Læsning af denne blog

Bloggen vil blive opdateret med flere spændende artikler om det seksualpolitiske område.

Bloggen er blevet linket til networkedBlogs. Klik på linket og tilmeld dig, så kan du se opdateringer via Facebook! Og find forfatteren til denne blog. Navnet er Ole Hansen.

Det gælder selvfølgelig stadig:

Hvis et ord  er markeret med rødt er det et hyperlink til en anden side.

Hvis der ikke er nogen billedtekst, så kør curseren hen over billedet for at se de informationer, der er læst ind.

Max Sauco Two Pussies. 2010.

I visse tilfælde præsenteres der billeder af en bestemt fotograf, hvor tekst og billeder udgør to parallelle strenge i artiklen. Billeder er ikke kun illustration.

Ryan McGinley Falling sunset. 2006.

Til de der ikke kender bloggen anbefales følgende 5 artikler:

• Det nøgne menneske
• Feminismens 10 bud
• De homoseksuelle og lægevidenskaben
• Blot et lem
• Offer for velgørenhed

De to sidstnævnte  artikler har opnået at få over 5.000 views. Og bloggen nærmer sig ialt 50.000 views.

Skribenten er selv homo. Men interesserer sig for alle emner, der vedrører mænd. Nøgleordene er: Køn, seksualitet og identitet.

Nogle gange kan det være nødvendigt at løfte en advarende pegefinger, henvendt til homoer og mænd der har sex med mænd. Artiklen Brent Corrigan how to put on a Condom  gør det på en måde så vi alle kan have lyst til at se med. Den adskiller sig fra de øvrige indlæg ved at være en simpel instruktionsvideo i sikker sex. Alle – også de der bare er nysgerrige – kan se med.

Kønnet bliver behandlet særskilt. Her skal Grégoire Korganow’s billedserie Far og søn nævnes.

En læser kaldte Korganows billeder: “betagende, fantastiske utrolige, varme, smukke, misundelsværdige, tankevækkende og unikke”.

De er unikke fordi de viser mænd som mennesker med både krop og sensualitet. Men ikke seksualitet. Mændene ses ikke på den stereotype måde vi kender fra reklamer. Mænd har et køn og selvfølgelig en seksualitet. Det første får blot alt for lidt opmærksomhed. Og dermed også alle de følelser der er forbundet med f.eks. far-søn forhold, til andre fyre og øvrige sociale relationer.

Artiklen Om dannelsen homoseksuelle roller og identiteter er  den længste og sværest tilgængelig. Som titlen antyder handler det om homoseksuallitet i forskellige sammenhæng og forskellige historiske perioder.

I den anden ende af spektret er der et par artikler om udspring. Seksualitet og måden viden om seksualitet formidles på bliver diskuteret i artiklen Det farlige sexliv.

Endelig har humoren også sin plads. Dels i et par artikler om Rytteriet. Og i de artikler, der også findes på Spademanns Leksikon. Selv alvorlige emner kan – og skal –  behandles med et blink i øjet!

Der er  nu mere end 100 artikler på denne blog, så der er noget at vælge imellem med hensyn til emner. Tag et kig hen over kategorierne, der står i højre side.

Spørgsmål og kommentarer er altid velkomne.

Træneren

Lars Kristian Mikkelsens kortfilm Træneren handler om seksuelle overgreb på børn og unge. Filmen kan stå alene eller indgå i et undervisningforløb, hvortil der er produceret pædagogisk materiale. Dels i form af et undervisningshæfte, og dels i form af små dokumentarer der ledsager filmen.

Lars Kristian Mikkelsen fortæller at filmen er inspireret af en sag han kender til personligt. Filmens formål er at afsløre de mekanismer, der gør misbrug muligt, for derved at give de unge fra 7. til 9. klasse projektet henvender sig til instrumenter til, at tage vare på sig selv. Og undgå den fortielse som seksuelle overgreb ellers er forbundet med.

Træneren – der iøvrigt kan ses på Filmstriben – handler om den 14-årige Niels der bor på Fyn, og interesserer sig for håndbold. Det eneste der optager Niels ud over sport er veninden Pernille, som han drømmer om at have sex med. Niels er en dygtig målmand, og nyder derfor trænerens særlige bevågenhed. Efter at holdet har kvalificeret sig til danmarksmesterskabet holder træneren en fest for drengene. Niels får lov at låne trænerens soveværelse til ham og Pernille, men tingene tager en helt uventet drejning. Der sker med andre ord et seksuelt overgreb. Hvilket stiller Niels i en kompliceret situation. Hvad var det der skete? Kan han fortælle omgivelserne om det, og i så fald hvad skal han sige?

Rollen som træneren spilles med en uhyggelig kraft og troværdighed af Jens Albinus, og de unge – især Christian Wienberg der spiller Niels – er ganske overbevisende. I offentligheden vækker overgreb på børn berettiget harme. I Træneren er det chokerende, at den 14-årige dreng – hvis seksuelle interesser er tydeligt nok defineret – udsættes for overgreb. Det krænkende består således ikke alene i at forholdet ikke er legalt, men også i at den 14-årige Niels, der ingen seksuel interesse har udvist for træneren, vikles ind i et seksuelt forhold til denne. Instruktøren har valgt at placere  historien i nutiden. Formentlig af hensyn til genkendelighed. Det giver imidlertid en up in your face mangel på distance. Det skader også historiens troværdighed. For måske forekommer Niels at være lidt for let manipulerbar, og omgivelserne lidt for blinde. Ingen af delene forekommer sandsynlige, når man tager handleplaner om forebyggelse i betragtning. For slet ikke at tale om den opmærksomhed, emnet har i offentligheden. Begge dele var fraværende dengang de oprindelige hændelser udspillede sig.

Dokumentaren om Niels Fjord Isaksen – der i 5. klasse oplevede overgreb fra en træner – giver også indtryk af, at det sociale miljø var mere udkantsdanmark end det vi ser i filmen. Det er ikke nogen hemmelighed, at seksuelle overgreb ofte er relateret til sociale forhold i familien eller i miljøet. Filmens – og projektets – forsøg på at generalisere debatten koster på troværdigheden i kunstnerisk henseende.

I det ledsagende materiale om filmen hedder det fra producenten Per Holst og instruktøren selv:

“at vi med filmen ikke vil pege fingre. Filmen er ikke skabt som en skræmmekampagne; men som en hjælp til at belyse ét af de mest tabuisererede emner i Danmark: Overgreb på børn og unge begået af en tillidsperson i idrætsmiljøet.”

Projektet indgår således i den række af  initiativer om forebyggelse, der er blevet iværksat fra begyndelsen af 00’erne. Det lægger sig i en fin dansk tradition for oplysning. Der henvises med rette til den individualisering af problemer og skræmmekampagner, der finder sted i andre sammenhæng. Kommentarerne om seksuelle overgreb på børn og unge fra psykolog Jørgen Bechmann er noget af det mest sobre og informative, der kan tænkes i denne sammenhæng. Der desværre ofte er præget af massiv misinformation. Karakteristisk er at hverken Bechman eller andre der bidrager til projektet fremfører udokumenterede formodninger om, hvor stort et omfang problemet har. Fravær af misinformation kan synes et ringe krav til materiale af denne art. Erfaring viser blot at det ikke kan tages som selvfølge.

Der findes ikke aktuelle tal, der påviser problemets omfang. Og enkeltstående eksempler der behandles i medierne kan give anledning til formodninger og antagelser om, at noget er langt mere udbredt end tilfældet faktisk er. Fordi de sager der behandles af medierne ofte er skræmmende forvanskes proportioner. Sager der er uhyrlige kan fremstå som eksempler på “at det er sådan det er”. Istedet for at fremstå som det de er: Enkeltstående tilfælde.

Undervisningsmaterialet kan – anvendt rigtigt – være med til at sætte ting i rette perspektiv. Der gøres udtrykkelig opmærksom på, at formålet er at give børn og unge redskaber. Ikke at gøre dem bange.

Den strategi eksperter på området har er at almengøre en problemstilling. Kuno Sørensen fra Red Barnet bidrager til materialet med en redegørelse for begrebet grooming. Et begreb der defineres således: “Den forførelse, manipulation samt de overtalelser og subtile magtmidler, den seksuelle krænker anvender over for ofret”.

