Den hadefulde minoritet

Indledning

Homoseksuelle bliver udsat for hadtale på nettet. Af islamiske fundamentalister. Smædet af kristne grupper. Forsøgt omvendt via de nyeste teknologier. Når en ny app til Iphone hævdes at kunne kurere homoseksualitet. De homoseksuelle beskyldes af Vatikanet for at stå i forbindelse med pædofili. Nogle af disse emner påkalder sig homoseksuelle organisationers opmærksomhed. Andre forbigås systematisk i tavshed.

Hvad er væsentligt og hvad er uvæsentligt? Hvorfor vendes f.eks. det blinde øje til al kristen propaganda? Med få og små undtagelser.

Påvirker Bilal Philips der for nylig gæstede Danmark de politiske forhold i Danmark?  I så fald hvor og hvordan. Eller skyldes reaktionen på Bilal Philips helt andre faktorer: Racisme og religiøs intolerance.

Søren K. Villemoes har i Weekendavisen kaldt forholdet mellem homoseksualitet og islam en gordisk knude for både venstrefløjen og det tværpolitiske LGBT. Men det er meget simplere: Minoriteten bliver lagt for had, hvorefter forfølgeren ender som den forfulgte!

Ikke fordi de homoseksuelle generelt er hadefulde, men fordi de religiøse homoseksuelle er hadefulde. Den liberale fordom består i at tegne billedet af den uskyldsrene minoritet. Minoriteten er “god” fordi flertallet er “ondt”. Den danske muslimske minoritet og den homoseksuelle minoritet illustrerer begge, at forsimplingen ikke holder. Begge minoriteter dyrker minoritets-egoisme, offer-gørelse og had mod andre minoriteter – og især mod flertallet.

Stilhed efter stormen

Dagen efter den religiøse prædikant Bilal Philips havde holdt tale i Nørrebrohallen var der igen stilhed. Hvordan kunne noget vække så meget furore for blot at forsvinde, som om intet var hændt. Måske fordi det var ligegyldigt, i hvert fald betragtet fra et homopolitisk perspektiv?

Blog artiklen Bilal Philips i Danmark på Inferens handler netop ikke om manden, men om hvordan minoriteterne dyrker offer-gørelsen af sig selv som politisk strategi. Og hvordan højre- og venstre fløjsgrupperinger søger at hjælpe minoritets-egoisme, offertænkning og had på vej, som led i deres egen politiske selviscenesættelse.

LGBT’s formand Hans Christian Seidelin havde været i landsdækkende medier med en afstandtagende markering over for Philips – inden dennes ankomst. Og debatten blev startet i Pan-bladet på grundlag af Karen M. Larsens artikel Nej tak til hadprædikanter. Hvor Mads Ananda Lodahl supplerede med  blog-artiklen Bilal Philips – min fjende. Efterfulgt af artiklen Bilal Philips – efterspillet. Hvis titel vildleder for rent faktisk har der ikke været noget efterspil i form af en erkendelse af, at Bilal Philips aldrig fremsatte de ventede kontroversielle påstande eller fremturede med hadtale. Fra start til slut har det fremgået af denne blog. Men ingen andre har ønsket at kommentere kendsgerningen.

I praksis kom debatten efter Bilal Philips’ besøg til at handle om den video på You Tube – som Mads Ananda Lodahl også tog afstand fra i Bilal Philips – min fjende. Det Lodahl glemte at fortælle var, at nettet svømmer over med hadtale. Islamisk hadtale mod homoseksuelle, hvor mange andre prædikanter siger tilsvarende – eller værre ting. Derfor er manøvren at “gå efter manden i stedet for bolden” på forhånd dømt til fiasko.

Man kan tilføje, at nettet svømmer over med hadtale: Udsagn hvor enkelte individer eller grupper nedgøres på grundlag af race, køn, etnicitet, nationalitet, religion eller seksuel orientering. Derudover er der dyremishandling og alle tænkelige uhyrligheder. Hvad skal man mene om det? Behøver man at mene noget?

Bilal Philips er en relativt ligegyldig person. I modsætning til Paven, der ligeledes fordømmer homoseksuelle, diskriminerer kvinder og forhindrer udbredelsen af kondomer. Og er overhoved for et trossamfund med 1 milliard medlemmer.

Den politisk struktur

De politiske traditioner i den vestlige verden tackler forholdet mellem religion og politik helt forskelligt. I USA er der en nær forbindelse mellem det ene af de to store partier til det religiøse (kristne) højre. Amerikanske præsidenter lufter højlydt deres religiøse standpunkter. Der er således på trods af forfatningsmæssig adskillelse mellem kirke og stat en nær forbindelse mellem politik og religion.

Tættere på Danmark kunne man fremhæve Tyskland som et eksempel på noget radikalt forskelligt. Her er der tradition for store religiøst funderede partier. Man kan blot nævne CDU og CSU – de to kristelige (katolske) unionspartier, der i perioder har været (er) regeringsbærende.

I USA vil religiøs hadtale – givet den særlige politiske sammenhæng – derfor være af en vis betydning. Betydningsfuld på en måde den ikke er i et land, hvor religiøs organisering traditionelt ikke har været relateret til det politiske system. Tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen modarbejdede nok under Muhammed krisen denne tradition, men gjorde ikke desto mindre reverens for den danske model ved at erklære, at religion ikke har nogen plads i det offentlige rum. Men er en privat sag.

Visse af de udtalelser Mads Ananda Lodahl fremhæver som ektreme er ikke forskellige fra, hvad amerikanske konservative politikere stod frem og sagde offentligt i 1980’erne. F.eks. at aids er Guds straf over de homoseksuelle. Vatikanet – der de seneste år selv har haft problemer med at forklare sig offentligt  – har gang på gang været i medierne med synspunktet, at de homoseksuelle er skyld i pædofili.

Bilal Philips blev udvist af Tyskland. Indlysende nok på baggrund af tysk tradition  – og med en regering blandt andet bestående af de nævnte kristne partier. Med i betragtningen skal også den tyske fortid. Der bliver ikke taget let på opfordringer til overgreb på befolkningsgrupper eller minoriteter efter den tyske vildfarelse i det 20. århundrede. Nazistpartier og symboler er også forbudt. I forhold til lovgivning er forholdene helt anderledes i Tyskland. Og den tyske reaktion på Philips derfor anderledes end den danske. I den stemning af højre- og venstrepopulisme der hersker i Danmark – repræsenteret af den rød-brune alliance – er det ikke utænkeligt, at nye forbud vil komme til. Nye strikse regler for indrejse. På baggrund af tyske erfaringer med kz-lejre og de mange jødiske og homoseksuelle ofre er den strikse tyske politik både rationel og forståelig. Forbudsdagsordenen i Danmark håner derimod ofrene for de historiske forbrydelser fra det 20. århundredes historie – som Tyskland og tyskerne bærer skylden for.

Indvandrerpolitik og religiøst had

Den i virkeligheden indlysende mulighed – at Philips og med ham Islamisk Trossamfund – ville vælge at undgå direkte konfrontation, viste sig som nævnt at holde stik. Der kom ingen hadtale. Det berører imidlertid ingen af de, der på forhånd havde valgt vrede og had som reaktion.

Nogle vil bagefter undre sig over at Hans Christian Seidelin gik til medierne. Hvorfor blander LGBT sig i invandrerpolitik? Hvis Bilal Philips udtalelser om homoseksualitet skulle adresseres, hvorfor så ikke en udtalelse fra Sabaah om, at ikke alle danske muslimer støtter Islamisk Trossamfunds invitation af Bilal Philips. Og eventuelt en Sabaah demonstration foran Nørrebrohallen?

Når fokus er snævert på religiøs hadtale – og ingen partier baserer deres politik på religiøs overbevisning – bør diskussionen af religiøs hadtale ikke finde vej ind i den politiske offentlighed.

Når den alligevel finder vej til Pan-bladets spalter – og ikke er blevet henvist til Kristeligt Dagblad – skyldes det ikke emnet, men de politiske aktører.

Offer-gørelsen og den religiøse tale

Minoriteterne bestemmer ikke deres eksponering i medierne. DF startede debatten ved at forlange indrejseforbud for Bilal Philips. Karen Hækkerup (S), Kamal Quereshi (SF) og Manu Sareen (R) fulgte trop og annoncerede inden mødet, at de ville deltage i demonstrationen foran Nørrebrohallen. Og pressen havde fremhævet de homoseksuelle. Offer-gørelsen var en realitet.

