Det farlige sexliv

Først nogle spørgsmål:

– Hvor mange hormonforstyrrende stoffer er der i sexlegetøj?

– Er det misbrug når danskere tager på sexrejser og køber sig til sex?

– Hvor mange børn udsættes for seksuelle overgreb?

– Hvor mange voldtægtsmænd slipper for straf?

– Hvad er årsagen til homoseksualitet?

– Hvorfor er samfundet blevet pornoficeret?

– Bør prostitution forbydes?

– Er der en stigning i antallet af unge der er homofobe ?

– Er pornografi skadeligt?

– Er dyresex perverst?

Ovenstående spørgsmål besvares næsten dagligt i medierne: Sex er farligt! Sex er skadeligt! Sex skal man for enhver pris undgå!

Mediernes vinkel er altid hvor farligt sex er, ikke om sex er farligt. Heller ikke om sex i nogle situationer og bestemte sammenhænge er godt og sundt.

Både trykte og elektroniske medier bringer konstant reportager om, hvor farlig sex er: Sexlegetøj indeholder hormonforstyrrende stoffer der mistænkes for at skade mænds sædkvalitet, giver drengebørn misdannede kønsorganer og fremskynde pigers pubertet. Der er ikke plads til nuancer. Det nævnes ikke, at man købe sexlegetøj uden de skadelige phtalater.

Kønsforskere udtaler deres bekymring for pornoficeringen af samfundet. Den måde pornofilmenes klichéer er kommet til at indgå i almindelige menneskers liv og forestillinger på.

Og så er der den altoverskyggende bekymring for børn og unge: Frygten for de bliver udsat for overgreb eller tager skade af den måde de bliver påvirket af trykte eller elektroniske medier – blade i øjenhøjde med nøgne kvinder. Eller homosex scener på film, hvor aldersgrænsen er sat for lavt. Som i tilfældet med den nye Klovn; The Movie.

Bekymrede feminister advarer imod at pornoficeringen medfører at kvinder bliver gjort til objekter og ligestillingen dermed trues. Og peger endvidere på, hvor udsatte svage kvinder er i samfundet. Kvinder udnyttes og misbruges seksuelt.

I pigeværelserne – er lyserødt og prinsessekjoler ikke længere enerådende –  bratz-dukker – eller luder-dukker, som feminister ynder at kalde dem – anskaffes af uansvarlige mødre. Hvilket skader kønsrollemønstret, fordi pigerne påvirkes af dukkernes luder/madonna stereotyper.

Ansvarlige politikere toner frem i medierne og fortæller om alle de farer der truer efter selv at være briefet af eksperter: Læger, psykologer, kønsforskere og terapeuter, der konstant er bekymrede for befolkningens sundhed.

Tæppebombardementet af advarsler får ikke danskerne til at fravælge sex – hvis man skal tro afstemninger på Ekstra Bladet, hvor flertallet af både kvinder og mænd i 2010 tværtimod ønskede mere sex i 2011.

Mediernes behandling af sex og seksualitet kommer derved til at minde om kostrådene: Alle kender dem, men ingen følger dem. Det resulterer i fedmeepidemi på det ene område, og en sær blanding af ligegyldighed og hysteri på det andet.

Alle eksperter er selvfølgelig velmenende og og erklærer, at de trods bekymring har en positiv indstilling til sex og seksualitet. Og anbefaler sensualitet og et sundt sexliv.

For nogle år siden var det sådan, at hvis mænd sad og ledte på nettet efter billeder af frække piger tonede der med jævne mellemrum skilte op på skærmen, der advarede imod børneporno og opfordrede til at foretage politianmeldelse. Skiltene havde en hilsen med fra Red Barnet. Der opfordrede til et folkeligt engagement i sagen.

Og eksperter fra Børns Vilkår tonede næsten hver uge frem på tv-skærmen og advarede ligeledes imod børneporno, børnesex, incest og alle tænkelige kriminelle fænomener, der kan true børn.

Når kriminalstatistikker bagefter gennemgås og det konstateres, hvor utrolig få af den type sager der fører til domfældelse kan det undre, at hele nationen skulle indrages under spejdermottoet: Vær beredt!

Og at alle tænkelige lovlige og harmløse fænomener undervejs blev mistænkeliggjort. Og danskernes liv forpestet af hysteri.

Eksperterne som er læger, psykiatere, psykologer, biokemikere og terapeuter har det til fælles at de har en naturvidenskabelig baggrund – eller henholder sig til naturvidenskabelige argumentationer. Deres bekymring gælder altid den mandlige seksualitet. For mærkeligt nok findes der ikke en lægevidenskabelig teori der gælder for kvinder.

Når en forsker f.eks. forklarer hvordan homoseksualitet er betinget af rækkefølgen i søskendeflokken viser det sig, at teorien kun omfatter drenge. Ikke piger. Man kan være Født til at være bøsse men mærkeligt nok ikke til at være lesbisk?

Der hersker fuldstændig asymmetri når det gælder mænds og kvinders seksualitet – sidstnævnte er i realiteten fraværende.

Den klassiske lægevidenskabelige opfattelse stammer fra en tid, hvor mænd styrede samfundet og var hævet over kvinder. Efter kvinderne fik stemmeret og senere – i løbet af 1960’erne kom ud på arbejdsmarkedet – måtte lægevidenskaben revidere sit syn på de “umælende” kvinder. Centrale antagelser i psykoanalysen om det kvindelige hysteri måtte forkastes – og til sidst blev psykoanalysen selv forkastet. Synet på den mandlige seksualitet forblev derimod urokket. Ingen vover idag at nævne psykoanalysens syn på kvinder. Men mænds homoseksualitet eller manglende maskulinitet kan sagtens forklares ved hjælp at påstande om femininisering af folkeskolen. Hvor det underforstås at kvinder i institutioner forkvakler drengenes kønsopfattelse.

Enhver lægevidenskabelig vurdering af sex og seksualitet er – for de der holder fast i det klassiske paradigme – en risikovurdering. Lægevidenskaben tager udgangspunkt i opfattelsen af manden som aktiv og penetrerende i seksuelle forhold. Aktiv og passiv har intet med roller at gøre. Den der har et lem er aktiv. Uanset at kvinder ikke altid ligger slapt på ryggen i sengen, er de i lægevidenskabelig forstand passive, fordi de bliver penetreret.

Mænd har en seksualitet der kan beskrives – og måles med forskellige metoder – i modsætning til kvinder. Der er ekskluderet fra lægevidenskabens betragtning.

Tesen om asymmetri mellem mænd og kvinderer falder fuldstændig  i tråd med grundlæggende opfattelser i feministisk teori. Og stemmer overens med feminismens betragtning af kvinder som ofre. Lægevidenskaben resultater – om mænd – accepteres og hyldes derfor af de fleste feminister. Kvinder er potentielle ofre for mænd hedder det. Den moderne feminisme har glemt, at lægevidenskabs tese oprindelig indgik som argument for, at holde kvinder ude fra politisk indflydelse. Og reducerede dem til moderrollen. Nu bruges lægevidenskabens definitioner i magtspillet mellem kønnene og som instrument af feminismen.