Kernen i eksperternes strategi er at gøre børn og unge opmærksomme på faren for forførelse og manipulation af seksuel karakter. Det der kunne tænkes at være et ganske specielt eller perifert fænomen gøres til noget alle børn og unge må være opmærksomme på. Her er argumentet selvfølgelig, at det handler om forebyggelse. På den anden side bør man erkende, at det i praksis kan være vanskeligt at leve op til målsætningen om at sprede information og ikke angst. For det er ikke nogen nem opgave at uddanne børn og unge i afvigende seksualitet. Hvem er det egentlig de skal tage sig i agt for?

F.eks. hedder det om mænd, der har krænkeradfærd:

 “Når krænkeren er en mand, er det primært fædre, stedfædre eller en anden tillidsperson, som krænker barnet.”

I filmen repræsenteres den sidste type af træneren. Men ovenstående definition omhandler i praksis omend ikke alle, så dog hovedparten af voksne mænd.

Børn og unge bør altså indtage en almindelig agtpågivenhed over for de voksne. I overensstemmelse med den viden der er på området er det ikke muligt at præcisere, hvorfra faren for overgreb truer. Projektet får derfor karakter af at være et led i en generel mobilisering og skærpet opmærksomhed på området.

Herved skabes der i realiteten en massiv seksualisering af børn og unge. Materialet anbefaler klasselæren at spørge eleverne:

• Hvad forbinder i med seksuelle overgreb?
• Hvordan vil i reagere på, at en voksen udsætter jer for seksuelle overgreb?
• Hvem fortæller i om overgrebet?

Det er her forudsat, at de unge optræder som seksualobjekter i de voksnes øjne. Selvom eksperterne nok vil medgive at seksuelle krænkelser er et ganske særligt problem- og må omhandle en afvigende adfærd – kan de blot ikke afgrænse det i tid, rum eller i forhold til aktører. Og derved bliver det det omvendte: Et allestedsnærværende problem. Det forventes derefter at børn og unge har “ekspertise” til at skelne mellem begrundet frygt og ubegrundet frygt. Og forstår sagkundskabens begreber og derfor kan skelne imellem, hvad der er grooming, og hvad der er omsorg eller coaching. F.eks. i en sportssammenhæng. Det er projektets ambition.

Succeen afhænger af hvordan eleverne besvarer det sidste spørgsmål: “Hvem fortæller i om overgrebet?” Ingen andre seksuelle emner  nyder speciel bevåghed i undervisning eller i samfundet. Den særlige fokus, der er på pædofili og krænkelser – som medvirker til stærk stigmatisering af de involverede – kan i værste fald medføre det omvendte: At problemer indkaples, forties og fortrænges. Den fokus der er på krænkeren kan bevirke, at ofrene fortsat vil være tavse.

Casper og Frank. Nu som mennesker

“Efteråret 2011 har Casper og Frank premiere på et live tomandsshow. Denne gang i rollerne som sig selv. Væk er udklædning og fiktion. Tilbage står to mennesker, der fortæller en historie om venskab, forskelle, konflikter og jagten på den næste joke. De er nøgne – ikke som Adam og Eva – men sårbare og uden distance. Det er selvudleverende og ærligt, men først og fremmest sjovt.”

Sådan præsenterer Casper og Frank deres nye show. Hvorfor ikke gå i teatret og se det? Som sagt, så gjort.

Emnet stand-up har tidligere været på bloggen. Både den type Casper og Frank laver, og den rent verbale man finder på Spademanns Leksikon. Hvad er forskellen på de to ting? Den sidste er helt almindelige mennesker som anmelderen selv ved særlige lejligheder leveringsdygtig i. Den første kræver derimod at man er celebrity. Når der står “Casper og Frank”  ved vi at dem kender vi. Eller rettere: Dem kender vi ikke (personligt), og derfor er vi på fornavn.

Men som det fremgår af lokkemaden, så lover Casper og Frank at NU vil vi lære dem at kende. Sådan som de er. Gjorde anmelderen så det? Og i så fald: Vil han afsløre, hvem de er? Svaret til det sidste er et ubetinget nej. Lige som det ville være unfair at referere alle vitserne. De stakkels mennesker skal jo optræde igen – og uden vitser og små hemmeligheder går det jo ikke. Anmelderen vil holde på anstændigheden og nøjes med, at låne deres koncept: Fortælle det indlysende, og blande et par diskrete hvide løgne ind hist og her. Så kan man f.eks straks afsløre, at Casper og Frank har en kontrakt der siger, at den der bevæger sig over bæltestedet er færdig i branchen. Dét overrasker jo ingen!

Når parret for at varme publikum op beder om at få nogle stikord er der straks en fyr, der med høj og gennemtrængende stemme råber: Homo! Hvortil Frank svarer “fint med mig, lad os bare få noget mere af det”. Mens Casper må indrømme, at han ikke har det godt med emnet, da han stadig er øm bagi efter sidste gang. Med henvisning til Klovn; The Movie og Caspers eskapade med gymnasielæreren.

Diskussionen om hvem af dem der er nummer ét – filmens og showets virkelige celebrity – var det eneste der virkelig distraherede og stillede under-bæltestedet-klausulen i bero. Og så alligevel ikke. For ligesom i dagens aktuelle feministiske debat blev kønnet nævnt helt konkret. Efter at have hørt ordet …………flere gange i forestillingen er det kun en lettelse ikke at skulle referere, hvad der blev sagt ordret. For ellers skulle den seksuelle lavalder for adgang til denne blog jo sættes op til 30 år! (PS: Alle jer der blot ser en stribe prikker ovenfor er blevet ramt af det filter, der forhindrer mindreårige i at få adgang til dele af teksten.)

Undtaget for anmelderens tavshedspligt må selvfølgelig være at korrigere det, der er åbenlyst usandt. Når Casper bliver ved med – i et hårdnakket forsøg på at fremhæve sig selv som nummer ét – at påstå at han kommer sammen med Jarl Friis-Mikkelsens 25-årige datter ved alle jo det ikke er sandt. Så selv om der bliver talt meget om aldersforskellen imellem de to bliver ingen forargede. Alle ved at efter showet griber Casper mobilen og ringer til Iben Hjejle og fortæller det var en fin aften, og nu kommer han hjem! Og Iben Hjejle vil diskutere med Casper, hvis tur det er til at smøre børnenes madpakker. Alle ugebladene siger noget andet, hvilket ikke kan undre. Hvornår har de sidst skrevet noget sandt? At Politiken’s anmelder ikke har gennemskuet det kan derimod undre. Hvad bliver det næste? Vil de også påstå Casper kan synge?

Det er i den forbindelse at Casper taler om kønnet dvs. størrelsen. Efter Klovn-filmen har han taget bøssestilen til sig og virker mere optaget af emnet end Jim Lyngvild. Ikke overraskende får Casper også senere fortalt om i hvilke stillinger, han har sex med Jarl Friis-Mikkelsens datter. Casper er i hård konkurrence med Jørgen Leth!

Det virker som om Casper og Frank kun er optaget af én ting. Men inden man bliver fordomsfuld skal man huske på: De er på scenen, de er celebrities. Når de i løbet af dagen får de sidste ting omkring showet på plads er de i en helt anden verden. De har en lang aften foran sig, og her er der et emne på tre bogstaver, der ikke bliver nævnt med et ord. Frank beklager sig til frokost over, at han får den stærke ost eller at Casper ikke satte mælken i køleskab. Og Casper nægter at gå ned og hente en ny. Det er virkelighedens verden.

Budskabet i forestillingen har dæmret,  undskyld nu røber anmelderen det alligevel: Sex er stærkt på retur. Det alle opfatter som et stærkt og velprøvet brand er blevet lige som Jolly Cola. Enkelte ved hvad det er, men penge og prestige – hvad der svarer til Coca Cola – har overtaget markedet.

Her vil nogle måske hævde at anmelderen overdriver. Og indvende: “Du ved jo slet ikke om de uden for scenen kun sidder og diskuterer ost, og sur mælk! De har garanteret et spændende liv!” Anmelderen vil derfor forvisse sig om, at han har ret i sine formodninger: Gå ud og møde nogle celebrities, og se hvad der foregår.