Det blev i praksis DF politiske stafet der blev grebet af Karen M. Larsen i Pan-bladet med konstateringen af at:

“det under ingen omstændigheder (kan) tolereres, at en person, der opfordrer til drab på homoseksuelle, æres ved at få lov til at tale ved en konference i Danmark.”

Derfor sammenfattede jeg Larsens og Lodahls synspunkter i tre punkter:

• Bilal Philips er muslim. Derfor vil jeg gerne distancere mig fra ham.
• Religiøse (hadefulde) tilkendegivelser er mere interessante end alle andre ytringer.
• Ikke alle synspunkter er i udgangspunktet ligeværdige. Derfor skal man demonstrere – fysisk eller verbalt – i stedet for at diskutere eller indgå i dialog.

Alle tre punkter peger på det samme: Engagementet i Bilal Philips er religiøst. Det politiske svar udspringer af den religiøse dagsorden – og ikke omvendt.

Danmark som ikke tidligere har haft noget religiøst funderet parti af betydning har fået det i Dansk Folkeparti. I hvert fald i den udstrækning det er lykkedes Søren Krarup og Jesper Langballe at trække partiet i den retning.

Et citat af Søren Krarup kan klargøre, hvad det betyder at lægge religion til grund for politik:

“Jødedommen og islam skal ikke have samme ret og status i et kristent land, for hvor kristendommen er vært er jødedom og islam gæster. Det er os der i det kristne Danmark sætter husordenen. Der er religionsfrihed, men ikke religionslighed i Danmark. Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten, siger vores grundlov, og hermed er forskellen på værter og gæster understreget. Vi skal ikke finde os i at blive ringeagtet og hundset med i vores eget land…Vil man ikke se det i øjnene, så ender man med at undergrave sin egen tilværelse og gøre sig selv til nar. Samt at udlevere sit land, sit folk og også sin tro til frække propagandister og forfølgere.”

Som man bemærker gør Krarup forskel på religioner: Ikke alle religioner betragtes som lige gode. Jødedom og islam fremhæves f.eks. som ikke særlig velkomne “gæster”.

Hverken Larsen eller Lodahl vil i praksis acceptere Krarups konklusioner dvs. hele Dansk Folkepartis invandrerpolitik. Politiseringen af religionen fører blot uværgeligt i den retning. Karen M. Larsen’s udsagn om begrænset tolerance over for en muslimsk agitator vil omvendt helt sikkert vinde tilslutning fra Krarup!

At Lodahl ikke kan løse den gordiske knude skyldes, at religionen lægges til grund for politik. Derefter er en afgrænsning overfor racister eller tilhængere af DF’s indvandrerpolitik umulig.

Ved at følge Krarups logik at kun religiøse tilkendegivelser er interessante, men ikke alle religiøse tilkendegivelser er lige gode kan al politisk debat snævres ind til: Er det hadtale eller ej? Er modstanderen fordomsfuld skal al dialog undgås og synspunktet søges isoleret. Det praktiserer Lodahl og Larsen iøvrigt også i forhold til hinanden: Den ene er forhenværende konservativ katolik og den anden buddist. Og dermed er dialog ikke mulig.

Debatten er karakteristisk nok heller ikke på noget tidspunkt blevet “afsporet” og kommet til at handle om f.eks. økonomiske realiteter og kommunikationsformer i en moderne verden.

Et forsøg på at “modernisere” tilgangen til religiøs propaganda blev ignoreret af både Larsen og Lodahl. Den kristne Exodus organisation fik godkendt en app til Iphone, med opskriften på at kurere mennesker for deres homoseksualitet. Men at helbrede for homoseksualitet er ikke hadtale. Og derfor ikke noget Larsen eller Lodahl vil kommentere. Amerikanske homoseksuelle rejste imidlertid mere end 100.000 underskrifter imod denne app, fordi socialt pres er den moderne verdens substitut for middelalderlig hadtale. Exodus forsøgte at få en andel i et marked – hos et af de største multinationale firmaer – der forventes at vokse til 290 milliarder kroner i 2015. Det handler om penge, marketing og kontrol over digitale teknologier. Fjernt fra studiet af årtusindgamle tekster, og kan derfor – skal man tro Larsen og Lodahl – roligt ignoreres.

Hadet der ligger bag Exodus er uden tvivl det samme som det der formuleres af Bilal Philips. Vatikanets udtalelser imod homoseksuelle er uden tvivl baseret på et tilsvarende had. Men protester eller demonstrationer iforhold til Exodus eller Vatikanet er udelukket. Fordi det er kristne organisationer.

Dansk Folkepartis indvandrerpolitik er højrefløjspopulisme, der ser danskerne som forfulgte og undertrykte i deres eget land. Fordi Dansk Folkeparti ikke vil acceptere at demokrati og retsstatsforhold begrænser den politik partiet har. Derfor ender demokrati og retsstatsforhold med at blive “fjenden” for DF, fordi begge dele begrænser handlemulighederne – forbudspolitikken – over for religiøse/etniske minoriteter.

Venstrefløjspopulismen består i at offer-gøre kvinder og homoseksuelle i enhver politisk sammenhæng.

Populisme – i den ene eller den anden udgave – beskylder andre for at hade, men er selv hadefuld. Offer-gørelse og had er uløseligt forbundne størrelser.

Had forener: Larsen og Lodahl gør – på trods af religiøse og politiske uoverensstemmelser – fælles sag i forhold til Bilal Philips. De nægter med Krarup at udlevere deres “tro til frække propagandister og forfølgere”.

Who do you think you are? Electric Art by Andreas Smetana.

Konklusion

En fjende giver minoriteten identitet og noget at samles om. Al minoritetens vrede og frustration bliver lige pludselig ikke blot fuldstændig legitim, den bliver et KRAV til alle der udtaler sig: Du skal undsige Bilal Phiips af hele dit hjerte og forsage alle hans gerninger. Bekendelsen bliver til en form for religion, fordi den er blottet for enhvert rationelt grundlag. Og vé den der prøver at sige religionen imod!

Reaktionen på Bilal Philips kan opsummeres som: Minoritets-egoisme, offer-tænkning og had.

I sin iver for at distancere sig fra de der hader islam generelt eller er racister vil Lodahl gå efter “manden i stedet for bolden”. Men indfrier dermed racisternes og islam-hadernes dagsorden. Og underkaster sig fobiernes tyranni. Hvis man lige som i eventyret ikke kan tåle at se degne, er det så en politisk overbevisning? Nej. Det er en fobi. Måske bygget på religiøs fordom. Måske kun på fordom. Eller udelukkende på had og frustration

Hvad så med det såkaldte politiske engagement fra LGBT’s side? Det findes ikke.

Alle foregiver at det er Bilal Philips, der udgør det onde og hadefulde. Men hele minoritetens sammenhængskraft består i at hade de andre minoriteter – og flertallet. Ikke ud fra politiske principper, men som resultat af fobier.

Hvis Bilal Philips virkelig var en farlig trussel skulle minoriteten (de homoseksuelle) overlade ham til staten (folketing og myndigheder).

I denne sag anbefalede LGBT at protestere – og fik dårligt talt ud før aktionerne blev annonceret. Hvis Bilal Philips er så slem må det være majoritetens opgave at løse problemet skulle man tro? Men minoriteten er fanatisk, hadefuld og har en mission: Den skal frelse verden. Vi er Guds udvalgte folk – ligesom jøderne der vist har den ældst kendte – og mest katastrofale – minoritetserfaring og identitet.

Vi kan naturligvis ikke overlade det tåbelige og upålidelige flertal, at tage affære over for en mand som Bilal Philips. Glem ikke: Vi hader den heteroseksuelle majoritet mere end de andre minoriteter!

Når de homoseksuelle har en “mission”gør de en forskel. F.eks. markerer de, at de netop IKKE er “lige som alle andre”. De skiller sig ud – ikke på grund af deres seksuelle observans – men ved at være “religiøse” mennesker med en “mission”. De dyrker deres egen forfængelighed, mistilliden til flertallet og hadet til alle andre minoriteter.

Ved at diskutere seksualpolitik kunne de homoseksuelle danne en positiv identitet. Den strategi er blevet pure afvist af LGBT. Som kun befatter sig med sex, hvis det er kriminelt. For også her vil der så blive lejlighed til at excellere i had og minoritets-egoisme. Selvfølgelig vil LGBT debattere prostitution, når et købesexforbud ER blevet vedtaget. Så kan LGBT forsvare de stakkels kvinder og håne og mistænkeliggøre majoriteten (heteroseksuelle mænd). Så passer også det ind i LGBT’s verdensbillede. Af fobier, had og frygt.