Ingen feminist med respekt for sig selv vil acceptere at piger leger med bratz dukker eller at kvinder dyrker stripfitness. Eller drømmer om at se udbredelse af pornografiske klichéer som udtryk for kvinders egne valg eller frigørelse. Det er kvindeundertrykkelse

Valgfrihed og selvstændighed opfattes stadig ikke som feminine egenskaber. Indtil videre er det kun prosexfeminister der fremfører det synspunkt.

Den måde medierne selv præsenterer emnerne sex og seksualitet på er som tidligere nævnt præget af bekymring. En – mandlig –  kønsforsker har gjort opmærksom på, at autoriteten som forsker inden for det seksualpolitiske området er ligefrem proportional med, hvor bekymret man er. Det vil sige at det i reglen kun er de mest skingre røster, der trænger igennem i den offentlige debat.

Medierne præsenterer natuvidenskabens reduktionistiske forklaringer fuldstændig ukritisk. Når der f.eks. spørges om årsager til homoseksualitet dykkes der enten ned i den klassiske psykoanalyses forestillinger om moderbinding eller den moderne sexologis forklaring om, at det er rækkefølgen i søskendeflokken der er afgørende. Selv avancerede genetiske teorier og hjerneforskning bruger en apparatfejlsmodel og stiller spørgsmålet: Hvad gik galt, hvorfor blev barnet homoseksuelt?

I ingen af tilfældene strejfer det nogen, at homoseksualitet kunne indbefatte et aktivt valg af livsstil og identitet. At homoseksuelle i forskellige samfund ikke er ens og homoseksuelle fænomener kan være udtryk for lyst eller smag.  At kvindelig og mandlig homoseksualitet ikke er to sider af samme sag tyder også på at det sociale spiller en større rolle end lægevidenskaben vil medgive. I Danmark har 1 ud af 25 mænd homosex, i USA er de tilsvarende tal 1 ud af 6. Det er tale om forskellig adfærd. For nyligt dokumenteret i en spørgeundersøgelse om sexliv i 10 lande.

I Danmark hvor homoseksualitet er afkriminaliseret og fjernet fra Sundhedsstyrelsens sygdomsliste kunne man ganske enkelt undlade at stille spørgsmålet hvorfor. De homoseksuelle behøver ikke stå til ansvar over for offentlige myndighed. De kan definere deres homoseksualitet som de vil. Alligevel bliver der investeret i hjerneforskning, der skal påvise fysisk forskel på homoseksuelle og heteroseksuelle. Og spørgsmålet dukker hyppigt op i medierne.

Naturvidenskaben har gennem de sidste hundrede år produceret utallige reduktionistiske  forklaringer, der alle har det til fælles, at de hverken er entydige eller overbevisende. Inden for psykoanalysen, sexologien, genetikken og hjerneforskningen.

Når man skal forklare hvorfor bekymringen trives så godt kan man pege på flere faktorer.

For det første kan man henvise til lægevidenskabens konservatisme. Når en forklaringstype bliver forkastet bliver den blot afløst af nye tilsvarende typer forklaring. Når homoseksualitet fjernes fra sygdomslisten, placeres ledsagefænomenerne – perversionerne eller parafilierne, som de hedder i lægesproget – derefter på den ledige plads. Konklusionerne bliver dermed de samme.

For det andet har feminister accepteret lægevidenskabens mekaniske og reduktionistiske forklaring af forholdet mellem kønnene. Feminismen har gået sin sejrsgang blandt begge køn og tesen om, at sex er farligt  og skadeligt er blevet ophøjet til videnskabelig sandhed.

Det eneste fænomen der med rette kan betegnes som dødbringende og truende i forhold til sexlivet – nemlig hiv-smitte, hepatitis og andre seksuelt overførte sygdomme – som gør agtpågivenhed til absolut nødvendighed især for risikogrupperne – har efter 1990’ernes hysteri fået en bemærkelsesværdig seriøs og sober behandling.  Stop Aids har aldrig kørt skræmmekampagner.

I modsætning til alle de fænomener der ikke truer hele befolkningsgrupper – og kun under ganske særlige omstændigheder enkelte, udsatte  individer. Og hvor sager enten er sjældne og eventuelle skadevirkninger af langt mere begrænset omfang.

Alle de emner der optager mest plads i medierne.

Her består det skadelige i selve problematiseringen: I stigmatiseringen af homoseksualitet eller transseksualitet. I den bedrevidende og moraliserende fordømmelse af pornoficering, seksualisering eller forsøg på stigmatisering af prostituerede og andre der vælger en speciel livsstil.

Fordomme tilskrives altid de unge, de dårligt uddannede eller mindrebemidlede i samfundet. Fordommenes massive gennemslagskraft i samfundet skyldes rent faktisk, at det er kultureliten og de veluddannede der udmønter dem.

Når heteromænd har homosex: Klovn; The Movie

Vibeke Manniche har rettet en skarp kritik imod filmen Klovn; The Movie. Og kaldt den pornografisk. Og skadelig for børn. Det havde hun næppe gjort, hvis der blot havde været et par heteroseksuelle sexscener i filmen.

I 1970’erne smed alle danske skuespillere tøjet, og agerede med i løsslupne komedier. Så Casper Christensen og Frank Hvam revolutionerer ikke dansk film.

Anders Haahr Rasmussen – blogger på Information – har fået instruktøren Mikkel Nørgaards version af hvad der sker i den scene i filmen, hvor Casper Christensen har sex med en mand. Rasmussen skriver på sin blog:

“Manden er gymnasielærer og meget vred på Casper, som har forsøgt at forgribe sig på hans elever. Casper beroliger gymnasielærerne gennem ’mandeflirt’ – en selvopfunden teknik, der består i at få andre mænd til at bløde op og makke ret gennem en kombination af rosende ord og venlige berøringer især på håndled og skulder.

De to ender senere på natten i et stående knald med gymnasielæreren som den aktive part. Og det var ikke tilfældigt fortæller instruktør Mikkel Nørgaard.

”I virkeligheden lavede vi scenen i to versioner. Vi lavede også en version, hvor Casper tager ham. Og det gjorde vi, fordi vi var i tvivl om, hvad for en situation, der ville være mest interessant for den overordnede historie.”

Når to mænd knalder, er rollefordelingen hverken tilfældig eller uskyldig. Det at knalde nogen er en magtdemonstration, det at blive knaldet er ydmygende. Velsagtens fordi der er noget nedværdigende forbundet med at indtage kvindens position. Så i Klovn blev det Casper, der tog imod, fortæller Mikkel Nørgaard:

”Casper har altid i vores univers været et seksuelt væsen. Han skal bare ha’. ”Fisse, det er mit drug. Jeg skal have det fisse, Frank”. Det er ligesom hans drive. Det seksuelle er hans drive. Hvis Casper så er ham, der tager den anden, så er han stadig den dominerende part, og stadig ham, der har styr på det. Og derfor kunne vi godt mærke, da vi optog scenen, at når Casper blev taget, så var det mere interessant, for så var han for første gang sat uden for kontrol. Nu var der nogen, der gjorde det ved ham, som han havde gjort ved andre.”

