The Cutting Tradition

Filmen The Cutting Tradition (2009) handler om omskæring, og anvendes af ngo’en The Orchid Project til at skabe opmærksomhed om emnet. Desværre er der udelukkende fokus på omskæring af piger. Hvilket i praksis umuliggør en sammenhængende forståelse af denne iøvrigt dybt interessante politiske og kulturelle problematik, der netop er blevet omtalt i Politiken.

The Orchid Project er stiftet af Julia Lalla-Maharajh i 2009. Det britiske kongehus og forhenværende præsident Bill Clinton har givet henholdsvis en pris og en tv-transmitteret samtale med Julia Lalla-Maharajh. Organisationen har netop etableret sig i Danmark.

Kvindelig omskæring – der omtales som female genital mutilation (FGM) er udbredt i afrikanske lande. Det antages at der omskæres 3 millioner piger om året. Dette sker når pigerne er op til 10-11 år gamle, uden lægeligt opsyn eller medvirken og uden bedøvelse. Indgrebet har ingen medicinsk begrundelse. Der henvises blot til “tradition”.

Det virker altså som om The Orchid Project har en god sag. Når The Cutting Tradition viser et eksempel på, hvordan omskæring foregår i praksis bekræftes også de værste anelser.

Problemet i filmen er vinklen. Den vender ikke først og fremmest imod indgreb uden medicinsk begrundelse. Selvom det selvfølgelig kritiseres, at operative indgreb foretages af ikke-autoriserede mennesker under miserable forhold. Men det er jo fattige lande, og der er få ressourcer. Budskabet er at skikken er forkert. Det er denne “tradition” der udpeges som problematisk. Derfor indgår ordet “tradition” i titlen.

Derved bliver filmen en fortælling om, hvordan vestlige mennesker er eller ønsker at se sig selv, snarere end en film om kvinders problemer i den tredie verden. Budskabet læner sig op post-kolonialisme og feminisme, der i forening gentager budskabet fra en periode i europæisk historie hvor fattige, primitive, tilbagestående og overtroiske mennesker i fjerne verdensdele skulle vejledes. Dens budskab bliver at disse mennesker stadig er den vestlige kultur underlegne. Og bør underlægges forbud.

Det forekommer i høj grad problematisk, at en organisation som The Orchid Project, der har visioner om ændre på adfærd brander sig selv som post-kolonial og feministisk ved at tage filmen til sig. Med mindre The Orchid Project netop ikke har til formål at ændre adfærd, men blot afstive selvopfattelsen i vestlige lande, der truet af økonomiske kriser og militære nederlag søger moralsk kompensation i forestillingen om at være bedre.*

Filmens post-koloniale budskab formidles via fortællemåden. Vi ser en række mænd og kvinder i forskellige klip, der på lokale sprog henviser til “traditionen” som afgørende for, at omskære piger. Da rækken af indslag for denne praksis – endelig – afløses af et indlæg imod omskæring er det en mand, der taler et sprog vi genkender – det franske – og han repræsenterer  de veluddanennede vi skal identificere os med. Han konstaterer, at omskæringspraksis er forkert, men sidder dybt i fattige landsbymennesker.

I en kritik af moderne fortællinger om race, køn og seksualitet har den amerikanske kultursociolog Jasbir Puar peget på, hvordan liberal inklusion af seksuelle minoriteter i vesten har afløst kamp for rettigheder. I denne optik produceres den seksuelt “anden” som hvid, og den racialt” anden” som heteroseksuel. Mændene i The Cutting Tradition taler om, at kvindelig omskæring – hvorved klitoris fjernes – forebygger, at gifte kvinder søger andre mænd.

De repræsenterer den heteroseksuelle, sexistiske mande stereotyp, som feminister i vesten bekæmper. Det der undsiges er en barbariske praksis, et ikke-civiliseret samfund og  en racemæssig “anden”, som ikke er feminist. Og det viser sig at alle fire egenskaber falder sammen! Og repræsenteres af mennesker fra Afrika og arabiske lande. Med eller mod instruktørernes vilje formuleres der altså både en latent racisme, og et post-kolonial kulturelt perspektiv.