Anmeldelse: Homoware.dk

Med de nye ejere Henning og Michael Flyngborg har Homoware.dk fået en ny og mere personlig stil. Det vil jeg reagere på ved, at lade min mand Jørgen Petersen optræde som gæsteanmelder af sitet.

Nedenfor gengiver jeg derfor hans anmeldelse fra trustpilot.dk.

Her scorer homoware højt generelt med 9.7 point ud af 10 mulige!

Super service

Overskuelig hjemmeside med gode beskrivelser af varerne. Rimelige priser og hurtig levering. Superbetjening med personlig håndskrevet hilsen og det er dejligt at man kan se hvem der står bag.

Jørgen Petersen

På trustpilot.dk giver Jørgen – selvfølgelig – maximum point til Homoware-drengene Henning og Michael.

Bilal Philips i Danmark

Indledning

Det nationale fællesskab er idag politisk blevet afløst af minoriteter, der bringes i spil af højre og venstre fløj. Politik er ikke længere på samme måde som tidligere centreret om det nationale fællesskab. Selvom retorikken siger det, og begreber som sammenhængskraft og fælleskab ofte besværges.

Både højre- og venstre fløj elsker minoriteter. Også selvom de blot er redskaber i den politiske kamp, og anvendes i den politiske selviscenesættelse. Minoriteterne lader sig bruge – og indgår gerne i det politiske spil – og kæmper imod “flertallet” eller de øvrige minoriteter om indflydelse og privilegier.

Bilal Philips – en kontroversiel muslimsk taler. Både højre og venstre fløj øjner en sag. En lejlighed til at forsvare danske værdier, kvinder og homoseksuelle. Og profilere sig selv, som den der bekæmper intolerance.

Fobiernes tyranni

Mennesker definerer sig som minoriteter etnisk, kulturelt, seksuelt eller i forhold til køn. Med en enkelt undtagelse.: Voksne, hvide heteroseksuelle mænd. De udgør inden for denne forestillingsverden magthaverne, som udfordres af de øvrige grupper. Enhver der kan formulere sig som minoritet er minoritet. Den største “minoritet” – kvinderne – udgør rent faktisk flertallet i befolkningen. Feministiske grupperinger formulerer sig aggressivt, og hævder kvinder bliver udnyttet, udbyttet og undertrykt. Formelt er det numeriske styrende for definitionen af minoriteten – reelt er det evnen til at tale som minoritet, der er afgørende. Derfor er kvinder minoritet.

Minoritetens sprog er offergørelsen. Politik bliver på forskellige niveauer et symbol spil om skyld eller uskyldsrenhed. Hvem repræsenterer det onde, der skal lovgives imod, reguleres eller forbydes udfoldelsesmulighed?

I retsstatens politiske forståelse eksisterer det onde ikke. Her tales der om de for samfundet uønskede handlinger eller konsekvenserne af disse. Lovgivningen er rettet imod kriminalitet ikke forbryderne. Minoritetspolitikken derimod personliggør det politiske: Det onde repræsenteres af den gruppe eller enkeltperson andre minoriteter eller interessegrupper man er uenig med. Det bliver til en fobi.

Fobierne er logisk nok lige så talrige som minoriteterne: Racisme, antisemitisme, religiøs intolerance, homofobi og transfobi er blot eksempler.

Offergørelse resulterer i forbudspolitik. Selvom det i sidste ende er retsstaten og demokratiet, der bliver “offer” for minoriteter, der hader og bekæmper hinanden. For eller imod købesexsforbud bliver ikke længere styret af den rationelle opfattelse: Hvordan forbyde individerne frie og lige færden i samfundet? Det hedder: Hvad tænker Jeg om sex, og handel med sex. Hvordan har Min samvittighed det med købesex, og de pågældende kvinders situation?

Den rationelle opfattelse af samfundets bedste er blevet afløst af følelser og moraliseren. Det gør forskellige minoriteter i hvert fald alt for at fortælle os. Hjulpet af politiske grupperinger, der øjner chancen for at profilere sig selv i den politiske debat.

Bilal Philips. Et eksempel på den “hadefulde muslim”.

Offer-rollen

Islamisk Trossamfunds Ungdom, inviterede  i denne uge prædikanten Bilal Philips til, at tale om islamofobi.

Islamisk Trossamfund spiller på offer-rollen, når islamofobi gøres til tema. Men de inviterede en mand, der på You Tube forsvarer dødsstraf over for homoseksuelle og vold mod kvinder. Ingen kunne på forhånd være i tvivl om, at Bilal Philips repræsenterer had. Spørgsmålet var blot hvordan samfundet og de berørte minoriteter ville reagere. Det viste sig at være ret forudsigeligt.

Formanden for LGBT Hans Christian Seidelin udtalte til Politiken:

“Han taler nogle centrale værdier om ligebehandling midt imod. Alt, jeg ved om sharialovgivningen taler vesteuropæiske lighedsprincipper lige imod. Dermed er det et bredere problem i hele samfundet.”

Ved at pege på modsætningen mellem sharia og retsstats principperne antyder Seidelin en kamp mellem to civilisationer. Er det  ikke blot minoriteternes kamp, der omformuleres til civilisationernes kamp, som beskrevet af Samuel P. Huntington? I hvert fald startes debatten om, hvad Bilal Philips står for og vil sige inden dennes ankomst til Danmark.

Debat i Pan-bladet

I Pan-bladet blev tråden taget op af Karen M. Larsen i artiklen Nej tak til hadprædikanter. Her skærpes tonen. Det understreges at islam som sådan ikke nødvendigvis er homofobisk. Det er dog tilføjelsen, der er interessant:

“Men når det så er sagt, kan det under ingen omstændigheder tolereres, at en person, der opfordrer til drab på homoseksuelle, æres ved at få lov til at tale ved en konference i Danmark.”

I mit svar til en kommentar på Pan-bladet pegede jeg på det problematiske i at ville tiltage sig ret i forhold til ytringsfrihed:

“Jeg bliver selvfølgelig forarget, hvis det viser sig at Bilal Philips vil lufte den slags synspunkter. Men hvad menes der med “tolerere”? Vil Karen M. Larsen forbyde manden at tale?

Jeg er dybt betænkelig ved, at LGBT går ud med en tilkendegivelse af, at man ønsker at tiltage sig retten til at bestemme over, hvem der må tale hvor og sige hvad.”

Både Hans Christian Seidelin og Karen M. Larsen blev dog overbudt af Mads Ananda Lodahl, der overvejede forskellige aktionsformer i blog artiklen Bilal Philips – min fjende. Og lagde linket på Pan-bladet. Lodahl fik følgende svar af mig:

“… er du i virkeligheden ikke enig med Karen M. Larsen i synspunktet:

1.

Bilal Philips er muslim. Derfor vil jeg gerne distancere mig fra ham.

2.

Religiøse (hadefulde) tilkendegivelser er mere interessante end alle andre ytringer.

3.

Ikke alle synspunkter er i udgangspunktet ligeværdige. Derfor skal man demonstrere – fysisk eller verbalt – i stedet for at diskutere eller indgå i dialog.

Både du og Karen M. Larsen tilkendegiver, at i ikke ønsker, at blive spændt for højrefløjens vogn. Hvis i nu gik ud og anbefalede burkaforbud, stadig med det forbehold, at i ikke ønsker at blive spændt for højrefløjens vogn ville det være en tilsvarende situation. Og det ville jo tilsvarende tjene et godt formål – bekæmpe kvindeundertrykkelse – og dermed hellige midlerne.

Hvis man grundlæggende opfatter verden i religiøse begreber vil ekstreme homofobe ytringer fra en muslim forekomme endog meget betydningsfulde. Opfatter man derimod samfundet som sekulært vil kønskamp, ideologisk strid og politiske realiteter forekomme så meget mere påtrængende. Ingen af jer går bevidst højrefløjens ærinde, du understøtter blot aktivt venstrefløjens totalitære image.

Ikke alle tilkendegivelser er lige interessante. Hvor var du og Karen M. Larsen, da den kristne Exodus organisation fik godkendt en app til Iphone, med opskriften på at kurere mennesker for deres homoseksualitet? Jeg ser ikke islamofobi i nogen af jeres tilkendegivelser. Blot reagerer i på noget, der endnu ikke er blevet sagt – i Danmark. Tilføjelsen er vigtig. Hvis religiøs islamisk fundamentalisme skal bekæmpes effektivt, så bør Danmark – ud over de igangværende krige – også engagere sig i Iran og Pakistan. Eller også må vi blot fortsat tage kraftig afstand fra fundamentalisme – og selv undgå at havne i den.”

