Guilty by association

Her har vi alle konspirationsteoriers grundlæggende tese: Forbryderne – de virkelige skurke – gemmer sig. De bliver aldrig fanget eller afsløret. Det er umuligt at ramme dem – selv for de der er ansvarlige og retfærdige. Og parate til tage loven i egen hånd.  Men de medskyldige, som dækker over eller samarbejder med de virkelig skyldige er det let nok at fastslå hvem er. Og de kan uden juraens og retsmaskineriet tunge maskineri stilles til ansvar.

Paragraffen –  postuleret, men alligevel gyldig – hedder guilty by association.

Selvom paragraffen ikke kan slås op i nogen lovbog anvendes den flittigt i det danske samfund. I en mere eller mindre paranoid stræben efter at ramme skurkene. Paranoia er som bekendt alle konspirationsteoriers kilde.

Paranoiaen kan vende blikket i to retninger: Op mod samfundets top. Det er forestillingen om de uærlige politikere, der fører befolkningen bag lyset. Eller dybt ned i mytologiske forestillinger om hemmelige broderskaber. Om tusinder der er medlemmer af hemmelige religiøse ordener, terrorister eller børnepornoringe på nettet.

Ingen fornuftige mennesker vil under normale omstændigheder tage Dan Brown’s historie om Da Vinci mysteriet for andet end underholdning. Og selvfølgelig heller ikke andre historier af tilsvarende type.

Alle der kender debatstilen på nettet ved at beviser på bordet ikke er noget krav i den sammenhæng. Da debattørerne er mere eller mindre anonyme er alle lige. De mest intelligente argumenter har ikke større vægt end de ringeste fejlslutninger. Derfor udvikler debat sig til sladder, og sladder bliver hurtigt til bagvaskelse.

Engang sagde de der oplyste om homoseksualitet, at der er omkring 5-10% homoseksuelle – dvs. 1-2 elever i hver klasse.

Sidst jeg så vendingen på nettet lød den: Overalt hvor der er 20-30 mennesker forsamlet er der 2-3 pædofile!

“Homo” bliver skiftet ud med “pædofil”. Det er den samme formel, men udsagnet er radikalt anderledes. Iagttagelsen stammer selvfølgelig fra et homoseksuelt site. Så kan enhver tænke sig til konklusionen.

Eller man kan i stedet se TV2 Østjylland. Det indslag fra d.7. januar, hvor nyhedsvært Søren Ø. Jensen stiller spørgsmålet til  redaktør Tine Kristensen fra Proud Magazine:

“Hvor går grænsen fra et kærligt portræt af sådan en ‘kvinde-mand’ til et decideret freakshow, særlinge med perverse lyster?”

I et program der angiveligt skulle være oplysende og bla. fortælle om de transseksuelles situation.

Efterfølgende blev nyhedschef Eva Kvist fra TV2 ifølge Politiken citeret for at sige:

Der findes jo inden for forskellige seksuelle minoriteter, herunder den homoseksuelle, nogen, som er helt ude på kanten af noget, hvad jeg tror, mange vil være enige om, er perverst, og hvor det også nærmer sig noget ulovligt”.

Redaktionschefen nægtede ikke alene at komme med en undskyldning, men fremførte også princippet om guilty by association: De der er forbundne med “freaks” eller “perverse mennesker” kommer til at stå til ansvar for deres handlinger!

Efterfølgende fastslog redaktionschefen, at synspunktet er, at der inden for alle grupper er mennesker med perverse lyster. Men udtalelserne faldt altså i forbindelse med omtalen af en minoritet. Og LGBT blev anvendt som skraldespand for fordomme.

Hvilket formand for LGBT Danmark Hans Christian Seidelin også slog fast i Politiken. Panbladet tilsluttede sig dette synspunkt.

Panbladet havde iøvrigt d.5 januar bragt en kommentar – fra undertegnede – om en anden sag. Der ligeledes henviste til guilty by association paragrafen.

Oprindelsen fortaber sig i det dunkle, men linket er en pædofilsag, hvor en 48-årig mand angivelig via det homoseksuelle girlfriend.dk – søstersitet til boyfriend.dk – fik kontakt med en 14 årig pige, der søgte en pigekæreste.

Ophavsmanden til rygterne om boyfriend.dk har formentlig haft kendskab til nævnte sag. Han valgte i slutningen af december at annoncere sit fravalg af boyfriend.dk på det konkurrerende homoseksuelle dating-site Albert.dk. Jeg beskrev det således i Panbladet:

“En debattør på et homoseksuelt datingsite påstod, at eftersom alle under 18 år i legal forstand er børn er al sex med unge under 18 år børnesex! Når de unge dater hinanden på boyfriend.dk – eller måske voksne – er der enten tale om børnesex eller pædofili. Jeg anbefalede vedkommende at melde boyfriend.dk til politiet. For at få afgjort om der er substans i påstanden. Men gjorde de øvrige debattører opmærksom på, at når han ikke allerede havde gjort det måtte det skyldes, at vedkommende er klar over at det ikke holder i retten. Men pædofilibeskyldningerne finder altså sted både inden for miljøet og imod det.”

