Træneren

Lars Kristian Mikkelsens kortfilm Træneren handler om seksuelle overgreb på børn og unge. Filmen kan stå alene eller indgå i et undervisningforløb, hvortil der er produceret pædagogisk materiale. Dels i form af et undervisningshæfte, og dels i form af små dokumentarer der ledsager filmen.

Lars Kristian Mikkelsen fortæller at filmen er inspireret af en sag han kender til personligt. Filmens formål er at afsløre de mekanismer, der gør misbrug muligt, for derved at give de unge fra 7. til 9. klasse projektet henvender sig til instrumenter til, at tage vare på sig selv. Og undgå den fortielse som seksuelle overgreb ellers er forbundet med.

Træneren – der iøvrigt kan ses på Filmstriben – handler om den 14-årige Niels der bor på Fyn, og interesserer sig for håndbold. Det eneste der optager Niels ud over sport er veninden Pernille, som han drømmer om at have sex med. Niels er en dygtig målmand, og nyder derfor trænerens særlige bevågenhed. Efter at holdet har kvalificeret sig til danmarksmesterskabet holder træneren en fest for drengene. Niels får lov at låne trænerens soveværelse til ham og Pernille, men tingene tager en helt uventet drejning. Der sker med andre ord et seksuelt overgreb. Hvilket stiller Niels i en kompliceret situation. Hvad var det der skete? Kan han fortælle omgivelserne om det, og i så fald hvad skal han sige?

Rollen som træneren spilles med en uhyggelig kraft og troværdighed af Jens Albinus, og de unge – især Christian Wienberg der spiller Niels – er ganske overbevisende. I offentligheden vækker overgreb på børn berettiget harme. I Træneren er det chokerende, at den 14-årige dreng – hvis seksuelle interesser er tydeligt nok defineret – udsættes for overgreb. Det krænkende består således ikke alene i at forholdet ikke er legalt, men også i at den 14-årige Niels, der ingen seksuel interesse har udvist for træneren, vikles ind i et seksuelt forhold til denne. Instruktøren har valgt at placere  historien i nutiden. Formentlig af hensyn til genkendelighed. Det giver imidlertid en up in your face mangel på distance. Det skader også historiens troværdighed. For måske forekommer Niels at være lidt for let manipulerbar, og omgivelserne lidt for blinde. Ingen af delene forekommer sandsynlige, når man tager handleplaner om forebyggelse i betragtning. For slet ikke at tale om den opmærksomhed, emnet har i offentligheden. Begge dele var fraværende dengang de oprindelige hændelser udspillede sig.

Dokumentaren om Niels Fjord Isaksen – der i 5. klasse oplevede overgreb fra en træner – giver også indtryk af, at det sociale miljø var mere udkantsdanmark end det vi ser i filmen. Det er ikke nogen hemmelighed, at seksuelle overgreb ofte er relateret til sociale forhold i familien eller i miljøet. Filmens – og projektets – forsøg på at generalisere debatten koster på troværdigheden i kunstnerisk henseende.

I det ledsagende materiale om filmen hedder det fra producenten Per Holst og instruktøren selv:

“at vi med filmen ikke vil pege fingre. Filmen er ikke skabt som en skræmmekampagne; men som en hjælp til at belyse ét af de mest tabuisererede emner i Danmark: Overgreb på børn og unge begået af en tillidsperson i idrætsmiljøet.”

Projektet indgår således i den række af  initiativer om forebyggelse, der er blevet iværksat fra begyndelsen af 00’erne. Det lægger sig i en fin dansk tradition for oplysning. Der henvises med rette til den individualisering af problemer og skræmmekampagner, der finder sted i andre sammenhæng. Kommentarerne om seksuelle overgreb på børn og unge fra psykolog Jørgen Bechmann er noget af det mest sobre og informative, der kan tænkes i denne sammenhæng. Der desværre ofte er præget af massiv misinformation. Karakteristisk er at hverken Bechman eller andre der bidrager til projektet fremfører udokumenterede formodninger om, hvor stort et omfang problemet har. Fravær af misinformation kan synes et ringe krav til materiale af denne art. Erfaring viser blot at det ikke kan tages som selvfølge.