Mads Ananda Lodahl gav udtryk for at han blev lagt ord i munden. Hvortil der selvfølgelig blot var at svare:

“Du kan føle det er ubehageligt, at få lagt ord i munden, men det er jo det du selv praktiserer. Du forsøger at forudgribe hvad Bilal Philips vil sige i København. Endnu er han ikke ankommet.”

Det blev efterfulgt af en overvejelse om minoriteternes hadefulde forhold til hinanden hentet fra min anmeldelse af Christopher Isherwoods A Single Man:

“George (bogens hovedperson, red.) lever når han taler til… sine studerende… George taler sig varm i timerne, og taler om minoriteterne. Og angriber tabuet: Minoriteternes usselhed. De der bliver lagt for had, bliver selv hadefulde.

George konstaterer, at de der har fregner måske nok er mindretal, men ikke minoritet. For at være minoritet kræver det, at man er forfulgt. Af flertallet der føler sig truet eller utrygt. Truet af en fare som er virkelig eller indbildt. De liberale mener selvfølgelig at “minoriteten er præcis som alle os andre”. Men det er ikke sandt: Minoriteten hader flertallet – og ligeledes de andre minoriteter, som den rivaliserer med. Ingen trussel er hundrede procent imaginær

De liberale begår altså to fejl: Minoriteten ligner flertallet, men er ikke præcis som flertallet. Og hvorfor ikke indrømme det? Dernæst fastholder de liberale tesen, at fordi flertallet repræsenterer det onde, må minoriteten repræsentere det gode. Men tænk hvis en smålig og hadefuld minoritet fik magt?

George siger ting man aldrig må sige højt noget sted – eller i nogen situation – om det så er sandt eller ej. Han angriber de liberales fordomsfuldhed.”

Det der driver offer-retorikken er, som Christopher Isherwood formulerer det rent had: Alle minoriteterne føler sig forfulgte – de er ofre – og lægger derfor både de der “forfølger” dem, og de øvrige minoriteter for had.

Islam ifølge Bilal Philips eller blot sådan som ikke-muslimer opfatter islam?

Fjendebilledet bekræftes

Offer eller gerningsmand? De to begreber lever af hinanden, det ene er intet uden det andet. Allerede inden Bilal Philips er ankommet er han blevet “dømt” af ofrene, der undsiger alt det han endnu har sagt (på dansk grund).

I mit første indlæg i debatten havde jeg allerede ridset perspektivet op:

“Det er mennesker som Bilal Philips der skal bekræfte os i vores offer-mentalitet. Det er godt nok nødvendigt med import – danske muslimer kan ikke rigtig selv. Men det er trods alt et fjendebillede. Uha, så kan vi blive bange!

Vi forfølges, undertrykkes, udnyttes og udbyttes. Af heteroseksuelle (mænd). Ergo er vi (mænd) vores egen værste fjende. Når en homoseksuel interesseorganisation som LGBT politik idag fokuserer på offer-mentalitet siger den, at mænd bør sættes politisk ud af spillet for de repræsenterer det “onde” i verden.

Det er der – pudsigt nok – kvinder der beredvilligt stiller sig til disposition for, at forklare os.

Hvis (homoseksuelle) mænd ikke kan forstå sig selv som ofre, hvordan skulle de så iøvrigt fatte feminismens budskab om at kvinder og børn ALTID er ofre (for mænd)?

Altså at de selv er overgrebsmænd og perverse sexkriminelle?”

Bilal Philips på Nørrebro.

Ingen kontroversielle udtalelser fra Bilal Philips

Efterfølgende viser det sig at Bilal Philips ikke udtaler sig, så det giver genlyd i alle landets medier. Tværtimod er sagen død dagen efter. Det viste sig at være stort ståhej for ingenting. Ingen udtalelser om sharia, ingen dødsstraf til homoseksuelle eller sanktionering af vold over for kvinder.

Imran Shah. Formentlig godt tilfreds med et velbesøgt arrangement i Nørrebrohallen. Der demonstrede for de muslimske deltagere, at islamofobien findes. Bilal Philips blev advaret og afslørede sig ikke som demagog.

Talsmand for Islamisk Trossamfund Imran Shah går allerede samme dag som Bilal Philips taler i medierne og erklærer det var en fejl at invitere Bilal Philips:

“Hvis vi kunne gøre det om, og vi havde muligheden for at vælge i dag, ville vi ikke invitere ham.”

En stor skuffelse? Hændervriden fra de der tog fejl i deres forudsigelse af hvordan mødet ville forløbe eller forudgribelse af hvad Bilal Philips ville sige? Nej.

Islamisk Trossamfunds optræden har været en stor succes for alle parter. Tusindsvis af muslimer mødte frem for at høre Philips, og er formentlig blevet bekræftet i at de danske medier og forskellige minoriteter er partiske i deres behandling af en hel befolkningsgruppe.

De homoseksuelle har tilsluttet sig offer-forestillingen, og bekræftet sig selv som minoritet. På den yderste venstrefløj er truslen fra fundamentalistisk islam blevet bekræftet. Værdien af aktivisme er blevet bevist. På højrefløjen er flere blevet overbeviste om, at græserne skal være mere lukkede. Diskussionen om indrejseforbud har fået fornyet aktualitet.

Uanset om rød eller blå blok kommer til magten efter næste valg vil der blive indført flere forbud. Minoriteterne og deres allierede kæmper angiveligt for tolerance og integration. I praksis dog mest for at inskrænke de øvrige minoriteters magt og indflydelse og muligheder.

De kæmper for forbud. Og udstødelse af de øvrige minoriteter. Integration og tolerance er fine ord, der indgår i programmer og erklæringer. I praksis modarbejder de dialog. Sagen om Bilal Philips vil hurtigt være glemt. Men den betød en yderligere fragmentering af det danske samfund, fordi minoriteter og politiske grupperinger spændte ben for en dialog. Og erklærede sig tilfredse med enten at spænde minoriteterne for en politisk dagsorden eller indtage den offer-rolle, der forhindrer både integration og tolerance. Fordi minoriteterne bekræfter sig selv – og over for offentligheden – som værende “anderledes”. For nogles vedkommende endda fremmedelement i det danske samfund. Uden tvivl vil minoriteternes organisationer efterfølgende tale varmt for ligestilling og normalisering, mens de venter på den næste sag, hvor de kan skille sig ud.

Konklusion

Både minoriteter og politiske grupperinger på højre- og venstre fløj mener, at offer-retorik sikrer deres politiske indflydelse. Derfor bliver vi alle gjort til ofre. Selvom de første ofre for den ideologi er demokratiet og retsstaten.

Evgeny Mokhorev: Det nøgne menneske

Indledning

Evgeny Mokhorev (f.1967) arbejder med “objektive” sort-hvide fotografier i et kvadratisk format. Modellerne er ofte børn og teenagere eller mænd og kvinder. Ofte nøgne. Mennesker.

Han blev medlem af den fotografiske klub “Zerkalo” (Spejlet) i 1988. Og modtog prisen “Året fund” på den første Festival for Fotografi i 1993. Mokhorev har mellem 1988 og 1997 deltaget i mere end 40 udstillinger i Rusland og internationalt. Blandt andet i USA, Storbrittanien og 2010 i København på Fotografisk Center.

Krop og disciplinering

Mokhorevs mænd og kvinder svulmer hverken af muskler eller bare bryster. De nøgne modellers alder står ikke skrevet hen over kroppe eller ansigter. Uvant når nøgenhed i medierne forbindes med pornografi. Hvor alt er beskrevet og nøje redgjort for. Nøgenhed er provokerende – når kendsgerningen, at sådan er vi født forlængst er blevet glemt. Fordi nøgenhed altid udstilles – og afvises -som enten kommerciel eller lummer. Nøgenhed uden emballage – uden medfølgende beskrivelser, forklaringer og advarsler – vidner om en verden uden for, hvor der blot er nøgne kroppe, seksualitet og sensualitet.

Mokhorevs billeder besidder evnen til at forurolige. De kan få betragteren til at spørge, hvis det vi ser er sandt, er mit liv så baseret på løgn?

