermed trues. Og peger endvidere på, hvor udsatte svage kvinder er i samfundet. Kvinder udnyttes og misbruges seksuelt.

I pigeværelserne – er lyserødt og prinsessekjoler ikke længere enerådende –  bratz-dukker – eller luder-dukker, som feminister ynder at kalde dem – anskaffes af uansvarlige mødre. Hvilket skader kønsrollemønstret, fordi pigerne påvirkes af dukkernes luder/madonna stereotyper.

Ansvarlige politikere toner frem i medierne og fortæller om alle de farer der truer efter selv at være briefet af eksperter: Læger, psykologer, kønsforskere og terapeuter, der konstant er bekymrede for befolkningens sundhed.

Tæppebombardementet af advarsler får ikke danskerne til at fravælge sex – hvis man skal tro afstemninger på Ekstra Bladet, hvor flertallet af både kvinder og mænd i 2010 tværtimod ønskede mere sex i 2011.

Mediernes behandling af sex og seksualitet kommer derved til at minde om kostrådene: Alle kender dem, men ingen følger dem. Det resulterer i fedmeepidemi på det ene område, og en sær blanding af ligegyldighed og hysteri på det andet.

Alle eksperter er selvfølgelig velmenende og og erklærer, at de trods bekymring har en positiv indstilling til sex og seksualitet. Og anbefaler sensualitet og et sundt sexliv.

For nogle år siden var det sådan, at hvis mænd sad og ledte på nettet efter billeder af frække piger tonede der med jævne mellemrum skilte op på skærmen, der advarede imod børneporno og opfordrede til at foretage politianmeldelse. Skiltene havde en hilsen med fra Red Barnet. Der opfordrede til et folkeligt engagement i sagen.

Og eksperter fra Børns Vilkår tonede næsten hver uge frem på tv-skærmen og advarede ligeledes imod børneporno, børnesex, incest og alle tænkelige kriminelle fænomener, der kan true børn.

Når kriminalstatistikker bagefter gennemgås og det konstateres, hvor utrolig få af den type sager der fører til domfældelse kan det undre, at hele nationen skulle indrages under spejdermottoet: Vær beredt!

Og at alle tænkelige lovlige og harmløse fænomener undervejs blev mistænkeliggjort. Og danskernes liv forpestet af hysteri.

Eksperterne som er læger, psykiatere, psykologer, biokemikere og terapeuter har det til fælles at de har en naturvidenskabelig baggrund – eller henholder sig til naturvidenskabelige argumentationer. Deres bekymring gælder altid den mandlige seksualitet. For mærkeligt nok findes der ikke en lægevidenskabelig teori der gælder for kvinder.

Når en forsker f.eks. forklarer hvordan homoseksualitet er betinget af rækkefølgen i søskendeflokken viser det sig, at teorien kun omfatter drenge. Ikke piger. Man kan være Født til at være bøsse men mærkeligt nok ikke til at være lesbisk?

Der hersker fuldstændig asymmetri når det gælder mænds og kvinders seksualitet – sidstnævnte er i realiteten fraværende.

Den klassiske lægevidenskabelige opfattelse stammer fra en tid, hvor mænd styrede samfundet og var hævet over kvinder. Efter kvinderne fik stemmeret og senere – i løbet af 1960’erne kom ud på arbejdsmarkedet – måtte lægevidenskaben revidere sit syn på de “umælende” kvinder. Centrale antagelser i psykoanalysen om det kvindelige hysteri måtte forkastes – og til sidst blev psykoanalysen selv forkastet. Synet på den mandlige seksualitet forblev derimod urokket. Ingen vover idag at nævne psykoanalysens syn på kvinder. Men mænds homoseksualitet eller manglende maskulinitet kan sagtens forklares ved hjælp at påstande om femininisering af folkeskolen. Hvor det underforstås at kvinder i institutioner forkvakler drengenes kønsopfattelse.

Enhver lægevidenskabelig vurdering af sex og seksualitet er – for de der holder fast i det klassiske paradigme – en risikovurdering. Lægevidenskaben tager udgangspunkt i opfattelsen af manden som aktiv og penetrerende i seksuelle forhold. Aktiv og passiv har intet med roller at gøre. Den der har et lem er aktiv. Uanset at kvinder ikke altid ligger slapt på ryggen i sengen, er de i lægevidenskabelig forstand passive, fordi de bliver penetreret.