Det er Store J-dag og anmelderen har set adskillige mænd iført klædelige hatte. Timingen synes at være i orden. Først går turen til Det Mindre Fine Sted som serverer julebryg, og hvor der kommer mange slags mennesker. Da anmelderen åbner døren er der straks en der råber hans navn. Det er meget jævnt og folkeligt. Der går blot et kort øjeblik, så falder samtalen på, hvorfor vi ikke er venner på Facebook? Anmelderen mener det giver sig selv: Vi kender hinanden, hvorfor så være Facebook-venner? Men katten er sluppet ud af sækken. Og snart står vi og måler, hvem der er Casper og hvem der Frank. Det er anmelderen der er Casper, fordi han har flest venner. Og vi véd at derefter giver alt det andet sig selv.

Anmelderen går derefter videre til Det Rigtig Fine Sted for at slappe lidt af. Her kommer celebrities. De man kender behøver man ikke hilse på. Har man haft sex med den ene eller den anden gør man klogest i at lade, som man ikke genkender vedkommende. Det første er af hensyn til de, der har været i Se & Hør. Her er man den evige Frank – eller end ikke det. Den anden type er de man aldrig ville invitere til at være venner på Facebook. Og da man officielt ikke kender hinanden taler man heller sammen offentligt. De andre ved anmelderen ikke hvem er. Der er derfor ingen anledning til at tale med dem. Heldigvis er der høj musik, det giver sig selv at længere samtaler ikke er mulige. Celebrities’ deltager alle i TV, hvor de skal date hinanden, vise sig nøgne og det er meningen der skal foregå ting under dynerne for åben skærm. De orker hverken tanken om sex eller menneskelige relationer, hvis kameraet ikke kører. Der sker derfor absolut ingenting på Det Rigtig Fine Sted.

Ved et uheld støder anmelderen ind i en celebrity, og vi bliver nødt til at hilse på hinanden. Men da anmelderen glemmer, at sige et par ord om det sidste program vedkommende deltog i dør samtalen hurtigt ud. Anmelderen sætter sig i den behagelig bløde sofa og falder takket være den beroligende høje musik og stedets diskrete atmosfære i søvn!

Anmelderen vågner op umiddelbart før Det Rigtig Fine Sted lukker og slentrer hjem efter en fredelig aften.

Dementi: Casper og Frank har iscenesat showet sådan, at de spiller sig selv. Sorry til de der lod sig snyde af ovenstående: Casper Christensen kommer rent faktisk sammen med 25-årige Isabel Friis-Mikkelsen. Og jo: Casper Christensen synger faktisk en sang akkompagneret af Frank Hvam og Simona Abdallah. Casper og Frank showet er 90% taget direkte fra personlige følelser og oplevelser siger Casper, ligesom 90% af ovenstående anmeldelse er sand.

PS: Det med prikkerne i teksten, der skulle være et filter for mindreårige var da ivørigt noget forfærdeligt sludder!

Smukke mennesker

“Størstedelen af danskerne mener, at skønhed giver fordele, når man søger job. Det viser en undersøgelse, YouGov har foretaget for metroXpress. Og det gør det faktisk også, lyder det fra eksperter. Vi tror, at smukke mennesker også er dygtige, siger professor.”

Overskrift i MetroXpress 2/5 2011

Filmen Smukke mennesker fik biografpremiere i efteråret 2010. Med et billetsalg på under 5.000 føjede filmen sig til rækken af skrækeksempler på danske film der simpelthen bliver ignoreret af biografpublikum. Smukke mennesker er udkommet på DVD i begyndelsen af 2011. Og kan streames – også via biblioteket – på Filmstriben.

Anmelderne var da også usædvanligt hårde i deres dom. Morten Vejlgaard Just fra filmz.dk opsummerer historien således:

“Fire triste menneskeskæbner i en klassisk flettefortælling er udgangspunktet for denne danske misantropi, der svælger i perversion og svigt. Vi følger en mand, Anders, der har vanskeligt ved at forstå, hvornår det er normalt at blotte sig eller ej. Vi følger mandens søn, Jonas, der er trækkerdreng. Vi følger en kvinde, Ingeborg, der er ensom efter sin mands død. Og slutteligt følger vi kvindens datter, Anna, der er blevet seksuelt usikker og både psykisk og fysisk mærket, efter hendes ene bryst mangler som følge af en ulykke. Udadtil ligner de alle fire normale smukke mennesker, men indadtil gør deres mange ar for og fra livet, at de har svært ved at finde den lykke, de og alle vi andre så intenst jagter.”

Anmelderen konkluderer – ikke overraskende – at han har svært ved at se meningen med så meget “misantropisk ulykke”.

Ebbe Iversen fra Berlingske er om muligt mere kontant:

“Man kunne sige, at »Smukke Mennesker« er liderlig på en finkulturel måde. Mikkel Munch-Fals kan lide at vælte sig i sølet og har sit kunstneriske alibi i orden. Man kunne også sige, at den debuterende instruktør er en sarkastisk misantrop, som finder behag i at udstille sine medmenneskers svageste og mest frastødende sider. Og hvis man vil være rigtigt venlig, kunne man sige, at Mikkel Munch-Fals i sit syn på verden er beslægtet med instruktører som amerikanske Todd Solondz og danske Simon Staho….

Det er synd for menneskene – både dem oppe på biograflærredet og dem nede i salen. Smukke mennesker … er velspillet… men man må tilføje, at hvis man fik valget mellem at se denne film en gang mere eller at banke hovedet mod en væg i halvanden time, ville man vælge væggen.”

Filmlands anmelder Per Juul Carlsen ser nogle kvaliteter og siger til Mikkel Munch-Fals:

“Dine fire hovedpersoner i ‘Smukke mennesker’ er på én eller anden måde fanget af deres seksualitet, hvilket er en ganske usædvanlig tanke i dansk film, hvor sex er en overfladisk, materialistisk ting…og jeg kan ikke mindes at en dansk film har været så direkte og nysgerrig i sin udforskning af emnet sex siden Simon Stahos ‘Daisy Diamond’…”

På trods af enkelte vellykkede scener har anmelderen dog ikke haft en positiv oplevelse med Smukke mennesker.

Kim Skotte fra Politiken står derfor ret alene med sine lovord om den debutterende instruktør:

“Her præsenterer han en samling individer, der på den ene eller den anden måde er defekte snarere end perfekte. Men hvor det perfekte udgør en umenneskelig målestok, er det defekte til gengæld såre menneskeligt og langt mere interessant…

Omgivet af reklamernes perfekte mennesker er seksuel attraktionsværdi blevet den mest ubarmhjertige målestok for succes. Her har alle de ’Smukke mennesker’ et problem…

Som Solondz vil Munch-Fals trække den bortgemte seksualitet ud i lyset og åbenbare den som noget knortet og besværligt, men også som noget på mange måder mere ærligt end den krampagtige normalitet i borgerskabets diskrete mangel på charme.”

Med tanke på filmens usandsynlige og konstruerede slutsekvens tilføjer Skotte:

“Flettefilm har det med at flette lidt for flot. Det gælder også ’Smukke mennesker’, og derfor er det figurernes snarere end handlingens troværdighed, der holder ’Smukke mennesker’ oppe i fin stil.”

Netop i  slutscenen hvor alle hovedpersoner mødes rammer Smukke mennesker folkekomediens humor og lethed på  en selvironisk næsten sarkastisk facon. Der trods alt er befriende efter i halvanden time at have overvåget, hvordan karaktererne vandrer rundt i trance, og er næsten lige så distancerede i forhold til deres liv som publikum.

Som Skotte bemærker ligger Smukke menneskers force i skuespillet.

Bodil Jørgensen (Ingeborg) er som tilskuer til sin egen afskedsreception uforlignelig. Og brillerer ligeledes i scenen, hvor det går op for hende at den unge fyr – Jonas – hun har forført er professionel og skal have pengene på forhånd!

Ingeborg er indifferent eller uforstående over for markedsværdiens betydning. Og optræder derfor som dens ufrivillige kritiker. Som kvindelig Don Quijote. Trods scenens kynisme kan karakterens renfærdighed ikke undgå at røre.

Trækkerdrengen Jonas bliver efter, at have givet manden på toilettet et blowjob spurgt, hvorfor han dog er i det fag? Hvorpå han svarer: “Fordi jeg kan!”. På sin vis er han i sin selvsikre kynisme lige så renfærdig som Ingeborg. For på trods af at have fattet sin markedsværdi er han lige så blank som hende. Lige så meget slave af at kunne, som Ingeborg er af ikke at kunne.

