Joyce Carol Oates: Sexy

Kan man tænke mandlig seksualitet uden at tale om misbrug, krænkelse og overgreb? Ikke i en amerikansk ungdomsroman. Hvis den altså er dristig nok til at vove at rejse emnerne.

På den ene side en truet eller truende seksualitet. På den anden side samfundets forholdsregler: Kriminalisering, restriktioner, kontrol og overvågning. Og så de evindelige ledsagere som ingen har bedt om, men er der alligevel: Bekymring og mistænksomhed.

Joyce Carol Oates ungdomsbog Sexy udkom på dansk i 2005. Næsten et årti efter den første store pædofilpanik var startet i Danmark. Denne panik var taget af  i 2005, men ikke forsvundet. Den første videnskabelige karakteristik af denne panik udkom samme år. Dens afvisning af fænomenets postulerede gigantiske omfang betød, at forfatteren selv blev udsat for dødstrusler for sin angivelige “sympatiseren” med de kriminelle pædofile. Selvom afhandlingens emne var køn og forhold mellem mænd og kvinder, og pædofili omtaltes i et enkelt afsnit i en bog på 386 sider udeblev reaktionen altså  ikke. At forskeren var professor og leder af et forskningscenter anfægtede ikke den type kritik.

Cover til den engelsksprogede udgave.

Efterfølgede har en vis erkendelse af hysteri og panik indfundet sig. Spørgsmålet er imidlertid stadig relevant:

Hvordan bliver drenge til mænd under disse samfundsmæssige omstændigheder? Og bliver de ofre eller gerningsmænd. Eller måske begge dele?

Det centrale ord er mandehad. Ikke som nogle umiddelbart vil tro, fordi nogle kvinder – især feminister – hader mænd. Det er muligvis sandt at nogle kvinder gør det. Det er bare ikke pointen. Og det handler bogen heller ikke om. Den handler om mænd, der hader mænd.

Den hollandske udgave.

Historien beskriver den 16 årige highschool elev Darrens vej fra dreng til mand. Da der opstår en homofob smædekampagne imod Darrens engelsklærer kommer Darren i klemme. Hvor ligger hans loyalitet? Hvem er han selv, hvad er hans seksuelle orientering? Hvordan takler en teenager, at alle voksne er grebet af panik?

Darren befinder sig i en umulig position af mange grunde.  Skyldfølelserne. Han har én gang fået et lift af engelsklæreren Mr. Tracy.

“Det var i november, en torsdag efter svømmetræningen.

Det var vagt og usagt.

Det der var desuden ikke sket.”

Hvad blev ikke ageret, hvad forblev usagt? I det tilbageblik bogen udgør får vi det at vide.  Darren selv er ikke i tvivl: For det første engelsklærerens homoseksualitet, dernæst hans fascination af Darren.

Cover til den norske udgave.

Men Darren fastslår over for sig selv i den indre monolog, at der ikke fandt noget overgreb sted. Verbalt eller på anden vis. Darren ved imidlertid, at han selv satte lavinen igang med spørgsmålet til svømmekammeraterne:

“Tager Tracy billeder med et digital kamera. Af drenge i Spedo-badebukser. Nogen bør undersøge det nærmere.”

Selvfølgelig kommer der ikke en undersøgelse, men derimod en smædekampagne: Pornobilleder med homosex samt et ledsagende brev angiveligt fra en 11 årig dreng med anklager om overgreb og trussel om selvmord bliver anonymt afleveret til rektor. Hvorefter politiet hurtigt involveres.

Den spanske udgave af bogen.

Da politiet først er inde i sagen er intet tilbagetog muligt for drengene. Har nogen oven i købet spundet videre på historien, vedlagt børneporno og opdigtet nye anklager om forulempelse af svømmedrengene i et brev til politiet? Fortælleren ved det ikke. Han ved blot at anklagerne ikke er sande.

At sige det imod er imidlertid umuligt. Darrren er fra den lavere middelklasse. Hele hans sociale prestige afhænger af succes på svømmeholdet. At sige drengene fra den højere middelklasse imod ville tilintetgøre ham.

Løgn fører til ulykke og død. Konstruktionen af drengenes maskulinitet er baseret på død. Og skyld. Et besøg hos rektor med en tilståelse af, at hele historien er opspind er forudsigeligt mislykket.

Cover til den amerikanske udgave.

Alle voksne mænd i bogens univers deltager i stigmatiseringen af Mr. Tracy. På grundlag af rygter. Fremsat af de teendrenge, der hurtigt bliver enige med sig selv og hinanden om, at  bagtalelsen skal finde sted med udgangspunkt i påstande om pædofile forhold, da rygter om homoseksuel orientering ikke er stærke nok til at ødelægge ham.