Der findes ikke aktuelle tal, der påviser problemets omfang. Og enkeltstående eksempler der behandles i medierne kan give anledning til formodninger og antagelser om, at noget er langt mere udbredt end tilfældet faktisk er. Fordi de sager der behandles af medierne ofte er skræmmende forvanskes proportioner. Sager der er uhyrlige kan fremstå som eksempler på “at det er sådan det er”. Istedet for at fremstå som det de er: Enkeltstående tilfælde.

Undervisningsmaterialet kan – anvendt rigtigt – være med til at sætte ting i rette perspektiv. Der gøres udtrykkelig opmærksom på, at formålet er at give børn og unge redskaber. Ikke at gøre dem bange.

Den strategi eksperter på området har er at almengøre en problemstilling. Kuno Sørensen fra Red Barnet bidrager til materialet med en redegørelse for begrebet grooming. Et begreb der defineres således: “Den forførelse, manipulation samt de overtalelser og subtile magtmidler, den seksuelle krænker anvender over for ofret”.

Kernen i eksperternes strategi er at gøre børn og unge opmærksomme på faren for forførelse og manipulation af seksuel karakter. Det der kunne tænkes at være et ganske specielt eller perifert fænomen gøres til noget alle børn og unge må være opmærksomme på. Her er argumentet selvfølgelig, at det handler om forebyggelse. På den anden side bør man erkende, at det i praksis kan være vanskeligt at leve op til målsætningen om at sprede information og ikke angst. For det er ikke nogen nem opgave at uddanne børn og unge i afvigende seksualitet. Hvem er det egentlig de skal tage sig i agt for?

F.eks. hedder det om mænd, der har krænkeradfærd:

 “Når krænkeren er en mand, er det primært fædre, stedfædre eller en anden tillidsperson, som krænker barnet.

I filmen repræsenteres den sidste type af træneren. Men ovenstående definition omhandler i praksis omend ikke alle, så dog hovedparten af voksne mænd.

Børn og unge bør altså indtage en almindelig agtpågivenhed over for de voksne. I overensstemmelse med den viden der er på området er det ikke muligt at præcisere, hvorfra faren for overgreb truer. Projektet får derfor karakter af at være et led i en generel mobilisering og skærpet opmærksomhed på området.

Herved skabes der i realiteten en massiv seksualisering af børn og unge. Materialet anbefaler klasselæren at spørge eleverne:

  • Hvad forbinder i med seksuelle overgreb?
  • Hvordan vil i reagere på, at en voksen udsætter jer for seksuelle overgreb?
  • Hvem fortæller i om overgrebet?

Det er her forudsat, at de unge optræder som seksualobjekter i de voksnes øjne. Selvom eksperterne nok vil medgive at seksuelle krænkelser er et ganske særligt problem- og må omhandle en afvigende adfærd – kan de blot ikke afgrænse det i tid, rum eller i forhold til aktører. Og derved bliver det det omvendte: Et allestedsnærværende problem. Det forventes derefter at børn og unge har “ekspertise” til at skelne mellem begrundet frygt og ubegrundet frygt. Og forstår sagkundskabens begreber og derfor kan skelne imellem, hvad der er grooming, og hvad der er omsorg eller coaching. F.eks. i en sportssammenhæng. Det er projektets ambition.

Succeen afhænger af hvordan eleverne besvarer det sidste spørgsmål: “Hvem fortæller i om overgrebet?” Ingen andre seksuelle emner  nyder speciel bevåghed i undervisning eller i samfundet. Den særlige fokus, der er på pædofili og krænkelser – som medvirker til stærk stigmatisering af de involverede – kan i værste fald medføre det omvendte: At problemer indkaples, forties og fortrænges. Den fokus der er på krænkeren kan bevirke, at ofrene fortsat vil være tavse.