Troskyldighed skal forklare hvordan det usandsynligste af alt kan indtræffe: At Jonas og Anna (Mille Lehfeldt) finder hinanden midt under et professionelt samleje under optagelsen af en pornofilm!

Ikke mærkeligt at netop denne scene støder anmelderne. Og deler vandene mellem de, der accepterer logikken, og de der står af. Forinden er vi blevet forberedt: I scenen hvor Anna står i pornoforretningen med DVD’en Wheelchair Delight i hånden går det på for hende, at det hun – og andre – er vant til at opfatte som smuds eller pervertion sætter billeder på en virkelighed, der er hendes egen. Hvorefter hun slår til og tager imod et tilbud om selv at medvirke i en sexfilm!

Vanskeligst at forstå er nok Henrik Prips figur Anders, fordi den forkrampede blotter enten synes at høre hjemme i en revyforestilling eller i noget, der er frygteligt seriøst. Præstationen fejler intet. Formentlig kunne ingen gøre det bedre – det virker bare ikke.

Alt i alt får Smukke mennesker altså 3 ud af 4 mulige figurer i spil. Ud over et væld af sidehistorier. Selvom Kurt Ravn i den ondeste birolle man længe har set tilsyneladende blot fungerer som hyldest til Todd Solondz.

Filmen handler vel dybest set om at befinde sig i et univers, der er hinsides moral. Hvor forskellige moraler alligevel er så nærliggende, at nogle anmeldere finder dem påtrængende. Skønhed er langt fra en selvfølge, men stor der hvor den pludselig viser sig.

I stedet for at følge Ebbe Iversens råd om at banke hovedet mod væggen vil jeg se den igen.

Dreng

Skuespilleren Peter Gantzler har 2011 debutteret som instruktør med filmen Dreng. Det lykkedes ikke at få filmen i normal biografdistribution. Istedet arrangerede Gantzler en turne til udvalgte biografer, hvorefter den blev tilgængelig på video on demand. Efterfølgende er den udkommet på DVD og kan også streames – via biblioteket – på Filmstriben.

Filmen blev til som et indie-projekt med en nyuddannet producer og skuespillere der arbejdede gratis. Smalle film har ikke nemt ved at trække publikum. Hvor forhold mellem ældre mænd og unge kvinder ses relativt hyppigt på det store lærred er kønsdiskriminationen udpræget, når det handler om en voksen kvinde, der vælger en purung kæreste.

Hovedpersonen den 18-årige Christian (Sebastian Jessen) forelsker sig i den tiltrækkende, men dobbelt så gamle kvinde Sanne (Marie Louise Wille). Hovedpersonens mor (Helle Merete Sørensen) ser skeptisk og jaloux til fra sidelinien. Det der til at begynde med ligner en våd teenage drengedrøm forvandler sig til en prøvelse for den unge Christian. Denne opdager at Sanne er enlig mor og forventer at han agerer far for hendes søn (Mikkel Bjerrum). En form for maskulint modspil præsenteres af Peter Gantzler selv i skikkelse af den alkoholiserede vicevært John.

Det er et kammerspil, hvor en boligblok på Frederiksberg danner ydre ramme. I den grad at porten til ejendommen danner indgang og udgang for historien.

På overfladen er der (trekants)drama med den pressede Christian i centrum. Vi bliver dog ikke inviet i, hvad der foregår bag facaden. Hvorfor er det egentlig at de voksne kvinder har sværere ved at tackle situationen end hovedpersonen selv? Det bliver kammerspil uden dybde. En tilsvarende karakteristik – der på en gang siger for lidt og for meget – gør sig gældende i settet. Fast kamera og dæmpede gråtoner hos moderen, håndholdt kamera og varme farver hos Sanne. Håndfast symbolik.

Der mangler noget. “Før kærligheden går et følelsesmæssigt behov, kærligheden opfylder dette behov” sagde forfatteren Stefan Zweig. Her virker det som om der gik tomhed forud for kærligheden. De mange scener hvor Christian fremstår som den blanke teenager forklarer netop ikke, hvad der rør sig i hans sind. Eller hvilke motiver der driver ham til at fastholde sit engagement på trods af omgivelsernes modstand. Takket være de smukke billeder af Christian fremstår uskylden kronisk. End ikke hede sexscener formår, at bortmane tvivlen om, at det vi ser er andet end en flirt.

Dreng virker som en kortfilm der af uransagelige grunde er blevet til spillefilm. Hvilket den ikke er tjent med. Karaktererne forbliver sært endimensionale trods flotte og overbevisende skuespilspræstationer. Især kvinderne omkring Christian lider under at deres karakterer ikke bliver foldet ud i andre sammenhæng. Den lettere neurotiske mor og den ubehælpsomme Sanne – således fremstår de overfor Christian. De får ikke oprejsning ved, at vi som tilskuere får lejlighed til, at opleve dem i andre omgivelser eller i andre  menneskelige relationer. Vi fornemmer blot at det vi ser ikke er hele sandheden. Et forhold der i kortfilmsammenhæng er forståeligt, men i spillefilm er frustrerende.

Ærgerligt at en film der ifølge instruktøren – har udgangspunkt i noget selvoplevet – og ambition om at følge vejen fra dreng til mand ikke tør slippe velkendte klichéer om uskyld. Filmen kommer derved ufrivilligt til at traske i sporene på Edward Flemings Rifbjerg filmatisering. Filmen realiserer ikke sin intention. Drengen forbliver – trods en flirt – dreng.

Rette ægtefolk?

“Come on” er der nogle der svarer, når undertegnede kræver respekt for loven. Også når det gælder et vielsesritual. “Det er da harmløst, at bytte nogle ord ud med andre”, bliver der sagt. “Nogle mennesker bliver glade, og det skader ingen”, tilføjes det. Lars Aslan Rasmussen har uden tvivl den folkelige opinion med sig i sin politiske demonstration. Sagen er god, men er metoden rigtig?

Civil ulydighed er det ikke. Dette begreb dækker over borgernes moralske ret til i nødværge, at trodse lovgivningen.

Retssamfundet er uden tvivl bedst tjent med, at borgerne i nødsfald kan modsætte sig magthavernes beslutninger.

I sagen om vielsesritualet på Rådhuset er der tale om, at nogle ord skiftes ud med noget de fleste synes klinger bedre. Denne trods er – vil de fleste nok medgive – temmelig harmløs. Netop derfor er der heller ikke tale om nødværge.

I dette spørgsmål har Lars Aslan Rasmussen i den grad den folkelige opinion med sig. Men handlingen er en politisk demonstration, der ikke er dækket ind af argumenter om moral og etik på samme måde som civil ulydighed.

Når moral og etik afløses af politiske vinde stiller mange ting sig anderledes. I dette tilfælde har Lars Aslan Rasmussen en god sag. Han kæmper for ligestilling af de homoseksuelle i sin egenskab af medlem af Københavns Borgerrepræsentation.

I mange andre spørgsmål vil vi, der godt kan se formålet med denne politiske demonstration, næppe være enige med den folkelige opinion. F.eks. når denne kræver, at enkeltindivider eller grupper bliver udvist. Eller enkeltpersoner erklæres for uønskede på grund af religiøse eller politiske overbevisninger. Sager hvor enkeltindividers rettigheder og ytringsfriheden truer med at forsvinde ud i det blå.

Politikere fra den anden side af det politiske spektrum kan udtænke politiske demonstrationer, der vil få alle de, der nu siger “come on” til i stedet at sige “What have I done!”

Ikke blot den almindelige borger, men også politikerne behøver retsstaten. Politikere har til tider behov for, at henvise til at lov er lov. Det vil ikke være så nemt, når man sidste gang, der var et emne man var engageret i ikke selv overholdt den!

Ingen politiker vil ønske sig, at stå hjælpeløs over for politiske vinde, der præger den folkelige opinion. Politikere vil som bekendt gerne styre, og ikke lade sig styre. Og sådan skal det også være.