“Et billede kan sige mere end tusind ord…Med russiske Evgeny Mokhorev forholder det sig lige omvendt. Her står værket i direkte opposition til ord. Vi befinder os i umiddelbarheden, et sted, der ikke kan beskrives, fordi det er tomt og blottet for omtanke, analyse og strategi. Mokhorevs billeder befinder sig altså et sted, som vi alle stræber efter at komme til, men som vi fjerner os fra, jo mere vi prøver.”

Er vi overhovedet i live  kan man spørge?

Uvished udøver fascination – men også ængstelse. Lighedsideologierne i samfundet fremhæver forskel, som det der styrer vores liv.

Tanker, analyser og strategier betyder at vi er vant til at klassificere og disciplinere. Disciplinering sker via forventning.

De to kategorier der stilles flest forventninger til er køn og alder. Det numeriske spiller en stor rolle for, hvordan mennesker forventes at opføre sig. Alder bestemmer hvornår man starter i skole, hvornår sex er legalt, hvornår man kan starte på arbejdsmarkedet – og  forlade det igen.

Lige så vigtigt er kønnet. Piger og drenge skal ikke se ens ud og opdrages ikke ens – feministisk lighedsideologi til trods. Forventningerne til de to køn er ikke de samme. Kønsforskel kan tillægges kosmisk betydning: Mænd er fra Mars Kvinder er fra Venus, sagde forfatteren John Gray. Planeter der kan cirkle om hinanden, men aldrig mødes. Eller forestillinger om forplantning kan give mening – via videnskabelige eller religiøse begreber – til køn og seksualitet. Mere jordnært kan man nøjes med at anvende begreber som biologisk køn og socialt køn. På engelsk kaldes det første sex og det andet gender. Her regnes sidstnævnte for sociale og indlærte attituder og det første for naturgivet. Så kan man operere med en dualisme mellem natur og samfund. Begreberne gør at vi kan forstå verden. Og os selv. Vores køn.

Der er en endeløs strøm af tanker, analyser og strategier i forhold til kønnet. Der en vilje til at fortolke og tilskrive lag af betydning.

Mokhorevs billeder foruroliger ved at fortælle, at skrælles lagene af  bliver der kun umiddelbarhed tilbage. Det uforklarede og uforklarlige.

“Se mig ind i øjnene”

Mokhorev har fotograferet gadebørn og børnehjemsbørn i Skt. Petersborg. Men Liza Fetissisova der promoverer Mokhorev via galleriet Russian Tea Room i Paris fortæller til Politiken:

“Mange af personerne på billederne er børn af kunstnertyper – malere, musikere, klovne – som på én gang er frisindede og ludfattige. På den slags opstillede billeder kan du ellers ofte nærmest se fotografens ordrer, men her virker det hele naturligt. Blandt andet, fordi Evgeny bruger meget tid på at være sammen med teenagerne, og han aldrig presser dem til noget.”

Billeder der på en gang er naturlige og iscenesatte. Modellerne skal indtage positurer. Og Mokhorev beder som regel mindst en person om at se lige ind i kameraet uden at smile. Hvilket giver stor intensitet. På fotografiet ovenfor mærkes en hentydning til von Glödens forkærlighed for modeller, der agerer i “klassisk stil” med mindelser om antikken.

Spejlet

Spejlet er den klassiske metafor for det, der enten er falsk eller forvrænget. Hos Mokhorev erstattes det ofte af et vindue. Som billedet af Elena der “spejles” af drengen Kuzya. Der er visse lighedstræk i fysiognomi og gestik. Det ikke falsk, det er blot et møde mellem to mennesker der på en ejendommelig måde ligner hinanden.

Det er heller ikke falskhed når Ivan “spejler” Kartina. Mokhorevs modeller er mennesker – i visse tilfælde på forunderlig vis hinsides kønsliggørelse. Dvs. de er blot mennesker – ikke mænd eller kvinder.

Der hvor Myha holder et spejl op for sig er det rent faktisk Myha vi ser i spejlet. Myha er en dreng. Kort eller langt hår signalerer normalt “maskulint” eller “feminint”. Ikke her. Fordi det på en eller anden måde er ligegyldigt. Fotografen vil blot vise os mennesket.

Kønnets skrøbelighed for præpubertære unge er ikke overraskende. Det chokerende ved Mokhorevs billeder består udelukkende i, hvor naturligt det er bare at være menneske. Ikke blot være sin alder eller sit køn.

“Strategier skal lægges. Vi tænker ikke bare længere. Vi tænker over, hvad vi skal tænke. Vi tænker over, hvad vi skal identificere os med for at være det, vi godt kunne tænke os at være, og så finder vi ud af, hvordan vi burde tænke, hvem vi bør holde med, hvad vi skal kunne lide, sige og gøre.”

Rationalitet betyder i det moderne samfund, at vi ikke tænker, men vurderer. Rationalitet betyder kontrol, over verden og over os selv. Men er det begreberne der styrer os eller er det os der styrer begreberne? Bare det at spørgsmålet stilles antyder, at kontroltabet er en realitet. Betragteren der ser tomheden i Mokhorevs billeder ender med at spørge: Er vi overhovedet i live?

Konklusion

Jo mere vi tænker over kønnet, desto mere uvirkeligt bliver det. Hvad bliver der tilbage efter alle de tanker, anlyser og strategier?

Tomhed.

Tryllefløjten

Der tre ting en operainstruktør aldrig må gøre: Tage et kendt værk, og popularisere for, at få et nyt publikum i tale. F.eks. modernisere iscenesættelsen. Eller erstatte den originale tekst med en oversættelse. Med henblik på at overskride sprogbarrierer. Og endelig: Overføre opera til et andet medie f.eks. film for, at nå ud til et nyt publikum.

Gør instruktøren en af delene – eller alle tre – vil det traditionsbevidste publikum og anmelderne med stor sandsynlighed vende tommelfingrene nedad.

Kenneth Branagh’s filmatisering af Mozarts opera Tryllefløjten praktiserer alle tre ting. Det berømte/berygtede regiteater som danske og udenlandske anmeldere rutinemæssigt tager afstand fra. Hvis instruktøren ændrer historien ved at benytte en anden scenografi end den traditionelle. Typisk ved at flytte handlingen i tid. I dette tilfælde flyttes handlingen fra en fjern fortid i Egypten til et sted i Europa under 1. verdenskrig.

De stærke farver på soldaternes uniformer bevarer noget af teater karakteren.

Filmens pacifistiske budskab er blevet kritiseret for at fylde for meget – og være irrelevant i forhold til Mozarts opera. Hvilket ikke er sandt. Men visuelt tillader denne omplacering, at Nattens dronning præsenteres kørende i tank! Det “krigeriske” element ved karakteren bliver dermed fuldstændig umisforståeligt.

Stephen Fry har oversat Schikaneders tyske libretto til engelsk. Hvilket også – af hensyn til handlingen – har medført forskellige ændringer. Det er for at sige det mildt – uvant – at høre Mozart på engelsk. Selvom der findes en levende tradition i Storbritannien for at synge på nationalsproget. En vane Operaen i Danmark heldigvis – stort set – har lagt bag sig. Da Tryllefløjten er et syngespil indgår talte replikker på nationalsproget på en naturlig måde. Blot må man her acceptere arierne lyder anderledes end den vante tyske version.

Operafilm har den fordel frem for den almindelige opera DVD, at næsten alt er teknisk muligt. Især som her, hvor en udstrakt brug af CG fremhæver det magiske univers. Filmen bliver således visuelt en blanding af realisme og fantasi – hvilket modsvarer historiens hybrid af drama og komedie.

Og musikalsk undgår denne film de faldgrupper, der ellers plager genren. Sangerne optræder selv og erstattes ikke af skuespillere. Hvorved problemer med efter-synkronisering undgås. Sanger-teamet er ujævnt, men stærkt støttet af Det Europæiske Kammerorkester dirigeret af James Conlon. Den vigtige rolle som Sarastro er besat af Rene Pape, der næsten ejer partiet på operascenen. Nattens dronning synges med tydelig slavisk accent, men med dramatisk nerve af Lyobov Petrova. Joachim Kaiser er en smukt syngende Tamino. Det øvrige team er velsyngende uden at imponere. Der ageres overbevisende nok.

Handlingen flyttes i tid og den pacifistiske pointe hæftes på af Branagh og Fry, men kernen i historien er  bevaret intakt. Det handler om forholdet mellem kønnene, seksualitet og sex.