Mænd har en seksualitet der kan beskrives – og måles med forskellige metoder – i modsætning til kvinder. Der er ekskluderet fra lægevidenskabens betragtning.

Tesen om asymmetri mellem mænd og kvinderer falder fuldstændig  i tråd med grundlæggende opfattelser i feministisk teori. Og stemmer overens med feminismens betragtning af kvinder som ofre. Lægevidenskaben resultater – om mænd – accepteres og hyldes derfor af de fleste feminister. Kvinder er potentielle ofre for mænd hedder det. Den moderne feminisme har glemt, at lægevidenskabs tese oprindelig indgik som argument for, at holde kvinder ude fra politisk indflydelse. Og reducerede dem til moderrollen. Nu bruges lægevidenskabens definitioner i magtspillet mellem kønnene og som instrument af feminismen.

Ingen feminist med respekt for sig selv vil acceptere at piger leger med bratz dukker eller at kvinder dyrker stripfitness. Eller drømmer om at se udbredelse af pornografiske klichéer som udtryk for kvinders egne valg eller frigørelse. Det er kvindeundertrykkelse

Valgfrihed og selvstændighed opfattes stadig ikke som feminine egenskaber. Indtil videre er det kun prosexfeminister der fremfører det synspunkt.

Den måde medierne selv præsenterer emnerne sex og seksualitet på er som tidligere nævnt præget af bekymring. En – mandlig –  kønsforsker har gjort opmærksom på, at autoriteten som forsker inden for det seksualpolitiske området er ligefrem proportional med, hvor bekymret man er. Det vil sige at det i reglen kun er de mest skingre røster, der trænger igennem i den offentlige debat.

Medierne præsenterer natuvidenskabens reduktionistiske forklaringer fuldstændig ukritisk. Når der f.eks. spørges om årsager til homoseksualitet dykkes der enten ned i den klassiske psykoanalyses forestillinger om moderbinding eller den moderne sexologis forklaring om, at det er rækkefølgen i søskendeflokken der er afgørende. Selv avancerede genetiske teorier og hjerneforskning bruger en apparatfejlsmodel og stiller spørgsmålet: Hvad gik galt, hvorfor blev barnet homoseksuelt?

I ingen af tilfældene strejfer det nogen, at homoseksualitet kunne indbefatte et aktivt valg af livsstil og identitet. At homoseksuelle i forskellige samfund ikke er ens og homoseksuelle fænomener kan være udtryk for lyst eller smag.  At kvindelig og mandlig homoseksualitet ikke er to sider af samme sag tyder også på at det sociale spiller en større rolle end lægevidenskaben vil medgive. I Danmark har 1 ud af 25 mænd homosex, i USA er de tilsvarende tal 1 ud af 6. Det er tale om forskellig adfærd. For nyligt dokumenteret i en spørgeundersøgelse om sexliv i 10 lande.

I Danmark hvor homoseksualitet er afkriminaliseret og fjernet fra Sundhedsstyrelsens sygdomsliste kunne man ganske enkelt undlade at stille spørgsmålet hvorfor. De homoseksuelle behøver ikke stå til ansvar over for offentlige myndighed. De kan definere deres homoseksualitet som de vil. Alligevel bliver der investeret i hjerneforskning, der skal påvise fysisk forskel på homoseksuelle og heteroseksuelle. Og spørgsmålet dukker hyppigt op i medierne.

Naturvidenskaben har gennem de sidste hundrede år produceret utallige reduktionistiske  forklaringer, der alle har det til fælles, at de hverken er entydige eller overbevisende. Inden for psykoanalysen, sexologien, genetikken og hjerneforskningen.

Når man skal forklare hvorfor bekymringen trives så godt kan man pege på flere faktorer.

For det første kan man henvise til lægevidenskabens konservatisme. Når en forklaringstype bliver forkastet bliver den blot afløst af nye tilsvarende typer forklaring. Når homoseksualitet fjernes fra sygdomslisten, placeres ledsagefænomenerne – perversionerne eller parafilierne, som de hedder i lægesproget – derefter på den ledige plads. Konklusionerne bliver dermed de samme.

For det andet har feminister accepteret lægevidenskabens mekaniske og reduktionistiske forklaring af forholdet mellem kønnene. Feminismen har gået sin sejrsgang blandt begge køn og tesen om, at sex er farligt  og skadeligt er blevet ophøjet til videnskabelig sandhed.