Ligesom Lars Aslan Rasmussen ikke kan kalde sin indsats for “civil ulydighed” kan undertegnede ikke kalde denne argumentation for “civil courage”. Også her hører der mere til. Men opinionen blandt de oplyste er bemærkelsesværdig homogen (undskyld udtrykket!). Det ægger det til modsigelse. For siden hvornår er det blevet så populært, at trodse lovgivningen? Er dette endnu et skridt i retning af at betragte lov og retsstat, som sekundært i forhold til moral og etik. Desværre fortæller ny forskning, at vælgerne – især de bedst orienterede – næsten blindt følger politikerne. Vælgerne er mere påvirket af politikerne end af argumenter. Der er ja-sigere og nej-sigere. Teoretisk set. For når vælgerne i praksis er argumentresistente er der kun ja-sigere. Vælgerne accepterer simpelthen det politikerne præsenterer. Det lægger en ekstra byrde på politikernes skuldre til at handle ansvarligt.

Tilkendegivelserne FOR Lars Aslan Rasmussen er udelukkende præget af følelser, og alle argumenter er fraværende.

En situation der desværre generelt kendetegner de homopolitiske diskussioner.

Selvfølgelig skal politikere som Charlotte Dyremose siges imod. Det gjorde Lars Aslan Rasmussen også i Aftenshowet d.15 august. Men her handlede diskussionen om indholdet: Der gøres forskel på heteroseksuelle og homoseksuelle. At imødegå denne forskelsbehandling kræver argumenter. Hverken harme, forargelse, indignation eller andre følelser på vegne af de homoseksuelle er tilstrækkelige i sig selv.

Aftenshowet d.15/8 2011

Opdatering 29-09-2011: Alle venter spændt på dannelsen af en ny regering. Vil denne regering indføre kønsneutralalt ægteskab i Danmark, sådan som de radikale tidligere har foreslået. Og dermed feje hele problemstillingen om, hvilke ord der anvendes af bordet. Slå fast at der ikke tages hensyn til køn eller seksualitet  – eller på anden måde diskrimineres –  i  dansk lovgivning? Vi får se.

Kritiske mænd er feminismens byrde

“At være feminist er lidt som at være muslim” klager Ditte Giese i Politiken. Og fortsætter: “Konstant skal man svare på, hvad man er FOR og hvad man er IMOD.”

Ja, og?

Ordet “feminist” lyder som noget “ganske positivt og indlysende” erklærer Ditte Giese, hvad skal alle spørgsmålene så til for?

Problemet er, at det ifølge Giese ikke er velkomment, at mænd stiller spørgsmål om køn og seksualitet, når kvinder erklærer sig som feminister.

Er det udtryk for selvtilstrækkelighed eller er det lukkethed over for kritik på en måde der minder om helt andre ideologier?

En kommentar i Politiken debatten fuldender da Gieses sammenkædning af feminisme med muslimer med konstateringen: “At være feminist er lidt som at være muslim: Offer.”

Kommentaren går på at feministerne ligesom muslimer dyrker minoritets-egoisme og offer-gørelse. Seneste eksempel på sidstnævnte var da Islamisk Fællesråd inviterede Bilal Philips – en mand med ekstreme synspunkter på køn og seksualitet – til en konference om islamofobi. En invation Islamisk Fællesråd kom til at fortryde.

Lige så paradoksalt forekommer det at være, at kvinder der betegner sig som feminister – og altså fokuserer på køn og seksualitet – opfatter mænds kritiske spørgsmål som en byrde – som en del af offer-rollen.

I modsætning til de muslimer der er født ind i en bestemt kultur vælger kvinder ideologien feminisme. Hvis det altså er en idologi.

“Men feminisme er hverken et parti, en religion eller en fasttømret ideologi” indvender Giese. Og beder derfor: “Må jeg ikke bare være feminist på min egen måde?”

Selvfølgelig. Men hvad skal man med  idealer man ikke orker eller er istand til at forsvare? Også uden for Poltikens spalter.

Giese medgiver, at der var højtråbende kvinder, der fyldte rigeligt i 70’erne.

Men her viges der uden om: Forbudsfeminismen er idag stærkere og mere agressiv end nogen feminist havde fantasi til at forestille sig dengang!

Netop fordi forbudsfeminismen præger samfundsdebatten på den måde har resten af feministerne både ret og pligt til at redegøre for, hvor de står. Også når de der spørger er mænd. Og når der blot er tale om almindelig konversation.

The Cutting Tradition

Filmen The Cutting Tradition (2009) handler om omskæring, og anvendes af ngo’en The Orchid Project til at skabe opmærksomhed om emnet. Desværre er der udelukkende fokus på omskæring af piger. Hvilket i praksis umuliggør en sammenhængende forståelse af denne iøvrigt dybt interessante politiske og kulturelle problematik, der netop er blevet omtalt i Politiken.

The Orchid Project er stiftet af Julia Lalla-Maharajh i 2009. Det britiske kongehus og forhenværende præsident Bill Clinton har givet henholdsvis en pris og en tv-transmitteret samtale med Julia Lalla-Maharajh. Organisationen har netop etableret sig i Danmark.

Kvindelig omskæring – der omtales som female genital mutilation (FGM) er udbredt i afrikanske lande. Det antages at der omskæres 3 millioner piger om året. Dette sker når pigerne er op til 10-11 år gamle, uden lægeligt opsyn eller medvirken og uden bedøvelse. Indgrebet har ingen medicinsk begrundelse. Der henvises blot til “tradition”.

Det virker altså som om The Orchid Project har en god sag. Når The Cutting Tradition viser et eksempel på, hvordan omskæring foregår i praksis bekræftes også de værste anelser.

Problemet i filmen er vinklen. Den vender ikke først og fremmest imod indgreb uden medicinsk begrundelse. Selvom det selvfølgelig kritiseres, at operative indgreb foretages af ikke-autoriserede mennesker under miserable forhold. Men det er jo fattige lande, og der er få ressourcer. Budskabet er at skikken er forkert. Det er denne “tradition” der udpeges som problematisk. Derfor indgår ordet “tradition” i titlen.

Derved bliver filmen en fortælling om, hvordan vestlige mennesker er eller ønsker at se sig selv, snarere end en film om kvinders problemer i den tredie verden. Budskabet læner sig op post-kolonialisme og feminisme, der i forening gentager budskabet fra en periode i europæisk historie hvor fattige, primitive, tilbagestående og overtroiske mennesker i fjerne verdensdele skulle vejledes. Dens budskab bliver at disse mennesker stadig er den vestlige kultur underlegne. Og bør underlægges forbud.

Det forekommer i høj grad problematisk, at en organisation som The Orchid Project, der har visioner om ændre på adfærd brander sig selv som post-kolonial og feministisk ved at tage filmen til sig. Med mindre The Orchid Project netop ikke har til formål at ændre adfærd, men blot afstive selvopfattelsen i vestlige lande, der truet af økonomiske kriser og militære nederlag søger moralsk kompensation i forestillingen om at være bedre.*

Filmens post-koloniale budskab formidles via fortællemåden. Vi ser en række mænd og kvinder i forskellige klip, der på lokale sprog henviser til “traditionen” som afgørende for, at omskære piger. Da rækken af indslag for denne praksis – endelig – afløses af et indlæg imod omskæring er det en mand, der taler et sprog vi genkender – det franske – og han repræsenterer  de veluddanennede vi skal identificere os med. Han konstaterer, at omskæringspraksis er forkert, men sidder dybt i fattige landsbymennesker.

I en kritik af moderne fortællinger om race, køn og seksualitet har den amerikanske kultursociolog Jasbir Puar peget på, hvordan liberal inklusion af seksuelle minoriteter i vesten har afløst kamp for rettigheder. I denne optik produceres den seksuelt “anden” som hvid, og den racialt” anden” som heteroseksuel. Mændene i The Cutting Tradition taler om, at kvindelig omskæring – hvorved klitoris fjernes – forebygger, at gifte kvinder søger andre mænd.

De repræsenterer den heteroseksuelle, sexistiske mande stereotyp, som feminister i vesten bekæmper. Det der undsiges er en barbariske praksis, et ikke-civiliseret samfund og  en racemæssig “anden”, som ikke er feminist. Og det viser sig at alle fire egenskaber falder sammen! Og repræsenteres af mennesker fra Afrika og arabiske lande. Med eller mod instruktørernes vilje formuleres der altså både en latent racisme, og et post-kolonial kulturelt perspektiv.