I filmen bliver Caspers forlystelser set af Frank. Efterfølgende tager Casper afstand fra det. Han påstår, at han blev voldtaget. Den køber Frank ikke. I et sjældent fordomsfrit øjeblik siger han, at så vidt han vurderede, elskede Casper bare med en anden mand. Virkelighedens Frank Hvam uddyber:

”Godt venskab mellem mænd er jo en kærlighedshistorie, hvor man lige har valgt at skære det seksuelle fra. Men man er fanderendeme tæt på en gang imellem. Hvis man er rigtig glad for en god kammerat, så er der ikke langt til et snav. Heller ikke for en mand, der erklærer sig selv som heteroseksuel. Og vi har da også snakket om, at i et 90 år langt liv, så er det da vanvittigt ikke at prøve det. Også selv om man ikke lige umiddelbart har det drive. Det er da åndssvagt at lukke den dør.”

Instruktøren bag filmen forklarer ovenfor, hvordan heteromænd har homosex. Hvor rollerne aktiv og passiv ikke er en leg eller et spil, men et spørgsmål om enten at være dominant eller submissiv.

Anders Haar Rasmussen henviser i sin beskrivelse til den latinamerikanske machismo, der ikke udelukker sex mellem mænd, men hvor rollefordelingen er afgørende. Kun den ene part i forholdet opfattes som homo: Den passive.

Når man som undertegnede er homoseksuel er sex et rollespil. Hvor man er enten aktiv eller passiv. På skift måske – men alligevel. Rollespillet er “naturligt”, der er jo ikke kønsforskel i forholdet. Alligevel er det aftalt, hvordan rollerne er fordelt og ikke naturgivet.

Distinktionen mellem mænd der har sex med mænd og homosex interesserer selvfølgelig ikke feministerne.

Deres budskab er ganske simpelt: Danske familiefædre skal ikke bryde sig om, at gøre det Casper Christensen gør!

De skal ikke tænke som Frank Hvam:

“i et 90 år langt liv, så er det da vanvittigt ikke at prøve det. Også selvom man ikke lige umiddelbart har det drive.”

Det er meget simpelt skruet sammen: Kontrol over ægtemænd via homofobi!

Vibeke Manniche har som bekendt protesteret over at Casper Christensens stive lem ses på filmplakaten. Det er skadeligt for børn, hævder Manniche.

Hvis en mand har erigeret lem på en plakat i det offentlige rum kunne børnene der hjemme også risikere at se far i situationer, hvor lemmet er erigeret?

Vibeke Manniche og forbudsfeministerne erklærer dermed krig mellem de to køn: Ægtemænd vil blive mistænkeliggjort. Og børnene er kvindernes instrument til dominans.

Homofobien er det middel de anvender til at dæmonisere den maskuline seksualitet.

Hvilket alt sammen ikke afholder danskerne fra at gå i biografen og se filmen. Der er den mest sete i 10 år.

Feminismens 10 bud

I den offentlige debat ligner feminisme noget der har overlevet sig selv. Kvinder i bedstemor alderen udstikker foreskrifter for, hvordan helt unge piger bør tænke, føle og agere. Det fremgik af en nylig debat om bratz-dukkerne i Politiken.

“Luderdukker ud af pigeværelset”, siger Vibeke Manniche.

Feministerne har aldrig fundet sig til rette med, at det danske samfund rummer mange kulturer og har gjort det til en af  deres mærkesager er at beskytte invandrerkvinder imod sig selv, deres familie, deres kultur og deres religion.

Feminismen har derfor også partifarve: Dansk Folkeparti er uden sammenligning det mest feministiske parti på tinge. Men feminismen rækker langt ind i Socialdemokratiet og dele af SF. Tilsammen udgør de den rødbrune alliance. Med tilslutning til 24 års reglen er selv Venstre og Konservative med på vognen.

Den rødbrune alliance: Vibeke Manniche og Liselott Blixt.

En af feminismens bastioner hedder Kvinder for Frihed. Sidstnævnte henviser til, at foreningen ved enhver lejlighed ytrer sig for censur og forbud. “Frihed” og “selvbestemmelse” er blevet til feministisk nysprog for, at kvinder der var unge i 70’erne og 80’erne dikterer den moderne kvinderolle og grænserne for, hvad kvinder kan tillade sig. Feminismen har intet nyt at byde på. Hvis man ser bort fra den – vist nok ret beskedne del af feministerne – der kalder sig prosexfeminister. Som tør gentænke hele projektet.

Prosexfeminister er kvinder der er “pro” sex. Resten af feministerne er imod. På trods af spage tilkendegivelser om, at kvinder ønsker “sensualitet” eller “ægte sex” viser det sig altid, at alt der er relateret til sex promte afvises som udslag af  “pornoindustriens profitjagt og den omsiggribende pornoficering af samfundet”.

Prosexfeministier ser ikke aktiv/passiv roller som naturgivne.

Uanset hvor længe man leder finder man aldrig lige dét sensuelle udtryk eller den form for sex, der er acceptabel i feministernes øjne. Det viste debatten om filmen Klovn.  Set med feministiske øjne er den ikke sjov. Den er tværtimod klam og pornografisk. Og bør censureres hårdede.  Aldersgrænsen er for lav udtalte Vibeke Manniche fra Kvinder for Frihed da også til Ekstra Bladet. Når en trailer er blevet fjernet fra You Tube ser Manniche det som “bevis” for at filmen er pornografisk. Ikke som bevis for det omsiggribende snerperi, og deraf følgende censur.

Kortslutningen i den feministiske argumentation opstår ved at sætte lighedstegn mellem fremvisning af en nøgen krop og pornoficering. Det er indlysende at i en tid hvor næsten hver eneste danske husstand er på Facebook  – og en række andre sociale tjenester –  flyder der en mængde billeder rundt på nettet med helt eller halvt nøgne mennesker.

Har man et pornografisk blik er enhver nøgen krop selvfølgelig et pornografisk objekt. Og alt hvad man ser er “dirty”.

Feminismen undsiger nøgenbilleder som mænds iscenesættelse af kvinder. Når kvinder optræder nøgne kan det ifølge feministerne beskrives, som mænds instumentalisering af kvindekroppen til egne formål. Hvor kvinder der er fremmede for sig selv gøres til objekter. Spiller roller – som luder eller madonna. Optræder iført fetich beklædning. Indgår i ritualiserede lege eller sammenhæng. Opfatter sig selv som stereotyperne luder eller madonna. Selvom kvinder føler sig splittede, tingsliggjorte og savner autenticitet. I fraværet af ægte intimitet og selvindsigt.