Højdepunktet i handlingen er et sexovergreb. Selvfølgelig ikke fra Mr. Tracy – eller den homoaktivistgruppe, der provokeres til at stå frem efter lærerens død.  Men af politiet. Der i iveren efter at finde “skyldige” afpresser Darren. Hvilket fremgår af den politirapport der fremlægges som dokument uden kommentarer i bogen. Han skal være både offer og anklager.

Drengen har ingen støtte hos sine forældre, der frygter det værste – at hans navn bliver trukket ind i sagen – og blot håber på det bedste.

Darren selv er ikke homoseksuel eller?

Han føler et vist ubehag ved pigers selskab. Han har en veninde, men bryder sig ikke om at hun går for tæt på. Hans reaktion på de pornobilleder de andre drenge har fundet – med mænd og drenge sammen – er væmmelse.

Engelsksproget paperback.

Endelig efter sagens afslutning, efter ulykke og død,  oplever han noget nyt. Han mærker:

“Alt blodet i hans hoved strømmer nedad.”

Han er ikke længere nødt til at sublimere sin seksualitet i svømning, men kan have sex med den lidt ældre pige i et tilfældigt møde.

Vejen til at blive mand består ikke alene i at vælge seksuel orientering. Men lige så meget i at vælge om man vil tage stigmatiseringen som pædofil-offer på sig eller ej. Eller skyld for andres død. Ikke fordi der har fundet noget upassende seksuelt sted, men fordi samfundet tilbyder unge muligheden for at være ofre. Eller bødler. Ved ukritisk at lægge øre til rygter. Rektor er fra første færd klar over hvor ligegyldigt det er om politiet efterforsker sagen eller ej, og hvad de i givet fald finder. Han vil skille sig af med læreren, der er blevet smædet med det samme fordi skaden allerede er sket: Der sladres om det på skolen.

Drengene fra klassen må afgøre med sig selv om de vil påtage sig offerrollen, stigmatisere sig selv ved at lyve videre. Eller som Darren pure afvise politiets insisteren på, at han må være blevet udsat for overgreb eller misbrug.

Cover til den franske udgave.

Lige som man siger at alle politiske debatter på nettet, når de har kørt en vis periode uværgeligt vil ramme de samme begreber igen og igen, og f.eks. henvise til nazismens verderstyggelighed, kan ingen debat om sex eller seksualitet på nettet i dag fungere uden, at nogen står frem og bekender de er pædofil-ofre. Og egentlig giver det ingen mening at skelne mellem indbildte og virkelige fænomener. De der oplever sig selv som ofre har jo de samme følelser. Det må man anerkende. Joyce Carol Oates bog giver indblik i de mekanismer der får det til at ske.

Den lidt verdensfjerne forsker jeg referede til ovenfor, troede han kunne sige myter og fordomme imod uden at blive mødt med den nævnte type reation. Bemærk: Dødstruslerne blev ikke råbt i hovedet på ham af kvinder. Men af mænd der vil opdrage deres egne børn til krænkere, altså de der stigmatiserer sig selv eller andre.  Uden dokumentation. Til at blive mænd der hader mænd. Den maskuline seksualitet der opfattes på en gang som truet og truende lægges for had.

Bekymringen for de unge mænd – forældrenes og myndighedernes –  går selvfølgelig på deres uskyld. De er sexy, som bogens titel siger. Men tilhører deres seksuelle uskyld samfundet eller de unge? Darren er i myndighedernes øjne det oplagte offer. Derfor kommer det også til at koste alle hans kræfter og al  hans viljestyrke, at kæmpe imod det overgreb stigmatiseringen af den uskyldige er. Darren giver først slip på uskylden, da det passer ham: I armene på den lidt ældre pige.

Den danske udgave.

Omgivelserne derimod ser kun offeret i ham. Og reagerer med bestyrtelse og forbløffelse da han til slut viser viljen til at vinde i svømmekonkurrencen. For han er på forhånd dømt taber. Og bogens – eller forfatterens – ironiske kommentar er, at ingen aner eller ænser, at han lever med bevidstheden om sig selv som bøddel:

“Tager Tracy billeder med et digital kamera. Af drenge i Spedo-badebukser. Nogen bør undersøge det nærmere.”

Far og søn

Alle har en far. Alle børn i børnehaven diskuterer, hvordan deres far er. Den franske fotograf Grégoire Korganow (født 1967) tematiserer far søn forholdet.