Hverken film eller ngo’en der promoter den problematiserer omskæring af drenge. The International Federation of Gynecology and Obstetrics (FIGO) lægger navn til filmens budskab. Heller ikke de lægger en tilsvarende indsats i arbejdet imod omskæring af drenge. Det betragtes som et inferiørt emne. Med mindre særlige omstændigheder gør sig gældende. F.eks. at der er tale om kvaksalveri, hvor operationer finder sted på køkkenbordet. Altså de elementer der beskrives som værende af sekundær betydning, når det handler om omskæring af piger.

Omskæring af drenge finder i vid udstrækning sted i USA. Hvor det er “tradition”. Havde man lavet en film tilsvarende The Cutting Tradition havde man formentlig fået nogle af de samme svar som de adspurgte giver: Vi værner om vores traditioner. Det er igen relevant at henvise til at filmen ikke peger på “health” eller “the right to make your own choice” som centrale parametre. Begge elementer: Modstand mod overflødige operationer og individets frie ret til at bestemme over egen krop ville nemlig konflikte med amerikansk praksis. For det første fordi omskæring af drenge ikke er medicinsk begrundet, og for det andet fordi disse indgreb foretages i spædbarnsalderen og altså er et valg forældrene træffer.

The Cutting Tradition viger uden om kritik af omskæring af drenge via formuleringen af et kultur-perspektiv.

I lande med muslimsk kultur finder der også omskæring af drenge sted. Men det er en uønsket diskussion. Ngo’en har lagt en handlingsplan på området beskæftiger sig ikke med børn, men med piger. Så kan post-kolonialisme og feminisme gå hånd i hånd.

At skære i mandlige kønsdele tæller ikke som lemlæstelse. At disse indgreb i den vestlige verden sker tidligt er et argument “for” og ikke “imod”. På trods af at argumentet om frivillighed anvendes i alle andre sammenhænge, hvor det handler om krop og seksualitet.

En film der stillede kritiske spørgsmål og spurgte amerikanske drenge og mænd om de ønskede at blive skåret i deres kønsdele ville formentlig få en helt anden modtagelse end The Cutting Tradition. Den måtte droppe “kan vi ikke alle være enige om” tilgangen, men ville komme nogle sandheder nærmere. Hvor i verden findes de mænd, der seriøst synes det er en god ide, at læger eller uautoriserede skær i deres kønsdele? Alligevel finder det finder sted – i tavshed.

Uanset verdensdel er “tradition” metafor for religiøs og kulturel overbevisning. Derfor er det også noget der kan ændres. Hvis der er en vilje.

Omskæring af drenge og piger er ikke det samme. Fjernelse af klitorisk er et særdeles drastisk indgreb. Men hvordan sammenligner man overhovedet de to ting? Det feministiske svar – understøttet af lægevidenskaben – er, at det gør man ikke. Tabuet opretholdes.

Omskæring ødelægger ikke mandens seksuelle nydelse. Men der fjernes noget af mandens penis på det mest følsomme sted. Der sendes et signal fra det sociale fællesskab – baseret på moral og religion – at seksuel nydelse er noget der skal reguleres, begrænses og hæmmes. Om der så skal lemlæstelse til. Hvis det udtryk er det rigtige.

For i den kultur indgrebet finder sted vil der altid være en række fortællinger om det gode ved indgrebet – som er “tradition”.  At være omskåret betragtes f.eks. af nogle amerikanske – især homoseksuelle – mænd som en fetich, noget der værdsættes og ses som attraktivt. Indgrebet der fysiologisk begrænser gør altså omvendt de samme mænd seksuelt attraktive i andres øjne. Det er blot en af de måder, hvorpå indgreb uden medicinsk begrundelse transformeres om til “tradition” og gives positiv valør. Så stærk at emnet tabuiseres.

Derfor holder filmen The Cutting Tradition fokus på omskæring af piger.

Alle de mænd der i The Cutting Tradition argumenterer for omskæring af piger er formentlig selv omskåret. Selv de højtuddannede, der taler fremmedsprog. Det er vanskeligt at tale imod en praksis man selv er underlagt. Også selv om indgrebet på drenge langt fra har samme status som indgreb på piger. Givet de fysiologiske forskelle. Givet de kulturelle og racemæssige fordomme. Filmen handler blot om hvad kvinder føler. Ikke om hvad mænd føler.

Filmen slutter med konstateringen af at 14 afrikanske lande har vedtaget forbud imod omskæring af piger. Budskabet er altså: Ingen udviklingsbistand til lande, der ikke har et forbud på plads? USA og andre lande der – fuldt legalt – praktiserer omskæring af drenge kunne let stille sig i spidsen for den kampagne.

* The Orchid Project har skal det tilføjes taget afstand fra begrebet Female Genital Mutilation (FGM ) og erstattet det med Female Genital Cutting (FGC). Med begrundelsen: “…to start from a position of judgement and blame with the communities involved means that you are unlikely to get change where it matters – at the community level”.

Åbent brev til Seksualpolitisk Forum

Jeg vil selvfølgelig aldrig tolerere, at blive udsat for censur. Uanset hvilken begrundelse, der måtte blive givet. Seksualpolitisk Forum forekommer, at ville tiltage sig magt og indflydelse over min person på en måde, der er fuldstændig uantagelig.

Jeg er ikke enig med Seksualpolitisk Forum. Det har jeg aldrig påstået. Jeg har tilsluttet mig et grundlag – nogle grundholdninger.

Jeg mener det er vigtigt at kunne udtrykke sin mening privat. Og på nettet: Jeg vil forsvare min ytringsfrihed. Frem for alt vil jeg stå på retten til at udlægge mine egne ord.

Og forbeholder mig retten til at afvise jeres forvanskninger.

Faktisk tvivler jeg på meldingen om, at beslutningen (om eksklusion) skulle være ubehagelig for jer.

Lad mig prøve at begrunde det.

I reagerede bemærkelsesværdigt hurtigt på en episode i en internetdebat. Som ikke vedkommer andre end de implicerede parter. Debatten foregik mandag aften, og tirsdag formiddag var jeg ikke længere aktivt medlem af Seksualpolitisk Forum.

Til tider kan det virke frustrerende, når det føles som om ens stemme ikke bliver hørt på Facebook eller andre steder. Andre gange kan det føles som en opmuntring, at ens bidrag bliver registreret.

Selvom det desværre nogle gange er for godt til at være sandt…

Hvad ligger der bag jeres lynreaktion? Første gang Initiativgruppen kontakter mig, er det en meddelse om eksklusion. Den var måske skrevet på forhånd?

Der er en valgkamp i sigte, og kampen imod købesexforbud er en borgerlig mærkesag. Jeg må erkende, at det er en alliance, hvor i er mere enige med redaktør af Oou&About Thomas R. Kristensen end med mig. Og hvervningen af en borgerlig redaktør, er vigtigere end en aktiv debattør i er politisk uenige med. Hvorfor vælge fornuftsægteskabet frem for kærligheden?

Sexarbejder rettigheder er Seksualpolitisk Forums mærkesag.  Hvor er engagementet i alle andre seksualpolitiske spørgsmål? Er de gledet ud, fordi de ikke indgår i det borgerlig liberale grundlag for blå blok?

Jeg støtter noget, der efter min overbevisning er vigtigere end partipolitik – eller i hvert fald aldrig må overskygges af gustne overlæg. Hvis jeg tvivler på jer – og har svært ved at se i repræsenterer andet – uanset de faglige kvalifikationer- end borgerlig partipolitik, så vil det være mit budskab på bloggen for fremtiden.

Det skal her tilføjes, at nyere valgforskning peger på at vælgerne – især de bedst orienterede – næsten blindt følger politikerne. Vælgerne er mere påvirket af politikerne end af argumenter. Når Seksualpolitisk Forums mærkesag forbindes med borgerlig liberal politik taber man automatisk vælgerne på midten og til venstre for midten. Der ubekymret kan tilslutte sig forbudslinien hos S og SF.

Spørgsmålet er om Seksualpolitisk Forum har dets integritet og troværdighed i behold. Som det fremgår forekommer det mig mere end tvivlsomt.

Men i er velkomne til at kommentere ovenstående.

En ting der er Seksualpolitisk Forum uvedkommende – men alligevel kan give en ubetydelig sag et vist perspektiv bør nævnes i denne forbindelse.