Nattens dronning er – indvies publikum i efter først at være blevet ledt på vildspor – historiens skurk. Dronningen er i følelsernes magt og repræsenterer derfor modstykket til det, der for 200 år siden var oplysningstidens politiske ideal: Den milde og retfærdige monark. Det politiske udspilles på familie-niveau i kampen mellem Nattens dronning og Sarastro om datteren Pamina.

Nattens dronning pålægger Pamina at myrde faderen Sarastro.

I filmen vil den unge Tamino, søge at redde Pamina, efter han er blevet betaget af hendes portræt. Han ledsages af fuglevagten Papageno, der gør tjeneste som den, der advarer soldaterne imod gasangreb.

Tamino og Papageno udgør to stands-forskellige udgaver af den kærlighed operaen er en hyldest til. Sammen med før omtalte Pamina og den jævne bondepige Papagena.

Pamino og Papageno skal hver bestå tre manddomsprøver – dog med forskellige krav – for at erobre deres udkårne. Fordi det kvindelige univers er henholdsvis emotionelt og irrationelt, må mændene styre og være stærke over for kvinder. Opretholdes fornuften bevares samfundsordenen og moralen.

Den morale piller filmen ikke ved. Den vover ikke som Kasper Holtens samtidige meget filmiske Wagner Ring – der er udkommet på DVD – at indføje feministiske pointer.

Papageno drømmer om sin Papagena.

Kærlighed betyder for parret Papageno og Papagena sex og børneavl. For den højere stand – Pamino og Pamina – har den tillige en følelsesside. Men begge dele er lige rene. Sex og børnavl forstås – i overensstemmelse med oplysningstidens værdier – som naturligt og uskyldigt. Sex er kun farligt i forbindelse med voldeligt overgreb. F.eks. da håndlangeren Monostatos forsøger at kysse Pamina, og vil bruge magt over for hende. Monastatos er i ledtog med Nattens dronning, der har opfordret Pamina til at dræbe Sarastro.

Pamina får hjælp af de tre drenge – det er uvist hvem der har sendt dem – de har magiske evner.

Sex er altså kun farligt, der hvor statens fjender er i sansernes vold og truer både omgivelserne og herskerens liv. Mozarts opera Figaros Bryllup (1786) havde tidligere vakt myndighedernes bekymring – ikke fordi det er en sexkomedie – men fordi librettoen var fransk – og kunne mistænkes for at bære de nye farlige idéer om frihed, lighed og broderskab til Østrig. I det stykke placerede forfatteren Beaumarchais tjeneren Figaro i hovedrollen i stedet for hans herre Hertugen, hvilket vakte forargelse.

Tryllefløjten er måske den mest heteroseksuelle opera i hele litteraturen. Forholdet mellem mand og kvinde lovprises i Papagenos og Papagenas arier som naturens uovertrufne vidunder. Og filmen følger scenetraditionen, hvor det myldrer med Papagenos og Papagenas børn inden sidste takt er færdig. Og kærligheden mellem Pamino og Pamina forvandles til den ægteskabspagt, der er hele samfundets fundament.

Homoseksuelle handlinger hverken benægtes, afvises eller fortrænges: Der er simpelthen ingen antydning. Operaen er skrevet 1791, hvor ordet endnu ikke fandtes. Men hvordan betragte heteroseksualitet “udefra” – som operaen jo faktisk gør – hvis der intet findes uden for den heteroseksuelle definition af køn og seksualitet?

Sarastro i opgør med Monostatos.

Og hvorfor ender Sarastro – der vel skal personificere verdensordenen – som det vi idag vil kalde single? Nogle vil påstå at det ligesom forvandlingen af karaktererne efter 1. akt er librettoens svaghed.

Goethe derimod har sagt at “der hører mere dannelse til erkende denne operatekst betydning end til at benægte den.”

Operafilmen er slet ikke så håbløs en genre, som mange mislykkede eksempler kunne forlede til at tro. Kasper Holten viste i 2006 med Wagners Ring, hvordan kombinationen af filmisk sprog og sceneopførelse kunne forenes. Kasper Holten har nu taget skridtet fuldt ud og filmatiseret Mozarts Don Juan, der netop har haft premiere. Her er forholdet mellem kønnene og seksualiteten en helt anden.

A Single Man

A Single Man (2009) er en flot film. Så overdådig, at den næsten er for pæn. Men den der har læst bogen, der danner forlæg – Christopher Isherwood’s roman med samme titel fra 1964 – vil vide at budskabet er: Pænhed er dræbende.

Filmens hovedperson George er selvmordstruet. En pointe instruktøren Tom Ford har lagt ind. Og i et interview begrundet med erfaringen om selvmord i familien. I bogen er dødens nærvær konkret: George  har mistet Jim. Ven og livsledsager gennem 16 år. George kæmper – forgæves – for at komme videre med sit liv.

Filmen er tydeligvis et personligt anliggende for instruktøren Tom Ford (f.1961). Der med denne debut bevægede sig væk fra det han er kendt for: Design. Ford valgte at filmatisere en bog han havde læst for 25 år siden. Hvor erfaring og erindring er et tema. En bog hvis dybere betydning de færreste mennesker under 25 år vil forstå. Selvom den sagtens kan gøre indtryk. Siger undertegnedes tilsvarende erfaring. En bog det derfor er værd at vende tilbage til.

I bogen lægges følgende statement i munden på George: Erfaring er ubrugelig, men når man har den er det noget helt særligt. Som bekendt kan man ikke bruge erfaring. I reglen vil de omstændigheder, hvor erfaringerne gøres være anderledes end den situation, hvor de formuleres og efterrationaliseres. Og erfaring kan ikke gives væk – i form af gode råd. Det er erfaringens begrænsning, men derfor kan erfaring godt være “kind of marvelous”. Bogen – og filmen – forklarer hvorfor.

Filmen koncentrerer sig om George og hans forhold til Jim der ses i tilbageblik. De pæne billeder er en karakteristik af det stivnede og og døde George ser i omgivelserne. Romanens indre dialog forholder sig meget eksplicit til fænomenet: Europæer kommer til USA og bliver tiltrukket og frastødt.

Matthew Goode (Jim) og Colin Firth (George).

Historien udspiller sig på den sidste dag i Georges liv. Med små erindringsglimt tilbage. F.eks. til dagen George fik beskeden om Jims død. Hvor familien frabeder sig hans tilstedeværelse ved begravelsen. Som Information‘s anmelder siger spiller Colin Firth her og tilsvarende steder “en dybde frem med meget små midler”, der virker lige så overvældende, som den er overbevisende.

Bogen var i 1964 intet mindre end en homoseksuel kritik af det amerikanske samfunds hykleri, der ekskluderede en hel befolkningsgruppe fra frihed og lighed. Den er skrevet som en kærlighedserklæring til Isherwoods 30 år yngre livsledsager Don Bachardy. Der her knap et halvtårhundrede efter har rådgivet Tom Ford om filmen.

Colin Firth (George)  på vej til universitetet.

Ved at gøre George’s skæbne til kerne – det sidste George ser, i en slags wagnersk liebestod er livsledsageren Jim – opnår instruktøren både koncentration og drama. Det sker på bekostning af nogle af de afsnit i bogen, hvor Georges virkelig lever. Bogen hylder nemlig også USA som et moderne samfund. Forskelligt fra f.eks. det engelske samfunds optagethed af stand og klasse. Hvis dannelse er George’s baggrund – og levebrød som universitetslærer. En fortid han som emigrant nu er skilt fra, og ser på med fremmede og undrende øjne.

Det amerikanske samfund møder George i træningscenteret. Helt unge drenge sidder nøgne ved siden af mænd på 60 år eller 70 år i saunaen og er på fornavn med hinanden. Skuespillere lægger deres manerer og snobberi fra sig, og træner ved siden af små forretningsdrivende. Der uden skam bruger ansigtscreme i baderummet. Blot med kommentaren: “Jeg har ikke råd til at blive gammel”. Det forstår Georges som“easy-going physical democracy”, og beundrer det amerikanske samfunds modernitet.

George’s elever Lois (Aline Weber) og Kenny (Nicholas Hoult).

George lever når han taler til sine studerende. Universitetet som sådan er en fabrik, der i Georges øjne ikke levner de håbefulde unge en chance i livet. Men George taler sig varm i timerne, og taler om minoriteterne. Og angriber tabuet: Homoseksualitet. En scene der heldigvis er med i filmen. Men ikke pointen: Minoriteternes usselhed. De der bliver lagt for had, bliver selv hadefulde.