Hverken film eller ngo’en der promoter den problematiserer omskæring af drenge. The International Federation of Gynecology and Obstetrics (FIGO) lægger navn til filmens budskab. Heller ikke de lægger en tilsvarende indsats i arbejdet imod omskæring af drenge. Det betragtes som et inferiørt emne. Med mindre særlige omstændigheder gør sig gældende. F.eks. at der er tale om kvaksalveri, hvor operationer finder sted på køkkenbordet. Altså de elementer der beskrives som værende af sekundær betydning, når det handler om omskæring af piger.

Omskæring af drenge finder i vid udstrækning sted i USA. Hvor det er “tradition”. Havde man lavet en film tilsvarende The Cutting Tradition havde man formentlig fået nogle af de samme svar som de adspurgte giver: Vi værner om vores traditioner. Det er igen relevant at henvise til at filmen ikke peger på “health” eller “the right to make your own choice” som centrale parametre. Begge elementer: Modstand mod overflødige operationer og individets frie ret til at bestemme over egen krop ville nemlig konflikte med amerikansk praksis. For det første fordi omskæring af drenge ikke er medicinsk begrundet, og for det andet fordi disse indgreb foretages i spædbarnsalderen og altså er et valg forældrene træffer.

The Cutting Tradition viger uden om kritik af omskæring af drenge via formuleringen af et kultur-perspektiv.

I lande med muslimsk kultur finder der også omskæring af drenge sted. Men det er en uønsket diskussion. Ngo’en har lagt en handlingsplan på området beskæftiger sig ikke med børn, men med piger. Så kan post-kolonialisme og feminisme gå hånd i hånd.

At skære i mandlige kønsdele tæller ikke som lemlæstelse. At disse indgreb i den vestlige verden sker tidligt er et argument “for” og ikke “imod”. På trods af at argumentet om frivillighed anvendes i alle andre sammenhænge, hvor det handler om krop og seksualitet.

En film der stillede kritiske spørgsmål og spurgte amerikanske drenge og mænd om de ønskede at blive skåret i deres kønsdele ville formentlig få en helt anden modtagelse end The Cutting Tradition. Den måtte droppe “kan vi ikke alle være enige om” tilgangen, men ville komme nogle sandheder nærmere. Hvor i verden findes de mænd, der seriøst synes det er en god ide, at læger eller uautoriserede skær i deres kønsdele? Alligevel finder det finder sted – i tavshed.

Uanset verdensdel er “tradition” metafor for religiøs og kulturel overbevisning. Derfor er det også noget der kan ændres. Hvis der er en vilje.

Omskæring af drenge og piger er ikke det samme. Fjernelse af klitorisk er et særdeles drastisk indgreb. Men hvordan sammenligner man overhovedet de to ting? Det feministiske svar – understøttet af lægevidenskaben – er, at det gør man ikke. Tabuet opretholdes.

Omskæring ødelægger ikke mandens seksuelle nydelse. Men der fjernes noget af mandens penis på det mest følsomme sted. Der sendes et signal fra det sociale fællesskab – baseret på moral og religion – at seksuel nydelse er noget der skal reguleres, begrænses og hæmmes. Om der så skal lemlæstelse til. Hvis det udtryk er det rigtige.

For i den kultur indgrebet finder sted vil der altid være en række fortællinger om det gode ved indgrebet – som er “tradition”.  At være omskåret betragtes f.eks. af nogle amerikanske – især homoseksuelle – mænd som en fetich, noget der værdsættes og ses som attraktivt. Indgrebet der fysiologisk begrænser gør altså omvendt de samme mænd seksuelt attraktive i andres øjne. Det er blot en af de måder, hvorpå indgreb uden medicinsk begrundelse transformeres om til “tradition” og gives positiv valør. Så stærk at emnet tabuiseres.

Derfor holder filmen The Cutting Tradition fokus på omskæring af piger.