Grégoire Korganow siger:

“Det er uden tvivl min søns ankomst i mit liv, der gav mig lyst til at lave de portrætter. Han hedder Marco. Hans hud er sort, han er født i Rwanda. Jeg husker begejstringen hos en ven: “Det er vildt hvor han ligner dig!” Er det sandt? Og jeg? Ligner jeg min far? Og alle de sønner jeg har fotograferet ligner de deres fædre?

Jeg overvejede et stykke tid at kalde serien “arvelighed”.

Ved at kigge på portrætterne ser man lighederne.

Man undersøger ansigtstrækkene, sammenligner handlinger, attituder. Man forestiller sig en historie. Forsøger at løse mysteriet i forholdet. Nøgenheden giver problemer og skaber forvirring.

Portrættet af min far overrasker mig. Hvorfor krammer jeg ham. Jeg har ikke rørt ham siden min barndom. Han ser formålet, smilende og stolt

Jeg elsker også billedet af Marco og mig. Vi lukker begge øjnene. Vi er tilfredse. Lykkelige!

Jeg fandt ikke så meget ømhed da jeg startede med at tage disse billeder. Jeg troede kompleksiteten i forholdet til min far ville give mere afvisende billeder.

Disse billeder siger blot til min far og min søn, at jeg elsker dem.”

Den “arvelighed” Korganow taler om er ikke den genetiske – selvom nogle af billederne også dokumenterer den side af forholdet. Som ovenfor Félician og Francois, der er som agern og egetræ. For nu at bruge en biologisk metafor.

Projektet har personlige rødder. Måske derfor billedernes intimitet.

Projektet er dristigt. Viser os noget vi ikke er vant til at se: Nøgne gamle mænd.

Politiske korrekt nysprog  for det – “ældre mænd” – dur ikke. Mændene har sparsomt hår, gråt eller hvidt hår og hvidt skæg. De er ikke “ældre”: De er gamle mænd. Med stor værdighed.

Vi er langt fra reklamens billede af den unge far med spædbarnet på armen. Det signalerer far søn forholdets flygtighed: Forholdet varer indtil drenge bliver til mænd. Og parterne glider fra hinanden. Og ømheden i forholdet forsvinder.

Selv i de billeder hvor sønnen er barn eller ung viser Korganow mænd, hvor egetræet tilsyneladende husker det engang var agern. Og agernet drømmer om at blive til stolt egetræ.

o

Som sagt: Alle har en far. Mænd har sønner. Det er en af de få konstanter i livet. Men den skrøbelige intimsfære er under pres fra samfund, marked og politik. Arbejdsmarkedet udstøder gamle mænd, og fratager dem deres værdighed. Samfundet betragter gamle som en byrde. I debat og politik er en gammel mand, det modsatte af ung og kvinde. Enhver debats fødte taber.

Korganow rehabiliterer de gamle mænd og siger: Se de er smukke! Ikke på grund af udseende, men på grund af udstråling.

Voksne mænd optræder sjældent nøgne. I reklamen og i medierne er nøgne mennesker unge og kvinder.

Ved at vise gamle mænd nøgne brydes et monopol.

Mændenes værdighed ligger ikke længere i jakkesættet. Deres udstråling kan ikke potenseres af den bærbare, en Iphone eller attachemappe. Deri består en del af nøgenheden.

Og mændenes forskellighed. For det er jo mænd: De er – med et forsigtigt gæt i alderen 5 år til 85 år.  Men ingen er i tvivl om kønnet, selvom billederne er beskåret. Hvad er alder andet end et tal?

Ved at undgå frontal nudity mister billederne den dimension Jim Lyngvild talte om for nylig, at sønner også nogle gange ligner fædrene under bæltestedet. Korganow udviser heller ikke samme mod som Sally Mann, der tog nøgenbilleder af sine egne børn. Og uanset de kunstneriske – og menneskelige kvaliteter i billederne – er blevet forfulgt af censur og absurde anklager. Så er man næsten Korganow taknemmelig for, at han skåner de gamle mænd for den behandling.

Drenge er – og var også i Sally Mann’s tilfælde – udsat for særlig opmærksomhed. Teorierne om det skadelige i at være “mors dreng” er mere end hundrede år gamle. Idag hedder det at drengene bliver femininiserede, hvilket er skadeligt for deres kønsidentitet. Gamle fordomme iklædt nye gevandter.

Forholdet til far er derimod tabubelagt. Og vises sjældent som andet end den succesfulde karrieremands erhvervelse af kvinder og børn – den perfekte familie.

Kan moderne mænd defineres som menneskelige væsener uden ret til hverken mor, far eller børn?

Fordi mænd mistænkeliggøres i intimsfæren.

Expo Les Halles Paris april 2010.

Expo Korganow Pere et fils

Grégoire Korganow citatet er oversat af undertegnede.