George konstaterer, at de der har fregner måske nok er mindretal, men ikke minoritet. For at være minoritet kræver det, at man er forfulgt. Af flertallet der føler sig truet eller utrygt. Truet af en fare som er virkelig eller indbildt. De liberale mener selvfølgelig at “minoriteten er præcis som alle os andre”. Men det er ikke sandt: Minoriteten hader flertallet – og ligeledes de andre minoriteter, som den rivaliserer med. Ingen trussel er hundrede procent imaginær

De liberale begår altså to fejl: Minoriteten ligner flertallet, men er ikke præcis som flertallet. Og hvorfor ikke indrømme det? Dernæst fastholder de liberale tesen, at fordi flertallet repræsenterer det onde, må minoriteten repræsentere det gode. Men tænk hvis en smålig og hadefuld minoritet fik magt?

George siger ting man aldrig må sige højt noget sted – eller i nogen situation – om det så er sandt eller ej. Han angriber de liberales fordomsfuldhed.

Colin Firth (George) og Jon Kortajarena (Carlos) foran Psycho kulissen.

Georges oplever lighed, der hvor andre oplever ulighed. I selskab med trækkerdrengen Carlos. George møder Carlos på vej hjem fra dagens arbejde og spejler sig i den unge fyr – der som han selv er ekspatrieret fra sit hjemland. En scene der er varmt skildret i filmen. Men George lever på lånt tid og på parkeringspladsen holder bilen foran et enormt billboard af Janet Leigh i Hitchcocks Psycho. Han bevæger sig rent bogstaveligt i en verden af papirstynd kulisse.

Eleven Kenny (Nicholas Hoult) er tiltrukket af George (Colin Firth).

George lever i modsætningerne. Når han underviser befinder han sig trygt i lærerollen over for eleverne. Hvis stivnede klicheer om at være frisindede og liberale han spider så nådesløst. Friheden og demokratiet ligger for George i retten til forskellighed. Bogens vigtigste indre monolog handler om George’s europæiske kulturarv: Platons dialoger. Der er skrevet mange lærde afhandlinger om deres indhold. For George er indholdet rent ordkløveri. Det interessante ved dialogen er, at der tales fra forskellige udgangspunkter. Der er polaritet. Mellem den gamle og den unge mand. Der finder et symbolsk møde sted mellem de to. Hvor begge er i en rolle, som henholdsvis “den gamle” og “den unge”. Aldersforskel er ikke hindring, men forudsætning for dialog. Unge mænd ville rivalisere og erstatte dialog med kamp. Voksne mænd hviler i sig selv og tenderer til at være selvtilstrækkelige. Hvilket ikke befordrer dialog. Polariteten sikrer at alt kan siges, fordi begge parter optræder som repræsentanter, og selv den dybeste hemmelighed lader sig objektivt fremstille som metafor eller illustration.

Dialogen er på det mentale plan, hvad træningscentret er for kroppen: Den demokratiske praksis. I træningscentret laver Georges øvelserne sammen med den 12-13 årige Webster. Der er ingen konkurrence mellem manden og drengen. Webster er høj, tynd og adræt og drømmer om muskler og tyngde, tænker George. Som ikke ved om han guider drengen gennem øvelserne eller om det er drengens åbenlyse entusiasme, der får ham igennem øvelser der med alderen føles stadig tungere?

Dialogen producerer udover demokratiet også broderskabet. Den var i antikken og – mener George – må stadig være enkønnet. George mener at det skyldes, at kvinder gør samtalen personlig og formålstjenelig, hvilket er i modstrid med dens natur.

Juliannne Moore som Charley siger sine kagecreme stive replikker formidabelt.

Forskellen mellem kønnene er af en anden beskaffenhed end aldersforskellen. George lever  ligeledes i sit forhold til sin bedste veninde Charley. Et forhold der er ganske intimt. Især når Charley og George indtager spiritus. Selvom det for George trodser enhver fornuft, hvordan et rationelt voksent menneske som Charley kan ønske, at de genoptager det forhold de engang har haft. Efter George i 16 år har levet sammen med Jim, og kun ønsker Jim tilbage? Han er smigret og overbærende over for Charley. I filmen holdt instruktøren Colin Firth tilbage i kyssescenerne og mindede ham om, at figuren er homoseksuel. Men George elsker Charley, blot ikke på samme måde som hun elsker ham. Og har i virkeligheden intet imod den frisson forskellen mellem kønnene skaber. I klassen – hvor George siger hvad der passer ham – ville han måske formulere det således: Forskellen mellem kønnene er opfundet da menneskeheden ellers ville kede sig ihjel. Kede sig så meget, at der ikke længere ville blive født børn. Men for George er Charley en tråd, der forbinder ham med noget der var engang: Hans forhold til Jim.

Jon Kortajarena (Carlos) og Colin Firth (George).

Broderskabets kode er seksuel. Forskel skaber lighed. Det ses i scenen med George og Carlos, hvor uligheden i forholdet udviskes af gensidig sympati og forståelsen af at dele skæbne som ekspatrioter. Endnu tydeligere ses det i George’s forhold til eleven Kenny.

Nicholas Hoult der spillede drengen i About a Boy fik rollen som Kenny.

Kenny opsøger en aften George på stamstedet. Det er Kenny der får forfatteren til at redegøre for dialogens betydning. Aldersforskellen er igen – ikke forhindring – men forudsætning for forholdet. George og Kenny udfordrer hinanden og bader nøgne om natten. En farlig strøm er ved at drukne George, men han reddes af Kenny. Den vante rollefordeling mellem lærer og elev erstattes af et forhold, hvor Kenny beskytter George. Her er det den unge mands fysiske styrke, der bringer lighed i forholdet. Samt livsvilje.

Colin Firth og Nicholas Hoult balancerer deres spil ferfekt over for hinanden.

I scenen hvor Kenny har smidt de våde bukser og står nøgen ved siden af George kaster Kenny et blik på George, og savner tilsyneladende en opfordring fra George til at de går i seng sammen. I bogens indre monolog vrisser George for sig selv tidligere på aftenen: “Hvorfor er de unge så passive? Det ville være sjovt, hvis de ikke var. Men det er for meget forlangt.”

Kennys mohairsweater spillede sin egen rolle under filmoptagelserne, da den var vanskelig at fotografere.

Tom Fords ændring af slutningen twister historien af hensyn til den dramatiske virkning – men undgår behændigt at forkludre fremstillingen af relationen mellem George og Kenny. Om Kenny ønsker et homoseksuelt forhold til George står åbent. Både i bogen og filmen. Pointen forekommer at være, at friheden i forholdet ingen bekendelser kræver fra den unge mand.

Aldersforskel mellem mennesker er en kendsgerning. De der læste bogen for 25 år siden er blevet ældre og erfarne. I Tom Fords tilfælde er der kommet en film ud af det. En film man absolut skal unde sig selv at se. Bogen er et must. Især hvis man er under 25 år.

Heteroseksualitet

“Hvorfor Gud opfandt spiritus? Fordi vi grimme mennesker også skal have sex engang imellem.”

Winston Churchill

Indledning

I modsætning til hvad mange tror så er heteroseksualitet en afledning af homoseksualitet. Og ikke omvendt.

Heteroseksualiteten, som vi kalder den mest udbredte seksuelle norm, blev først navngivet i 1894.  Altså senere end homoseksualiteten, der allerede blev navngivet i 1859. De der tror heteroseksualitet har fandtes siden Adam og Eva tager altså fejl. Bibelen nævner ikke ordet, kun at kvinden snød fyren. En slags foreløber for vore dages feminisme.

Heteroseksualitet bliver brugt som betegnelse for en særlig gruppe individer, der besidder en trang til seksuel omgang med det modsatte køn.

Læg mærke til fyrens sexede tøj. Et scoretrick der altid virker. Piger kan ikke modstå det rå og sexede look!

Seksualitet

Heteroseksualitet er ofte mangelfuldt eller slet ikke beskrevet i litteraturen. Den danske Wikipedia kan beskrive fænomenet på nogle få linier:

“Heteroseksualitet menes at være den mest udbredte seksuelle orientering blandt de fleste, mens en del forskningskredse mener at have fundet belæg for at mellem 70% og 85% af befolkningen har biseksuelle tendenser, som blot fortrænges, undertrykkes eller sublimeres på grund af samfundets opfattelse af hvad normal seksualitet er.”

Og da der ikke er nogen kildeangivelse kan enkelte elementer i beskrivelsen drages i tvivl. F.eks. når det påstås at fænomenet skulle være udbredt i den danske befolkning. Og når det påstås at biseksuelle tendenser sublimeres eller fortrænges.