Alle de mænd der i The Cutting Tradition argumenterer for omskæring af piger er formentlig selv omskåret. Selv de højtuddannede, der taler fremmedsprog. Det er vanskeligt at tale imod en praksis man selv er underlagt. Også selv om indgrebet på drenge langt fra har samme status som indgreb på piger. Givet de fysiologiske forskelle. Givet de kulturelle og racemæssige fordomme. Filmen handler blot om hvad kvinder føler. Ikke om hvad mænd føler.

Filmen slutter med konstateringen af at 14 afrikanske lande har vedtaget forbud imod omskæring af piger. Budskabet er altså: Ingen udviklingsbistand til lande, der ikke har et forbud på plads? USA og andre lande der – fuldt legalt – praktiserer omskæring af drenge kunne let stille sig i spidsen for den kampagne.

* The Orchid Project har skal det tilføjes taget afstand fra begrebet Female Genital Mutilation (FGM ) og erstattet det med Female Genital Cutting (FGC). Med begrundelsen: “…to start from a position of judgement and blame with the communities involved means that you are unlikely to get change where it matters – at the community level”.

Eike von Stuckenbrok

Personen på  bloggens logo er Eike von Stuckenbrok. Den tyske artist, uddannet på den statslige artistskole i Berlin, der kalder sig selv for ekvillibrist. Hvilket dækker over hans personlige stil, hvor dans, akrobatik, cirkus, teater, variete, breakdance  og skuespil blandes.

Med så stor succes at han vandt bronzemedalje ved Festival Mondial du Cirque de Demain i Paris.

Eike von Stuckenbroks optræden med den store figur er fascinerende. Modstillingen af manden og figuren fungerer visuelt – og er tankevækkende. Og så er fyren smuk.

Kilde:

Berliner Akzente

Sex overlever nok feminismen

Vibeke Manniche er på banen igen. Denne gang med et interview i Politiken i anledning af udgivelsen af feministen Natascha Walters bog Levende dukker. Med et forord af Vibeke Manniche.

Politiken bringer også et interview med den britiske forfatter Natascha Walther under overskriften Sex har besejret feminismen. Sex er altså fjenden i feministernes øjne. Selvom det vil være rigtigere at sige, at sex nok overlever feminismen.

Det mest bemærkelsesværdige ved Vibeke Manniche udtalelser er det bodegasprog andre kvinder altid omtales i.

Tidligere kommenterede Manniche filmen Klovn på sin egen blog:

“Jeg undrede mig meget over, da filmen blev lanceret med Casper C med halverigeret lem blandt en del maltrakterede ludere (skæve bryster og tatoveringer). Premieren af filmen var ikke med mindre lumre undertoner – og ligeså skævbrystede maltrakterede unge kvinder skulle bære et gammelt liderligt fjols på en kongestol (undskyld udtrykket men det er jo den måde Bent Fabric selv har valgt at lade sig portrættere).”

I interviewet til  Politiken er tonen den samme. Uanset hvilken en sammenhæng mennesker optræder nøgne eller blot delvis afklædte er der i den feministiske forståelse tale om pornoficering. Den nøgne krop – sådan som vi alle er skabt – er simpelthen et kommercielt trick!

“Ja, vi ser en ekstrem seksualisering og pornoficering af vores offentlige rum. Se blot på reklamerne, medie billedet og de skrækkelige programmer som Sonny Beach og Paradise Hotel, hvor kvinderne bliver fremstillet som ludere, og sex driver det hele. For ikke at glemme den store udbredelse af stripfitness og stangdans som jeg har døbt “puledans”.”

Ikke et ord om de fyre der optræder i programmerne – lige så nøgne – og det kan fyrene formentlig kun være glade for!

Hvis der havde eksisteret en sprogcensur på Politiken – eller på denne blog – havde Vibeke Manniche’s udtalelser aldrig passeret nåleøjet. Det malende sprog er selvfølgelig tænkt som en udpensling af hvor slemt det står til med den offentlige moral.