Tilbage i 2005 blev Muhammed tegningerne offentliggjort. De vakte påstyr i Danmark og resten af verden. 2005 føles som længe siden, når det gælder diskussion af ytringsfrihed og tonen i offentlig debat.

I forbindelse med Muhammed tegningerne herskede der noget nær konsensus blandt meningsdannerne om, at der var en ret og pligt til at håne og spotte mennesker med en anden tro eller overbevisning. I ytringsfrihedens navn. Episoden med Lars von Trier i Cannes illustrerer meget udmærket skiftet – som næsten har karakter af skred i den offentlige opinion.

Uanset Lars von Trier undskyldte og forklarede efterfølgende var det nu utilgiveligt og forkasteligt, at han havde berørt nogle emner, der betragtes som tabu i den offentlige debat og optrådt spøgefuldt på de forkerte steder. Her var der ingen ret til at spotte, endsige pligt til at håne.

Det bemærkelsesværdige er, at skredet i holdning i høj grad er sket blandt de, der engang højlydt stod på tegneren Kurt Westergaards side. De der forsvarede Flemming Rose og JP. På dele venstrefløjen er god tone i debatten blevet ophøjet til mål i sig selv. Som reaktion på hadtale og spot.

Jeg har offentligt forsvaret Lars von Triers stil. Jeg er hverken enig i den “gamle” politiske korrekthed – hån og spot – eller den nye, at formen er (for)mål i sig selv.

Grundholdningen på denne blog ligger klart til venstre for midten partipolitisk. Det er dog bemærkelsesværdig sjældent, at venstrefløjens mærkesager er mine – og omvendt. Hvilket måske giver anledning til misforståelser. Blandt andet har Seksualpolitisk Forum ikke været istand til at pålægge mig holdninger og synspunkter jeg ikke har. Måske burde de – lige som den ovenfor nævnte redaktør – være mere klare i mælet med hensyn til egne partipolitiske standpunkter.

Uanset partipolitiske standppunkter så mener jeg ikke “god tone” og censur er vejen frem. Førstnævnte kan aldrig defineres præcist, og ender ufravigeligt med at blive redskab for sidstnævnte. Det vi har fået hedder noget på russisk fra Sovjet tiden: Vranjo. Ordret betyder det noget er løgn, sludder eller forvrængning. Men vranjo betyder snarere at mennesker er ude af stand til at fortælle en løgn, lige så vel som de er ude stand til at sige noget der er sandt. Det er et overlevelsesvåben under totalitære regimer. Derfor mener jeg heller ikke der er nogen mennesker i Danmark, der seriøst ønsker det praktiseret. Alligevel præger det den offentlig debat – og samfundet.

Lars von Trier er som før nævnt et eksempel på, hvor galt det kan gå, når man nægter at praktiserer vranjo. Uden nogen sammenligning i øvrigt, så er den såkaldte “sag” mellem Seksualpolitisk Forum og mig et eksempel på, at jeg ikke praktiserede vranjo – og efterfølgende blev kritiseret og sat for en standret.

Det skal jeg ikke ømme mig over. Jeg har valgt. Og fortryder intet.

Indlæg opdateret: 04-09-2011.

Red Barnet?

Denne artikel har to fokus punkter: For det første Red Barnets politiske linie, når det handler om seksuelle krænkelser. For det andet fokus på, hvordan en organisations politiske profil udviskes, når en anden politisk gruppering går ind og betjener sig af organisationens faciliteter.

Det er – mener jeg – særdeles betænkeligt, at Red Barnets væg på Facebook anvendes til at promovere en underskriftindsamling imod forældelsesfrister for sexovergreb. Dermed lægger organisationen navn til et initiativ. Der opstår tvivl om initiativet støttes officielt af Red Barnet. Og om hvad Red Barnet står for.

Underskriftindsamlingen fremføres af en gruppe ved navn Mere politisk fokus på overgreb mod børn, der argumenterer for at bryde gældende principper i dansk retspraksis. Der er forældelsesfrister i dansk lovgivning for næsten alle typer kriminalitet- med undtagelse af drab. Hvilket i øvrigt også er særegent for dansk lov. Da der findes forældelsesfrister for drab i lande vi sammenligner os med. F.eks. i Norge og Sverige. Kort sagt er opretholdelse af forældelsesfrister et bærende princip i retsstaten.

Inden denne problemstilling diskuteres kunne det være formålstjeneligt, at belyse Red Barnets generelle opfattelse af arbejdet med seksuelle overgreb. Kuno Sørensen  fra Red Barnet kom med en tilkendegivelse i Berlingske, der var for skærpede regler i forhold til unge over 15 års seksuelle relationer. Kuno Sørensens foreslog, at udvide den såkaldte skolelærerparagraf til også at omfatte familie medlemmer. Anledningen var en 15 årig (indvandrer) piges forhold til et ældre familiemedlem efter pigen havde henvendt sig til Albahus.

Dette synspunkt uddybede Red Barnets over for undertegnede på følgende måde:

“Når Red Barnet har en skærpet opmærksomhed på de 15–17-årige og deres seksualliv, så er det altid med et dobbelt perspektiv i forhold til deres rettigheder, nemlig at denne aldersgruppe på den ene side skal have ret til et seksualliv på egne betingelser, og det kan de på den anden side kun få, hvis de samtidig bliver beskyttet mod overgreb eller udnyttelse.

I Red Barnet skelner vi mellem mennesker med pædofile tendenser (seksuel interesse rettet mod børn før puberteten) og hebefile tendenser (seksuel interesse rettet mod børn der er kommet i puberteten). Samtidig lægger vi også vægt på at afklare omfanget af magtmisbrug og udnyttelse mellem mennesker, der har en seksuel relation, fordi overgreb og udnyttelse ikke kun sker mellem personer med stor aldersforskel, men også kan foregå mellem jævnaldrende.”

Dette svar er på flere leder særdeles utilfredsstillende. Først og fremmest fremføres påstanden om, at der findes pædofile og pædofili i en  række afskygninger. Sondringen mellem pædofili og hebefili er ikke en adskillelse, men en graduering. Seksuelle interesser over for unge – dvs. lovlige forhold – bliver indirekte ved anvendelsen af dette begreb tilskrevet en psykiatrisk diagnose. Og der sås tvivl om lovligheden af noget, der ifølge dansk retspraksis er fuldt legalt.

Psykolog Karen Pallesgaard Munk har i Magasinet Humaniora peget på, hvordan man via sygeliggørelse og kriminalisering har skabt en ny samfundsidentitet “den pædofile”. En hybrididentitet i strid med al logik, da man ikke kan være syg og kriminel på en gang. Dansk lov skelner i alle andre sammenhæng mellem de to tilstande.

Det fremgår ligeledes af Red Barnets svar, at spørgsmålet ikke er om der finder seksuelle overgreb sted, det fastslås at:

“overgreb og udnyttelse ikke kun sker mellem personer med stor aldersforskel, men også kan foregå mellem jævnaldrende.”

Derved bredes frygten ud til at omfatte jævnaldrende.

I svaret til Red Barnet valgte undertegnede at lægge vægt på at tage afstand fra den sygeliggørelse og kriminaliserings diskurs Red Barnet står for:

“Hvis i ønsker at beskytte unge mod overgreb og udnyttelse er det vigtigt, at være klar over hvilke begreber man anvender, og hvilken sammenhæng disse begreber indgår i.

I siger i skelner mellem pædofile og hebefile. I kunne også have nævnt begrebet efebebofile. Fælles for de sidste to begreber er at de idag fremstår som pædofili, hvor “aldersgrænsen blot er forskudt en smule”. Det fremgår af avisartiklen. Sammenhængen i hvilken Kuno Sørensens synspunkter indgår er selvfølgelig journalistens og avisens ansvar. Blot vil jeg gerne pointere, at begge sidstnævnte begreber idag frremføres af en skole af sexologer, der har udgangspunkt i forskning, der blev lavet af Kurt Freund i 50’erne i østeuropa.

Der er ikke mange steder inden for medicin eller samfundsvidenskab, hvor forskning bag jerntæppet har vundet frem. Her er en undtagelse. Freund emigrerede til Canada og hans mest fremtrædende elev Ray Blanchard  har udbredt fallometri som grundlag for sexologisk forskning. Og hvad der er interessent her – opererer med forskellige begreber om seksualitet, der i realiteten sidestilles med pædofili. Om den seksuelle lavalder ligger på 15 år som i Danmark – eller er højere eller lavere som i andre lande – afgør lovligheden. Lægevidenskaben derimod sygeliggør seksualitet.