Ovenstående var en opremsning af feminismen 10 bud:

1. Forbud mod tingsliggørelse. Du må ikke behandle den andre som ting.

2. Forbud mod instrumentalisering. Du må ikke behandle andre som middel.

3. Forbud mod fetich. Ting må ikke tages ud af sammenhæng og tillægges ny betydning.

4. Forbud mod fremmedgørelse. Du skal altid være dig selv.

5. Forbud mod ritualisering. Ingen leg eller rollespil er tilladt.

6. Forbud mod stereotyper. Du skal være original.

7. Påbud om sammenhængskraft. Du skal være et helt menneske.

8. Påbud om autencitet. Du skal være i overensstemmelse med dig selv.

9. Der er påbud om intimitet. Du skal kunne indgå i følelsesmæssig nærhed med andre.

10. Der er påbud om selvindsigt. Du skal kunne gennemskue dine egne motiver.

De 10 bud er kernen i det jeg kalder forbudsfeminisme.

Ting der ved første øjekast “ser fornuftige ud” kan ved nærmere eftertanke vise sig at være nonsens.

Hvordan skal kvinder undgå stereotyper? Luder eller madonna. Vi er alle – på forskellige leder – stereotyper, uanset om vi opfatter det selv eller ej.

Feministerne – med Vibeke Manniche i spidsen – vil have bratz-dukkerne ud af pigeværelserne fordi de spiller på klicheer og stereotyper om kvinder.

Men leg med klicheer og stereotyper indgår naturligt i identitetsdannelse. Selvom resultatet – de voksne kvinder – forhåbentligvis ender med at være lidt mere nuanceret. Hvis bratz-dukkerne skal bannes fra pigeværelserne skal prinsesse-kjolerne så også brændes? Det vil ikke vække jubel. Men de er lige så meget kliché.

Vibeke Manniche har udtalt sig positiv om Barbie-dukkerne. De har ingen kønsdele.

Det gælder for samtlige 10 feministiske bud: Det lyder fornuftigt, men er ikke realiserbart.

Hvordan skal kvinder f.eks. være “sig selv”, når de bliver mødt med modstridende krav? Hvor de skal præstere at være mødre i en sammenhæng, og karrierekvinder i en anden. Og kan de så – hvis det lykkes – føle sig som “hele” mennesker?

Hvordan undgår man “rollespil”. Vi taler om kønsroller – om kvinderolle og manderolle. Hvorfor skulle kvinder ikke – helt frit kunne vælge at indgå i andre rollespil? Er seksualisering andet end den aktive påtagen sig at være sit køn? Og signalere affirmation: Ja jeg ligner en luder/madonna, ja jeg er en kvinde!

Hvis betragtningen vendes om er der så nogen mænd, der kommer i nærheden af de ophøjede principper?

Er mænd ikke lige så splittede mellem rollen far eller mand hjemme og jobbet?

Og fremmedgjorte over for kvinder, der forlanger de er submissive i kønsdebatten og dominante i sengen.

Når man som undertegnede er homoseksuel er hele kønslivet et rollespil. Hvor man er enten aktiv eller passiv. På skift måske – men alligevel. Rollespillet er “naturligt”, der er jo ikke kønsforskel i forholdet. Alligevel er det aftalt, hvordan rollerne er fordelt og ikke naturgivet.

Mænd bliver nødt til at argumentere imod forbudsfeminismens Dekalog af religiøse og moralske imperativer. Hverken kvinder eller mænd kan nå frem til et sæt religiøse sandheder om sig selv og sige “sådan er vi”. Vi er hele tiden “i forhold til noget”. Både biologiske og sociale væsener, der aldrig kan reduceres til formler.

Forbudsfeminismen er i bund og grund reaktionær. Den forsøger at omgøre udviklingen i samfundet, og vende tilbage til tidligere tiders opfattelser af  køn og seksualitet. F.eks. forestillingen om at kvinder ingen seksualitet har. Forbudsfeministerne ønsker at vende tilbage til en tid, hvor alt var “sundt” og “naturligt”. Altså lige bortset fra at kvinderne var stærkt underrepræsenteret i politik og erhvervsliv, og således blev holdt uden for samfundets beslutningsprocesser.

Til forbudsfeminismens sexfjendskhed er der blot at sige: Sex er kommet for at blive!

Sex overlever nok feminismen

Vibeke Manniche er på banen igen. Denne gang med et interview i Politiken i anledning af udgivelsen af feministen Natascha Walters bog Levende dukker. Med et forord af Vibeke Manniche.

Politiken bringer også et interview med den britiske forfatter Natascha Walther under overskriften Sex har besejret feminismen. Sex er altså fjenden i feministernes øjne. Selvom det vil være rigtigere at sige, at sex nok overlever feminismen.

Det mest bemærkelsesværdige ved Vibeke Manniche udtalelser er det bodegasprog andre kvinder altid omtales i.

Tidligere kommenterede Manniche filmen Klovn på sin egen blog:

“Jeg undrede mig meget over, da filmen blev lanceret med Casper C med halverigeret lem blandt en del maltrakterede ludere (skæve bryster og tatoveringer). Premieren af filmen var ikke med mindre lumre undertoner – og ligeså skævbrystede maltrakterede unge kvinder skulle bære et gammelt liderligt fjols på en kongestol (undskyld udtrykket men det er jo den måde Bent Fabric selv har valgt at lade sig portrættere).”

I interviewet til  Politiken er tonen den samme. Uanset hvilken en sammenhæng mennesker optræder nøgne eller blot delvis afklædte er der i den feministiske forståelse tale om pornoficering. Den nøgne krop – sådan som vi alle er skabt – er simpelthen et kommercielt trick!

“Ja, vi ser en ekstrem seksualisering og pornoficering af vores offentlige rum. Se blot på reklamerne, medie billedet og de skrækkelige programmer som Sonny Beach og Paradise Hotel, hvor kvinderne bliver fremstillet som ludere, og sex driver det hele. For ikke at glemme den store udbredelse af stripfitness og stangdans som jeg har døbt “puledans”.”

Ikke et ord om de fyre der optræder i programmerne – lige så nøgne – og det kan fyrene formentlig kun være glade for!

Hvis der havde eksisteret en sprogcensur på Politiken – eller på denne blog – havde Vibeke Manniche’s udtalelser aldrig passeret nåleøjet. Det malende sprog er selvfølgelig tænkt som en udpensling af hvor slemt det står til med den offentlige moral.

Manniche er lige meget imod tørklæder til kvinder og stangdans:

“Begge dele et udtryk for et had og en ydmygelse af kvinden. Det er to sider af samme mønt, og det har jeg alle dage sagt. Enten er du luder eller madonna. Jeg mener ikke det er et kvindesyn, som hører hjemme i 2011. Pornoficeringen af kvinder er lige så uhyggelig som tørklædefængslingen af kvinder.”

Og andre kvinder er tilsyneladende enige. Den første kommentar på Politiken lyder:

“Og modeindustriens krav til piger …er det bøsserne der står bag.”

Efter min mening er det Vibeke Manniche der repræsenterer kvindehadet. Ikke blot i sit sprog, men også i en afstumpet opfattelse af det feminine. Hvor der ikke er plads til at lege med klicheer. Og hvor dannelsen af kønsidentitet skal være en genoplivning af Femølejrene. Og homofobien lurer lige under overfladen.