Manniche er lige meget imod tørklæder til kvinder og stangdans:

“Begge dele et udtryk for et had og en ydmygelse af kvinden. Det er to sider af samme mønt, og det har jeg alle dage sagt. Enten er du luder eller madonna. Jeg mener ikke det er et kvindesyn, som hører hjemme i 2011. Pornoficeringen af kvinder er lige så uhyggelig som tørklædefængslingen af kvinder.”

Og andre kvinder er tilsyneladende enige. Den første kommentar på Politiken lyder:

“Og modeindustriens krav til piger …er det bøsserne der står bag.”

Efter min mening er det Vibeke Manniche der repræsenterer kvindehadet. Ikke blot i sit sprog, men også i en afstumpet opfattelse af det feminine. Hvor der ikke er plads til at lege med klicheer. Og hvor dannelsen af kønsidentitet skal være en genoplivning af Femølejrene. Og homofobien lurer lige under overfladen.

Vibeke Manniche – børnelæge af profession – fatter tilsyneladende lige lidt af både den moderne pigerolle og den moderne drengerolle.

Overskriften i artiklen hedder “Ludderdukker ud af pigeværelset og puledans ud af fitnesscentret”. Begge dele henviser til hvor pornoficeret feministerne opfatter legetøj og dans. Der er ikke levnet plads til pigernes drøm om at være kvinder – med en seksualitet – der har erstattet pigeværelsets lyserøde helvede. Og et liv uden for mors kontrol.

En tilsvarende seksualisering præger den moderne drengerolle. At optræde nøgen på nettet – i seksuel aktivitet – eller blot med en demonstration af maskulinitet er et hit.

Traditionelle religiøse overgangsriter fra barn til voksen som konfirmationen har mistet betydning og status. Kønnet – og signalerne om kønsmodenhed har overtaget symbolværdien  – og de unge drenge fremviser stolte deres nyerhvervede modenhed i det offentlige rum.

Et offentligt rum der ikke fandtes i deres forældregenerationens teenageår. Og som derfor bliver mødt med megen mistro og skepsis af de voksne – og måske lidt misundelse?


Fotografen Jessica Yatrofsky sammen med sine modeller.

Prøv at se videoen East Village Boys. Feministerne klager over det altid er kvinder der ses nøgne i det offentlige rum. Manniche kender formentlig intet til fænomenet, hvor drenge optræder nøgne på webcam. Der flyder tusinder og atter tusinder af dem rundt på nettet.

Her er en anden type video, hvor tre drenge viser det hele frem. Pointen er den samme. Det er ikke pornografi. De er bare stolte af deres maskulinitet. Her er fotografen Jessica Yatrofsky.

East Village Boys

Der siger til New York Press:

“Men want to be seen naked. And not, like, revealing themselves to someone in an illegal kind of way. I mean, like, they want to feel beautiful and be celebrated for their sexuality.”

Nogle feminister glemmer altså, at ligestilling mellem kønnene kan være et resultat af at mænd bryder tabuer. De overser at mænd rent faktisk ønsker, at overskride grænser for kønnet. Og optræder i sammenhæng, der tidligere har været forbeholdt kvinder. Ikke for kvindernes skyld eller i ligestillingens navn. Men ud fra ønsket om selvrealisering.

I skabet

Kender vi det ikke alle? Historien om en onkel i familien – eller de andres familie  – der er “sær”. Han har aldrig haft et liv. Nu er han 70 år eller mere. Boede hjemme hos mor til hun døde.

Selv har jeg mødt en af typen. På en arbejdsplads. Flink mand. Pligtopfyldende. Men ingen af kollegaerne forstår ham. Hvorfor har han ikke et privatliv? Forsigtige spørgsmål bliver afvist, og man forsøger ikke igen. Hvis folk ikke har lyst til at fortælle noget, så har de ingen pligt. Bag hans ryg siger nogle, at han er homo. Skabshomo. Og de unge fyre føler sig lidt usikre.