Reklamer

Casper og Frank. Nu som mennesker

“Efteråret 2011 har Casper og Frank premiere på et live tomandsshow. Denne gang i rollerne som sig selv. Væk er udklædning og fiktion. Tilbage står to mennesker, der fortæller en historie om venskab, forskelle, konflikter og jagten på den næste joke. De er nøgne – ikke som Adam og Eva – men sårbare og uden distance. Det er selvudleverende og ærligt, men først og fremmest sjovt.”

Sådan præsenterer Casper og Frank deres nye show. Hvorfor ikke gå i teatret og se det? Som sagt, så gjort.

Emnet stand-up har tidligere været på bloggen. Både den type Casper og Frank laver, og den rent verbale man finder på Spademanns Leksikon. Hvad er forskellen på de to ting? Den sidste er helt almindelige mennesker som anmelderen selv ved særlige lejligheder leveringsdygtig i. Den første kræver derimod at man er celebrity. Når der står “Casper og Frank”  ved vi at dem kender vi. Eller rettere: Dem kender vi ikke (personligt), og derfor er vi på fornavn.

Men som det fremgår af lokkemaden, så lover Casper og Frank at NU vil vi lære dem at kende. Sådan som de er. Gjorde anmelderen så det? Og i så fald: Vil han afsløre, hvem de er? Svaret til det sidste er et ubetinget nej. Lige som det ville være unfair at referere alle vitserne. De stakkels mennesker skal jo optræde igen – og uden vitser og små hemmeligheder går det jo ikke. Anmelderen vil holde på anstændigheden og nøjes med, at låne deres koncept: Fortælle det indlysende, og blande et par diskrete hvide løgne ind hist og her. Så kan man f.eks straks afsløre, at Casper og Frank har en kontrakt der siger, at den der bevæger sig over bæltestedet er færdig i branchen. Dét overrasker jo ingen!

Når parret for at varme publikum op beder om at få nogle stikord er der straks en fyr, der med høj og gennemtrængende stemme råber: Homo! Hvortil Frank svarer “fint med mig, lad os bare få noget mere af det”. Mens Casper må indrømme, at han ikke har det godt med emnet, da han stadig er øm bagi efter sidste gang. Med henvisning til Klovn; The Movie og Caspers eskapade med gymnasielæreren.

Diskussionen om hvem af dem der er nummer ét – filmens og showets virkelige celebrity – var det eneste der virkelig distraherede og stillede under-bæltestedet-klausulen i bero. Og så alligevel ikke. For ligesom i dagens aktuelle feministiske debat blev kønnet nævnt helt konkret. Efter at have hørt ordet …………flere gange i forestillingen er det kun en lettelse ikke at skulle referere, hvad der blev sagt ordret. For ellers skulle den seksuelle lavalder for adgang til denne blog jo sættes op til 30 år! (PS: Alle jer der blot ser en stribe prikker ovenfor er blevet ramt af det filter, der forhindrer mindreårige i at få adgang til dele af teksten.)

Undtaget for anmelderens tavshedspligt må selvfølgelig være at korrigere det, der er åbenlyst usandt. Når Casper bliver ved med – i et hårdnakket forsøg på at fremhæve sig selv som nummer ét – at påstå at han kommer sammen med Jarl Friis-Mikkelsens 25-årige datter ved alle jo det ikke er sandt. Så selv om der bliver talt meget om aldersforskellen imellem de to bliver ingen forargede. Alle ved at efter showet griber Casper mobilen og ringer til Iben Hjejle og fortæller det var en fin aften, og nu kommer han hjem! Og Iben Hjejle vil diskutere med Casper, hvis tur det er til at smøre børnenes madpakker. Alle ugebladene siger noget andet, hvilket ikke kan undre. Hvornår har de sidst skrevet noget sandt? At Politiken’s anmelder ikke har gennemskuet det kan derimod undre. Hvad bliver det næste? Vil de også påstå Casper kan synge?