Vibeke Manniche – børnelæge af profession – fatter tilsyneladende lige lidt af både den moderne pigerolle og den moderne drengerolle.

Overskriften i artiklen hedder “Ludderdukker ud af pigeværelset og puledans ud af fitnesscentret”. Begge dele henviser til hvor pornoficeret feministerne opfatter legetøj og dans. Der er ikke levnet plads til pigernes drøm om at være kvinder – med en seksualitet – der har erstattet pigeværelsets lyserøde helvede. Og et liv uden for mors kontrol.

En tilsvarende seksualisering præger den moderne drengerolle. At optræde nøgen på nettet – i seksuel aktivitet – eller blot med en demonstration af maskulinitet er et hit.

Traditionelle religiøse overgangsriter fra barn til voksen som konfirmationen har mistet betydning og status. Kønnet – og signalerne om kønsmodenhed har overtaget symbolværdien  – og de unge drenge fremviser stolte deres nyerhvervede modenhed i det offentlige rum.

Et offentligt rum der ikke fandtes i deres forældregenerationens teenageår. Og som derfor bliver mødt med megen mistro og skepsis af de voksne – og måske lidt misundelse?


Fotografen Jessica Yatrofsky sammen med sine modeller.

Prøv at se videoen East Village Boys. Feministerne klager over det altid er kvinder der ses nøgne i det offentlige rum. Manniche kender formentlig intet til fænomenet, hvor drenge optræder nøgne på webcam. Der flyder tusinder og atter tusinder af dem rundt på nettet.

Her er en anden type video, hvor tre drenge viser det hele frem. Pointen er den samme. Det er ikke pornografi. De er bare stolte af deres maskulinitet. Her er fotografen Jessica Yatrofsky.

East Village Boys

Der siger til New York Press:

“Men want to be seen naked. And not, like, revealing themselves to someone in an illegal kind of way. I mean, like, they want to feel beautiful and be celebrated for their sexuality.”

Nogle feminister glemmer altså, at ligestilling mellem kønnene kan være et resultat af at mænd bryder tabuer. De overser at mænd rent faktisk ønsker, at overskride grænser for kønnet. Og optræder i sammenhæng, der tidligere har været forbeholdt kvinder. Ikke for kvindernes skyld eller i ligestillingens navn. Men ud fra ønsket om selvrealisering.

Om sygeliggørelsen af de homoseksuelle

Før 1981 

Der var engang hvor forskellige synonymer for homoseksuel var de værste skældsord mænd kunne få hæftet på sig. Ord som “bøsse” eller “svans” betegnede, hvad nogle opfattede som en sygelig seksualitet og ikke-maskulin kønsidentitet.

Vi taler om tiden før 1981. I denne uge er det nemlig 30 år siden Sundhedsstyrelsen i Danmark fjernede homoseksualitet fra sygdomslisten.

Det kan vi så fejre.  Men er der reelt noget at fejre?

Måske gives historiske tilfældigheder ikke – men mærkværdige sammentræf optræder hyppigt.

Et af disse var at næsten samtidig med at Sundhedsstyrelsen ændredede politik skete der et paradigmeskift i opfattelsen af magt og stat i socialvidenskaberne.

Den franske filosof Michel Foucault vendte med sin afvisning af repressionstesen op og ned på traditionelle begreber om politik, samfund og jura. Repressionstesen hævder, at magten udøves oppe fra toppen af samfundets pyramide og ned. Foucault derimod talte derimod om magt som en kompleks størrelse der er i samfundet og udøves af individerne.

 
 
Efter 1981
 
Homoseksualitet blev fjernet fra sygdomslisten i 1981. Det registrerede partnerskab blev indført i 1989. “Normaliseringen” af homoseksualitet skete – tilsyneladende – i lyntempo.

Det var næsten for godt til at være sandt.

Men i perioden fra begyndelsen af 80’erne til slutningen af 80’erne lærte de danske bøsser – og meget hurtigt resten af den danske befolkning, at der fandtes en sygdom der hedder AIDS.

På forsiderne af formiddagspressen blev sygdommen hurtigt døbt “bøssepest”. Da det viste sig at smitten vi nu kender som hiv især var udbredt blandt homoseksuelle. I formiddagspressens version blev det til historien “at være homoseksuel er en dødsdom”. Og religiøse fanatikere var ikke sene til at pege på, at det var “Guds straf over bøsserne” for deres syndige liv.

Bøsserne var blevet fjernet fra sygdomslisten, men aldrig havde de været så syge. Både de facto og som gruppe i den øvrige befolknings øjne. Rigtig mange der var sprunget ud af skabet sprang tilbage i det. Enkelte har efterfølgende været modige nok til at fortælle om oplevelsen. Sidste år skrev en journalist fra Politiken f.eks. sin historie i avisen. Stigmatiseringen af de homoseksuelle var så hård, at blot rygtet om at en homoseksuel på arbejdspladsen var smittet medførte sager, hvor kolllegerne nægtede at bruge samme håndvask eller samme toilet. Det medførte sociale og psykiske prøvelser. Nogle gange for mennesker der rent faktisk måtte kæmpe med sygdommen. Stigmatiseringen betød at enhver bøsse potentielt blev betragtet som hiv-smittet.

Pointen er at det selvfølgelig ikke på nogen måde var “ulovligt” at være hiv-smittet. Alligevel blev de syge – og potentielt alle homoseksuelle – anset for en samfundsmæssig fare og stigmatiseret. Med mindre de dukkede hovedet eller sprang ind i skabet. Og gjorde sig usynlige.

Aldrig havde de homoseksuelle – så langt min personlige erfaring rækker – været så hårdt stigmatiseret. Livet som homoseksuel har aldrig været så hårdt som det blev efter begyndelsen af 80’erne.

Fjernelsen fra sygdomslisten skete næsten samtidig med, at socialvidenskaberne erkendte at juraen – i en vis forstand – er ligegyldig. For det er samfundets normer der afgør, hvem der bliver stigmatiseret og forfulgt.

 
Pædofilpanikken 
Men en ulykke kommer sjældent alene. I 1997 skete der en katastrofe. En pædogmedhjælper fra Gladsaxe blev anklaget for pædofili – og dømt. Der opstod en pædofilpanik. I 1999 blev en hiv-smittet karate træner sigtet for seksuelt misbrug af de teenagedrenge han underviste. Og flere landsdækkende aviser skrev på lederplads om, at det omfattende seksuelle misbrug af børn må stoppes.

Pressen, myndighederne og befolkningen gik i selvsving.

Professor i sociologi ved Københavns Universitet Henning Bech  har lavet en videnskabelig undersøgelse af fænomenet og siger:

 
“Siden da er stormen stilnet noget af, men havet er blevet i bestandig bevægelse. Så at sige hver dag bringer medierne stof der vedrører emnet seksuelt misbrug af børn. En konstant uro, årvågenhed, mistænksomhed, ænstelse og indignation har etableret sig.” (s.202)
 
Henning Bech: Kvinder og mænd. Gyldendal 2005.