Hvad gik galt? Der var en seksuel revolution i 60’erne. Der var bøssekamp i 70’erne. Registreret partnerskab i 1989. Og meget mere. Men for nogle lykkes det aldrig at springe på toget i farten.

Steward Hendler’s kortfilm The Closet (2008) fortæller en hel livshistorie på under fem minutter. Alting har en grund. Også dét der aldrig bliver.

Tættere på himlen?

I 1960’erne  og 1970’erne skulle seksualiteten sættes fri. Der blev både eksperimenteret og diskuteret. Forskningen i emnet hed seksualforskning. Samfundsvidenskaberne overtog området efter lægevidenskaben og dens biologiske forklaringer havde domineret.

I 1980’erne satte en modreaktion ind. Mænd skulle igen være rigtige mænd efter femisternes kritik af den traditionelle manderolle. Den bløde mand blev eftertrykkeligt passé. Efter 70’ernes genopdragelse af mændene på femistiske præmisser skulle mændene genopdrages endnu engang. For at blive sig selv. Pædagogiken er kommet til at handle om den maskuline oprustning: Drenge skal have lov at være vilde, kønnene bliver skilt ad for at piger og drenges udviklingsmuligheder kan sikres osv.

Kønnet er blevet det nye fixpunkt for opmærksomheden. Og forskningen hedder kønsforskning.

Det ligger lige for at spørge: Er seksualiteten så blevet frisat? Og fulgte frisættelsen af femininitet og maskulinitet efter?

Hvis man skal forholde sig  til om seksualiteten er blevet frisat må man først definere parametrene. Hvordan måler man det. En mulighed er at se på overfladen, hvilke erotiske billeder der vises af mænd og kvinder i videoer og i magasiner. Og holde, hvad der foregår under lagnerne uden for diskussion.

Afklædthed eller nøgenhed er her et nøgleord. Fænomenet har længe præget den udenlandske musikbranche. Britney Speers og Lady Gaga viser sig i både sparsomme og overraskende kreationer. Det tyske band Rammstein lavede en musikvideo, hvor de ikke blot var nøgne, men hvor sex indgik.

Den danske musikbranche er fulgt med og Burhan G optræder afklædt på videoen Tættere på himlen. Og assisteres af Nik og Jay. Og Burhan spiller op imod pigen, der ligeledes er afklædt. Alle fotograferes fra bæltestedet og op, så egentlig ser man dem ikke nøgne.

Er dette mediebillede så udtryk for en frisindet og liberal attitude til krop og nøgenhed? Og hvad med sex?

Kønnet er som sagt blevet det nye fixpunkt for identitet og selvforståelse for moderne mennesker. Afklædningen af mennesker i det offentlige rum kan derfor egentlig lige så godt ses som udtryk for attituden: Kønnet skal slås fast. Men frigørelse af seksualitet og sexliv følger ikke logisk efter.

Den historiske periode nutiden ligner mest, når man analyserer køn og sex, er den victorianske. Med knivskarp opdeling af kønnene. Et af de helligste principper i den victorianske periode – opdelingen af eleverne efter køn, har som før nævnt også været fremme igen.

Mænd skal idag ikke blot være mænd, men “rigtige” mænd. I ungdomskulturens simple sprog hedder det: Fyr=pik.  Altså: Fyr-har-pik. Mænd tænker ikke blot, at de har et køn og en biologi, de er i denne forståelse ren biologi.  Selvom det er almen viden at køn også er noget socialt og kulturelt defineret, er det blevet sværere at forklare. De fleste ved godt kønsroller ændrer sig lige så meget som musiksmag. Men den generelle samfundsmæssige ligestilling af mænd og kvinder har efterladt det biologiske køn som eneste markør.

En sær konsekvens af stive kønsopfattelser er, at der bliver plads til et “tredie køn”: De transseksuelle. Mænd der føler sig som kvinder, og ikke er særlig glade for pikken falder helt uden for definitionen af, hvad det er at være “en rigtig mand”. Maskuliniseringen af mændene har således indirekte fremmet den transseksuelle sag.