Det er i den forbindelse at Casper taler om kønnet dvs. størrelsen. Efter Klovn-filmen har han taget bøssestilen til sig og virker mere optaget af emnet end Jim Lyngvild. Ikke overraskende får Casper også senere fortalt om i hvilke stillinger, han har sex med Jarl Friis-Mikkelsens datter. Casper er i hård konkurrence med Jørgen Leth!

Det virker som om Casper og Frank kun er optaget af én ting. Men inden man bliver fordomsfuld skal man huske på: De er på scenen, de er celebrities. Når de i løbet af dagen får de sidste ting omkring showet på plads er de i en helt anden verden. De har en lang aften foran sig, og her er der et emne på tre bogstaver, der ikke bliver nævnt med et ord. Frank beklager sig til frokost over, at han får den stærke ost eller at Casper ikke satte mælken i køleskab. Og Casper nægter at gå ned og hente en ny. Det er virkelighedens verden.

Budskabet i forestillingen har dæmret,  undskyld nu røber anmelderen det alligevel: Sex er stærkt på retur. Det alle opfatter som et stærkt og velprøvet brand er blevet lige som Jolly Cola. Enkelte ved hvad det er, men penge og prestige – hvad der svarer til Coca Cola – har overtaget markedet.

Her vil nogle måske hævde at anmelderen overdriver. Og indvende: “Du ved jo slet ikke om de uden for scenen kun sidder og diskuterer ost, og sur mælk! De har garanteret et spændende liv!” Anmelderen vil derfor forvisse sig om, at han har ret i sine formodninger: Gå ud og møde nogle celebrities, og se hvad der foregår.

Det er Store J-dag og anmelderen har set adskillige mænd iført klædelige hatte. Timingen synes at være i orden. Først går turen til Det Mindre Fine Sted som serverer julebryg, og hvor der kommer mange slags mennesker. Da anmelderen åbner døren er der straks en der råber hans navn. Det er meget jævnt og folkeligt. Der går blot et kort øjeblik, så falder samtalen på, hvorfor vi ikke er venner på Facebook? Anmelderen mener det giver sig selv: Vi kender hinanden, hvorfor så være Facebook-venner? Men katten er sluppet ud af sækken. Og snart står vi og måler, hvem der er Casper og hvem der Frank. Det er anmelderen der er Casper, fordi han har flest venner. Og vi véd at derefter giver alt det andet sig selv.

Anmelderen går derefter videre til Det Rigtig Fine Sted for at slappe lidt af. Her kommer celebrities. De man kender behøver man ikke hilse på. Har man haft sex med den ene eller den anden gør man klogest i at lade, som man ikke genkender vedkommende. Det første er af hensyn til de, der har været i Se & Hør. Her er man den evige Frank – eller end ikke det. Den anden type er de man aldrig ville invitere til at være venner på Facebook. Og da man officielt ikke kender hinanden taler man heller sammen offentligt. De andre ved anmelderen ikke hvem er. Der er derfor ingen anledning til at tale med dem. Heldigvis er der høj musik, det giver sig selv at længere samtaler ikke er mulige. Celebrities’ deltager alle i TV, hvor de skal date hinanden, vise sig nøgne og det er meningen der skal foregå ting under dynerne for åben skærm. De orker hverken tanken om sex eller menneskelige relationer, hvis kameraet ikke kører. Der sker derfor absolut ingenting på Det Rigtig Fine Sted.

Ved et uheld støder anmelderen ind i en celebrity, og vi bliver nødt til at hilse på hinanden. Men da anmelderen glemmer, at sige et par ord om det sidste program vedkommende deltog i dør samtalen hurtigt ud. Anmelderen sætter sig i den behagelig bløde sofa og falder takket være den beroligende høje musik og stedets diskrete atmosfære i søvn!

Anmelderen vågner op umiddelbart før Det Rigtig Fine Sted lukker og slentrer hjem efter en fredelig aften.