Uroen, årvågenheden, mistænksomheden, ængstelsen og indignationen er stadig i 2011 en kendsgerning. På trods af at der dengang var 133 “sager” – alle omtalt på forsider og midtersider i formiddagspressen – blev kun to (2) personer fundet skyldige.

Takket være blandt andet den mediedækning karate-træner sagen fik – har seksuelt misbrug, hiv-smitte og homoseksualitet siden indgået i en besynderlig  konstellation i medierne. De homoseksuelle fremstilles i pressen mere sygelige og afvigede end nogen sinde. Uanset juridiske forhold. Domfældelser eller ej.

De homoseksuelle karakteriseres ikke længere på samme måde som tidligere. Idag bliver homoseksualitetens eksistens benægtet via skældsordene for det seksuelt afvigende. Og de handler alle om sexkriminalitet: Om pædofili.

Engang sagde de der oplyste om homoseksualitet, at der er omkring 5-10% homoseksuelle – dvs. 1-2 elever i hver klasse.

Sidst jeg hørte vendingen lød den: Overalt hvor der er 20-30 mennesker forsamlet er der 2-3 pædofile!

Hvordan er den kobling kommet i stand? Hvor man kan anvende den samme frase, men blot skifte “homoseksuel” ud med “pædofil”?

Og opfattes de to ord – i en vis forstand  – som synonyme?

Og i så fald: Hvordan er den forskydning sket?

 
Magtspil mellem kvinder og mænd
 
I  Henning Bech’s bog Kvinder og mænd beskrives fremkomsten af pædofilpanikken, som et resultat af et magtspil mellem kønnene. Et spil kvinderne har vundet på hjemmefronten og i den offentlige debat. Mistænkeliggørelsen af den maskuline seksualitet betyder at enhver mand er en potentiel sexkriminel. Han er ikke blot uegnet til at tage sig af børn og unge, men upålidelig.  Med mindre maskuliniteten er defineret og styret af kvinder.

De der afviger fra samfundets normer – seksuelle minoriteter – og grupper der definerer deres liv på præmisser, der ikke er alment socialt accepterede –  f.eks. prostituerede – er så at sige dømt på forhånd. Ikke blot som afvigere, men enten som potentielle sexkriminelle eller ofre det er samfundets ansvar at behandle.

Der findes i dag en forbudsfeminisme der ønsker at sætte lighedstegn mellem normafvigelse og kriminalitet.

Eftersom de homoseksuelle mænd er – og altid vil være en minoritet – falder de altid i den forkerte kategori. Forbudsfeministerne kan stille spørgsmålstegn ved, hvor socialt acceptabel homoseksualitet i grunden er. Og det gør de.

Formålet er selvfølgelig at kontrollere de heteroseksuelle mænd. En forbudsfeminist som Vibeke Manniche kritiserer Klovn; The Movie. Skyldes det i virkeligheden, at Caper Christensen har sex med en fyr i filmen? Vibeke Manniche rykker ud med argumentet om, at filmen er pornografi og synet af Casper Christensens erigerede lem er skadeligt for børn. Danske mænd af familiefædretypen kan ikke tillade sig at have sex med mænd. Gør de det alligevel stemples de som perverse eller afvigende. Vibeke Manniche er muligvis homofob, men sigtet med kritikken er, at kastrere de danske familiefædre. Ved at indgyde dem en bevidsthed om, at visse dele af deres seksualitet er tabu. Alt det der ikke kontrolleres af kvinder.

 
Kronofilierne
 
Enhver feminist vil selvfølgelig pure afvise at nogen skulle kunne finde på at mistænkeliggøre den maskuline seksualitet.

Men måske vil de medgive at de forkaster moderne socialvidenskab og istedet omfavner den klassiske lægevidenskabs teser?

 I moderne gevandter ganske vist. F.eks. den måde de formuleres af den amerikanske læge og sexolog Ray Blanchard.

Homoseksualitet blev oprindelig opfattet som en psykisk forstyrrelse – en parafili – i den klassiske lægevidenskab.

På linie med en række andre fænomener med besyndelige navne som: Exhibitionister, fetischister, zoofile,  mixoskopofile og gynekomaster.

Den klassiske lægevidenskab fra 1800-tallet skabte en patologisering af homoseksualitet. Og homoseksualitet  indgik i et raritetskabinet på linie med ovennævnte grupper.

Den moderne lægevidenskab har erkendt fejltagelsen og er ophørt med at stigmatisere homoseksualitet som en parafili.

Men tilhængere af det klassiske lægevidenskabelige paradigme har ikke opgivet sygeliggørelsen af al seksualitet. Hvilket også fremgår af det ansete tidsskrift Scientific American i en artikel fra 2009.

Vi har alle en alder. Og det er et angrebspunkt. For så kan vi være objekt for seksuel tiltrækning for mennesker med en speciel seksuel observans – og dermed ofre for seksuelle overgreb.

Pædofile i den ene ende af spektret og gerontofile i den anden ende. Ephebofile hvis der er tale om forhold mellem unge og voksne. Og hebefile hvis der er tale om tiltrækning mellem præpubertære unge og voksne.

Det eneste der ikke er en parafili er den seksuelle tiltrækning mellem voksne. Som dog også har en græsk betegnelse: Teleiofili.

Hvad er pointen med at fjerne homoseksualitet fra sygdomslisten, hvis man genindfører en patologisering og introducerer aldersforskel som psykisk afvigelse? Det er: Nu er kun den maskuline seksualitet sygeliggjort.

Psykoanalysens fader Siegmund Freud mente den reproduktive heteroseksuelle mand var den norm alt andet kunne holdes op imod. Derfor sygeliggjorde Freud den kvindelige seksualitet.

Aldersperspektivet derimod – teorien om de såkaldte kronofilier – sygeliggør mænds seksualitet.

Feminister og tilhængere af den klassiske lægevidenskabs teser er enige om, at kvinder ingen seksualitet har. Og kvinder derfor aldrig er omfattet af parafilierne. De er derimod ofre for mænd. Det er altid kvinder, der skal beskytte børn imod mænd.

Når i sig selv ligegyldige fænomener som aldersforskel sidestilles eller endog ligestilles med pædofili, som er en psykiatrisk diagnose, når pseudovidenskab blandes med psykiatri, fremkommer en eksplosiv blanding!

Der truer med at gøre den moderne homohistorie til én lang sygehistorie. Især fordi en del homoer tager sygeliggørelsen på sig. Selv de der hævder at være imod sygeliggørelsen udbreder i praksis forestillingen ved at knytte begreber om parafilier sammen med mandlige homoseksualitet.

Alt det de homoseksuelle kæmpede for før 1981: Seksuel frigørelse, selvstændig identitet og ret til at vælge sexpartnere er blevet opgivet.

Feministerne – langt ind i homomiljøets egne rækker – ønsker istedet kamp imod parafilierne. Ud fra ønsket om at blive “normaliseret”.

En kamp de først vil anse for vundet, når det homoseksuelle miljø er blevet udslettet og de homoseksuelle mænd – atter engang – er sprunget ind i skabet. Så heller ikke heteroseksuelle kvinder længere behøver at frygte for deres mænd.