Historisk set startede dannelsen af den homoseksuelle identitet med dannelsen af et nyt tredie køn. De første tyske homoseksuelle i 1860’erne kaldte sig selv for kontrær seksuelle eller urninge. Ordet urning blev uddraget af navnet på den græske gud Uranos, som poetisk i Platons symposion er ophav til eros mellem mænd. Det “kontrære” henviser til det omvendte i kønsdriften: At kvindelig drift – kærlighed til mænd – er fanget i en mands krop. Kærlighed eller seksuel tiltrækning til mænd blev altså defineret som noget feminint.

Først senere blev ordet homoseksuel dannet og kom fra 1880’erne i brug som den anerkendte betegnelse for fænomenet. Og efterhånden skiftede de homoseksuelle køn “tilbage” til at være mænd, der elsker mænd. Og så kunne stafetten sendes videre.

Det forkommer kuriøst: Hvordan kan mænd, der elsker mænd undgå at opfatte sig selv og blive opfattet som mænd? Men forklaringen er simpel: Hvis sex med kvinder konstituerer maskulinitet vil de mænd, der ikke tænder på kvinder blive udgrænset. Og få etiketten: Ikke rigtige mænd.

Her er forskellen mellem nutidens kønsdefinitioner og tankegangen i sidste halvdel af 1800-tallet måske slet ikke så stor?

Kønsroller ændrer sig –  det er der enighed om –  men kønsdefinitionerne hævdes, at være noget statisk, biologisk bestemt.

Hvis køn er fixpunkt for identitet leder afklædhed ikke nødvendigvis i retning af noget erotisk. Derfor er det logisk at skære billedet, og ikke gå under bæltestedet i en musikvideo. Og spil med kønsidentiteten, som hos Lady Gaga, kan sagtens ledsages af løfter om cølibat. Det er køn der besejrer seksualitet.

Ligesom det victorianske samfund, med dets strikse disciplinering af  køn og seksualmoral, kunne acceptere en industri af erotiske postkort kan nutidens samfund sagtens tillade det – der godt nok lidt nedladende – kaldes pornoficering af det offentlige rum.

Stive kønsdefinitioner harmonerer med strømme af livløs og mekanisk sex, der formidles via nettet.

Mere eller mindre afklædthed eller nøgenhed fører ikke til sex eller frisættelse af seksualitet. Minoriteter får det sværere. Visse steder i samfundet er der et veritabelt had imod transseksuelle, fordi de ikke indgår i forestillingerne om “rigtige” mænd, og heller ikke er “rigtige” kvinder. Homoseksuelle mænd og lesbiske bliver også i stigende grad opfattet som ikke værende deres køn. Og udsættes for hatecrimes.

Kritikken på nettet af realityprogrammer som Dagens Mand satte kønnet og ikke seksualiteten i forgrunden. De homoseksuelle mænds frustration gik på ikke at kunne være deres køn. Da deltagerne efter manges mening var for feminine. Men det er nok ikke tv-programmer – eller for den sags skyld musikvideoer – der definerer fremherskende opfattelser af krop, køn og seksualitet.

Svaret på det ovenfor stillede spørgsmål om forholdet mellem køn og seksualitet er derfor, at frisættelse af det ene ikke følger af det andet. Mænd eller kvinder bliver ikke “sig selv” af at kønnene opruster over for hinanden og viser attributter frem. Efter kvinderne har fået silicone implantater vises busten frem på alle kvindelige musikeres videoer. Og mændene svarer igen ved at spille med musklerne – helt bogstaveligt. Og smide de briefs eller boxershorts, der før dækkede ende og kønsdele, og gjorde billederne maskuline ved, at underspille det biologiske køn.

Ingen af delene seksualiserer det offentlige rum. For det er køn uden lyst. Lysten er stadig tabuiseret. Selv – eller måske især – den heteroseksuelle?