Dementi: Casper og Frank har iscenesat showet sådan, at de spiller sig selv. Sorry til de der lod sig snyde af ovenstående: Casper Christensen kommer rent faktisk sammen med 25-årige Isabel Friis-Mikkelsen. Og jo: Casper Christensen synger faktisk en sang akkompagneret af Frank Hvam og Simona Abdallah. Casper og Frank showet er 90% taget direkte fra personlige følelser og oplevelser siger Casper, ligesom 90% af ovenstående anmeldelse er sand.

PS: Det med prikkerne i teksten, der skulle være et filter for mindreårige var da ivørigt noget forfærdeligt sludder!

Smukke mennesker

“Størstedelen af danskerne mener, at skønhed giver fordele, når man søger job. Det viser en undersøgelse, YouGov har foretaget for metroXpress. Og det gør det faktisk også, lyder det fra eksperter. Vi tror, at smukke mennesker også er dygtige, siger professor.”

Overskrift i MetroXpress 2/5 2011

Filmen Smukke mennesker fik biografpremiere i efteråret 2010. Med et billetsalg på under 5.000 føjede filmen sig til rækken af skrækeksempler på danske film der simpelthen bliver ignoreret af biografpublikum. Smukke mennesker er udkommet på DVD i begyndelsen af 2011. Og kan streames – også via biblioteket – på Filmstriben.

Anmelderne var da også usædvanligt hårde i deres dom. Morten Vejlgaard Just fra filmz.dk opsummerer historien således:

“Fire triste menneskeskæbner i en klassisk flettefortælling er udgangspunktet for denne danske misantropi, der svælger i perversion og svigt. Vi følger en mand, Anders, der har vanskeligt ved at forstå, hvornår det er normalt at blotte sig eller ej. Vi følger mandens søn, Jonas, der er trækkerdreng. Vi følger en kvinde, Ingeborg, der er ensom efter sin mands død. Og slutteligt følger vi kvindens datter, Anna, der er blevet seksuelt usikker og både psykisk og fysisk mærket, efter hendes ene bryst mangler som følge af en ulykke. Udadtil ligner de alle fire normale smukke mennesker, men indadtil gør deres mange ar for og fra livet, at de har svært ved at finde den lykke, de og alle vi andre så intenst jagter.”

Anmelderen konkluderer – ikke overraskende – at han har svært ved at se meningen med så meget “misantropisk ulykke”.

Ebbe Iversen fra Berlingske er om muligt mere kontant:

“Man kunne sige, at »Smukke Mennesker« er liderlig på en finkulturel måde. Mikkel Munch-Fals kan lide at vælte sig i sølet og har sit kunstneriske alibi i orden. Man kunne også sige, at den debuterende instruktør er en sarkastisk misantrop, som finder behag i at udstille sine medmenneskers svageste og mest frastødende sider. Og hvis man vil være rigtigt venlig, kunne man sige, at Mikkel Munch-Fals i sit syn på verden er beslægtet med instruktører som amerikanske Todd Solondz og danske Simon Staho….

Det er synd for menneskene – både dem oppe på biograflærredet og dem nede i salen. Smukke mennesker … er velspillet… men man må tilføje, at hvis man fik valget mellem at se denne film en gang mere eller at banke hovedet mod en væg i halvanden time, ville man vælge væggen.”

Filmlands anmelder Per Juul Carlsen ser nogle kvaliteter og siger til Mikkel Munch-Fals:

“Dine fire hovedpersoner i ‘Smukke mennesker’ er på én eller anden måde fanget af deres seksualitet, hvilket er en ganske usædvanlig tanke i dansk film, hvor sex er en overfladisk, materialistisk ting…og jeg kan ikke mindes at en dansk film har været så direkte og nysgerrig i sin udforskning af emnet sex siden Simon Stahos ‘Daisy Diamond’…”

På trods af enkelte vellykkede scener har anmelderen dog ikke haft en positiv oplevelse med Smukke mennesker.