De homoseksuelle er blevet en minoritetsgruppe der af politisk overbevisning tager sygeliggørelse og stigmatisering på sig. Og nægter at kæmpe for andet end indholdsløse juridiske formler.

Vi vandt slaget om fjernelsen af homoseksualitet fra sygdomslisten. Men det var en Pyrrhus sejr. Vi kan sige lige som hærføreren der vandt slaget, men fik sin hær decimeret: En sejr til og vi er fortabte!

Blot et lem

Casper Christensen har gjort det. Frank Hvam har gjort det. Og Jim Lyngvild står ikke tilbage for dem. De har alle smidt bukserne offentligt og blottet deres lem.

Og hvad så?

Casper Christensen og Frank Hvam laver stand-up: Det er en udfordring at prøve grænser af. Henrik Dahl kommenterede  i december 2010 forskellige former for humor i Politiken og sagde blandt andet at Klovn: The Movie skal nok blive en kolossal blockbuster, fordi det er så  

“ekstremt pinligt, og fordi både Frank Hvam og Casper Christensen er så lumpne og skruppelløse.”

Dahl konstaterer: Stand-up opstod i 90’erne og

“Tidligere blev der virkelig taget nogen chancer, men stand-up er stadig meget latrinært og handler om seksuelt tabuiserede emner, og derfor kan man godt argumentere for, at stand-up er enormt reaktionært. For det kræver, at normerne bliver, hvor de er. Hvis de faktisk flyttede noget med deres show, så kunne deres vitser kun gå én gang. Og det er dårligt for forretningen.”

Når kendte mænd i den morsomme branche optræder nøgne leder det nærmest tanken hen på den skov af letbenede folkekomedier, der blev lavet i 1970’erne. Hvor alt hvad der kunne krybe og gå af danske skuespillere medvirkede. Tit afklædte og i en del af de film indgik også sexscener. Uden at filmene af den grund blev betragtet som porno.

Klovn filmen kom i biograferne i december og plakaten, hvor Casper Christensen poserede nøgen vakte postyr. Hvordan kunne det gå til?

 

Lægen og debattøren Vibeke Manniche erklærede på sin blog  filmen for porno. Slet og ret. Forinden havde Vibeke Manniche allerede erklæret at plakaten er “intimiderende” for børn i Ekstra Bladet. Selvfølgelig uden at nævne at der også optræder nøgne kvinder på plakaten. Kvinder har i denne udgave af feminismen hverken kønsdele eller seksualitet. Også selvfølgelig uden at bemærke, at en mandehånd skygger delvis for Casper Christensens lem.

Vibeke Manniche sætter lighedstegn mellem sexscener og pornografi. Den voksne mands erigerede lem opfatter hun som pornografi i sig selv. Uanset hele dækket – at protesterne er på vegne af mindreårige, uskyldige børn – er der tale om et feministisk angreb på mandekroppen og dens naturlige funktioner. Som Vibeke Manniche ønsker tabuiseret i det offfentlige rum. Det havde været mere ærligt, hvis Vibeke Manniche havde sagt at hun føler sig intimideret – i stedet for at holde børnene frem for sig som skjold. Men så ville penis-misundelsen være så meget mere åbenlys.

Frank Hvam har reageret på kritikken ved også at optræde nøgen. Hvis stand-up’erne ikke skulle optræde som jokere, og støde bornerte feminister og andre, hvem skulle så?

De kører den ind med penis ligesom deres kollegaer fra Rytteriet.

Det har også provokeret Jim Lyngvild, der ikke mener danske kvinder er så bornerte og dobbeltmoralske, som Vibeke Manniche hævder:

“Kvinder er lige så liderlige og humoristiske omkring sex. Kvinder vil både have kærlighed og sex. Og de vil da også gerne se på tissemænd”, udtaler han til flash.

Og lægger et billede ved af sig selv – efterfølgende suppleret med et par stykker til – uden en trevl på kroppen i den kolde danske vintersne. En forsmag på de billeder der kommer i modemagasinet Momento.

Og han understreger at billedet ikke er pornografisk.

Vibeke Manniches afsky over for mandekroppen overrasker ikke. Hun har været formand for Kvinder for Frihed, der kæmper for kvinders ligestilling og blandt andet er imod religiøs undertrykkelse. Sammen med den nuværende formand Liselott Blixt (DF) tilhører Vibeke Manniche den rødbrune alliance, der vil beskytte muslimske kvinder imod sig selv, deres familie og deres kultur. Kvinder for Frihed har desuden i 2010 rejst forslaget om forhøjede bøder til mænd, der pisser i det offentlige rum. Vibeke Manniche var ophavskvinde til forslaget – der blev ledsaget af formaningen om, at drenge og mænd bør lære bækkenbundsøvelser!

Uanset hvad man måtte mene om Kvinder for Friheds forskellige forslag handler de alle om forbud. Budskabet er frihed gennem forbud.

Og bagved ligger penis-misundelsen. Ikke forstået på den måde Freud og den psykoanalytiske teori opfattede den. I det victorianske samfund Freud levede i herskede mændene og deres merværd placerede han symbolsk i det mandlige lem – det som kvinderne ikke har. Penis-misundelse betyder i dag snarere at diktere hvordan mænd skal opføre sig hjemme og i det offentlige rum, og bekæmpe mændenes optagethed – og stolthed – over deres biologi.

Når Klovn-plakaten kritiseres og anklages for at være pornografisk er det udtryk for en accept af det victorianske samfunds opfattelse – som Freud faktisk kritiserede – nemlig, at kvinder hverken har kønsdele eller seksualitet. Og derfor er ophøjede og rene i forhold til mændene. Og dermed værdige til at passe børnene. For det er jo kun det mandlige lem på plakaten der støder. Selv en klassisk psykoanalytisk teori, der er blevet overhalet af den moderne psykologi er klogere end moderne forbudsfemisters budskaber. Som er udtryk for foragt og angst for kroppen.

Det er pinligt at der er læger i Danmark, der er eksponenter for så umoderne og uoplyste synspunkter.

Det er flot – faktisk imponerende – at Jim Lyngvild erklærer at han er stolt af sin krop og tør vise den frem.

Han har også ret i at det er hykleri at respektere nøgenbilleder i glittede magasiner samtidig med, at man erklærer dem for underlødige i Ekstra Bladet eller Rapport.

Kulturradikale kunne sige “frihed for Loke såvel som for Tor”. Men aviser som f.eks. Politiken er meget traditionsbundne og en del af den tradition er homofob og homohadende. Hvilket får mange kulturradikale til at springe over til den rødbrune alliance i seksualpolitikken.

Og andre – måske Lyngvild selv – til i visse situationer, at lade sig narre af rødbrune feminister, der hykler sympati for homoerne. Vibeke Manniches våbenfælle i Kvinder for Frihed er den selvsamme Liselott Blixt, der ytrede ønske om at deltage i Copenhagen Gay Pride 2010. For at kunne bruge de homoseksuelle i Dansk Folkepartis kamp imod muslimerne.