Det virker på mig som om antagelsen om, at der finder magtmisbrug og udnyttelse sted ikke er en hypotese, men snarere har form af en konstatering. Hvor er dokumentationen for det? Flertallet af de unge er kompetente og istand til at tage vare på sig selv – kunne jeg hævde lige så generaliserende over for denne påstand.

Må jeg minde om at den forskning der nævnes ovenfor i lige så høj grad har haft en skærpet opmærksom i forhold til homoseksualitet – der da også – om end ikke formelt – så dog reelt betragtes som en afvigende – sygelig –  seksualitet. I Østeuropa blev Freunds forskning anvendt som instrument til at smide homoseksuelle ud af militæret. Den hævder tillige at alle mænd – i en vis udstrækning – er pædofile. Mange – også jeg – betragter denne forskning som pseudovidenskabelig, og anerkender ikke dens begreber. I nedenstående artiklen beskriver jeg nærmere den reduktionisme der ligger i denne særlige gren af sexologien – som idag desværre er blevet populariseret. Hvilket har været muligt, fordi den blot bekræfter udbredte fordomme og misforståelser i opfattelsen af  sex og seksualitet.”

Artiklen jeg henviste til var De homoseksuelle og lægevidenskaben, der beskriver den sygeliggørelsesstrategi den Østeuropæiske sexologskole har stået for.

Jeg tilføjede at det afgørende spørgsmål, ikke var blevet besvaret:

“Der har gennem de senere år været en afsmittende effekt fra pædofili debatten, der har betydet øget fokus på unges adfærdsmønstre. I det hele taget er der en bekymringskultur i forhold til de unge om det så handler om alkoholvaner, tøjstil, uddannelsesniveau, sociale kompetencer mv. Listen er uendelig. Burde voksne ikke spørge istedet: Er forbud og kontrol effektive midler og er det ønskeligt. Hele denne offer-gørelse af unge spejler måske snarere voksne menneskers inkompetence i forhold til at kunne reagere og agere i situationer, hvor styring og kontrol vitterlig er nødvendig. Er hele ønsket om fokus og indgriben i realiteten en måde hvorpå voksne fralægger sig ansvar, fordi problemer og aktiv indgriben overlades til offentlige myndigheder?

Jeg stillede et konkret spørgsmål til Red Barnet som jeg ikke har fået svar på: Arbejder Red Barnet med en umyndiggørelses strategi i forhold til unge, hvor man ønsker at hæve den seksuelle lavalder til 18 år eller 20 år?”

Efter denne ekskurs der belyser Red Barnets generelle seksualpolitiske line fremstår den før nævnte underskriftindsamling i dens rette sammenhæng.

Underskriftindsamlingen Nej til frist for at anmelde seksuelle overgreb blev af en aktivist – Heide Charning – begrundet således:

“Det er ikke noget godt argument at sige, at forældelsesfrister er et bærende princip i retsstaten. Du er nødt til at argumentere for, hvorfor det bør være sådan. Der er jo heller ikke nogen forældelsesfrist i mordsager.

Fire gode grunde til at fjerne fristen:

Rent juridisk forældes seksuelle overgreb efter nogle år. Er der tale om overgreb, som er begået af voksne mod børn under 15 år, så skal det anmeldes, inden den krænkede fylder 28. For andre typer af overgreb, f.eks. søskendeincest og overgreb begået af autoritetspersoner (f.eks. en præst eller en sportstræner) mod børn mellem 15 og 18, er fristen endnu kortere.

Der er mange gode grunde til at fjerne eller i det mindste forlænge denne frist. Her følger fire:

Undersøgelser peger på, at en overlever efter et seksuelt misbrug/overgreb ofte først bliver psykologisk klar til at forholde sig til og forstå det på et tidspunkt i livet, hvor den nuværende frist for at anmelde er overskredet. Mange bærer rundt på deres smertefulde oplevelser i årevis uden at tale om dem. Følelser af skam og skyld er almindelige. Et offer kan endda komme til at føle skyld, selvom krænkeren har anvendt fysisk tvang til at få sin vilje. Det er almindeligt at tænke: “Gjorde jeg nu nok for at undgå det?” Nogle krænkere truer deres ofre til tavshed. Det at få børn selv kan f.eks. være en udløsende faktor for de ofte fortrængte erindringer.

Det kan være svært at bevise et seksuelt misbrug/overgreb, som fandt sted for mange år siden, men at bruge den svære bevisbyrde som argument for at beholde den nuværende forældelsesfrist giver ingen mening, da bevisbyrden allerede efter 48 timer er meget svær at løfte. Ofre for seksuelle overgreb skal gennemgå en retsmedicinsk undersøgelse inden 48 timer, ellers er de fysiske beviser ikke brugbare. Så er det bevisbyrden, som bekymrer politikerne, så burde man sætte fristen for at anmelde til 48 timer! Desuden vil der være gamle sager, som KAN bevises.

En fjernelse af forældelsesfristen vil tvinge politiet til at tage en anmeldelse seriøst, dvs. efterforske og registrere den til senere brug i forbindelse med eventuelle senere anmeldelser fra nye ofre. En krænker vil ofte krænke mere end en gang.

Alene det at blive hørt og taget seriøst af myndighederne kan være med til at give en krænket person ro i sindet. Et offer bør i det mindste have muligheden for at få sin sag efterforsket og måske prøvet i retten, selvom der ikke kan falde dom i sagen pga. manglende beviser.”

Hertil svarede jeg:

“Jeg mener slet ikke man skal argumentere for retsstatssprincipper. Det giver helt sig selv at samfundet bygger på dem. Ligesom man heller ikke behøver at diskutere, hvorfor der er ytringsfrihed, forsamlingsfrihed eller stemmeret.”

Heidi Charning replicerede:

“Dit udgangspunkt er ikke korrekt. Der er fire bærende principper i en retsstat: Magtens deling, Det suveræne folk, Retssikkerhed og Legitimitet. Legitimitet handler om, at retssamfundet må tilpasse sig befolkningens retsfølelse. Forældelsesfrister er en del af landets love, som altid bør være til diskussion i befolkningen. Deværre har jeg ikke tid til at fortsætte denne diskussion, som jeg også opfatter som spild af plads. Jeg har en lov, jeg skal ændre!”

Hvortil jeg svarede:

“Du udtaler lige ud din disrespekt for gældende dansk retspraksis? Det er som du ikke forstår forskellen på at ændre en enkelt lov, og så forkaste juridiske principper.”

Pernille Gyldensøe fra gruppen Mere politisk fokus på overgreb mod børn blandede sig her i debatten:

“Selvfølgelig kan love og retspraksis diskuteres. Forældelsesfristen på seksuelle overgreb mod børn er senest ændret ved L 281 (1999-2000). Her skete den ændring i straffelovens § 94, at de forældelsesfrister, der gælder for de enkelte typer af lovovertrædelser, tidligst begynder at løbe fra det tidspunkt, hvor offeret fylder 18 år. Formålet var at forbedre mulighederne for, at børn og unge, der har været udsat for sådanne forbrydelser, får mulighed for som voksne at reagere over for det, der er sket, uden at forældelsesreglerne udelukker mulighederne for retsforfølgning.”

Hvortil jeg svarede:

“Spørgsmålet er ikke om love og retspraksis kan diskuteres. Forældelsesfrister kan ændres det er sandt. Men afskaffes? Næppe. Og det fremgår tydeligt at det er jeres mål.

Min uenighed er imidlertid ikke primært med jer. Det handler om hvorvidt almindelige danskere kan tilslutte sig Red Barnet, hvis organisationen bliver paraplyorganisation for forskellige mere eller mindre radikale feministiske grupperinger.”

Det afgørende er her om man for fremtiden skal indtage en ganske bestemt radikaliseret position med hensyn til seksualpolitik for at støtte en organisation som Red Barnet?

Red Barnet sår tvivl om hvor skillelinien går mellem en gruppe som Mere politisk fokus på overgreb mod børn og Red Barnets politik. Man kan – jeg har nævnt det offentligt før – komme i tvivl om Red Barnet er indstillet på at følge retsprincipperne i Danmark.