Kim Skotte fra Politiken står derfor ret alene med sine lovord om den debutterende instruktør:

“Her præsenterer han en samling individer, der på den ene eller den anden måde er defekte snarere end perfekte. Men hvor det perfekte udgør en umenneskelig målestok, er det defekte til gengæld såre menneskeligt og langt mere interessant…

Omgivet af reklamernes perfekte mennesker er seksuel attraktionsværdi blevet den mest ubarmhjertige målestok for succes. Her har alle de ’Smukke mennesker’ et problem…

Som Solondz vil Munch-Fals trække den bortgemte seksualitet ud i lyset og åbenbare den som noget knortet og besværligt, men også som noget på mange måder mere ærligt end den krampagtige normalitet i borgerskabets diskrete mangel på charme.”

Med tanke på filmens usandsynlige og konstruerede slutsekvens tilføjer Skotte:

“Flettefilm har det med at flette lidt for flot. Det gælder også ’Smukke mennesker’, og derfor er det figurernes snarere end handlingens troværdighed, der holder ’Smukke mennesker’ oppe i fin stil.”

Netop i  slutscenen hvor alle hovedpersoner mødes rammer Smukke mennesker folkekomediens humor og lethed på  en selvironisk næsten sarkastisk facon. Der trods alt er befriende efter i halvanden time at have overvåget, hvordan karaktererne vandrer rundt i trance, og er næsten lige så distancerede i forhold til deres liv som publikum.

Som Skotte bemærker ligger Smukke menneskers force i skuespillet.

Bodil Jørgensen (Ingeborg) er som tilskuer til sin egen afskedsreception uforlignelig. Og brillerer ligeledes i scenen, hvor det går op for hende at den unge fyr – Jonas – hun har forført er professionel og skal have pengene på forhånd!

Ingeborg er indifferent eller uforstående over for markedsværdiens betydning. Og optræder derfor som dens ufrivillige kritiker. Som kvindelig Don Quijote. Trods scenens kynisme kan karakterens renfærdighed ikke undgå at røre.

Trækkerdrengen Jonas bliver efter, at have givet manden på toilettet et blowjob spurgt, hvorfor han dog er i det fag? Hvorpå han svarer: “Fordi jeg kan!”. På sin vis er han i sin selvsikre kynisme lige så renfærdig som Ingeborg. For på trods af at have fattet sin markedsværdi er han lige så blank som hende. Lige så meget slave af at kunne, som Ingeborg er af ikke at kunne.

Troskyldighed skal forklare hvordan det usandsynligste af alt kan indtræffe: At Jonas og Anna (Mille Lehfeldt) finder hinanden midt under et professionelt samleje under optagelsen af en pornofilm!

Ikke mærkeligt at netop denne scene støder anmelderne. Og deler vandene mellem de, der accepterer logikken, og de der står af. Forinden er vi blevet forberedt: I scenen hvor Anna står i pornoforretningen med DVD’en Wheelchair Delight i hånden går det på for hende, at det hun – og andre – er vant til at opfatte som smuds eller pervertion sætter billeder på en virkelighed, der er hendes egen. Hvorefter hun slår til og tager imod et tilbud om selv at medvirke i en sexfilm!

Vanskeligst at forstå er nok Henrik Prips figur Anders, fordi den forkrampede blotter enten synes at høre hjemme i en revyforestilling eller i noget, der er frygteligt seriøst. Præstationen fejler intet. Formentlig kunne ingen gøre det bedre – det virker bare ikke.

Alt i alt får Smukke mennesker altså 3 ud af 4 mulige figurer i spil. Ud over et væld af sidehistorier. Selvom Kurt Ravn i den ondeste birolle man længe har set tilsyneladende blot fungerer som hyldest til Todd Solondz.

Filmen handler vel dybest set om at befinde sig i et univers, der er hinsides moral. Hvor forskellige moraler alligevel er så nærliggende, at nogle anmeldere finder dem påtrængende. Skønhed er langt fra en selvfølge, men stor der hvor den pludselig viser sig.