Guilty by association blev i dette tilfælde praktiseret ved at antyde et link til en verserende pædofil-sag. Og dette link blev anvendt som påskud til at stemple alle brugere af  homositet som pædofile.

Da Albert.dk endnu den 5. januar ikke havde fjernet udtalelserne fra sitet valgte jeg at offentliggøre ovenstående referat. Efterfølgende er størsteparten af debatten – inklusiv de belastende udtalelser – blevet fjernet fra debatforum på Albert.dk.

Forhåbentligvis skulle det ikke være nødvendigt at nævne at guilty by association ikke er et juridisk gyldigt begreb. Tværtimod. De der påberåber sig det har sjældent selv rent mel i posen.

Det danske samfund er ved at udvikle en paranoid tankegang. Hvor nogle ser samfundsfjender over alt. Rygter og bagvaskelse er hvad det er, men når beskyldningerne flyder over alle bredder er det et tegn på at noget er galt. Bevis – ikke for det rygtesmedene og bagvaskerne siger – men for at de er paranoide.

Note:

Andreas Frøsting har over for mig oplyst, at han ikke var bekendt med de oplysninger, der fremgår af Berlingerens omtale af pædofil-sagen. Sitet har ingen oplysninger fra politiet om, at noget relateret til nævnte sag skulle være foregået på girlfriend.dk.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Albert.dk.

Tættere på himlen?

I 1960’erne  og 1970’erne skulle seksualiteten sættes fri. Der blev både eksperimenteret og diskuteret. Forskningen i emnet hed seksualforskning. Samfundsvidenskaberne overtog området efter lægevidenskaben og dens biologiske forklaringer havde domineret.

I 1980’erne satte en modreaktion ind. Mænd skulle igen være rigtige mænd efter femisternes kritik af den traditionelle manderolle. Den bløde mand blev eftertrykkeligt passé. Efter 70’ernes genopdragelse af mændene på femistiske præmisser skulle mændene genopdrages endnu engang. For at blive sig selv. Pædagogiken er kommet til at handle om den maskuline oprustning: Drenge skal have lov at være vilde, kønnene bliver skilt ad for at piger og drenges udviklingsmuligheder kan sikres osv.

Kønnet er blevet det nye fixpunkt for opmærksomheden. Og forskningen hedder kønsforskning.

Det ligger lige for at spørge: Er seksualiteten så blevet frisat? Og fulgte frisættelsen af femininitet og maskulinitet efter?

Hvis man skal forholde sig  til om seksualiteten er blevet frisat må man først definere parametrene. Hvordan måler man det. En mulighed er at se på overfladen, hvilke erotiske billeder der vises af mænd og kvinder i videoer og i magasiner. Og holde, hvad der foregår under lagnerne uden for diskussion.

Afklædthed eller nøgenhed er her et nøgleord. Fænomenet har længe præget den udenlandske musikbranche. Britney Speers og Lady Gaga viser sig i både sparsomme og overraskende kreationer. Det tyske band Rammstein lavede en musikvideo, hvor de ikke blot var nøgne, men hvor sex indgik.

Den danske musikbranche er fulgt med og Burhan G optræder afklædt på videoen Tættere på himlen. Og assisteres af Nik og Jay. Og Burhan spiller op imod pigen, der ligeledes er afklædt. Alle fotograferes fra bæltestedet og op, så egentlig ser man dem ikke nøgne.

Er dette mediebillede så udtryk for en frisindet og liberal attitude til krop og nøgenhed? Og hvad med sex?

Kønnet er som sagt blevet det nye fixpunkt for identitet og selvforståelse for moderne mennesker. Afklædningen af mennesker i det offentlige rum kan derfor egentlig lige så godt ses som udtryk for attituden: Kønnet skal slås fast. Men frigørelse af seksualitet og sexliv følger ikke logisk efter.

Den historiske periode nutiden ligner mest, når man analyserer køn og sex, er den victorianske. Med knivskarp opdeling af kønnene. Et af de helligste principper i den victorianske periode – opdelingen af eleverne efter køn, har som før nævnt også været fremme igen.