I kønnenes kamp er det jo en ulempe at være draget af det modsatte køn. Eller af sex i det hele taget. Og endelig kan man jo spørge, hvor frisat seksualiteten blev efter 1960’ernes og 70’ernes bestræbelser. Men det er et stort emne.

Goddag, mit navn er lesbisk

“Goddag , mit navn er lesbisk” sådan går man jo ikke jo ikke rundt og præsenterer sig selv får vi at vide af den anonyme 84-årige kvinde der fortæller om livsvilkårene for de homoseksuelle i 1950’erne. Altså de kvindelige homoseksuelle.

Det er i mange henseender en paralllelverden til de mandlige homoseksuelle – bøsserne som man sagde i 1970’erne og 80’erne. Som nu ofte betegner sig selv som “homoer” – uden at det inkluderer kvinder. Der stadig er lesbiske.

Nu siger de måske ikke “goddag, mit navn er lesbisk” – men taler åbent om identitet, køn og seksualitet.

Filmen udkom på DVD i 2009 og vandt CGLFF 2009 publikumprisen. Den blev genudsendt  på DR for nylig. I den anledning kunne man gøre sig nogle tanker om hvilket billede den formidler af de lesbiske.

Først er det nødvendigt at vende tilbage til det med ordet homoseksualitet. Der ofte bruges til at betegne samme fænomen hos mænd og kvinder. Videnskabeligt set holder det ikke. Allerede den rapport der for mere end tyve år siden blev udfærdiget om mænds og kvinders homoseksualitet, som forberedelse til Folketingets vedtagelse af en partnerskabslov i 1989 var delt i to. Med forfatternes – en bøsse og en lesbisk – udtrykkelige fremhævelse af at det kvindelige og det mandlige i denne sammenhæng ikke repræsenterer to sider af samme sag .

Faktisk er der få emner homoseksuelle mænd ved – eller kan vide – så lidt om som dette. Og omvendt. En kendsgerning der er så indlysende, at den ofte overses. “Tilfældigvis” er Goddag, mit navn er lesbisk  lavet af to kvinder:  Iben Haahr Andersen og Minna Grooss.

Hvis jeg nu anmelder filmen og trækker kønnet frem sker der noget: Ting der før ikke behøvede forklaring fremstår pludselig mindre selvfølgelige.

Den homoseksuelle identitet er forståelig for det udefrakommende blik. Men hvad med seksualiteten? Er det at være lesbisk overhovedet en seksualitet? I så fald er den radikal anderledes end de mandlige homoseksuelles.

Goddag mit navn er lesbisk præsenterer to lesbiske par der danner kontrasten mellem det normale, småborgerlige provinsdanmark og det kulturradikale storbymiljø. Karina og Vibeke er begge postbude og ønsker sig det store bryllup, hvor begge er i brudekjole. Og det får de med hele familien samlede om det hesteskoformede bord.

Stina og Leise har valgt at få tre børn. Med anonym sæddonor. Og håber at familiebaggrunden med to mødre vil hjælpe børnene i deres udvikling til at blive mere forstående og åbne mennesker.

Derudover er der Ena med den muslimske kulturbaggrund der udgør den ene halvdel af DJ duoen Fagget Fairys. Og som kontrast til de unge den 42-årige queer Birgitta. Som søger alternativer til homomilljøets egne klicheer i leg med roller og seksualitet.

Det der møder det fremmede blik er fraværet af tre elementer. Et fravær der ved nærmere eftertanke forekommer ubegribeligt.

Der er aldersforskel mellem kvinderne i begge parrene. Hvor er alle besværgelserne – forsikringerne om at det ikke er barnerov eller pædofilt som havde været uomgængelige, hvis det havde været mandlig homoseksualitet?

Stine fremhæver hvor vigtigt det er at beskytte samleveren Leise – også i det offentlige rum. Der er en vis angst for negative reaktioner. Men som det også bliver bemærket kan to piger, der holder om hinanden, være gode veninder. Så er det ikke provokerende. Frygten for hatecrime er altså ikke særlig stor.