I stedet for at følge Ebbe Iversens råd om at banke hovedet mod væggen vil jeg se den igen.

Dreng

Skuespilleren Peter Gantzler har 2011 debutteret som instruktør med filmen Dreng. Det lykkedes ikke at få filmen i normal biografdistribution. Istedet arrangerede Gantzler en turne til udvalgte biografer, hvorefter den blev tilgængelig på video on demand. Efterfølgende er den udkommet på DVD og kan også streames – via biblioteket – på Filmstriben.

Filmen blev til som et indie-projekt med en nyuddannet producer og skuespillere der arbejdede gratis. Smalle film har ikke nemt ved at trække publikum. Hvor forhold mellem ældre mænd og unge kvinder ses relativt hyppigt på det store lærred er kønsdiskriminationen udpræget, når det handler om en voksen kvinde, der vælger en purung kæreste.

Hovedpersonen den 18-årige Christian (Sebastian Jessen) forelsker sig i den tiltrækkende, men dobbelt så gamle kvinde Sanne (Marie Louise Wille). Hovedpersonens mor (Helle Merete Sørensen) ser skeptisk og jaloux til fra sidelinien. Det der til at begynde med ligner en våd teenage drengedrøm forvandler sig til en prøvelse for den unge Christian. Denne opdager at Sanne er enlig mor og forventer at han agerer far for hendes søn (Mikkel Bjerrum). En form for maskulint modspil præsenteres af Peter Gantzler selv i skikkelse af den alkoholiserede vicevært John.

Det er et kammerspil, hvor en boligblok på Frederiksberg danner ydre ramme. I den grad at porten til ejendommen danner indgang og udgang for historien.

På overfladen er der (trekants)drama med den pressede Christian i centrum. Vi bliver dog ikke inviet i, hvad der foregår bag facaden. Hvorfor er det egentlig at de voksne kvinder har sværere ved at tackle situationen end hovedpersonen selv? Det bliver kammerspil uden dybde. En tilsvarende karakteristik – der på en gang siger for lidt og for meget – gør sig gældende i settet. Fast kamera og dæmpede gråtoner hos moderen, håndholdt kamera og varme farver hos Sanne. Håndfast symbolik.

Der mangler noget. “Før kærligheden går et følelsesmæssigt behov, kærligheden opfylder dette behov” sagde forfatteren Stefan Zweig. Her virker det som om der gik tomhed forud for kærligheden. De mange scener hvor Christian fremstår som den blanke teenager forklarer netop ikke, hvad der rør sig i hans sind. Eller hvilke motiver der driver ham til at fastholde sit engagement på trods af omgivelsernes modstand. Takket være de smukke billeder af Christian fremstår uskylden kronisk. End ikke hede sexscener formår, at bortmane tvivlen om, at det vi ser er andet end en flirt.

Dreng virker som en kortfilm der af uransagelige grunde er blevet til spillefilm. Hvilket den ikke er tjent med. Karaktererne forbliver sært endimensionale trods flotte og overbevisende skuespilspræstationer. Især kvinderne omkring Christian lider under at deres karakterer ikke bliver foldet ud i andre sammenhæng. Den lettere neurotiske mor og den ubehælpsomme Sanne – således fremstår de overfor Christian. De får ikke oprejsning ved, at vi som tilskuere får lejlighed til, at opleve dem i andre omgivelser eller i andre  menneskelige relationer. Vi fornemmer blot at det vi ser ikke er hele sandheden. Et forhold der i kortfilmsammenhæng er forståeligt, men i spillefilm er frustrerende.

Ærgerligt at en film der ifølge instruktøren – har udgangspunkt i noget selvoplevet – og ambition om at følge vejen fra dreng til mand ikke tør slippe velkendte klichéer om uskyld. Filmen kommer derved ufrivilligt til at traske i sporene på Edward Flemings Rifbjerg filmatisering. Filmen realiserer ikke sin intention. Drengen forbliver – trods en flirt – dreng.