Hvis man spurgte Liselott Blixt hvor begejstret hun er for Lyngvild lige nu- og han har ellers optrådt adskillige gange på tv med Pia Kjærsgaard – er det nok til at overskue!

Selvom det blot er et lem – er det et blottet lem han viser frem.

Nytår 2011

Godt nytår til jer alle!

2010 var året hvor jeg startede denne blog.

Tak til alle jer der har fulgt med. Læst og kommenteret, kommet med input og skrevet til bloggen.

I 2011 vil jeg fortsætte linien. Ud fra begreberne køn, seksualitet og identitet vil jeg lave boganmeldelser – eller rettere læsninger af litteratur. I 2011 vil jeg bla. introducere Shyam Selvadurai.

Der vil komme flere blogs om fotografi. Den næste bliver om den amerikanske kunstner og modefotograf Ryan McGinley.

Der vil komme flere politiske artikler. Bla. om forbudsfeminismen.

Måske en enkelt filmanmeldelse.

Og forhåbentligvis flere tv-anmeldelser.

Bloggens længste og sværest tilgængelige artikel Om dannelsen af homoseksuelle roller og identiteter – der står under kategorien sociologi viste sig at være et hit. Og der kommer helt sikkert mere om emnet.

Måske i stil med artiklen Tættere på himlen? – der med udgangspunkt i en musikvideo forsøger at udrede den moderne manderolle og undersøge kønsidentiteten.

Det mest populære søgeord i året 2010 var: How to put on a Condom. Overraskende? Næ. Ikke på en blog der er erklæret prosexhomo. Hvordan man har safe sex er et emne, der bør interessere alle.

Så det er muligt der kommer flere undervisningsvideoer med sexstjernen Brent Corrigan. Eller hans kollegaer.

Engelsksprogede artikler er tilsyneladende ikke noget problem. Flere artikler findes på både dansk og engelsk så man kan vælge. De engelske står selvfølgelig under kategorien in english.

Her finder man f.eks. oversættelsen af interviewet med Jakob Kolda fra Dagens mand og Patrick Smith fra Paradise Hotel. Skrevet til Out&About’s juni nummer.

Denne blog er kun et halvt år gammel. Den beskæftiger sig med stof, der er relevant ud fra en homoseksuel synsvinkel. Men dens sigte er også at blande sig i den seksualpolitiske debat. Med inspiration fra danske og amerikanske prosexfeminister.

Prosexfeministerne går imod den bølge af censur og forbud som store dele af feministerne i dag er tilhængere af.

Homoerne selv er generelt demoraliserede og apatiske. I USA findes fænomenet Exodus. Hvor homoseksuelle lader sig omvende til heteroseksualitet af kristne fundamentalister.

I 2010 så vi for første gang det samme fænomen i Danmark. Homoseksuelle der argumenterer for, at det ikke er socialt acceptabelt at være homoseksuel. En debattør sagde, at han “følte sig drevet i armene på Dansk Folkeparti”. Drevet i armene? Nej. Dansk Folkeparti tiltrækker desillutionerede og apatiske homoer som en magnet! De føler sig “afvigende”, fordi de er homoseksuelle. Derfor siger de: Væk med Priden, væk med barer og bymiljø. Væk med Out&About – et “lummert magasin” blev der sagt i den offentlige debat. Væk med LGBT Danmark. Væk med de homoer, der er åbne og kendt i offentligheden. De skader (skabs)homoerne ved at henlede opmærksomhed på fænomenet homoseksualitet!

Frem for alt skal teenagehomoerne bekæmpes: Med tilgang til det homoseksuelle miljø forsvinder fænomenet jo ikke. Derfor skal teenagernes adgang til f.eks. dating-sites forhindres eller begrænses. Den seksuelle lavalder skal hæves til 18 år, siger exodus-homoerne.

Mænd over 30 år kan ifølge exodus-homoerne ikke være homoseksuelle. Partnerskabslovning – for ikke at tale om ægteskab og vielse – er ikke blot overflødigt. Det er direkte skadeligt. For homoseksualitet bør ikke være andet eller mere end en fase.

Den homoseksuelle livscyklus er altså meget kort ifølge exodus-homoerne. Af hensyn til samfundets moral og anstændigheden. Indlægget hvor jeg beskrev denne opfattelse er faktisk det første på denne blog.

Exodus-homoernes alliance partner er ikke som i USA det religiøse højre, men forbudsfeminismen.

Forbudsfeminismen er venstreorientet feminisme, der er blevet reaktionær. Om den er formuleret af Dansk Folkeparti eller tilsvarende kræfter i SF kommer ud på et. Det er mælken fra i forgårs, der er blevet sur. Forbudsfeminister kombinerer snæversyn med en dogmatisk tro på statsstyring og insisteren på at krænke individets frihed af hensyn til samfundets moral. De mobiliserer “bekymring” – men ingen plads til mennesker. Og slet ikke til individets ret til at vælge selv. Hverken i det sociale liv eller seksuelt.

Forbudsfeminister angriber ikke blot homoseksuelle. De angriber kønnet og den maskuline seksualitet som sådan.

Seksualpolitik kommer derfor til at overskygge LGBT politik. Feministernes fjende er ikke specielt de homoseksuelle – men mænd slet og ret. Lidt lige som i 70’erne da anti-penetrerings feministerne erklærede alle mænd som undertrykkere og fjender.

Penis-misundelsen er vendt tilbage. Når en mands krop bliver vist frem f.eks. på plakaten til Klovn filmen erklærer en af forbudsfeministerne, at der er tale om pornografi. Fordi feminister idag opfatter mandekroppen som pornografisk. De anlægger det det pornografiske blik på mænd jeg har omtalt i en anden sammenhæng. Mandekroppen har aldrig været farligere i feministernes øjne:

“Plakaterne er intimiderende. Når børn står og venter på bussen, ser de f. eks. Casper Christensens erigerede lem”, siger forbudsfeministen Vibeke Manniche til Ekstra Bladet .

Ikke et ord om de nøgne kvinder på den samme plakat:  Kvinder har hverken kønsdele eller seksualitet. Kun et krav om en impotent type mand, der aldrig ses med erigeret lem.

Alt dette for at forklare hvorfor fokus på køn og seksualpolitik vil overskygge debat af homoseksuelle mærkesager på denne blog.

En konstatering: Hvis forbudsfeministerne gør den normale danske mand – personificeret f.eks. af Casper Christensen – til et monster, så vil de også give exodus-homoerne ret i at de homoseksuelle er afvigende. Og homoseksualitet per definition er socialt uacceptabelt. I hvert fald, hvis det er andet end en fase. Hvem der giver hvem ret i det spørgsmå er ikke til at sige. Blot kan man konstatere, at der er en alliance mellem Dansk Folkeparti, feminister, exodus-homoer og doktrinære statsmonopol socialister.

Det bliver i al beskedenhed denne blogs opgave i 2011, at modsige forbudsmentalitet blandt feminister af begge køn. Og homohad og mandehad blandt såvel homoseksuelle og heteroseksuelle.