Mænd skal idag ikke blot være mænd, men “rigtige” mænd. I ungdomskulturens simple sprog hedder det: Fyr=pik.  Altså: Fyr-har-pik. Mænd tænker ikke blot, at de har et køn og en biologi, de er i denne forståelse ren biologi.  Selvom det er almen viden at køn også er noget socialt og kulturelt defineret, er det blevet sværere at forklare. De fleste ved godt kønsroller ændrer sig lige så meget som musiksmag. Men den generelle samfundsmæssige ligestilling af mænd og kvinder har efterladt det biologiske køn som eneste markør.

En sær konsekvens af stive kønsopfattelser er, at der bliver plads til et “tredie køn”: De transseksuelle. Mænd der føler sig som kvinder, og ikke er særlig glade for pikken falder helt uden for definitionen af, hvad det er at være “en rigtig mand”. Maskuliniseringen af mændene har således indirekte fremmet den transseksuelle sag.

Historisk set startede dannelsen af den homoseksuelle identitet med dannelsen af et nyt tredie køn. De første tyske homoseksuelle i 1860’erne kaldte sig selv for kontrær seksuelle eller urninge. Ordet urning blev uddraget af navnet på den græske gud Uranos, som poetisk i Platons symposion er ophav til eros mellem mænd. Det “kontrære” henviser til det omvendte i kønsdriften: At kvindelig drift – kærlighed til mænd – er fanget i en mands krop. Kærlighed eller seksuel tiltrækning til mænd blev altså defineret som noget feminint.

Først senere blev ordet homoseksuel dannet og kom fra 1880’erne i brug som den anerkendte betegnelse for fænomenet. Og efterhånden skiftede de homoseksuelle køn “tilbage” til at være mænd, der elsker mænd. Og så kunne stafetten sendes videre.

Det forkommer kuriøst: Hvordan kan mænd, der elsker mænd undgå at opfatte sig selv og blive opfattet som mænd? Men forklaringen er simpel: Hvis sex med kvinder konstituerer maskulinitet vil de mænd, der ikke tænder på kvinder blive udgrænset. Og få etiketten: Ikke rigtige mænd.

Her er forskellen mellem nutidens kønsdefinitioner og tankegangen i sidste halvdel af 1800-tallet måske slet ikke så stor?

Kønsroller ændrer sig –  det er der enighed om –  men kønsdefinitionerne hævdes, at være noget statisk, biologisk bestemt.

Hvis køn er fixpunkt for identitet leder afklædhed ikke nødvendigvis i retning af noget erotisk. Derfor er det logisk at skære billedet, og ikke gå under bæltestedet i en musikvideo. Og spil med kønsidentiteten, som hos Lady Gaga, kan sagtens ledsages af løfter om cølibat. Det er køn der besejrer seksualitet.

Ligesom det victorianske samfund, med dets strikse disciplinering af  køn og seksualmoral, kunne acceptere en industri af erotiske postkort kan nutidens samfund sagtens tillade det – der godt nok lidt nedladende – kaldes pornoficering af det offentlige rum.

Stive kønsdefinitioner harmonerer med strømme af livløs og mekanisk sex, der formidles via nettet.

Mere eller mindre afklædthed eller nøgenhed fører ikke til sex eller frisættelse af seksualitet. Minoriteter får det sværere. Visse steder i samfundet er der et veritabelt had imod transseksuelle, fordi de ikke indgår i forestillingerne om “rigtige” mænd, og heller ikke er “rigtige” kvinder. Homoseksuelle mænd og lesbiske bliver også i stigende grad opfattet som ikke værende deres køn. Og udsættes for hatecrimes.

Kritikken på nettet af realityprogrammer som Dagens Mand satte kønnet og ikke seksualiteten i forgrunden. De homoseksuelle mænds frustration gik på ikke at kunne være deres køn. Da deltagerne efter manges mening var for feminine. Men det er nok ikke tv-programmer – eller for den sags skyld musikvideoer – der definerer fremherskende opfattelser af krop, køn og seksualitet.

Svaret på det ovenfor stillede spørgsmål om forholdet mellem køn og seksualitet er derfor, at frisættelse af det ene ikke følger af det andet. Mænd eller kvinder bliver ikke “sig selv” af at kønnene opruster over for hinanden og viser attributter frem. Efter kvinderne har fået silicone implantater vises busten frem på alle kvindelige musikeres videoer. Og mændene svarer igen ved at spille med musklerne – helt bogstaveligt. Og smide de briefs eller boxershorts, der før dækkede ende og kønsdele, og gjorde billederne maskuline ved, at underspille det biologiske køn.

Ingen af delene seksualiserer det offentlige rum. For det er køn uden lyst. Lysten er stadig tabuiseret. Selv – eller måske især – den heteroseksuelle?

I kønnenes kamp er det jo en ulempe at være draget af det modsatte køn. Eller af sex i det hele taget. Og endelig kan man jo spørge, hvor frisat seksualiteten blev efter 1960’ernes og 70’ernes bestræbelser. Men det er et stort emne.