Kvinderne er glade og smilende. Og Birgitta fortæller om, at være sig selv og slå sig løs sammen med andre kvinder natten lang. Måske sex? Men ordet hiv nævnes end ikke!

En verden uden stigmatisering, vold og sygdom? Det er ubegribeligt. Uanset faremomenternes realitet  – den større eller mindre sandsynlighed – lever homoseksuelle mænd med truslen fra alle tre. Det er et livsvilkår i dagens Danmark.

Der er så et fravær i filmen – et tomt rum – der vil være lige så mystisk for de fleste mænd: Hvad med sex?

Æstestikken hvor et kvindepar danser tæt  med et hav af vuggende af bryster i forgrunden formidler det erotiske. Og hvis man skulle være i tvivl får vi også lidt af Jodleladies Ich bin ein Kussefixierte Frau. Her skal man dog erindre at kusse betyder at kysse på tysk. Er det pointen?

Feministerne, den lesbiske bevægelse og Femø ølejrene i 1970’erne udstedte et forbud mod penetrering. Som de lesbiske i dag har lagt bag sig. Fortæller filmen. Men hvordan kom de fra A til B. Og er det sandt?

Og selv når det gælder familieforhold er der ikke enighed. Der er opposition blandt feminister – heraf nogle lesbiske – imod det parret Stina og Leise repræsenterer: Regnbuefamilien med de samkønnede forældre. Hvor er den diskussion henne?

Er det ikke også sådan at prosexfeministerne bliver bekæmpet indædt af de samme lesbiske og feminister?

Engang – da lægevidenskaben stadig var i sin tilbliven – opstod ordet homoseksuel. På tysk homosexuel i 1869. Som en perversion. En (sygelig) afvigelse fra det reproduktive sexliv. Lægevidenskaben tilføjede hurtigt mange andre afvigelser til listen. Hvis navne i dag fremstår som et raritetskabinet over – måske uddøde? – arter:  Exhibitionister, fetischister, zoofile, mixoskopofile og gynekomaster.

Feminismen har gjort denne række af perversioner længere. Måske ikke med henblik på sygeliggørelse – selvom sprogbrugen hele tiden siger det – men kriminalisering.  Nu er det afvigende eller perverst at være: For aldersforskel (med mindre man er lesbisk?), bruger af visse typer sexfilm og billeder, prostitutionskunde, for sex i det offentlige rum, dyresex og meget andet.

Goddag, mit navn er lesbisk slutter af med at vise dildoer i alle tænkelige varianter. Solosex eller parvis sex med penetrering er blevet slettet af  feministernes liste over afvigelser og perversioner. Men i næsten alle andre forbindelser vil den samme sexindustri, der fremstiller og distribuerer disse være skurk.

Ved at omgå kontroversielle spørgsmål får Goddag, mit navn er lesbisk hverken ryddet ud i myter eller konfronteret tabuer.

I 2009 udkom en svensk film der repræsenterer et andet syn på sex og seksualitet.

Mia Engberg har produceret Dirty Diaries der handler om heteroseksuelle og lesbiske kvinders seksualitet.

Joanna Rytel spiller hovedrollen i en af de 12 feministiske pornofilm. Titlen er Flasher Girl on Tour. Den  handler om en blotter, der tager på Frankrigsturné. Hun blotter sig offentligt for åbent kamera.

Kvinder havde et andet historisk udgangspunkt da de seksuelle frigørelsesbevægelser startede i slutningen af 1960’erne. Der var grunde til at de lesbiske valgte den modsatte vej end bøsserne, der i 1970’erne afsøgte grænser og eksperimenterede med seksualiteten. Mærkeligt nok er det sådan at feminismen i Sverige er stærkere – men  mindre sexforskrækket end i Danmark.

Dirty Diaries giver nogle andre bud på hvad lesbiske og heteroseksuelle kvinders identitet og seksualitet handler om. Desværre har jeg endnu ikke set den svenske film. Men traileren viser, at den har noget andet at byde på.