Aktivitet

Her er der tværtimod dokumentation for at mænd der opfatter sig som heteroseksuelle – har en heteroseksuel identitet – kan være involveret i homoseksuel aktivitet.

Så meget at artiklen homoseksuel beskriver homoseksuel aktivitet i form af gangbang mellem mænd, der opfatter sig som heteroseksuelle. Blot med forklaringer af typen:

“Det her er et fængsel, der er ingen kvinder, men vi savner dem ikke sålænge vi har hinanden!”

Eller:

“Vi kommer alle fra flåden, det er et fællesskab, lad os lære hinanden lidt bedre at kende!”

Omvendt skulle der også være belæg for at heteroseksuelle kvinder foretrækker homoseksuelle mænd fordi de er så “søøde”.

Og kvinder der bekender sig til feminisme mener, at (heteroseksuelle)mænd udbytter, udnytter og undertrykker kvinder seksuelt og på anden vis. Dvs. i praksis skulle de sky mænd og al disses ondskab og nedrighed. Mænds optagethed af hinanden, og kvinders optagethed af at undgå mænd er en vigtig del af karakteristikken af den heteroseksuelle praksis.

Udbredelse

Hvor den videnskabelige beskrivelse af heteroseksualitet er mangelfuld og ufuldstændig kan en empirisk tilgang dog opklare forskellige spørgsmål.

Heteroseksualitet er slet ikke eksklusiv. Heteroseksuelle mænd er aktive på mange forskellige måder.

Dog synes heteroseksuelle mænds fantasi, at være stærkt optaget af udvalgte dele af kvinders anatomi.

Søgeordet “Bare damer” giver 5.000.000 resultater på Google. En vis interesse for emnet kan altså ikke udelukkes, at være tilstede hos en del mænd.

Kvinder er derimod “resultatorienterede”. På Google giver søgeordet “Mors baby” 6.690.000 resultater!

Noget kunne altså tyde på en vis forskel i interesser mellem de to køn. Og igen bekræftes mistanken om, at de heteroseksuelles slogan at de to køn er “skabt for hinanden” er temmelig forvrøvlet og næppe har hold i virkeligheden.

Presse

Alt håb er dog ikke ude for de heteroseksuelle. 1. april 2011 overraskede nyhedssitet XQ28.dk og bragte følgende pressemeddelelse:

“I går fik alle os, der frivilligt arbejder for XQ28 en højst uventet meddelelse fra sidens ejer, Tejs Lindhardt, som informerede os om, at siden fremover kun vil henvende sig til heteroseksuelle, da man derved vil nå ud til langt flere. Vi fik derfor besked på fremover kun at skrive om begivenheder, spisesteder, film osv. som specifikt henvender sig til heteroseksuelle. Alle fremtidige nyheder vil derfor have et udelukkende og specifikt sigte på heteroseksuelle anliggender.

Formanden for DHI (De Danske Heteroseksuelles Interesseorganisation), Danny Thorsten, udtrykker stor henrykkelse ved nyheden om et nyhedsmedie specifikt henvendt til heteroseksuelle uden at være religiøst motiveret. ”Danmarks heteroseksuelle har længe manglet et nyhedsmedie, som specialiserede sig i og fokuserede på vores miljø og interesser”.

Nyheden kommer som et chok for de fleste af os på XQ28.dk, hvordan skal vi kunne løse denne opgave? Hvordan skal vi finde ud af, hvad det vil sige at være heteroseksuel?

Vores ejer har selv taget initiativ til at sætte sig ind i en heteroseksuel hverdag ved at oprette brugeren GayboyCuriouz på datingsiden Scor.dk.”

Pressemeddelelsen er også interessant derved, at den omtaler en heteroseksuel interesseorganisation DHI. Som vist aldrig har været omtalt før. På Facebook finder man en Landsforening for heteroseksuelle og ciskønnede. Den er oprettet 2011 og har kun nogle få hundrede medlemmer. Dens mission beskrives som: For opretholdelsen af den binære kønsorden. Og det er tilsyneladende meningen at uddele en årlig pris ved navn årets Søpølse.

Kvinders sexidoler

• Jim Lyngvild
• Casper Christensen
• Justin Bieber
• Robbie Williams

Mænds sexidoler

• Christina Aguilera
• Scarlett Johansson
• Keira Knightley
• Angelina Jolie

Som det fremgår foretrækker heteroseksuelle kvinder homoseksuelle mænd eller ganske unge drenge, mens heteroseksuelle mænd foretrækker Holywood babes. Endnu en grund til at give Churchill ret: Uden spiritus ville den alliance aldrig virke.

Kilde: Spademanns Leksikon

Den kroniske nypuritanisme

Rend mig i nypuritanismen sagde folketingskandidat for SF Anne-Mette Wehmüller for nylig i et debat-indlæg i Politiken. Mente hun så det? Nej. Dels fastholdt Anne-Mette Wehmüller, at forbud skal der til. Blot skal vi ikke have et “one-size fits all” forbud.

 

Wehmüller nævner ting som trafficking og sexslaveri som noget, der skal sættes ekstra hårdt ind over for. Men hvordan forbyde det, der allerede er ulovligt?

Endvidere fastholder Wehmüller feminismens offer-tænkning. Når det kommer til stykket er mændene fjenden. Så glem alt om klassekamp og social uretfærdighed!

Feminisme er en tidsmaskine, der har flyttet samfundsdebatten hundrede år tilbage. Læs følgende tekst og se præcis de samme værdier – godt nok udtrykt på en anden måde – men alligevel:

“Det er almenkendt viden, at navnlig Kvindens seksualitet er en sart blomst, der gennem et uendelig komplekst væv af nervetråde er ekstraordinært og uransageligt forbundet med ubevidstheden og med Sjælen.

Intimmassage og anden omgang med menneskets (og i særdeleshed Kvindens) kønsdele, der har med Seksualiteten at gøre, bør derfor foregå inden for nøje tilrettelagte rammer og efter helt særlige forskrifter, hvis man vil undgå at volde ubodelig skade på ikke mindst de utilgængelige egne af sindet. Menneskeligt samvær på tværs af kønnene er uhyre farligt, når Seksualiteten er involveret. Seksualiteten er en dyrebar gave, som man ikke sådan skal lege med.

Blandt det allerfarligste er, hvis parterne i et seksuelt relateret forhold ikke på samme tid er seksuelt ophidsede. Endnu farligere bliver det, hvis forholdet ikke er foranlediget af parternes gensidige Romantiske Kærlighed. Seksualiteten er skabt til nydelse, ikke ydelse.

En ubalance i seksuel ophidselse er især farlig for Kvinden, idet Hendes Seksualitet som nævnt er sart, sjæleligt integreret og letfordærvelig; noget helt andet end den mandlige seksualitet, der primært er kropslig og i særlig grad har et destruktivt potentiale.

Kvindens ophidselse fungerer som en slags bolværk mod den mandlige seksualitets skadelighed, og når den ulykkelige situation opstår, at kvinden i det seksuelle møde er mindre seksuelt ophidset end manden, er risikoen for at skade kvindens psykisk-sjælelige helbred overhængende.

Da Kvindens seksualitet i stort omfang residerer i ubevidsthedens dybder, kan ingen kvinde vide sig sikker mod seksuelt forårsagede skader. Nogle kvinder vil hævde, at de sagtens kan klare ikke at være ophidsede i et seksuelt møde, men dette er en illusion, der bunder i uvidenhed.

For dybt i det ubevidste fortsætter den mandlige seksualitets ødelæggelser, og når først bolværket har været nede én gang, er det håbløst for sent. I den forbindelse er det selvsagt uvæsentligt, om Kvinden selv mener, at hun undgår at tage skade af ubalanceret seksualadfærd. Sandsynligvis er hun nemlig allerede så ødelagt, at hendes mentale sundhed og dømmekraft befinder sig på et meget lavt niveau.”

Jesper Berg

Fotografen Jan Saudek’s (f.1935) travesti på de faldne kvinder og deres alfons. En travesti hvor fortid og nutid mødes – ligesom i teksten af Jesper Berg.

Engang var det en pseudovidenskabelig-moralisme blandt pæne borgere idag skal man være på venstrefløjen – måske helst SF’er – for at være enig.

Anne-Mette Wehmüllers indlæg skulle have haft overskriften: Den kroniske nypuritanisme.

Kilder:

Jesper Berg kommentar i Information.