Det eneste fænomen der med rette kan betegnes som dødbringende og truende i forhold til sexlivet – nemlig hiv-smitte, hepatitis og andre seksuelt overførte sygdomme – som gør agtpågivenhed til absolut nødvendighed især for risikogrupperne – har efter 1990’ernes hysteri fået en bemærkelsesværdig seriøs og sober behandling.  Stop Aids har aldrig kørt skræmmekampagner.

I modsætning til alle de fænomener der ikke truer hele befolkningsgrupper – og kun under ganske særlige omstændigheder enkelte, udsatte  individer. Og hvor sager enten er sjældne og eventuelle skadevirkninger af langt mere begrænset omfang.

Alle de emner der optager mest plads i medierne.

Her består det skadelige i selve problematiseringen: I stigmatiseringen af homoseksualitet eller transseksualitet. I den bedrevidende og moraliserende fordømmelse af pornoficering, seksualisering eller forsøg på stigmatisering af prostituerede og andre der vælger en speciel livsstil.

Fordomme tilskrives altid de unge, de dårligt uddannede eller mindrebemidlede i samfundet. Fordommenes massive gennemslagskraft i samfundet skyldes rent faktisk, at det er kultureliten og de veluddannede der udmønter dem.

Peer Dahlin Røpke Aagaard: Copenhagen HIV Programme

Jeg kunne ikke undgå at bemærke en udokumenteret påstand cirkulerer på nettet i bestemte fora og fremføres igen og igen af de samme mennesker:

At medicinalindustrien og forskerne bevidst undertrykker arbejdet med at finde en kur mod hiv, fordi de tjener mere på stoffer til behandling af sygdommen end på at finde en kur.

Min arbejdsplads – Copenhagen HIV Programme – modtog i september 2010 den prestigefyldte pris for Global Excellence for det arbejde indenfor hiv-forskning, som vi præsterer.

Vi samarbejder med flere hundrede hospitaler og universiteter over hele kloden. Sammen har vi hundredtusinder af hivpatienter under overvågning.

Fra Nordsverige til Sydafrika. Fra Argentina over USA og Europa, gennem de mest uvejsomme egne af Østeuropa til Australien. Antallet af patienter vi følger og de dataprogrammer vi benytter gør, at vi med større autoritet end nogen anden forskningsenhed kan udtale os om virkning og bivirkninger af hiv-medicin og om hiv-patienters generelle sundhedstilstand.

Det faktum benytter både EU, mange medicinalfirmaer og den amerikanske regering – verdens største sponsor indenfor hiv-forskning – sig af.

Jeg har haft den ære at møde et stort antal af klodens fremmeste hiv-forskere, og jeg har fulgt arbejdet med udvikling og evaluering af nye hiv-medicin-typer på nærmeste hold. Jeg har gang på gang set endnu en ny pille blive skrottet, fordi det viste sig, at den ikke levede op til forventningerne trods investeringer på hundreder af millioner af dollars.

Jeg har set læger, sygeplejersker, laboranter og hiv-aktivister arbejde side om side med det fælles mål at komme hiv-gåden bare et lille skridt nærmere.

Og jeg har deltaget i møder med UNAIDS og EU’s hiv-forskningsansvarlige og med EU-parlamentarikere, som på hver deres måde gør et stort stykke arbejde i kampen mod hiv.
Jeg ser, at folk som Bill Gates og Elton John uselvisk bidrager til kampen imod hiv og aids med millioner og atter millioner af dollars.

Jeg har set hiv-smittede venner dø og andre – senere – som mirakuløst kom sig, da de begyndte i behandling. Og jeg kender mænd og kvinder som trods svær hiv-sygdom har leveret tusinder af gratis arbejdstimer i kampen mod det forbandede virus.

Jeg er i al beskedenhed også selv en lillebitte brik i den sammenhæng.

Men jeg har aldrig oplevet en eneste blandt de mange tusinde aktører i kampen mod hiv som bare antydningsvis lod forstå, at han eller hun tilbageholdt den information, som ville udløse en Nobelpris og redde millioner af menneskers liv.

Der er nok konspirationsteorier om hiv. En anden går på, at virusen er sat i omløb af medicinalindustrien, selv om det forlængst er påvist, at den stammer fra Afrika og kunne påvises i aber helt tilbage til første halvdel af det forrige århundrede.

En tredje konspirationsteori med særdeles mange tilhængere handler om, at det slet ikke er hiv, som fører til aids. At hiv blot er et uskadelig virus som ikke kræver nogen behandling og at aids er en helt anden sygdom. Endnu en “teori”, som gang på gang og punkt for punkt er blevet tilbagevist.

Igen i år kommer Danmark til at se over 300 nye hiv-smittede. På verdensplan bliver tallet ca. 3 millioner nye medlemmer af den alt for store klub i 2010.

Vi er nu knapt 35 millioner kloden over som lever med hiv. Hver og en af os fortjener at blive taget alvorligt, ligesom de mange som har viet deres liv til kampen mod hiv fortjener det.

Derimod er der ikke brug for hjemmestrikkede konspirationsteorier som med rund hånd strøs ud over intetanende unge mennesker.

Hvad er det for et budskab at sende? Hvordan vil den slags ikke blive opfattet af de mange nysmittede hiv-fyre som forsigtigt træder deres første skridt i forsøget på at finde vejen frem gennem et nyt liv med en kronisk og alvorlig sygdom?

Hvoraf kommer denne trang til at at lukke udokumenteret påstande ud?

Hvilken livsbitterhed fremkalder den perverse tanke, at der findes et verdensomspændende netværk at læger, forenet i det mål at forhindre syge i at blive raske?

Hiv æder kroppe og sjæle op. At omgås den sygdom er en daglig kamp for enhver som har den inde på livet: Patienter, plejere, forskere, pårørende og dem som er i risiko for at blive smittet.

VORES fælles kamp fortjener ikke at blive modarbejdet indefra af mennesker som burde vide bedre.

I al den tid jeg har vidst AIDS findes – og det er et par årtier efterhånden –  har jeg hørt forskellige konspirationsteorier der benægter fakta. Enten påstår de at virusen ikke findes, eller at den blevet spredt med vilje og ingen gør noget for at bekæmpe problemet.

Disse løgnehistorier bliver ikke sandere af at blive gentaget igen og igen. Men det bliver de desværre. Derfor har jeg ladet en ekspert komme til orde på min blog og fortælle om sit arbejde og sin arbejdsplads Copenhagen HIV Programme. For at mane alle myter i jorden.

Heldigvis findes der seriøse, intelligente og modige mennesker der både professionelt og frivilligt yder en stor indsats for at bekæmpe hiv-smittens udbredelse. Peer Dahlin Røpke Aagaard er et af disse mennesker. Han skal have tusind tak for den indsats han gør. Og tak for at jeg må bringe ovenstående indlæg på min blog.

Ole Hansen

StopAids: Chekpoint

STOP AIDS er, som der står i beskrivelsen: “Bøssernes hiv-organisation: information og fakta om hiv og sikker sex, med fokus på mænd, der har sex med mænd.”

Dvs. vi er rigtig, rigtig mange brugere. Håber jeg da. Sådan nogle der engang imellem tjekker deres opdateringer, følger med i hvilken kampagne de kører, får stukket nogle kondomer i hånden ude i bylivet eller bare tænker over de råd man får fra Stop Aids.

En ting er sikkert: Hvis man er i tvivl om noget, skal man besøge siden. Eventuelt få en personlig kontakt. Eller få et sundhedstjek.

En ting man aldrig skal gøre: Begynde at udvikle egne hjemmestrikkede teorier om, hvad alle de andre BURDE gøre. Baseret på egne erfaringer – altså fuldstændig uvidenskabeligt – eller hensigtserklæringer om: Jeg kunne aldrig finde på, man bør ikke osv.

Stop Aids er der for, at vi undgår at gå rundt og sige ting til hinanden, som ingen af os alligevel ved tilstrækkeligt om.

Stop Aids har gennem årene formidlet såvel den lægelige ekspertise, som den sociale og psykologiske forståelse, der er en absolut forudsætning for at vi kan handle og tale i forhold til sygdom og forebyggelse. Ikke ud fra egne forudfattede meninger eller fordomme – men ud fra den viden, der findes på området.

Bemærk at den definition Stop Aids anvender fortæller, at de rådgiver både homoseksuelle mænd og alle de mænd i øvrigt, som har sex med andre mænd.

Hvis nogle har mere konkrete erfaringer med Stop Aids rådgivning, så synes jeg i skal skynde jer at fortælle om det her.

Anmeldelse af http://www.stopaids.dk/ på TrustPilot.dk